Tag: kærlighed
Das sexualkapital
Nu gider jeg simpelthen ikke høre mere om, hvor nemt det er for kvinder at få sex!
En af de største illusioner, store dele af mandekønnet lider under er, at de har det hårdere, når det kommer til at interagere med det modsatte køn. Den illusion er med til at skabe de største problemer i interaktionen mellem mænd og kvinder.
Så lad mig lige slå to ting fast med det samme: 1) kvinder er nøjagtig lige så usikre som mænd, og 2) kvinder er nøjagtig lige så liderlige som mænd.
Jeg siger ikke, at alle mænd er på en bestemt måde, og at alle kvinder er på en anden. Jeg siger: Gennemsnitligt er mænds og kvinders følelsesliv fuldstændigt ens – især på det seksuelle område.
Hvilket vil sige, at der er de samme variationer inden for hvert køn: Der er ekstremt liderlige kvinder, der bliver totalt kejtede og vælter ting, når de er i nærheden af en sexet mand (det ved jeg, for jeg er en af dem.)
Og der er ekstremt selvsikre mænd, der ikke er interesseret i tilfældig sex, men ønsker et meningsfyldt parforhold (det ved jeg, fordi mine veninder har sådanne mænd, og jeg nægter at tro, at de har taget de fem, der findes.)
Ligesom der er bunkevis af usikre m/k’er, der bare drømmer om seksuel bekræftelse på deres eksistens.
Hun har fissen, han har pungen
Men mange mænd er overbevist om, at kvinder ejer den seksuelle kapital. Ja, jeg bruger med vilje dette absurde økonomi-udtryk, fordi det netop er det, som den slags mænd ville bruge. På et tidspunkt blev jeg interviewet af Michael Jeppesen, der sagde noget i retningen af:
”Seksualøkonomien er uretfærdig indrettet. 80 procent af mændene vil have sex med 80 procent af kvinderne, mens 80 procent af kvinderne kun vil have sex med 20 procent af mændene.”
Inde i min hjerne stod et stort WTF og blinkede, men jeg havde et kamera lige i smasken, så jeg beherskede mig. Selvom jeg havde lyst til at råbe: ”Seksualøkonomi? Du kunne lige så godt kalde alle kvinder for ludere. Det er verdens ældste løgn: At kvinder ikke har nær så meget lyst til sex, så derfor skal mænd skaffe sig anden slags kapital for at få adgang til den sparsomme seksualkapital.”
Men i stedet prøvede jeg at forklare, at kvinder altså ikke oplever verden på den måde. I min verden vil jeg have sex med måske fem procent af mændene, men 99 procent af dem vil ikke have sex med mig. Ja, jeg er monsterkræsen med mænd – men de mænd er så til gengæld endnu mere kræsne.
Mænd er ikke kræsne, mænd er connoisseurs
Så kunne jeg selvfølgelig bare droppe min kvindekræsenhed og snuppe ham den nogle-og-60-årige hentehårs- og hentevoms-fyr, der pudsigt nok altid udser mig som sit mål.
Det må jo være mig – og andre kvinder – den er gal med, når der tydeligvis er interesserede mænd, og vi stadig sover alene. Hvad var det… 80 procent af mændene, der ville knalde os!?
Men hovsa, hvorfor lægger hentehårs-Hans egentlig an på mig? Jeg mener, hvis han virkelig vil knalde 80 procent af kvinderne, hvorfor lægger han så ikke an på hængepatte-Hanne? Okay, hun er er måske lidt buttet og over 45 og arbejder i en Matas, men hun er sød og lattermild og laver en killer bearnaise.
Men hængepatte-Hanne står time efter time i baren og får absolut nul opmærksomhed – ikke fra mænd, ikke fra bartenderen. Hun findes ikke, for hun er over 40 – både i alder og buksestørrelse.
Når mænd siger, at de vil have sex med de fleste kvinder, så lyver de! Mænd er sindssygt kræsne, men mandlig kræsenhed er i den grad et privilegium. Så meget et privilegium, at vi slet ikke taler om det. De fleste mænd er ikke engang selv i stand til at anerkende, at den findes.
(Så ja, det er lidt ligesom med alle andre mandlige privilegier…)
Kan ikke se hende den fede for hende den tynde, flotte
Mange mænd tænker – eller endog taler om – ”ku’ godt”, når de ser på kvinder. Men de tænker og taler også i den grad om ”ku’ ikk’”. De siger måske ikke de ord højt, men de er jo indbygget. En ”ku’ godt”-kategori implicerer netop en kræsenhed. Der findes massevis af ”ku’ ikk’er”.
Men da kvinders værdi i denne sammenhæng kun beregnes på, om man vil knalde dem, anerkender man slet ikke eksistensen af alle de kvinder, man ikke ku’.
Og det her udspiller sig altså ikke kun i omklædningsrummet efter serie 5-kampen. Det her styrer medieverdenen. Kvinder, der bliver vist på tv, i film, reklamer, nyheder, you name it, tilhører så godt som udelukkende ”ku’ godt”-kategorien. Så snart kvinder ikke defineres som seksuelt tiltrækkende, så findes de ikke. De er bogstaveligt talt usynlige.
Så er det jo ret gratis for mænd at sige, at de vil knalde med de fleste kvinder, ja helt op til 80 procent. For de taler jo om de 80 procent af kvinderne, der ”findes”. Dem, de ser.
Ikke 80 procent af de kvinder, de ikke ser, og som rent faktisk betræder denne jord, hvoraf betydeligt mange af dem besidder både rynker og hængepatter. (Se i øvrigt Sarah Baker totalt naile denne mandlige dobbeltmoral her i Louie.)
Faktisk ville de fleste mænd på min alder da (også) blive ekstremt utilpasse, hvis en nogle-og-60-årig kvinde med hentehår og hentevom tog dem på røven og sagde: ”Hey, smukke. Jeg ku’ godt!”
Skal vi bytte? Din pik for min fisse
Men disse pointer trængte næppe ind hos Michael Jeppesen. Han ændrede formentlig ikke sit syn på ”seksualøkonomiens” uretfærdigheder. Fordi det også er et mandligt privilegium at være overbevidst om, at ens verdenssyn er det rigtige og eneste sande – og at kvinders verdenssyn i bedste fald kun gælder for kvinder og i værste fald slet ikke tæller.
I denne sammenhæng bliver lige dette privilegium dog fuldstændigt grotesk. For det holder som sagt mange mænd låst fast i den fuldstændigt idiotiske tro på, at kvinder ejer sex.
Og det gør vi ikke!
Ingen ”ejer” sex. Medmindre vi taler prostitution, hvor sex vitterligt bliver opfattet som en vare – og det, synes jeg, btw er at ødelægge sex for alle. Ellers er sex ikke noget, man kan bruge økonomiske begreber om. Der findes ikke en ”seksualøkonomi”.
Og hvis der endelig gjorde, hvem har så afgjort, at den ”økonomi” kun kan defineres ud fra kapitalistiske udbud-efterspørgsels-principper? Hvis vi endelig skulle bruge ordet ”økonomi” i forbindelse med sex, så var det vel mere oplagt at tale gaveøkonomi, bytteøkonomi eller naturalieøkonomi.
Sex er en leg, som to (eller flere) parter frivilligt indlader sig på, fordi det er rart i sig selv. Og/eller fordi man gerne vil gøre noget for at få ens sexpartnere til at have det rart.
(Alle andre former for sex er slet ikke sex. Hvis det ikke er frivilligt, men foregår under tvang, er det voldtægt og har INTET med sex at gøre. Og indgår man i sexakten alene for at få en økonomisk kompensation efterfølgende, er det prostitution.)
Vi er kærester, ikke en daglig købesex-transaktion
Man kan godt dyrke sex, selvom man er dødtræt og ikke rigtigt har lyst, fordi man kan mærke, at ens partner har brug for det. Eller fordi parforholdet har brug for det – for eksempel efter et skænderi. Det er stadig sex – og det er kærlighed!
Det er nemlig ikke en økonomisk kalkyle, at man vælger at have sex på den måde. Ligesom det heller ikke har en skid med økonomiske beregninger at gøre, når man ikke har lyst til at have sex med sin partner, fordi der er problemer i forholdet, eller man er træt af, at den anden part ikke gør sin del af husarbejdet.
Sådan et forhold har jeg selv været i. Vi havde det ikke særligt godt sammen, og formentlig derfor holdt han op med at have lyst til sex. Men jeg er liderlig det meste af tiden, så jeg kunne slet ikke holde det ud. Efter en del frustrerende forsøg på at løse problemerne – både de fysiske og psykiske – slog jeg op. For jeg har brug for fysisk nærhed fra min partner. Jeg har brug for kys, kæl og køkkenbordsknald.
Jeg siger ikke, at alle kvinder er ligesom mig. Men nogle er. Ligesom nogle mænd også er. Så vi er bare nogle mennesker, der oplever ikke altid at kunne få sex, når vi gerne vil have det. C’est la vie, selleri. Det er ikke en menneskeret at kunne få udløsning i eller med andres kropsdele!
Would the real skuffejern please stand up – and get out?
