Men må man være mandekræsen!?

Hvis du nogensinde skal lave mad til mig (og det håber jeg da, at du skal) skal du bare vide, at der er noget, jeg ikke spiser. Jeg kan simpelthen ikke foredrage okra.
Du har muligvis aldrig hørt om okra, men det er ifølge ordbogen en “håret urt i katostfamilien”. Jeg havde så aldrig før hørt om katostfamilien, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at spise andre katoste, for det lyder umiddelbart som et lagret mejeriprodukt fremstillet på kattemælk.
Men sagen er, at jeg blev lidt træt af at svare, at jeg er altædende, når folk inviterede mig på mad og høfligt spurgte, om der var noget, jeg ikke spiste. Jeg synes, jeg skulle have én ting. Så efter at have smagt mig igennem alverdens køkkener, landede jeg på den slimede okra. Den bryder jeg mig faktisk ikke om.
Pointen er, at jeg virkelig ikke er kræsen. Jeg elsker mad, alt slags mad, og gerne meget af det. Men jeg er kræsen med mennesker.

Du er, hvem du elsker
De mennesker, jeg vælger at have i mit liv, er mennesker, der får mig til at ville være et bedre menneske – på alle områder af livet. Det er min kærlige, opbakkende familie og mine intelligente venner, der altid udfordrer mine flyvske tanker og ideer. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig.)
De mennesker, jeg vælger at holde ude af mit liv, er mennesker, der trækker mig ned. Mennesker, der har låst sig fast på et ensporet verdenssyn, og som ikke kan åbne munden uden at lukke fordomme og hjernelig nedsmeltning ud. (Og ingen af dem kunne drømme om at servere okra for mig, men det er, fordi de selv kun spiser sovs og kartofler, for det ved man, hvad er.)
Det, synes jeg, er den bedste måde at være kræsen på. Rent faktisk at beslutte sig for kun at bruge tid på mennesker, der løfter en – åndeligt og intellektuelt.
Men næ, hvor er det fy at sige det højt som kvinde. Især, når man siger det om… ja, du gættede det… om mænd.

Bah, arbejde for kærlighed!? Kan vi ikke bare betale os fra det?
Politiken kører lige for tiden en serie om de moderne kræsne kvinder. Kvinder, der vælger at få børn uden en mand, fordi de bliver for trætte af at lede efter mr. perfeckt. Og om kvinder, der åbenbart stræber for højt efter status i stedet for at knalde alle de stakkels håndværkere.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg faktisk synes, det er et ligestillingsproblem, at kvinder kan sige “fuck jer” til mænd og så ikke kneppe dem og alligevel lave børn. For det betyder jo, at kvinder ikke behøver gøre den samme indsats for at få et forhold til at køre – som en mand, der er afhængig af kvinde for at kunne få børn.
Men på den anden side… Mænd kan få børn længere, så de har altså flere år at øve sig på at blive mr. perfect, end kvinder har. De kan tillade sig at være barnerøve helt op i 40’erne, mens kvinder har en biologisk tikkende bombe i livmoderen.
Desuden har mænd jo til alle tider haft den ret, at de ikke behøvede at gøre en indsats for at få sex – de kunne bare betale sig fra det. Så faktisk er det måske ikke helt unfair, at kvinder nu også har en bane, hvor det er mændenes tur til at oppe sig, hvis de vil være med.

Næ fy da, vil du ikke voldsnave en tandløs hjemløs!?
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er mere end problematisk, at kvinder, der stiller krav til de mænd, de vil tilbringe livet sammen med, bliver opfattet som kræsne.
Jeg bliver jævnligt lagt an på af mænd. Ja, af nogle søde, dejlige, interessante mænd. Men også af nogle der… ikke er. At en 52-årig fraskilt taxachauffør med tre voksne børn for eksempel kan stå og se på mig og tænke, at vi to er et godt match, og kommer hen og lægger an på mig, synes jeg er… faktisk fucking pisseprovokerende.
Og folk bliver tit dybt forargerede, når jeg ytrer disse tanker: “Tag det dog som en kompliment!” Eller: “Bare vent til du er gammel og rynket, så vil du savne den slags opmærksomhed.”
Fordi det forventes, at man som kvinde skal være taknemmelig for mandlige opmærksomhed. Alt mandlig opmærksomhed. Ligegyldigt om det kommer i form af en kompliment om ens øjne, eller det kommer i form af ren sexcikane – som en hånd på røven i bussen.
Og også ligegyldigt, hvem det kommer fra.
For som mænd altid siger, når jeg prøver at forklare, hvor frusterende det er, at det forventes af mig, at jeg bare skal være smilende taknemmelig: “Årh, jeg ville da bare blive smigret, hvis en kvinde lagde an på mig.”

