Tag: medier
Kvinderne løber med det hele
I dag linkede jeg på facebook til en litteraturkommentar i Politiken, fordi den så utroligt smukt illustrerer dobbeltstandarder.
For eksempel er overskriften: “Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer”, men egentlig udgør kvinderne kun 57 procent af de nominerede…
Men som altid når man som feminist påpeger dobbeltstandarder, fyldes kommentarsporet op med folk, der ikke ved, hvad dobbeltstandarder betyder – men som dog alligevel gerne vil afvise eksistensen heraf.
Så for prins Knud og alle de andre har jeg lige kørt racetesten på Politikens artikel.
Negertesten – nu ekstra politisk korrekt
Hvis du er trofast læser af denne blog, kender du måske bedre racetesten under et andet navn, men jeg har valgt ikke længere at bruge n-ordet, fordi folk stirrer sig racismeangst-blinde på det, og så går pointen ligesom tabt.
Og jeg synes ikke, pointen bliver mindre tydeligt, når man “bare” skriver om sorte og hvide. Tværtimod, jeg var ærligt talt selv chokeret over, hvor gennemsyrende kønsstereotyperne faktisk er i denne tekst. Som blev bragt i dag. I 2015. I en humanistisk, moderne avis…
Alle tilføjelser i parentes er mine personlige tilføjelser og står altså ikke i den oprindelige tekst.
God racistisk læselyst.
Kommentar: De sorte løb med de nordiske litteraturnomineringer
Politikens Litteraturanmelder ærgrer sig over manglende nominering til Hvid Mand
De sorte sidder tungt på indstillingerne til nordisk råds litteraturpris. Det danske rigsfællesskab, Danmark, Færøerne og Grønland, har udelukkende udpeget sorte forfattere. Af de 14 indstillede nordiske forfattere er otte sorte og seks hvide.
Og selvom det er et bredt felt af emner og udtryksformer, man finder i de indstillede bøger, er det påfaldende så markant fortællinger om sorte og det afroetniske slår igennem i årets nordiske prisfelt, som er et af de stærkeste, der længe er set.
Man kan ærgre sig over, at Sort Forfatters hyggelige onkeldigte i ’Avuncular’ løb med en af de danske indstillinger, når nu Hvid Mand med sine ’Digte 2014’, har begået et økokritisk anfægtet poetisk mesterværk, som i den grad fortjener international opmærksomhed, men som helhed rammer udvalget af ny nordisk litteratur fint ind i sin tid. Og norske Hvid Mand er min storfavorit.
Afroetniske liv i lufthavne og udhuse
Vor egen Sort Forfatter (der egentlig bærer det fulde navn Sort Forfatter Sort Forfatter, men her nævner jeg altså af en eller anden grund kun fornavnet… eller efternavnet), som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ned til hundene’ i 2008, har også skrevet en meget afroetnisk bog om sorte. Den spæde handling i ’Hvis det er’ udspiller sig godt nok mellem en hvid og en sort, men den hvide er bogstaveligt talt usynlig, og den intense kortfortælling har mest tyngde i beskrivelsen af et omtumlet afroliv af den slags, Sort Forfatter Sort Forfatter har gjort det til sit særlige speciale at fremskrive.
Helt anderledes svæv og bredde er der i finske Sort Forfatters ’Terminali’. To unge sortlinger, der elsker at opholde sig i Helsinkis lufthavn på grund af de spædende tilfældige møder, man kan komme ud for, tager et fly til New York 11. september 2001. Romanen, der rummer et spændende plot og foregår mange steder i verden, handler om, hvad globaliseringen gør ved os og peger på, at muligheden for autentiske møder mellem mennesker ikke er blevet større af alt det rejseri og smart informationsteknologi.
’Bare et menneske’ af norske Sort Forfatter rummer dybtgående psykologiske portrætter af afroetnisk liv før og nu. Omdrejningspunkt er 52-årige Sort Hovedperson. Hun er mor til Sort Biperson og Sort Biperson 2, og kæmper med at placere og håndtere den negative følelsesmæssige arv, hun har fået med sig bl.a. fra sit etniske ophav.
