Tag: køn
Mænds hjerner er fra Mars, kvinders hjerner er for små
Hvis man vil være sikker på at skabe grobund for ophedede diskussion og deraf følgende virkelig dårlig stemning til et selskab, skal man sige bare sådan en passant, at man ikke mener, at køn er noget særligt medfødt. Så bliver der godt nok spruttet kaffe og småkagekrummer ud over bordet, og de store følelser kommer i udbrud.
Jeg har været til stede i selskaber, hvor en eller anden pludselig har sagt noget sindssygt, som ”Hitler gjorde jo også mange gode ting,” eller ”det, det danske samfund mangler er en elite af eksperter, der styrer landet, så dumme mennesker ikke kan stemme længere” eller ”der burde laves mere tv med Bubber.”
Alligevel har jeg aldrig oplevet nogle af disse få samme voldsomme reaktion som jeg får på at stille spørgsmålstegn ved vores opfattelse af kønnet som noget medfødt. For totalitære regimer er åbenbart langt mindre skræmmende end tanken om, at man måske ikke behøver være mand, kvinde, dreng eller pige på en bestemt måde.
Det er din skyld, at samfundsskibet synker, din… din dødvægt!
Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod de her mennesker, for så ville jeg virkelig kunne indrulle mig i den feministiske hær og bare fyre løs med queer-skyts som, at alle mænd burde prøve at blive bollet af en anden mand.
(Det læste jeg for nylig, at en queer-aktivist-gruppe opfordrede til. Prøv lige at vende den om engang; hvor sure ville selv samme queer-typer lige blive, hvis en mandschauvinist udtalte, at alle lesbiske burde prøve at blive bollet af en mand!?)
Men jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor mange reagerer så voldsomt på tanken om at kønnet ikke er biologisk bestemt. Fordi det er så fucking hårdt at leve i denne ”du er din egen lykkes smed”-æra, hvor du ikke alene har ansvaret for at ligne – og være rask som – en 22-årig hele livet, det er også din skyld, hvis der er finanskrise, og du mister dit job og ryger ud af dagpengesystemet og må sælge dit hus. Du kunne jo bare have valgt noget andet, ikke!?
Fordi vi har så helt utroligt frie valg, som vi har, så har vi jo desværre også kæmpe ansvar. Og uh altså, når det efterhånden både er mit ansvar, hvad jeg vælger at bruge mit liv på, hvad jeg vejer, hvad jeg tjener, hvor rask eller hvor syg jeg er, og hvilken social klasse, jeg tilhører, så er det altså meget rart med tanken om noget, jeg er født med. Noget, jeg så ikke selv kan gøre for.
DNA er forkortelse for Det’ Nok Ansvarligt
Det er jo også derfor, det er blevet så populært med historier om genetisk disponering for fedme og afhængighed af alt fra diverse rusmidler til sex og sofamagelighed, for jo flere ting, der sidder i DNA’et, jo mindre ansvar har jeg for at fucke mit liv op. Og kønnet!? Det sidder helt bestemt i DNA’et, for enten er vi XX’ere eller også er vi XY’ere, ikke?
(Selvfølgelig lige bortset fra alle dem, der har variationer over den kombi, som XXX’ere og XYY’erne, men de er jo mutanter! Og ikke på X-Men-måden, men på ”fuck af, du ødelægger min sort-hvide-fremstilling af menneskeheden”-måden.)
Slut prut, så er der ikke mere at diskutere, så er mænd, som mænd nu engang er kodet til at være, og kvinder ditto! Basta!
Det argument bliver mast ned i halsen på feminister og mennesker, der vover at stille spørgsmål ved ”det naturlige”, gang på gang. Personligt finder jeg det ret morsomt, at hvis dette virkeligt er, hvad folk var overbeviste om, at de så kan blive rasende, når andre siger noget andet…. Hvis kønnet er så biologisk bestemt, ville det jo ikke være muligt at undertrykke det ved hjælp af kønsneutrale børnehaver og færre stereotype kvindelige studieværter, ville det?
Men måske er det, fordi de fleste alligevel godt inderst inde ved, at det med kønnet ikke er skrevet så meget i sten eller DNA, som de ville ønske. Men at det snarere er sådan, at den måde, vi fremstiller køn på, faktisk lige så meget – eller lige så lidt – er et frit valg, som alt muligt andet i vores samfund.
Jeg er en mand, fordi jeg har en pik og en bil og ikke bruger solcreme
Nu ville jeg gerne, at vi på dansk også havde den skildring mellem gender og sex, som man har på engelsk, fordi selvfølgelig vil der være krakilere, der vil sige, at køn er medfødt: Der er jo tydeligt forskel på tissemand og tissekone.
Så lad os lige tage den med det samme: Ja, der er forskel på kønsdele. (Og hurra for det i øvrigt!) Men nu snakker jeg altså om kønnenes adfærd, når jeg snakker om køn, så medmindre du hænger hylder op med pikken eller menstruerer med strikketøjet, så er der altså ingen overensstemmelse mellem adfærd og medfødte kønsdele.
Dog vil jeg gå så langt – og det er længere end mange andre feminister – men jeg vil godt medgive, at der kan være medfødte kønsforskelle. Det er meget muligt, at det ene køn er biologisk mere aggressivt og det andet mere omsorgsfuldt.
Problemet er bare, at jeg – såvel som alle dem, der påstår at vide med sikkerhed, at der er forskel i kønnenes biologisk betingede adfærd – aldrig nogensinde vil kunne føre bevis for dette. For der findes ingen mennesker, der er uafhængige af deres miljøer. Og det er jo der, vi er endt i den her diskussion i århundreder. Nogle siger arv andre siger miljø. Bla bla bla.
Men nu er der heldigvis endelig ved at komme et nyt paradigme i forskningen. Inden for især neurologien begynder man at gå væk fra det drivende kedelige nuture-nature-skisma og i stedet erkender mange forskere i dag, at det er både og. Vi er både prækodede væsner og afhængige af vores miljøer. Og det er i den kombination vores jeg opstår.
Den sidste mohikaner-dragqueen
Køn er mere eller mindre en hjernekonstruktion. Opfattelsen af os selv som et bestemt køn er en stor del af skabelsen af vores jeg, så derfor sidder vores køn ikke (ret meget) i vores kønsdele, men i stedet i en række neuroner og synapser i hjernen.
Det bliver mest tydeligt, når man ser på transkønnede. Deres hjerner fortæller dem, at deres jeg har et andet køn end deres kroppe. Og det er altså hjernen, vi lytter til i dag, hvilket er grunden til, at vi tillader kønsskifteoperationer. (Ikke dermed sagt, at transkønnede bliver behandlet specielt godt. De skal stadig gennemgå psykiatriske vurderinger og åndssvagt meget bureaukratisk pis for at få lov til at blive sig selv.)
Transkønnede er i øvrigt ikke en ny opfindelse. Mange tidligere kulturer har haft et tredje køn eksempelvis visse indianerstammer, så man har i mange årtusinder anerkendt køn som noget lettere flydende identitets-noget. (Selvom det mig bekendt altid kun var mænd, der fik lov til at gå i drag… Formentlig fordi historisk set har mænd haft identitet, mens kvinder har haft veer.)
Pointen er, at vi faktisk anerkender, at kønnet er en oplevelse. Vi oplever os selv som enten mænd eller kvinder, og det vil de fleste også behandles som. Ellers ville langt flere jo gå efter et kønsneutralt udseende.
Piger er i pink, drenge er beskidte
Derudover vil vi ikke mindst have vores børn til at blive behandlet som drenge eller piger. Jeg kender mange nybagte forældre, der bliver helt dårlige, hvis nogen siger ”han er sød” til deres pige – og endnu værre; hvis nogen skulle sige hun om en han. Shit, så er han så godt som allerede bøsse! (Hvilket er dårligt, forstås… Altså for min søn, for alle andre er det heeeelt okay.)
Så derfor pakkes de små pus fra fødslen i kønskodet tøj, så ingen kan tage fejl. Medmindre man tilhører min omgangskreds af flippede kulturradikale, for der pakkes de små trolde (“pus” er her en politisk ukorrekt betegnelse) i kønsneutralt tøj, så ingen kan vide sig sikker på, hvilket køn barnet har.
En meget fin manøvre egentlig, men som er fuldstændig lige meget, for alle, der møder en sort barnevogn med en hvidklædt baby, vil alligevel som det første lave den obligatoriske er-det-en-dreng-eller-pige-?-vejrtrækning.
Jeg har endog hørt om folk, der klæder deres piger i blåt med dinosaurusser på maven, og som bliver dødeligt fornærmede, når de efter at have forklaret, at det altså er en pige, oplever, at en legepladskammerats mor kommer til at sige ”han” om barnet.
Så spørgsmålet er: Hvorfor er lyserød så farlig en farve, når din angst for personlige stedord alligevel er større?
Hvad mor og far gør er altid lidt gak-gak
I Canada er der et ægtepar, der er gået all in på kønsneutralitet, og nægter at fortælle omverden, hvilket køn deres lille Storm har. Det er sådan en case, der virkelig kan få folk til at rase.
”Det der er jo beviset på at feminister har en skrue løs,” siger de selvsmagende. Og glemmer, at Breivik også mente dette – som jo så skulle være beviset på, at folk, der mener, at feminister har en skrue løs, selv har så mange løse skruer, at de er til fare for alt og alle.
Pointen er, at selvfølgelig har de mennesker i Canada en skrue løs. Ligesom folk, der opdrager deres børn i ekstremme religiøse sekter og/eller giver dem lov til at stille op i X-Factor. Der findes beklageligvis mennesker, der lader deres egne syge indstillinger gå ud over deres børn. Den slags mennesker kalder vi; forældre!
Alle forældre former deres børn med bestemte værdier. De fleste forældre har så heldigvis værdier, der korresponderer meget godt med resten af samfundet, mens nogle bare er tosser.
Parret i Canada tilhører klart sidstnævnte gruppe, fordi de glemmer i deres iver for at skabe et barn, der ikke bliver formet i en kønsstereotyp retning, at barnet så mister sin mulighed for at 1) interagere på normal vis med det omgivende samfund og derved 2) skabe sig en identitet, så det også som voksen kan interagere med det omgivende samfund. (Men bare vent; Storm er derved dømt til at skulle lave det vildeste teenageoprør, så tosserne skal nok komme til at betale prisen!)
Damsel in distress; what else is there to do?
Som sagt er kønnet noget, der bliver skabt i hjernen sammen med de andre historier om vores identitet. Hvad enten de historier så handler om, at man er sådan en, der aldrig giver op, eller at man virkelig ikke selv kan gøre for, at man er blevet tyk, fordi ens gener har elskovshåndtag.
Den historie om mig skabes i et uskønt mix mellem mine medfødte dispositioner, mine følelser, mine erfaringer med verden – og ikke mindst med baggrund i de fælles historier, der findes i vores kultur.
Og det er her, jeg altid gerne vil diskutere køn. For de dele af historien om os selv, vi forbinder med vores køn, har rigtig meget med den kulturelle opfattelse af køn at gøre. (Foucault sagde tilmed, at kulturen også bestemmer vores seksualitetspræferencer. Hvilket på sin vis giver god mening, for sådan noget som eksempelvis latex-fetichisme kan vel næppe være biologisk bestemt, da latex først blev opfundet i 1910…)
Hvilket vil sige, at når vi konstant fremstiller kvinder, mænd, drenge og piger på bestemte måder i vores kultur, så bliver vi alle sammen ”smittet” med de historier. Og med det mediebombardement, vi lever under i dag, kan forældre altså nok så meget forsøge at give de små troldepus et pusterum af nogenlunde kønsneutralitet, det hjælper bare ikke meget. For barnet kan jo ikke gå på gaden uden at meterhøje reklamer fortæller, hvordan kvinder bør stræbe efter at se ud. Det kan heller ikke tænde for nogen skærme, uden at porno og spillefilm fortæller, hvordan mænd skal tilbageholde alle følelser undtagen deres voldbegær efter kvinder. Og i øvrigt kan barnet slet ikke deltage i samfundet uden, at fordomme og stereotyper fortæller, at rigtige mænd åbenbart bør tale mere end kvinder, besidde vigtigere poster og værre dårligere forældre, og rigtige kvinder elsker sko og er bare lidt mindre kompetente til alt undtagen det, der kommer ud af fissen på dem selv – og hvad vi i øvrigt ellers prakker hinanden på af ”medfødte” kønsforskelle.
Alt, der ikke har været med i et program med Bubber, er underligt
Min pointe er naturligvis, at alt det kulturelle jo faktisk kan laves om, og det synes jeg virkelig, det skal på en lang række områder. Fordi det begrænser individer, at de kun kan skabe deres identitet ud fra en blå eller lyserød kasse. Men også fordi det begrænser vores muligheder for at udvikle os som civilisation, at vi ikke udnytter alle de medfødte ressourcer bedre – men tvinger dem til at skulle agere i ret rigide rammer.
Okay, de rammer er ikke så stramme, som de har været i tidligere tider, til gengæld tror jeg (min personlige teori, skal jeg lige sige; jeg har ingen forskning bag mig her), at når børn så tidligt møder så voldsomt et mediebombardement, at deres identitet bliver langt mere fastlåst på bestemte kønsopfattelser – såvel som på mange andre opfattelser; eksempelvis at ungdom er bedre end alderdom (alderdom = alt over 35), at sygdomme og arbejdsløshed er noget, man selv skaber ved forkert adfærd, og at sex uden latexmasker, nylonreb og bilbatterier er kedeligt.
