Tag: hverdagssexisme
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Offer!? Nej tak da, ikke mig!
Jeg blev så glad her til morgen. Så glad, at jeg endelig fik gang i bloggeriet igen. (Hvis du jævnligt følger min blog, vil du vide, at der ikke har været noget jævnligt at følge et jævnt stykke tid. (Hey, jeg har skrevet en bog og lavet et show og et talkshow, det er ikke, fordi jeg bare har fedet den (i hvert fald ikke hele tiden…)))
Jeg stod op til et indlæg i Berlingske skrevet af en ungdomspolitiker, der tager afstand fra den sexchikane, mange kvinder oplever i det offentlige rum.
“Nå, men har I venstreorienterede flipperfeminazifisser ikke skrevet den slags indlæg i årevis,” tænker du måske nu, og tilføjer måske: “Uden den store effekt.”
Jo, det har vi nemlig. (Og hey, det har haft en effekt! Folk snakker om det. Folk kender begrebet hverdagssexisme nu, og det gjorde de ikke for tre år siden.)
Men dette indlæg er dog ikke skrevet af en af os fra det sædvanlige kor af venstreorienterede feminister. Nej, det er skrevet af formanden for Liberal Alliances Ungdom i København, Louise Amby.
Andre kan godt være idioter, selvom man selv er liberal
Amby er træt af ikke at kunne få lov til at sige fra, når hun chikaneres af klamme mænd, uden en horde af liberale straks mener, hun gør sig selv til offer:
“Jeg er ærligt talt halvtræt af den generelle liberale konsensus om, at man forsøger at udstille sig selv som værende undertrykt og svag, fordi man ikke gider tilråb fra klamme, liderlige mænd. At jeg fortæller dig, at din opførsel er uklædelig, er altså ikke på nogen måde uliberalt eller det næste skridt mod kvindekvoter og anden statslig indblanding i ligestillingsdebatten.”
Uh, jeg får lyst til at danse nøgen rundt i regnen!
Men det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg så ville blive chikaneret af klamme mænd, og så ville folk sige, at det var min egen skyld, fordi jeg bare kunne lade være med at være nøgen i regnen, og jeg skal i øvrigt se det som en kompliment, at nogen roser min 35-årige snart total appelsinhudsdækkede nøgne krop, og hvor er det i øvrigt også offeragtigt at fortælle nogen om de klamme mænd til at starte med!
Når kun idioten har frit valg
Nej! Og det er nemlig det, vi én gang for alle skal til at have slået fast: Man er ikke et offer, når man fortæller om et overgreb. Man er pissefucking sej!
For du gør ikke dig selv til et offer, andre gør dig til et offer! Du har ikke selv valgt at blive chikaneret på gaden eller på din arbejdsplads, du har ikke selv valgt at blive slået ned i byen, du har ikke selv valgt at blive voldtaget. Det er kun overgrebsmanden (m/k), der har haft et valg. Og høn traf det valg at antaste dig. Du blev ufrivilligt draget ind i en anden persons handlinger, som efterlod dig med et større eller mindre grad af ubehag.
Din eneste reelle handlemulighed efter et overgreb (stort eller lille) er at fortælle andre om det. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan ikke slå dig selv i hovedet med, at du skulle have sagt bedre fra, du skulle have været mindre fuld, taget en taxa, taget mere tøj på, taget hjem tidligere.
Eller jo; du kan godt slå dig selv i hovedet med de her ting, men det er ukonstruktivt, fordi du jo altså stadig ikke kan ændre på noget som helst, der er sket.
Ahhh, men når du sådan svanser rundt helt idiotindbydende…
Men du føler, at du har et ansvar for det, der skete, så derfor bliver du ved med at skamme dig over, at du ikke gjorde noget andet, end det du gjorde.
Og det er altså ikke så mærkeligt, at du har det sådan. Hele vores samfund er bygget op omkring victimblaming.
“Du kunne jo bare have ladet være med…” er den sætning hele retsystemet operer efter, når det kommer til ofre for overgreb. (Medmindre ofrene er under 14 eller over 80.)
Ellers har du selv provokeret eller indbudt til det. Hvis du er en fyr, der er blevet slået ned, så har du nok været for øretæveindbydende. Hvis du er en kvinde, der blevet voldtaget, så har du nok selv lagt op til det.
Og på den måde fratages gerningsmanden (m/k) hele tiden en del af ansvaret for sin handling, mens offeret tvinges til at skulle tage et ansvar for et andet menneskes helt urimelige handling på sig. Og leve med det. Og slå sig selv i hovedet med det.
Offer fy for poffer, så hellere være idioten selv
Dét er det næste led i overgrebet. For et overgreb i dagens Danmark består af tre led: 1) Det egentlige overgreb, 2) når du får at vide, at du selv er medansvarlig og 3) når du får det indtryk, at det bedste er, at du slet ikke taler om det. For du vil da ikke gøre dig selv til offer nu, vil du?
Derfor vælger de fleste ofre at tie. De bider det i sig. De smiler gennem vreden, smerten og fortvivlelsen. Og det får alskens psykiske mén af det, fordi det er usundt at undertrykke den slags.
Men der er faktisk en psykisk logik i den undertrykkelse. Som også er grunden til, at samfundets syn på offerrollen i det hele taget er blevet sådan, og som er derfor de fleste mennesker tager skarp afstand fra at kalde sig selv offer.
At være offer er det værste i verden. Punktum.
Man vil faktisk hellere være gerningsmand.
Nej, det vil man selvfølgelig ikke med det gode del af ens sjæl – den side vil helst bare være et godt menneske. Men ens overlevelsesmekanisme har altså en meget ubehagelig side, der falder tilbage på en ret sort-hvid systemindstilling: æd eller bliv ædt.
Jeg vælger helt selv at lade dig være idiot over for mig nu
Fordi gerningsmanden (m/k) handler jo: Høn bevarer sin autonomi, sin selvbestemmelse. Mens offeret mister sin. Og vi definerer jo i høj grad os selv som mennesker ud fra vores evne til selvbestemmelse, til handling.
Når andre tager den fra os, føler vi altså, at vi mister… ja, os selv faktisk. Hele vores forståelse af vores egen identitet bliver taget fra os.
Derfor vil de fleste fortsætte med at insistere den autonomi igennem, selv når det er åbenlyst, at der ikke er tale om et frit valg længere. Hvilket er klart den bedste måde at overleve psykisk på.
Udsendte soldater lærer i deres træning af psykisk selvforsvar, at hvis de bliver taget til fange, og de bliver voldtaget (ja, det sker ret tit. Også for mandlige soldater!) så skal de lade sig voldtage. De skal sige til sig selv: “Nu lader jeg det her ske, for så kan det være, at mine overlevelseschancer er større.”
Det er måden at bevare magten over sin eget selv, også når andre invaderer det selv på de allermest krænkende måder.
Så længe der er idioter til, kan jeg kun sidde hjemme og spise køberoulade
Hvorimod mennesker, der accepterer offerrollen, altså virkeligt accepterer den, ender i en selvudslettende tilstand, der i værste fald kan være dødelig. De fleste selvmordere er netop nået til den depressive afgrund: “Der alligevel intet, jeg kan gøre ved min situation. At tage mit eget liv er min eneste tilbageværende handlemulighed.”
Så selvfølgelig har vi et stærkt indbygget behov for at tage afstand fra at være ofre. Vi vil altid forsøge at handle. Vores selvforståelse som autonome individer vil altid kæmpe for at overleve.
Lige et indskud dog: Man kan sagtens spille på offerrollen. Man kan sagtens sætte sig ned og sige: “Alle er onde ved mig, det er synd for mig. Det er andres skyld, at jeg ikke kan gøre de ting, jeg gerne vil, buhu.”
Men det er bevidstheden, der spiller en et pus, at man tror, man er handlingslammet. For man bruger bare hjælpeløsheden til at undskylde alt det, man ikke orker, og man bruger den i høj grad til at manipulere sine omgivelser med. Det er stadig en handling!
Det er et forpint selv, der ikke kan se nogen anden måde at genvinde sin autonomi på, end at omfavne offerrollen og udnytte den max.
Gør det alligevel, gør lige det
Jeg siger det bare lige, fordi det er reelt nok at påpege, at nogle mennesker spiller ofre. For selvfølgelig gør nogen det. At spille på en offerrolle og at være offer for noget er bare ikke det samme!
Man kan godt være et offer, og man kan godt fortælle andre om det, uden at man spiller på det. Det er centralt, at vi begynder at lave den skildring. For det er omgivelsernes næste-leds-overgreb i form af beskyldninger om, at man gør sig selv til offer, der gør, at mange ikke vover at sige fra over for overgrebene i første omgang. Og finder sig i alt for meget.
Jeg hørte en kvinde, jeg ser meget op til, fortælle om den kønsdiskrimination, hun havde været udsat for. Hun sagde noget i stil med: “Jeg oplever da også masser af de der åndssvage kommentarer, men jeg mener bare, at man skal gøre de ting, man vil, alligevel.”
Som er et smukt eksempel på en psyke, der nægter at gøre sig selv til offer: Do it anyway!
Jeg er ikke et offer, nej, jeg knokler bare hårdere
Jeg er helt enig med hende; man skal altid gøre tingene alligevel. Man skal aldrig lade andre holde en tilbage.
Men det betyder altså ikke, at diskrimination, chikane og overgreb ikke findes. Det betyder bare, at man bider tænderne sammen og overkommer den modstand.
Og her er det centrale: for rigtigt mange kvinder er den handling – at overkomme modstanden – den eneste handlemulighed. Fordi den anden ville være at give op og spille den manipulerende martyrolle resten af livet. (Og ja, det har mange kvinder – især i tidligere generationer – desværre benyttet sig rigtigt meget af.)
Og der er sikkert nogle kvinder, der håndterer det her superfint. Men for andre udløser det at blive ved med at bide tænderne sammen mod uretfærdigheder, diskrimination, chikane og overgreb psykiske problemer; stress, angst, depression osv.
Samt selvfølgelig en del tandproblemer og spændingshovedpiner. (Seriøst; hvis du er en kvinde, der ofte har hovedpine, så begynd at lægge mærke til, hvor meget du “bider tænderne sammen” – altså hvor meget du undertrykker din vrede med dine kæbemuskler.)
Juhu; der er faktisk idioter derude, og de er ikke dit ansvar!