Men igen tror mange mænd, at det udelukkende er deres oplevelse af verden ikke at kunne få den sex, man gerne vil have. Og at kvinder derfor udnytter det. De opfatter kvinder som nogle, der bruger sex som betaling. Et styk havearbejde udført, et styk blowjob pr efterkrav.
Selvfølgelig findes der kvinder, der gør sådan. For mange kvinder har jo også købt den falske præmis, at de ejer sex, og bruger det derfor som magtmiddel til at manipulere med mænd – både i parforhold og i narrefisse-spil.
Men – og det er et vigtigt men det her – det gør mænd også!
Der findes faktisk mænd, der har luret deres egen seksuelle værdi, og på samme vis manipulerer kvinder med den. Hvor ved jeg det fra? Jeg har mødt dem. Jeg har mødt så mange skuffejern i mine år som single. Mænd, der flirter, smigrer, charmer, stryger mig over håret og får mig til at vælte mit glas ned i et skød, der er så brandvarmt, at væsken straks fordamper. Så smiler de og siger: ”Tak for i aften, nu går jeg hjem til min kæreste.”
Nu ved jeg godt, at min erfaring som kvinde ikke tæller nær så meget som mænds erfaring, men hvis vi lige kunne se ud over det et øjeblik, kunne vi måske komme ned til kernen i, hvad det seksuelle spil mellem kønnene egentlig handler om. Og hvorfor vi – mænd som kvinder – bliver så frustrerede over det. (Jeg har skrevet lidt om det før.)
Det er din dragende røv, der fucker mit liv op!
Som jeg ser det, har sex det problem i dag, at det er den arena, hvor kampen mellem hoved og krop udspiller sig. Hvem skal bestemme: mig eller fissen?
Det kan være en frustrerende oplevelse at mærke, at man er seksuelt tiltrukket af en, fordi det fysiske behov tager over, og man er ikke længere fuldstændig i kontrol. Og alt – jeg mener ALT – i vores verden er bygget op om, at hovedet skal være i kontrol. Vi frygter sygdomme og afskyr kropsfunktioner som prutter og sved, fordi de er ukontrollerbare. Vi bilder os ind, at hvis vi løber maraton, så bliver vi aldrig gamle. Og hvis vi gennemfører en ironman, så dør vi helt sikkert aldrig.
Vi er så pissebange for de arenaer, hvor kroppen bestemmer, at vi gør, hvad vi kan for at kontrollere det reelt ukontrollerbare. Og fysisk tiltrækning og sexlyst er endnu en af dem. Så derfor vælger nogen at tale om hoved-begreber som ”økonomi” og ”kapital” for at rationalisere sig væk fra endnu en kropslig funktion.
Vi knepper ikke for sjov, men det er så sjovt, at vi ikke kan lade være
Men at opleve, at man er så stærkt fysisk tiltrukket af et anden, at man nærmest ikke kan være i rum med vedkommende, er altså stadig ikke en særlig mandlig oplevelse. Det er en menneskelig!
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan det føles at være en mand, så jeg kan retligt ikke afvise, at mænd virkelig er mere liderlige end kvinder. Men for det første er der lavet studier, der tyder på, at det faktisk forholder sig omvendt (som du eksempelvis kan læse om i denne lille geniale bog om kvinders lyst.)
For det andet vil jeg gerne lige henvise til vores historie. Kvinder har traditionelt hængt på de værste konsekvenser af sex – i form af barnefødsler, som både indenfor og udenfor ægteskabet har frataget dem deres frihed og låst dem fast i socialt marginaliserede positioner. Alligevel, på trods af det, har kvinder kneppet sig gennem historien.
Kvinder har igennem titusinder af år trodset alt fornuft og kastet sig frådende over mænd. Alene fordi vi har lyst.
Så hold op med at undertrykke kvinders liderlighed. Vi er her, og vi vil ha’ pik!
Kvinder er så sexede, at 17 procent mindre i løn er helt fair
Der findes rigtigt meget uretfærdighed i denne verden. Der findes voldtægter, barnebrude, sexchikane, uligeløn, undertrykkelse og udbytning, racisme, sexisme, homofobi og almindelig mobning. Men ikke at få mulighed for at knalde med en person, man tænder på, er fandengalme ikke en social uretfærdighed!
Det er tværtimod et mandligt privilegium af dimensioner at fremstille sig selv som et særligt undertrykt individ, fordi man ikke kan tiltrække sig den partner, man mener, man har fortjent.
Der er massevis af kulturelle fuck ups, der er med til at gøre, at alle vi liderlige mennesker ikke får alt den pik/fisse, vi gerne vil have. Der er forventninger om, hvordan vi skal agere som mænd og kvinder, der holder os fast. Der er forventninger til, hvordan en partner skal være, der forhindrer os i at finde en.
Jeg vil gerne bryde disse kulturelle barrikader ned. Jeg vil gerne have mere sex til alle.
Men jeg gider simpelthen ikke høre mere på; at det er nemmere for kvinder at få sex; at vi gør det sværere for mændene; at mænd er undertrykte af de sexkapitalstærke kvinder.
Fordi så bliver det jo pludseligt underligt fair, at (hvide) mænd ejer 95 procent af verdens reelle økonomiske kapital; at de har den reelle økonomiske overmagt. Mændene har pengene, kvinderne har fissen. (Og negerne har… ikk’ noget.) Og så tager verdens ældste løgn lige endnu en runde.
Men må man være mandekræsen!?
Hvis du nogensinde skal lave mad til mig (og det håber jeg da, at du skal) skal du bare vide, at der er noget, jeg ikke spiser. Jeg kan simpelthen ikke foredrage okra.
Du har muligvis aldrig hørt om okra, men det er ifølge ordbogen en “håret urt i katostfamilien”. Jeg havde så aldrig før hørt om katostfamilien, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spise andre katoste, for det lyder umiddelbart som et lagret mejeriprodukt fremstillet på kattemælk.
Men sagen er, at jeg blev lidt træt af at svare, at jeg er altædende, når folk inviterede mig på mad og høfligt spurgte, om der var noget, jeg ikke spiste. Jeg synes, jeg skulle have én ting. Så efter at have smagt mig igennem alverdens køkkener, landede jeg på den slimede okra. Den bryder jeg mig faktisk ikke om.
Pointen er, at jeg virkelig ikke er kræsen. Jeg elsker mad, alt slags mad, og gerne meget af det. Men jeg er kræsen med mennesker.
Du er, hvem du elsker
De mennesker, jeg vælger at have i mit liv, er mennesker, der får mig til at ville være et bedre menneske – på alle områder af livet. Det er min kærlige, opbakkende familie og mine intelligente venner, der altid udfordrer mine flyvske tanker og ideer. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig.)
De mennesker, jeg vælger at holde ude af mit liv, er mennesker, der trækker mig ned. Mennesker, der har låst sig fast på et ensporet verdenssyn, og som ikke kan åbne munden uden at lukke fordomme og hjernelig nedsmeltning ud. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig, men det er, fordi de selv kun spiser sovs og kartofler, for det ved man, hvad er.)
Det, synes jeg, er den bedste måde at være kræsen på. Rent faktisk at beslutte sig for kun at bruge tid på mennesker, der løfter en – åndeligt og intellektuelt.
Men næ, hvor er det fy at sige det højt som kvinde. Især, når man siger det om… ja, du gættede det… om mænd.
Bah, arbejde for kærlighed!? Kan vi ikke bare betale os fra det?
Politiken kører lige for tiden en serie om de moderne kræsne kvinder. Kvinder, der vælger at få børn uden en mand, fordi de bliver for trætte af at lede efter mr. perfeckt. Og om kvinder, der åbenbart stræber for højt efter status i stedet for at knalde alle de stakkels håndværkere.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg faktisk synes, det er et ligestillingsproblem, at kvinder kan sige “fuck jer” til mænd og så ikke kneppe dem og alligevel lave børn. For det betyder jo, at kvinder ikke behøver gøre den samme indsats for at få et forhold til at køre – som en mand, der er afhængig af kvinde for at kunne få børn.
Men på den anden side… Mænd kan få børn længere, så de har altså flere år at øve sig på at blive mr. perfect, end kvinder har. De kan tillade sig at være barnerøve helt op i 40’erne, mens kvinder har en biologisk tikkende bombe i livmoderen.
Desuden har mænd jo til alle tider haft den ret, at de ikke behøvede at gøre en indsats for at få sex – de kunne bare betale sig fra det. Så faktisk er det måske ikke helt unfair, at kvinder nu også har en bane, hvor det er mændenes tur til at oppe sig, hvis de vil være med.
Næ fy da, vil du ikke voldsnave en tandløs hjemløs!?
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er mere end problematisk, at kvinder, der stiller krav til de mænd, de vil tilbringe livet sammen med, bliver opfattet som kræsne.
Jeg bliver jævnligt lagt an på af mænd. Ja, af nogle søde, dejlige, interessante mænd. Men også af nogle der… ikke er. At en 52-årig fraskilt taxachauffør med tre voksne børn for eksempel kan stå og se på mig og tænke, at vi to er et godt match, og kommer hen og lægger an på mig, synes jeg er… faktisk fucking pisseprovokerende.