Jeg tror (igen; min tro – ikke videnskab!) at mange – selv voksne – faktisk får mere ekstremme identitetsopfattelser af at møde en verden, der i den grad skaber/er skabt af stereotyper, segment-modeller og typecasting. (Som jeg tidligere har skrevet om blandt andet her.)
Men selvom vi måske giver os selv lov til at have en flex identitet, fører det voldsomme fokus på kønskarikaturer desværre til, at vi i hvert fald ikke giver andre det samme albuerum til at manøvrere over hele kønsspektret. Og det er bare pissesynd. Især for børnene. Men det siger jeg sikkert bare, fordi jeg er en kvinde, og kvinder er jo biologisk kodet til at bekymre sig om de små snotunger.
Der er så meget negere ikke forstår
Inden for den seneste uge er jeg stødt på flere eksempler på hverdagssexisme. Og ikke mindst på den typiske danske reaktion på det. Som jeg desværre har skrevet om op til flere gange (her og her og her), så er den stående respons på, at man påpeger et kønsrelateret problem her i landet, bare at benægte problemets eksistens.
Typisk forfulgt at en lettere hysterisk insisteren på, at den, der har formastet sig til at påpege problemet, skal trække det tilbage og undskylde for at have brugt andres tid med denne slags ikke-generaliserbare, forkælet-feminist luksus-problemer.
(Hvilket betyder, at rigtig mange i min bekendtskabskreds er begyndt at undskylde på forhånd med et “nu er det her måske nok et første-verdens-problem, men…” Hør nu lige her: Vi er muligvis superpriviligerede og velstillede her i vores del af verden, men vi kan altså ikke begynde hos indiske gadebørn, hver eneste gang vi forsøger at rykke os videre op på næste udviklingstrin!)
Min ret til at hade dig er større end din ret til at være her
Amning på cafeer bliver for eksempel set som et udtryk for nogle få emsige, egoistiske venstreorienterede feministfissers behov for selvrealisering. At der er nogle spæde samfundsborgere, der faktisk også skal have mad, forsvinder lidt i den diskussion. For amning kan man ikke forvente at få lov til, hvor andre mennesker skal spise. Totalt uappetitligt! (Men det er åbenbart ikke spor egoistisk at mene sådan…)
Så amning må kvinderne sidde på bænke eller toiletter og ordne. Fuck da, at det er vinter ni måneder om året i det her land. Fuck da, at toiletter i det offentlige rum er notorisk klamme, fordi “MH rengjorde dette toilet kl 5.50” i morges og nu er klokken 15.
Hvis kvinderne er utilfredse med stivfrosne nipples og E-Coli-luft ned i lungerne, må de bare blive derhjemme i seks-tolv måneder.
Og det bliver også resultatet, det kan I godt regne med. For det kan godt være, at det kun er 5 eller 9 eller 13 cafeer ud af en milliard, der kan finde på at smide kvinder ud for at amme, men den viden, at det kan ske, vil få mange kvinder til at lade være med at gå ud for ikke at risikere at være pinlige eller bare til besvær.
(Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kvinder, som alle snakker om, der åbenbart rask væk både ammer med begge bryster fremme og skifter ble midt på cafébordet, for 99,9 procent af alle kvinder, jeg har mødt, vil for alt i verden undgå at lave en scene og lægger både den ene og anden hæmmer på sig selv på forhånd, så ingen vil vrænge på næsen af deres adfærd.)
Vægte og sexismepåpegere skal sættes på plads – med næven
Og når de kvinder, der blot gør noget af det allermest naturlige og i øvrigt gør det for et andet væsens skyld, får hældt så meget lort ned i nakken og amme-bh’en, er det vel egentlig ikke så underligt, at alle andre slet ikke får en chance for at komme med et kvæk om sexisme.
Nadia var en af dem, der forsøgte. Og blev svinet til. Hun formastede sig til at stille spørgsmålstegn ved et opslag i sit lokale fitness-center. Opslaget lød: “Kvinder og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med kvinderne ;)”
Personligt synes jeg faktisk, det er ret sjovt formuleret. Men som komiker vil jeg også altid automatisk forsvare joken. For jeg vil medgive de mange, der synes, Nadia overreager, at det hurtigt kan blive frygteligt kedeligt og politisk korrekt, hvis vi ikke må lave sjov med hinanden – mænd og kvinder imellem.
Men altså nu er den her joke jo ikke fyret af fra en stand-up-scene eller i en satiretegning. Nu hænger den faktisk som et påbudsskilt i det semioffentlige rum. Så er det straks en anden sag, og der har Nadia faktisk en meget god pointe. Hvis du ikke kan se det, så prøv at køre “negertesten” på den: “Negere og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med negerne ;)”
Nu er der to muligheder. Enten kan du godt se det, eller også reagerer du ligesom så mange andre, der fuldstændigt benægter eksistensen af sexisme ved at tænke, at negere og kvinder jo ikke kan sammenlignes, så det er bare et dumt, fissefeminist retorisk greb at bruge den test.
Som een skrev på min facebook: “men ingen havde løftet et øjenbryn, hvis der havde stået “mænd” i sådan en joke… ‘neger’ kan man jo ikke bruge, overhovedet, uden at det bliver tolket som slemt… det kan man trods alt med både ‘mænd’ og ‘kvinder’.”
Jeg svarede:
“Tja, altså bortset fra, at når det kommer til undertrykkelse og ‘at blive sat på plads’ har kvinder nok historisk mere til fælles med ‘negere’ end med mænd…”
Men jeg vil egentlig gerne uddybe den kommentar lidt; derfor dette blogindlæg. For jeg forstår sådan set godt, hvor de kommer fra de mennesker, der synes, at man ikke bare sådan kan sammenligne negere med kvinder. Og dét er nok mere end noget andet forklaringen på, at det er så svært at snakke sexisme i Danmark:
Vi har simpelthen glemt, at vi har en fortid!
Velkommen til jorden, her deler vi vind og lort lige
De fleste mennesker i det her land tuller jo rundt i en historieløs nutid, der egentlig ser meget godt og ligestillet ud, og de har da selv klaret sig meget godt, så hvad brokker de sig dog over de der sure feminister derovre? Og det er også rigtigt. Hvis man tog et screendump af Danmark i dag, så ville en udefrakommende alien tænke, at mænd og kvinder hver for sig havde cirka lige mange fordele og ulemper.
Som Manu Sareen eksempelvis forleden skrev i en kronik i Politiken, så er det på tide at sætte fokus på de mange ulemper der er ved at være mand; de dør for tideligt, ryger lettere på bunden af samfundet, bliver dårligere uddannede osv.
Det er også helt rigtigt, at der skal mere fokus på de negative sider af maskulinitetsopfattelsen. Men to ting:
1) det er hul i hovedet at tro, at man kan løse det ene køns problemer uden at berøre det andets. Det hænger sammen. Hvis vi skal ændre maskulinitetsopfattelsen er vi nødt til også at ændre feminitetsopfattelsen. Eksempelvis; hvis vi vil have ligeløn til kvinderne, skal vi have mænd og kvinder til at tage lige meget barsel – og dét vil også hjælpe mændene. For hvis vi vil have mænd til at få bedre familierelationer (og deraffølgende muligvis en større motivation for at passe bedre på sig selv og gå til læge tidligere og den slags), så skal vi også have mænd og kvinder til at tage lige barsel – og dét vil så igen hjælpe kvinderne.
Nårh, hvor’æret synd for mænerne
Og 2) så er jeg ærligt talt pissemøgrøvtræt af at høre politikere være ude med alskens forslag til forberedringer, så snart noget falder ud til mænds “bagdel”. Manu Sareen siger selv i kroniken, at han ikke vil særbehandle drenge, men der er brug for andre tiltag, hvis drenge skal have lige så gode chancer som piger for at komme ind på videregående uddannelser (eks. større Kvote 2-optag).
Og ja, han har fuldstændigt ret, det er der brug for. Det kunne bare være dejligt, hvis politikere (især ligestillingsministre) var lige så hurtigt ude med tiltag, når tingene falder ud til kvindernes “bagdel” – men nej, der halter vi stadig årtier bagefter med ligeløn og direktørstillinger. Men det er jo bare et førsteverdens-problem, ikke? Modsat drenges fremtid og mænds levealder.
(Og så er jeg sgu også ret træt af at høre mænd, der ikke får en uddannelse og dør for tideligt, italesat som de nye ofre, mens kvinder, der ikke får ordentligt løn og hænger på en dårligere pension bare må blive bedre til at forhandle med chefen og eksmanden. For kvinder er åbenbart selv ansvarlige for deres omstændigheder, mens mænd bare er ofre for dem. Come on!)
Mænd har faktisk også engang haft en dårlig (hår)dag
Men for at vende tilbage til det sexistiske opslag i fitnesscentret, så er der noget rigtigt i det, når kommentatoren ovenfor antyder, at man sagtens kunne forestille sig et skilt i et fitness-center, hvor der i stedet havde stået “Mænd og vægte skal sættes på plads. Start med vægtene. Held og lykke med mændene ;)”
Og ingen ville formentlig havde taget anstød af det.
(Bortset fra, at det nok ville være ret malplaceret, da jeg fordomsfuldt formoder, at de fleste vægtløftere er heteroseksuelle mænd, og de ville nok øffe lidt med hinanden af implikationen over, at de trænger til at blive sat på plads. (Og derefter ville de tage ti ekstra for at sikre sig, at ingen vil være i stand til at sætte dem på plads.))
Men kommentatoren tager fejl, når hun antyder, at det ville være det samme. For det ville det så langt fra. Mænds og kvinders rolle i historien er så forskellig, at man på ingen måde kan sammenligne de to.
Pudsigt nok har mange også for tiden meget travlt med at knurre over den nyklassiske reklame- og sitcomkarater; den uduelige, kiksede far. Når mænd bliver fremstillet så dårligt, så er det faktisk lige så slemt, som når kvinder bliver objektiviseret og udsat for sexisme, mener disse vi-er-lige-gode-om-det-typer (der igen pudsigt nok heller ikke bliver set som egoistiske…)
NEJ – med versaler
Det er ikke det samme! Den uduelige, kiksede far er en karakter, der er opstået inden for de seneste 30-40 år – som en understregning af patriarkens fald. For det er ikke mere, end 60 år siden det mandlige familieoverhoved repræsenterede alle de værdier, samfundet var grundlagt på.
Men så kom studenteroprøret, rockmusikken, hippierne og naturligvis rødstrømpebevægelsen. Og bemærk venligst lige, at feministerne først sparkede til patriarken, da han allerede var tvunget i knæ – det var ikke kvinderne, der nakkede ham; det gjorde udviklingen!
Men kvinder har til gengæld været en undertrykt og marginaliseret gruppe i årtusinder – indtil for cirka 60 år siden. Så når man laver en joke på bekostning af kvinder, trækker man på de priviligeredes herskerret over for de undertrykte. Hvorimod når man laver en joke på bekostning af mænd, trækker man på de undertryktes behov for at sige fra over for de priviligerede.
Og det er grunden til, at negertesten er så fin. Fordi der er meget få, der ikke vil indrømme, at vi hvide er priviligerede i forhold til de mørke. Hvilket tydeligt viser sig i vores ubekvemhed over for racisme. De fleste hvide krymper sig, når en åbenlys racist udtaler sig. Så de fleste racister ved i dag, at de skal kamuflere deres lort bedre. Og ingen vover at lave tydelige racistiske antydninger i reklamer eller på skilte i fitnesscentre.
Stemmeret til kællinger!? Er I vanvittige?
Men sexisme er anderledes okay. Og her er det, jeg mener, at vi har mistet fornemmelsen af fortiden. For de fleste glemmer simpelthen, at kvinder har været en mere undertrykt gruppe end “negere”. (I øvrigt undskyld, at jeg bliver ved med at bruge det ord, men det dækker bare så fint i denne sammenhæng – hvor det ikke så meget handler om en reel befolkningsgruppe, men mere om den måde, vi tidligere har omtalt hele folkefærd på.)
Jeg grinede højt, da jeg for nyligt så filmen Lincoln. I filmen ser man abolitionisterne (slavemodstanderne) og tilhængerne af slaveriet råbe af hinanden i den amerikanske kongres. Problemet er nemlig, at hvis de giver slaverne fri med en erklæring om at alle mennesker er lige, skal de så også give de mandlige negere stemmeret? Den tanke bryder de færreste sig om.
Og så smider en af tilhængerne af slaveriet trumfen på bordet: “Hvad bliver det næste? Skal kvinder også have stemmeret!?”
Hvorefter salen går amok. Alle skriger og jamrer, ingen – heller ikke abolitionisterne – kan forestille sig noget værre.
Op til primærvalget i 2008, hvor Obama slog Hillary Clinton, spekulerede mange på, hvad der ville komme først: en kvinde eller en “neger” i Det Hvide Hus.
Jeg var personligt ikke overrasket over udfaldet. Men så igen; jeg kender også godt kvinders historie, og den bærer altså på mange flere tusinde års undertrykkelse – og deraf følgende negative fordomme og sexisme – end afroamerikanskernes historie bærer på, trods alt dens gru.
Den dumper negertesten, og den dumper, og den gør også
Og her vil jeg gerne skynde mig at sige, at det her altså ikke skal være en kamp udi, hvem det er mest synd for! Jeg er pisseligeglad med, om vi får udryddet racisme først og sexisme bagefter – begge dele skal slås ned, og det kan kun gå for langsomt!