Feminismen prøver i stedet at give kvinderne en reel anden handlemulighed: Erkend modstanden, acceptér offerrollen, sæt ord på den og do it anyway!
For selvom vi feminister altid får skudt i de røde sko, at vi gør kvinder til ofre (buhu) så er det, vi forsøger, faktisk blot at få kvinder til at indse, at de er ofre for nogle strukturer, der er imod dem og forsøger at begrænse dem.
Det betyder ikke, at man ikke kan overkomme begrænsningerne, det betyder bare, at det ofte er hårdere end det til sammenligning er for mænd. (Og mænd på deres side har så nogle andre strukturer imod sig.)
Jeg siger ikke, at feminisme er en one-size-fits-all-model. Jeg siger bare, at det virker for mig og for de kvinder, jeg kender, at få frataget noget af ansvaret for deres egen situation. Det at vide, at jeg faktisk er offer for ikke så få begrænsende strukturer.
For det er jo bagsiden af medaljen ved selvbestemmelse: Hvis du altid selv skal handle og være autonom, så er du jo også altid nødt til at have styr på alt dit shit (så du udvikler et ekstremt kontrolbehov og får stress) for hvis du fejler, er det din kun skyld (så du udvikler angst) og du alene er ansvarlig for dit liv.
Det er næsten til at få åndenød af, at alting kun kan falde tilbage på en selv.
Et offer behøver ikke være så hård ved sig selv
Som jo også er tidsånden. Den neoliberale bølge af “alting er dit eget ansvar” har væltet indover os mere og mere insisterende siden 80’erne. Det er for meget!
Ingen kan holde til at være så ansvarlige for alting i deres tilværelse hele tiden. Slet ikke det, vi vitterligt ikke er ansvarlige for – som andre menneskers handlinger.
Så erkendelsen af at være offer – i al sin ubehagelige magtesløshed – er faktisk indimellem befriende. Det sætter en fri at kunne sige: “Nej, det er faktisk ikke mit ansvar, at den klamme mand ikke kan styre sit behov for overskride mine grænser. Han var et asshole, jeg er okay.”
Derfor er jeg virkelig glad, når en erklæret liberal går ud og siger, at hun også er et offer, for det gør hende nemlig ikke svag. Det gør hende tværtimod pissestærk. Og der er absolut ingen tvivl om, at hun vil fortsætte med at gøre alt det, hun vil, alligevel.
Tillad mig at introducere: Blikket
Følgende afsnit er fra kapitel 17 i Solo – med mit køn på slæb. Kapitlet handler om små og store oplevelser med hverdagssexisme.
For et par år siden står jeg en aften sammen med en kvindelig bekendt på et gadehjørne. Vi står med hver sin cykel og er lige ved at afslutte en intens samtale. En fuld mand i 20’erne kommer sejlende hen imod os.
“Hejsa tøser,” siger han.
Som alle ved, er det jo evigt charmerende at blive afbrudt af fulde mænd, ligegyldigt hvor man befinder sig i det offentlige rum. Især fordi fulde mænd generelt lader til at have glemt den ædru viden, at man faktisk kan vælge at henvende sig høfligt til fremmede kvinder. Og for eksempel starte med at undskylde, at man afbryder og … lad os se: Jo, lade være med at tiltale voksne kvinder “tøser”.
Jeg ser på ham og sender ham Blikket.
Det blik, jeg har trænet, siden jeg var teenager og for første gang oplevede, at en dreng ikke respekterede mine grænser og ragede mig på brysterne, og min lærers kommentar om, at jeg blot kunne tage mindre stramme trøjer på, fik mig til at forstå, at jeg er nødt til at forsvare mig selv over for den slags, for jeg kan ikke regne med nogens opbakning. Derfor har jeg trænet og perfektioneret Blikket. Det iskolde, gennemborende blik beregnet til at sige fra på forhånd over for den slags tilnærmelser. Blikket, der siger: “Du fucker bare af, bror lort!”
Han reagerer, som de fleste mænd faktisk gør, når de møder Blikket. Han standser straks og står lidt og svajer, som om han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Men Blikket viger ikke, så trækker han sig slingrende et par skridt tilbage fra os.
Min bekendte bliver beklemt. Hun har tydeligvis aldrig set Blikket i aktion før. Så hun smiler venligt til den fulde mand og siger undskyldende: “Vi står bare lige og snakker.”
Som om vi skylder en tilfældig fuld mand en forklaring på, at vi ikke er interesseret i hans selskab. Det er selvfølgelig lige den indbydelse, han har brug for. Så han går hen bagom hende og lægger sine arme rundt om hende bagfra i et hårdt bjørnekram.
Hun siger i et høfligt tonefald, hun sikkert har lært på Pigernes Skole for At Sætte Sig i Respekt: “Ej, det synes jeg faktisk, er ret grænseoverskridende det der.”
Jeg ved ikke, om den slags sigen fra nogensinde har virket for hende før, men her er frekvensen på hendes tonefald i hvert fald for lav til, at det trænger igennem til manden. Så i stedet for at lytte til hendes protest, lægger han sit hoved på hendes skulder – og en hånd på hvert af hendes bryster.
“Skal du ikke med mig til fest?” snøvler han.
“Hey,” råber jeg højt for at få hans opmærksomhed. Han ser forvirret op på mig, som om han havde glemt, at jeg var der.
“Nu fucker du bare af. Er du med,” råber jeg.
Han slipper sit greb om hende.
“Skrid så,” råber jeg endnu højere, så en gruppe forbipasserende mænd på modsatte fortov standser op og ser over på os.
Den fulde mand holder hænderne afværgende op og bakker væk fra os, mens han mumler ord som “kælling og sindssyg.” Men han forsvinder.
“Hold nu kæft en idiot,” siger jeg til hende: “Er du okay?”
“Ja, når man har så store bryster, som jeg har, så vænner man sig bare til, at fyre tager på dem.”
Hun trækker på skulderen.
Så’en er livet. Kvindelivet.
More than fifty shades of flirtation
Nuancer. Findes der noget, der kan ødelægge et godt hadeobjekt mere? Tag nu for eksempel sådan en som mig. Jeg burde være ligetil:
Feminist = sur og usjov.
Komiker = glad og sjov.
Og så er jeg begge dele, satans, hva!?
Ud over det er jeg også det, man kan kalde et helt almindeligt menneske. Det vil sige, at jeg har mange facetter. Der er mange nuancer – i mine følelser og i mine meninger. Det er bare ikke altid, at der er sætninger nok i verden til at udtrykke dem. Faktisk er der aldrig sætninger nok! Faktisk kunne jeg ikke lave andet end at sige: “På den anden side, så…”
Og det er derfor, jeg blogger her. Fordi her kan jeg sige tingene langt mere nuancerede. Ikke som på stand-up-scenen eller på twitter, eller når jeg skriver og taler i andre medier. Der skal det skæres til. Der skal det være skarpe pointer.
Og med skarpe pointer ryger nuancerne.
“Men sagde du ikke engang…”
Jeg har lært at leve med det. Jeg har til gengæld pinligt svært ved at leve med det, når andre ikke fatter, at det er præmissen.
Jeg ved godt, at dette (også) burde være et af de steder, hvor jeg bare trækker på skulderen af, hvordan andre opfatter mig. Men det er min ene store svaghed.
Jeg kan simpelthen ikke døje, når folk prøver at fange mig i selvmodsigelser.
Tag ikke fejl, jeg modsiger sikkert mig selv ganske tit. Og jeg bliver også klogere og ændrer synspunkter. Så der er selvfølgelig situationer, hvor folk med rette kan sige: “Hey, plejede du ikke at sige, at det var okay at lave bøssejokes?”
Jo, men sidenhen er jeg så blevet klogere.
Så det er ikke det, jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke kan døje den slags mennesker, der går efter at fange en i selvmodsigelser. De mennesker, jeg tænker på, er dem, der ikke er villige til at se nuancerne. Som ønsker at fange en på det forkerte ben, så de kan hån-le af en, være nedladende og bedrevidende. Som i: “ahaha, så var du nok ikke lige så klog, som du gik og troede, hva? Måske skulle vi lade helt være med at høre på dig igen, haha.”
Og så tvister de ens ord ud af kontekst og misforstår en med vilje.
At blive spammet lige i face af besserwissere
Uhhh, jeg får lyst til at flå nogens øjne ud, når de gør det, og når de følger op med det der du-skal-ned-med-nakken-blik.
Jeg fik et viralt et af dem den anden dag. Jeg havde blogget om fænomenet catcalling på en måde, hvor nogle mænd var blevet ret sure. Fordi i forsøget på at lave en humoristisk tilgang til et lidt ærgerligt emne forsvandt altså den nuance, der hedder: Bare fordi jeg skriver til mænd, betyder det ikke, at jeg siger, at alle mænd er sådan.
Straks dukker en mand op i min indbakke. Jeg kan selvfølgelig ikke se ham, men jeg kan alligevel se det selvfede smil på hans ansigt for mig: Var der ikke noget med, at jeg engang har skrevet om, hvor fedt det er, når stilladsarbejdere råber komplimenter efter mig.
Så ergo må jeg altså være totalt selvmodsigende og dermed utroværdig. Det skrev han ikke, men det var ikke svært at læse, at det var hans undertekst.
Jeg blev rasende!
Fræk flirt eller klam stodder!?
Altså egentlig har han ret. Det har jeg engang skrevet om. Men for mig er der bare en væsentlig forskel på lir og catcalling, og det er der nuancen ligger gemt. Den nuance som denne mand altså absolut ikke er villig til at se.
Jeg er nemlig personligt ikke specielt ked af at blive piftet af og få søde komplimenter af fremmed mænd. (Jeg sagde: søde!)
Engang løb en ung fyr tværs over Rådhuspladsen for at standse mig, se mig lige i øjnene og sige: “Jeg bliver altså nødt til at fortælle dig, at du er helt utrolig smuk. Du stråler bare.”
Jeg sagde smigret tak. Han bad om mit nummer, men jeg var ikke interesseret, sagde jeg. Og hans respons var: “Okay, ha’ en fortsat dejlig weekend.” Og så løb han tilbage til sine venner.
Den varmede i lang tid.
Og jeg siger ikke, at alle kvinder ville have følt den samme varme, men det burde virkelig være åbenlyst, hvorfor dette var en rar oplevelse.
