skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Tag: tv

Good night and fuck off

1. oktober 2013

Jeg har en journalist fra et debatprogram i røret. Det sker efterhånden hver uge nu, fordi andre feminister henviser dem til mig. De andre feminister har selv fået nok af mediemøllen, så de sender faklen videre til mig, fordi jeg endnu ikke har. Men det er tæt på. Min tålmodighed med journalisterne kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke meget tålmodighed at give af til at starte med, fordi jeg kender branchens tankesæt så indgående fra min egen tid der.
Denne journalist er nu rigtig sød. Det er de fleste faktisk, når man laver forinterviewet. Det er der, hvor man taler om, hvad man skal tale om. Og når det er til tv er det som regel en anden journalist, end den, der skal lave interviewet på skærmen. Det er selvfølgelig den smarteste måde at fordele arbejdet på fra deres side, men efterhånden får jeg en mistanke om, at det også er, for at de efterfølgende kan løbe fra de aftaler, man indgår.

Ich bin ein Berlinerkussen!
For det er nemlig også her i forinterviewet, jeg lister mine forbehold for at medvirke. Det er her, jeg siger, hvad jeg ikke vil tale om under selve interviewet. Det er en forholdsregel, jeg har taget fra
dag 1 som komiker, fordi jeg på grund af mit køn ellers kun ville komme til at lave interviews ud fra spørgsmålet: ”Hvordan er det at være kvindelig komiker?”
How the hell should I know? Ja, undskyld, men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan det er at være mig og komiker, men jeg ved da ikke noget om, hvordan det er for alle andre kvinder. Bare fordi vi har samme køn, har vi da ikke nødvendigvis samme erfaring. Det er et åndssvagt spørgsmål.
Så alene af den grund gider jeg ikke svare på det. Men den anden og væsentligere grund til, at jeg altid har nægtet at forholde mig til det, er, fordi jeg ikke vil acceptere, at min køn skal være præmissen for et interview. Jeg er komiker og forfatter, jeg laver shows og skriver bøger og har meninger om ting. Hvis journalister vil tale med mig om noget af det, alle tiders. Men hvis de udelukkende vil tale med mig, fordi jeg har bryster, så siger jeg altid nej.

Jeg er en mand, så jeg har jo ikke et køn…
Og dermed siger jeg altså ikke, at mit køn er en ikke-eksisterende faktor. Naturligvis er journalister interesserede i at høre mine meninger om diverse emner til dels fordi jeg er en ung, kvindelig komiker – det er jeg ikke blind over for. Jeg har bare valgt, at jeg ikke medvirker i noget, hvor det kun er mit køn, der er i fokus. Det skal være mine kompetencer, mine holdninger og mine frembringelser. Faktisk lidt ligesom det er for mænd.
For det glemmer folk (mænd) jo typisk lidt. Men når mænd bliver hyret til ting eller bedt om at medvirke i noget, så er det naturligvis også på grund af deres kompetencer osv. – men deres køn er altså også en faktor her! En faktor, man bare aldrig taler om.
Fordi mandekønnet er det almindelige, så vælger man som grundregel en (hvid) mand – til et job, en bestyrelsespost, et interview – medmindre man decideret beslutter sig for at se efter andre typer. (Hvilket er grunden til, at man for eksempel vælger at se sig om efter en ung, kvindelig debattør.)
Dette skal man dog passe på med at sige højt i nærheden af mænd, for det er det samme som at sige, at de ikke er kvalificerede. Hvilket faktisk overhovedet ikke er det samme!
Det eneste, jeg siger er bare, at vores køn altid er en faktor (ligesom etnicitet, alder osv. i øvrigt også altid er det.) Ingen bliver nogensinde vurderet neutralt – medmindre der er tale om en anonym optagelsesprøve eller lignende, hvor der intet fremgår om personens køn (etnicitet, alder osv.)

