Tag: kommunikation
Votewoman i huset
Klassisk politik: Politikere sender noget ugennemtænkt ud til befolkningen, befolkningen reagerer og påpeger, hvor ugennemtænkt det er, politikerne trækker det tilbage igen.
Hurra for demokratiet. Eller hvad?
Nej, ikke når det handler om humor. For det, politikerne måtte trække tilbage i denne uge, var en humoristisk tegnefilm kaldet Voteman, der have til formål at få unge til at stemme til EU-parlementsvalget. (Fordi det syntes oplagt, at unge mennesker kun kan interessere sig for noget så kedeligt som EU, hvis budskabet serveres med blowjobs og vold.)
Feminister og andre politiske korrekte (og Anders Samuelsen, der ikke tilhører nogen af de to kategorier, men som vist bare greb chancen til at slå lidt på regeringen) kaldte tegnefilmen alt fra sexistisk til voldsforherligende og fordummende.
Og så blev feministerne forudsigeligt kaldt snerpede og humorforladte. Selvom Folketinget trak tegnefilmen tilbage på under ét døgn – fordi godt nok var det, de snerpede, humorforladte, der påpegede problemerne, men det må alligevel have fået en eller anden på en vigtig post til at se filmen igennem igen og tænke: “Hør, måske skulle vi lige overveje, hvad vi egentlig har gang i.”
Humor – nu uden hængepatter
Men på trods af det, har jeg de seneste dage kun hørt bitcheri over de irriterende politisk korrekte feminister uden humor. Nu har vi igen ødelagt det sjove for alle. Kunne feminazierne ikke bare holde vores kæft for én gang skyld i stedet for at spolere alting med vores ensidige fokus på kønsfremstillinger.
Personligt er jeg faktisk lidt todelt i denne sag. Fordi jeg synes også, at humor skal have lov til at være politisk ukorrekt – det er et af formålene med humor. Og der er virkelig grænser for, hvor meget sjov man kan lave, hvis det skal være biodynamisk fairtrade økologisk hallalhippie respektfuld over for alle grupperinger i samfundet.
Så jeg er på nippet til at forsvare Voteman, fordi jeg mener ikke, at nogen skal afgøre, hvad der er sjovt.
Men så kan man jo spørge – som faktisk også er dét relevante spørgsmål, feministerne stillede om Voteman-filmen – nemlig: Er det overhovedet Folketingets opgave at være sjov?
For hvis humor kun kan være grov og sexistisk, burde offentlige institutioner så ikke holde sig fra det? Det er jo ikke strengt nødvendig for politikerne at få folk til at le for at sælge deres budskaber. (At en del politikere så får folk til at le med deres budskaber, når det ikke er meningen, er en anden snak.)
Så hvorfor insistere på humor, hvis man kun har fantasi til at løse det på én måde?
Bare patter og mænd med muller – det er nytænkende comedy
Thomas Thorhauge, der står bag tegnefilmen forklarer, at Voteman er “en parodi på de brutale typer, man finder i Hviderusland og Ukraine”.
Bortset fra, at man med den udtalelse kan få lyst til at tilføje “racistisk” til listen over, hvad der er galt med Voteman, så er parodien jo bare ikke tegnefilmen i sig selv. Parodien er, at man tror, man laver parodi ved at gøre det samme, som alle andre gør. Det er det fucking omvendte af parodi! Det er kopi.
Så feminister og andre politisk korrekte typer er ikke så meget blevet forargede over Voteman. Vi er ikke humorforladte eller snerpede. Vi er bare usigeligt trætte. Dødtrætte af ikke at kunne tænde for et tv – og da slet ikke et humoristisk tv-program – uden at se kvinder fremstillet som sexobjekter, og mænd som de sjove, seje aktører, der tosser rundt med alkohol og vold og er politisk ukorrekte i humorens navn.
Måske kunne vi bare godt tænke os, at når vores folkevalgte vælger at bruge humor som greb, at de så i det mindste forsøger at sætte standarderne lidt højere end en Leasy-reklame.
Så her er mit spørgsmål: Hvorfor i hedehulehumorisme var Voteman ikke en Votewoman?
Slik fisse for et bedre EU
Hvis man virkelig ønskede at lave parodi, hvorfor så ikke gå all in og fremstille en stor muskuløs kvindelig antisuperhelt – der får cunnilingus af letopklædte fyre og flår hovederne af kvinder, der ikke vil stemme?
Det ville parodiere voldsfilm, kønsstereotyper, comedy, tegnefilm og en hele masse andet oveni hatten. Det ville være ægte parodi. Og stadig voldsomt politisk ukorrekt, men på den fede måde.
I stedet for bare at være en reproduktion af den drengerøvskomik, vi i forvejen får presset ned i gabet som et dårligt blowjob, hver eneste fucking gang nogen forsøger at lave politisk ukorrekt sjov i dette land.
Men jeg tvivler seriøst på, at Folketinget nogensinde ville have godkendt noget så outreret. Og havde Folketinget alligevel gjort det, ville det have sat et ramaskrig i gang fra store dele af befolkningen: “Skal vi betale skattepenge til den slags smuds; kvinder der får slikket fisse og begår voldelige overgreb? Fy for den!”
Men… den politisk korrekte feminzai-reaktion på Voteman, ja dét er altså en overreaktion. Så lad mig opsummere: Der er uligestilling i humor, i retten til at være politisk ukorrekt og ikke mindst i retten til at brokke sig over det.
Hmm, jeg blev sgu ikke mindre feminist af den erkendelse.
Beskyt idioterne, for guds skyld
I de seneste uger er jeg flere gange blevet skældt ud for ikke at ville beskytte idioter.
Altså jeg vil gå meget langt for at beskytte uskyldige og også folk, der dummer sig en enkelt gang eller to. Ja tilmed folk, hvor jeg tænker: “Høn vidste sgu nok ikke lige, hvad høn gjorde/sagde i den situation, selvom det var fucking dumt gjort/sagt, så lad os lige give vedkommende et break.”
Men jeg vil fanme ikke beskytte idioter! Mennesker, der burde vide bedre, men som alligevel insisterer på ikke at gøre det. Og så bliver ved med at gøre det – selv når andre har bedt dem tænke sig lidt om.
For eksempel skrev Claes Kastholm i mandags en ondskabsfuld blog om Pia Olsen Dyhr, hvor han hængte hende og andre kvindelige politikere ud for ikke at have stil. Han havde blandt andet meget travlt med, hvor fedtet han mener, Olsen Dyhrs hår er.
Hun bad selv om det, men han kunne jo ikke gøre for det
Claes Kastholm sked engang på en kollegas skrivebord og tørrede røv i gardinerne, fordi han var fuld og sur. Blandt over at blive afvist af en kvindelig kollega, som han sexchikanerede.
Så mener jeg, at man for tid og evighed diskvalificerer sig fra at udtale sig, om hvorvidt andre har god eller dårlig stil!
Så det skrev jeg på fjæsen og på twitter. Mange likes og retweets, men også et par mærkelige kommentarer om, at det er strengt af mig at hive sådan en gammel episode frem. Det var usagligt, at jeg holdt det imod Kastholm, at han engang havde gjort noget dumt i en brandert.