Færørske Sort Forfatter beretter i sin romandebut om en række afroetniske skikkelser, der hver især gennemgår megen lidelse. En af dem er Sortlingen, der holdes indespærret i udhuset. Som voksen bliver det hendes hobby at bedrive psykisk terror mod sine hvide kærester.
Grønland er ikke længere usynlig
’Minkriket’, der er skrevet af Sort Forfatter fra Åland, er en familiekrønike, som beretter om en hårdt arbejdende pelsfarmerfamilie, hvor den ene dag går som den anden. Da ægteskabet knager nøjes Hvid Hovedperson og Sort Hovedperson med at rulle væk fra hinanden i vandsengen og holde op med at tale til hinanden. Her er ingen middelklasse-intellektualisme eller ætsende ond raceretorik, blot tavshed.
Også Norges verdensnavn Hvid Mand skriver om sorte og kærlighed i sin store trilogi ’Andvake’. ’Hvid Mands draumar’ og Kveldsvævd’. Den handler om den hvide spillemand Hvid Hovedperson og hans sorte kæreste Sort Biperson (for hun må jo være biperson og ikke hovedperson, da hun nævnes som ‘hans’ – modsat i de sorte forfatteres bøger, hvor to elskende fremstilles som ligeværdige i forhold til handlingen – selv i Sort Forfatter Sort Forfatters bog, hvor den hvide godt nok var usynlig,,,), som i kampen for kærligheden, kommer til at forbryde sig mod det allerhelligste: et andet menneskes liv. Norge, der sidst modtog den fornemme nordiske litteraturpris i 2012, har en stærk kandidat i Hvid Mand.
I grønlandske Sort Forfatters rasende og rørende debutroman ’Homo Sapienne’ drejer det sig om at erobre sin seksualitet, og et af romanens smukkeste afsnit handler om Sort Hovedperson, den aften hendes krop fortæller hende, at hun er til andre sorte og hun nærmest suges over mod de knitrende øjne, der lyser mod hende. Med Sort Forfatter er grønlandsk litteratur ikke længere usynlig. Hun måtte gerne starte en lavine og er allerede selv i gang med at uddanne nye kuld af forfattere.
Svenske Sort Forfatter har skrevet feltets mest komplekse roman om, hvad afroetnicitet kan være. Jegfortælleren i ’Den andra sortan’ arbejder i en restaurant på et sygehus, og opfatter sig som en forfatter i eksil fra sig selv. Hun har gået på universitetet men føler sig fremmedgjort over for den akademisk prægede anti-racisme. Hvad stiller man som moderne belæst sort f.eks. op, når man pludselig bliver forelsket i en ældre hvid overlæge og overherre-drømmefigur, som kan levere det man dybest set længes efter: intellektuel jævnbyrdighed, tryghed og begær?
Og så er der de hvide…
Feltet rummer heldigvis også digte og romaner, som er optaget af rollen som hvid. Det gælder i udpræget grad finske Hvid Mands ’Transparente Blanche’, som er beslægtet med sidste års vinder, Hvid Mands formidable ’Luftspejling 38’. Hvid Mand er optaget af hvidhed og faderrolle. Hvad stiller en midaldrende (finlandsksvensk) hvid op med sit liv, når der ikke længere er brug for ham som opdragende far, og han selv er blevet opdraget til at være helt i både krig og arbejdsliv?
Og selvom der klinger et afroetnisk navn (kendt fra Edgar Allan Poes digt) i titlen på svenske Hvid Mands digtsamling ’Och natten viskade Sort Navn’, er den heller ikke optaget af den stærke race, men kredser i stedet om savn på den højstemte og i Sverige højt elskede facon, som Hvid Mand, der næsten går for at være rockstjerne på grund af sine karismatiske oplæsninger, har gjort til sin egen.
Der var engang for ikke så længe siden, hvor Nordisk råd på grund af forsigtighed og konservatisme i indstillingerne blev kaldt oldnordisk råd. Det prædikat er heldigvis forældet.
(Men så er det jo heldigt, at vi danske medier kan holde fast i det reaktionære!)
Good night and fuck off
Jeg har en journalist fra et debatprogram i røret. Det sker efterhånden hver uge nu, fordi andre feminister henviser dem til mig. De andre feminister har selv fået nok af mediemøllen, så de sender faklen videre til mig, fordi jeg endnu ikke har. Men det er tæt på. Min tålmodighed med journalisterne kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke meget tålmodighed at give af til at starte med, fordi jeg kender branchens tankesæt så indgående fra min egen tid der.