Jeg bruger bare eksemplet til at vise, at det er helt reelt at trække “negertesten”, når man taler sexisme. Det er en virkelig god måde til at vise, i hvor høj grad sexisme bare er en del af vores sprog – både det daglige og især det reklamemæssige.
Jeg har i mange år talt for døve øre, når jeg har brokket mig over Oddsets “der er så meget kvinder ikke forstår”-reklamer, fordi de færreste kan se problemet. Det er jo bare for sjovt, ikke? Mange kvinder forsvarer den endda og siger, at de virkelig ikke forstår sport, så tihi, derfor er det jo det samme, som at vi som køn er snotdumme.
Men hvad ville I sige til en “Der er så meget negere ikke forstår”-reklame. Måske skulle det være catchfrase i et jobopslag til en stilling, hvor man både skulle være veluddannet og kunne lide at tjene mange penge…
Mon sorte så selv ville grine og sige “tihi, det er sjovt, fordi vi er fattige og underuddannede?”
Eller hvad hvis en stor ølproducent startede en reklamekampagne med ordene: “Hvad er der sket med os hvide mennesker?”
Hvad med en politiker, der gik ud og sagde, at folkeskolen i Danmark er blevet “afroiceret”, så der ikke længere er plads til hvide børn – og at vi skal have lavet et nyt kvotesystem, så de hvide ikke ryger bagud i uddannelseskapløbet mod de flittige sorte?
Hvad med en busreklame på alle busser i København med en negernæse opereret om til en perfekt kaukasisk med teksten “Nye næser.”
Hvad med et tv-program, hvor hvide mennesker sad og bedømte sorte menneskers nøgne, tavse kroppe…
Det eneste det program så mangler er jo bare, at man slutteligt forhandler en pris (eller medgift) for hver sin slave (og/eller kvinde) – til at hjemtage og derefter banke, bolle og befale over, så meget man lyster.
Var det for hårdt sat op? Ja, så er der kraftstejlme meget, den historieløse ikke forstår!
Den blinde hverdagssexisme
I går havde jeg en kronik i Politiken. Det var i forbindelse med Folkemødet, hvor jeg ligeledes holdt en skåltale over samme tema (den har jeg i øvrigt lagt op her.) Jeg havde frit valg på alle hylder i kønsdebatten til at skrive og tale om det, jeg syntes, der skulle siges. Jeg valgte at fokusere på (nogle) mænds grænseoverskridende adfærd.
Kunne jeg have valgt titusind andre ting at problematisere i kønsdebatten?
Ja, selvfølgelig. Men jeg valgte et problem, jeg personligt lige er blevet konfronteret med, fordi jeg synes, at de stærkeste argumenter oftest findes, når noget er kommet tæt på ens egen person.
Hvad så med negerne, hva’!? Har du overhovedet tænkt på negerne?
Når man vælger at fokusere på et område i en problemstilling, er det dog ikke det samme som, at man mener, at der ikke flere – og større – problemer. Jeg er bare så sindssygt træt af, at man ikke kan udvælge ét område i den danske kønsdebat – det være sig retten til at amme offentligt eller antallet af kvinder i bestyrelser – uden, at vi altid skal ende hos undertrykte kvinder i Afghanistan.
Hver evig eneste gang der bliver ytret noget i den danske kønsdebat, skal debattørerne høre for, at der er faktisk nogle, der har det værre!
Ja, for det er der altid! Hvis den logik gjaldt på alle andre områder, ville vi ikke kunne diskutere fattigdomsgrænser i Danmark uden at nævne de stakkels sultne børn i Afrika. Vi ville ikke kunne diskutere vores sundhedsvæsen uden at runde amputationer uden bedøvelse i Indien. Og vi ville slet ikke kunne brokke os over vejret uden at forholde os til alle de naturkatastrofer, der rammer andre, men aldrig rammer os.
Det er så latterlig en tilgang til en debat at råbe: “Du må ikke brokke dig over et spark i fissen, fordi andre bliver sparket i hovedet!”
En ny dag, en ny idiot
Når det er sagt, så tror jeg, at grunden til, at mange vælger denne respons, hver gang et kønsrelateret emne kommer op, er, fordi det er sådan en belejlig måde at affærdige problemstillingerne på uden nogensinde at være nødt til at rent faktisk at forholde sig til indholdet.
Og sådan er det jo med kønsdebatten i Danmark; det gælder altid om at finde argumenter, der kan affærdige den, i stedet for at forholde sig til alvoren.
Nu har jeg så valgt et emne som hverdagssexisme- og sexchikane, for det bliver der ikke talt ret meget om her i landet. Andre stedet i verden for eksempel i USA er det til gengæld ved at komme på dagsordenen. Blandt andet på grund af det her geniale projekt: everydaysexism.com, hvor kvinder skriver vidnedsbyrd fra helt almindelige kvindeliv, hvor seksuelladede kommentarer og objektiviseringer af deres kroppe er just another day in a life of the woman.
Sitet har endnu ikke en dansk underside, det burde den have. Eller faktisk ville det være bedre med en dansksproget side, så også dem, der ikke er så engelskkyndige, kunne fortælle deres historier fra et land, der jo er fuldstændig overbevidst om, at sexisme/sexchikane ikke eksisterer.
Det, du lige sagde!? Dét beviser jeg lige, at jeg ikke har hørt!
Min begrundelse for at skrive og tale om det, er at skabe større bevidsthed omkring den måde, vi omgåes. Jeg ved godt, at det ikke ændrer noget i adfærden hos den allerklammeste mandschauvinist, men jeg håber, at det måske kan gøre det hos de mænd, der bare aldrig har tænkt over, hvordan det føles at være det “svage” køn.
(Ligesom jeg i øvrigt også skriver og taler for at gøre kvinder mere bevidste om, hvordan vi behandler det “stærke” køn, så vi eksempelvis holder op med altid at overtrumfe deres følelser med vores.)
Men på en dag som i dag, hvor det skiftevis regner voldsomt, og solen skinner fra en klar himmel, kan jeg godt blive lidt i tvivl om den plan er dømt til at mislykkes. På den ene side har jeg det sådan, at hvis man bare kan ramme én person og få denne person til at tænke over sin adfærd og måske tilmed ændre den, så har man virkelig gjort meget.
På den anden side modtog jeg for et par timer siden denne mail:
Altså.. Det er jo lidt forvirrende for os ‘han-dyr’ at du tilsyneladende er
‘ægte’ rød-håret på politikens billede, endda med dejlige fregner!! ..
Men ‘blondine’ på din egen blog ??
Mht : “Hvorfor lærer vi ikke drenge, når de vokser op, at ‘du har et nej,
indtil du har spurgt ”
Måske : Fordi du ikke engang gad sætte et spørgsmåls-tegn !
Gjorde vi det .. Altså ‘spurgte om lov’ … Var der jo aldrig nogen af kønnene der fik noget som helst af hverken det ene eller det andet, vel ?
Og hvad ville ‘Livet’ SÅ være værd ??
Mvh Peter
PS :
Er det ikke lidt naivt at tro at du kan stå og vise 3-kanten frem, i
Politiken, for hele Kongeriget OG samtidigt bestemme hvilke billeder
det skaber i hovedet på beskueren ?
Suk.
Det er virkelig op ad bakke at prøve at ændre menneskers bevidsthed. Heldigvis har jeg lige ramt et øjeblik, hvor solen skinner, så jeg vil slutte positivt med de uddødelige ord fra John Newton, den tidligere slavehandler, der blev slavemodstander og var med til at få slaveriet afskaffet: “I once was blind, but now I see.”
Den behårede fisses manifest
Min fisse har i ugens løb været et samtaleemne. Den var nemlig på forsiden af Politiken i tirsdags (det kan du se her – hvis du tør!) Altså det var jo ikke hele fissen, der var fremme, kun toppen af venusbjerget, en smule kønsbehåring.
(Faktisk var der så lidt fisse, at det fik min venindes kæreste til at udbryde: “Er det virkelig det hele.” Som derefter fik min veninde til at spørge, om han da ønskede at se mere til hendes venindes fisse.)
Men det var også nok for nogle. Politiken fik vrede læserbreve. Det bedste røg på bagsiden dagen efter, og jeg citerer det lige her i sin helhed, fordi det simpelthen er så smukt: “Jeg vil klage over forsiden af Politiken 30. april. Jeg forventer ikke at få kønsbehåring smækket i hovedet til min morgenkrydder, når jeg folder min Politiken ud. Og så man ikke engang se hendes bryster.”
Alt den ståhej og så bare på grund af 28 pubeshår! (Det er et anslået antal, jeg har faktisk ikke talt dem.)
De altid tilgængelige plastikpatter
Nu var det ikke, fordi jeg på noget tidspunkt var i tvivl, om at det billede var en pissegod idé, men hvis jeg havde været i tvivl, så bekræftede reaktionerne da mig kun i, at det var det rigtige at gøre.
Seriøst; i 2013 findes der altså voksne mennesker – mennesker, der er født og opvokset i det her fantastiske humoristiske, frisindede land – som bliver oprigtigt forargede over at se noget af det allermest naturlige.
Vi snakker også om mennesker, som lever i den ekstreme pornoficerede kultur, vi ufrivilligt alle sammen er blevet en del af; mennesker som er vant til – uanset om de ønsker det eller ej – at se fremmede menneskers private parts i alle tænkelige og utænkelige situationer. Alligevel kan toppen af min fisse få dem til at blive rasende. For den slags kønsdele er ikke det, de har bedt om.
Så pyt da med, at man ikke kan tænde for tv eller gå forbi en kiosk uden at få smækket glatbarberede skræv og plastikpatter i hovedet, komplet med come hither-blikke og silikoneoppumpede sutte-pik-læber. Dét er vi jo så vant til.
Photoshopet platiskkirurgisk porno er nærmest blevet vores kulturs white noise – noget, der konstant ligger nedenunder alt det andet, og som man har vænnet sig så meget til, at man slet ikke registrerer det længere.
En wannabe-Don Draper
Mange debattører påpeger det absurde i, at vi samtidige er langt mere blufærdige omkring nøgenhed nu, end vi har været det i 40-50 år. Vi er tilbage ved tidligere tiders “uha næ, føj da”-attitude til det kropslige: Unge piger vil ikke tage bad sammen efter idræt, ingen ligger længere med bare bryster på stranden, og kvinder, der ammer, bliver smidt ud fra cafeer.
Men jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om blufærdighed. Det er ikke der, vi er gået i retromodus. Jeg tror mere, at det er et udtryk for perfektionisme. En perfektionisme, vi ikke har set siden 50‘erne, hvor intet heller måtte være naturligt, uregerligt eller ligefrem grimt.
Bare se en film fra 50‘erne. Det meste er filmet i filmstudier, for at gadebillederne kan se så pæne ud som muligt. Ingen grafitti, intet henkastet affald, ingen hjemløse. Og Marilyn Monroe er stylet som en diva, selvom hun bare går rundt derhjemme, selv sproget er renset for bandeord, øh’er og ægthed. Dengang skabte de en idealverden inde i filmene. (Og det får jo en til at spekulere over, om det mon ikke også er derfor, at den mest populære tv-serie i de her år, Mad men, netop foregår i denne opstyltede, kunstige tidsalder.)
Nypuritanismens burka
Og så klip frem til vores tid; nu gør vi det samme. Vi gør det bare alle steder, hvor vi har den mindste redigeringsmulighed. På billeder, i tv, på film, i alle former for kunst, i reklamer, på facebook – ja tilmed på vores egne kroppe, der skal trimmes, opereres og kanøfles til at passe ind i en perfekt illusion. Og kan illusionen ikke lykkes, skal den dækkes til.
Photoshop og plastikkirurgi er nypuritanismens burka. For du må gerne vise din krop frem, så længe du bare kun gør det inden for de prædefinerede rammer af, hvad der anses for smukt i vores kultur. Hvilket vil sige; blottet for alt naturligt og ægte.
Vi er mere bange for et par bryster, der bliver brugt til deres oprindelige formål – babymadpakker – end vi er for alle de plastikbryster, vi bombarderes med i alle medier. Mine kønshår på forsiden af Politiken er mere forargerlige, end de ultrabarberede barbiedukke-udgaver, der er på forsiden af alle mandeblade.
Mere mig, mindre photoshop
Jeg vil gerne lige understrege, at jeg ikke har det mindste imod nøgenhed – heller ikke i pornoudgaven. Men jeg har et problem med, at det ikke er ægte nøgenhed, vi ser.
Interessant nok talte jeg om det her med fotografen, der tog fisse-fotoet. Jeg bad ham nemlig bruge så lidt photoshop som overhovedet muligt på billedet (og kun fikse lys og niveauer og den slags, de jo skal gøre). Men jeg ville gerne have, at han ikke redigerede mig, så jeg kom til at se så ægte som muligt. Da jeg sagde det, grinede han. Den besked havde han aldrig fået før. Tværtimod beder langt de fleste i dag om at få fikset både det ene og det andet i efterredigeringen; snup en bums her, fjern en dobbelthage der.
Nå, ja-ja, jeg har jo makeup på. Så jeg siger altså ikke, at man skal gå ud og vise verden hele sin uredigerede “grimhed”. Ligesom jeg også sagtens forstår, at nogle får foretaget plastikoperationer for dette og hint, hvis de ikke føler sig godt tilpas med det. Vi vil jo alle sammen gerne fremstå så tiltrækkende som muligt, og det er helt okay.