What?
Så jeg skal altså beskytte Kastholm fra hans egne tidligere dumheder!? Jeg skal endda være saglig over for en person, der personificerer begrebet usaglighed med sin blotte tilstedeværelse på nettet.
Jeg kunne måske forstå den slags tanker – om at beskytte idioterne mod sig selv – hvis vi levede i et samfund, hvor vi beskyttede alle mod alt. Men når vi lever i et samfund, hvor det til stadighed skal diskuteres, om voldtægtsofre selv har et medansvar for, at de bliver overfaldet, så nægter jeg simpelthen at have nogen tålmodighed med Klasse 1-idioter!
Censur at nægte andre retten til at kalde mig dumme fascistfisse
Jeg modtager også med jævne mellemrum sexistiske, ondskabsfulde og andre “hyggelige” kommentarer og beskeder – på facebook og i min private mailinbox. Ofte reagerer jeg ved at tage et screendump af det og lave en statusopdatering, hvor jeg gør grin med det.
I de fleste tilfælde smider jeg det lige igennem Photoshop først og anonymiserer den person, der er kommet med kommentaren. Fordi jeg synes egentlig ikke, det er væsentligt, hvem der er kommet med den. Min mission er mere at vise, at det er den slags, man modtager, når man som kvinde deltager i den offentlige debat.
Men to gange har jeg valgt ikke at anonymisere. For i begge tilfælde ville de to mænd ikke stoppe med at chikanere mig. Også selvom jeg havde slettet deres kommentarer og blokeret dem. Den ene, Allan, blokerede jeg for et par uger siden, fordi han var løbet amok med kommentarer på min væg. Han havde blandt andet svinet nogle af mine følgere til og kaldt mig for “dumme fisse”.
Det gider jeg ikke, så jeg blokerer ham på stedet. Men det stopper ikke Allan. Han opretter en ny profil, hvorfra han spammer med min væg med kommentarer om, at jeg er fascist og udøver censur. (Allan havde tydeligvis ikke læst den blog, jeg har skrevet om netop den form for “censur”.)
Mig være idiot du ved du passe på mig skal
Jeg gider stadig ikke diskutere med Allan, så jeg blokerer også hans nye profil. Så opretter han yderligere en ny profil og fortsætter sit amokløb på min væg.
Hvad skal jeg så gøre? Altså hvis jeg skal beskytte sådan en idiot mod sig selv? Skal jeg fortsætte med at slette kommentarer og blokere mere og mere stædige nye profiler?
Og må jeg overhovedet beskytte mig selv?
Fanme om jeg må! Så jeg vælger den meget effektive offentlige gabestok og lægger en håndfuld af Allans kommentarer op i en statusopdatering – med hans navn fuldt synligt.
Nu ved jeg jo ikke, om nogen af mine følgere måske har sendt Allan en lille besked og bedt ham om at opføre sig ordentligt, men i hvert fald bliver Allan meget træt af min status, så efter et par uger, opretter han endnu en profil og skriver til mig og beder mig slette den.
Nu kunne Allan jo have valgt den beklagende tone og have sagt: “Det må du sgu undskylde, Sanne, jeg var lidt af en idiot den aften.”
Men Allan mener tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert, for han anklager mig for injurier og truer mig med en retssag. Som han forklarer: “du en offentlig person du ved du må tage de hug du skal men jeg privat”. (Jeg antager, at Allan mener: “Du er en offentlig person, så du ved, at du må tage de hug, du skal, men jeg er privat.”)
For som vi alle sammen ved, er det jo helt i orden at svine folk til, hvis de engang har været på tv!
Slug mit spam, din fucking medieluder!
Men som en af mine følgere, så indsigtsfuldt bemærkede, er det ret svært at vinde med mennesker som Allan, for hvis jeg sletter hans chikane-indlæg, så er det lig med censur, og hvis jeg deler dem videre, så er det injurier. (Det er ikke injurier, skal jeg lige sige. Jeg kan ikke huske vildt meget fra mediejura, men at citere mennesker for, hvad de selv har skrevet offentligt, er ret langt fra injurier.)
For igen; hvad skal jeg egentlig gøre ved en fætter som Allan? Skal jeg bare finde mig i at blive chikaneret gentagne gange af de samme personer? Er det på en eller anden måde den aftale, vi indgår, når vi er såkaldt “offentlige” personer!? At vi skal have brede nok skuldre til at bære alle idioters chikane – og derefter beskytte dem mod sig selv?
Det er der i hvert fald nogle, der lader til at mene. Da jeg delte Allans besked, skrev flere til mig, at det var tarveligt af en i min position at hænge ham ud.
Og min position er altså det at være en “offentlig person”. Hvilket egentlig er en ret ulækker betegnelse. Det lyder som et “offentlig fruentimmer” som var betegnelsen for prostituerede i gamle dage. For det er tydeligvis det, nogen ligger i begrebet.
Fordi nogen bor på et slot eller har medvirket i et tv-program, så må alle spamme dem i ansigtet med deres personlige frustrationer. Fordi ellers kunne vi jo bare have ladet være med at stille os frem, som vi gør. Ikke osse!?
Hvad mener du med, at du kan se det, jeg har uploadet til hele verden!?
Hmm, den idé hører altså lidt en anden tid til. For det er meget svært at argumentere for, at man kan tillade sig at kalde sig “privat”, når man selv vælger at lægge meninger og billeder ud online, så hele verden kan se det.
For så er den eneste forskel på “offentlig” og “privat” altså, hvor stor sandsynligheden er for at blive spurgt, om man vil medvirke i næste sæson af Vild med dans.
Der er en grund til, at aviserne tidligere har insisteret på, at folk, der skrev læserbreve skulle underskrive med navn og adresse. Fordi når man stiller sig frem med en mening, var man per definition en “offentlig person”.
Den tankegang er så desværre lidt død i internettets behagelige anonymitet, hvor folk kan løbe amok med de mest racistiske, sexistiske og injurierende ytringer på Nationen og andre steder – uden strafansvar. Det er pinligt for journaliststanden, at man har ladet det ske.
Men det er sjovt at se, at mennesker stadig opfører sig, som om de er beskyttet af den anonymitet, når de kommenterer på facebook – hvor der jo som regel både er navn og billede på.
Og så bliver de meget underlige, når det viser sig, at det er de ikke. Og at der kan faktisk også være konsekvenser af udtale sig offentligt.
Velkommen til Informationsalderen! Det er ikke længere muligt at kræve retten til at være idiot uden strafansvar, når man agerer i det offentlige rum!
Hvis man vil kræve idiot-beskyttelse fremover, så man sgu nøjes med at være det offline derhjemme i privaten.
Det var jo bare for sjov…
Den hårdeste lektie, jeg har skulle lære som komiker, er, at hvis publikum misforstår intentionen med en joke, så er det bare ikke sjovt længere. Og det uanset om folk griner eller ej…
De fleste almindelige mennesker har formentlig prøvet at sige noget i sjov, men som er kommet helt forkert ud. Det kan skabe en virkelig akavet stemning.