Skal du smage mormors sprukne kusse?
Ville du virkelig? Ligegyldigt, hvem hun var!?
For jeg har godt nok set nogle cougars kørende på sidste salgsdato med solarierynkne kavalérgange og svenskergebis (blå pga. rødvin, gul pga. nikotin) lægge vulgært fysisk an på nogle af mine mandlige kolleger på en måde, der bestemt ikke så ud til, at han nød opmærksomheden.
Selvom han så høfligt takkede nej, for også mænd har jo lært, at det ikke er pænt at sige: “Hvad fuck regner du med, din klamme stodder?”
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor er det egentlig så forbudt at sige fra over for uønsket opmærksomhed? Fra en person, der i den grad burde arbejde med lidt selvindsigt, inden høn kaster sin manglende charme på andre mennesker.
Og ikke mindst; hvorfor i alverden er det ikke i orden at stille krav til senge- og/eller livspartnere?
Men lige for tiden er der altså ved at blive skabt en forestilling om, at kvinder bare er helt sindssygt kræsne med mænd, mens mænd er langt mere rummelige. (Eller ligeglade og bare knepper, hvad der… mmm helt sikkert!)
Så ind kommer selvfølgelig straks selvudnævnte evolutionseksperter og påstår, at det er, fordi kvinden investerer så meget mere i et forhold, fordi hun jo ikke kan rende rundt og sprede sin sæd ud over alle mulige partnere.

Knep, knep, knep, sådan er mænd jo
For naturligvis er mænd da fuldstændig ligeglad med kvaliteten af deres afkom. Alle mænd er jo så ensporede, at de bare går efter at lave fleste mulige børn med flest mulige kvinder. Det kan vi jo se på alle de mænd, der ikke gider have en kæreste og ikke gider bruge tid med de børn, de har lavet, men bare flyver videre til nye kvindelår…
Eller hov… Faktisk er de fleste mænd ude i virkeligheden jo anderledes interesserede i netop at finde en partner og få børn med hende og til døden jer skiller og medgang og modgang og alt det der. Altså hvorfor skulle det ellers være et problem, at kvinder åbenbart er blevet for kræsne i deres partnervalg?
Det er en fucking cirkelslutning: Hvis mænd virkelig udelukkende ville have uforpligtende sex og massevis af horeunger, så ville de da give en fuck for, om kvinder var for kræsne til ville have et parforhold med dem.
Nå, ja, men det skal evolutions”eksperterne” da så nok lige skynde sig at forklare. Det er jo, fordi at det kun er alfahannerne, der får lov til at lave børn på hunnerne. Og ja, der bliver faktisk snakket om “hunner” og “hanner”, for vi er jo ikke mennesker med en kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse – vi er et naturprogram på Animal Planet…
Så alfahanner som Klaus Riskjær får altså masser af punani, mens beta- og gammahannerne tøffer rundt på deres mælkekasse-knallerter i Udkantsdanmark og får ikke lov til at sprede deres sæd. (At kalde Klaus Riskjær en alfahan er i øvrigt en fornærmelse både mod hankønnet og mod det græske alfabet.)

Penge, penge, penge, sådan er kvinder jo
Fordi den regel, der aldrig bliver modsagt, er, at kvinder går efter status – fordi kvinder er kræsne (har vi ikke snart slået det fast!) – og mænd med status er derfor abemenneskernes alfahanner. Sådan gør gorillaer, så det er nok også sådan mennesker gør.
Okay… Kan vi lige gå tilbage til kompleks bevidsthed, selvindsigt og kulturforståelse et øjeblik og så kigge på vores samfund, som det virkelig er lige nu – i stedet for at kigge i junglen efter sammenligninger. Eller tilbage til en tid, hvor kvinder var afhængige af mænds status, fordi de ikke var noget i sig selv.
Kvinder i dag er noget i sig selv. Vi har job og karriere, venner og hobbyer, vi tager på rejser alene, vi tager kurser i mindfulness og cup cakes. Vi har ikke brug for en mand for at blive forsørget og for skabe et ansigt udadtil, ligesom kvinder før i tiden havde. Vi er vores eget ansigt udadtil. Vi tjener vores egne penge. Vi skaber vores egne liv.
Så hvad skal vi så med manden?
Det er verdens nemmeste spørgsmål: Vi skal kneppe hans hjerne ud!
Kvinder vil være sammen med en mand (eller med en anden kvinde, hvis det er det, man er til) fordi ens partner er sexet, sjov, sød, støttende, spændende – alle s-ordene.
(Ja, det er ikke tilfældigt, at alle seje ord starter med s ligesom mit navn! Som succesfuld og super og… satans.)