Helle Thorning har det bare meget nemmere end Anders Fogh
I øvrigt pudsigt, at mænd kan blive så rasende over, at man antyder, at deres køn giver dem fordele, når de færreste af dem samtidig har nogen forståelse for, hvorfor det er frustrerende at få den anklage smidt i hovedet som kvinde. Hvilket du får hele tiden som kvinde!
For hvis du opnår noget som kvinde, så er det på grund af dit køn. Hvis du opnår noget som mand, så er det, fordi du er dygtig. Dobbelte standarder – oh yeah!
Skal vi lige have et eksempel: Der findes folk, der i ramme alvor vil mene, at Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister, udelukkende fordi hun er en kvinde (underforstået; hun er ikke kompetent nok). Men selv samme mennesker kunne aldrig drømme om at overveje, om Anders Fogh Rasmussens køn havde noget med valget af ham som statsminister at gøre i sin tid.
Jeg vil ikke forholde mig til kompetencerne hos nogle af de to, men har man knoklet så hårdt og koncentreret på at nå til tops i dansk politik, kan vi så ikke godt gå ud fra, at man nok ikke er helt uden evner?
Pointen er bare, at hvis det skal hedde sig, at det har trukket op for Helle Thorning at være kvinde (hvilket jeg i øvrigt ikke tror, det har, for hun fik jo faktisk færre personlige stemmer end sin mandlige modkandidat…) Så har det i hvert fald trukket endnu mere op for Anders Fogh at være mand!
Hvis vi må kaste sten efter kvinders kompetencer, så skal vi lige huske vores eget fede glashus af mandlig (selv)overvurdering.

Nu har vi en aftale, så er du tryg, og så gør jeg noget helt andet
Under alle omstændigheder besluttede jeg tidligt i min karriere som komiker (og forfatter) at jeg kun ville lave interviews og svare på spørgsmål, som man også ville udsætte en mand for.
Har jeg betalt prisen for den beslutning i manglende medieomtale? Også i den grad! Men jeg har også besluttet, at det er prisen værd. For når jeg er i medierne nu og taler om mine shows og bøger, så bliver jeg behandlet som en professionel (dvs. som man ville behandle en mandlig komiker eller forfatter.)
Det er altså, når jeg taler om det, jeg laver. Til gengæld begynder det så at være vanskeligt, når jeg stiller op med mine feministiske holdninger. Ikke fordi jeg så bliver behandlet dårligere på grund af mit køn eller noget. Nej, jeg tror sådan set også, at mandlige feminister og sikkert også andre debattører oplever dette her ret tit: Vi bliver simpelthen bare røvrendt med jævne mellemrum.
Det kan være alt fra, at journalisterne stiller andre spørgsmål, end dem man havde aftalt på forhånd. Hvilket man som debattør hurtigt vænner sig til og derfor selvfølgelig sørger for at mene en helt masse om en helt masse.
Det kan også være noget så dumt, som at journalisten ”stjæler” mine svar og formuleringer fra forinterviewet og fletter ind i deres spørgsmål, så jeg bare kun har mulighed for at sige ”øh, ja, det mener jeg sådan set… øh også jo.”
(Hvis du ikke lige var klar over det, så er det faktisk – teoretisk set i hvert fald – journalistens opgave at sørge for, at interviewpersonen selv får mulighed for at få sine synspunkter bedst mulig frem.)

Bondefanget til børnehaveniveau
Det værste er dog, når journalisterne løber fuldstændigt fra forhåndsaftalen og smider en ind i en situation, som man slet ikke var forberedt på. Jeg har prøvet det flere gange, men den værste var her for et par uger siden.
I dette tilfælde havde jeg faktisk lavet hele tre forinterviews – heraf to med den journalist, der skulle lave selve interviewet på skærmen – men på intet tidspunkt fortalte nogen af dem mig, at de vil sætte mig op imod en anden debattør i studiet.
Vi aftalte, at jeg skulle i studiet og tale om feminisme i Danmark i dag; hvor den er og hvor den er på vej hen. Men da jeg kom ind i studiet sad der en anden kvinde, som smilende sagde, at hun var min opponent. Vi gik live fem minutter senere, og selvom jeg havde mest lyst til at sige ”fuck jer” og forlade dem der, gennemførte jeg interviewet. Det blev selvfølgelig noget bras, fordi det udelukkende kom til at handle om, hvorvidt der overhovedet er brug for feminisme i dag. Fordi som den smilende kvinde flere gange sagde, så kunne hun slet ikke se, at der er et problem.
Bagefter skældte jeg journalisterne ud – både for at røvrende mig og for at sætte det interview op på den måde. Jeg havde aldrig sagt ja til at medvirke i et interview, hvis jeg på forhånd havde vidst, at det ville komme til at forgå på så latterligt et lavt niveau.
Journalisterne nikkede og gav mig en slags undskyldning for det første, men havde absolut ingen forståelse for det andet. De syntes, at det er en utrolig vigtig debat. Og de er faktisk lidt trætte af, at de aldrig kan få nogle af os feminister til at medvirke i den. (Hvilket jo må forklare, hvorfor de føler sig nødsagede til at snyde folk ind i den.)