En af mine venner oplevede for eksempel engang til et bryllup at komme til at sidde midt i sådan en dårlig stemning. Min vens borddame havde nemlig netop gennemgået en hård kemobehandling, og det fortalte hun meget detaljeret om. Ligesom hun også indviede hele bordet i, at hun derfor havde paryk på.
Hvorfor hun lige følte, at det var et passende festsamtaleemne, kan jo undre. Men hun var sikkert stadig så psykisk belastet af sygdomsforløbet, at hun ikke kunne lade være med at snakke om det. I hvert fald blev stemningen ved bordet hurtigt meget tung, og en af de andre, der sad der, led desværre af den frygtelige komikerforbandelse (den som alle komikere har, og som har fået os til at blive komikere til at starte med) nemlig behovet for at lette stemningen med en lille joke. Hvilket får ham til at udbryde: ”Nå, men så er du da i det mindste fri for at barbere fissen!”
Du kan sikkert gætte dig til resten. Pigen med parykken brød grædende sammen, og resten af middagen var en pine af akavet stemning for alle ved bordet. Også selvom den uheldige ”komiker” forsøgte at undskylde.
Man kan da altid lige lave en bøssejoke…
Alle professionelle komikere har prøvet noget tilsvarende. Vi forsøger selvfølgelig at undgå at jokke uhensigtmæssigt på folks følelser, men alligevel sker det indimellem, fordi vi ikke altid har tænkt over alle de niveauer, som vores jokes kan blive opfattet på. Og andre gange jokker vi på folk med vilje! (Og det kan ganske givet være svært at se forskel på de to situationer.)
Da jeg havde optrådt i et par år, skulle jeg lave et show for min gamle arbejdsplads, avisen Information. Jeg havde på det tidspunkt et par jokes om homoseksuelle stereotyper med i mit repertoire – det var dengang, De Fantastiske Fem kørte på tv, og jeg lavede jokes om, hvordan det ville have set ud med lesbiske i stedet. Flere af mine tidligere kolleger var homoseksuelle, så jeg tænkte, at de nok ville syntes, at mine jokes var sjove. Stor fejl!
Jeg troede nemlig, at mine jokes handlede om at udstille tv-programmer og deres stereotyper, og ikke mindst de medvirkende, der insisterer på at opføre sig så stereotypt, at det er en hån mod deres køn, etniske gruppe eller seksuelle minoritet.
Problemet var bare, at det ikke var sådan, mine jokes blev modtaget lige denne aften. I salen sad nemlig en nyansat lesbisk, jeg ikke kendte, og tog mine pointer om stereotype homoseksuelle helt bogstaveligt, personligt og meget nært.
Hendes reaktion blev registreret af alle de andre kolleger, og da der jo netop var flere homoseksuelle til stede, var resten af de tilstedeværende meget bevidste, om at jeg tilsyneladende kørte på dem som minoritet. Stemningen i salen blev hurtigt så dårlig, at ingen grinede af resten af mine jokes – også selvom jeg skiftede emne med det samme. Det var lange, stille 15 minutter.
Hvem var egentlig til grin?
Stilhed er selvsagt, det værste, man kan komme ud for som komiker. Men jeg følte det som et ekstra hårdt slag, fordi det var mine tidligere kolleger, som jo kendte mig og mine holdninger. Så jeg var mildt sagt pissesur over, at de ikke kunne regne ud, at jeg selvfølgelig ikke mente noget med det. Selvfølgelig ville jeg da ikke stå og hade på homoseksuelle – det ville jo ikke være comedy, bare dårlig DF-stil. Sikke en latterlig overreaktion, tænkte jeg.
Men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at lave de jokes igen. Først skød jeg skylden på den tyndhudede lesbiske: Hun havde ødelagt mine jokes og fået mig til at tvivle på dem. Hun havde ødelagt mit show med sin overdrevne sarthed.
Og ja, hun fik mig til at tvivle, men tvivlen skyldtes nok snarere, at jeg godt selv kunne se det. Jeg begyndte at indse, at måske sagde jeg faktisk ikke det, jeg troede, jeg sagde. Måske udstillede jeg slet ikke tv-stereotyper, måske udstillede jeg i stedet mine egne fordomme. Måske overreagerede mine tidligere kolleger slet ikke, måske reagerede de faktisk helt rimeligt.
Og den eneste grund til, at folk hidtil havde grinet af mine jokes om homoseksuelle var, fordi de havde grinet af de homoseksuelle og ikke af min selvindbildte udstilling af fordommene om dem!
Føj, en grim smag i munden. Her gik jeg lige og troede, at jeg var fri for fordomme. Og at jeg som komiker havde et frikort til at latterliggøre alt, så længe jeg bare var fri for fordomme. Her gik jeg lige og troede, at jeg prikkede til andres fordomme – og så gjorde jeg dem bare værre. Så var jeg jo lige så slem som de tv-tilrettelæggere, der insisterer på kun at caste og skamklippe folk, så de fremstår som de værste stereotyper.
Det var ikke nogen særlig fed selverkendelse. Derfor tog det mig også tid at tage den ordentligt til mig. Dumstædigt holdt jeg fast på komikeres carte blanche-rettigheder; komikere må gøre grin med alt til alle tider og på alle steder. Dét er komikerens opgave!
Den er på min kappe, ba-da-dum-tiss
Det mener jeg for så vidt stadig, jeg har bare lavet en tilføjelse: Det er komikerens opgave at gøre grin med alt til alle tider og på alle steder – men komikeren har bare også et ansvar for det, høn siger.
At få ansvar smidt ind i den sætning gør en kæmpeforskel. Det betyder, at jeg er nødt til at tænke over mange flere niveauer i mine jokes, inden jeg leverer dem på scenen. Det betyder også, at jeg er nødt til at arbejde så meget med mig selv, at jeg ikke har en masse ondskabsfuldheder og bitre sidebemærkninger gemt mellem ribbenene, der kan slippe ud mod en sagesløs publikummer, når jeg improviserer på scenen.
Lykkes det her ansvarsprojekt så? Nej da, bestemt ikke. Jeg kan ikke – selvom jeg tænker rigtigt, rigtigt meget over det – kende alle eventuelle fortolkninger af mine jokes. Jeg kan heller ikke hvile så meget i mig selv, at der ikke er en eneste lille ubehagelig følelse, der kan slippe ud i et uovervåget øjeblik. (For så var jeg sgu nok ikke komiker længere, men var flyttet ud i et eller andet mediterende hippiekollektiv. (Undskyld, hvis jeg fornærmede hippier og mediterende mennesker der – det var bare for at lave et billede af, at jeg ikke er så velafbalanceret.))
Ej, er der mere end ét dørtrin i et hus!?
Men selvom det ikke lykkes for mig hele tiden, så er det stadig en vigtig del af min arbejdsproces, for jeg ønsker at tage ansvar for det, jeg siger på scenen. Og så er jeg nødt til at have styr på, hvad det er.