Vil bare gerne have samme den indsats igen…
Anyways. Grunden til, at kvinder stiller så mange krav til mænd i dag, er fordi… trommehvirvel, tak: Vi stiller så mange krav til os selv!
Jeg kender ingen kvinder, der ikke knokler for at være bedre til alting; bedre til deres job, bedre til at være mødre, bedre til at være gode kærester, døtre og veninder, bedre til at sutte pik, bedre til at se godt ud, bedre til fucking alt!
Ja, mænd kan godt mene, at vi stresser for meget, og vi burde chille lidt mere. Men det er altså prisen, moderne kvinder betaler for at være med på mænds banehalvdel. Samfundet er indrettet til og af mænd, så derfor skal kvinder hele tiden knokle for at bevise, at vi også hører til der.
Og samtidig føler de fleste af os også, at vi skal knokle for at vise, at vi altså ikke har mistet os selv som “kvinder” i det mas. For bare fordi jobbet er hårdt, og ungerne krævende, så er det ikke en undskyldning for at ligne lort, ikke holde kroppen og hjernen ved lige, være et nogenlunde ordenligt menneske og samtidig også liiiiiige nå den der mindfuldness-time, for vi skal jo også lære at stresse af, ikke? (Mærkeligt, at det ikke rigtigt lader til at virke det der afstresning…)

Ja, jeg er selvfed, men hvorfor er flere mænd ikke det?
Nu kan jeg naturligvis ikke tale for andre kvinder, men jeg har det personligt sådan, at når jeg knokler så meget for hele tiden at blive bedre på alle områder, så vil jeg altså ikke nøjes med en mand, der tænker, at han ikke behøver at gøre den samme indsats. At hans ølvom, hans serie fem-hygge-fodboldsundskyldning for at lægge yderligere til ølvommen og hans manglende viden om samfundsforhold er “godt nok”.
Hvis han har lyst til at tøffe rundt på en knallert i Udkantsdanmark skal han da have lov til det, men hvordan er det blevet mit problem? Hvorfor er min kræsenhed problemet? Hvorfor er det ikke et problem, at han ikke opper sig?
For jeg har ikke brug for ham! Jeg vil gerne ha’ en mand, og jeg har lyst til en mand, men jeg har ikke brug for en.
Jeg er som sagt menneskekræsen, og jeg har knoklet så meget for selv at blive et mere interessant et af slagsen. (Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg, for det er min blog.) Så jeg vil da hellere være alene med dét interessante menneske – mig selv – end jeg vil tilbringe tid sammen med et andet menneske, der ikke er i stand til at åbne min verden for nye indsigter, og som derigennem kan inspirere mig til at blive endnu bedre.

Mand er mand sådan
Så det burde virkelig ikke være et problem, at jeg er kræsen og ikke har brug for en mand. Men det bliver et problem – et samfundsproblem.
Fordi mænd har brug for kvinder.
Og det er sgu ikke på grund af det med børnene, ikke udelukkende i hvert fald. Det skyldes snarere, at den eneste måde en rigtig mand kan få omsorg på er ved at være sammen med en kvinde. Vi har lavet verdens mest idiotiske definition af maskulinitet, som betyder, at mens ligestillingen gør kvinder uafhængige af mænd – så bliver mænd ved med at være afhængige af kvinder.
Fordi der ikke bliver rykket ved opfattelsen af, hvordan man er rigtig mand. Det er stadig noget med at være stærk og stolt og “taler ikke om problemerne”. Så derfor sidder alle disse rigtige mænd nu efterladte på deres knallerter og har brug for kvinder, der ikke har brug for dem.
Men det er altså ikke kvinders ansvar! Det er ikke, fordi vi stiller for høje krav eller er for kræsne. Det er, fordi samfundet bliver ved med kun at vise drenge mandeidealer, der hører en helt anden tid til. Dengang hvor den tavse, stolte mand kunne arbejde med sine stærke hænder og finde sig en kone, der havde brug for ham for selv at overleve.

