Tag: mobning
Mobning er aldrig én til én
Der bliver talt utroligt meget om mobning i medierne lige for tiden. Det er, fordi TV 2 kører en dokumentarserie om det. Og som det tit er med den slags; når ét medie sætter fokus på et problem, så følger alle andre efter. Og i en periode bliver der så sat væsentligt fokus på det – som om alle medier godt er klar over, at de skylder én for at have glemt problemet tidligere.
Men så går der typisk et par uger, og så glemmer de det igen, og så fortsætter problemet.
Jeg kan lige så godt sige helt negativt med det samme, at jeg forventer, at det også sker med mobning. Og det er altså ikke, fordi medierne stopper med at dække det, men fordi mobning er umulig at undgå.
Mobning er det sprog, civilisationen er bygget af. I’m sorry to say.
Du er udenfor, så jeg kan se, at jeg er indenfor
Mobning er en social dynamik, der opstår i alle grupper – i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien, ja tilmed i selvvalgte vennekredse. Dynamikken skyldes to ting:
1) Gruppen har brug for outsidere, fordi derved kan de andre se, at de er en del af inderkredsen. Hvis ingen er udenfor, hvordan skulle jeg så vide, at jeg er indenfor?
2) Gruppen har brug for enighed om, hvordan man skal opføre sig for at være en del af inderkredsen. Ergo bliver outsiderne som regel dem, der truer gruppens enighed ved at opføre sig på en anden måde, bare er anderledes, eller som stiller spørgsmål ved gruppens regler.
Den sidste regel er ikke så enkel igen. Man kan ikke regne med, at outsidere på den måde selv er skyld i, at de er udenfor – de kunne jo bare have ladet være med at være anderledes. (Det fænomen har jeg skrevet mere om her.)
For den første regel gælder først. Hvilket vil sige, at selv i det mest homogene miljø, vil gruppen finde nogle at holde udenfor. Om de så skal opfinde en grund til at gøre det!
Mænd er nogle svin – undtagen Troels fra marketing, han er ret cute
Denne sociale dynamik er det, mobning er grundlagt på. Denne dynamik opstår alle steder, hvor mennesker (og aber) interagerer. Faktisk snakker man indenfor psykologien om, at vores hjerner simpelthen operer med det system. Hjernen deler nemlig mennesker ind i indgrupper og udgrupper.
Hvilket vil sige, at i indgruppen placerer vi alle de mennesker, vi har et nuanceret forhold til, og i udgruppen placerer vi alle dem, vi har et fordomsfuldt, stereotypt forhold til. Det er, fordi ingen hjerner naturligvis har kapacitet til at kunne have et nuanceret syn på alle mennesker. Hjernen har brug for fordommene, for ellers er der for mange usikkerheder, og så skal der bruges for mange ressourcer på hele tiden at stille spørgsmål. (Det har jeg skrevet lidt om her.)
Problemet ved denne mekanisme er desværre, at det fører til alt fra racisme, sexisme, nationalisme, hooliganisme – masser af andre onde ismer – til almindeligt had og selvfølgelig mobning.
Mekanismen forklarer dog også, hvordan racister kan sige: “Alle perkere er nogle svin. Undtagen min kollega Ali, han er sgu fin nok.”
Ali er blevet lukket ind i den nuancerede indgruppen, mens udgruppen stadig indeholder alle andre “perkere.”
Uhh, de stakkels uskyldige børn… Men din fede ko, du er over 40, du må tage det!
Den viden om menneskehjerner, og hvordan de påvirker vores sociale dynamikker er essentielt for at forstå, hvad mobning handler om. Desværre er det mit indtryk, at mange, der taler om mobning, simpelthen ikke aner, at det er det, det handler om.
Som sagt bliver der lige nu skrevet massevis af artikler og lavet tv med fokus på mobning. Hvilket vil sige, at forskere i mobning blive interviewet og siger forholdsvis kloge ting om mobning – og om, hvad de voksne skal gøre.
For på trods af, at voksenmobning faktisk er et lige så stort problem som børnemobning, så er det bare nemmere for læsere/lyttere/seere at sluge, hvor forfærdeligt mobning er, når det går ud over børn.
En nylig undersøgelse har for eksempel vist, at 20 procent af alle børn føler sig mobbede i skolen. Tallet for voksne på arbejdspladser er 12 procent. Men der skal vi jo lige trække alle de voksne fra, der ikke er på en arbejdsplads – inklusiv selvfølgelig alle dem, der er gået ned med stress pga. mobning og derfor heller ikke indgår i statistikken.
Det er ikke, fordi jeg er klam, det er, fordi alle tænker, at jeg er klam!
Det, jeg prøver at sige, er, at uanset om det går ud over børn eller voksne, er mobning et alvorligt problem. Senest har jeg lige læst, at det faktisk kan give offeret post traumatisk stress.
Som tidligere mobbeoffer selv kommer det ikke bag på mig. Jeg har selv været nede at vende psykisk nogle gange på grund af mobning. Det koster i den grad på selvfølelsen – og det er også derfor, at selvmord desværre er ret almindeligt i forbindelse med mobning.
Derfor gør det mig voldsomt vred, at folk, der skal forestille at vide noget om fænomenet konstant og igen bliver ved med at omtale mobning, som om det er et én til én-problem. For det er det ikke!