Og folk bliver tit dybt forargerede, når jeg ytrer disse tanker: “Tag det dog som en kompliment!” Eller: “Bare vent til du er gammel og rynket, så vil du savne den slags opmærksomhed.”
Fordi det forventes, at man som kvinde skal være taknemmelig for mandlige opmærksomhed. Alt mandlig opmærksomhed. Ligegyldigt om det kommer i form af en kompliment om ens øjne, eller det kommer i form af ren sexcikane – som en hånd på røven i bussen.
Og også ligegyldigt, hvem det kommer fra.
For som mænd altid siger, når jeg prøver at forklare, hvor frusterende det er, at det forventes af mig, at jeg bare skal være smilende taknemmelig: “Årh, jeg ville da bare blive smigret, hvis en kvinde lagde an på mig.”
Skal du smage mormors sprukne kusse?
Ville du virkelig? Ligegyldigt, hvem hun var!?
For jeg har godt nok set nogle cougars kørende på sidste salgsdato med solarierynkne kavalérgange og svenskergebis (blå pga. rødvin, gul pga. nikotin) lægge vulgært fysisk an på nogle af mine mandlige kolleger på en måde, der bestemt ikke så ud til, at han nød opmærksomheden.
Selvom han så høfligt takkede nej, for også mænd har jo lært, at det ikke er pænt at sige: “Hvad fuck regner du med, din klamme stodder?”
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det egentlig så forbudt at sige fra over for uønsket opmærksomhed? Fra en person, der i den grad burde arbejde med lidt selvindsigt, inden høn kaster sin manglende charme på andre mennesker.
Og ikke mindst; hvorfor i alverden er det ikke i orden at stille krav til senge- og/eller livspartnere?
Men lige for tiden er der altså ved at blive skabt en forestilling om, at kvinder bare er helt sindssygt kræsne med mænd, mens mænd er langt mere rummelige. (Eller ligeglade og bare knepper, hvad der… mmm helt sikkert!)
Så ind kommer selvfølgelig straks selvudnævnte evolutionseksperter og påstår, at det er, fordi kvinden investerer så meget mere i et forhold, fordi hun jo ikke kan rende rundt og sprede sin sæd ud over alle mulige partnere.
Knep, knep, knep, sådan er mænd jo
For naturligvis er mænd da fuldstændig ligeglad med kvaliteten af deres afkom. Alle mænd er jo så ensporede, at de bare går efter at lave fleste mulige børn med flest mulige kvinder. Det kan vi jo se på alle de mænd, der ikke gider have en kæreste og ikke gider bruge tid med de børn, de har lavet, men bare flyver videre til nye kvindelår…
Eller hov… Faktisk er de fleste mænd ude i virkeligheden jo anderledes interesserede i netop at finde en partner og få børn med hende og til døden jer skiller og medgang og modgang og alt det der. Altså hvorfor skulle det ellers være et problem, at kvinder åbenbart er blevet for kræsne i deres partnervalg?
Det er en fucking cirkelslutning: Hvis mænd virkelig udelukkende ville have uforpligtende sex og massevis af horeunger, så ville de da give en fuck for, om kvinder var for kræsne til ville have et parforhold med dem.
Nå, ja, men det skal evolutions”eksperterne” da så nok lige skynde sig at forklare. Det er jo, fordi at det kun er alfahannerne, der får lov til at lave børn på hunnerne. Og ja, der bliver faktisk snakket om “hunner” og “hanner”, for vi er jo ikke mennesker med en kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse – vi er et naturprogram på Animal Planet…
Så alfahanner som Klaus Riskjær får altså masser af punani, mens beta- og gammahannerne tøffer rundt på deres mælkekasse-knallerter i Udkantsdanmark og får ikke lov til at sprede deres sæd. (At kalde Klaus Riskjær en alfahan er i øvrigt en fornærmelse både mod hankønnet og mod det græske alfabet.)
Penge, penge, penge, sådan er kvinder jo
Fordi den regel, der aldrig bliver modsagt, er, at kvinder går efter status – fordi kvinder er kræsne (har vi ikke snart slået det fast!) – og mænd med status er derfor abemenneskernes alfahanner. Sådan gør gorillaer, så det er nok også sådan mennesker gør.
Okay… Kan vi lige gå tilbage til kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse et øjeblik og så kigge på vores samfund, som det virkelig er lige nu – i stedet for at kigge i junglen efter sammenligninger. Eller tilbage til en tid, hvor kvinder var afhængige af mænds status, fordi de ikke var noget i sig selv.
Kvinder i dag er noget i sig selv. Vi har job og karriere, venner og hobbyer, vi tager på rejser alene, vi tager kurser i mindfulness og cup cakes. Vi har ikke brug for en mand for at blive forsørget og for skabe et ansigt udadtil, ligesom kvinder før i tiden havde. Vi er vores eget ansigt udadtil. Vi tjener vores egne penge. Vi skaber vores egne liv.
Så hvad skal vi så med manden?
Det er verdens nemmeste spørgsmål: Vi skal kneppe hans hjerne ud!
Kvinder vil være sammen med en mand (eller med en anden kvinde, hvis det er det, man er til) fordi ens partner er sexet, sjov, sød, støttende, spændende – alle s-ordene.
(Ja, det er ikke tilfældigt, at alle seje ord starter med s ligesom mit navn! Som succesfuld og super og… satans.)
Vil bare gerne have samme den indsats igen…
Anyways. Grunden til, at kvinder stiller så mange krav til mænd i dag, er fordi… trommehvirvel, tak: Vi stiller så mange krav til os selv!
Jeg kender ingen kvinder, der ikke knokler for at være bedre til alting; bedre til deres job, bedre til at være mødre, bedre til at være gode kærester, døtre og veninder, bedre til at sutte pik, bedre til at se godt ud, bedre til fucking alt!
Ja, mænd kan godt mene, at vi stresser for meget, og vi burde chille lidt mere. Men det er altså prisen, moderne kvinder betaler for at være med på mænds banehalvdel. Samfundet er indrettet til og af mænd, så derfor skal kvinder hele tiden knokle for at bevise, at vi også hører til der.
Og samtidig føler de fleste af os også, at vi skal knokle for at vise, at vi altså ikke har mistet os selv som “kvinder” i det mas. For bare fordi jobbet er hårdt, og ungerne krævende, så er det ikke en undskyldning for at ligne lort, ikke holde kroppen og hjernen ved lige, være et nogenlunde ordenligt menneske og samtidig også liiiiiige nå den der mindfuldness-time, for vi skal jo også lære at stresse af, ikke? (Mærkeligt, at det ikke rigtigt lader til at virke det der afstresning…)
Ja, jeg er selvfed, men hvorfor er flere mænd ikke det?
Nu kan jeg naturligvis ikke tale for andre kvinder, men jeg har det personligt sådan, at når jeg knokler så meget for hele tiden at blive bedre på alle områder, så vil jeg altså ikke nøjes med en mand, der tænker, at han ikke behøver at gøre den samme indsats. At hans ølvom, hans serie fem-hygge-fodboldsundskyldning for at lægge yderligere til ølvommen og hans manglende viden om samfundsforhold er “godt nok”.
Hvis han har lyst til at tøffe rundt på en knallert i Udkantsdanmark skal han da have lov til det, men hvordan er det blevet mit problem? Hvorfor er min kræsenhed problemet? Hvorfor er det ikke et problem, at han ikke opper sig?
For jeg har ikke brug for ham! Jeg vil gerne ha’ en mand, og jeg har lyst til en mand, men jeg har ikke brug for en.
Jeg er som sagt menneskekræsen, og jeg har knoklet så meget for selv at blive et mere interessant et af slagsen. (Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for det er min blog.) Så jeg vil da hellere være alene med dét interessante menneske – mig selv – end jeg vil tilbringe tid sammen med et andet menneske, der ikke er i stand til at åbne min verden for nye indsigter, og som derigennem kan inspirere mig til at blive endnu bedre.
Mand er mand sådan
Så det burde virkelig ikke være et problem, at jeg er kræsen og ikke har brug for en mand. Men det bliver et problem – et samfundsproblem.
Fordi mænd har brug for kvinder.
Og det er sgu ikke på grund af det med børnene, ikke udelukkende i hvert fald. Det skyldes snarere, at den eneste måde en rigtig mand kan få omsorg på er ved at være sammen med en kvinde. Vi har lavet verdens mest idiotiske definition af maskulinitet, som betyder, at mens ligestillingen gør kvinder uafhængige af mænd – så bliver mænd ved med at være afhængige af kvinder.
Fordi der ikke bliver rykket ved opfattelsen af, hvordan man er rigtig mand. Det er stadig noget med at være stærk og stolt og “taler ikke om problemerne”. Så derfor sidder alle disse rigtige mænd nu efterladte på deres knallerter og har brug for kvinder, der ikke har brug for dem.
Men det er altså ikke kvinders ansvar! Det er ikke, fordi vi stiller for høje krav eller er for kræsne. Det er, fordi samfundet bliver ved med kun at vise drenge mandeidealer, der hører en helt anden tid til. Dengang hvor den tavse, stolte mand kunne arbejde med sine stærke hænder og finde sig en kone, der havde brug for ham for selv at overleve.