Denne journalist er nu rigtig sød. Det er de fleste faktisk, når man laver forinterviewet. Det er der, hvor man taler om, hvad man skal tale om. Og når det er til tv er det som regel en anden journalist, end den, der skal lave interviewet på skærmen. Det er selvfølgelig den smarteste måde at fordele arbejdet på fra deres side, men efterhånden får jeg en mistanke om, at det også er, for at de efterfølgende kan løbe fra de aftaler, man indgår.
Ich bin ein Berlinerkussen!
For det er nemlig også her i forinterviewet, jeg lister mine forbehold for at medvirke. Det er her, jeg siger, hvad jeg ikke vil tale om under selve interviewet. Det er en forholdsregel, jeg har taget fra
dag 1 som komiker, fordi jeg på grund af mit køn ellers kun ville komme til at lave interviews ud fra spørgsmålet: ”Hvordan er det at være kvindelig komiker?”
How the hell should I know? Ja, undskyld, men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan det er at være mig og komiker, men jeg ved da ikke noget om, hvordan det er for alle andre kvinder. Bare fordi vi har samme køn, har vi da ikke nødvendigvis samme erfaring. Det er et åndssvagt spørgsmål.
Så alene af den grund gider jeg ikke svare på det. Men den anden og væsentligere grund til, at jeg altid har nægtet at forholde mig til det, er, fordi jeg ikke vil acceptere, at min køn skal være præmissen for et interview. Jeg er komiker og forfatter, jeg laver shows og skriver bøger og har meninger om ting. Hvis journalister vil tale med mig om noget af det, alle tiders. Men hvis de udelukkende vil tale med mig, fordi jeg har bryster, så siger jeg altid nej.
Jeg er en mand, så jeg har jo ikke et køn…
Og dermed siger jeg altså ikke, at mit køn er en ikke-eksisterende faktor. Naturligvis er journalister interesserede i at høre mine meninger om diverse emner til dels fordi jeg er en ung, kvindelig komiker – det er jeg ikke blind over for. Jeg har bare valgt, at jeg ikke medvirker i noget, hvor det kun er mit køn, der er i fokus. Det skal være mine kompetencer, mine holdninger og mine frembringelser. Faktisk lidt ligesom det er for mænd.
For det glemmer folk (mænd) jo typisk lidt. Men når mænd bliver hyret til ting eller bedt om at medvirke i noget, så er det naturligvis også på grund af deres kompetencer osv. – men deres køn er altså også en faktor her! En faktor, man bare aldrig taler om.
Fordi mandekønnet er det almindelige, så vælger man som grundregel en (hvid) mand – til et job, en bestyrelsespost, et interview – medmindre man decideret beslutter sig for at se efter andre typer. (Hvilket er grunden til, at man for eksempel vælger at se sig om efter en ung, kvindelig debattør.)
Dette skal man dog passe på med at sige højt i nærheden af mænd, for det er det samme som at sige, at de ikke er kvalificerede. Hvilket faktisk overhovedet ikke er det samme!
Det eneste, jeg siger er bare, at vores køn altid er en faktor (ligesom etnicitet, alder osv. i øvrigt også altid er det.) Ingen bliver nogensinde vurderet neutralt – medmindre der er tale om en anonym optagelsesprøve eller lignende, hvor der intet fremgår om personens køn (etnicitet, alder osv.)
Helle Thorning har det bare så meget nemmere end Anders Fogh
I øvrigt pudsigt, at mænd kan blive så rasende over, at man antyder, at deres køn giver dem fordele, når de færreste af dem samtidig har nogen forståelse for, hvorfor det er frustrerende at få den anklage smidt i hovedet som kvinde. Hvilket du får hele tiden som kvinde!
For hvis du opnår noget som kvinde, så er det på grund af dit køn. Hvis du opnår noget som mand, så er det, fordi du er dygtig. Dobbelte standarder – oh yeah!