Mobning er en social dynamik, der involverer flere end et offer og en gerningsmand. Og det er derfor, det har så store konsekvenser for offeret. Eller som jeg plejer at sige det: Mobning er ikke, når der er én, der siger noget grimt. Mobning er, når der ikke er nogen, der siger noget andet!
Der er brug for: Du er sgu god nok, gamle dreng m/k
Grunden til, at mobning trækker et offer under i den grad, er, fordi offeret bliver udelukket og derved står alene med sine følelser. Det kan godt være, at der reelt kun er en enkelt på en skole eller arbejdsplads, der rent fysisk udøver mobningen, men det er gruppen på stedet, der skaber de dårlige følelser hos offeret.
Hvis en bølle råber noget grimt efter Tykke Tove, og alle hendes klassekammerater/kolleger straks derefter råber “hold kæft” tilbage til bøllen. Eller endnu bedre; går hen til Tykke Tove og giver hende support i form af en krammer eller en kommentar om: “Lad være med at lytte til ham, han er en fed idiot.”
Ja, så vil Tykke Tove altså ikke blive ramt på sin selvfølelse i samme grad. For hun ville ikke blive ekskluderet fra gruppen. Men fordi mobning som hovedregel rammer dem, der allerede er outsidere – fordi dem inde i gruppen, der har brug for at komme af deres egne usikkerheder, ved, at det er gratis at tørre dem af på outsiderne – så har de intet supportsystem. Hvilket betyder, at mobningen altså kommer ind under huden på en helt anden måde.
For hvis Onde Ole siger til Tykke Tove, at hun er klam, og ingen andre reagerer. Så betyder det jo – for Tykke Toves selvfølelse – at alle er enige om det. Og så er det altså meget svært for Tykke Tove ikke selv at komme til at føle sådan.
Bølle Benny har det svært indeni… uhh, nu bliver det brækpædagogisk
Så hvis man skal gøre noget ved mobning på skoler og arbejdspladser er det altså langt fra nok at tage fat i dem, der aktivt mobber. Forslag om at mobbere skal smides ud af skolen er for eksempel et hul-i-hovedet-bevis for, at folk ikke har forstået, hvad mobning er.
Måske skal bøller smides ud af skolen, det kan være nødvendigt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at bøller er børn (og voksne), der selv har det så svært og derfor begår psykisk eller tilmed fysisk vold på andre. Men bøller, der står alene, er ligegyldige, hvis man vil løse problemerne med mobning.
Og min påstand vil tilmed være, at bøller måske selv så tidligt er blevet ofre for den sociale dynamik – det vil sige, at de har været outsidere hele deres liv – at de har oparbejdet det eneste forsvar, de kender; nemlig at slå fra sig.
Så man kan godt løse problemer i en kort periode, hvis man fjerner en bølle. For bøller kan skam skabe rigtigt meget ubehag. Men bøller er ikke ansvarlig for mobning. Mobning er stadig grundlagt ovenpå de sociale dynamikker. Hvilket vil sige, at vil man løse dét problem, skal man have fat i kernen af det – det vil sige hele indgruppe/udgruppe-systemet.
Du er så nederen, at vi ikke engang gider sige til dig, hvor nederen du er
Mange af de elever, der beretter, at de føler sig mobbere, siger, at de eksempelvis oplever, at ingen i klassen har talt til dem i flere uger. Det beskrives lettere nedladende i artikler om mobning som: “det føles jo også som mobning for eleven, selvom det kan være svært at se for de voksne.”
Som om vi voksne har det meget bedre med at være i sociale sammenhænge, hvor ingen taler til os!
Og nej: Mobning er hele puljen. Mobning er ikke bare de grimme ting, der siges højt; mobning er den dårlige stemning, der opstår omkring offeret. Det kan være tavshed, det kan være “stink eyes”, det kan være velplacerede fnis bagom ryggen, det kan være alt muligt, man bliver udelukket fra, det kan være at blive valgt til sidst i idræt hver evig eneste gang.
Mobning er den konstante påmindelse til offeret om, at høn ikke hører til i vores gruppe. At høn ikke er lige så meget værd som os andre. At høn er forkert i forhold til os andre. Og at vi alle sammen har ret til at dømme høn.
Ej, øv, skal jeg selv gøre noget for andre. Nu bliver det sgu for bøvlet
Så når jeg siger – helt lakonisk – at mobning er et uløseligt problem, så er det, fordi denne dynamik vil blive ved med at opstå alle steder, hvor mennesker er sammen igennem en længere periode (det vil sige; over to timer.)
Hvis man skal løse problemet, så kræver det en stor indsats. Det kræver, at alle gruppens medlemmer bevidstgøres om denne dynamik, og at alle tager ansvar for at gå ind og løse problemerne.
Det kan ske ved, at man begynder at forstå mekanismen bag ind- og udgrupper og erkender, at man muligvis ikke neurologisk har overskud nok til at have nuancerede syn på alle omkring en – men at man i det mindste ikke lader sine egne fordomme gå ud over andre. Hverken i form af direkte bølleadfærd over for dem – eller i form af, at man lader andre være bøller og ikke siger fra.
Det kræver, at man begynder at opføre sig pænt over for dem, der står udenfor. Viser, at man har set, at Tykke Tove står alene i frokostpausen og spørger, om hun ikke vil sidde med ved vores bord.