Men tiltrækkende er jo mange flere ting, end vi får lov at se i dag. Rynker og former og uregerlige kropshår kan da være supertiltrækkende. De flotteste mennesker er jo netop dem, der har et “knæk”. Alt det symmetriske, korrigerede perfekte er jo dødkedeligt og mainstream.
Og alt det ville jeg gerne sige med min flashende fisse.
It’s a jungle down there
Nu er det jo heldigvis heller ikke kun negativ respons, der har været på billederne. Faktisk har langt det meste har været udpræget positivt, fordi de fleste formentlig er ret enige med mig i, at vi er gået for langt med den nypuritanske perfekthed. At vi mangler noget naturligt og ægte i gadebilledet.
Jeg har fået mails fra mange mænd og kvinder, der også savner kønshårene. En kvinde skrev til mig, at hendes 16-årige datter har haft det rigtigt svært, fordi hun netop gerne vil være naturlig, og presset er enormt i den aldersgruppe for at se “rigtig” ud.
Og ja, det pres er stort, og det bliver ganske vist en smule mindre, når man bliver ældre, til gengæld dukker det op de mærkeligste steder.
Faktisk var af grundene til, at jeg besluttede at lave billedet til Politiken, fordi min veninde fortalte mig om en oplevelse, hun havde hos gynækologen. Hun skulle tjekkes for en knude i skridtet (der heldigvis viste sig at være en godartet talgknop), og den 50-årige gynækolog så surt på min venindes helt almindelige busk og knurrede: “Jamen, det er jo ikke til at se noget som helst hernede.”
Jeg var seriøst i chok, da jeg hørte det. Den her dame tilhører altså en generation, der har set buske alle steder op igennem 70‘erne og 80‘erne, og som derudover formentlig i dag bruger det meste af sit arbejde på at fikse problemer, der opstår i forbindelse med intimbarbering (udslæt, svamp, indgroede hår osv.) Alligevel vovede hun at skamme min veninde ud, fordi hendes naturligt udseende underliv gjorde undersøgelsen marginalt mere krævende, end det ville have været hos de af hendes patienter, der ligger der med deres hårløse kyllingefiletter.
Du fødes, vokser op og så kommer der hår på
Hvis min veninde var lidt mindre stærk og ikke hvilede i sig selv og sin krop, ville hun jo gå direkte ned og bestille en tid hos en vokser efter sådan en besked. For det er da et pres at være sig selv i en tid, hvor det at være sig selv bliver anset som værende så forkert. Det ved jeg da fra min egen fisse og mit eget liv.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig diktere – hverken på min personlighed eller min krop – hvordan jeg skal rette ind. Og jeg vil heller ikke iscenesætte mig selv efter et prædefineret kulturel formel for kvindelighed – som efter min mening heller ikke har meget med kvindelighed at gøre.
Helt ærlig: hvis alt, hvad der definerer at være kvinde, er lig med at lægge noget til – stilletter, plastikbryster, imødekommende smil (selv når man er pissesur) – eller trække noget fra – hår, selvstændighed og uperfektheder – hvad er vi så i os selv?
Simone de Beauvoir sagde så berømt; “man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Og hun mente jo netop, at kvindelighed er en kulturel pakke, der bliver lagt ned over os – både på sind og krop. Det gælder heldigvis mindre i dag på det indre væsen, men desværre mere på det ydre. Som om vi kvinder i dag kompenserer for at være hele mennesker – og ikke bare en støbeforms-udgave af kvinden – ved at plastre os selv ind i fysiske kvindelige signaler.
Og et eller andet sted er den plan så gået helt skævt, fordi de fysiske kvindelige signaler ikke længere bare er rødere læber og dybere kavalergang, men også bliver parret med den generelle kulturelle angst for at blive for gammel, så alting skal fikses, så man hele livet igennem ligner en 17-årig.
Som jo for kvinder har den uheldige (men måske tilsigtede!?) bivirkning, at når man dyrker det lillepigede også signalerer, at man er aldeles ufarlig.
Jeg ved godt, at de fleste kvinder, der fjerner deres kønsbehåring, siger, at de gør det for deres egen skyld og ikke for mænds. Og de påstår, at man ikke bliver mindre kvinde af den grund. Jeg spekulerer bare over, om man virkelig kan ligne en 5-årig i fissen, en 15-årig i bh’en og en 25-årig i ansigtet – og så derefter gå ud og opføre sig som en 35-årig!?
Hvis du wanker til Lara Croft, hvad så med mig?
Men den beslutning – at være mit naturlige selv på alle niveauer, kropslige såvel som sjælelige – er da også en beslutning, jeg hele tiden skal leve med konsekvenserne af. Og jeg forstår godt, hvis nogen – især helt unge kvinder og piger – kan have det svært med det og bare retter ind.
Jeg har da haft min portion af mænd med hjem, der “diskret” har spurgt, om jeg dog aldrig barberer mig. Og set noget slukøret ud over mit kontante; “nej, aldrig.”
For selv har de stået der med kløende barberingsknopper rundt om hele dilleren – som jeg personligt synes er noget af det mest usexede; altså lige næst efter det faktum, at der jo mangler alle de dejlige, mandige hår!
Men det her må være endnu værre for kvinder, der er bare lidt yngre end mig. Jeg mener, alle mænd under 30 har vel fået hele deres seksualitet grundlagt på det her glatbarberede plastikfantastiske univers. Hvis alle drenge, når de begynder at onanere, kun gør det til de her retoucherede, semi-animerede kvinder, hvordan skal de så nogensinde kunne få den op at stå sammen med en vaskeægte naturlig kvinde?
Så bliver jeg altså bekymret. Helt ned i min behårede fisse. Hvordan skal det allermest naturlige i hele verden – sex – nogensinde komme til at fungere mellem mennesker, der nægter at være naturlige? Er vi bare uundgåeligt på vej til virtuel reality-sex? Vil vi fremover kun kunne blive visuelt stimuleret af hinandens avatarer? Og vil vores fysiske udløsninger fremover blive overladt til en lidt mere avanceret robotstøvsuger?
Home of the brave, land of the free bush
Heldigvis for mig og min rødhårede fisse er mænd på min alder (og især dem, der er ældre) jo trods alt blevet introduceret til nøgne damer gennem 80‘ernes Rapport-blade – fulde af store naturlige buske. Så måske er der stadig en del mænd i 30‘erne og 40‘erne, der har bevaret den lyst og ikke ladet sig fuldstændigt indrulle i vores kulturs absurde pubeshårs-forskrækkelse.
I hvert fald har jeg bedt Politikens fotograf udprinte en plakat til mig med billedet af min behårede fisse, som skal hænge i min entré. Så de glatbarberede fyre fremover kan se med det samme, hvad de går ind til. Og resten af mine besøgende kan vide, at her i hjemmet er det altså okay bare at være den, man er; naturlige, uregerlige hår og følelser og det hele.
Kvinder, der rykker. Mænd, der dykker
Noget af det sjoveste ved kønsdebatten i de her år er at betragte, hvordan retorikken skifter, så snart adfærd skifter fortegn. Hvis kvinder pludselig begynder at excellere i noget, mænd traditionelt har ført i, er det er et tegn på samfundets forfald – hvis de er gode i skolen og får uddannelser, så er det, fordi hele skolesystemet er blevet feminiseret (hvilket underforstået er dårligt.) Og hvis mænd på deres side begynder at hente noget fra kvinders banehalvdel – tager barsel og står frem og taler imod prostitution, så er også de blevet feminiserede. Skrækscenariet om den bløde mand fra 70‘erne lever i bedste velgående side om side med angsten for den mandeædende, androgyne kvinde.
Det, der selvfølgelig er det sjove, er, at det en automatrefleks mod forandring. Som min (desværre ret stendøde) soulmate Kierkegaard sagde: Alle vil udvikling, ingen vil forandring.
Så de fleste kan godt holde lange brandtaler om, hvor meget det her samfund har brug for at rykke sig – især nu, hvor vi har krise. Men så snart forandringen begynder, så er det alligevel ikke så fedt længere, så dykker vi ned efter for længst afdøde dyder: Ej, så vil vi faktisk gerne bare tilbage til dengang, hvor kvinder var kvinder, og mænd ikke gad alt det pis.
Patterne op på forsiden
Min avis kører i dag eksempelvis ikke én, men to glimrende eksempler på den her tendens. Først dedikerer de hele forsiden af kultursektionen på at fortælle om et amerikansk produceret koncept, der er beregnet på at få unge mænd til at se nyheder – ved at pakke det ind i vold og afklædte damer og gadgets.
Nu led nogle af os måske af den vrangforestilling, at de fleste nyheder og medier i forvejen var pænt meget rettet mod netop den målgruppe, men det viser sig altså at være helt forkert! Uden at vi har lagt mærke til det, er medierne åbenbart også blevet feminiserede.
At TV 2 Zulu for et par uger siden kørte en ugelang kampagne for PAC – Patter, Action og Comedy – må altså så ses som et udtryk for, at drengerøvene var ved at blive glemt i mediebilledet. Godt, at nogen endelig tager dem seriøst!
(I øvrigt; hvorfor skal comedy altid mases ind i det der drengerøvshelvede af strippere og eksplotioner!? Hele stand-up-genren i Danmark lider i forvejen under, at alle over 25 tror, at stand-up kun handler om pik & patter. Hvad med et at lave et FUC-tema i stedet, Zulu? Forandring, Udvikling, Comedy!)
Masku.. maku… makulering? Hvaffornoget?
Det andet, min avis kørte i dag, var en kronik af sexologen Jakob Olrik. Her brokker han sig over, at kvinder er blevet for maskuliniserede – og det er dårligt, altså når kvinder bliver det.
Så bare lige for at opsummere: feminisering = dårligt, maskulinisering = godt. Maskulinisering af kvinder = dårligt, maskulinisering af mænd = godt.
Olrik gør sig altså i dagens Politiken til fortaler for, at vi skal have feminiserede kvinderne igen, så ringen er dermed sluttet: maskulinisering af mænd, skoler og samfundet generelt = godt, feminisering af kvinder og kødgryder = godt.
Nu er det ikke, fordi alt hvad han siger er direkte idiotisk. Egentlig pakker han sine reaktionære meninger meget pænt ind i en medlidenhed med den stressede, moderne kvinde, der ikke giver sig selv lov til at dovne og nyde livet (som i øvrigt ifølge Olrik også er maskuline dyder, men dem har kvinden altså ikke taget til sig – hun har kun maskuliniseret sig til stress og jag.)
Så lad os tage den straks: ja, moderne kvinder er formentlig latterligt meget mere stressede, bekymrede, deprimerede og angste end tidligere tiders kvinder.
Men – og det er med stort – MEN; det er en del af prisen for frihed!
Og jeg tror meget få kvinder har lyst til at blive svuppet tilbage i afhængighed af mænd for at slippe for at betale den pris – for omkostningerne er høje, men det er lønnen også. Helt bogstaveligt talt; vi får rent faktisk løn for det, vi laver nu!
(Og ja, den løn er stadig ca. 20 procent mindre, end den mænd får for det samme arbejde, og det kunne vel ikke tænkes, at det var en forklaringsfaktor for noget af kvinders stressbelastning, kunne det Jacob Olrik? At man som kvinde er nødt til at præstere mere end mænd for at opnå den samme fortjeneste? Og såfremt det er virkelig er en maskulin værdi at dovne og nyde livet, er det så måske noget, der er opstået som resultat af, at man får mere i løn for samme arbejde?)
Hvem der bare blev bollet i røven af Don Draper
Anyway, som sagt er Olrik egentlig ude på en – på overfladen – meget sympatisk mission; at få kvinder til at være mere kvindelige og slappe mere af, så vi alle sammen kan få mere kærlighed. Hvem kan være imod det?
Det kan jeg altså. For først og fremmest virker det mistænkeligt meget, som om ordet kærlighed i denne sammenhæng i virkeligheden er mere lig med “stabil forsyning af omsorg og fisse for mænd.”
Jeg er lidt i tvivl, om hvad kvinderne skal have ud af den kærlighed, udover selvfølgelig mandens stærke arme at hvile ud i. (Jeg er også i tvivl om, hvad kvinden ville have brug for at hvile ud efter, eftersom at betingelsen for at nå hen i bemeldte arme er, at hun først lærer at slappe af. Skal hun hvile ud der, efter hun har slappet af!? Og er mandens arme i øvrigt overhovedet klar til at tage imod hende, når kvinden har slappet af hele dagen, og han har stresset af sted med at forsørge dem begge?)
Olrik skriver: “Inderst inde drømmer vi om at være kærester på samme måde som dengang i de hotte 1950’er. Dengang myndige mænd blev tiltrukket som magneter af blødt kurvede, milde og rummelige kvinder.”
Øh, gør vi? Jeg er ikke i tvivl om, at nogle mænd elsker den 50’er-fantasi, der pt bliver fremstillet i Mad men-serien. Fordi de her (forhåbentligt få) mænd drømmer sig tilbage til en (fiktiv!) simplere tid, hvor mænd var tavse og myndige, og her er kvinderne nede på alle fire (ja, altså TV2 forholdt sig allerede for snart 30 år siden til den her problematik, og det faktisk lidt er pinligt, at der stadig popper mænd op og synger teksten uden strejf af Steffen Brandts ironi!)