Skal vi lige have et eksempel: Der findes folk, der i ramme alvor vil mene, at Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, udelukkende fordi hun er en kvinde (underforstået; hun er ikke kompetent nok). Men selv samme mennesker kunne aldrig drømme om at overveje, om Anders Fogh Rasmussens køn havde noget med valget af ham som statsminister at gøre i sin tid.
Jeg vil ikke forholde mig til kompetencerne hos nogle af de to, men har man knoklet så hårdt og koncentreret på at nå til tops i dansk politik, kan vi så ikke godt gå ud fra, at man nok ikke er helt uden evner?
Pointen er bare, at hvis det skal hedde sig, at det har trukket op for Helle Thorning at være kvinde (hvilket jeg i øvrigt ikke tror, det har, for hun fik jo faktisk færre personlige stemmer end sin mandlige modkandidat…) Så har det i hvert fald trukket endnu mere op for Anders Fogh at være mand!
Hvis vi må kaste sten efter kvinders kompetencer, så skal vi lige huske vores eget fede glashus af mandlig (selv)overvurdering.
Nu har vi en aftale, så er du tryg, og så gør jeg noget helt andet
Under alle omstændigheder besluttede jeg tidligt i min karriere som komiker (og forfatter) at jeg kun ville lave interviews og svare på spørgsmål, som man også ville udsætte en mand for.
Har jeg betalt prisen for den beslutning i manglende medieomtale? Også i den grad! Men jeg har også besluttet, at det er prisen værd. For når jeg er i medierne nu og taler om mine shows og bøger, så bliver jeg behandlet som en professionel (dvs. som man ville behandle en mandlig komiker eller forfatter.)
Det er altså, når jeg taler om det, jeg laver. Til gengæld begynder det så at være vanskeligt, når jeg stiller op med mine feministiske holdninger. Ikke fordi jeg så bliver behandlet dårligere på grund af mit køn eller noget. Nej, jeg tror sådan set også, at mandlige feminister og sikkert også andre debattører oplever dette her ret tit: Vi bliver simpelthen bare røvrendt med jævne mellemrum.
Det kan være alt fra, at journalisterne stiller andre spørgsmål, end dem man havde aftalt på forhånd. Hvilket man som debattør hurtigt vænner sig til og derfor selvfølgelig sørger for at mene en helt masse om en helt masse.
Det kan også være noget så dumt, som at journalisten ”stjæler” mine svar og formuleringer fra forinterviewet og fletter ind i deres spørgsmål, så jeg bare kun har mulighed for at sige ”øh, ja, det mener jeg sådan set… øh også jo.”
(Hvis du ikke lige var klar over det, så er det faktisk – teoretisk set i hvert fald – journalistens opgave at sørge for, at interviewpersonen selv får mulighed for at få sine synspunkter bedst mulig frem.)
Bondefanget til børnehaveniveau
Det værste er dog, når journalisterne løber fuldstændigt fra forhåndsaftalen og smider en ind i en situation, som man slet ikke var forberedt på. Jeg har prøvet det flere gange, men den værste var her for et par uger siden.
I dette tilfælde havde jeg faktisk lavet hele tre forinterviews – heraf to med den journalist, der skulle lave selve interviewet på skærmen – men på intet tidspunkt fortalte nogen af dem mig, at de vil sætte mig op imod en anden debattør i studiet.
Vi aftalte, at jeg skulle i studiet og tale om feminisme i Danmark i dag; hvor den er og hvor den er på vej hen. Men da jeg kom ind i studiet sad der en anden kvinde, som smilende sagde, at hun var min opponent. Vi gik live fem minutter senere, og selvom jeg havde mest lyst til at sige ”fuck jer” og forlade dem der, gennemførte jeg interviewet. Det blev selvfølgelig noget bras, fordi det udelukkende kom til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for feminisme i dag. Fordi som den smilende kvinde flere gange sagde, så kunne hun slet ikke se, at der er et problem.
Bagefter skældte jeg journalisterne ud – både for at røvrende mig og for at sætte det interview op på den måde. Jeg havde aldrig sagt ja til at medvirke i et interview, hvis jeg på forhånd havde vidst, at det ville komme til at forgå på så latterligt et lavt niveau.