Du var klam i går, i dag er du okay, men nu er Bettina bare så klam
Og ja, det er her, det bliver vanskeligt. For det er netop det her, der er så svært at få til at ske. Det er jo nemmere, hvis vi kunne nøjes med at brænde en bølle af på bålet. Få ham smidt ud fra skolen eller fyret fra arbejdspladsen. Det løser bare ikke problemet på længere sigt. For har gruppen først besluttet sig for at holde Tykke Tove udenfor, så bliver hun ikke inviteret med til at sidde ved bordet, bare fordi Onde Ole ikke er der til at råbe op længere. Så tager Lede Lone bare over i stedet.
Det er først, når flere i gruppen begynder at arbejde imod dynamikken, at tingene ændrer sig. Og ja, det kan ske ved at smide en bølle ud. Måske er det lige det break, der skal til, før nok i gruppen tør tage sig sammen til at være søde ved Tykke Tove.
Men – og her er det et meget væsentligt men – det ændrer ikke den grundlæggende dynamik, det forrykker den bare. Hvilket er så nemt at se udefra, når vi ser på – især små – skolebørn. Deres grupper og ousidere skifter konstant. Så er Tykke Tove udenfor den ene dag, men så er det Buttede Bettina den næste. (Og ikke sjældent nu med Tykke Tarvelige Tove i front, for hvis hun har fået en billet til inderkredsen, så har hun i den grad brug for at forsvare den position.)
Nu skal Super Sanne da lige sige, hvad der skal gøres
Så det korte af det lange er altså, at så længe alle bliver ved med at holde fast i mobning som et én-til-én-problem, så ændrer problemerne sig ikke. De forskubber sig højst.
Nu er jeg ikke ekspert i en skid, så jeg står ikke i en position til at sige, hvad man burde gøre. Men hvis jeg nu alligevel skal give et bud på, hvad man burde, så kunne jeg virkelig godt tænke mig, at man begyndte at undervise i det her med ind- og udgrupper.
For det er altså ikke, før vi forstår vores egne hjerner, at vi forstår vores adfærd – både vores egen private og vores sociale interaktioner.
For så længe man kan holde mobning – og racisme og sexisme osv – ude i en armslængde og sige: “Det er kun bøller/idioter, der gør sådan noget” så ændrer tingene sig ikke. Ændring kræver, at alle erkender deres eget ansvar i, at en mobbekultur får lov til at bestå. Det kræver, at alle siger fra over for bøllen/idioten – og at alle giver support til offeret.
Selv en dråbe… kan ikke huske teksten, men alle kan ændre noget, ikk’ osse
Og så længe vi har en kultur, hvor Tykke Tove jo bare kunne havde ladet være med at være tyk, Sexede Susie bare kunne havde ladet være med at gå i den nedringede bluse – altså så længe vi victimblamer og siger, at offeret selv er skyld i, at en bølle/idiot angriber – så er vi alle sammen medansvarlige for overgrebet!
Vi skaber den kultur, der skaber mobning. (Og racisme og sexisme osv.) Så hvis vi vil ændre på, at mobning opstår, skal vi ændre hele vores kultur.
Ja, det er en stor mundfuld, men er det ikke efterhånden det værd? Behøver vi have 13-årige, der begår selvmord, før vi tager os sammen til at erkende, at der skal gøres noget? Er det ikke snart på tide, at vi alle begynder at sige fra, støtte ofrene, stoppe vitimblaming og i stedet sige: “Nu lukker du fucking røven Onde Ole!”
Reglen om fisens ejermand
Jeg er den seneste måned begyndt på flere indlæg til denne blog, men har ikke fået dem gjort færdige, fordi jeg ærligt talt ikke har orket. Jeg ville ellers gerne have sagt noget om debatkulturens konstante afsporing væk fra substans og deraffølgende beskyldninger om alt fra, at man bare søger opmærksomhed til, at man er en udansk landsforræder.
Jeg ville gerne have sagt noget om, at vores civilisations udvikling er ved at gå i stå – ja, den er på visse områder ligefrem begyndt at rulle tilbage. Og det er i hvert fald en af forklaringerne.
Men ironien er jo, at hver eneste gang, man kommer med den klage, så bliver også den afsporet og spundet rundt så mange gange, at man til sidst sidder helt rundstosset tilbage og tænker: “Hvad var det egentlig, jeg startede med at sige?”
For forvirringen er total, og ingen kan længere huske, hvad vi egentlig snakkede om. Og endnu engang skubbes muligheden for skabe reelle samfundsændringer ind i retoriske tåger.
Den, som kålprutten og problemerne lugte kan
Ikke mindst fordi rigtigt mange mere eller mindre ubevidst lever efter Reglen om fisens ejermand. (Ikke at forveksle med Reglen om fissens ejermand – som lyder; fissen har ALDRIG en ejermand, kun en ejerkvinde.)
Reglen om fisens ejermand er helt enkel, og vi er alle vokset op med den: Den, som fisen lugte kan, det er fisens ejermand. Eller sagt med andre ord: Hvis du gør opmærksom på den dårlige stemning, er du den dårlige stemning!