Min farfar sagde, at der ikke var noget problem, ergo er der noget problem
Nu skal jeg forklare, hvad problemet er (udover selvfølgelig det ubehagelige i at blive narret ind i noget andet, end man har sagt ja til.) Jeg deltager gerne i debatter om, hvordan vi løser ligestillingsproblemer, og jeg bruger også gerne min viden og humor til at påpege, hvad det er for nogle problemer, vi har med køn. (Kig lidt rundt på min blog, hvis du vil vide lidt om, hvad det er for nogle.)
Til gengæld er det simpelthen spild af både min og seernes tid, at jeg skal sidde og diskutere, hvorvidt der overhovedet er problemer med ligestillingen her i landet. For det er altså der, de fleste af den slags debatter ender, hvis ikke jeg (og andre feminister) siger stop på forhånd.
Journalisterne går altid ud og finder en eller anden halv- eller heltosse, der mener, at vi intet problem har, og så starter debatten på allerlaveste niveau.
Det svarer til at hive en læge ind, der forsker i rygerlunger, og så sætte hende op over for en, der benægter, at rygning overhovedet er farligt. Så kan lægen nok så meget sidde med al hendes viden og forskning og løsningsforslag, men debatten vil alligevel ende med at have tosseargumenter som ”min farfar røg hele sit liv, og han blev 97, så jeg kan ikke se, at der er et problem!”
(Hvis du er i tvivl om, hvorfor det er et tosseargument, så… okay, det er du selvfølgelig ikke, for så havde du nok ikke læst så langt her, men til næste gang, du møder nogen, der bruger den form for argumenter, så sig den her sætning: ”Det der er anekdotisk og ikke i overensstemmelse med det statistiske materiale.” Lær den sætning udenad og brug den flittigt! Især hvis du nogensinde diskuterer køn med folk, for det er især her man hører den type argumenter, fordi alle som bekendt har et køn og derfor er alles personlige erfaringer jo lig med at have foretaget forskning i køn. Og når du har sagt første sætning, kan du eventuelt tilføje ”Ergo er du en tosse og dermed diskvalificeret til at mene mere i denne sag, så nu gider jeg ikke snakke med dig mere.” Og så går du væk fra tossen og drikker en dejlig kop te og så får du ikke hovedpine af den uundgåeligt tåbelige diskussion, du ellers ville være blevet trukket ind i.)

Jeg er blind, men mit syn tæller lige så meget som dem, der kan se
Sagen er, at vi ville simpelthen aldrig få løst nogen problemer i denne verden, hvis vi altid skulle starte alle diskussioner med at retfærdiggøre, at problemet overhovedet eksisterer.
Så lad mig lige slå den her fast med de tykkeste søm, der kan opdrives: Vi har ikke ligestilling i Danmark! Vi har stadig meget store problemer med den måde, vi ”gør” køn på. De problemer fører til alt muligt lort fra uligeløn, til det famøse glasloft, til vold mod kvinder, til mænd, der ikke får deres børn ved skilsmisser, eller som bliver tabere og ikke får en uddannelse og dør for tidligt.
(Og du er velkommen til at google statistikkerne på det her, hvis du gerne vil op på et lidt højere niveau end det allerlaveste, for der er rigeligt af tal derude.)
Og jeg må tilstå, at jeg efterhånden har det sådan med de debattører, der har meget travlt med at benægte problemernes eksistens; fuck nu bare af!
Jeg mener, hvis du ikke har noget relevant at bidrage med – her tænker jeg på en form for løsning på problemerne – men du bare har tænkt dig at sidde som en snotdum kan-ikke-høre-kan-ikke-se-kan-desværre-godt-tale-abe, hvad fanden laver du så her?
Så må du gå ud af studiet og lade være med at sende læserbreve og bare generelt blande dig udenom, sådan at dem, der rent faktisk forholder sig til problemerne, kan få arbejdsro til at finde løsninger på dem.
Altså det er jo bare en tommelfingerregel til almindelig god, medmenneskelig omgang det her: Hvis nogen fremlægger et problem, de har, så lyt på deres oplevelse af det, og hvis du absolut føler et behov for at bidrage, så prøv med råd til, hvordan de kan tackle det – som de jo altså oplever som et problem. Lad være med at tvære dem ud med uempatisk selvsmageri i form af kommentarer som ”jeg kan ikke se problemet.” “Du ser spøgelser.” “Det er kun i dit hoved.” “Du overreagerer.”