Hvorfor er det her så vigtigt for mig? Det er jo ikke ligefrem en opfattelse, jeg deler med alle komikere. En del komikere vil formentlig mene, at vores job ikke indebærer den form for refleksion. Og det er jo så bare to forskellige opfattelser af vores rolle – hvoraf jeg skal skynde mig at sige, at min opfattelse jo ikke nødvendigvis er den rigtige for andre end mig. (Bare så jeg ikke fornærmer nogen. (Det kan godt blive til en frygtelig masse parantesiske forbehold, jeg er nødt til at tage i det her indlæg. (Bare så du ikke bliver fornærmet over alle parentes-forbeholdene…)))
Men grunden til, at det er vigtigt for mig at (forsøge at) tage ansvar for mine handlinger – on stage såvel som off stage – er, fordi jeg synes, at hvis jeg ikke gør det, så bliver mine handlinger reelt meningsløse.
Forstået på den måde, at hvis jeg ikke tænker over de eventuelle konsekvenser af det, jeg foretager mig, og træffer mine valg mere velovervejet, så vil jeg jo bare være som en trial-and-error-robotstøvsuger. En person, der tøffer rundt og støder på dørtrin og andre menneskers følelser uden at lære andet end ikke at køre ind i det specifikke dørtrin/menneske én gang til. (Og når det er sagt, så er der mange, der ikke engang lærer dét! (Undskyld, hvis jeg fornærmede jer, der bliver ved med at støde ind i de samme problemer igen og igen. Men I har vel ikke engang reflekteret nok over det til at forstå ironien i, at jeg nu undskylder for det – og så lige om lidt fornærmer jer igen.))
Det, jeg hører dig sige, er noget svineri! Uanset hvad du sagde!
Så altså; hvis jeg gerne vil have, at mit publikum skal forstå og grine af mine indsigter, så er jeg også nødt til at have nogen. Jeg er nødt til at have tænkt over, hvad jeg rent faktisk siger. Og det prøver jeg så at vise, at jeg har gjort.
Blandt andet ved ikke at sige ”mænd gør sådan og sådan,” men i stedet sige ”nogle mænd gør sådan og sådan.” Det bette ”nogle” er et lille ubetydeligt ord, men et ekstremt stort forbehold.
Og når det er sagt er ordet faktisk så lille, at mange slet ikke hører det. Mange vælger jo desværre at høre det, de gerne vil høre. Så hvis de gerne vil høre en generalisering af mænd, så er det også det, de hører. Enten fordi de synes generaliseringen er sjov, eller fordi de gerne vil have noget at blive fornærmede over.
De fleste komikere kæmper med det her problem. At trods alverdens forbehold sidder der stadig en portion publikummer og insisterer på at høre noget helt andet, end det, der rent faktisk bliver sagt.
Og nu fornærmer jeg lige en gruppe mennesker – men det er en gruppe, jeg selv tilhører, og så er det allerede mere okay. For feministiske, venstreorienterede, politisk korrekte mennesker har nemlig en tendens til at vælge at høre fornærmelser meget hurtigere end alle andre. Jeg kender for eksempel mange feminister, der virkeligt hader stand-up, fordi de synes, genren generelt er sexistisk og fordomsfuldt. Hvorimod det er jo ikke spor fordomsfuldt at hade en hel genre på baggrund af nogle få repræsentanter for den…
Et hareskår, der ville få Carl Mars til at blegne
Når det er sagt, så har de politisk korrekte og andre, der bliver fornærmede over jokes, alligevel til enhver tid ret til at udtrykke deres mening om det, vi komikere laver. Faktisk er jeg nået dertil nu, at jeg synes, det er fedt, når folk fortæller mig, hvad de hører mig sige. For igen, det er jo den eneste måde, at jeg som komiker kan få udvidet min forståelse af konsekvenserne af mine ord. Og lægge det til mine fremtidige overvejelser, som jeg måske – eller måske ikke – vil rette mig efter.
For jeg siger ikke, at det er min hensigt at undgå at fornærme folk – blot, at jeg gerne vil være bevidst om det, når jeg gør det. Eksempelvis fik jeg i sidste uge en mail fra en person, der havde følt sig stødt over en joke, jeg laver om hareskår. (Du kan se den her.) Personen, der selv har læbe-ganespalte – som han påpegede, at det jo faktisk hedder i dag – følte, at jeg mobbede ham og hans ligesindede med min joke. Og da jeg jo selv er totalt mobbemodstander mente han, at jeg nok burde tænke lidt mere over, hvad jeg går og siger.
Det har han selvfølgelig helt ret i. Men jeg har bare tænkt rigtigt meget over den joke. Jeg er tilmed tidligere blevet gjort opmærksom på, at den kan virke stødende. En ældre kvinde sagde på et tidspunkt til mig efter et show: ”Synes du virkelig, at sådan en sød, pæn pige som dig må gøre grin med andre på den måde?”
Og ja, det synes jeg!
For det første, fordi den joke netop har til hensigt at vise, at jeg tydeligvis ikke er en sød og pæn pige. Jeg kunne da ikke forestille mig noget værre end at være en totalt tuttenuttet, tandløs tøs af en komiker, som kun kunne være sød og pæn på scenen: ”Kender I det, at man bare ikke kan få nok af blå himmel og cupcakes? Ti hi.”
(Og undskyld til tøser og cupcakes for den.)
Joaquin Phonenix, mums, jeg ku’ godt! Jeg siger det bare.
Men en anden og mere vigtig pointe ved præcis denne hareskår-joke er, at jeg faktisk tager mere end ét forbehold undervejs. Jeg vælger nemlig ikke at gøre grin med alle, der har læbe-ganespalte. Jeg bruger beskrivelsen til at sige noget om én specifik person, en kikset date. Jeg tager oven i købet det forbehold på scenen, at jeg siger, at ikke er alle personer med denne lidelser er utiltalende – faktisk kan det være ganske sexet. (Det er et forbehold, jeg ikke tager over for folk med vigende hager, som jeg også gør grin med. Og det er, fordi jeg virkelig under ingen omstændigheder synes, at vigende hager er sexede. (Og dermed undskyld til alle hageløse, der nu føler sig stødte over det.))
Når det er sagt, så er det formentlig navngivelsen af en bestemt person, der falder nogen for brystet, nemlig Carl Mar Møller, hvis talefejl jeg udstiller i joken. Og jeg udstiller ham, fordi jeg synes, hans meninger er vanvittigt irriterende.
Er det grund nok til at gøre grin med hans læbe-gane-spalte? Tja, der har vi så lige en typisk komikerovervejelser; kan man tillade sig at latterliggøre noget andet ved en person, end det som personen faktisk fortjener at blive latterliggjort for!?
Ingen tvivl om, at jeg personligt aldrig havde valgt at gøre det, hvis Carl Mar havde været en uskyldig person, der tilfældigvis var landskendt for noget andet end sine vanvittigt irriterende meninger – selvom der allerede i det, at man er kendt, ligger et vis frirum for komikere til at lave sjov med en.
Selv Shakespeare svinede selvfede samfundsborgere
Er det fair?