Det er meget tydeligt at se i den kritik den danske lancering af the Everyday Sexism Projekt fik. Ikke så få kritikere mente, at ESP ved at samle og offentliggøre kvinders oplevelser med sexisme på den måde forstørrede problemet. Ja, den lader vi lige stå et par sekunder.
(En ølkasse, to ølkasser, tre ølkasser.)
Disse kritikere mener altså i ramme alvor, at det at tale om et problem er lig med at forstørre det. Underforstået: Det var bedre, at vi bare tiede det ihjel.
Skyd ham den blege fra Wikileaks!
Men det er ikke et enkeltstående tilfælde. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at vi tackler problemer på den måde. Det er derfor, man siger: “Don’t shoot the messenger.” For det kan vi godt lide at gøre. Hvis dem, der gør opmærksom på problemerne, bare kan blive bragt til tavshed, så forsvinder problemerne jo på mystisk vis.
Hvilket selvfølgelig er en åndssvag løsning, og vi elsker også her i landet at ryste på hovedet over amerikanernes tackling af Assange, Manning og Snowden. Men vi gør altså bare det samme selv. Og nu snakker jeg ikke om de politiske whisteblowers. Nu snakker jeg bare om ganske almindelige hverdagsproblemer og -debatter.
Det ved jeg som tidligere mobbeoffer, og jeg ved det som kønsdebattør. Det er samme automatrefleks, der rammer én hver eneste gang, man påpeger mobning eller sexisme: “Mon ikke du selv er skyld i problemet?” Eller i den lidt mildere udgave: “Mon ikke problemet kun findes i dit hoved?”
Offerbeskyldning, offerskyldelse, offerskyldgivning
Victimblaming kalder man det på engelsk. Vi har selvfølgelig ikke engang et rigtigt ord for det på dansk, fordi det bare er så indbygget i vores kulturelle reflekser at gå efter den, som fisen lugte kan. I stedet for at prøve at se bagom problemerne. I stedet for at prøve at forstå mekanismerne, der skaber disse problemer igen og igen.
12 procent føler sig mobbede på deres arbejdsplads her i landet. Og i den danske skole føler 7 ud af 10 piger sig mobbede. 50 procent af kvinderne i England har oplevet at blive diskrimineret på grund af deres køn. Det er bare lige de tal, jeg kan i hovedet. Jeg kunne sikkert google mig frem til flere, der er lige så skræmmende. Ligesom der sikkert er uhyggelige statistikker for, hvor mange af anden etnisk oprindelse, der har oplevet racisme og diskrimination på grund af det.
Sexisme og racisme er bare andre navne for mobning – det er, når personens køn eller hudfarve skal bære skylden for den dårligere behandling. Men det er i princippet fuldstændigt det samme. Det er de samme mekanisme, der er i spil.
Du kunne bare lade være med… at trække vejret herinde
Jeg har i årevis holdt foredrag om mobning, fordi jeg forsøger at få åbnet øjnene for disse mekanismer, så vi kommer væk fra automatrefleksen at tro, at det er offeret, der på en eller anden måde selv har gjort sig skyld i det.
Det opstod lidt ved et tilfælde efter, at jeg havde udgivet min første bog, Kære dødsbog, der handler om 15-årige Agnes, der vil tage sit eget liv, fordi hun bliver mobbet. Og ofte, når unge mennesker skulle forklare, hvorfor Agnes bliver mobbet, svarede de: “Jamen, Agnes bliver mobbet, fordi hun er tyk og grim.”
Og hver gang måtte jeg lige synke en enkelt gang. Det svar faldt dem så nemt. For vi regner altid bagud, når vi skal finde forklaringer på, hvorfor nogen bliver gjort til ofre:
Der er et offer. Ergo må der være blevet begået et overgreb. Ergo må der også være nogle gerningsmænd. Men de gerningsmænd må jo have haft en grund til at gøre, som de gjorde. Ergo må offeret have gjort noget for sætte overgrebet i gang.
De fede, de lede, de kede – alle er oplagte ofre
Men sådan er det ikke. Hverken når det kommer til mobning, sexisme, racisme osv. Grunden til, at det opstår er alene, at der er mekanismer i vores kultur, som får en eller flere gerningsmænd til at gå efter offeret.
Lad mig forklare det med mobning, for fordelen ved mobning er, at det som hovedregel foregår i en lukket kreds, og derfor er det nemmere at se, at det blot er en kultur, der opstår på det givne sted. (Mens sexisme og racisme er mobning, der kører på alle niveauer i vores kultur.)
Hvis en eller flere mere eller mindre uden grund begynder at køre på Tykke Tove; holder hende udenfor, bagtaler hende, latterliggør hende, så vil alle på stedet hurtigt blive en del af den kultur. Pludselig uden, at nogen tænker synderligt over det, er det helt normalt at fnise af Tove hver gang, hun rejser sig fra sin stol og røven blævrer. Det er måske ligefrem helt okay at råbe det gennem lokalet.
For hun kunne jo også bare lade være med at være så tyk. Eller hvad forklaringen nu bliver på det pågældende sted. Den er i hvert fald selvforklarende. Hun startede det selv. Så jeg må gerne behandle hende dårligt.
Er du et menneske eller en rotte?