Altså for eksempel modsat dengang hvor jeg sad i min bil på en sønderjysk rasteplads og spiste en pålægschokolademad og en tysk indregistreret WV ruller langsomt forbi mig. Inde i bilen holder føreren et A4-ark op, hvor han har skriblet med kuglepen: “Sex?”
Tryghed i flirten frem for voldtægtsangst og panik
Okay, det var måske mere komisk end det egentlig var ubehageligt. Lad mig prøve den her i steder: Den søde fyr på Rådhuspladsen var direkte modsat den virkeligt ubehagelige mand, der en tåget mandag nat forfulgte mig hele vejen ned ad en ellers mennesketom Istedgade og råbte: “You beautiful girl. I wanna fuck you.”
Jeg synes virkelig ikke, at det er svært at se forskel på de to situationer. Hvis du er tvivl, så er her lige et par pointers omkring, hvad fyren på Rådhuspladsen gjorde rigtigt: øjenkontakt og respekt af mine grænser.
Mere mudret – dvs. nuanceret – bliver det, når det kommer til pifteri og råb, hvor øjenkontakt kan være sværere at opnå på afstand. Jeg har som sagt ikke noget imod, at en mand pifter af mig eller råber: “Du ser pissegodt ud!”
Altså som hovedregel!
Som hovedregel føles det faktisk ganske rart at blive set som en seksuelt attraktivt væsen, og jeg nyder det lige, indtil kulturen afskriver mig som en gammel krage. (Det bliver nok her om et par år, når jeg rammer 38…)
Jeg ser dig, eller jeg ser mig selv bruge dig-tingen
Men – og det er altså det nuancerede “men” – det afhænger jo af situationen. Det er altid kontekstafhængigt.
Og det er forskellen på lir og catcalling. Lir er, når en mand (eller kvinde) pifter eller råber efter en anden, fordi høn syntes, at den anden er attraktiv og altså ser den anden, anerkender den anden – som menneske, tilmed et attraktivt et af slagsen.
Catcalling er derimod, når den anden kun er et instrument for ens egen iscenesættelse som mand. Eller det kan også være kvinder, der i flok objektiviserer en mand, for at iscenesætte sig selv som frække, moderne Sex-and-the-city-wannabees over for hinanden: “Tihi, hvor er vi bare sassy.”
Dét føles ubehageligt, for det kan man jo mærke. Man kan mærke, at man bliver gjort til en genstand. At man bliver objektviseret.
Men nu bliver det virkelig, virkelig mudret: Grænsen for, hvornår man føler sig ubehageligt objektiviseret er formentlig ret forskellig fra person til person.
Fuck, hva’! Hvad gør vi så?
Newsflash: Kvinder er faktisk helt forskellige
Det er en den sværeste nuance, når det kommer til lir. Man kan ikke regne med, at det, nogen opfatter som en kompliment, bliver opfattet tilsvarende af andre.
Mange mænd føler sig derfor frustrerede og mener, at når feminister som jeg sætter fokus på det negative ved catcalling, at så fjerner vi netop flirt og lir. Fordi de bliver bange for, at deres tilnærmelser kan misforstås.
Og jeg forstår godt, at det må være frustrerende. Jeg har også følt, at de kvinder, der bitcher over gadeflirteriet, er pissebelastende. Det nævnte jeg jo i den klumme, jeg skrev for fem år siden.
Men der er jeg så blevet klogere… eller nej, jeg mener sådan set stadig, at det er underligt, at kvinder klæder sig ud som udstillingsvinduer og så bliver mobsede, når nogen kigger på dem.
Men jeg er blevet bedre til det der med at anerkende, at vi alle har forskellige grænser.
Skal smukke kvinder bare altid stå til rådighed?
Og det er jo præcis dét, det handler om. Det handler om at forstå, at andre mennesker er mangefacettede nuancerede væsener. Det handler om at anerkende at, de andre også er komplekse individer. De er mennesker.
Mennesker, der, der måske nogle gange synes, det er rart at blive chattet op af en venlig fremmed ved et busstoppested og andre gange bare gerne vil hjem under dynen og hade verden.
Og mange af de smukke kvinder, der klæder sig som udstillingsvinduer, er bare trætte. Trætte over at ikke kunne få to minutter i fred på et offentligt sted, uden at mænd vil have deres opmærksomhed.
Jeg engang haft sådan en som roommate. Hun var tidligere model, og hun var smuk på sådan en virkelig ultrakvindeligt imødekommende måde. Hvilket betød, at hun altid blev chattet op. Hvis hun stod med cyklen og ventede på grønt ved et lyskryds, henvendte mænd sig til hende for at få hendes nummer.
Og der er simpelthen grænser for, hvor høflig man kan forventes at være, når man skal afvise 20 mænd hver evig eneste dag.
Dét ville man forstå, hvis man så – altså virkelig så – det andet menneske. Så ville man tænke: “Okay, så smuk som hun er, kan det godt være, at jeg ikke har en chance. Jeg prøver alligevel at henvende mig høfligt, men jeg lader være med at blive rasende over en småsur afvisning, for hun må også godt være i dårlig humør. Hun skal ikke altid stå til rådighed for alles tilnærmelser.”
“Jeg kræver, at du-tingen leger med i min leg!”
For det her er den allerstørste forskel på, om man flirter, eller man har gang i catcalling: Mænd, der flirter, ved godt, hvis deres opmærksomhed er uønsket. For de ser jo, at man er et menneske – og derfor ser de også, hvis man udstråler, at man ikke er interesseret.
Så siger de: “Undskyld forstyrrelsen,” og så lader de en være.
Kattehylende mænd derimod bliver dybt indignerede, når man udstråler “lad mig være”. Hvilket man i øvrigt typisk gør ved at undvige øjenkontakt, fordi alle og enhver jo intuitivt ved, at øjenkontakt er indbydelsen til at interagere med andre.
Men det fornærmer catcallere: De begynder at kræve, at man ser på dem, at man lytter, at man smiler. Hvis man ikke gør det, bliver de ubehagelige; forfølger en, sviner en til, truer en.
Der bliver det jo tydeligt, at de mener, at man ikke er et menneske, men netop en form for genstand. Et objekt i deres leg, og man kan ikke have et menneskeligt autonomt ønske om ikke at deltage. For det er catcalleren, der bestemmer. Du er hans legetøj.
Men hvaaaa må vi sååå?
Jeg har så mange gange forsøgt at beskrive den forskel for mænd, og jeg har så mange gange fået dyb frustration tilbage.
Mange mænd ønsker sig nemlig ikke nuancer, de ønsker et fast regelsæt. For eksempel sad jeg gang i et DR2-studie med Jacob Rosenkrands, der havde lavet en lille skilt med rødt og grønt, og så skulle jeg og den anden gæst ellers placere forskellige komplimenter i henholdsvis det røde og det grønne felt.
Hele præmissen var dybt idiotisk, og det prøvede vi også at forklare: Der er ingen faste regler, når det kommer til mellemmenneskelige interaktioner!
Du kan ikke gå hjemmefra klædt på med et feminazigodkendt sæt af komplimenter og så regne med, at du er på sikker grund.
Det eneste, der er at gøre, er at slå øjnene op. Se de andre og se nuancerne. Og ja, det er da skidesvært i et samfund, som vores, der i høj grad nægter at acceptere, at alting ikke er sort-hvidt.
Og det bliver da absolut ikke nemmere, hvis man tror, at nuancerne er lig med selvmodsigelser. Hvis man tror, at kvinder ikke både kan lide at få søde (jeg sagde søde!) komplimenter og samtidig gerne vil respekteres som ligeværdige mennesker.
Hvis man tror, at det kun er enten-eller, ja, så har man da virkelig hverken forstået flirt, kvinder eller, hvad livet handler om. Det handler nemlig om alt det, der ligger i nuancerne.
Smuk udenpå, værdiløs indeni
Jeg lagde plakaten for mit nye show op som cover på facebook i går:
Og ligesom de andre gange, jeg har delt den på fjæsen, indrullede straks kommentarer, hvor folk vælger side:
“Du er pænest med fregner.” “Du er så pæn uden makeup.” “Du er smuk eau natural.”
Der mangler endnu at være nogen, der erklærer den stylede side for vinderen, men det hænger nok sammen med, at ingen kan få sig selv til at skrive: “Hey, hvis du lige gad dække dit klamme ansigt lidt mere til, ville det bare være fjong.”
Og lad mig straks sige, at det ikke er, fordi jeg er utaknemmelig over, at folk skriver søde ting til mig. Komplimenter er dejlige. Men…
Det er bare lidt, som om disse folk i deres ellers velmenende ros totalt misforstår budskabet med plakaten. Den skal illustrere, hvor meget kvinder påfører sig (og skjuler) for at fremstå som rigtige kvinder. For det er temaet i showet.
Der skal ikke kåres en vinder-side. Det handler ikke om, hvorvidt du synes, jeg er pænest uden eller med makeup (og i øvrigt med en ordentlig røvfuld Photoshop oveni!)
For selvom folk tror, at de giver mig en stor kompliment ved at vælge den “naturlige”, usminkede side af mit ansigt. Så forholder de sig jo stadig kun til det, der er udenpå. Og Sanne hun sidder altså inde bagved fregnerne og pudderet.
Mere fokus på din skønhed, for den handler om… MIG!
Det er det samme med alle de kampagner, der pt bliver lavet for at bringe skønhedsidealernes overmagt lidt i knæ. Om det så er kvinder (eller mænd) der poster bikinibilleder af sig selv som tykke, med stomiposer, med hår under armene – eller i mit tilfælde; hår lidt længere nede. (Ja, jeg har hår på knæene!)
Altid ender det med en masse velmenende kommentarer i stil med: “du er så smuk bla bla bla”. Især til kvinderne.
Og jo, det kan da nogle gange være det rigtige at sige. Det er ikke dårligt at fortælle andre mennesker, at de er smukke. Problemet er, at det nemt kommer til at fremstå, som om skønhed er det eneste, der tæller.
Og det synes jeg altså lidt, man gør, når man for eksempel kårer en vinder-side på min plakat. For det er ligegyldigt, hvordan jeg er pænest – da især i andres øjne: Om jeg er pænest uden makeup, med makeup, bodypaintet blå, tatoveret grøn, plus 40 kilo, minus 5, med arme eller uden.
For når man vælger side – eller når man giver andre komplimenter a la “du er så pæn med diskret makeup” eller “du burde altid gå med (indsæt selv tøjgenstand, der udmærker sig ved at være en, man yderst sjældent er iført)” eller min favorit: “dén frisure klæder dig!” (Underforstået: alt andet, du foretager dig med dit hår, er grimt.)