Men igen, jeg har svært ved at tro, at ret mange kvinder ser Mad men og tænker: “Ej, gid det var mig, der ikke havde andet indhold i livet end mand og børn.”
Hey, jeg er mere end bare patter og andre bløde kurver
Olriks kronik er et fantastisk eksempel på, at nogle mænd virkelig ikke ønsker at forstå kvinders ståsted. Hvor er det egentligt sindssygt, at disse mænd kan tro, at kvinder bare går og drømmer sig tilbage til en tid, hvor kvinder havde det af helvede til; hvor de var umyndigtgjorte og ikke kunne udfordre sig selv gennem andet end mor- og hustrurollen.
Selvfølgelig, når det er sagt, drømmer mange sig jo i disse år tilbage til simplere liv og ser Bonderøven på tv. Og der findes sikkert også nogle kvinder (som ikke har sat sig ind i tingene) der fantaserer om at blive helt fri for ansvar, når det bliver for hårdt, og som sukker efter en mand til at samle alt ansvaret op. Men det er jo ikke det samme, som at kvinder generelt går rundt og ønsker den tid tilbage.
Jeg hverken kan eller vil tale for alle kvinder, for jeg tror der er rigtigt mange forskellige bud på, hvad kvinder drømmer om i dag – helt fra dem, der gerne vil gå derhjemme med børnene til dem, der gerne vil lede Danfoss, til dem der vil male til dem, der vil være der for andre osv osv osv. Og når det kommer til parforhold og børn er der vel også uendeligt mange forskellige drømmescenarier.
Personligt drømmer jeg om en mand, der kan rumme, at jeg også er et menneske. En mand, der ikke leder efter en kvindelig kvinde, men efter mig.
Jeg vil jo heller ikke have en mandlig mand, jeg vil have dét menneske med dén pik, som jeg finder allermest fascinerende – netop som menneske og som seksuelt væsen.
Og indtil videre har alle de mænd, jeg er faldet for, også været mænd med god kontakt til deres feminine sider. For interessant nok, så er feminine og maskuline værdier og egenskaber jo altså ikke medfødt sammen med bryster og nosser. De er up for grabs, vi kan alle tage så meget – eller så lidt – af dem, som vi vil.
Hvad om vi delte vand, vind og femininitet ligeligt?
Olrik har ret i, at vi pt lever i en meget maskuliniseret verden. Altså hvor de maskuline værdier hersker – som tempo, selvtillid, præstation, mens vi undertrykker de feminine værdier – følsomhed, og nærvær (og af en eller anden grund bliver han ved med at bruge udtrykket “sarthed”, som mest af alt lyder som en virkelig grim vægfarve.)
Men det er altså ikke bare kvinder, der undertrykker dem, det er samfundet som hele. Og det hjælper da bestemt ikke, at vi snakker om “feminisering” som et negativt ladet ord.
Skal det så virkelig være kvindernes opgave alene at genfinde de feminine værdier i et udpræget maskulint samfund?
Hvis vi antager, at det overhovedet kan lade sig gøre (hvilket det ikke kan, for vi er temmelig afhængige af den kultur, vi lever i, og selv de mest feminine kvinder får nok svært ved at gå barfodet rundt og dele blomster og følelser ud til personalemødet.) Så ville resultatet af, at kvinder igen blev mere kvindelige blot være, at samfundet kom til at stå helt stille – alternativt, at vi rykkede et par årtier tilbage rent udviklingsmæssigt.
Jeg er fuldstændig enig med Olrik i, at det ville være dejligt at få nogle flere feminine værdier i fokus, men de er nødt til at være der over det hele og ikke kun hos kvinderne. Og som sagt, jeg ser rigtigt mange dejlige mænd med god kontakt til deres feminine sider – nærværende, omsorgsfulde og bevidste om deres følelser.
Jeg synes, det er så fedt at leve i en tid, hvor vi kan dele og bytte de her værdier, så vi ikke hele tiden er forpligtet til kun at være den hvide eller kun den sorte side af yin-yang-ikonet.
Så kan du lære det, mand
Når det er sagt, så er de her mænd, jeg falder for, som er er i enormt god kontakt med deres feminine sider, ikke altid så pokkers interesserede i mig. Og det er nok et udtryk for den anden side af Olriks beklagelser. Jeg er nemlig en af disse maskuliniserede kvinder, der stormer frem på alle mandens traditionelle baner. Og det tror jeg faktisk, mænd har lidt svært ved at håndtere.
Olrik beskriver selv, hvordan han bliver irriteret og såret over at blive brændt af sin date, som har for travlt med sin karriere til at gå op i, hvordan han føler. Og hvor frustrerende det er, at hun hellere vil fokusere på sine egne interesserer i stedet for på at skabe familie med ham.
Hvis jeg – som kvinde – havde skrevet et kronik-forslag til Politiken, hvori jeg beklagede mig over, at en mand brændte mig af for sit arbejde, ikke var interesseret i at høre om mine følelser og ikke ville lave familie med mig… ja, så tror jeg sgu ikke, de havde trykt det, du.
Jeg tror den var røget over i what else is new-puljen. Det er jo sådan, mænd altid har behandlet kvinder – og i øvrigt stadig gør. Forskellen er bare, at nu gør kvinder det også. Nu vil kvinder måske også hellere have identitet gennem deres arbejde og deres venner end gennem deres familie. Er det partout en dårlig udvikling?
Og er det, at mænd også gerne vil have identitet gennem deres roller som kærester, ægtemænd og fædre ikke også en ret god udvikling? Det er da skønt med mænd – som Olrik – der står ved, at det er det, de vil.
Så hvorfor bliver det her altid tegnet så negativt op? For jeg ser det altså snarere som et udtryk for, at vi allerede er vokset enormt meget som mennesker og som kultur; at vi allerede har taget og givet meget af hinandens traditionelle roller og er ved at dele de feminine og maskuline værdier godt imellem os.
Det er da ikke, fordi dine frikadeller ikke er gode, Karsten, men…
Okay, jeg har selvfølgelig et bud på, hvor skoen trykker. Den trykker nemlig ret hårdt om pikken.
For ligesom udadvendthed og initiativtagning er maskuline værdier, er afventning og modtagelse feminine værdier, og det er vel svært (for kvinder som for mænd, men nok især for mænd) pludselig at befinde sig i den afventede position, når man er vant til altid at styre tingene.
Pudsigt nok snakker Olrik og mange andre i dagens samfund meget om, at kvinder skal være bedre til at slippe kontrollen. Men hvad nu, hvis det samme gælder for mænd? Hvad nu hvis, at samfundsudviklingen faktisk betyder, at det er mændene, der fremover kommer til at stå halvdelen af gangene med en fantastisk, planlagt middagsdate og modtager en opringning fra kæresten, der lige er kommet til at gå spontant i byen med pigerne!?
Alle kvinder har prøvet at stå i dén situation – og jeg tror efterhånden også de fleste (især yngre) mænd er ved at have prøvet det. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er en begrædelig udvikling, at begge køn har et andet liv end deres partner.
Selvfølgelig skal vi stadig respektere den partner, og det vedkommende gør – for os og for sig selv. Men at tro, at løsningen er, at det igen er kvinderne, der står og venter, følelsesladede og nærværende på en virkelysten myndig mand, der er ude og gøre en forskel i verden, det er, undskyld mig, simpelthen at lukke lort ud! Med lort på.
Men hvad nu med Udkantsdanmark?
Og hold nu op med den der fanden, der altid bliver malet på væggene i de her situationer. Olrik holder nemlig trumfkortet og smider det; for grunden til, at det er frygteligt, at kvinder ikke er kvindelige mere, er nemlig de utroligt mange singler i dagens Danmark (og kvinder, der får børn uden – gisp – en mand.)
For singler er ligesom brudte familier jo stadig et tegn på, at det hele er ved at gå nedenom og hjem – godt nok ud fra nogle ret altmodische kristne ideer om til døden os skiller-kernefamilie, men stadig! Så derfor kan man altid i en presset situation komme ud af diskussioner med at true med, at dette og hint vil føre til flere brudte familier.
Og?
Helt ærlig, er vi ikke efterhånden gamle nok til at lade være med at dæmonisere fraskilte, enlige forældre og singler? At mange ikke lever i en traditionel kernefamilie behøver altså ikke at være et udtryk for en negativ spiral af sædernes forfald – det kan også bare betyde, at mennesker stiller kvalitetskrav til deres liv.
Jeg er personligt godt træt af at høre om alle problemerne med den singlekultur, som jeg jo er en del af. At der er for mange veluddannede singlekvinder i storbyerne og for mange ufaglærte singlemænd i Udkantsdanmark. Og det er underforstået, at det er et problem – et problem, jeg er delvist ansvarlig for, så det er vel nærmest min pligt at fedte min veluddannede popo fra København til Esbjerg for at samle en forsmået og fyret havnearbejder op for at rette op på den ubalance.
Det gider jeg sgu da ikke!
Ej altså, så skal jeg ligesom gøre en indsats for kærlighed, øv!
Og der tror jeg, vi har Olriks problem i en nøddeskal: Kvinder i dag vil hellere være alene, end de vil nøjes med en tilfældig mand. For den luksus kommer der nemlig af uafhængighed.
Hvilket vil sige, at hvis mænd i dag ikke vil være alene, må de til at oppe sig – hvilket pudsigt nok ikke er så fandens forskelligt fra, hvordan det altid har været, i gamle dage skulle mænd også præstere noget, hvis de ville have en ordentlig kone (og medgift.)
(Den eneste forskel fra dengang til nu, er, at overskudsmænd i gamle dage blev brugt som kanonføde i krig og ikke fik mulighed for at skrive indlæg i aviser om, at der ikke var nogle damer til rådighed til dem.)
Og det vil også sige, at de mænd, der i dag har så travlt med at jamre over kvinders manglende kvindelighed (læs: kvinders selvstændighed) måske i stedet skulle bruge energien på at lære sig ikke at se kvinder som én ting; som en samlet masse af kurvede former og kontrolbehov – og i stedet begynde at se ind i de helt unikke mennesker, hver kvinde er indeni.
Forventelige reaktioner på feminisme
I mange år har jeg været virkelig træt af at være feminist. Eller lad mig lige omformulere det; jeg er naturligvis ikke træt af at mene, at alle mennesker uanset køn (seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse og kæledyrspræferencer) skal have lige rettigheder, muligheder og i øvrigt ikke jordes på grund af deres køn (eller på grund af deres seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse eller kæledyrspræferencer.)
Men jeg har været træt af reaktionerne, jeg får på at sige, at jeg er feminist. Fordi de er så fucking forudsigelige, at min sjæl dør en lille smule, hver gang skal have den der deja vu-båndsløjfe-fornemmelse af at starte forfra på Feminisme ono-o-one med en eller anden ignorantus, som ikke ved helt basale ting om mennesker og samfundet.
Forventelige uvidende reaktioner kommer godt nok ikke kun i forbindelse med diskussioner om feminisme, men jeg vil anslog, at i hvert fald halvdelen af de gange, min sjæl tager pistolen frem for at skyde sig selv i hovedet, har emnet været ‘noget med køn’.
Hvis Blachman taler, og ingen hører det, findes han så?
Pt kører for eksempel en meget forventelig reaktion på den feministiske kritik af DR2-programmet Blachman, og den reaktion viser egentlig så fint, hvorfor det er så trættende at forsøge at diskutere køn i det her land (i den her verden).
Det første forudsigelige, der skete var, at der kom en pressemeddelse ud om programmet, hvor det var helt tydeligt, at DR og Blachman havde brugt rigtig god tid på at finde de mest provokerende buzzwords for at tirre så mange feminister så muligt – fordi feminister desværre også er ret forudsigelige; forstået på den måde, at de fleste feministiske organisationer ikke bare kan sidde stille og lade være med at kommentere på kvindenedgørende ting.
Jeg foreslog engang en ægte rødstrømpe den enkle løsning: “Kan I ikke bare ignore idioterne!?” Og hun så helt underlige ud i hovedet og sagde: “Det kan vi da ikke!”
Og selvfølgelig kan man det, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler, at de ikke kan. For hvis alle bare bliver trætte som mig og trækker sig fra debatten, får idioterne så ikke frit spillerum?
Måske gør de det, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det nogle gange kan være smart at aflure, når de her idioter altså bare er ude på at få opmærksomhed – i form af feministisk kritik – og så… lade være med at give dem det.
1-0 til uforudsigelighed.
Sex-brok-sælg
Alle i reklamebranchen ved jo efterhånden, at de tider er forbi, hvor sex solgte i sig selv. Nu er der to muligheder tilbage; enten kamuflerer de sex med humor, så de har et glimt i øjet, når de viser den erotiske kilden med en fjer, eller også – hvis de er larmende uoriginale – går de pornovejen og bruger hele hønen, så de om ikke andet får noget forargelse op at stå.
Et godt eksempel på det her er sodapis-producenten Cult, der med jævne mellemrum lancerer grotesk sexistiske reklamer, fordi de ved, at det giver meget medieomtale, når nogle feminister bliver sure. Fuldstændig samme mekanisme brugte DR i deres omtale af Blachman.
Og så skete der naturligvis to dybt forudsigelige ting: 1) feministerne blev sure og 2) alle (inklusiv feministerne selv) blev vildt nysgerrige for at se det her program.
Især fordi DR blev hjulpet godt på vej af alle dem, der fik meget travlt med at irresætte den feministiske kritik med et “lad os nu lige se, hvad det handler om først.”