Løgnen får lige så meget taletid som sandheden
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor halv- og heltosserne ikke fucker af. For journalisterne bliver jo ved med at ringe til dem. Hver eneste gang der skal tages en debat om ligestilling i Danmark, så skal de rulles på banen.
Det skal de, fordi de fleste journalister kun kan huske en regel fra deres uddannelse, og det er, at en historie altid skal indeholde en konflikt. Der skal altid være nogen, der er uenige!
Ja, det er unægtelig lidt af et problem, for hvordan dækker man så gode nyheder? Sager, hvor alle parterne er enige om løsningen? Svaret er, at det gør man selvfølgelig bare ikke så…
Personligt valgte jeg at droppe journalistikken til fordel for komik, bøger og blog, fordi problemet med den her model er, at hvis du altid skal høre begge parter i alle sager, ender du med at give løgnen lige så meget taletid som sandheden!
Nu vil de fleste journalister så sikkert begive sig ud i noget semifilosofisk med, at der slet ikke findes en objektiv sandhed, men at vi hele tiden diskuterer os frem til en. Og det er muligvis rigtigt nok, men journalister er i givet fald ude i ret mistænkeligt ærinde – som igen bliver meget tydeligt i kønsdebatten.
For hvis vi skal gøre os noget håb om at diskutere os frem til en ”sandhed”, så må vi som minimum på et tidspunkt begynde at lukke nogle debatter. For ellers ender vi i den nihilistiske situation, at der aldrig kommer andre holdepunkter end selve den evindelige diskussion.
Forestil dig et parforhold, hvor man aldrig beslutter farven på stuevæggen eller noget andet for den sags skyld, men blot diskuterer løs uden ende. Dødssygt! Du kender muligvis den slags parforhold ude i virkeligheden, og så ved du også, at man får sådan lyst til at skyde sig selv i hovedet, når man er i nærheden af det.
Lidt sådan har jeg det efterhånden med kønsdebatten i Danmark!

Hvad med om vi prøvede den her indgangsvinkel?
Jeg siger ikke, at vi skal vedtage ét regelsæt for, hvordan vi taler om køn. Det ville også være skrækkeligt. Men jeg synes, vi skal aftale, at dem, der har statistikker og forskning i ryggen som udgangspunkt bliver lyttet mere til end halv- og heltosser.
Ja, for det er virkelig et meget stort problem i kønsdebatten: Alle kan kalde sig kønsdebattører, og så skal de ikke bevise, at de har nogen som helst kompetencer på området.
Så skulle vi ikke lige starte med, at hvis din eneste kompetence på kønsområdet er, at din kone har forladt dig, så er du per definition ikke lige så kvalificeret til at debattere som os, der rent faktisk har læst en bog om emnet. Skulle vi ikke lige starte der, hmm?
Og skulle vi så ikke, når vi nu er i gang, også endelig vedtage, at der er et problem med ligestillingen – i Danmark og på verdensplan – og der er brug for kreative løsninger og nye indfaldsvinkler for at komme dem til livs!?
Hvor ved jeg fra, at der trænger til nye tiltag? Ja, fordi det altså er det samme pis på nye flasker, der er blevet hældt ud i medierne de sidste 40 år, og tingene har stort set ikke rykket sig i den periode. Vi er ikke meget tættere på reel ligestilling nu, end vi var, da jeg blev født i 1980.
Og vi er stadig ikke tættere på en saglig debat, end vi var, da kønsdebatten første gang begyndte at rulle i 1800-tallet…
Så er vi ikke snart modne til at komme op på det næste niveau? Om ikke andet så bare det næstlaveste niveau!? Som jeg antager er der, hvor halv- og heltosserne i det mindste er villige til at anerkende, at der er problemer – men dog stadig sviner feminister til og kalder os mandehadende skingre bitterfisser.

Forventelige reaktioner på feminisme

4. april 2013

I mange år har jeg været virkelig træt af at være feminist. Eller lad mig lige omformulere det; jeg er naturligvis ikke træt af at mene, at alle mennesker uanset køn (seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse og kæledyrspræferencer) skal have lige rettigheder, muligheder og i øvrigt ikke jordes på grund af deres køn (eller på grund af deres seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse eller kæledyrspræferencer.)
Men jeg har været træt af reaktionerne, jeg får på at sige, at jeg er feminist. Fordi de er så fucking forudsigelige, at min sjæl dør en lille smule, hver gang skal have den der deja vu-båndsløjfe-fornemmelse af at starte forfra på Feminisme ono-o-one med en eller anden ignorantus, som ikke ved helt basale ting om mennesker og samfundet.
Forventelige uvidende reaktioner kommer godt nok ikke kun i forbindelse med diskussioner om feminisme, men jeg vil anslog, at i hvert fald halvdelen af de gange, min sjæl tager pistolen frem for at skyde sig selv i hovedet, har emnet været ‘noget med køn’.