For det, man jo egentlig siger, er: “Her er min dom over, hvornår du er smukkest. Og den er vigtig, for det er dit liv bør handle om: at fremstå så smuk som muligt. Og-og-og altså ikke sådan som du selv synes, du er smukkest – nej, sådan som vi andre kan lide at se på det. Altid!”
Hængekassefri feministfisse det kan vi li’!
Måske virker jeg lidt sart. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare godt nok, hvorfor det ikke rigtigt føles som en kompliment at blive bedømt på den måde. Som en ko ved et dyrskue, den absolut ikke selv har valgt at deltage i.
Men måske kan Kim Hansen hjælpe med forklaringen:
Sagen er jo, at jeg ikke er mit udseende. Mit udseende er naturligvis en del af mig, en overfladisk del. Men det er ikke den, jeg er.
Men det Kim Hansen her siger, er, at min menneskelige værdi er ret meget lig med mit udseende. Ja, i sådan en grad, at andet ved mig tilsyneladende er helt ligegyldigt. For hvad med alt det, jeg gør, siger, tænker og føler? Har det ingen værdi? Åbenbart ikke.
For Kim Hansen kan altså godt leve med, at jeg lukker femibras ud – bare jeg samtidig ligner en porcelænsdukke, som man må sperme i ansigtet.
Jeg taler så langt fra på alle kvinders vegne her, det ved jeg godt. Mange kvinder elsker at drukne i komplimenter om deres udseende. Mange kvinder gør enormt meget ud af sig selv for at få disse komplimenter.
Og igen, jeg mener som sagt, at man gerne må anerkende både kvinders og mænds skønhed. En kompliment som “du ser dejlig ud” har i mine øjne aldrig skadet nogen – medmindre man efter en kunstpause tilføjer “… i dag!”
Så smuk at hun ingenting ellers kan – ikke engang gå
Men hvis det er den eneste ros, man nogensinde hører…
Damn, det må være ødelæggende for ens selvbillede! Især når billedet så begynder at krakelere. Hvilket det uundgåeligt vil gøre – i hvert fald i forhold til, hvordan vi betragter skønhed i vores kultur, som ikke kan bære rynker og gråt hår. (På kvinder… Mænd må gerne blive gamle.)
Og det her forstår mænd simpelthen ikke!
De forstår ikke, hvor ødelæggende det er, hvis man kun bliver værdsat i kraft af sit udseende. For det prøver de aldrig.
Oprindeligt har der nemlig været en ret klar opdeling i vores kultur, hvor kvinder var det smukke køn, mens mænd bare gik på arbejde.
Det vil sige: mænd gik ud i verden og handlede, tjente penge, tænkte store tanker, skabte fantastiske ting. Mens kvinderne var nogle, man blærede sig med at vise frem over for andre mænd. Kvinden var ikke noget i sig selv – kun i kraft af hendes kobling til manden. Hun var hans ejendel ligesom hans hus og hans hunde. Ergo skulle hun helst være værd at vise frem.
Så alt efter, hvor dygtig manden var til sin del, jo mere overflødig-smuk kone kunne han tillade sig at have. Bedst illustreret ved indsnørede fødder i Kina: “Se mig, jeg er så betydningsfuld, at min kone kun sidder til pynt!”
En deciliter historisk tilbageblik tilsat et drys Austen
Så alt det her har jo givet mening – på en uhyggelig ”lad os aldrig gå tilbage til det”-måde – engang hvor hele kvindens værdi netop var hendes constitution, som Jane Austen ville kalde det. Og som jo bedst kan oversættes med forfatning. Altså ligesom et hus. Hvilken forfatning er hun i? Er der nogle K3’er? (K3’ere er i øvrigt altid revner i facaden og svamp i underetagen!)
Men inden nogle læsere så stikker af i kvasi-videnskabelige forklaringer om, at kvinder derfor er biologisk/evolutionært kodet til at fokusere på deres udseende, så lad mig straks indskyde, at der i mange andre kulturer har været langt mere fokus på mandens udseende (eksempelvis i det gamle Grækenland), og at det med en kvindes constitution altså meget sjældent kun handlede om udseende. (Der er vist næsten kun de føromtalte indsnørede fødder i den kategori.)
Nej, constitution handlede i lige så høj grad om kvindens talenter på klaver og til at arrangere blomster, hendes blide, dydige sind og i evnen til at skabe et dejligt hjem for manden og børnene. Og i de mere laverestående samfundslag også, om hun kunne malke, lave mad og hjælpe til med alt fra markarbejde til slagtning.
Men de dele af kvindens særegne værdi forsvandt lidt, da samfundet skiftede karakter, og hun blev lige med manden i forhold til at tjene penge uden for hjemmet, uddanne sig og deltage i demokratiet – og altså ikke længere kunne være noget alene i kraft at sin (hus)moderrolle.
Tilbage som særlig kvindelig værdi stod kun udseendet.
Katjing – mønter direkte ned i smuksakkens lommer
Faktisk blev udseendet efter kvindefrigørelsen pludselig noget, en kvinde kunne leve af, når hun skulle forsørge sig selv. Jo smukkere, hun var, jo mere værdi kunne hun rent faktisk indbringe – til sig selv og til modelagenturer, filmselskaber og pornobagmænd.
Dette er den dag i dag stadig de få brancher, hvor kvindelige stjerner kan tjene væsentligt mere end deres mandlige kolleger.
(I parentes bemærket er der masser af undersøgelser, der viser, at “smukke” mennesker generelt klarer sig bedre på mange parametre – de tjener mere, avancerer oftere, får lavere straffe osv. Men det gælder også for “smukke” mænd, så jeg tillader mig lige at se bort fra den del her. Jeg nævner det bare her i parentesen, fordi jeg er udmærket klar over, at mit åbenbart “smukke” udseende formentlig åbner en del døre, der ville have været lukket for en pukkelrygget, skeløjet, skaldet Sanne med underbid.)
Pointen med dette historiske opskrab er at vise, at der altså er en god grund til, at mænd vurderer kvinders udseende – og at kvinder vurderer kvinders udseende. For det er det er den kulturelle bagage, vi alle har med: vi ser udseendet som kvindens største aktiv.
Og både mænd og kvinder tror derfor, at når de komplimenterer en kvindes udseende, så lægger det noget til hendes værdi, og når de sviner hendes udseende, så trækker de noget fra hendes værdi.
Hvilket forklarer, hvorfor tilsvininger om udseende fylder så meget, når nogen kritiserer kvinder. (Og det er forklaringen på, at feminister altid fremstilles uattraktive. For så er de jo mindre værd end rigtige smukke, passive og ikke-konfliktskabende kvinder.)
Du er så smuk, at din mening ikke tæller
Så det er altså positivt ment, når folk komplimenterer en kvindes udseende. Og dog…
For det sker også, at komplimenter bruges mere som en måde at få reduceret en kvindes – ofte hårdt tilkæmpede – ligeværdige værdi. Det vil sige, at man(d) ønsker at tage værdien af det, hun gør, kan eller siger ved i stedet at sætte fokus på, hvordan hun ser ud. Altså et sexistisk magtspil, der handler om at genindføre kvindens traditionelle laverestående status.
Den slags “komplimenter” kan man heldigvis nemt genkende. De optræder nemlig altid i sammenhænge, hvor kvinden gør noget andet end at se godt ud: passer sit arbejde, fremlægger et projekt, stiller op til et valg, fremsiger en vigtig pointe, dyrker en form for sport (og vinder) eller deltager i en meningsudveksling (og vinder).
Og her er det i øvrigt ligegyldigt, om man siger “komplimenten” direkte til hende – eller om man siger det om hende til andre.
Det kunne – bare som eksempel – være den slags, visse mænd skriver til en kvindelig komikers klip på youtube:
Kommentarer i de to kategorier – noget med Sannes udseende og noget med, at Sanne/kvinder ikke er sjove – udgør pt mere end halvdelen af kommentarerne under mine youtube-klip.
Heldigt, at siden jeg åbenbart er så dårlig til mit arbejde, at jeg så i det mindste er lækker, hva’…
Men jeg opfatter det virkelig ikke som komplimenter, at man(d) skriver om mit udseende på den måde. Jeg synes, underteksterne skinner for tydeligt igennem.
I bedste fald er underteksten: “Hey, drenge, jeg har en legitim grund til at se på hende her. Det er ikke, fordi jeg pludselig er blevet bøss’ eller noget, bare fordi jeg kan li’ en kvindelig komiker. Jeg vil stadig knep’ hende, okaj!”
Men I værste fald er underteksten: “Hey, piger, I skal ikke tro, at bare fordi en af jer får opmærksomhed på noget, hun render og laver, at I piger så pludselig er noget. I er stadig kun noget værd, hvis nogen vil knalde jer.”
(Sidstnævnte undertekst virkede i øvrigt til at gælde godt og grundigt hos dem, der fik den alletiders idé at indføre en ‘Ku’ godt’-kategori kun til kvindelige kunstnere ved seneste Zulu Awards.)
Må jeg ikke også få lov at være lidt pæn, selvom jeg bare er en mand
Men hvis vi ser bort fra bitre mænd med små pikke og misundelige kvinder med… store kusser!? Så er det jo som hovedregel positivt ment, når folk komplimenterer kvinder. De tror som bekendt, at de lægger noget til hendes værdi.
Faktisk tror jeg, at mange mænd i virkeligheden ville ønske, at de også kunne få lidt mere ros på deres udseende – ligesom kvinder gør. Fordi jeg tror, mænd savner at blive rost for det, de bare er – stedet for altid at skulle præstere noget for at få ros og anerkendelse.
Så de kigger på de smukke kvinder og giver dem de komplimenter, de selv ville ønske at få – og selvfølgelig de komplimenter, de tror, kvinder gerne vil have. Fordi der jo er grotesk fokus på kvinders udseende – og kvinder selv gør så meget ud af det – at det kan være svært at se, at der skulle være andet og mere at snakke med os om.
Mens jeg så går rundt og giver mænd, de komplimenter, jeg gerne selv ville have: “Ej, hvor er du sej. Du er så pissedygtig til dit arbejde. Du gør virkelig en forskel.”
Og stresser så dem yderligere i, at de skal præstere noget for at føle sig gode nok. Catch 22 i kønsrollemønster.