Nej, men det er altså narrens rolle helt tilbage fra enevældens tid at gøre grin med magthaverne. Og lad os være ærlige; kendisser er i høj grad nutidens magthavere. Desuden er Carl Mar i mine øjne meget langt fra en uskyldig kendis; hans syn på mænd og kvinder har i høj grad været med til at få kønsdebatten til at blive så polariseret, som den er i dag. Derfor er det vigtigt, at noget af hans autoritet bliver pillet fra ham ved at udstille og latterliggøre ham – det er som sagt min rolle som ”hofnar.” (Selvom du retteligt kan mene, at det i hans tilfælde ikke er nødvendigt, fordi han klarer det så fint selv.)
I øvrigt kalder Carl Mar sig nu for stand-up-komiker (og det forklarer jo unægteligt hans absurde meninger bedre!) Så han er selvfølgelig mere end velkommen til at slå tilbage med jokes på mig, min feministfisse og mine fregner. Hvis han da er parat til at stå til ansvar for dem, selvfølgelig.
Pointen her er blot den, at jeg meget bevidst om, at der stadig kan sidde mennesker og føle sig stødte over hareskårs-joken, såvel som alt det andet, jeg siger på scenen (og andre steder). Men det er konsekvensen ved comedy. Du kan som komiker ikke tage alle forbehold, for så er der ikke meget albuerum tilbage at grine i.
Hvad laver du med den lampejoke!?
Men som sagt kan – og skal – det albuerum altid diskuteres. For hvis jeg som komiker ikke kan forklare dig, hvad min hensigt med en joke er, så er det netop, at det hele begynder at blive mustent.
For så ville jeg enten have alle mulige skjulte hensigter – som eksemplevis at svine anderledes udseende mennesker til, bare for at føle mig lidt bedre selv. Eller også ville jeg slet ikke have en hensigt overhovedet. Så ville mine jokes bare være random ord, jeg slet ikke havde noget forhold til – så der reelt ikke var nogen grund til, at jeg sagde lige dette frem for noget andet.
I princippet kunne jeg jo lige så godt have valgt at sige, at manden, jeg beskriver i joken, i stedet for hareskår havde noget, ingen mennesker har i virkeligheden, så ingen virkelige mennesker kunne blive stødte – jeg kunne have sagt, at han havde otte arme. (Undskyld, hvis du har otte arme, og jeg nu ikke alene har fornærmet dig ved at antyde, at du er utiltrækkende, men også ved ikke at anerkende, at du eksisterer. Send mig en klage, det skulle ikke tage dig længe at skrive en…)
Men konsekvensen af dette ville også være, at publikum muligvis godt nok ville grine, fordi de ville blive overraskede over min ekstreme beskrivelse, men de ville ikke få et billede af en virkelig person og situation. De ville heller ikke få et billede af mig som en mindre pæn pige, og Carl Mars autoritet ville være uimodsagt (af mig i hvert fald).
Og konsekvensen ville være, at min joke ville blive til fuldstændig ligegyldig underholdning. Der ville ikke være en pointe, selvom folk måske ville grine af punchlinen.
Hvilket beklageligvis er nok for nogle komikere, men ikke for mig. Jeg har altid en bagvedliggende hensigt med mine jokes. (Og undskyld til dem, der laver den slags ligegyldig comedy, men hold kæft, hvor er I uinteressante! (Og undskyld til uinteressante mennesker for den sammenligning.))
Rundstykke med ekstra bodsgang på
Så altså; som komiker bevæger man sig hele tiden på kanten af, hvad man kan tillade sig. Hvis man går for langt væk fra den kant, er man ikke rigtig sjov, hvis man går for tæt på, risikerer man at fornærme nogen. Og nogle gange har man ikke tænkt sig ordentligt om, og så ryger man helt ud over.
Og det er i disse tilfælde, at det ikke er nok med ”det var jo bare en joke.” Der må rigtige undskyldninger på banen. Så undskyld til den lesbiske fra Information: Du havde ret, det var over kanten, det var noget fordomsfuldt lort!
Og til dig med læbe-gane-spalten, vil jeg sige, at jeg er ked af, at du føler dig stødt, men det var altså ikke over kanten. Det er virkelig bare for sjov.
Og til jer, der synes, at jeg ikke er sjov overhovedet…. Fuck jer!
(Og det gider jeg sgu ikke undskylde for at sige.)
Hvis din nabo var en … who gives a fuck
Dette er mit fjerde indlæg på denne blog og derfor forventes jeg nu endelig langt om længe at begynde at tage min målgruppe – dvs dig, der læser det her – seriøst. Jeg bør lave en undersøgelse af, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, så jeg kan ramme dig endnu bedre i fremtidige bueskydningskonkurrencer… jeg mener i fremtidige blogindlæg.
Jeg bør som minimum tjekke antallet af læsere af de første blogindlæg, så jeg ved hvor mange jeg når ud til. Men det gør jeg ikke! Hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund ikke ved, om nogen reelt læser noget herinde. I princippet kunne jeg skrive ud i cyber-tomheden.
Så får vi måske endelig svar på tidens store filosofiske dilemma: Hvis jeg skriver noget på nettet, og ingen liker det, findes jeg så stadig?
Men ved du hvad? Jeg kan faktisk skidegodt lide, at det her er vores lille hemmelighed. Det er uvist for mig, hvem du er og hvorfor, du læser noget, jeg skriver. Og det er uvist for dig, om jeg rent faktisk har haft dig i tankerne, da jeg skrev.
Minerva-modellen op i røven
Jeg er så (u)heldig at have en uddannelse i moderne kommunikation, hvilket vil sige, at jeg ikke bare er uddannet i at indsamle information og videreformidle den – som jeg måske lettere naivt troede var formålet med uddannelsen, da jeg begyndte på Journalisthøjskolen i Århus for 13 år siden.
Nej, jeg er uddannet i strategisk – og grænsende til propagandistiske – vildledning af dig som medieforbruger. Jeg er trænet i at se dig, ikke som et individ med dine helt unikke egenskaber og særlige interesserer, men som en del af en kasse, en målgruppe, et segment.
Hertil har jeg lært at bruge blandt andet segment-modeller – Minerva-modellen er en af de mere kendte. Modeller som egentlig er udtænkt af/til reklameindustrien.
Og det virker ikke, som om nogen udover mig, synes, at det er sygt; at kunst, oplysning, politik, videnskab og frie tanker på den måde er blevet til produkter på samme måde som cornflakes og toiletpapir. Ikke at der er noget galt med reklamer for cornflakes og toiletpapir, men jeg bilder mig ind, at Kelloggs og Lambi trods alt har nogle lidt andre type budskaber at kommunikere ud om deres produkter, end eksempelvis SF, Jyllands-Posten, Syddansk Universitet og Björk har.
Problemet med at køre sin medievirksomhed (eller sin kunst eller sin politik) efter Minerva-modellen og resten af det reklamebras, moderne kommunikationsteori er gjort af, er, at den oprindelig ambition om at bidrage med noget nyt nemt forsvinder. For hvis jeg fokuserer så voldsomt på at få dig som min målgruppe, bliver hele formålet med min kommunikation hurtig meget pusheragtig; det gælder kun om at lokke dig til at prøve mit medieprodukt, så du bliver hooked på det og til sidst ikke kan undvære det. Og hvorfor?