Hvis Blachman taler, og ingen hører det, findes han så?
Pt kører for eksempel en meget forventelig reaktion på den feministiske kritik af DR2-programmet Blachman, og den reaktion viser egentlig så fint, hvorfor det er så trættende at forsøge at diskutere køn i det her land (i den her verden).
Det første forudsigelige, der skete var, at der kom en pressemeddelse ud om programmet, hvor det var helt tydeligt, at DR og Blachman havde brugt rigtig god tid på at finde de mest provokerende buzzwords for at tirre så mange feminister så muligt – fordi feminister desværre også er ret forudsigelige; forstået på den måde, at de fleste feministiske organisationer ikke bare kan sidde stille og lade være med at kommentere på kvindenedgørende ting.
Jeg foreslog engang en ægte rødstrømpe den enkle løsning: “Kan I ikke bare ignore idioterne!?” Og hun så helt underlige ud i hovedet og sagde: “Det kan vi da ikke!”
Og selvfølgelig kan man det, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler, at de ikke kan. For hvis alle bare bliver trætte som mig og trækker sig fra debatten, får idioterne så ikke frit spillerum?
Måske gør de det, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det nogle gange kan være smart at aflure, når de her idioter altså bare er ude på at få opmærksomhed – i form af feministisk kritik – og så… lade være med at give dem det.
1-0 til uforudsigelighed.

Sex-brok-sælg
Alle i reklamebranchen ved jo efterhånden, at de tider er forbi, hvor sex solgte i sig selv. Nu er der to muligheder tilbage; enten kamuflerer de sex med humor, så de har et glimt i øjet, når de viser den erotiske kilden med en fjer, eller også – hvis de er larmende uoriginale – går de pornovejen og bruger hele hønen, så de om ikke andet får noget forargelse op at stå.
Et godt eksempel på det her er sodapis-producenten Cult, der med jævne mellemrum lancerer grotesk sexistiske reklamer, fordi de ved, at det giver meget medieomtale, når nogle feminister bliver sure. Fuldstændig samme mekanisme brugte DR i deres omtale af Blachman.
Og så skete der naturligvis to dybt forudsigelige ting: 1) feministerne blev sure og 2) alle (inklusiv feministerne selv) blev vildt nysgerrige for at se det her program.
Især fordi DR blev hjulpet godt på vej af alle dem, der fik meget travlt med at irresætte den feministiske kritik med et “lad os nu lige se, hvad det handler om først.”
Hold nu kæft med det bavl!
Ja, undskyld mig, men det er sgu da for nemt at affærdige reel kritik på den måde. For uh, vi ved jo alle sammen, at man ikke må udtale sig om noget, man ikke ved noget om, ikke? Så derfor er det såre nemt at jorde dem, der begynder på en kritik af noget, inden dette er blevet sendt/udgivet/afsløret. Jeg har ikke tal på de twitter-facebook-papirmedie-kommentarer, jeg har set den seneste uge med variationer over: “Typisk feminister at hidse sig op på forhånd uden at have sat sig ind i sagerne.”
Og så bliver det nærmest sådan helt bagvendt-tydeligt, hvem der ikke har sat sig ind i sagerne, fordi det er jo netop den viden, feminister har – om objektivisering af kvindekroppen og om mandens traditionelle roller som (be)hersker af den – det er den viden, der gør os i stand til at udtale os på forhånd og problematisere, at dette gøres til genstand for et tv-program – især på en licensbetalt tv-station.
(Man tænker nemlig naivt, at DR repræsenterer en højere moral, end de kommercielle kanaler, men når det kommer til at være seertalsliderlige, er DR dog helt på samme højde! (Og ironisk nok ville både TV3 og Kanal5 formentlig have sagt nej, hvis de var blevet præsenteret for et program som Blachman – ikke fordi de har højere moral end DR, men fordi de ville have syntes, at det lød dødkedeligt: “Så der er nøgne kvinder og sexistiske mænd… ja-ja, men er de fulde og knalder i en pool, nej? Nå, så har vi allerede et meget bedre koncept selv, tak.”))