Åh, at være en smuk passiv… ting
Men selvom jeg sagtens kan forstå, hvorfor det også er surt for mænd at være låst fast i de kulturelle forventninger, der er til deres køn, så kan jeg altså mest tale ud fra mit eget. Og mit køn er det smukke køn. Det er et problem. (Da især for dem, der ikke kan bloggebrokke sig over at blive kaldt smukke, men som kun oplever at blive reduceret til et ikke-kneppebart udseende. Jeg har skrevet om det tidligere.)
For sagens kerne er jo, at det er en objekt-position. Mens mænd til stadighed har subjekt-positionen: De kan/skal handle for at blive noget. Kvinder skal bare forholde sig passivt og satse på, at Gud og/eller generne har velsignet dem med en værdi. (Og selvfølgelig i det skjulte handle ganske aktivt på at opgradere den værdi med peeling, waxing, tanning, toning, makeup, plastikoperationer og slankekure.)
Det vil sige, at mænd bliver ved med at have større frihed. De kan selv skabe sig deres identitet. De kan selv vælge, hvor meget arbejde de vil lægge i deres værdi. (Samtidig med, at de som alle mennesker indimellem føler sig grimme og uelskelige og kun har meget få remedier til at gøre noget ved det, for de må jo ikke fokusere på deres udseende.)
Mænd er med andre ord ikke tvunget til at sidde passivt og vente på, at andre tillægger dem en værdi. De har selv en vis magt over deres egen værdi.
Nå, ja, det kan man selvfølgelig argumentere for, at kvinder også har. Kvinder kan jo bare bruge hele vores tid og (en mands) formue på at opgradere værdien af udseendet – indtil vi er færdige-som-fyrre-årige-færdige.
Men det er der sgu da ikke særligt meget værdi i for andre…
Medmindre selvfølgelig at nogen virkelig vil argumentere for, at talentmassen hos halvdelen af jordens befolkning udelukkende skal bruges på onanifantasier til den anden halvdel.
Imagine living it
Endnu engang fik Jon Stewart mig til at klappe i mine små kagefedtede komikerhænder over dette rant. Hvor han beskriver hykleriet omkring nedskydningen af den unge, sorte og ubevæbnede Michael Brown i Ferguson.
For det er tydeligt, at i forsøget på ikke at tage dette mord, denne krænkelse af alt fra almindelig anstændighed til menneskerettigheder, alvorligt, benytter de højreorienterede, amerikanske meningsdannere og medier alle tricks i bogen: afsporinger, victimblaming, stråmænd, fejloplysninger, vildledninger, med-vilje-misforståelser og almindeligt idioti.
Men nedenunder det hele ligger et klart spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det racehalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at sorte mennesker bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med race at gøre. Så stop med at spille racekortet!”
Hvortil Jon Stewart så fuldstændigt vidunderligt nailer den med: ”Race is a constant. It’s there. You’re tired of hearing about it!? Imagine how fucking exhausting its is living it.”
Åh nej, skal vi nu til det der feministbavl igen!
Det fik mig som så ofte før til at trække parallellen fra race til køn. For problemstillingen er jo fuldstændig identisk. Hver eneste gang nogen formaster sig til at nævne, at nej tingene er ikke a-okay, hvis man er kvinde i dette land (og heller ikke i resten af verden) så kører modstanden på for fuld smadder.
Og nedenunder – ja, tilmed ofte ret udtalt – ligger den samme klare spor af: ”Årh, hvorfor skal vi nu til alt det feministhalløj igen. Hold nu op, vi er altså kommet videre. Det er bare tilfældigt, at kvinder bliver forfulgt, fornedret og myrdet. Det har intet med køn at gøre. Så stop med at spille kønskortet!”
Men for at parafrasere den kære Stewart: ”Køn er konstant markør. Det er hverdag hver dag. Og er du træt af at høre om det!? Så forestil dig, hvor fucking trættende det er at leve med det!”
Desværre er der – nøjagtig ligesom der er bunkevis af sorte amerikanere, der lydigt synger med på de hvide racisters klagesange og insisterer på, at racisme ikke er et issue længere – horder af kvinder, der gør det samme i forhold til sexisme. Fordi det er nemmere.
Det er nemlig altid nemmere at tale magten efter munden frem for at tale den midt imod.
Terroristen i toget og andre spøgelser
Og magten i dette tilfælde er altså racistiske og sexistiske strukturer i vores samfund. Strukturer, der gør, at en ung mand nedskydes på åben gade af den selv samme politistyrke, der har svoret at beskytte borgerne mod ugerninger og uretfærdigheder. Og strukturer, der gør, at en anden ung mand i et tog på den anden side af Atlanten udløser en terroristjagt. Fordi mennesker i Vesten nu er wired til at koble direkte fra ”muslimske udseende” til terrorist.
Hvilket den unge mand var så udmærket klar over. Derfor gemte han sig på et toilet, indtil han havde meldt sig selv. For andre steder i verden skyder man jo hans slags uden at spørge. Dumt at satse sit liv på, at det skulle være anderledes i Danmark.
Jeg tror, han gjorde ret i den antagelse. For ”uskyldig til det modsatte er bevist” tæller tilsyneladende ikke i samfund i så racistisk denial som vores.
For hvis vi var ærlige omkring vores racistiske strukturer, så ville vi indse, at vores angst for terrorisme her i Norden faktisk ikke burde få os til at frygte en ung mand af muslimsk udseende i et tog – vi burde i stedet sætte en terroristjagt i gang ved synet af samtlige blonde mænd i politiuniform!
Negerne er uskyldige, men kvinder beder altså selv om det!
Men pointen er, at de sexistiske strukturer gør nøjagtigt det samme ved os som de racistiske. Selvom mange har svært ved at forstå, at de kan være lige så alvorlige som nedskydningen af en uskyldig teenager. Men det kan de!
Det er de sexistiske strukturer, der gør, at 18 uskyldige kvinder (and counting) er blevet myrdet her landet i år. Og det er de sexistiske strukturer, der gør, at ingen taler om, hvad det i virkeligheden er; nemlig æresdrab. Det er “æreskrænkede” mænd, der myrder. Men hvorfor myrder “æreskrænkede” mænd kvinder? Og hvorfor taler vi kun om det fucked up kvindesyn, når mændene har en anden hudfarve/kultur/religion?
Det er også sexistiske strukturer, der gør, at når en 16-årig sanseløst beruset teenagepige udnyttes seksuelt af tre ældre drenge til en fest, så betragtes det, som pigens egen skyld, og drengene går fri. Hun kunne jo bare have ladet være med at 1) drikke, 2) tage til fest, 3) flirte, 4) være pige, 5) have kropsåbninger.
Det er ligeledes de sexistiske strukturer, der gør, at det politi, der også her i landet skulle forestille at beskytte borgerne mod uretfærdigheder og ugerninger, behandler voldtægtsofre med mistro og snagen, fordi grundtanken er, at kvinder enten lyver og/eller selv er skyld i, at et eller flere andre mennesker har overfaldet dem.
Og når de få af dem, der kan fremvise tilpas mange rifter og skader nok til at få retsvæsnet til at køre sagen, så ender i retten, krænkes ofrene yderligere med spørgsmål om, hvad de havde på, hvor meget de drak osv.. Fordi det altid forventes, at kvinden har en form for skyld i, hvad andre gør mod hende.
Hun kunne jo bare havde været mere dækket til/mindre fuld/mere hjemme/gå fra sin voldelige mand. Ligesom unge, sorte mænd i USA jo også bare kunne lade være med at gå ud og blive skudt af politiet…
Men heldigvis kan du både være bange og uden retssikkerhed
Det er den yderste konsekvens af de sexistiske strukturer. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at det at kvinder lever med angsten for overgreb og mord er forfærdeligt, men dog også en konsekvens af at være i live. Vi er alle sammen bange for noget. Og mænd bliver også jævnligt banket og myrdet. (Især som bekendt de sorte af slagsen…)
Men kvinder lever altså derudover med den viden, at vi ikke kan regne med at blive taget alvorligt, hvis noget forfærdeligt skulle ske os. Vi kan ikke stole på politi og retsvæsen. Vi kan ikke regne med retfærdigheden sker fyldest!
Ligesom sorte i USA heller ikke kan regne med sikkerhed og retfærdighed på lige fod med hvide.
Dét er racisme og sexisme. Sådan ser det ud! Det er det, du skal forestille dig at leve med hver dag, hvis du er så heldig at være hvid eller mand: Bevidstheden om, at din krop, din integritet, og dit liv ikke er lige så meget værd som en af en anden hudfarve/et andet køn.
Stå op til endnu en dag som den hvide mands underhund
Og så skal du også forestille dig alle de konstante påmindelser om det: fra taxachaufføren, der ikke vil tage dig op, fordi du er sort. Til mekanikeren, der ikke lytter til, hvad der er galt med din bil, fordi du er kvinde. Og den gamle dame, der spytter efter dig på gaden, fordi du går med tørklæde. Eller den fulde kollega, der rager dig på røven til julefrokosten, fordi du er en kvinde og har en krop.
Alle de påmindelser, der gør, at skulle det værste ske; et overgreb, et overfald så ved du allerede godt selv, at du ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At dine ord og oplevelser ikke tæller lige så meget, som havde du været hvid eller en mand. Og dermed ved du, at du ikke har så meget ret til retfærdighed.
Samt selvfølgelig, at du skulle have gjort alt andet, end det du gjorde. At du må tage ansvar for at kompensere for din fejlfarve eller dit fejlkøn. Du vil fremover gøre noget andet: gå en anden rute hjem, straks lægge dig fladt ned på maven, hvis du ser en betjent, lade være med at læse til eksamen i toget, ikke tage imod en drink i byen. Og aldrig, aldrig nogensinde se fremmede mænd/hvide i øjnene! For ikke at indbyde eller provokere til noget.
Du vil slå blikket ned, og du vil vide: Jeg er mindre værd.
Now imagine living that!
Votewoman i huset
Klassisk politik: Politikere sender noget ugennemtænkt ud til befolkningen, befolkningen reagerer og påpeger, hvor ugennemtænkt det er, politikerne trækker det tilbage igen.
Hurra for demokratiet. Eller hvad?
Nej, ikke når det handler om humor. For det, politikerne måtte trække tilbage i denne uge, var en humoristisk tegnefilm kaldet Voteman, der have til formål at få unge til at stemme til EU-parlementsvalget. (Fordi det syntes oplagt, at unge mennesker kun kan interessere sig for noget så kedeligt som EU, hvis budskabet serveres med blowjobs og vold.)