Hold nu kæft med det bavl!
Ja, undskyld mig, men det er sgu da for nemt at affærdige reel kritik på den måde. For uh, vi ved jo alle sammen, at man ikke må udtale sig om noget, man ikke ved noget om, ikke? Så derfor er det såre nemt at jorde dem, der begynder på en kritik af noget, inden dette er blevet sendt/udgivet/afsløret. Jeg har ikke tal på de twitter-facebook-papirmedie-kommentarer, jeg har set den seneste uge med variationer over: “Typisk feminister at hidse sig op på forhånd uden at have sat sig ind i sagerne.”
Og så bliver det nærmest sådan helt bagvendt-tydeligt, hvem der ikke har sat sig ind i sagerne, fordi det er jo netop den viden, feminister har – om objektivisering af kvindekroppen og om mandens traditionelle roller som (be)hersker af den – det er den viden, der gør os i stand til at udtale os på forhånd og problematisere, at dette gøres til genstand for et tv-program – især på en licensbetalt tv-station.
(Man tænker nemlig naivt, at DR repræsenterer en højere moral, end de kommercielle kanaler, men når det kommer til at være seertalsliderlige, er DR dog helt på samme højde! (Og ironisk nok ville både TV3 og Kanal5 formentlig have sagt nej, hvis de var blevet præsenteret for et program som Blachman – ikke fordi de har højere moral end DR, men fordi de ville have syntes, at det lød dødkedeligt: “Så der er nøgne kvinder og sexistiske mænd… ja-ja, men er de fulde og knalder i en pool, nej? Nå, så har vi allerede et meget bedre koncept selv, tak.”))
Det pikløse samfund svinger med.. nå ja pikken
I øvrigt er det et af grundlagene i vores medielovgivning, at det er muligt at få nedlagt fogedforbud mod en udgivelse/transmission, så det ikke bliver udsendt, hvis man på forhånd mener, at indholdet kommer til at være imod lovgivningen – i form af injurier osv. Så selvfølgelig skal man kunne kritisere og problematisere et tv-program, inden det er blevet sendt.
Når det er sagt, så ved jeg udmærket godt, at Blachman ikke bryder loven ved at vise nøgne damer og være lummer, men det burde det måske…
Nej, det mener jeg naturligvis ikke. Jeg elsker ytrings- og kunstnerisk frihed, så jeg vil selvfølgelig helst, at vi undgår at lave nogen form for begrænsninger på det, vi må sige – ikke engang på mandschauvinistisk idioti. (Det vil jeg i stedet anbefale, at vi tier ihjel.)
Men en anden nylig feministisk kritik kom i form af udgivelsen af en rapport fra Nordisk Ministerråd for Ligestilling, hvori de henviser til den omsiggribende antifeminisme i samfundet og blandt andet foreslår en skærpet lovgivning over for trusler og detslige, der har udspring i køn.
Dette blev naturligvis, helt forudsigeligt, i mange medier – både de traditionelle og de sociale – udlagt til, at det skal være ulovligt at udtale sig kritisk om feminisme. Underforstået, at den slemme, slemme (svenske) statsfeminisme, der tvinger drenge til at sidde ned og pisse i børnehaverne, snart kommer til Danmark og stjæler den sidste rest af den maskulinitet, der er tilbage i det pikløse samfund, som vi åbenbart ifølge Blachman har udviklet os til
(Og ja, mit eget liv er desværre ret pikløst lige for tiden, men jeg håber da virkelig, at det er forbigående og ikke en reel tendens, for så bliver der sgu frygteligt kedeligt i dobbeltsengene fremover.)
Kender I det, at kvinder bare ikke er lige så meget værd?
Det her er nemlig en anden, og helt typisk reaktion, man får på at sige, at man er feminist; at man bliver behandlet, som om man er medlem af et politisk parti, hvis ideologi kan diskuteres på linje med kontantshjælpsreformen og 2020-planen.
Ikke dermed sagt, at vi ikke kan diskutere de politiske forslag, der udspringer af feminisme, som eksempelvis kønskvoter og lovgivning mod købesex – det er netop politisk. Men at diskutere feminismens grundlag, nemlig at samfundet udadtil er indrettet på mænds vilkår og forfordeler kvinder (og at det indadtil i familien i dagens samfund i høj grad er indrettet på kvinders vilkår og forfordeler mænd), dét er simpelthen så uendeligt trættende.
Desværre er det også den diskussion, jeg oftest ender i, fordi jeg har valgt at være i en så mandsdomineret branche som stand-up-branchen – en branche som i manges øjne tilmed er voldsomt sexistisk. Det er jeg ikke dog ikke enig i – bare fordi mine kolleger laver jokes om kvinder fra en mands synspunkt er det ikke per definition sexisme. Faktisk synes jeg, at det er både vigtigt og også i øvrigt ofte skideskægt at se mænd forholde sig til kønsspørgsmål.
Men jeg kan simpelthen ikke stoppe med at undre mig over, at nogle af mine mandlige kolleger, som virkelig kan blive rasende – grænsende til rødsprængte i øjnene – over racister og dedikere store dele af deres shows på at svine de her KKK-typer til, efterfølgende og uden at blinke kan slå over i en joke, hvori kvinder eller kvindekroppen latterliggøres uden anden årsag end det, at vi er kvinder.
Selvfølgelig skal man gøre grin med kvinder – for vi gør vildt mange dumme ting hele tiden, og vi kan også være store idioter – men nogle gange, når jeg hører de her jokes om kvinder, står jeg for mig selv og indsætter ordet “muslim”, “jøde” eller “neger” i stedet for ordet “kvinde”, og pludselig er joken væsentlig mindre sjov – nu er den bare generaliserende, dum og underbygger en allerede eksisterende fordom (om at muslimer ikke kan parallelparkere, at jøder ikke kan argumentere logisk, og at negere over 30 har lange, klamme patter.)
Se lige ud over din egen pikkemand engang, gider du!
Måske virker det lidt “skide i egen rede”-agtigt at kritisere mine kolleger på den måde, men for mig repræsenterer de bare glimrende den gennemsnitlige danske mand – søde, openminded, intelligente og generelt ikke synderligt nedladende over for kvinder.
Alligevel har de færreste af dem skænket en tanke, at det kan være en fordel at være født som mand. (Ikke alle komikere er dog ubekendte med dette, du kan eks. nyde, desværre afdøde, George Carlin tale om kvinder her.)
Faktisk bliver de fleste mænd decideret sure, hvis man kommer til at sige højt, at deres køn giver dem fordele, som kvinder ikke har – hvilket er endnu en forudsigelig reaktion på feminisme: “Hey, mænd har det faktisk også hårdt.”
Og igen, det undrer mig altså virkelig, at man(d) kan have det sådan. Jeg mener; jeg har venner af anden etnisk herkomst, og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg er så meget bedre stillet i det her samfund, end de er. Bare det faktum, at min veninde med asiatiske rødder stort set ikke kan gå ned af en gade, uden at nogen råber “thailuder” efter hende, det viser da, at hun oplever så mange fordomme og begrænsninger, som jeg som vinterbleg-året-rundt dansker aldrig nogensinde kommer ud for. Hvis hende og jeg var oppe imod hinanden til et job, vi var nogenlunde lige kvalificeret til, og jeg fik det, ville jeg da for evigt spekulere over, om det var vores hudfarver, der gjorde udslaget.
Hvorfor kan mænd ikke se det samme med kvinder? Hvorfor kan de ikke se, at vores kroppe konstant bliver objektiviseret? At vi jævnligt bliver hånet og nedgjort alene på grund af vores køn?
Mor skal nok klare den, når far er sådan et fjols
Igen; jeg kan da også godt se den gigantiske fordel, jeg har af mit køn i forhold til eksempelvis børn. Hvis jeg fik børn, ville min status som mor være uendeligt højere, end en mands status som far. Og af den grund kunne jeg aldrig drømme om at svine en mand til, hvis han beklager sig over, at han ikke kan få forældremyndigheden over sine børn. Jeg synes Foreningen Far er en genial organisation. Flere af den slags, tak!
Men hvorfor kan mænd ikke se det den anden vej? Hvorfor bliver de så vrede over kvinder og organisationer, der gør opmærksomme på de uretfærdigheder, der er over for kvinder i samfundet?
(Hvis du er i humør til lidt deprimerende læsning om bare nogle af uretfærdighederne – i form af vold mod kvinder – så læs den her klumme. Og hvis du læser kommentarerne også, vil du i øvrigt se en fjerde helt klassisk reaktion på feminisme, nemlig “øh, det er faktisk lige så slemt at være mand, ja, vi får også tæsk hele tiden, nå!”
Man bliver så træt! Det er sgu da ikke det samme, din store, fede ….! At gå i byen og få et par på kassen – af andre mænd! – er sgu da ikke det samme som, at kvinder udsættes for systematisk vold og undertrykkelse i deres eget hjem af den mand, der traditionelt set har haft råderet over dem – og stadig har det mange steder i verden.)
Det er vel også kvindernes skyld, at det er kvindernes skyld
Jeg vil så nødig slå ind på det spor, der handler om, at der er en antifeministisk højredrejning i gang i samfundet, fordi 1) der er skrives mange virkeligt gode blogs om det her i forvejen (tjek evt. Mandfjols) og 2) jeg bliver så uendelig trist over, at svaret på de ovenstående spørgsmål skulle være, at mænd bare hader kvinder. At der skulle være en eller anden freudiansk kastrationsangst, som gør, at mænd føler trang til jorde os med bryster i angsten for at miste deres egen eksistens.
Og så kommer Blachman ind igen med alt dens forudsigelighed udi afmaskuliniseringen af mændene – og hvordan det er kvinders skyld. Jeg har allerede brugt mange linjer her (og her) på debatten om feminiseringen af folkeskolen, og her er fuldstændig den samme retorik: Det er kvindernes skyld, at mændene har det hårdt.
Uden dog selv at have set Blachman morede jeg mig meget over gengivelsen af, hvordan han for eksempel får det gjort til kvindernes skyld, at samfundet er blevet pornoficeret…
Okay så. Hvis det skal forståes på den måde, at skylden ligger hos de kvinder, der lidt for velvilligt tager deres tøj af i alle mulige og umulige sammenhænge – ikke mindst i Blachmans eget tv-program – så kan vi da godt sige, at det er kvindernes skyld.
Men hvis vi absolut skal placere skyld – og det skal vi jo, for det er åbenbart trenden i dag; ingen vil tage ansvar, alle vil placere skyld – kunne vi så ikke lægge bare lidt af skylden for pornoficeringen hos det køn, der rent faktisk stadig køber, at sex sælger!?
Faktum, fordom – blabla, hvad er forskellen?
Og ja, nu lægger jeg selv op til endnu en forventelige reaktion på feminisme, nemlig, at jeg generaliserer omkring mænd – og at vi feminister derfor er lige så slemme, faktisk værre, end alle andre, fordi vi påstår, at vi arbejder for at fjerne generaliseringer, og så går vi selv rundt og laver dem: “Ha ha, hvad med dig selv, feministfisse!”
Så døde min sjæl helt, så er der simpelthen ikke mere feministisk kampgejst i mig, jeg er færdig. Jeg orker ikke snakke med mennesker, der ikke kan se forskel på generaliseringer på baggrund af statistisk og videnskab og generaliseringer på baggrund af fordomme:
Kvinder kan ikke argumentere = fordom.
Mænd er hovedforbrugere af porno = statistisk faktum.
Mænd er dårligere forældre = fordom.
Kvinder er dårligere stillede end mænd på stort set alle områder af samfundet = statistisk faktum.
Mænd er pikløse = fordom.
Kvinder er dårligere end mænd til at parallelparkere = statistisk faktum, der dog udløses af en fordom. (Hvis du altid får at vide, at du er dårlig til noget, vil du automatisk blive dårligere til det – det kaldes priming, og det har Malcom Gladwell blandt andet skrevet om i en virkelig dejlig bog, som jeg har henvist til før, men jeg bliver ved med at gøre det, indtil du har læst den! (I øvrigt kan man diskutere, hvad der rent faktisk ligger bag statistikken. Ganske rigtigt laver kvinder statistisk set flere parkeringsskader end mænd, men kvinder bruger formentlig også oftere bilen til ærinder, der indebærer parkeringer.))
Jeg tager Jørgen Leths bøger, som jeg vil
Yderligere en forventelige reaktion på feminisme er desværre også en af de rigtigt slemme; nemlig at den feministiske kritik aldrig bliver taget til efterretning. At vi protesterer og argumenterer og fremlægger statistikker og rapporter fører i bedste fald til et skuldertræk, i værste fald sker præcist det modsatte af det, feministerne forsøger at få igennem.
I tilfældet med Blachman skete der det, at en masse ikke-feminister blev gjort opmærksomme på programmet på grund af kritikken. De besluttede sig derfor for, at de ved selvsyn ville danne sig deres mening om det her, som feministerne nu havde hylet op om (som jo også var det, DR havde satset på.)
De her ikke-feminister ser så programmet, men forholder sig ikke til den feministiske kritik, i stedet forholder de sig til programmet “på programmets præmisser,” som de vil kalde det, når de eksempelvis anmelder det for deres avis.
Nøjagtig det samme skete med Jørgen Leth-sagen, dengang han udgav sin bog, Det uperfekte menneske, hvori han skriver at om tage kokkens datter, som det passede ham.