The times they have always been a-changin’
For efterhånden en del år siden gjorde man en mærkelig erfaring i de små landsbyer Nordsverige. Pigerne fik langt bedre karakterer end drengene i skolen. (Lyder det bekendt?) Man forsøgte sig med forskellige forklaringsmodeller; var pigerne genetisk mere intelligente end drengene? Var der noget i vandet? Måske prøvede man tilmed med en “det er nok, fordi der er kommet så mange kvindelige lærere og skolesystemet er blevet feminiseret”-forklaring. Den er jo populær herhjemme lige nu.
Men endelig kom der nogle kønsforskere på banen med en mere sandsynlig forklaring: Pigerne voksede op og så på deres mødres slidte ansigter og sprukne hænder i opvaskebaljen og tænkte “fanme nej”, så de knoklede for at komme væk. Drengene derimod så deres fædre fælde træer og køre på snescootere og tænkte “wroom wroom”, så de gad ikke anstrenge sig i skolen.
De kvindelige rollemodeller er skiftet over de seneste generationer, men de mandlige holder stædigt fast. Alt for stædigt.
Men the times they are no longer a-changing’. Det gjorde de for mange år siden! Og mændene er nødt til at vride gashåndtaget i bund på knallerten og følge med. For det kan ikke være rigtigt, at man kræver, at vi “kræsne” kvinder skal holde igen for deres skyld. Det er ikke udvikling, det er tilbageskridt!
How to… grow some balls
Og de mænd, der har luret det her (eller dem, der bare havde bedre vilkår fra begyndelsen) ved, at hemmeligheden er, at de både skal stå ved sig selv og deres egne behov – og samtidig konstant arbejde for at blive bedre versioner af dem selv.
Det handler ikke om indtægt og status og den fede bil eller det seje job. Det handler om at gå til livet på en måde, der signalerer: Jeg vil være den bedste udgave af mig. I alle sammenhænge – på jobbet, i parforholdet, i sengen, i spejlbilledet og sammen med børnene.
Eller som Tor Nørretranders ville have sagt det: Umage giver mage! Og må jeg tilføje: Ekstra stor umage holder fast på mage!
Desuden er der ikke noget større turn off, end en person, der klynker over, at høn ikke kan få et partner: “Buhu, det er alle de kræsne kvinders skyld, fordi de hellere vil have en idiot med penge end sådan en sød, fattig fyr som mig. Waha, snøft, hvor stillede jeg nu øldåsen?”
Seriøst, dameblade har i de sidste 100 år ikke lavet andet end at få kvinder til at holde op med at klynke over mænd (for vi må jo ikke være kræsne, husker du nok). I stedet har bladene fået os til at arbejde benhårdt på at blive mere interessante for mænd. (Hovedsagligt ved at blive smukkere, slankere og yngre, hvilket selvfølgelig langt fra er en ideel målsætning.)
Mandeblade er først lige kommet på markedet indenfor de seneste 20-30 år, men når de ikke har travlt med at skrive om aber på skateboards og vise afklædte damer, så er rådene til mænd faktisk også lige præcis dette: Stop klynkeriet og gør en fucking indsats!
Vil du da hellere være min lille hausfrau fremover?
De mænd, der har forstået det, scorer selvfølgelig det gode parforhold i dag. Ikke fordi de er gammeldags abe-alfahanner, men fordi de er moderne mænd, der har tilpasset sig den tid, vi lever i. Hvor kvinder altså har brug for en mand, der løfter os – både åndeligt, intellektuelt og op på køkkenbordet til en god omgang sex.
Det er ikke urimelige krav at stille. Nej, det er faktisk, det bedste kvinder kan gøre for mandekønnet – og for samfundsudviklingen.
For kræsne kvinder siger nemlig: “Skønne, dejlige mand med dine stærke arme og dit helt fantastiske udstyr, jeg vil gerne have dig, men kun hvis du også selv kan se, at du har – og skal have – noget at byde på. For ellers er vi to ikke lige. Og jeg ønsker ikke, at dit køn skal blive lige så undertrykt i parforholdet som kvinder var i tidligere tider; uoplyste og umyndige, mens jeg forsørger dig, og sidder for bordenden og bestemmer alting. Kom ind i kampen, find noget at byde på og bliv bedre til at være dig. Eller vær min huslave og servér min aftensmad!
Og står der okra på menuen, så får du sgu en tur med mors bælte!”
Fucker ligestilling med knepperiet?
Jeg har sagt det før; der er for lidt pik i at være feminist. Jeg mente det som, at mange kvinder er bange for at skræmme mænd væk med det ikke-eftergivende i feminismen, for det har trods alt traditionelt været en feminin dyd at være netop eftergivende. Så nogle kvinder vil altså hellere smile sødt gennem uretfærdigheder og høste sig en mand, der tænder på søde smil – end at tage chancen med at sige sin mening og møde de fantastiske mænd, der tænder på det.
Men i sidste uge blev jeg så præsenteret for en anden grund til, at der åbenbart er mindre pik i feminisme. Jeg læste en artikel fra New York Times, som har cirklet på de sociale medier. Den handler om, at ligestillede parforhold tilsyneladende har mindre sex end parforhold med mere traditionelle kønsroller.
Flere danske medier har også samlet artiklen op og har citeret den, fordi selvom den ved nærmere læsning viser sig at være noget amerikaniseret sludder, så elsker medierne jo bare at puste til skrækversionen af feminisme: At det vil ødelægge sex for alle!
Mere pik, mindre lykke, sådan!
Artiklens konklusion er nemlig ikke til at gå fejl af: Ligestilling i parforholdet er lig med mindre sex. Så jeg må hellere komme i gang med at stryge mandeskjorter, hvis jeg vil have pik fremover.
Eller hvad!?
For selvfølgelig er der som altid rigtigt meget galt med den slags påstande, når medierne fremturer med dem. Så lad mig lige rejse et par indvendinger her. Hvoraf den mest graverende må være den, at der i den samme New York Times-artikel også står, at kvinder i de ligestillede forhold er mere lykkelige end dem i de traditionelle forhold, samt at ligestillede forhold har mindre skilsmisserater.
Så… det, de siger, er altså, at man ikke bliver mere lykkelig eller mere glad for sin partner bare, fordi man har mere sex. Burde det ikke være den konklusion, alle artikler havde taget fat på i stedet? At folk i ligestillede forhold gennemgående har det bedre!?
Mere knep, mere hold kæft, sådan skal det forhold skæres
Men nej, i stedet sættes fokus på den forfærdelige rædselsversion af fremtidige parforhold: Hvis mænd støvsuger og smører madpakker, og kvinder tjener penge, så dør sexlivet. Fy da, en katastrofe!
Fordi meningen er selvfølgelig, at vi skal få den idé, at ligestilling (også her) er dårligt. Næ nej, så er det jo meget bedre med kvinden ned på alle fire, og farmand med karrieren lige bagved, doggystyle.
Så bliver der jo knaldet jo! Og det er det, parforhold handler om, ikke!?
Nu kunne man jo gå djævlens advokat på den og pointere, at parforhold måske for de fleste handler om væsentlig mere end sex, og hvis man bare vil have sex, så er det jo til at opdrive forholdsvis uforpligtende. (I mange lande kan man jo tilmed bare betale sig fra det.)
Så altså allerede her, er jeg lidt i tvivl om, hvem der dør af det her? Hvem er det, der lider under, at tilsyneladende tilfredse partnere ikke har så meget sex?
Ja, jeg kan da godt regne ud, at de mænd (og kvinder) for hvem et parforhold udelukkende handler om retten til at blive serviceret seksuelt, vil læse artiklen i New York Times og tænke: “Se så, det beviser, at feminisme er alt, hvad der er galt i denne verden!” Og så vil de bøvse og rage servitricen på brysterne, når hun kommer med den næste Budweiser.
Men hvad er oddsene for, at sådan en mand ville ende i et ligestillet parforhold alligevel!? Nul!
Ti dårlige knald på taget er bedre end et godt håndjob
Og undskyld min ligefremhed, men selvfølgelig føler mennesker i et ligestillet parforhold sig da mere lykkelige – de har jo valgt deres forhold til på en anden måde, end mennesker, der bare vælter ubevidste ind i et parforhold og spiller efter det samme kønsrolle-manus, som man har spillet efter i generationer.
Den slags traditionelle forhold betyder så muligvis mere sex. Okay… Men betyder det bedre sex?
Betyder det sex, hvor begge har lige meget lyst? Og hvor der er lige fokus på begges behov?
Eller betyder det tværtimod sex på den måde, som det traditionelt har været – hvor kvinden netop skal servicere mandens behov, og hendes egne lyster ikke rigtigt indgår i den ligning?
Så hvorfor skal sex i det hele taget vurderes kvantitativt? Hvorfor lige antallet af samlejer som mål – hvorfor ikke kvaliteten? Jeg har da haft dårlige one night stands nok til at vide, at jeg til enhver tid ville bytte 10 af dem med ét godt knald med én, der virkelig ville mig, kendte mig og kunne sit kram.