Og det er også derfor, at det er så godt som umuligt for Tykke Tove at sige fra. For når hun påpeger den dårlige behandling og prøver at tale til sine kollegers eller klassekammeraters menneskelighed, så rammer hun én ud af to følelser.
Enten rammer hun deres umenneskelighed; der hvor de simpelthen har bestemt sig for ikke at se hende som et ligeværdigt menneske og derfor ikke er berettiget til at blive behandlet sådan. (Den er i øvrigt rigtig god den mekanisme, hvis man har planer om at sende Tove i gaskammeret på et senere tidspunkt.)
Så rammer Tove umenneskeligheden hos sine mobbere vil intet, hun siger, få dem til at ændre adfærd. For den klamme so er jo selv ude om det.
Men der er også en mulighed for, at Tove faktisk rammer sine mobberes menneskelighed; der hvor de forstår, at de faktisk skader hende med deres adfærd. Fører det så til fryd og gammen? Nope! For det er jo skamfuldt af helveren til at vide, at man skader et andet menneske. Hvad gør man så?
Ja, så er det, at Reglen om fisens ejermand virkelig træder i kraft. For den ubehagelige følelse af skyld og skam ville jeg jo ikke have haft, hvis ikke… hvis ikke den fede so til Tove havde påpeget problemerne. Så nu hader jeg hende endnu mere!
Vil forsvareren fremlægge sin side af sagen?
Der er selvfølgelig også en teoretisk chance for, at Tove kunne ramme deres menneskelighed og få dem til at ændre adfærd over for hende, men det er bare enormt svært. Medmindre Tove har nogen til at tage sagen for hende. Hvis andre påpeger, hvor dårligt Tove bliver behandlet, er Reglen om fisens ejermand nemlig sværere at køre som automatrefleks.
Altså man kan jo naturligvis altid gå over til også at mobbe Toves “advokat”, men hvis “advokaten” er stor og stærk nok, kan det være svært. Og så er erkendelsen af sit eget ansvar for at være med til mobning den eneste vej frem. Og med erkendelse følger tit forandring.
Det er nøjagtig samme mekanismer, der gælder for sexisme og racisme. Det er enormt svært for dem, det går ud over, selv at påpege det uden at blive ofre for Reglen om fisens ejermand. Der skal “advokater” til. Andre, der står udenfor og kan påpege, hvad der foregår. Det kan være mænd, der påpeger sexisme, eller hvide, der påpeger racisme. Eller det kan bare være nogen, der ikke lige selv mærker det på egen krop, der bakker op om andres oplevelser.
Alle har privilegier, alle har ikke
Jeg har sagt det flere gange herinde før, men det er en vigtig pointe at gentage: Hvis andre fortæller om en oplevelse med mobning, sexisme eller racisme, og man ikke selv har den samme oplevelse. Så tæller deres oplevelse altså lige så meget! Faktisk vil jeg mene, at den tæller en lille smule mere.
For bare fordi jeg er så heldig eller privilegeret, at der aldrig er nogen efter mig på grund af min vægt, kan det altså godt være anderledes hårdt for dem, der vejer 40 kilo mere, end jeg gør. Det er mit ansvar som privilegeret “slank” at støtte op om Tykke Tove. Forsøge at forstå, hvordan hun oplever verden. Og måske i bedste fald forsøge at være hendes “advokat”, når andre mindre forstående mennesker er ude på at skade hende.
Det er i hvert fald som minimum min forpligtelse ikke at afvise Toves oplevelser med et bedrevidende: “Det findes nok kun i dit hoved. Den fis er der kun en her, der kan lugte.”
Hvorefter jeg så kan skynde mig at ringe til tre andre og sladre om Tove: “Har I hørt, at Tykke Tove er begyndt at fise. Hun siger, det stinker, men jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at prøve at snuse til hendes ubehagelige dunster!”
SoloSannes genkomst
I går blev jeg spurgt, hvorfor min blog hedder SoloSanne, og jeg måtte lige have et par sekunders betænkningstid, inden jeg svarede. Igennem mit hoved fløj spørgsmålet: Har jeg egentlig lyst til at fortælle hvorfor? Og nej, det havde jeg faktisk ikke, men jeg gjorde det alligevel: “Det var mit øgenavn i skolen.”
Min manglende lyst til at fortælle det kom helt bag på mig selv. Nu har jeg i årevis holdt foredrag om mobning og i mange sammenhænge fortalt om, hvordan jeg blev mobbet som barn og teenager. Jeg troede, at det var et emne, jeg nu kunne forholde mig helt neutralt til, men alligevel vendte den følelsesmæssige knude i maven tilbage det sekund, jeg blev bedt om at forholde mig til navnet SoloSanne.
Altså jeg har jo selv valgt at det skulle være navnet på denne blog – og jeg købte faktisk webadressen for mange år siden, for jeg har altid vidst, at jeg ville bruge mit gamle øgenavn til noget sjovt en dag – så jeg synes virkelig selv, at jeg burde være kommet videre.
Men sådan er det bare aldrig med fortidens knuder i maven. De ligger altid et eller andet sted derinde og venter på at genopstå i et uopmærksomt øjeblik.