Feminister og andre politiske korrekte (og Anders Samuelsen, der ikke tilhører nogen af de to kategorier, men som vist bare greb chancen til at slå lidt på regeringen) kaldte tegnefilmen alt fra sexistisk til voldsforherligende og fordummende.
Og så blev feministerne forudsigeligt kaldt snerpede og humorforladte. Selvom Folketinget trak tegnefilmen tilbage på under ét døgn – fordi godt nok var det, de snerpede, humorforladte, der påpegede problemerne, men det må alligevel have fået en eller anden på en vigtig post til at se filmen igennem igen og tænke: “Hør, måske skulle vi lige overveje, hvad vi egentlig har gang i.”
Humor – nu uden hængepatter
Men på trods af det, har jeg de seneste dage kun hørt bitcheri over de irriterende politisk korrekte feminister uden humor. Nu har vi igen ødelagt det sjove for alle. Kunne feminazierne ikke bare holde vores kæft for én gang skyld i stedet for at spolere alting med vores ensidige fokus på kønsfremstillinger.
Personligt er jeg faktisk lidt todelt i denne sag. Fordi jeg synes også, at humor skal have lov til at være politisk ukorrekt – det er et af formålene med humor. Og der er virkelig grænser for, hvor meget sjov man kan lave, hvis det skal være biodynamisk fairtrade økologisk hallalhippie respektfuld over for alle grupperinger i samfundet.
Så jeg er på nippet til at forsvare Voteman, fordi jeg mener ikke, at nogen skal afgøre, hvad der er sjovt.
Men så kan man jo spørge – som faktisk også er dét relevante spørgsmål, feministerne stillede om Voteman-filmen – nemlig: Er det overhovedet Folketingets opgave at være sjov?
For hvis humor kun kan være grov og sexistisk, burde offentlige institutioner så ikke holde sig fra det? Det er jo ikke strengt nødvendig for politikerne at få folk til at le for at sælge deres budskaber. (At en del politikere så får folk til at le med deres budskaber, når det ikke er meningen, er en anden snak.)
Så hvorfor insistere på humor, hvis man kun har fantasi til at løse det på én måde?
Bare patter og mænd med muller – det er nytænkende comedy
Thomas Thorhauge, der står bag tegnefilmen forklarer, at Voteman er “en parodi på de brutale typer, man finder i Hviderusland og Ukraine”.
Bortset fra, at man med den udtalelse kan få lyst til at tilføje “racistisk” til listen over, hvad der er galt med Voteman, så er parodien jo bare ikke tegnefilmen i sig selv. Parodien er, at man tror, man laver parodi ved at gøre det samme, som alle andre gør. Det er det fucking omvendte af parodi! Det er kopi.
Så feminister og andre politisk korrekte typer er ikke så meget blevet forargede over Voteman. Vi er ikke humorforladte eller snerpede. Vi er bare usigeligt trætte. Dødtrætte af ikke at kunne tænde for et tv – og da slet ikke et humoristisk tv-program – uden at se kvinder fremstillet som sexobjekter, og mænd som de sjove, seje aktører, der tosser rundt med alkohol og vold og er politisk ukorrekte i humorens navn.
Måske kunne vi bare godt tænke os, at når vores folkevalgte vælger at bruge humor som greb, at de så i det mindste forsøger at sætte standarderne lidt højere end en Leasy-reklame.
Så her er mit spørgsmål: Hvorfor i hedehulehumorisme var Voteman ikke en Votewoman?
Slik fisse for et bedre EU
Hvis man virkelig ønskede at lave parodi, hvorfor så ikke gå all in og fremstille en stor muskuløs kvindelig antisuperhelt – der får cunnilingus af letopklædte fyre og flår hovederne af kvinder, der ikke vil stemme?
Det ville parodiere voldsfilm, kønsstereotyper, comedy, tegnefilm og en hele masse andet oveni hatten. Det ville være ægte parodi. Og stadig voldsomt politisk ukorrekt, men på den fede måde.
I stedet for bare at være en reproduktion af den drengerøvskomik, vi i forvejen får presset ned i gabet som et dårligt blowjob, hver eneste fucking gang nogen forsøger at lave politisk ukorrekt sjov i dette land.
Men jeg tvivler seriøst på, at Folketinget nogensinde ville have godkendt noget så outreret. Og havde Folketinget alligevel gjort det, ville det have sat et ramaskrig i gang fra store dele af befolkningen: “Skal vi betale skattepenge til den slags smuds; kvinder der får slikket fisse og begår voldelige overgreb? Fy for den!”
Men… den politisk korrekte feminzai-reaktion på Voteman, ja dét er altså en overreaktion. Så lad mig opsummere: Der er uligestilling i humor, i retten til at være politisk ukorrekt og ikke mindst i retten til at brokke sig over det.
Hmm, jeg blev sgu ikke mindre feminist af den erkendelse.
Grænser er noget, mænd og lande har
Er det okay at skyde folk? Nej, det er vi vist enige om. Er det okay at skubbe til andre? Nej, heller ikke. Er det okay at kalde folk for bøsser. Nej, selvfølgelig.
Men det sidste er klart det værste at gøre, har jeg lige erfaret. Jeg kom nemlig til at gøre to dumme ting i søndags. Først sagde jeg fra over for en idiot, der råbte efter mig på gaden (fejl 1), derefter fortalte jeg ærligt om situationen på facebook (fejl 2 – megafejl!)
Lad mig kort opridse. Jeg går hen ad gaden og taler i telefon med min veninde. Det er en god snak, jeg er i gang med en malerisk beskrivelse af noget genialt, en anden veninde har sagt, fordi som jeg siger: “Hun er fucking ekspert i det lort!”
I samme nu passerer jeg en mand, der føler sig nødsaget til at træde helt tæt på mig og råbe ind i mit ansigt: “Nå, du er da en lille aggressiv en, hva’. En rigtig rødhåret terrier. Vruf vruf.”
Jeg tager headsettet ud af det ene øre og siger: ‘Hvad med, at du lige blander dig udenom min samtale, stodderbøsse?’
Herefter skal jeg så høre på alt fra “hysteriske kælling, klamme kost, syge fisse mm.” råbt efter mig, indtil jeg når ned om hjørnet.
Du må blive et bedre menneske, inden du siger noget igen
Der går ikke engang ét minut efter, at jeg har postet den historie på facebook, før folk begynder at kommentere – på min adfærd.
Jeg burde ikke have brugt ordet “bøsse”, jeg burde ikke have hidset mig op, jeg burde ikke have fået situationen til at eskalere, jeg burde have ignoreret manden, jeg burde ikke have talt i telefon på gaden (!), jeg burde ikke have sådan et voldsomt sprogbrug, der kan provokere fremmede mennesker på gaden (!!), jeg burde have løjet og fortalt, at jeg sagde noget andet end “bøsse”, da jeg genfortalte historien (!!!).
Folk skriver til mig i direkte bydeform a la “Du må lære at ignorere den slags.” Som om jeg er et femårigt barn, der skal opdrages af ansvarlige voksne.
Selvfølgelig burde jeg være et bedre menneske og ikke bruge “bøsse” som skældsord. Men jeg blev forskrækket og overrumplet over at blive bjæffet ind i ansigtet, og min ubevidsthed reagerede ved at råbe det ord, jeg ved, rammer heteroseksuelle mænd bedst.
Der er ikke andet at gøre end at beklage, at jeg gør det – og at det er sådan, det desværre er. Vi lever i en kultur med mange homofobiske mænd, og jeg er et resultat af den kultur.
Ligesom vi lever i en racistisk og sexistisk kultur, så havde det været en person af anden etnisk herkomst, der havde gøet af mig, havde jeg sikkert råbt “stodderperker” tilbage. Og havde det været en kvinde, havde jeg råbt “stoddermøgfisse”.
Når jeg bliver presset, falder jeg tilbage på de kulturelle fabriksindstillinger. Det kræver et bevidst overskud hele tiden at sætte sig ud over sin kultur. Det er derfor, at det er så svært at ændre kulturer.
Be the better man! But… but… I’m not a man
Så jeg er homofob, racist og i øvrigt også sexist per default. Det har jeg aldrig lagt skjult på. Men jeg arbejder meget med ikke at være det. Blandt andet ved at diskutere homofobi, racisme og sexisme. Som jeg synes er tre lige grimme ting.
Men det interessante er, at de to første er mere anerkendte end sidstnævnte. Hvilket vil sige, at racisme og homofobi trumfer sexisme. Det erfarede jeg, da jeg lavede Negertesten. Fordi at jeg bruger et ord som “neger” i en sprogtest, der ikke har noget med virkelige mennesker at gøre, er langt værre end alle de ting, der dagligt bliver sagt om og til virkelige kvinder. Og nu rammer den så igen:
Min homo-nedladende kommentar – udbrudt i affekt – blev af kommentatorerne på facebook betraget som langt værre, end den ubehagelige mands ubegrundede bjæfferi – udbrudt med fuldt overlæg.
Fordi jeg burde jo være i et større overskud. Fordi jeg har ikke lov til at reagere menneskeligt – jeg bør reagere kvindeligt.
Stå på din grund, mand. Kvinde, læg dig ned!
Kvinder er nemlig bedre mennesker end mænd. Kvinder er faktisk bedre mennesker end hele nationer. For kvinder har nemlig altid overskud til at håndtere ubehageligheder som Ghandi håndterede de engelske styrker. Uden vold og med et smil på læben.
Så tilbage til min indledning: Er det okay at skyde folk? Nej, men vi er alle sammen enige om, at hvis nogen invaderer dit land og overskrider de nationale grænser i ond hensigt, så må man godt skyde dem.
Må man godt skubbe til folk? Nej, men vi er også alle sammen enige om, at hvis en fuld stodder fronter en anden mand og truer ham med tæsk, så er det også okay, at fyren skubber til ham, så han selv kan komme væk, inden stodderen går amok.
I Florida har man tilmed indført den meget kontroversielle “stand your ground”-lov, der giver (hvide) mennesker lov til at skyde (sorte) folk, hvis de trænger ind på deres personlige territorium, og man føler sig truet. Loven har allerede ført til en kontroversiel frifindelse af, hvad jeg nok vil betegne som et overlagt drab på en ung, ubevæbnet mand.