Penge selvfølgelig. Det handler altid om penge, ikke?
Jeg tjener penge enten, når du forbruger mit medieprodukt og/eller jeg tjener penge, når reklamekronerne ruller ind. Måske er den vare, jeg sælger ikke noget, man direkte gør op i penge, men gå gør man det op i antal stemmesedler eller antal klik på youtube eller antal likes, i hvert fald handler min kommunikation udelukkende om at få så stor en målgruppe hooked som muligt. Og du er i øvrigt kun interessant, fordi du repræsenterer den gruppe.
Hvad med dig selv!?
Altså det vil sige, at det gør jeg ikke. Jeg får ikke nogen penge ud af, at du læser det her (hvis der altså er nogen der læser det her.) Jeg får hverken penge direkte af dig eller fra banerreklamer.
Hvad jeg måske får i stedet, er en form for indirekte viral PR, som bestemt heller ikke er uden værdi – i mit game er omtale den største valuta, så selvfølgelig er jeg da ikke blind for, at jeg måske får omtale via den her blog – og derved kan sælge flere bøger/shows. Bare lige for at slå fast, at jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, der gerne vil leve af sine produkter! (Dog kan du roligt regne med, at hvis det udelukkende var mine 15 minutters internet-fame, jeg var ude efter, så lå der nok lidt færre ord på den her side og lidt flere klip af mig uden trøje på, der danser gangnamstyle og skvatter ovenpå en lol-kat…)
Pointen er imidlertid, at jeg ikke har udtænkt denne blog ud fra en moderne idé om målgruppe-kommunikation. Jeg skriver ikke for at tækkes dig. Jeg har tværtimod valgt den gammelskolelige tilgang, at jeg skriver om det, jeg selv synes er interessant, og så satser jeg på, at der også vil være andre, der synes det.
Tv-meterdemokrati
Umiddelbart outdated tankegang, jeg lider af. Men så læste jeg noget om Netflix. Netflix har selv produceret serien House of cards og smidt alle 13 afsnit af første sæson online med det samme. Jeg ved det, for jeg streamede samtlige afsnit i streg samme weekend, de blev lagt op. Og jeg var tilmed så fanget af handlingen, at jeg knapt registrerede de talløse Apple-product placements, jeg blev hjernevasket med undervejs.
Men Netflix nægter at fortælle, hvor mange der har set serien. På trods af, at Netflix jo kan sige det langt mere præcist, end tv-stationerne med deres tv-metre-idiot-maskiner kan.
Hvis du ikke ved, hvad et tv-meter er, så… ja, så googl det! (Hov, sådan kan man da ikke tale til sin målgruppe!? Jo, det kan man nemlig, når man ikke har nogen målgruppe. Hvis du vil læse mit shit, så lær at google svære ord!)
Nogle af mine bekendte lavede et tv-program til børn, og havde vildt gode seertal i målgruppen de to første uger, men i den tredje uge var tallet helt i bund – og det undrede dem naturligvis. Derfor tjekkede de lige op på, hvor mange tv-meter-brugere, der egentlig var til at repræsentere deres målgruppe, og svaret var: tre (3!)
Tre små snoldede, danske unger udgjorde hele grundlaget for de tal, som tv-stationer bruger til at dømme den type programmer inde eller ude med. Det vil sige, at hvis Lukas lige var i svømmehallen de dage, programmet blev sendt, så øv, så fik de sgu ikke lov at lave en sæson til. Selvom måske samtlige andre børn i hele Danmark sad og så programmet.
Det spil spiller Netflix ikke, selvom de kender det præcise antal – ikke bare antallet af seere, men også om seerne har set alle afsnit helt til ende, om de har spolet i det, og om de har set noget af det igen. Jeg siger ikke, at Netflix ikke bruger tallene, jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Apples markedsføringsafdeling får de tal i månedlige rapporter.
Men Netflix offentliggør ikke tallene, og det lægger ligesom et nyt grundlag for konkurrencen om seerne. Hvis ingen (tror, de) ved, hvem der ser og læser hvad og hvornår og hvorfor… hvilke kriterier skal vi så producere medier ud fra? Måske skal vi så rent faktisk til at lave noget, vi selv kan lide.
Jeg plejer at sige det på den her måde, når jeg snakker med up-coming-unge i mine brancher; hvis du laver det, du tror, at andre tror, de vil have, så har du to usikkerheder. Men hvis du laver det, du selv vil have, så har du i hvert fald én sikkerhed.
Gammelt lort i en ny farve
Så jeg snakker og skriver om det, jeg synes er spændende at skrive og snakke om. Og jeg er ikke interesseret i dig, fordi din læsning af min blog repræsenterer en mulig indtægtskilde for mig. Selvfølgelig er jeg meget interesseret i, at du kan lide mig og det, jeg skriver herinde – for sådan er det nu engang at være menneske; at være desperado efter andres anerkendelse.
Men jeg er ikke så interesseret i det, at jeg vil skrive på en bestemt måde på grund af det, og jeg da slet ikke så kommunikationsstrategisk, at jeg tænker i, hvad du eventuelt vil have mig til at skrive om – for den tankegang synes jeg faktisk er at pisse på sin ”målgruppe.”
For helt ærlig, hvis alle os, der skal forestille at gå rundt og tilbyde nye ting; nye produkter, nye medieformer; nye tanker – hvis vi alle sammen kun interesserer os for, hvad du allerede har og ved, så er det ikke nyt det, vi kommer med til dig; bare gammelt lort med federe underlægningsmusik.
Jeg siger ikke, at du ikke selv kan tænke en masse nye tanker – selvfølgelig kan du det, og du gør det sikkert hele tiden. Men generelt er det sådan, at hvis man spørger mennesker, hvad de vil have, så vil de have det, de allerede har – bare i en anden farve. Det er først, når nogen brager igennem med noget nyt, som de aldrig har set/hørt/smagt/prøvet før, at de ved, at dét der – det vil de også have.
Og hey, jeg siger altså ikke, at ret meget ved den her blog er specielt bragende eller særligt nytænkende. Det her metalort for eksempel, det er så 90’er-agtigt, det ved jeg da godt.
Men hudløs ærlighed omkring, hvor ligeglad jeg reelt er med dig og dine interesserer, kære læser… bum, den tror jeg sgu ikke er set før.
Jeg tænker, derfor er jeg ikke en robotstøvsuger
Der findes næppe noget, der på en og samme tid kan være så fedt og så ubehageligt som at høre andre beskrive en. Den der sætning, de kan smide, som kort opsummerer hele deres opfattelse af mig.
Sætningen kan være flatterende, og den kan være det modsatte – og begge dele kan man jo så være enten enig eller uenig i. Det bedste er naturligvis flatterende sætninger, som man er enig i. Det værste er uflatterende sætninger – især hvis man er enig i dem!