Kunne det ikke tænkes, at det er sådan, sex er, i mere ligestillede forhold!?
Færre timer på sengekanten, flere timer på jobbet
Eller også er det virkelig noget lort, at de ligestillede partnere ikke dyrker så meget sex. Måske er de selv utilfredse med lige den del af forholdet. Men må jeg så tillade mig at foreslå, at der så muligvis er noget helt andet galt?
Prøv med; stress!
Ja, for sagen er jo, at ligestillede forhold ofte er kendetegnet ved, at begge arbejder lige meget ude og deler opgaverne ligeligt hjemme. Hvilket vil sige, at begge har alt for travlt. Hvorimod i en mere traditionel kønsrolle-opdelt familie har man en mor, der tager sig af alt hjemme, og en far, der arbejder ude, og derved kan begge netto have mere overskud.
Nu har jeg ikke de store parforholdserfaringer, men jeg fornemmer, at manglende overskud først og fremmest mærkes på sengekanten. Man orker simpelthen ikke at sætte tantramusikken på og lave erotisk yoga med hinanden, når man er smadret.
Siger jeg så, at de traditionelle kønsroller er bedre? Nej, tværtimod da! De er bare nemmere, fordi manuset er skrevet på forhånd. Hvor man i moderne parforhold hele tiden er nødt til at koordinere med hinanden for at få alting til at gå op.
Men det er jo også det, vi godt kan lide. Er det ikke? Vi ønsker jo ikke det nemme forhold.
De færreste moderne kvinder i dag ville vel bytte deres givende jobs eller deres egne lønsedler væk mod at gå derhjemme og have mel på brysterne blandt skrigeunger år ud og år ind. Ligesom de fleste moderne mænd nok ville betakke sig for at skulle arbejde 10 timer i døgnet og kun se deres børn i sovende tilstand.
Og så kunne der ellers være nok så meget sex oveni den handel. Det er simpelthen ikke nok!
PK PIK – politisk korrekt pik
Så løsningen er vel noget med at lære at stresse ned og prioritere hinanden og have mere partid og andre af den slags damebladsråd. Det er ikke det, jeg skriver om her. Jeg pointerer bare, at mere ligestillede parforhold har andre faktorer i spil, så det handler ikke nødvendigvis om – som artiklen fra New York Times mere end antyder – at kvinder tænder af på en mand, der støvsuger, og mænd tænder af på en selvstændig kvinde.
Jo, naturligvis gør nogle det. For vi er jo forskellige, og nogle kan sikkert ikke få den op at stå/blive våde i trussen uden en partner, der leverer et kønsrollemønster fra urtiden.
Men det er jo også her, at ideen om, at ligestilling ødelægger sexlivet, laver den største cirkelfejlslutning: For hvem siger egentlig, at ligestilling ved opvasken og i fællesøkonomien skal være lig med ligestilling i soveværelset?
Er sex ikke netop defineret ved at være et frirum, hvor vi kan give os hen, uden at forholde os til, hvad der foregår ude i den virkelige verden? Er det ikke derfor, at alle damebladsrådene til bedre sex, handler om, at man skal efterlade tanken om opvasken og alt andet uden for sengen? Og er det ikke også derfor, folk leger rollespil og dyrker BDSM eller sexgynger eller latexlagner eller whatever?
Det er ikke nødvendigvis politisk korrekt det, der foregår i soveværelset (eller hvor man nu gør den slags). Men det skal det da heller ikke være. Det skal bare være frækt!
Oh, min smukke viv, dig kan jeg ikke sperme i ansigtet
Så hvis folk i meget ligestillede forhold har problemer med, at de ikke har lyst til deres partnere og ikke synes, de dyrker sex nok. Kunne det så ikke skyldes, at de ikke giver sig selv og hinanden det frirum?
I hvert fald bliver der i artiklen i New York Times citeret en mand, der ikke kan finde ud af at have rå sex med sin kone, selvom hun tænder på det. Det er godt nok også den slags porno, han selv ser. Men han synes ikke, at hun passer ind i det scenarie – hans pæne, ligeværdige kone.
Okay, må jeg så have lov til at gå djævlens advokat på den én gang til: Hvis man betragter sin partner som enten for god til sine egne dyriske lyster – eller på den anden side anser sin partners lyster som svinske og upassende – ja, så kan man sgu ikke rigtigt tillade sig at kalde sig ligestillet!
Det er da om noget en traditionel kønsrollefordeling. Det er så victoriansk som det overhovedet kan blive; manden med de farlige drifter, som hans stakkels dydige hustru ikke skal udsættes for. Så derfor finder han for- og udløsning andetsteds – hos luderen eller elskerinden eller i dag: i cyberspace.
Så kan man sgu nok så meget være fælles om opvasken, men man er altså først for alvor i et ligestillet forhold, når begge parters seksuelle behov og lyster bliver anerkendt – og forhåbentlig også tilfredsstillet. Ellers leger vi bare “ moderne mor-far-og-børn-og-respektfuld sex.”
Og det har aldrig været pointen med ligestilling! Pointen med ligestilling er, at vi alle får lige muligheder – også for at dyrke den slags sex, vi har allermest lyst til.
Så lad os snakke lidt om mandehad
Mit seneste show hedder ’Mandehader?’ Der er et spørgsmålstegn bagefter, fordi showet handler om at undersøge, hvorvidt jeg egentlig hader mænd. Det har derfor også undertitlen; ”et show om at være alt for glad for pik”. Fordi sandheden jo er, at det er svært virkeligt at hade nogen, man begærer så meget.
Men det er også svært ikke at hade nogen, man begærer så meget!
Det er begærets tveæggede sværd. På den ene side vil jeg så gerne ejes og overtages fuldstændig af en mand – på den anden side hader jeg ham for at få mig til at føle mig så magtesløs.
Det er derfor, seksuel tiltrækning opfører sig som en magnet. Den ene pol gør alt, hvad den kan for at tiltrække sig hans opmærksomhed, den anden gør alt, hvad den kan for at skubbe ham væk igen.
Seriøst? Er mænd også mennesker!?
Nu kan jeg jo være det eneste menneske i verden, der har det sådan med det modsatte køn. I så fald beklager jeg den voldsomme overshare. Men jeg tror nu, at mange kan genkende det. Faktisk er min teori, at grunden til, at der findes såkaldt vrede, hvide mænd – altså mænd, der hader kvinder, og som typisk sviner feminismen til – er fordi disse mænd simpelthen føler sig magtesløse over for de kvinder, som de på én og samme tid alt for gerne vil have og samtidig ikke vil være så afhængige af.
Jeg tror også, at det er derfor, at der sommetider kan anes et mandehad blandt feminister. Fordi de fleste heteroseksuelle kvinder også har det latente had til mænd i sig.
Men personligt er jeg nok i virkeligheden blevet feminist for at minde mig selv om, at mænd også er mennesker og skal behandles lige med kvinder. For jeg har da totalt den trang til at generalisere og håne mænd; den trang som kvinder i flok hurtigt forfalder til: ”Ih, altså mænd, de er håbløse! Du kan ikke stole på dem. De er nogle svin.” Og hvad kvinder ellers japper udad af pinlige stereotype generaliseringer baseret på enkelte erfaringer med det modsatte køn.
Derfor er det også mit indtryk, at de fleste kvinder med det behov hurtigt siver ud af feministkredse igen. Det er svært at insistere på retten til at svine mænd til samtidig med, at man kæmper for, at kvinder skal behandles ordentligt.
Det er så typisk (indsæt selv mand eller kvinde efter behov) ikke at tage hensyn
I stedet sidder disse kvinder så i deres Sex and the City-brunch-opstillinger og hyggehader på mænd. Ligesom mændene ditto står i omklædningsrummene efter Serie 5-fodboldkampen og enes om, at der er så meget kvinder ikke forstår. Hø hø.
Jeg hader det pis, og jeg gider ikke selv deltage i det. (Ja, det er faktisk helt utroligt spændende så langt, man kan nå omkring i samtalerne men sine veninder, når der ikke er en penis involveret i snakken hele tiden!)
Men jeg forstår godt, hvorfor nogen har det behov. Ligesom jeg desværre også godt forstår kvinde- og mandehad på samfundsplan. Fordi det handler om den afmagt, det andet køn skaber hos en.
Forleden hængte jeg ud med en lesbisk, der stod og svinede kvinder til. På den der måde, mænd plejer at gøre det på. Dybt frustreret over alle kvinders små spil og kvinders evige følelsesfnidder.
Og jeg nænnede simpelthen ikke at prikke hende på brysterne og sige: ”Ømen, du ved godt, at du selv har to x-kromosoner, ikke?”
Fordi hendes frustration var jo lige så dybtfølt, som når jeg bliver frustreret over mænds små spil og mænds evige følelsesfnidder.
Fra dengang kvinder var mænds ejendele
Sandsynligvis er det uundgåeligt, at vi generaliserer om og hader på dem, vi tiltrækkes af. Men problemet for mænd – og dermed også for kvinder – i disse år er bare, at deres had er mere velbegrundet.