Så nationer og mænd må altså godt sætte deres grænser ved at gøre noget, vi ellers ikke tillader. Men kvinder må ikke. Kvinder må ikke sætte grænser, kvinder må ikke sige fra.
Så nu venter jeg spændt på, hvad “stand your ground” kan bruges til, den dag en kvinde skyder en hvid mand, der forsøgte at voldtage hende.
En kvindelig reaktion neutraliserer en mandlig aktion
For det er sgu ikke kun mig, der lige har gjort den erfaring, at kvinder ikke må sætte deres grænser. For nyligt faldt der dom i en sag i Sverige – ja, i ondskabens feministimperium – hvor en kvinde havde smækket en mand, der havde taget hende på røven, en lussing. Hun fik en voldsdom.
For det kan godt være, at en kvindes grænser bliver overskredet, men det bliver først en forbrydelse, hvis kvinden reagerer menneskeligt.
Facebook-reaktionen på min lille hverdagssexistiske oplevelse fik mig også til at forstå noget, jeg ellers har haft svært ved at fatte: Nemlig hvordan der stadig kan findes mennesker, der mener, at kvinder selv kan være skyld i seksuelle overgreb. Det ekstreme behov for at placere et ansvar hos mig – selv om jeg vitterligt blot reagerede på noget grænseoverskridende – viser jo, at man som kvinde aldrig kan få fuld opbakning ligegyldigt, hvad man bliver udsat for. Der vil altid være folk, der har brug for at ty til victimblaming.
Fordi problemet jo er den grundlæggende sexisme i vores kultur; nemlig at kvinder forventes at være blidere, blødere og sødere mennesker – som ikke må forsvare sig. (For det skal de jo finde sig en mand til at gøre.)
Og nu taler jeg lige med store, menneskelige og ukvindelige bogstaver: Det er fucking ikke i orden, at vi har denne sexistiske opfattelse af kvinder, for den tvinger os reelt ind i forsvarsløshed!
Og jeg er ikke forsvarsløs: MIN KROP; MINE GRÆNSER: MIN RET TIL AT BESKYTTE MIG SELV!
Beskyt idioterne, for guds skyld
I de seneste uger er jeg flere gange blevet skældt ud for ikke at ville beskytte idioter.
Altså jeg vil gå meget langt for at beskytte uskyldige og også folk, der dummer sig en enkelt gang eller to. Ja tilmed folk, hvor jeg tænker: “Høn vidste sgu nok ikke lige, hvad høn gjorde/sagde i den situation, selvom det var fucking dumt gjort/sagt, så lad os lige give vedkommende et break.”
Men jeg vil fanme ikke beskytte idioter! Mennesker, der burde vide bedre, men som alligevel insisterer på ikke at gøre det. Og så bliver ved med at gøre det – selv når andre har bedt dem tænke sig lidt om.
For eksempel skrev Claes Kastholm i mandags en ondskabsfuld blog om Pia Olsen Dyhr, hvor han hængte hende og andre kvindelige politikere ud for ikke at have stil. Han havde blandt andet meget travlt med, hvor fedtet han mener, Olsen Dyhrs hår er.
Hun bad selv om det, men han kunne jo ikke gøre for det
Claes Kastholm sked engang på en kollegas skrivebord og tørrede røv i gardinerne, fordi han var fuld og sur. Blandt over at blive afvist af en kvindelig kollega, som han sexchikanerede.
Så mener jeg, at man for tid og evighed diskvalificerer sig fra at udtale sig, om hvorvidt andre har god eller dårlig stil!
Så det skrev jeg på fjæsen og på twitter. Mange likes og retweets, men også et par mærkelige kommentarer om, at det er strengt af mig at hive sådan en gammel episode frem. Det var usagligt, at jeg holdt det imod Kastholm, at han engang havde gjort noget dumt i en brandert.
What?
Så jeg skal altså beskytte Kastholm fra hans egne tidligere dumheder!? Jeg skal endda være saglig over for en person, der personificerer begrebet usaglighed med sin blotte tilstedeværelse på nettet.
Jeg kunne måske forstå den slags tanker – om at beskytte idioterne mod sig selv – hvis vi levede i et samfund, hvor vi beskyttede alle mod alt. Men når vi lever i et samfund, hvor det til stadighed skal diskuteres, om voldtægtsofre selv har et medansvar for, at de bliver overfaldet, så nægter jeg simpelthen at have nogen tålmodighed med Klasse 1-idioter!
Censur at nægte andre retten til at kalde mig dumme fascistfisse
Jeg modtager også med jævne mellemrum sexistiske, ondskabsfulde og andre “hyggelige” kommentarer og beskeder – på facebook og i min private mailinbox. Ofte reagerer jeg ved at tage et screendump af det og lave en statusopdatering, hvor jeg gør grin med det.
I de fleste tilfælde smider jeg det lige igennem Photoshop først og anonymiserer den person, der er kommet med kommentaren. Fordi jeg synes egentlig ikke, det er væsentligt, hvem der er kommet med den. Min mission er mere at vise, at det er den slags, man modtager, når man som kvinde deltager i den offentlige debat.
Men to gange har jeg valgt ikke at anonymisere. For i begge tilfælde ville de to mænd ikke stoppe med at chikanere mig. Også selvom jeg havde slettet deres kommentarer og blokeret dem. Den ene, Allan, blokerede jeg for et par uger siden, fordi han var løbet amok med kommentarer på min væg. Han havde blandt andet svinet nogle af mine følgere til og kaldt mig for “dumme fisse”.
Det gider jeg ikke, så jeg blokerer ham på stedet. Men det stopper ikke Allan. Han opretter en ny profil, hvorfra han spammer med min væg med kommentarer om, at jeg er fascist og udøver censur. (Allan havde tydeligvis ikke læst den blog, jeg har skrevet om netop den form for “censur”.)
Mig være idiot du ved du passe på mig skal
Jeg gider stadig ikke diskutere med Allan, så jeg blokerer også hans nye profil. Så opretter han yderligere en ny profil og fortsætter sit amokløb på min væg.
Hvad skal jeg så gøre? Altså hvis jeg skal beskytte sådan en idiot mod sig selv? Skal jeg fortsætte med at slette kommentarer og blokere mere og mere stædige nye profiler?
Og må jeg overhovedet beskytte mig selv?
Fanme om jeg må! Så jeg vælger den meget effektive offentlige gabestok og lægger en håndfuld af Allans kommentarer op i en statusopdatering – med hans navn fuldt synligt.
Nu ved jeg jo ikke, om nogen af mine følgere måske har sendt Allan en lille besked og bedt ham om at opføre sig ordentligt, men i hvert fald bliver Allan meget træt af min status, så efter et par uger, opretter han endnu en profil og skriver til mig og beder mig slette den.
Nu kunne Allan jo have valgt den beklagende tone og have sagt: “Det må du sgu undskylde, Sanne, jeg var lidt af en idiot den aften.”
Men Allan mener tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert, for han anklager mig for injurier og truer mig med en retssag. Som han forklarer: “du en offentlig person du ved du må tage de hug du skal men jeg privat”. (Jeg antager, at Allan mener: “Du er en offentlig person, så du ved, at du må tage de hug, du skal, men jeg er privat.”)
For som vi alle sammen ved, er det jo helt i orden at svine folk til, hvis de engang har været på tv!
Slug mit spam, din fucking medieluder!
Men som en af mine følgere, så indsigtsfuldt bemærkede, er det ret svært at vinde med mennesker som Allan, for hvis jeg sletter hans chikane-indlæg, så er det lig med censur, og hvis jeg deler dem videre, så er det injurier. (Det er ikke injurier, skal jeg lige sige. Jeg kan ikke huske vildt meget fra mediejura, men at citere mennesker for, hvad de selv har skrevet offentligt, er ret langt fra injurier.)
For igen; hvad skal jeg egentlig gøre ved en fætter som Allan? Skal jeg bare finde mig i at blive chikaneret gentagne gange af de samme personer? Er det på en eller anden måde den aftale, vi indgår, når vi er såkaldt “offentlige” personer!? At vi skal have brede nok skuldre til at bære alle idioters chikane – og derefter beskytte dem mod sig selv?
Det er der i hvert fald nogle, der lader til at mene. Da jeg delte Allans besked, skrev flere til mig, at det var tarveligt af en i min position at hænge ham ud.
Og min position er altså det at være en “offentlig person”. Hvilket egentlig er en ret ulækker betegnelse. Det lyder som et “offentlig fruentimmer” som var betegnelsen for prostituerede i gamle dage. For det er tydeligvis det, nogen ligger i begrebet.
Fordi nogen bor på et slot eller har medvirket i et tv-program, så må alle spamme dem i ansigtet med deres personlige frustrationer. Fordi ellers kunne vi jo bare have ladet være med at stille os frem, som vi gør. Ikke osse!?
Hvad mener du med, at du kan se det, jeg har uploadet til hele verden!?
Hmm, den idé hører altså lidt en anden tid til. For det er meget svært at argumentere for, at man kan tillade sig at kalde sig “privat”, når man selv vælger at lægge meninger og billeder ud online, så hele verden kan se det.
For så er den eneste forskel på “offentlig” og “privat” altså, hvor stor sandsynligheden er for at blive spurgt, om man vil medvirke i næste sæson af Vild med dans.
Der er en grund til, at aviserne tidligere har insisteret på, at folk, der skrev læserbreve skulle underskrive med navn og adresse. Fordi når man stiller sig frem med en mening, var man per definition en “offentlig person”.
Den tankegang er så desværre lidt død i internettets behagelige anonymitet, hvor folk kan løbe amok med de mest racistiske, sexistiske og injurierende ytringer på Nationen og andre steder – uden strafansvar. Det er pinligt for journaliststanden, at man har ladet det ske.
Men det er sjovt at se, at mennesker stadig opfører sig, som om de er beskyttet af den anonymitet, når de kommenterer på facebook – hvor der jo som regel både er navn og billede på.
Og så bliver de meget underlige, når det viser sig, at det er de ikke. Og at der kan faktisk også være konsekvenser af udtale sig offentligt.
Velkommen til Informationsalderen! Det er ikke længere muligt at kræve retten til at være idiot uden strafansvar, når man agerer i det offentlige rum!
Hvis man vil kræve idiot-beskyttelse fremover, så man sgu nøjes med at være det offline derhjemme i privaten.