Offer – fy for foffer
Jeg hader virkelig at skulle fortælle, om at jeg er blevet mobbet. På trods af at jeg fortæller om det rimelig tit – for det synes jeg, at det er vigtigt, at jeg gør. Fordi så mange unge (og voksne) oplever mobning og har brug for at høre nogen fortælle om, hvad det egentlig er, der foregår. Og den opgave har jeg så taget på mig, og jeg er glad for, at mange får noget ud af mine bøger og foredrag.
Men derfor hader jeg det stadig, hver gang jeg begynder på den der AA-agtige sætning: “Mit navn er Sanne, og jeg er mobbeoffer…”
For jeg gider ikke være et offer. At være et offer er det værste i hele verden! Hvis man er et offer, så er man nærmest ikke et rigtigt menneske længere, for man har fået frataget sin evne til at handle – sin autonomi. Og om noget er det vel det, vi definerer os selv ud fra. Det kan godt være, at Descartes sagde; “jeg tænker, altså er jeg.” Men jeg tror, de fleste mere føler det som “jeg handler, altså er jeg.”
Så når man ikke længere kan handle – når det er “de andres” handlinger, der bestemmer over ens situation, så føles det, som om man bliver trukket ned i den snurrende spiral, der opstår, når man lukker vandet ud af et badekar. Man oplever det som, at man er ved at drukne, men de kræfter, der holder en fast, er bare så store, at man ikke kan kæmpe sig fri.
Selvfølgelig er det da din skyld, at tyven stjal din Iphone
Og dén følelse vender tilbage hver gang, jeg bliver konfronteret med min tidligere status som mobbeoffer. Samtidig spædes den op med frygten og usikkerheden. Hvad nu, hvis dem, jeg fortæller det her til, bare sidder og tænker: “Klart, at du blev mobbet. Har du set dig selv!?”
For det værste ved mobning er jo, at det skaber en permanent angst hos offeret, om at man på en eller anden måde selv var ansvarlig for at blive behandlet på den måde. Og der hjælper det da bestemt ikke, at vi lever i et samfund, der i høj grad ønsker at placere ansvar hos ofrene:
Voldtægtsofre har selv været ude om det, hvis de var for letpåklædte. Voldsofre er selv ude om det, hvis de har blandet sig i andres sager. Da jeg havde indbrud, var mit forsikringsselskab meget interesseret i, om jeg nu også havde lukket vinduerne ordentligt. For et åbent vindue er jo det samme som at sige: “Hvis du tager mine ting nu, så er det faktisk lige så meget min skyld, som det er din.”
Jeg ved ikke, hvorfor vi gør det her. Hvorfor vi har så svært ved at placere ansvaret alene hos en gerningsmand – selv i den slags sager, hvor det er så åbenlyst, hvem der har gjort noget forkert.
Men jeg ved, at det bliver virkeligt svært for folk, når billedet bliver mere mudret – som med mobning. For mobning er utroligt svært at gennemskue. Og det er aldrig sort-hvidt, hvis skyld det er. Derfor ender det tit med en “der går jo ikke røg af en brand…”
Og så sidder man som offer og tænker; jamen, så var det jo nok min egen skyld, at jeg skulle svines til hver evig eneste dag i min skoletid.
Du kunne jo bare have ladet være med… at være dig
Nej!
Det er aldrig offerets egen skyld, at andre overskrider grænserne for, hvordan man kan tillade sig at behandle en. Om ikke andet, så har jeg da lært det af at være blevet mobbet i så mange år.
Lad mig give et eksempel: Vi kender alle sammen ham mongolen, der står nede ved busstoppestedet og spiser sine egne bussemænd. Og man frygter hver morgen, at han sætter sig ved siden af en i bussen, og en dag gør han det. Og så ser han på en og siger “aaaøøøhiiiiaaøøø” – med tungen helt ude, fuld af bussemænd.
Har man så ret til at skubbe ham på gulvet? Har man ret til at råbe: “Fuck nu af, dit klamme svin?”
Nej, for selvom hans adfærd er supergrænseoverskridende for mig, så har han faktisk ikke overskredet mine grænser. Han er der bare og gør det, han nu engang gør.
Hvis han nu havde rørt ved mig, eller sat en bussemand fast i panden på mig – så var det en anden sag, for så havde han invaderet mit private rum, så måtte jeg selvfølgelig sige fra (på en nogenlunde anstændig måde.)
Men det gør han ikke, ligesom de fleste af dem, der dagligt bliver mobbet på skoler (og på arbejdspladser) ikke gør andet end bare at være der – og gå nogen på nerverne ved deres blotte tilstedeværelse.
Hvor er fortidens viskelæder, når man har brug for det?
Dét ved jeg nu. Og det er den erfaring, jeg prøver at give videre, når jeg fortæller om mobning. Men trods det, kan jeg alligevel ikke slippe for knuden i maven. For hvad nu, hvis jeg alligevel er så stor en freak, som de sagde dengang!?
Derfor vil jeg helst fortælle en anden historie. Jeg vil helst fortælle en historie om mig selv som en vinder – som den, der handlede og var den seje. Og ganske vist bliver det også lidt den historie, jeg kommer til at fortælle – underdog-historien – om et mobbeoffer, der kæmpede mod uretfærdighederne og “vandt” og sidenhen blev komiker og forfatter.
Men uanset at det så – indtil videre – er blevet udfaldet af min historie, så vil jeg stadig gerne have et viskelæder, der kunne slette min offerfortid, og i stedet give mig muligheden for at fortælle en anden historie; en historie, hvor jeg var den populære, hende alle de andre børn så op til.