Historisk set har det været kvinder, der har haft den dårlige hånd i det seksuelle spil. Hun havde ingen magt over hverken sin egen krop eller ægteskabelige position. Groft sagt byttede og solgte mænd kvinder som en slags udvidet poker: ”Jeg ser dine fire geder og hæver med min datter.”
Kvinder, der ikke kunne håndtere deres fysiske tiltrækning til mænd, blev anset som faldne kvinder, og børn født uden for ægteskabet havde kun konsekvenser for moderen.
Halleluja for p-pillen, aborten og ligestillingen! Kvinder i dag bøjer sig slet, slet ikke nok i støvet for de tre ting, fordi alle født efter 60’erne ikke aner, hvordan det var, dengang al interaktion mellem kønnene, var kvinders ansvar og deres kroppe, der mærkede konsekvensen.
Til i dag, hvor kvinderne ejer mændene
I dag har kvinderne fuldstændig magten over vore egne kroppe, vores reproduktion og vores relation til mænd. Det er helt frivilligt, om vi vil indgå i et forhold, for vi er ikke dårligere stillet, hvis vi lader være. (Og ikke sjældent tænker man som singlekvinde, at man faktisk er bedre stillet uden at skulle diskutere rengøring hele tiden.)
Men det er mænd! I løbet af små 70 år er magten mellem kønnene i den seksuelle relation fuldstændig vippet over. Vi er gået fra, at mænd bestemte alt – og kunne løbe fra ansvar som det passede dem – til at det i dag er kvinderne, der bestemmer alt. Og kan tvinge mændene til ansvar, eller vælge dem fra som det passer os.
Ikke underligt, at mænd er frustrerede. Kulturelt set er de jo stadig opvokset med en idé om, at manden skal være den magtfulde. Og så ser han sig om i et samfund, hvor han ingen muligheder har for at få den magt – og derved er han ikke rigtigt en mand.
Kun de færreste mænd bliver topchefer, og alle andre må så derfor kompensere ved at indhente magtens materielle substitut, nemlig kolde kontanter. Ergo skal der arbejdes hårdt, så der står en fed bil i garagen, og alle (især kvinderne) derved kan se, at han altså er en mand.
Mand nok til at få en af de kvinder, han længes så meget efter.
That don’t impress me much
Men så kommer problemerne. For de der kvinder er jo ikke længere nogle, der lader sig imponere af fede biler og kolde kontanter. Ikke i længden i hvert fald. De vil selv bestemme og har tilmed deres egne penge. Så måske lykkes det overhovedet ikke for manden at få tiltrukket sig nogen kvinders opmærksomhed, og så er der god grobund for at hade de emanciperede små kvindesvin.
Eller også lykkes det ham at få scoret sig en, men hun er stadig et selvstændigt væsen, der kører sit følelsestyrani og manipulerer, så hun ender med at bestemme alting. Og han kan ikke finde ud af at sige fra, fordi han så gerne vil hende. Så hader han hende uudtalt for det, og derfor er det meget rart at kunne grine af de dumme kvinder, når man står nede i omklædningsrummet.
Her er lige et new flash til mænd: Kvinder har det altså på nøjagtigt samme måde med mænd! Vi bliver også frustreret over at blive valgt fra og føler os manipuleret med i forhold.
Forskellen er bare, at vi har bedre muligheder for at leve uden en mand i dag.
Far, mor og børn – minus far
Jeg har ikke så få kvindelige bekendte, der har en udløbsdato for, hvornår de vil have børn. ”Hvis jeg ikke har en mand, når jeg er 38, så går jeg ned i sædbanken og ordner det selv.”
Skal vi lige snakke om et sted, vi overhovedet ikke har ligestilling mellem kønnene nu? Hvor mange mænd har den mulighed? Ja, det er rigtigt: Nul!
Singlemænd kan ikke bare lave børn uden om en kvinde. Der findes ikke rugeklinikker, hvor de kan gå ned og hente en baby, som en kvinde har doneret ægget til. Allerede tanken om, at en enlig mand gik hjem med en baby – selv en, der er genetisk hans afkom – giver de fleste mennesker tics i venstre øje: ”Men hvad nu hvis han boller det?”
Pædofile ville jo hente børn hele tiden, hvis enlige mænd kunne få børn jo! (Fordi folk har det med at glemme, at de fleste børn, der bliver misbrug af mænd, bliver det af mænd, der er i et forhold – typisk med barnets mor.) Og så hiver man endnu engang myten om mænds ustyrlige sexlyst frem – her som skrækscenarie – og endnu engang enes alle derved om, at mænd er mindre kompetente forældre end kvinder. (Fordi folk også har det med glemme, at kvinder også mishandler børn. Faktisk er det sådan, at hvis kvinder mishandler nogen, er det som regel børn. Hvor mænd spreder deres mishandling ud over både børn, kvinder og andre mænd…)
Min pik kan ikke styres, så derfor må jeg kontrollere livmoderen
Men selv hvis der ikke var alle de ubekvemme fordomme om mænds evner til at tage sig af et barn alene, så er det jo heller ikke praktisk ladesiggørligt. Der findes ikke rugeklinikker.
Og selv hvis vi ligestillede enlige mænd og enlige kvinder og forbød kunstig befrugtning af enlige kvinder, ville de fleste kvinder nok uden brug af vældig stor kreativitet kunne finde på en måde at score noget sæd på.
Derfor er der også mænd i dag, der i ramme alvor mener, at de skal have ret til at bestemme, om en kvinde skal have en abort, hvis hun er blevet gravid, uden han har villet det. Og hvis hun gennemfører en graviditet uden hans samtykke, så skal han kunne frasige sig barnet.
Og jeg har virkelig lyst til at prikke de her mænd i skridtet og sige: ”Hvad med, at du lige tog ansvaret for den der og holdt den i bukserne, hvis du er så bange for konsekvenserne af det, der kan komme ud af den?”
Jamen, lad os lige tage den et sekund: Hvis en mand får retten til at bestemme over, om en kvinde skal have abort, så er vi tilbage ved, at kvinden ikke bestemmer over sin egen krop – det er et giga tilbageskridt. Og hvis manden igen kan løbe fra sit ansvar for de børn, han sætter i verden, er vi også tilbage ved, at det kun er kvinden, der hænger på konsekvenserne af sex – det er også et giga tilbageskridt!
Min krop, mit valg, fuck så af!
Må jeg foreslå de mænd, der er såååå bange for, at kvinder vil hugge deres sæd at gå ned og få snøret sædlederen sammen? Eller fremme udviklingen af p-piller til mænd? (De er nemlig fysisk mulige at fremstille, der er bare ingen, der tror på et marked for dem. Fordi mænd åbenbart regner med, at de kan få sendt ansvaret tilbage på kvinderne i stedet for selv at tage deres del.)
Ja, jeg synes også, at de (få) kvinder, der snyder mænd til en graviditet er nogle møgkoste, der ødelægger den gode stemning for os andre. Men det ændrer bare ikke på, at to voksne, der har frivilligt samleje, deler ansvaret for, hvad der kommer ud af det.
Jeg kunne selv komme i den situation, hvis jeg var sammen med en mand, og kondommet sprang. Og selvom jeg havde sagt på forhånd, at jeg ikke var interesseret i at få et barn, så ved jeg da ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg pludselig blev gravid.
Skulle han så kunne presse en abort igennem eller løbe fra ansvaret!? Det er fucking min krop – det er min beslutning!
Og jeg kan godt se, hvordan det kan føles pisseunfair som mand ikke at skulle have noget at sige. Men prøv så lige at tænk på, at kvinder ikke selv har haft noget at skulle sige i 5000 år. Er det ikke mere fair, at det er den, hvis krop graviditeten sidder på, der har det sidste ord?
Ellers forslår jeg et kompromis. Vi tager lige 5000 år, hvor kvinderne bestemmer, og så kan vi snakke om andre løsninger derefter. Når vi alligevel reproducerer ved hjælp af cyborgs.
Hvis du ikke gør, som jeg siger, så går jeg bare i sædbanken, søde
Under alle omstændigheder så er retten til at bestemme over sex og reproduktion skiftet fra mænds til kvinders banehalvdel på én generation. Så derfor er mænd selvklart superfrustrerede. For kvinder i dag skal jo slet ikke anstrenge sig i samme grad for at få fat i og holde fast på en mand, når vi ikke behøver ham for at få børn.
På den måde opfatter mænd det, som om kvinder kan vrage og vælge i den seksuelle relation. At kvinder kan tillade sig at stille krav, han ikke kan. Og at han derfor må bøje sig oftere i konflikter i parforhold.
Fordi vi kvinder vitterligt har magten i forholdet til mænd. Det er vi nødt til at erkende. Fordi det gør manden til den magtesløse, og der er ikke noget værre end magtesløshed. Det skaber frustrationer, som skal gå ud over nogen. Som nok er den bedste forklaring på kvindehadet i populærkulturen – fra computerspil til rapmusik. (Det har jeg skrevet om her.)