Journalisterne nikkede og gav mig en slags undskyldning for det første, men havde absolut ingen forståelse for det andet. De syntes, at det er en utrolig vigtig debat. Og de er faktisk lidt trætte af, at de aldrig kan få nogle af os feminister til at medvirke i den. (Hvilket jo må forklare, hvorfor de føler sig nødsagede til at snyde folk ind i den.)
Min farfar sagde, at der ikke var noget problem, ergo er der noget problem
Nu skal jeg forklare, hvad problemet er (udover selvfølgelig det ubehagelige i at blive narret ind i noget andet, end man har sagt ja til.) Jeg deltager gerne i debatter om, hvordan vi løser ligestillingsproblemer, og jeg bruger også gerne min viden og humor til at påpege, hvad det er for nogle problemer, vi har med køn. (Kig lidt rundt på min blog, hvis du vil vide lidt om, hvad det er for nogle.)
Til gengæld er det simpelthen spild af både min og seernes tid, at jeg skal sidde og diskutere, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestillingen her i landet. For det er altså der, de fleste af den slags debatter ender, hvis ikke jeg (og andre feminister) siger stop på forhånd.
Journalisterne går altid ud og finder en eller anden halv- eller heltosse, der mener, at vi intet problem har, og så starter debatten på allerlaveste niveau.
Det svarer til at hive en læge ind, der forsker i rygerlunger, og så sætte hende op over for en, der benægter, at rygning overhovedet er farligt. Så kan lægen nok så meget sidde med al hendes viden og forskning og løsningsforslag, men debatten vil alligevel ende med at have tosseargumenter som ”min farfar røg hele sit liv, og han blev 97, så jeg kan ikke se, at der er et problem!”
(Hvis du er i tvivl om, hvorfor det er et tosseargument, så… okay, det er du selvfølgelig ikke, for så havde du nok ikke læst så langt her, men til næste gang, du møder nogen, der bruger den form for argumenter, så sig den her sætning: ”Det der er anekdotisk og ikke i overensstemmelse med det statistiske materiale.” Lær den sætning udenad og brug den flittigt! Især hvis du nogensinde diskuterer køn med folk, for det er især her man hører den type argumenter, fordi alle som bekendt har et køn og derfor er alles personlige erfaringer jo lig med at have foretaget forskning i køn. Og når du har sagt første sætning, kan du eventuelt tilføje ”Ergo er du en tosse og dermed diskvalificeret til at mene mere i denne sag, så nu gider jeg ikke snakke med dig mere.” Og så går du væk fra tossen og drikker en dejlig kop te og så får du ikke hovedpine af den uundgåeligt tåbelige diskussion, du ellers ville være blevet trukket ind i.)
Jeg er blind, men mit syn tæller lige så meget som dem, der kan se
Sagen er, at vi ville simpelthen aldrig få løst nogen problemer i denne verden, hvis vi altid skulle starte alle diskussioner med at retfærdiggøre, at problemet overhovedet eksisterer.
Så lad mig lige slå den her fast med de tykkeste søm, der kan opdrives: Vi har ikke ligestilling i Danmark! Vi har stadig meget store problemer med den måde, vi ”gør” køn på. De problemer fører til alt muligt lort fra uligeløn, til det famøse glasloft, til vold mod kvinder, til mænd, der ikke får deres børn ved skilsmisser, eller som bliver tabere og ikke får en uddannelse og dør for tidligt.
(Og du er velkommen til at google statistikkerne på det her, hvis du gerne vil op på et lidt højere niveau end det allerlaveste, for der er rigeligt af tal derude.)
Og jeg må tilstå, at jeg efterhånden har det sådan med de debattører, der har meget travlt med at benægte problemernes eksistens; fuck nu bare af!
Jeg mener, hvis du ikke har noget relevant at bidrage med – her tænker jeg på en form for løsning på problemerne – men du bare har tænkt dig at sidde som en snotdum kan-ikke-høre-kan-ikke-se-kan-desværre-godt-tale-abe, hvad fanden laver du så her?
Så må du gå ud af studiet og lade være med at sende læserbreve og bare generelt blande dig udenom, sådan at dem, der rent faktisk forholder sig til problemerne, kan få arbejdsro til at finde løsninger på dem.