Hvorfor betyder det stadig så meget så mange år efter? Aner det ikke, men det gør det altså. De der knuder i maven, de forfølger virkelig en.
Så du skal bare vide, at jeg overhovedet ikke har lyst til at fortælle dig det her. Men nu gør jeg det altså alligevel.
Mobning er et kompliceret spil, og du er bare en brik
For måske er du nysgerrig efter at vide, hvorfor jeg lige fik øgenavnet SoloSanne. Og det er en lang historie – som det jo altid er, når det handler om de mudrede ting som mobning. For der har selvfølgelig været et langt forspil og en masse sociale dynamikker, som gjorde, at lige netop jeg på dette tid og sted blev udvalgt som skolens største mobbeoffer.
For eksempel gik det først for nylig op for mig, at der var en faktor, der må have haft en større indflydelse på, at lige netop min årgang på Ikast Østre Skole gik sådan amok, som den gjorde i start-90‘erne. (Det gik faktisk så meget amok på min årgang – med mig i front som hardcore mobbeoffer – at skolen efterfølgende omlagde hele sin struktur for de ældste klasser.) Nemlig den faktor, at hele byen på det tidspunkt var i dyb krise, fordi tekstilindustrien – som byen var grundlagt på – var ved at lukke ned.
Mange af de voksne mistede deres arbejde (inklusiv min mor). Så der må altså have været kæmpekrise og mange usikkerheder hos de voksne, og det har formentlig påvirket os børn og fået os til at opføre os endnu værre, end vi måske ellers ville have gjort. (Jeg siger det bare med den nuværende krise in mente – børn mærker meget mere, end voksne tror.)
Så jeg kunne godt bruge en masse tid på at fortælle om alt det, jeg nu ved – altså om alle de bagvedliggende faktorer, som jeg har læst mig frem til for at have noget fagligt viden om mobning som socialt fænomen.
Men det ville nok også være lidt en måde at undgå at fortælle om det, der virkelig gør ondt; det der giver knuden i maven. (Jeg kommer i øvrigt nok til at skrive flere blogs om mobning, så på et tidspunkt når jeg sikkert mere rundt om emnet.)
Så i stedet bør jeg vel fortælle den her historie fra barnets synspunkt. Fra den 12-årige Sanne, der rent faktisk oplevede det her.
Det stof drømme – og mobning – er gjort af
Så vi er altså tilbage i 1992. Jeg er i høj grad allerede etableret som mobbeoffer: De andre holder mig udenfor, pigerne fniser af mig bag min ryg, drengene stikker mig en lammer, når de kan slippe af sted med det, uden at lærerne ser det.
Men indtil det her tidspunkt har jeg ikke taget det ret meget til mig. Jeg elsker at gå i skole og lære noget; jeg har en fest med at skrive alenlange stile – også i de fag, hvor man normalt slet ikke skal skrive stil – og jeg har hidtil haft nogle lærere, der også har ladet mig udfolde mig kreativt. Så jeg lytter ikke voldsomt meget til fnisene bag min ryg – og lammerne er ikke værre, end at jeg kan slå lige så hårdt igen.
Men så kommer vi i 6. klasse og skal lave skolemusical. Vi skal spille Oliver Twist, og jeg er helt høj over det. For jeg er vild med at stå på en scene, og jeg ved, at alle de andre år har der ikke været nogen drenge, der har gidet spille de store roller (og alligevel vælger lærerne hvert år en musical, hvor hovedrollen er af hankøn…) Det vil sige, at de store drengeroller på alle tidligere årgange har været besat af piger, og da der heller ikke er nogen drenge – eller piger for den sags skyld – på min årgang, der udtrykker ønske om at spille store roller, tænker jeg, at hovedrollen som Oliver måske kan blive min.
Det siger jeg så til min musiklærer, der står for projektet. Hun nikker venligt og smiler og siger, at hun vil tænke over det. Og jeg tænker, at det er godt, at jeg har lært hjemmefra, at man altid skal gøre opmærksom på, hvad man gerne vil. “For man har jo et nej, indtil man har spurgt,” som min altid siger.
Men måske skulle min mor i stedet have lært mig en anden lektie, en af de vigtigste sociale koder; mobbe-overlevningsregel nr. 1: Hvis du gør opmærksom på, at der er noget, du meget gerne vil, er du alt for nem at ramme. Dine drømme gør dig sårbar!
Den gode, gamle lærerstil: Del og hersk
For min musiklærer tager mine drømme med direkte ind i den klasse, hun er klasselærer for – min parallelklasse – og fortæller om dem, højt for hele klassen. Jeg fik det genfortalt af min veninde, så jeg kan ikke være sikker på, hvad min lærer rent faktisk sagde derinde, men i den genfortalte version lød det nogenlunde sådan her: “Så må en af jer drenge hellere se at få meldt jer til at spille Oliver, for Sanne inde B-klassen tror, at hun skal spille den rolle, og det skal hun ikke, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Hun er forfærdelig, og hun kan slet ikke synge!”