Ha, så onanerer jeg da bare! Det er faktisk næsten… overhovedet ikke det samme
Pointen er imidlertid, at kvinder også stadig føler sig magtesløse over for mænd. Både fordi mænd reelt stadig sidder på den store samfundsmagt – de ejer eksempelvis op mod 97 procent af alle verdens værdier. Men i særdeleshed fordi vi jo stadig også vil have dem; vi er lige så tiltrukket fysisk af dem, som de er af os. (Uanset hvad mænd så ellers må abonnere på af ideer om, at de er mere liderlige fra naturens side, fordi vi hører så fandens meget om deres ustyrlige sexlyst hele tiden. Men hvad med min ustyrlige sexlyst, hva? Hvem taler om den! (Det må jeg jo selv gøre, så kig lige ind til mit Mandehader?-show.))
Ja, det kan da godt være, at vi kvinder har muligheden for at undvære en mand i dag, men det er jo ikke Plan A for nogen heteroseksuelle kvinder til at starte med. Det bliver det desværre, når frustrationerne har stået på længe nok: ”Fuck, de røvhuller så! Jeg får et barn selv, og så køber jeg 10 års forbrug af batterier til min dildo, så skal jeg nok klare den.”
Og så ligger man så der og fantaserer lidenskabeligt om de selv samme mænd, som man både vil have og ikke vil have.
Resultatet er desværre, at vi har to seksuelt frustrerede køn, der derved begge føler sig magtesløse over for det andet køn – og som også begge har berettiget grund til at føle den afmagt. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kønskampen ikke har udviklet sig til en voldelig konflikt, når der er så meget latent had hos begge parter.
Men det skyldes nok, at vi trods alt stadig alle sammen gerne vil have pik/fisse.
Thi kendes for rettesnor
Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.
To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!
Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.
Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!
Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”
Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?
Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.
Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)
Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.
Kvinder, der rykker. Mænd, der dykker
Noget af det sjoveste ved kønsdebatten i de her år er at betragte, hvordan retorikken skifter, så snart adfærd skifter fortegn. Hvis kvinder pludselig begynder at excellere i noget, mænd traditionelt har ført i, er det er et tegn på samfundets forfald – hvis de er gode i skolen og får uddannelser, så er det, fordi hele skolesystemet er blevet feminiseret (hvilket underforstået er dårligt.) Og hvis mænd på deres side begynder at hente noget fra kvinders banehalvdel – tager barsel og står frem og taler imod prostitution, så er også de blevet feminiserede. Skrækscenariet om den bløde mand fra 70‘erne lever i bedste velgående side om side med angsten for den mandeædende, androgyne kvinde.
Det, der selvfølgelig er det sjove, er, at det en automatrefleks mod forandring. Som min (desværre ret stendøde) soulmate Kierkegaard sagde: Alle vil udvikling, ingen vil forandring.
Så de fleste kan godt holde lange brandtaler om, hvor meget det her samfund har brug for at rykke sig – især nu, hvor vi har krise. Men så snart forandringen begynder, så er det alligevel ikke så fedt længere, så dykker vi ned efter for længst afdøde dyder: Ej, så vil vi faktisk gerne bare tilbage til dengang, hvor kvinder var kvinder, og mænd ikke gad alt det pis.
Patterne op på forsiden
Min avis kører i dag eksempelvis ikke én, men to glimrende eksempler på den her tendens. Først dedikerer de hele forsiden af kultursektionen på at fortælle om et amerikansk produceret koncept, der er beregnet på at få unge mænd til at se nyheder – ved at pakke det ind i vold og afklædte damer og gadgets.
Nu led nogle af os måske af den vrangforestilling, at de fleste nyheder og medier i forvejen var pænt meget rettet mod netop den målgruppe, men det viser sig altså at være helt forkert! Uden at vi har lagt mærke til det, er medierne åbenbart også blevet feminiserede.
At TV 2 Zulu for et par uger siden kørte en ugelang kampagne for PAC – Patter, Action og Comedy – må altså så ses som et udtryk for, at drengerøvene var ved at blive glemt i mediebilledet. Godt, at nogen endelig tager dem seriøst!
(I øvrigt; hvorfor skal comedy altid mases ind i det der drengerøvshelvede af strippere og eksplotioner!? Hele stand-up-genren i Danmark lider i forvejen under, at alle over 25 tror, at stand-up kun handler om pik & patter. Hvad med et at lave et FUC-tema i stedet, Zulu? Forandring, Udvikling, Comedy!)
Masku.. maku… makulering? Hvaffornoget?
Det andet, min avis kørte i dag, var en kronik af sexologen Jakob Olrik. Her brokker han sig over, at kvinder er blevet for maskuliniserede – og det er dårligt, altså når kvinder bliver det.
Så bare lige for at opsummere: feminisering = dårligt, maskulinisering = godt. Maskulinisering af kvinder = dårligt, maskulinisering af mænd = godt.
Olrik gør sig altså i dagens Politiken til fortaler for, at vi skal have feminiserede kvinderne igen, så ringen er dermed sluttet: maskulinisering af mænd, skoler og samfundet generelt = godt, feminisering af kvinder og kødgryder = godt.
Nu er det ikke, fordi alt hvad han siger er direkte idiotisk. Egentlig pakker han sine reaktionære meninger meget pænt ind i en medlidenhed med den stressede, moderne kvinde, der ikke giver sig selv lov til at dovne og nyde livet (som i øvrigt ifølge Olrik også er maskuline dyder, men dem har kvinden altså ikke taget til sig – hun har kun maskuliniseret sig til stress og jag.)
Så lad os tage den straks: ja, moderne kvinder er formentlig latterligt meget mere stressede, bekymrede, deprimerede og angste end tidligere tiders kvinder.
Men – og det er med stort – MEN; det er en del af prisen for frihed!
Og jeg tror meget få kvinder har lyst til at blive svuppet tilbage i afhængighed af mænd for at slippe for at betale den pris – for omkostningerne er høje, men det er lønnen også. Helt bogstaveligt talt; vi får rent faktisk løn for det, vi laver nu!
(Og ja, den løn er stadig ca. 20 procent mindre, end den mænd får for det samme arbejde, og det kunne vel ikke tænkes, at det var en forklaringsfaktor for noget af kvinders stressbelastning, kunne det Jacob Olrik? At man som kvinde er nødt til at præstere mere end mænd for at opnå den samme fortjeneste? Og såfremt det er virkelig er en maskulin værdi at dovne og nyde livet, er det så måske noget, der er opstået som resultat af, at man får mere i løn for samme arbejde?)
Hvem der bare blev bollet i røven af Don Draper
Anyway, som sagt er Olrik egentlig ude på en – på overfladen – meget sympatisk mission; at få kvinder til at være mere kvindelige og slappe mere af, så vi alle sammen kan få mere kærlighed. Hvem kan være imod det?
Det kan jeg altså. For først og fremmest virker det mistænkeligt meget, som om ordet kærlighed i denne sammenhæng i virkeligheden er mere lig med “stabil forsyning af omsorg og fisse for mænd.”
Jeg er lidt i tvivl, om hvad kvinderne skal have ud af den kærlighed, udover selvfølgelig mandens stærke arme at hvile ud i. (Jeg er også i tvivl om, hvad kvinden ville have brug for at hvile ud efter, eftersom at betingelsen for at nå hen i bemeldte arme er, at hun først lærer at slappe af. Skal hun hvile ud der, efter hun har slappet af!? Og er mandens arme i øvrigt overhovedet klar til at tage imod hende, når kvinden har slappet af hele dagen, og han har stresset af sted med at forsørge dem begge?)
Olrik skriver: “Inderst inde drømmer vi om at være kærester på samme måde som dengang i de hotte 1950’er. Dengang myndige mænd blev tiltrukket som magneter af blødt kurvede, milde og rummelige kvinder.”
Øh, gør vi? Jeg er ikke i tvivl om, at nogle mænd elsker den 50’er-fantasi, der pt bliver fremstillet i Mad men-serien. Fordi de her (forhåbentligt få) mænd drømmer sig tilbage til en (fiktiv!) simplere tid, hvor mænd var tavse og myndige, og her er kvinderne nede på alle fire (ja, altså TV2 forholdt sig allerede for snart 30 år siden til den her problematik, og det faktisk lidt er pinligt, at der stadig popper mænd op og synger teksten uden strejf af Steffen Brandts ironi!)
Men igen, jeg har svært ved at tro, at ret mange kvinder ser Mad men og tænker: “Ej, gid det var mig, der ikke havde andet indhold i livet end mand og børn.”
Hey, jeg er mere end bare patter og andre bløde kurver
Olriks kronik er et fantastisk eksempel på, at nogle mænd virkelig ikke ønsker at forstå kvinders ståsted. Hvor er det egentligt sindssygt, at disse mænd kan tro, at kvinder bare går og drømmer sig tilbage til en tid, hvor kvinder havde det af helvede til; hvor de var umyndigtgjorte og ikke kunne udfordre sig selv gennem andet end mor- og hustrurollen.
Selvfølgelig, når det er sagt, drømmer mange sig jo i disse år tilbage til simplere liv og ser Bonderøven på tv. Og der findes sikkert også nogle kvinder (som ikke har sat sig ind i tingene) der fantaserer om at blive helt fri for ansvar, når det bliver for hårdt, og som sukker efter en mand til at samle alt ansvaret op. Men det er jo ikke det samme, som at kvinder generelt går rundt og ønsker den tid tilbage.