Altså det er jo bare en tommelfingerregel til almindelig god, medmenneskelig omgang det her: Hvis nogen fremlægger et problem, de har, så lyt på deres oplevelse af det, og hvis du absolut føler et behov for at bidrage, så prøv med råd til, hvordan de kan tackle det – som de jo altså oplever som et problem. Lad være med at tvære dem ud med uempatisk selvsmageri i form af kommentarer som ”jeg kan ikke se problemet.” “Du ser spøgelser.” “Det er kun i dit hoved.” “Du overreagerer.”
Løgnen får lige så meget taletid som sandheden
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor halv- og heltosserne ikke fucker af. For journalisterne bliver jo ved med at ringe til dem. Hver eneste gang der skal tages en debat om ligestilling i Danmark, så skal de rulles på banen.
Det skal de, fordi de fleste journalister kun kan huske en regel fra deres uddannelse, og det er, at en historie altid skal indeholde en konflikt. Der skal altid være nogen, der er uenige!
Ja, det er unægtelig lidt af et problem, for hvordan dækker man så gode nyheder? Sager, hvor alle parterne er enige om løsningen? Svaret er, at det gør man selvfølgelig bare ikke så…
Personligt valgte jeg at droppe journalistikken til fordel for komik, bøger og blog, fordi problemet med den her model er, at hvis du altid skal høre begge parter i alle sager, ender du med at give løgnen lige så meget taletid som sandheden!
Nu vil de fleste journalister så sikkert begive sig ud i noget semifilosofisk med, at der slet ikke findes en objektiv sandhed, men at vi hele tiden diskuterer os frem til en. Og det er muligvis rigtigt nok, men journalister er i givet fald ude i ret mistænkeligt ærinde – som igen bliver meget tydeligt i kønsdebatten.
For hvis vi skal gøre os noget håb om at diskutere os frem til en ”sandhed”, så må vi som minimum på et tidspunkt begynde at lukke nogle debatter. For ellers ender vi i den nihilistiske situation, at der aldrig kommer andre holdepunkter end selve den evindelige diskussion.
Forestil dig et parforhold, hvor man aldrig beslutter farven på stuevæggen eller noget andet for den sags skyld, men blot diskuterer løs uden ende. Dødssygt! Du kender muligvis den slags parforhold ude i virkeligheden, og så ved du også, at man får sådan lyst til at skyde sig selv i hovedet, når man er i nærheden af det.
Lidt sådan har jeg det efterhånden med kønsdebatten i Danmark!
Hvad med om vi prøvede den her indgangsvinkel?
Jeg siger ikke, at vi skal vedtage ét regelsæt for, hvordan vi taler om køn. Det ville også være skrækkeligt. Men jeg synes, vi skal aftale, at dem, der har statistikker og forskning i ryggen som udgangspunkt bliver lyttet mere til end halv- og heltosser.
Ja, for det er virkelig et meget stort problem i kønsdebatten: Alle kan kalde sig kønsdebattører, og så skal de ikke bevise, at de har nogen som helst kompetencer på området.
Så skulle vi ikke lige starte med, at hvis din eneste kompetence på kønsområdet er, at din kone har forladt dig, så er du per definition ikke lige så kvalificeret til at debattere som os, der rent faktisk har læst en bog om emnet. Skulle vi ikke lige starte der, hmm?
Og skulle vi så ikke, når vi nu er i gang, også endelig vedtage, at der er et problem med ligestillingen – i Danmark og på verdensplan – og der er brug for kreative løsninger og nye indfaldsvinkler for at komme dem til livs!?
Hvor ved jeg fra, at der trænger til nye tiltag? Ja, fordi det altså er det samme pis på nye flasker, der er blevet hældt ud i medierne de sidste 40 år, og tingene har stort set ikke rykket sig i den periode. Vi er ikke meget tættere på reel ligestilling nu, end vi var, da jeg blev født i 1980.
Og vi er stadig ikke tættere på en saglig debat, end vi var, da kønsdebatten første gang begyndte at rulle i 1800-tallet…
Så er vi ikke snart modne til at komme op på det næste niveau? Om ikke andet så bare det næstlaveste niveau!? Som jeg antager er der, hvor halv- og heltosserne i det mindste er villige til at anerkende, at der er problemer – men dog stadig sviner feminister til og kalder os mandehadende skingre bitterfisser.