Reglen om fisens ejermand
Jeg er den seneste måned begyndt på flere indlæg til denne blog, men har ikke fået dem gjort færdige, fordi jeg ærligt talt ikke har orket. Jeg ville ellers gerne have sagt noget om debatkulturens konstante afsporing væk fra substans og deraffølgende beskyldninger om alt fra, at man bare søger opmærksomhed til, at man er en udansk landsforræder.
Jeg ville gerne have sagt noget om, at vores civilisations udvikling er ved at gå i stå – ja, den er på visse områder ligefrem begyndt at rulle tilbage. Og det er i hvert fald en af forklaringerne.
Men ironien er jo, at hver eneste gang, man kommer med den klage, så bliver også den afsporet og spundet rundt så mange gange, at man til sidst sidder helt rundstosset tilbage og tænker: “Hvad var det egentlig, jeg startede med at sige?”
For forvirringen er total, og ingen kan længere huske, hvad vi egentlig snakkede om. Og endnu engang skubbes muligheden for skabe reelle samfundsændringer ind i retoriske tåger.
Den, som kålprutten og problemerne lugte kan
Ikke mindst fordi rigtigt mange mere eller mindre ubevidst lever efter Reglen om fisens ejermand. (Ikke at forveksle med Reglen om fissens ejermand – som lyder; fissen har ALDRIG en ejermand, kun en ejerkvinde.)
Reglen om fisens ejermand er helt enkel, og vi er alle vokset op med den: Den, som fisen lugte kan, det er fisens ejermand. Eller sagt med andre ord: Hvis du gør opmærksom på den dårlige stemning, er du den dårlige stemning!
Det er meget tydeligt at se i den kritik den danske lancering af the Everyday Sexism Projekt fik. Ikke så få kritikere mente, at ESP ved at samle og offentliggøre kvinders oplevelser med sexisme på den måde forstørrede problemet. Ja, den lader vi lige stå et par sekunder.
(En ølkasse, to ølkasser, tre ølkasser.)
Disse kritikere mener altså i ramme alvor, at det at tale om et problem er lig med at forstørre det. Underforstået: Det var bedre, at vi bare tiede det ihjel.
Skyd ham den blege fra Wikileaks!
Men det er ikke et enkeltstående tilfælde. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at vi tackler problemer på den måde. Det er derfor, man siger: “Don’t shoot the messenger.” For det kan vi godt lide at gøre. Hvis dem, der gør opmærksom på problemerne, bare kan blive bragt til tavshed, så forsvinder problemerne jo på mystisk vis.
Hvilket selvfølgelig er en åndssvag løsning, og vi elsker også her i landet at ryste på hovedet over amerikanernes tackling af Assange, Manning og Snowden. Men vi gør altså bare det samme selv. Og nu snakker jeg ikke om de politiske whisteblowers. Nu snakker jeg bare om ganske almindelige hverdagsproblemer og -debatter.
Det ved jeg som tidligere mobbeoffer, og jeg ved det som kønsdebattør. Det er samme automatrefleks, der rammer én hver eneste gang, man påpeger mobning eller sexisme: “Mon ikke du selv er skyld i problemet?” Eller i den lidt mildere udgave: “Mon ikke problemet kun findes i dit hoved?”
Offerbeskyldning, offerskyldelse, offerskyldgivning
Victimblaming kalder man det på engelsk. Vi har selvfølgelig ikke engang et rigtigt ord for det på dansk, fordi det bare er så indbygget i vores kulturelle reflekser at gå efter den, som fisen lugte kan. I stedet for at prøve at se bagom problemerne. I stedet for at prøve at forstå mekanismerne, der skaber disse problemer igen og igen.
12 procent føler sig mobbede på deres arbejdsplads her i landet. Og i den danske skole føler 7 ud af 10 piger sig mobbede. 50 procent af kvinderne i England har oplevet at blive diskrimineret på grund af deres køn. Det er bare lige de tal, jeg kan i hovedet. Jeg kunne sikkert google mig frem til flere, der er lige så skræmmende. Ligesom der sikkert er uhyggelige statistikker for, hvor mange af anden etnisk oprindelse, der har oplevet racisme og diskrimination på grund af det.
Sexisme og racisme er bare andre navne for mobning – det er, når personens køn eller hudfarve skal bære skylden for den dårligere behandling. Men det er i princippet fuldstændigt det samme. Det er de samme mekanisme, der er i spil.
Du kunne bare lade være med… at trække vejret herinde
Jeg har i årevis holdt foredrag om mobning, fordi jeg forsøger at få åbnet øjnene for disse mekanismer, så vi kommer væk fra automatrefleksen at tro, at det er offeret, der på en eller anden måde selv har gjort sig skyld i det.
Det opstod lidt ved et tilfælde efter, at jeg havde udgivet min første bog, Kære dødsbog, der handler om 15-årige Agnes, der vil tage sit eget liv, fordi hun bliver mobbet. Og ofte, når unge mennesker skulle forklare, hvorfor Agnes bliver mobbet, svarede de: “Jamen, Agnes bliver mobbet, fordi hun er tyk og grim.”
Og hver gang måtte jeg lige synke en enkelt gang. Det svar faldt dem så nemt. For vi regner altid bagud, når vi skal finde forklaringer på, hvorfor nogen bliver gjort til ofre:
Der er et offer. Ergo må der være blevet begået et overgreb. Ergo må der også være nogle gerningsmænd. Men de gerningsmænd må jo have haft en grund til at gøre, som de gjorde. Ergo må offeret have gjort noget for sætte overgrebet i gang.
De fede, de lede, de kede – alle er oplagte ofre
Men sådan er det ikke. Hverken når det kommer til mobning, sexisme, racisme osv. Grunden til, at det opstår er alene, at der er mekanismer i vores kultur, som får en eller flere gerningsmænd til at gå efter offeret.
Lad mig forklare det med mobning, for fordelen ved mobning er, at det som hovedregel foregår i en lukket kreds, og derfor er det nemmere at se, at det blot er en kultur, der opstår på det givne sted. (Mens sexisme og racisme er mobning, der kører på alle niveauer i vores kultur.)
Hvis en eller flere mere eller mindre uden grund begynder at køre på Tykke Tove; holder hende udenfor, bagtaler hende, latterliggør hende, så vil alle på stedet hurtigt blive en del af den kultur. Pludselig uden, at nogen tænker synderligt over det, er det helt normalt at fnise af Tove hver gang, hun rejser sig fra sin stol og røven blævrer. Det er måske ligefrem helt okay at råbe det gennem lokalet.
For hun kunne jo også bare lade være med at være så tyk. Eller hvad forklaringen nu bliver på det pågældende sted. Den er i hvert fald selvforklarende. Hun startede det selv. Så jeg må gerne behandle hende dårligt.
Er du et menneske eller en rotte?
Og det er også derfor, at det er så godt som umuligt for Tykke Tove at sige fra. For når hun påpeger den dårlige behandling og prøver at tale til sine kollegers eller klassekammeraters menneskelighed, så rammer hun én ud af to følelser.
Enten rammer hun deres umenneskelighed; der hvor de simpelthen har bestemt sig for ikke at se hende som et ligeværdigt menneske og derfor ikke er berettiget til at blive behandlet sådan. (Den er i øvrigt rigtig god den mekanisme, hvis man har planer om at sende Tove i gaskammeret på et senere tidspunkt.)
Så rammer Tove umenneskeligheden hos sine mobbere vil intet, hun siger, få dem til at ændre adfærd. For den klamme so er jo selv ude om det.
Men der er også en mulighed for, at Tove faktisk rammer sine mobberes menneskelighed; der hvor de forstår, at de faktisk skader hende med deres adfærd. Fører det så til fryd og gammen? Nope! For det er jo skamfuldt af helveren til at vide, at man skader et andet menneske. Hvad gør man så?
Ja, så er det, at Reglen om fisens ejermand virkelig træder i kraft. For den ubehagelige følelse af skyld og skam ville jeg jo ikke have haft, hvis ikke… hvis ikke den fede so til Tove havde påpeget problemerne. Så nu hader jeg hende endnu mere!
Vil forsvareren fremlægge sin side af sagen?
Der er selvfølgelig også en teoretisk chance for, at Tove kunne ramme deres menneskelighed og få dem til at ændre adfærd over for hende, men det er bare enormt svært. Medmindre Tove har nogen til at tage sagen for hende. Hvis andre påpeger, hvor dårligt Tove bliver behandlet, er Reglen om fisens ejermand nemlig sværere at køre som automatrefleks.
Altså man kan jo naturligvis altid gå over til også at mobbe Toves “advokat”, men hvis “advokaten” er stor og stærk nok, kan det være svært. Og så er erkendelsen af sit eget ansvar for at være med til mobning den eneste vej frem. Og med erkendelse følger tit forandring.
Det er nøjagtig samme mekanismer, der gælder for sexisme og racisme. Det er enormt svært for dem, det går ud over, selv at påpege det uden at blive ofre for Reglen om fisens ejermand. Der skal “advokater” til. Andre, der står udenfor og kan påpege, hvad der foregår. Det kan være mænd, der påpeger sexisme, eller hvide, der påpeger racisme. Eller det kan bare være nogen, der ikke lige selv mærker det på egen krop, der bakker op om andres oplevelser.
Alle har privilegier, alle har ikke
Jeg har sagt det flere gange herinde før, men det er en vigtig pointe at gentage: Hvis andre fortæller om en oplevelse med mobning, sexisme eller racisme, og man ikke selv har den samme oplevelse. Så tæller deres oplevelse altså lige så meget! Faktisk vil jeg mene, at den tæller en lille smule mere.
For bare fordi jeg er så heldig eller privilegeret, at der aldrig er nogen efter mig på grund af min vægt, kan det altså godt være anderledes hårdt for dem, der vejer 40 kilo mere, end jeg gør. Det er mit ansvar som privilegeret “slank” at støtte op om Tykke Tove. Forsøge at forstå, hvordan hun oplever verden. Og måske i bedste fald forsøge at være hendes “advokat”, når andre mindre forstående mennesker er ude på at skade hende.
Det er i hvert fald som minimum min forpligtelse ikke at afvise Toves oplevelser med et bedrevidende: “Det findes nok kun i dit hoved. Den fis er der kun en her, der kan lugte.”
Hvorefter jeg så kan skynde mig at ringe til tre andre og sladre om Tove: “Har I hørt, at Tykke Tove er begyndt at fise. Hun siger, det stinker, men jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at prøve at snuse til hendes ubehagelige dunster!”