Jeg hverken kan eller vil tale for alle kvinder, for jeg tror der er rigtigt mange forskellige bud på, hvad kvinder drømmer om i dag – helt fra dem, der gerne vil gå derhjemme med børnene til dem, der gerne vil lede Danfoss, til dem der vil male til dem, der vil være der for andre osv osv osv. Og når det kommer til parforhold og børn er der vel også uendeligt mange forskellige drømmescenarier.
Personligt drømmer jeg om en mand, der kan rumme, at jeg også er et menneske. En mand, der ikke leder efter en kvindelig kvinde, men efter mig.
Jeg vil jo heller ikke have en mandlig mand, jeg vil have dét menneske med dén pik, som jeg finder allermest fascinerende – netop som menneske og som seksuelt væsen.
Og indtil videre har alle de mænd, jeg er faldet for, også været mænd med god kontakt til deres feminine sider. For interessant nok, så er feminine og maskuline værdier og egenskaber jo altså ikke medfødt sammen med bryster og nosser. De er up for grabs, vi kan alle tage så meget – eller så lidt – af dem, som vi vil.
Hvad om vi delte vand, vind og femininitet ligeligt?
Olrik har ret i, at vi pt lever i en meget maskuliniseret verden. Altså hvor de maskuline værdier hersker – som tempo, selvtillid, præstation, mens vi undertrykker de feminine værdier – følsomhed, og nærvær (og af en eller anden grund bliver han ved med at bruge udtrykket “sarthed”, som mest af alt lyder som en virkelig grim vægfarve.)
Men det er altså ikke bare kvinder, der undertrykker dem, det er samfundet som hele. Og det hjælper da bestemt ikke, at vi snakker om “feminisering” som et negativt ladet ord.
Skal det så virkelig være kvindernes opgave alene at genfinde de feminine værdier i et udpræget maskulint samfund?
Hvis vi antager, at det overhovedet kan lade sig gøre (hvilket det ikke kan, for vi er temmelig afhængige af den kultur, vi lever i, og selv de mest feminine kvinder får nok svært ved at gå barfodet rundt og dele blomster og følelser ud til personalemødet.) Så ville resultatet af, at kvinder igen blev mere kvindelige blot være, at samfundet kom til at stå helt stille – alternativt, at vi rykkede et par årtier tilbage rent udviklingsmæssigt.
Jeg er fuldstændig enig med Olrik i, at det ville være dejligt at få nogle flere feminine værdier i fokus, men de er nødt til at være der over det hele og ikke kun hos kvinderne. Og som sagt, jeg ser rigtigt mange dejlige mænd med god kontakt til deres feminine sider – nærværende, omsorgsfulde og bevidste om deres følelser.
Jeg synes, det er så fedt at leve i en tid, hvor vi kan dele og bytte de her værdier, så vi ikke hele tiden er forpligtet til kun at være den hvide eller kun den sorte side af yin-yang-ikonet.
Så kan du lære det, mand
Når det er sagt, så er de her mænd, jeg falder for, som er er i enormt god kontakt med deres feminine sider, ikke altid så pokkers interesserede i mig. Og det er nok et udtryk for den anden side af Olriks beklagelser. Jeg er nemlig en af disse maskuliniserede kvinder, der stormer frem på alle mandens traditionelle baner. Og det tror jeg faktisk, mænd har lidt svært ved at håndtere.
Olrik beskriver selv, hvordan han bliver irriteret og såret over at blive brændt af sin date, som har for travlt med sin karriere til at gå op i, hvordan han føler. Og hvor frustrerende det er, at hun hellere vil fokusere på sine egne interesserer i stedet for på at skabe familie med ham.
Hvis jeg – som kvinde – havde skrevet et kronik-forslag til Politiken, hvori jeg beklagede mig over, at en mand brændte mig af for sit arbejde, ikke var interesseret i at høre om mine følelser og ikke ville lave familie med mig… ja, så tror jeg sgu ikke, de havde trykt det, du.
Jeg tror den var røget over i what else is new-puljen. Det er jo sådan, mænd altid har behandlet kvinder – og i øvrigt stadig gør. Forskellen er bare, at nu gør kvinder det også. Nu vil kvinder måske også hellere have identitet gennem deres arbejde og deres venner end gennem deres familie. Er det partout en dårlig udvikling?
Og er det, at mænd også gerne vil have identitet gennem deres roller som kærester, ægtemænd og fædre ikke også en ret god udvikling? Det er da skønt med mænd – som Olrik – der står ved, at det er det, de vil.
Så hvorfor bliver det her altid tegnet så negativt op? For jeg ser det altså snarere som et udtryk for, at vi allerede er vokset enormt meget som mennesker og som kultur; at vi allerede har taget og givet meget af hinandens traditionelle roller og er ved at dele de feminine og maskuline værdier godt imellem os.
Det er da ikke, fordi dine frikadeller ikke er gode, Karsten, men…
Okay, jeg har selvfølgelig et bud på, hvor skoen trykker. Den trykker nemlig ret hårdt om pikken.
For ligesom udadvendthed og initiativtagning er maskuline værdier, er afventning og modtagelse feminine værdier, og det er vel svært (for kvinder som for mænd, men nok især for mænd) pludselig at befinde sig i den afventede position, når man er vant til altid at styre tingene.
Pudsigt nok snakker Olrik og mange andre i dagens samfund meget om, at kvinder skal være bedre til at slippe kontrollen. Men hvad nu, hvis det samme gælder for mænd? Hvad nu hvis, at samfundsudviklingen faktisk betyder, at det er mændene, der fremover kommer til at stå halvdelen af gangene med en fantastisk, planlagt middagsdate og modtager en opringning fra kæresten, der lige er kommet til at gå spontant i byen med pigerne!?
Alle kvinder har prøvet at stå i dén situation – og jeg tror efterhånden også de fleste (især yngre) mænd er ved at have prøvet det. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er en begrædelig udvikling, at begge køn har et andet liv end deres partner.
Selvfølgelig skal vi stadig respektere den partner, og det vedkommende gør – for os og for sig selv. Men at tro, at løsningen er, at det igen er kvinderne, der står og venter, følelsesladede og nærværende på en virkelysten myndig mand, der er ude og gøre en forskel i verden, det er, undskyld mig, simpelthen at lukke lort ud! Med lort på.
Men hvad nu med Udkantsdanmark?
Og hold nu op med den der fanden, der altid bliver malet på væggene i de her situationer. Olrik holder nemlig trumfkortet og smider det; for grunden til, at det er frygteligt, at kvinder ikke er kvindelige mere, er nemlig de utroligt mange singler i dagens Danmark (og kvinder, der får børn uden – gisp – en mand.)
For singler er ligesom brudte familier jo stadig et tegn på, at det hele er ved at gå nedenom og hjem – godt nok ud fra nogle ret altmodische kristne ideer om til døden os skiller-kernefamilie, men stadig! Så derfor kan man altid i en presset situation komme ud af diskussioner med at true med, at dette og hint vil føre til flere brudte familier.
Og?
Helt ærlig, er vi ikke efterhånden gamle nok til at lade være med at dæmonisere fraskilte, enlige forældre og singler? At mange ikke lever i en traditionel kernefamilie behøver altså ikke at være et udtryk for en negativ spiral af sædernes forfald – det kan også bare betyde, at mennesker stiller kvalitetskrav til deres liv.
Jeg er personligt godt træt af at høre om alle problemerne med den singlekultur, som jeg jo er en del af. At der er for mange veluddannede singlekvinder i storbyerne og for mange ufaglærte singlemænd i Udkantsdanmark. Og det er underforstået, at det er et problem – et problem, jeg er delvist ansvarlig for, så det er vel nærmest min pligt at fedte min veluddannede popo fra København til Esbjerg for at samle en forsmået og fyret havnearbejder op for at rette op på den ubalance.
Det gider jeg sgu da ikke!
Ej altså, så skal jeg ligesom gøre en indsats for kærlighed, øv!
Og der tror jeg, vi har Olriks problem i en nøddeskal: Kvinder i dag vil hellere være alene, end de vil nøjes med en tilfældig mand. For den luksus kommer der nemlig af uafhængighed.
Hvilket vil sige, at hvis mænd i dag ikke vil være alene, må de til at oppe sig – hvilket pudsigt nok ikke er så fandens forskelligt fra, hvordan det altid har været, i gamle dage skulle mænd også præstere noget, hvis de ville have en ordentlig kone (og medgift.)
(Den eneste forskel fra dengang til nu, er, at overskudsmænd i gamle dage blev brugt som kanonføde i krig og ikke fik mulighed for at skrive indlæg i aviser om, at der ikke var nogle damer til rådighed til dem.)
Og det vil også sige, at de mænd, der i dag har så travlt med at jamre over kvinders manglende kvindelighed (læs: kvinders selvstændighed) måske i stedet skulle bruge energien på at lære sig ikke at se kvinder som én ting; som en samlet masse af kurvede former og kontrolbehov – og i stedet begynde at se ind i de helt unikke mennesker, hver kvinde er indeni.