Hvis din nabo var en … who gives a fuck

Dette er mit fjerde indlæg på denne blog og derfor forventes jeg nu endelig langt om længe at begynde at tage min målgruppe – dvs dig, der læser det her – seriøst. Jeg bør lave en undersøgelse af, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, så jeg kan ramme dig endnu bedre i fremtidige bueskydningskonkurrencer… jeg mener i fremtidige blogindlæg.
Jeg bør som minimum tjekke antallet af læsere af de første blogindlæg, så jeg ved hvor mange jeg når ud til. Men det gør jeg ikke! Hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund ikke ved, om nogen reelt læser noget herinde. I princippet kunne jeg skrive ud i cyber-tomheden.
Så får vi måske endelig svar på tidens store filosofiske dilemma: Hvis jeg skriver noget på nettet, og ingen liker det, findes jeg så stadig?
Men ved du hvad? Jeg kan faktisk skidegodt lide, at det her er vores lille hemmelighed. Det er uvist for mig, hvem du er og hvorfor, du læser noget, jeg skriver. Og det er uvist for dig, om jeg rent faktisk har haft dig i tankerne, da jeg skrev.

Minerva-modellen op i røven
Jeg er så (u)heldig at have en uddannelse i moderne kommunikation, hvilket vil sige, at jeg ikke bare er uddannet i at indsamle information og videreformidle den – som jeg måske lettere naivt troede var formålet med uddannelsen, da jeg begyndte på Journalisthøjskolen i Århus for 13 år siden.
Nej, jeg er uddannet i strategisk – og grænsende til propagandistiske – vildledning af dig som medieforbruger. Jeg er trænet i at se dig, ikke som et individ med dine helt unikke egenskaber og særlige interesserer, men som en del af en kasse, en målgruppe, et segment.
Hertil har jeg lært at bruge blandt andet segment-modeller – Minerva-modellen er en af de mere kendte. Modeller som egentlig er udtænkt af/til reklameindustrien.
Og det virker ikke, som om nogen udover mig, synes, at det er sygt; at kunst, oplysning, politik, videnskab og frie tanker på den måde er blevet til produkter på samme måde som cornflakes og toiletpapir. Ikke at der er noget galt med reklamer for cornflakes og toiletpapir, men jeg bilder mig ind, at Kelloggs og Lambi trods alt har nogle lidt andre type budskaber at kommunikere ud om deres produkter, end eksempelvis SF, Jyllands-Posten, Syddansk Universitet og Björk har.
Problemet med at køre sin medievirksomhed (eller sin kunst eller sin politik) efter Minerva-modellen og resten af det reklamebras, moderne kommunikationsteori er gjort af, er, at den oprindelig ambition om at bidrage med noget nyt nemt forsvinder. For hvis jeg fokuserer så voldsomt på at få dig som min målgruppe, bliver hele formålet med min kommunikation hurtig meget pusheragtig; det gælder kun om at lokke dig til at prøve mit medieprodukt, så du bliver hooked på det og til sidst ikke kan undvære det. Og hvorfor?
Penge selvfølgelig. Det handler altid om penge, ikke?
Jeg tjener penge enten, når du forbruger mit medieprodukt og/eller jeg tjener penge, når reklamekronerne ruller ind. Måske er den vare, jeg sælger ikke noget, man direkte gør op i penge, men gå gør man det op i antal stemmesedler eller antal klik på youtube eller antal likes, i hvert fald handler min kommunikation udelukkende om at få så stor en målgruppe hooked som muligt. Og du er i øvrigt kun interessant, fordi du repræsenterer den gruppe.

Hvad med dig selv!?
Altså det vil sige, at det gør jeg ikke. Jeg får ikke nogen penge ud af, at du læser det her (hvis der altså er nogen der læser det her.) Jeg får hverken penge direkte af dig eller fra banerreklamer.
Hvad jeg måske får i stedet, er en form for indirekte viral PR, som bestemt heller ikke er uden værdi – i mit game er omtale den største valuta, så selvfølgelig er jeg da ikke blind for, at jeg måske får omtale via den her blog – og derved kan sælge flere bøger/shows. Bare lige for at slå fast, at jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, der gerne vil leve af sine produkter! (Dog kan du roligt regne med, at hvis det udelukkende var mine 15 minutters internet-fame, jeg var ude efter, så lå der nok lidt færre ord på den her side og lidt flere klip af mig uden trøje på, der danser gangnamstyle og skvatter ovenpå en lol-kat…)
Pointen er imidlertid, at jeg ikke har udtænkt denne blog ud fra en moderne idé om målgruppe-kommunikation. Jeg skriver ikke for at tækkes dig. Jeg har tværtimod valgt den gammelskolelige tilgang, at jeg skriver om det, jeg selv synes er interessant, og så satser jeg på, at der også vil være andre, der synes det.