Mit voksne jeg vil virkelig gerne tilgive den lærer. Hun vidste jo ikke rigtigt, hvad hun gjorde. Hun stod formentlig midt i sit livs krise som lærer med en årgang af elever, der var fuldstændigt ustyrlige – for det var vi – og hun var godt oppe i årerne, ikke langt fra pensionen, og havde sikkert ingen ideer om, hvordan hun med sin vaklende autoritet skulle klare at møde de her præpubertære bøller dag efter dag et helt skoleår mere. Så hun valgte diktator-metoden; find en syndebuk.
Men mit 12-årige jeg – det livsbegejstrede barn, der virkelig gerne ville lære, skrive, synge, spille skuespil og leve mine drømme ud, og som just var på vej ind i den hormon-tsunami af usikkerheder og identitetskrise, der rammer i teenageårerne – dét 12-årige barn har meget svært ved at se andet end en dum so af en lærer, der sanktionerede alt det lort, jeg blev udsat for de efterfølgende tre år af min skoletid.
De voksne kan også være… nogle store møgsvin, faktisk
Rygtet spredte sig hurtigt til de andre klasser, til hele skolen: Sanne fra 6.B tror, hun er den næste Sanne Salomonsen. Sanne Solonumsen. SoloSanne. Og det hed jeg så resten af min tid på Østre Skole.
Så det var altså sådan SoloSanne blev født. Og nej, jeg fik aldrig hovedrollen i den musical. Faktisk fik jeg slet ikke nogen rolle i musicalen overhovedet. I stedet skulle jeg sidde bagerst i festsalen og se resten af min årgang øve – indtil jeg på andendagen blev smidt ud fra prøverne af selvsamme lærer, fordi jeg “forstyrrede” (eller mere sandsynligt, tænker mit voksne jeg, fordi min tilstedeværelse mindede hende om, hvor råddent hun havde opført sig.)
Mine to veninder blev i øvrigt smidt ud sammen med mig, og det betød, at vi tre piger som de eneste på hele 6. årgang skulle have normal undervisning. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at ingen af de andre lærere eller skoleledelsen reagerede på det. Det var da fuldstændig absurd, at skolen var nødt til at opretholde undervisningstimer i to uger for kun tre elever.
Men det viser måske meget godt, hvor konfliktsky voksne – selv voksne med pædagogiske uddannelser – kan være, når det kommer til at gøre noget ved mobning.
Årh, nu er du vist også lidt for nærtagende
Nu ved jeg ikke, om du, som læser det her, overhovedet kan fornemme bare lidt af den smerte, der ligger i navnet SoloSanne for mig. For det er jo så utroligt svært at forklare alle de følelser – den store knude i maven – der følger med sådan noget. For de fleste udenforstående er det jo bare et fjollet øgenavn. Mange voksne sagde allerede til mig dengang: “Hold dog op med at tage det så alvorligt, det er jo bare et tilnavn. De kunne have kaldt dig så meget, der var værre.”
Ja, det kunne de – og det gjorde de i øvrigt også – men navnet SoloSanne repræsenterede bare den punkteren af alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Lige præcis det navn viste mig, at andre kunne tage alt fra mig – mine drømme, min barnetro, mit inderste væsen.
Og godt nok tog de ikke det endegyldigt fra mig, for jeg lykkedes jo med at finde tilbage til det og komme op på en stand-up-scene og skrive romaner. Så den 12-årige Sanne “vandt” alligevel til sidst – selvom jeg “spildte” pænt mange år på en uddannelse, jeg slet ikke havde lyst til, fordi jeg havde ladet dem lukke ned for den, jeg i virkeligheden gerne ville være.
I øvrigt er den eneste grund til, at jeg fandt ind til den 12-årige Sannes drømme igen, at jeg havde/har uovertruffen opbakning hjemmefra og fra mine venner. Dem, der virkelig knækker under mobning, er dem, der ikke har det. Jeg er ikke stærkere end alle andre, jeg er bare heldig.
Godt set i krystalkuglen, små mobbere
Hvorfor vil jeg så minde mig selv om alt det her og om min tid som offer ved at kalde min blog for SoloSanne? Jeg kunne bare have ladet det navn gå i glemmebogen. I stedet har jeg nu sat mig selv i en position, hvor folk igen omtaler mig som SoloSanne.
Det har jeg selvfølgelig valgt til dels fordi det er en handling at bruge navnet; jeg tager det øgenavn aktivt til mig, og så er jeg allerede lidt mindre et offer.
Men også fordi jeg trods alt har humor nok til at more mig over, hvor meget mine skole”kammerater” allerede dengang havde indset om mig. Af alle de øgenavne, de kunne have valgt til mig (jeg er jo også rødhåret og har fregner og et navn, der rimer på “vandekande”) så valgte de ét, der signalerer, at hende Sanne er en, der går solo.
SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal stå på en scene og blive klappet af. SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal sidde hjemme i sin stue og skrive ting, som andre folk gider at sidde i deres stuer og læse. SoloSanne er sådan en, der går imod strømmen og ikke retter sig ind efter, hvad andre synes, hun skal gøre. SoloSanne er sådan en, der ikke spiller efter reglerne. SoloSanne er ikke bange for at skille sig ud.
SoloSanne er nok tæt på at være den bedste beskrivelse af mig, nogen nogensinde har lavet. Det er da topsjovt!
Og en eller anden dag skal jeg også nok få grinet knuden i maven væk over det.