Og jeg ved selvfølgelig godt, at andres mening om mig ikke bør betyde noget for min selvopfattelse, men samtidig er der også bare en selvliderlig djævel i mig, der elsker tanken om, at andre laver vurderinger af mig – aka “jeg er ikke en ubetydelig eksistens, som ingen interesserer sig for.”
Under alle omstændigheder er der en sætning, jeg ret tit hører, når folk laver deres lille “du er jo sådan og sådan-opsummering”, nemlig sætningen: “Du tænker for meget over tingene.”
Det er for kliché at lave en “hvis jeg havde en femmer for hver gang…”, for hvis jeg virkelig havde en femmer for, hver gang jeg havde hørt den sætning, var jeg så rig, at jeg havde hyret tankelæsende lejemordere til at stå omkring mig og omgående eliminere mennesker, der bare så meget som overvejede at sige den sætning til mig igen.
Jeg hader, når folk opsummerer mig som en, der tænker for meget. Fordi de har ret!? Ja sgu! Men hvad fuck bruger de selv deres hoveder til!? Altså udover at lukke lort ud om mig.
Kattebakkeblikket
Der er nemlig kun to mulige grunde til, at folk smider tænker-for-meget-sætningen på mig. Enten siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Det gør jeg ikke.”
Eller også siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Du lever oppe i dit hoved i stedet for i den virkelige verden. Under-underforstået: Det gør jeg ikke.”
Den første forklaring er klart den letteste at håndtere for min selvfølelse. At folk synes jeg tænker for meget, fordi de ikke selv gør. Så kan jeg rigtigt sidde og føle mig klogere og højere på strå og som et bedre menneske (og derefter straks føle mig som et meget dårligere menneske, fordi jeg ikke har lyst til at føle mig bedre…)
Men jeg har efterhånden lært at genkende tegnene på, at folk synes, at jeg har gjort mig for mange tanker om noget, nemlig i det blik, de får i øjnene, det blik, jeg kalder kattebakkeblikket.
Kattebakkeblikket er, som alle katteelskere ved, det blik, katte laver, når de er på bakke. De vender ligesom deres blik indad og bliver helt tomme i øjnene. (Jeg har én gang været på stripbar og set stripperne der lave nøjagtig det samme blik, så jeg kunne også have kaldt det for stripperblikket, men jeg har ærligt talt ikke set strip nok til at vide, om de altid gør det, men katte gør det altid på bakke… Eller lad os sige det på den her måde: katte gør det altid, når jeg observerer dem på bakken. Måske ser de anderledes ud, når der ikke er småskumle mennesketyper, der betragter dem, mens de skider.)
Så drejer selvsvinget
Jeg ved, at når jeg har talt i et stykke tid om et emne, og personen foran mig laver kattebakkeblikket, at så har min tankestrøm sat dem af. Og det er egentlig okay, for det meste. Jeg kan nemt komme til at køre ud af nogle ret indviklede tangenter og associationer, der ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig selv (og nogle gange ikke engang det.)
Selvfølgelig er det et problem, hvis det eneste, jeg har sagt er: “Jeg vil gerne have en nr 12 uden løg”, og personen foran mig så laver kattebakkeblikket.
Men typisk er det nu, når jeg har lavet en mundtlig fristil og sprunget fra opskriften på pandekager til spisevaner til filosofi til parforhold tilbage til spisevaner til religion til politik til meningen med livet på fem minutter. Så må jeg lige trække vejret og sige “okay” til mig selv, “måske skulle jeg prøve det der dialog i stedet for.”
Og så siger jeg “hvad mener du om det?” Og så siger de, “du tænker for meget over tingene.” Og så dør samtalen rimelig effektivt ud.
Hvad fuck mener du!?
Selvfølgelig tænker jeg meget over tingene. Jeg forstår slet ikke, at nogen ikke gør!
Et tydeligt clash mellem mig og disse tanketomme typer er, når vi har set en film sammen. Jeg har inden for fem sekunder, efter rulleteksterne er gået på, en analyse af, hvorfor jeg kunne eller ikke kunne lide den her film. Men de tanketomme tænker ikke på den måde. Tanketomme mennesker kan nøjes med at sige sætninger som: “Den var da meget god. Hvorfor? Det ved jeg ikke, det synes jeg bare.”
Årh, monsterprovokation!
Du må da have om ikke andet så en fornemmelse af, hvorfor du føler, som du gør? Vi behøver ikke en lang snak om din barndoms traumer, og at du også altid har drømt om at synge i skolens kor, du kan bare sige, at du syntes, historien var godt skruet sammen, at skuespillet var godt, eller at du havde en popcornskal mellem fortænderne og derfor bare hadede alt, hvad Daniel Day-Lewis sagde.
Desværre ender den her type samtaler mellem mig og de tanketomme som oftest med en anklage, om at jeg tænker for meget, og at jeg derfor er for meget oppe i mit hoved i stedet for bare at leve livet. De mener kort sagt, at jeg tænker tingene ihjel.
Som om jeg har fået en mindre oplevelse ud af filmen, fordi jeg er i stand til at beskrive, hvordan min oplevelse var. Som om jeg har siddet undervejs og tænkt tanker, om hvordan jeg skulle formulere mine tanker om oplevelsen efterfølgende, i stedet for at “bare at opleve”. Som om mine tanker ikke kan opstå fire millisekunder, før jeg formulerer dem.
Men hov, siger jeg nu, at folk, der ikke er i stand til at beskrive en film i to sætninger efter et sekunds betænkningstid, har fået en mindre oplevelse ud af den, end jeg har? Nej-nej, slet ikke. En efterfølgende analyse siger intet om oplevelsen. Analysen har bare en funktion i sig selv, og jeg forstår ikke, at disse mennesker ikke mangler den funktion.
Trial-error-reflexion
Et af problemerne med at skabe kunstig intelligens er, at computeren ganske vist kan lære – og lære ret meget mere effektivt, end vi kan – men den kan ikke føle, så den har ikke nogen vægtning af sin lærdom. Computeren kan godt nok statistisk se, at det er smartere at lave det her skaktræk frem for et andet, men den kan ikke fornemme om modstanderen lige om lidt bliver så sur over at tabe, at han smadrer computeren. Det kan vi, fordi vi trækker på følelseserfaringer i stedet for statistik og logik.
Computere lærer gennem trial-error, men vi har et element mere, vi er trial-error-reflexion. Hvilket betyder, at vi – fordi vi følelsemæssigt reflekterer over vores oplevelser – kan trække på erfaring fra en helt anden kontekst. Vi kan ovenikøbet trække på en kontekst, vi måske kun har set på film. Og derved kan vi håndtere fundamentalt anderledes oplevelser, end dem vi er vant til at stå i.
Men det kræver selvfølgelig, at vi tænker over tingene. Hvis man aldrig spekulerer over, hvorfor man ikke kan lide film med øksemordere, der står gemt i soveværelsesskabe, så kommer man jo bare til at se gyserfilm igen og igen og hver gang være ved at dø af skræk og mareridt, når man kommer i seng.