Tv-meterdemokrati
Umiddelbart outdated tankegang, jeg lider af. Men så læste jeg noget om Netflix. Netflix har selv produceret serien House of cards og smidt alle 13 afsnit af første sæson online med det samme. Jeg ved det, for jeg streamede samtlige afsnit i streg samme weekend, de blev lagt op. Og jeg var tilmed så fanget af handlingen, at jeg knapt registrerede de talløse Apple-product placements, jeg blev hjernevasket med undervejs.
Men Netflix nægter at fortælle, hvor mange der har set serien. På trods af, at Netflix jo kan sige det langt mere præcist, end tv-stationerne med deres tv-metre-idiot-maskiner kan.
Hvis du ikke ved, hvad et tv-meter er, så… ja, så googl det! (Hov, sådan kan man da ikke tale til sin målgruppe!? Jo, det kan man nemlig, når man ikke har nogen målgruppe. Hvis du vil læse mit shit, så lær at google svære ord!)
Nogle af mine bekendte lavede et tv-program til børn, og havde vildt gode seertal i målgruppen de to første uger, men i den tredje uge var tallet helt i bund – og det undrede dem naturligvis. Derfor tjekkede de lige op på, hvor mange tv-meter-brugere, der egentlig var til at repræsentere deres målgruppe, og svaret var: tre (3!)
Tre små snoldede, danske unger udgjorde hele grundlaget for de tal, som tv-stationer bruger til at dømme den type programmer inde eller ude med. Det vil sige, at hvis Lukas lige var i svømmehallen de dage, programmet blev sendt, så øv, så fik de sgu ikke lov at lave en sæson til. Selvom måske samtlige andre børn i hele Danmark sad og så programmet.
Det spil spiller Netflix ikke, selvom de kender det præcise antal – ikke bare antallet af seere, men også om seerne har set alle afsnit helt til ende, om de har spolet i det, og om de har set noget af det igen. Jeg siger ikke, at Netflix ikke bruger tallene, jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Apples markedsføringsafdeling får de tal i månedlige rapporter.
Men Netflix offentliggør ikke tallene, og det lægger ligesom et nyt grundlag for konkurrencen om seerne. Hvis ingen (tror, de) ved, hvem der ser og læser hvad og hvornår og hvorfor… hvilke kriterier skal vi så producere medier ud fra? Måske skal vi så rent faktisk til at lave noget, vi selv kan lide.
Jeg plejer at sige det på den her måde, når jeg snakker med up-coming-unge i mine brancher; hvis du laver det, du tror, at andre tror, de vil have, så har du to usikkerheder. Men hvis du laver det, du selv vil have, så har du i hvert fald én sikkerhed.

Gammelt lort i en ny farve
Så jeg snakker og skriver om det, jeg synes er spændende at skrive og snakke om. Og jeg er ikke interesseret i dig, fordi din læsning af min blog repræsenterer en mulig indtægtskilde for mig. Selvfølgelig er jeg meget interesseret i, at du kan lide mig og det, jeg skriver herinde – for sådan er det nu engang at være menneske; at være desperado efter andres anerkendelse.
Men jeg er ikke så interesseret i det, at jeg vil skrive på en bestemt måde på grund af det, og jeg da slet ikke så kommunikationsstrategisk, at jeg tænker i, hvad du eventuelt vil have mig til at skrive om – for den tankegang synes jeg faktisk er at pisse på sin ”målgruppe.”
For helt ærlig, hvis alle os, der skal forestille at gå rundt og tilbyde nye ting; nye produkter, nye medieformer; nye tanker – hvis vi alle sammen kun interesserer os for, hvad du allerede har og ved, så er det ikke nyt det, vi kommer med til dig; bare gammelt lort med federe underlægningsmusik.
Jeg siger ikke, at du ikke selv kan tænke en masse nye tanker – selvfølgelig kan du det, og du gør det sikkert hele tiden. Men generelt er det sådan, at hvis man spørger mennesker, hvad de vil have, så vil de have det, de allerede har – bare i en anden farve. Det er først, når nogen brager igennem med noget nyt, som de aldrig har set/hørt/smagt/prøvet før, at de ved, at dét der – det vil de også have.
Og hey, jeg siger altså ikke, at ret meget ved den her blog er specielt bragende eller særligt nytænkende. Det her metalort for eksempel, det er så 90’er-agtigt, det ved jeg da godt.
Men hudløs ærlighed omkring, hvor ligeglad jeg reelt er med dig og dine interesserer, kære læser… bum, den tror jeg sgu ikke er set før.