I stedet for at forholde sig til det, der egentlig var den feministiske kritik; nemlig det udtryk for den hvide mands udbytter-seksualitet, der blev fremstillet. Så blev bogen læst og anmeldt af flere, end hvis Goethe var opstået fra de døde og havde udgivet en ny bog, og Jørgen Leth som kunstner blev taget i forsvar – og nogle gik i den anden grøft og hadede ham og kaldte ham en gammel gris. Og begge dele var for så vidt fuldstændigt ligegyldigt, for det var bare afsporinger, det var egentlig slet ikke det, den feministiske kritik oprindeligt handlede om; den handlede om mandens seksualitet.
Kvinden er et sexobjekt og/eller en heks
Hvilket er nøjagtig det samme der sker med Blachman nu. Den feministiske kritik forsøger at problematisere den maskulinitetsopfattelse og seksualitet, som Blachman og programmet repræsenterer, men i stedet kommer hele debatten nu til at handle om ham som person (og det havde Blachman sikkert også satset på.)
Anmeldere forholder sig til programmet “på programmets præmisser”, nogle synes endog at det er et originalt koncept (og ingen tænker over, at de ikke ville have skænket dette “originale koncept” to linjers avisplads, hvis det ikke var for den forudgående hype.)
Og midt i alt den forholden sig til tingene på “tingenes præmisser” forsvinder den feministiske kritik altså ud af billedet. Det er nærmest en lille “ja, nu hvor damerne har sagt deres forudfattede fnidder, så kommer de seriøse mænd m/k på banen og forholder sig til det virkelige indhold.”
Men det var det virkelige indhold, den feministiske kritik gik på. Programmet skriver sig jo ind i en lang tradition for kun at betragte kvinden på to måder: at se kvindekroppen som et objekt og at anse kvindesjælen som værende skyld i alverdens ulykker.
De monoteistiske religioner har gjort det her i over 2000 år, grækerne og romerne før dem, og i dag fortsætter vi så – som totalt hoved- og historieløse ignorantusser med den fremstilling af kvinder. Og når feminister formaster sig til at gøre opmærksom på det, så bliver den forventelige reaktion at se os som oversensitive og hysteriske, samt at lade være med at tage kritikken alvorligt. For pudsigt nok kan feministisk kritik ties ihjel, mens idioti åbenbart ikke kan.
Det er derfor, jeg så sjældent orker at diskutere det. Bare det at så mange mennesker i den her verden slet ikke vil anerkende, at der er et problem; at kønnene stadig er langt fra ligestillede.
At være slave er mit eget valg, som slavehandleren traf for mig
Jeg forestiller mig, at det må være sådan slavemodstanderne havde det for 200 år siden. De gik også dengang rundt i en verden, der var vildt uretfærdigt skruet sammen, men samtidig mødte de stort set kun mennesker, der nød godt af uretfærdigheden og derfor – underligt nok – ikke kunne se problemet.
Og ikke engang alle slaverne selv kunne se problemet, for mange af dem havde jo aldrig prøvet andet. De havde ikke fantasi til at forestille sig en verden, hvor de rent faktisk blev betragtet som individer på lige fod med andre – hvor deres sjæle og kroppe var deres egne, og hvor dét blev respekteret.
Hvilket leder mig hen til den sidste forventelige reaktion på feminisme, som også er den, der gør mest ondt, nemlig alle de kvinder, der ikke kan se problemet. Alle de kvinder, der modarbejder feministiske tiltag – hvadenten det er tiltag for at skabe bedre forhold for kvinder eller for mænd.
Voksne kvinder, der kan se mig direkte i øjnene og sige, at de aldrig har oplevet andet end, at de er helt ligestillede med mænd og to sekunder senere fortælle om en klam mand i bussen, der tog dem på røven. Kvinder, der mener, at man får løn som forskyldt – uanset om det gælder på arbejdsmarkedet, eller hvis man har en nedringet bluse på og bliver voldtaget. Kvinder, der med næb og kløer forsvarer deres bastion som den førende forældre, fordi om ikke andet, så har de da det.
Kvinder, der formentlig dybest set, bare er mere trætte i sjælen end mig. Trætte af konstant at blive mindet om, at vi er født ind i en verden, hvor vi bliver set som andenrangsmennesker, bare fordi vi er dem, vi er. Og derfor virkeligt gerne vil lade, som om at alting nok skal ordne sig, som gerne vil tro, at hvis man bare smiler nok, arbejder hårdt nok og ikke kæfter op om uretfærdigheder i tide og utide, så får man en fair chance.
Kvinder, der virkelig tror på, at alle idioter og alle problemer kan ties ihjel.
Og jeg kan mærke, at min sjæl også længes efter den tro. Den vil så gerne have fred, den er træt, den gider ikke flere idioter. Den orker ikke at starte diskussionen om køn op fra scratch for 10.000. gang, hver gang jeg taler med nogen om det.
Men mon ikke også slavemodstanderne nogle gange bare havde lyst til at skyde sig i hovedet, når nogen begyndte på en eller anden fordomsfuld smøre a la “slaver er slet ikke egnede til at tage vare på sig selv”!?
Og de vandt kampen. Ikke bare på kort sigt, men også i eftertidens opfattelse af slaveri som værende dybt forkasteligt. Mon kønsrelateret vold, ulige lønforhold og mødredyrkelse om 200 år vil blive betraget på samme måde? Jeg håber det, håber det virkeligt helt ind i min trætte, trætte feministfissesjæl.
Dum, dummere, dreng
Lige for tiden kan man åbenbart ikke diskutere folkeskole og undervisning, uden at visse ”sandheder” bliver gentaget igen og igen og igen: at folkeskolen anno 2013 er indrettet på pigernes betingelser, fordi stillesiddende undervisning kun er for piger, da drenge har for meget krudt i røven til at sidde stille og lære noget.
Der er aldrig rigtigt nogle gode forklaringer på dette fænomen, men oftest ender det på, at der er kommet for mange kvindelige værdier (læs: kvindelige lærere) i skolerne, samt noget med, at de kreative fag er blevet beskåret. (For vi ved jo alle sammen, hvor meget det at lære at strikke og at pølse askebægre op i ler tidligere har haft af betydning for drenges videre uddannelse.)
Og ingen – INGEN – lader til at synes, at de her ”sandheder” halter lidt i koderne. Journalister og politikere tilmed pædagogiske eksperter og undervisere gentager dem rask væk og snakker løs om, hvordan vi dog skal få dæmmet op for det her problem – der i sidste ende fører til, at piger får uddannelser, og drenge falder ud af systemet og bliver tabermænd.
Dummemands-paradoks
Det lader ligefrem til at nogle paranoide mandetyper tror, at det er en form for feministisk hævnaktion over mændenes mangeårige dominans på samfundets vigtige poster; at feministerne således har infiltreret uddannelsessystemet og langsomt hjernevasker småpiger til at overtage verdensherredømmet, mens de lader drengene i stikken.
Men helt ærligt, hvem er det lige, der lader drengene i stikken her!? Er det virkeligt feministerne, der kæmper for, at alle – uanset køn – skal have lige muligheder? Eller er det de andre, dem, der konstant insisterer på at sætte drenge i bås som vilde og uregerlige?
Jeg forstår slet ikke den temmelig paradoksale logik, de her mennesker argumenterer ud fra. For eksempel i den her artikel fra Politiken. Her udtaler to veluddannede karrieremænd sig om, hvor lidt plads der er i skolen til drengene, der jo har krudt i røven – alt imens d’herrer selv på mystisk vis har formodet at dæmpe deres eget røvkrudt længe nok til at klare sig hele vejen gennem skole- og uddannelsessystemet og helt op til toppen, hvor de nu får medietid til at udtale sig om netop dette emne…
Men måske er det faktisk bevis for, hvor meget skolen fejler drengene, at to umiddelbart ret intelligente mænd kan udtale sig så dumt.
Dengang far var… det kan jeg sgu ikke huske
Nu ville de her to mænd måske forsøge at tilbagebevise min påstand – om at nogle drenge jo alligevel lader til godt at kunne begå sig i skolesystemet – med, at dengang de gik i skole i 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne, altså før de kvindelige værdiers/læreres indtog, der var det skam noget helt andet…
Eller var det nu også det?
Jeg er simpelthen målløs over den historieløshed, der hersker i verden i dag. Ikke bare i den her debat, men tusindvis af andre steder. Hvordan kan folk i ramme alvor få sig selv til at udtale sig om nutidige problemstillinger på en måde, så det fremgår, at de ved nul og niks om, hvad der skete i samfundet for bare 30 år siden?
Jeg kunne til nød forstå det, hvis det var unge mennesker, der gjorde det. Der findes jo voksne mennesker nu, der ikke var i live før internettet. Men det er altså ikke disse unge mennesker, der er problemet – tværtimod, de er opfostret på google og wikipedia, de ved sgu godt, at alting har en forhistorie.
Nej, det her er virkeligt voksne mennesker, der udtaler sig, voksne mennesker, der har valgt at gå i en form for selektiv demens, hvor de bare nægter at forholde sig til noget, der skete før murens fald – som om vi aldrig før har haft krige, kriser, arbejdsløshed, terrorisme, brudte familier og stillesiddende undervisning.
Men nu handler det her indlæg jo kun om sidstnævnte emne, så lad mig spørge så direkte, som jeg overhovedet kan, i helt twitteragtig kortfattethed: Hvornår har skolegang ikke været lig med at sidde stille, læse lektier, række hånden op og vente på, at man blev spurgt!?
De vilde, vanvittige piger
Har den ”udvikling” mod stillesiddende undervisning noget som helst med indtoget af kvindelige lærere/værdier i folkeskolen at gøre? Nej, stillesiddende undervisning har altid været normen, og faktisk var indførelsen af mange af de kreative fag – fag som der efterfølgende er blevet skåret i – jo netop et forsøg på at nytænke skolen, så der var plads til flere typer elever. Før i tiden var der nemlig kun plads til én slags: drenge!
Og selvfølgelig var der ikke plads til alle slags drenge i gamle dage. I den sorte skole var der kun plads til de flittige drenge, der kunne finde ud af at være lærernes kæledægger. De dumme arbejderdrenge, bøvede landboknægtene og stort set alle pigerne var udelukket fra at kunne fortsætte i latinskolen og videre i uddannelsessystemet. Sådan var det bare dengang.
Og faktisk var det også sådan, at man stadig i begyndelsen af 1900-tallet diskuterede, om piger overhovedet hørte hjemme i skolen, fordi de ikke kunne sidde stille, og det var forstyrrende for drengene…!
Ej, lad os lige tage den igen: Sagde jeg lige, at for 100 år siden havde man præcis den modsatte opfattelse af drenge og piger, end den man har i dag? Ja, det sagde jeg!
Historieløshed endnu engang – og totalt manglende indsigt i, hvordan man er med til at skabe nøjagtig den ”naturlige” kønsadfærd hos både drenge og piger, når man så bastant og konstant italesætter den.
Skulle vi så ikke for hedehule… se at få lukket den åndssvage debat om drengenes medfødte krudt i røven, inden den ødelægger mere end den allerede har gjort for drenge i dag?
Emil fra Lønneberg ville spille World of Warcraft
Men hov, drenge er jo vilde og vil gerne lege vildt!?
Ja da, ligesom piger i øvrigt også gerne ville, hvis vi da ellers kunne få lov. Problemet med den forestilling, at det er drengenes ”biologi” ikke at kunne sidde stille og modtage undervisning er imidlertid præcis det; problemet. Og jeg vil gerne adressere det, men det fylder simpelthen for meget til at fortsætte dette indlæg, derfor tager jeg det i et andet.
Men selvfølgelig vil børn da fare rundt over det hele og kravle i træer og smadre ting, hvis de voksne ikke engang imellem trækker dem ned og sidde på en stol. Børn er lavet af ballade, det har de altid været, det vidste Astrid Lindgren, det vidste Freud, det vidste Platon. Men det er ikke det samme, som at de ikke kan opdrages!
Et mere relevant spørgsmål ville være, om vi rent faktisk er interesserede i, at børn i dag skal sidde stille og modtage undervisning på samme måde, som de har gjort igennem 5000 år!? Måske trænger skole(tanke)gangen faktisk til et gennemgribende eftersyn. Men skal det absolut være på drengenes bekostning? Og med alt det kvindelige som syndebuk?
For vi gør absolut ingen børn en tjeneste ved på forhånd at beslutte, at de på grund af deres tissemænd eller tissekoner er bedre i stand til at modtage undervisning på den ene eller den anden måde.
Børn er faktisk forskellige, de er faktisk alle sammen helt forskellige mennesker!
Er det ikke grotesk, at vi den dag i dag – med alt vores historie og viden i bagagen – stadig ikke kan finde ud af at enes om en så lillebitte eksistentiel sandhed!?
Men måske er det virkeligt sådan, at den sandhed kun fremstår så logisk for mig, fordi jeg er en pige og derfor ikke har haft krudt i røven, og det har gjort, at jeg har været i stand til at modtage undervisning og derved udvikle mine deduktive evner.
Måske egner drenge sig virkeligt bare ikke til abstrakt tankegang og stillesiddende aktiviteter… Så forstår jeg bare ikke; hvad fuck har de så gang i med de der timelange strategicomputerspil?