Jeg kan ikke lide gyserfilm, fordi jeg lever mig alt for meget ind i dem, og så forfølger de ubehagelige følelser mig i flere dage, og jeg tør ikke lægge mig til at sove, før jeg har blokeret mit skab med vasketøjskurven.
Og ja, det er ikke en specielt avanceret analyse af mit forhold til gyserfilm, men jeg har i det mindste tænkt over det og handlet derefter, for nu ser jeg aldrig lortet mere: Jeg prøvede det, det var en fejl, jeg reflekterede, og fremover begår jeg ikke den fejl igen.
Så når folk anklager mig for at tænke for meget og ikke nyde livet nok, spekulerer jeg bare over noget (og ja, det er yderligere tænkning – blot for at understrege deres anklage.) Men kan de egentlig nyde et liv, hvor de gentagne gange kommer ud for de samme problemer, fordi de bare ikke tænker sig om?
Det er et spørgsmål, jeg sandsynligvis aldrig får svar på. Jeg kan ikke – selv med al min tænkning – analysere mig frem til et godt svar, og de kan ikke give mig andet end et: “det ved jeg ikke, det har jeg ikke tænkt over.”
Tillykke du er en robot. Støvsug mit gulv!
Forstå mig ret… nej, ikke sådan der
Jeg brugte rigtig lang tid på at overveje, hvad der skulle være den første sætning i mit første blogindlæg. Nu blev det så dén sætning.
Normalt bruger jeg ikke ret lang tid på at tænke på, hvad jeg skriver – jeg skriver bare og så redigerer jeg bagefter, hvis det kommer forkert ud. Det er fordelen ved skriftsproget frem for talesproget. Når jeg taler derimod; der siger jeg også bare, hvad jeg føler for, men har til gengæld ingen anden redigeringsmulighed end et akavet undskyld.
Hvorfor var det så anderledes med denne tekst? Hvorfor brugte jeg lang tid på at overveje den første sætning denne gang? Fordi jeg gerne vil ramme en bestemt tone – min indre stemme – så når du læser dette, så læser du rent faktisk, hvad jeg prøver at sige; hvad jeg virkelig mener.
Og det er en tåbelig idé at have, når man skriver. Det fører kun til skriveblokering og angstanfald. Det er i det hele taget en tåbelig idé at have på noget, jeg foretager mig: tanken om, at jeg på nogen måde kan kontrollere dit billede af mig.
For jeg ville aldrig kunne styre, hvordan du hører, læser eller opfatter noget, jeg formulerer. Du placerer det jo ind i din kontekst. Måske har du en dårlig dag og tænker lige nu, at jeg bruger utroligt meget af din dyrebare overspringshandlingstid på den her ligegyldige semi-metatekst.
Måske har du en god dag, fordi der helt uventet var kage på kontoret, og så tænker du, at du da godt kan læse bare et afsnit mere for at se, om alt det her snak fører til noget – selvom din erfaring med blogs sikkert er, at det gør det nok ikke. Men du har spist kage, og uventet kage er nu engang en form for nulstillings-viskelæder, der sletter alle tidligere negative erfaringer med verden, så vi igen kan møde den med friske øjne og chokolade i mundvigen.
Mere kage, mindre snak
Så hvis du stadig hænger på, så lad mig forsøge at forklare, hvorfor det er så vigtigt for mig at forklare mig…
Jeg ved ikke, om jeg er noget særligt i denne forstand, formentlig er det her et helt basalt grundvilkår for alle mennesker, men øj, hvor har jeg været i mange situationer, hvor andre fuldstændigt har misforstået mig. Hvor jeg har følt, at de ikke har set mig og ikke forstået, hvad det egentlig var, jeg prøvede at sige. Og det har ført til en masse rod, flere misforståelser, mere rod osv.
Og bagefter har jeg stået tilbage og tænkt: Hvad er der galt med alle de her mennesker!? Hvorfor kan de ikke forstå mig!?
Tanker, der altid uundgåeligt har ført til den konklusion, at jeg må prøve hårdere. Forsøge at gå endnu klarere igennem næste gang. Formulere mig endnu skarpere.
Mere rod og flere misforståelser senere er der stadig ingen, der forstår mig, og så bliver jeg virkelig frustreret og føler mig ensom og ulykkelig. Og alt sammen måske bare, fordi jeg forsøgte at forklare et medmenneske, hvorfor uventet kage har en eksistentiel værdi for vores livsanskuelse.
Mere Kierkegaard, mindre krise
Efter mange år med den her “kamp” for at gå klarere igennem, stødte jeg en dag på et citat af Kierkegaard, der viste, at han allerede for 170 år siden havde formuleret den her følelse bedre, end jeg selv kunne (filosofer har det med at gøre den slags). Han skrev nemlig: “Folk forstår mig så lidt, at de ikke engang forstår mine klager om, at de ikke forstår mig.”
Det er faktisk ret sjovt formuleret, jeg grinede i hvert fald højt, da jeg læste det. Men egentligt er det jo også et utroligt spild af kræfter (kræfter, der kunne bruges bedre på at bage uventet kage til folk) at forsøge at beregne, hvordan jeg bedst bliver forstået. Fordi jeg vitterligt ikke kan kontrollere den kontekst, jeg bliver set i. Jeg har ingen indflydelse på, om du har fået kage eller kritik, inden du klikkede herind på min blog.
Så i stedet bør jo jeg arbejde på at være mere ligeglad med alle de misforståelser, der opstår. Simpelthen at acceptere, at folk ikke forstår mig.
Men… det er dælme hårdt at trække på skuldrene over sin egen selvforståelse; bare lade den svæve derude og lade andre gøre med den, hvad det passer dem.
Det er desværre bare den mest fornuftige håndtering af problemet. Og samtidig kunne det være fantastisk, hvis jeg også engang kunne blive i stand til at nyde den grundlæggende sjovhed, der er kodet ind i vores fejlbehæftede interaktioner.
Tænk at jeg kan sige til en fyr i byen, at jeg ikke leder efter et fast parforhold, og han kan høre det som here comes the bride. Eller, at jeg kan sige til min kollega, at jeg ikke blev fornærmet over hans kommentar, og han derefter indleder samtlige efterfølgende samtaler med at undskylde for den kommentar, som jeg nu ikke engang længere kan huske, hvad handlede om.
Eller at jeg kan gå på scenen og lave en joke, der har til hensigt at udstille racister/pædofile/sexister/alfonser/jazzfans, og tre mavesure publikummer hører det, som om jeg lige har sagt noget racistisk/pædofilt/sexistisk/alfonsisk/jazzistisk.
Eller, at jeg kan lave en blog, hvor det første indlæg handler om, at jeg ikke kan styre, hvad du tænker om mig og mine meninger, og alligevel vil der formentlig være nogen læsere (ikke dig, du har jo fået kage, men nogle andre…) som på et tidspunkt vil føle, at jeg træder dem over tæerne med meninger – meninger, jeg slet ikke selv mener at have givet udtryk for.
Kommunikation er faktisk ret sjovt – især når det går skævt!
Velkommen til min blog.