The times they have always been a-changin’
For efterhånden en del år siden gjorde man en mærkelig erfaring i de små landsbyer Nordsverige. Pigerne fik langt bedre karakterer end drengene i skolen. (Lyder det bekendt?) Man forsøgte sig med forskellige forklaringsmodeller; var pigerne genetisk mere intelligente end drengene? Var der noget i vandet? Måske prøvede man tilmed med en “det er nok, fordi der er kommet så mange kvindelige lærere og skolesystemet er blevet feminiseret”-forklaring. Den er jo populær herhjemme lige nu.
Men endelig kom der nogle kønsforskere på banen med en mere sandsynlig forklaring: Pigerne voksede op og så på deres mødres slidte ansigter og sprukne hænder i opvaskebaljen og tænkte “fanme nej”, så de knoklede for at komme væk. Drengene derimod så deres fædre fælde træer og køre på snescootere og tænkte “wroom wroom”, så de gad ikke anstrenge sig i skolen.
De kvindelige rollemodeller er skiftet over de seneste generationer, men de mandlige holder stædigt fast. Alt for stædigt.
Men the times they are no longer a-changing’. Det gjorde de for mange år siden! Og mændene er nødt til at vride gashåndtaget i bund på knallerten og følge med. For det kan ikke være rigtigt, at man kræver, at vi “kræsne” kvinder skal holde igen for deres skyld. Det er ikke udvikling, det er tilbageskridt!

How to… grow some balls
Og de mænd, der har luret det her (eller dem, der bare havde bedre vilkår fra begyndelsen) ved, at hemmeligheden er, at de både skal stå ved sig selv og deres egne behov – og samtidig konstant arbejde for at blive bedre versioner af dem selv.
Det handler ikke om indtægt og status og den fede bil eller det seje job. Det handler om at gå til livet på en måde, der signalerer: Jeg vil være den bedste udgave af mig. I alle sammenhænge – på jobbet, i parforholdet, i sengen, i spejlbilledet og sammen med børnene.
Eller som Tor Nørretranders ville have sagt det: Umage giver mage! Og må jeg tilføje: Ekstra stor umage holder fast på mage!
Desuden er der ikke noget større turn off, end en person, der klynker over, at høn ikke kan få et partner: “Buhu, det er alle de kræsne kvinders skyld, fordi de hellere vil have en idiot med penge end sådan en sød, fattig fyr som mig. Waha, snøft, hvor stillede jeg nu øldåsen?”
Seriøst, dameblade har i de sidste 100 år ikke lavet andet end at få kvinder til at holde op med at klynke over mænd (for vi må jo ikke være kræsne, husker du nok). I stedet har bladene fået os til at arbejde benhårdt på at blive mere interessante for mænd. (Hovedsagligt ved at blive smukkere, slankere og yngre, hvilket selvfølgelig langt fra er en ideel målsætning.)
Mandeblade er først lige kommet på markedet indenfor de seneste 20-30 år, men når de ikke har travlt med at skrive om aber på skateboards og vise afklædte damer, så er rådene til mænd faktisk også lige præcis dette: Stop klynkeriet og gør en fucking indsats!

Vil du da hellere være min lille hausfrau fremover?
De mænd, der har forstået det, scorer selvfølgelig det gode parforhold i dag. Ikke fordi de er gammeldags abe-alfahanner, men fordi de er moderne mænd, der har tilpasset sig den tid, vi lever i. Hvor kvinder altså har brug for en mand, der løfter os – både åndeligt, intellektuelt og op på køkkenbordet til en god omgang sex.
Det er ikke urimelige krav at stille. Nej, det er faktisk, det bedste kvinder kan gøre for mandekønnet – og for samfundsudviklingen.
For kræsne kvinder siger nemlig: “Skønne, dejlige mand med dine stærke arme og dit helt fantastiske udstyr, jeg vil gerne have dig, men kun hvis du også selv kan se, at du har – og skal have – noget at byde på. For ellers er vi to ikke lige. Og jeg ønsker ikke, at dit køn skal blive lige så undertrykt i parforholdet som kvinder var i tidligere tider; uoplyste og umyndige, mens jeg forsørger dig, og sidder for bordenden og bestemmer alting. Kom ind i kampen, find noget at byde på og bliv bedre til at være dig. Eller vær min huslave og servér min aftensmad!
Og står der okra på menuen, så får du sgu en tur med mors bælte!”