Den biologiske spændetrøje
Dette indlæg er i virkeligheden en meget lang fodnote til et andet indlæg, men du kan sagtens læse dette uafhængigt af det andet. I det tidligere indlæg bitchede jeg blot over det idiotiske i at blive ved at med at snakke om drenges ”biologiske” manglende evne til at sidde stille, som gør, at der ikke (længere) er plads til dem i folkeskolen, og som også skulle være forklaringen på, at de nu bliver tabt i uddannelsessystemet.
Men der er bare ikke én enkel forklaring på, hvorfor det pludselig er piger, der får uddannelserne, og drengene der ikke gør.
Og når det er sagt, er det jo i øvrigt ikke sådan, at ingen drenge klarer sig igennem. Der er bare en højere procentdel af piger i forhold til drenge – og jeg har ikke undersøgt det her, men da der jo samlet set er flere unge, der får en udannelse i dag, kunne det så ikke tænkes, at stigningen hos piger bare er højere end hos drenge…? Gider nogen researche på de tal, please!? Bare inden næste gang en eller anden plaprer løs om, at pigerne møver sig frem på drengenes bekostning.
Men okay, uanset set hvordan tallene ser ud, er det naturligvis stadig et problem, at vi taber nogle af drengene. Men hvorfor gør vi det?
Ikke på grund af ”kvindelige værdier”, men tværtimod på grund af ”mandlige”. Fordi forestillingen om, hvordan man er rigtig dreng modarbejder drengene.
Wauw, var der også kvinder i gamle dage!?
Drenge skal for det første være vilde og uregerlige, når de er små. Det kan vi se i alle daginstitutioner. Og når de voksne – dem, der skulle forestille at være klogere – tager hånd om dette, gør de det ikke ved at give drengene mere støtte og bedre redskaber til at lære at sidde stille og klare sig videre i skolen. Nej, tværtimod taler man konstant om, at der skal flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne til at være rollemodeller for drengene.
At drenge stort set altid gennem historien er vokset op kun omgivet af kvinder, er noget vi i nutidens historieløse samfund har glemt alt om. Der mumles bare noget om, at drenge skam havde maskuline rollemodeller i gamle dage i form af mændene, der gik ude i marken. Mmm, ja, for hvis der var noget, man helt sikkert virkeligt dyrkede i de gamle landbrugssamfund, så var det at lade småbørn rende uledsaget rundt og se på voksne mænd, der arbejdede!
For resten arbejdede kvinderne også tit i markerne i gamle dage, tit med småbørn på ryggen eller ved siden af sig (ja, børnene arbejdede også dengang, hvor er det vildt) så forskellen på maskuline og feminine rollemodeller har sgu nok allerede dengang været defineret ud fra andre ting.
Dengang landbrugssamfundet så brød op, og folk flyttede ind til byerne blev det her jo endnu tydeligere, for da tog farmand af sted til fabrikken hver morgen klokken meget tidligt og kom hjem meget sent, og alle børnene voksede op i baggårde kun omgivet af kvinder, gårdsangere og tosser.
Kan du ikke huske den scene i Barndommens Gade, hvor de leger far, mor og børn? Hvor drengen får at vide, at han – faren – skal stå i hjørnet og vente, indtil hun – moren – er færdig med al husarbejdet og børneopdragelsen (alt det sjove!) Ingen af dem ved, hvad faren laver, de ved bare, at han er totalt fraværende. Alligevel, trods den totale mangel på maskuline rollemodeller, lykkedes det stadig nogle drenge at få en uddannelse dengang. Men det var selvfølgelig kun de privilegerede drenge, der fik det. Arbejderklassens drenge skulle jo bare ud og være arbejdere og fraværende fædre, ingen brød sig dengang om, hvad de lærte i skolen. Lidt ligesom med pigerne, der jo bare skulle føde børn og skrubbe gulv eller være til pynt som Maude fra Matador.
Drenge skal lære at være drenge…
Så tilbage til problemet med de mandlige rollemodeller i daginstitutionerne. Jeg er ikke uenig i, at drenge har brug for mænd i deres opvækst. Men sgu da ikke ud fra den tåbelige logik, som man i dag bruger som argumenter for det. I dag snakker man om, at man skal have mandlige pædagoger, fordi de kan spille fodbold og slås med drengene. De kvindelige pædagoger er åbenbart alt for stillesiddende. Kan du se ironien!?
Man snakker konstant om drenges ”biologi”, om drenges naturlige behov for at boltre sig, men dette ”naturlige behov” bliver åbenbart undertrykt, hvis der kun er kvinder til stede. Hvordan biologi og natur så let kan undertrykkes, er der aldrig nogen, der svarer på. Desværre.
Folk har gennemgående meget travlt med at fastholde, at mænd skal have lov til at være mænd og kvinder skal være kvinder, og feministerne skal holde op med at undertrykke folks naturlige behov med forslag om øremærket barsel og den slags. Og det undrer mig altså meget; hvis de her behov virkelig var så naturlige, så ville det vel også være ret svært at undertrykke dem, ikke!? Lidt ligesom Freud var inde på med vores naturlige seksualitet, der på trods af overdreven undertrykkelse gennem historien altid er sluppet fri og/eller skabt voldsomme neuroser.
Men måske mener disse mennesker, at det vil skabe neuroser hos det mandlige køn pludselig at få mulighed for at være sammen med deres børn, ligesom kvinder måske vil blive neurotiske over at få den samme løn for det samme arbejde. (At mange af kvinders tidligere psykiske lidelser – blandt andet hysteri – måske snarere kan forklares med deres følelse af manglende værd, og at mange af mænds problemer – vi kalder dem ikke psykiske problemer, for dem har mænd jo ikke – måske snarere skyldes de rigide rammer, maskulinitet holdes i, og som ikke giver plads til omsorg og kærlighed, det snakker vi ikke om!)
Løsningen er en del af problemet
Men de mandlige pædagoger i daginstitutionerne – for at vende tilbage til dem – skal altså spille fodbold og slås med drengene for at opfylde drengenes naturlige behov for denne adfærd. Burde det ikke være omvendt?
Hvis vi virkelig ønsker at give drengene en chance i skolen, skulle de maskuline rollemodeller, så ikke netop lære drengene, at det også er mandligt at lære noget? At man skam er rigtig dreng stadig, selvom man sidder stille og læser bøger. Og skulle de kvindelige pædagoger måske så ikke også lære pigerne, at det også er okay at kaste det pæne stillesiddende pigede over styr og møfle rundt i mudder engang imellem!?
Problemet er jo indbygget i ”løsningen”. Jo mere, vi fortæller drenge (og piger) at drenge og mænd ikke kan sidde stille, jo mindre kan de jo sidde stille fremover. Og omvendt for piger.
Og det er så, det de hører, mens de stadig er helt små. Hvad så når de bliver ældre og begynder i skolen og faktisk skulle til at bruge nogle af de redskaber, som de ikke har fået? Ja, så venter der endnu en omgang maskulin værdimodarbejdelse af deres chancer for at klare sig.
Det er jo ikke sejt for drenge at klare sig godt i skolen i dag. Det er knapt nok sejt for pigerne. Man er generelt en stræber, hvis man har styr på sine lektier og følger med i timerne. Det her må være en kulturel rest fra dengang, hvor alle de normale børn hadede på de to drenge, der var lærernes kæledægger og fik alt opmærksomheden og alle chancerne for videre uddannelse. I dag er det bare en underlig mobbeadfærd – hvis vi da ikke skal gå ind i en længere udredning om, at vi som samfund har det en smule problematisk med folk, der klarer sig godt – aka Janteloven.
Stræber-bøsserøv
Piger finder dog i dag mere identitet i at klare sig godt i skolen end drenge gør. Derfor er stræber-mærkatet ikke så slemt for piger som for drenge. Piger forbryder sig jo ikke mod deres ”natur”, når de sidder stille og passer deres ting. Drenge er nærmest bøsser, hvis de gør det.
Den er svær at løbe fra, og der er ingen hjælp at hente fra de voksne – det er jo de voksne, der har fundet på, hvordan man er rigtig dreng. Og børn er ikke så dumme, at de fortsætter med en adfærd, de voksne ikke værdsætter. Det er faktisk nærmest det, opdragelse går ud på – at pille uønsket adfærd ud af børn.
Problemet er jo selvklart, at når man indirekte – og faktisk også temmelig direkte – siger til drenge, at det er uønsket adfærd, at de opfører sig som pigerne gør, så vil de selvfølgelig ret hurtigt lure at gøre noget andet.
Drengene har altså ingen rygdækning; de har stort ingen mandlige rollemodeller, der viser dem, at det er okay at lære noget, og de har ingen opbakning fra kammeraterne (eller fra de voksne), hvis de forsøger sig med det alligevel.
De drenge, der klarer sig bedst i skolen, har antageligt den rygdækning. Uden at have noget statistisk belæg for det her – andet end at børn af veluddannede mennesker har det med selv at blive veluddannede, den såkaldte sociale arv – så gætter jeg på, at drenge fra hjem, hvor faren tager stor del i at lære sønnen at lære, der får drengene de redskaber, der skal bruges til at klare sig gennem et uddannelsessystem.
Få dig en uddannelse, tøs!
Jeg er selv fra en ufaglært arbejderfamilie, der var ingen bøger i mit hjem, da jeg voksede op. Min far læste aldrig nogensinde lektier med min bror, men min mor læste tit med mig – og hun læste selvfølgelig også med min bror, men det var, som om hans opmærksomhed var noget sværere at fange. Indtil min far endelig kom hjem fra arbejde og tog ham med ud at spille fodbold. (Han tog også mig med, for modsat min bror gik jeg faktisk til fodbold, men den åbenlyse biologiske fejlkodning lader vi lige være for nu.)
Jeg er også vokset op til lyden af begge mine forældre, der i kor siger: ”Sanne, du skal have en uddannelse, du skal have en uddannelse.” Jeg husker aldrig, at de sagde det til min bror. Under alle omstændigheder har jeg i dag en lang videregående uddannelse (som jeg ikke bruger) og min bror har ”kun” en håndværkeruddannelse (som han heller ikke bruger.) Vores uddannelsesniveau siger selvfølgelig intet om kvaliteten af vores respektive tilværelser, men pointen er blot, at min bror er en af de unge mænd, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, og jeg er en af de piger, der har.
Selvfølgelig kan min anekdotiske opvækst ikke bruges som forklaring på noget som helst. Det er meget vigtigt at huske på i en debat om køn, at bare fordi vi alle sammen har et køn, så er det ikke statistisk grundlag for en skid. Men det er alligevel meget sigende, at min generation af piger – os, hvis mødre oplevede rødstrømpebevægelsen – er blevet tudet ørerne fulde med, at vi skulle få os en uddannelse, mens drengene… ja, hvad med dem?
Lektor Blomme var stærkt motiverende
Mit bud er, at vi glemte dem. At vi på en eller anden måde regnede med, at drengene nok skulle klare sig. Fordi vi så på det samfund, der var dengang og konstaterede, at der var mænd alle vegne, så de havde nok et ”naturligt” drive for at klare sig. Så derfor var det kun pigerne, der manglede ekstra motivation (mod vores åbenbart naturlige behov for at fede den.)
Og så glemte alle, at det ikke har været spor naturligt for drengene at klare sig i skolen, det har bare altid tidligere kun været drengene, der er blevet motiveret til det. Både gennem direkte opfordringer fra deres fædre og lærere, men også indirekte af først og fremmest at vokse op i et samfund, hvor kun mænd kunne sidde (stille) på betydningsfulde stillinger, så drenge allerede tidligt forstod, at de var mere ”egnede” til dette end pigerne – samt dog ikke mindst en forestilling om, at hvis man som mand ville frem i denne verden, måtte man altså sidde stille og svede over sin latin. (Det er faktisk præcis handlingen i Det forsømte forår.)
Så når drenge i dag ikke kan sidde stille, er der absolut intet naturligt og biologisk i det. Tværtimod er det snarere et resultat af en idiotisk stirren sig blind på en naturlig biologisk forklaring, der koster dem mulighederne for at vise, hvor dygtige de – fra naturens side – kan være.
Fuck, Einstein må have kedet sig
Medmindre selvfølgelig at drenge og mænd igennem hele historien har gjort vold på deres biologi for at skabe store teoretiske tanker og fantastiske opdagelser. Og hvis Nietzche og Einstein virkelig har gjort det, så forstår jeg ikke nutidens problemer. Jeg mener, hvis mænd virkelig hader så meget at sidde stille og lære noget, hvorfor skal vi så tvinge dem til det fremover? Så lad dog pigerne – der tydeligvis elsker det stillesiddende – overtage den sure tjans.
Eller er hele den her debat i virkeligheden et udtryk for, at man bare er pissebange for, hvilke store teorier og opdagelser det kvindelige køn vil komme frem til? Feminisme for eksempel, fy for pokker! Hele ideen om, at kønnet ikke er en biologisk spændetrøje, men at vi alle sammen er forskellige og har forskellige egenskaber – og ikke mindst forskellige ting at tilbyde verden – den idé er jo ganske forskrækkelig, for så… øh, ja hvad så egentlig?
Hvad vil være det værste, der kunne ske, hvis vi slækkede lidt på den forestilling om, at vi er medfødt det ene eller det andet? Vil samfundet bryde fuldstændig sammen uden rigide forestilling om, hvordan man er rigtig dreng og rigtig pige? Eller vil vi rent faktisk udvikle os som civilisation? Som vi i øvrigt har gjort det hver eneste gang, nye teorier og opdagelser endelig har fået lov til at grundfæste sig.