Det pikløse samfund svinger med.. nå ja pikken
I øvrigt er det et af grundlagene i vores medielovgivning, at det er muligt at få nedlagt fogedforbud mod en udgivelse/transmission, så det ikke bliver udsendt, hvis man på forhånd mener, at indholdet kommer til at være imod lovgivningen – i form af injurier osv. Så selvfølgelig skal man kunne kritisere og problematisere et tv-program, inden det er blevet sendt.
Når det er sagt, så ved jeg udmærket godt, at Blachman ikke bryder loven ved at vise nøgne damer og være lummer, men det burde det måske…
Nej, det mener jeg naturligvis ikke. Jeg elsker ytrings- og kunstnerisk frihed, så jeg vil selvfølgelig helst, at vi undgår at lave nogen form for begrænsninger på det, vi må sige – ikke engang på mandschauvinistisk idioti. (Det vil jeg i stedet anbefale, at vi tier ihjel.)
Men en anden nylig feministisk kritik kom i form af udgivelsen af en rapport fra Nordisk Ministerråd for Ligestilling, hvori de henviser til den omsiggribende antifeminisme i samfundet og blandt andet foreslår en skærpet lovgivning over for trusler og detslige, der har udspring i køn.
Dette blev naturligvis, helt forudsigeligt, i mange medier – både de traditionelle og de sociale – udlagt til, at det skal være ulovligt at udtale sig kritisk om feminisme. Underforstået, at den slemme, slemme (svenske) statsfeminisme, der tvinger drenge til at sidde ned og pisse i børnehaverne, snart kommer til Danmark og stjæler den sidste rest af den maskulinitet, der er tilbage i det pikløse samfund, som vi åbenbart ifølge Blachman har udviklet os til
(Og ja, mit eget liv er desværre ret pikløst lige for tiden, men jeg håber da virkelig, at det er forbigående og ikke en reel tendens, for så bliver der sgu frygteligt kedeligt i dobbeltsengene fremover.)

Kender I det, at kvinder bare ikke er lige så meget værd?
Det her er nemlig en anden, og helt typisk reaktion, man får på at sige, at man er feminist; at man bliver behandlet, som om man er medlem af et politisk parti, hvis ideologi kan diskuteres på linje med kontantshjælpsreformen og 2020-planen.
Ikke dermed sagt, at vi ikke kan diskutere de politiske forslag, der udspringer af feminisme, som eksempelvis kønskvoter og lovgivning mod købesex – det er netop politisk. Men at diskutere feminismens grundlag, nemlig at samfundet udadtil er indrettet på mænds vilkår og forfordeler kvinder (og at det indadtil i familien i dagens samfund i høj grad er indrettet på kvinders vilkår og forfordeler mænd), dét er simpelthen så uendeligt trættende.
Desværre er det også den diskussion, jeg oftest ender i, fordi jeg har valgt at være i en så mandsdomineret branche som stand-up-branchen – en branche som i manges øjne tilmed er voldsomt sexistisk. Det er jeg ikke dog ikke enig i – bare fordi mine kolleger laver jokes om kvinder fra en mands synspunkt er det ikke per definition sexisme. Faktisk synes jeg, at det er både vigtigt og også i øvrigt ofte skideskægt at se mænd forholde sig til kønsspørgsmål.
Men jeg kan simpelthen ikke stoppe med at undre mig over, at nogle af mine mandlige kolleger, som virkelig kan blive rasende – grænsende til rødsprængte i øjnene – over racister og dedikere store dele af deres shows på at svine de her KKK-typer til, efterfølgende og uden at blinke kan slå over i en joke, hvori kvinder eller kvindekroppen latterliggøres uden anden årsag end det, at vi er kvinder.
Selvfølgelig skal man gøre grin med kvinder – for vi gør vildt mange dumme ting hele tiden, og vi kan også være store idioter – men nogle gange, når jeg hører de her jokes om kvinder, står jeg for mig selv og indsætter ordet “muslim”, “jøde” eller “neger” i stedet for ordet “kvinde”, og pludselig er joken væsentlig mindre sjov – nu er den bare generaliserende, dum og underbygger en allerede eksisterende fordom (om at muslimer ikke kan parallelparkere, at jøder ikke kan argumentere logisk, og at negere over 30 har lange, klamme patter.)

Se lige ud over din egen pikkemand engang, gider du!
Måske virker det lidt “skide i egen rede”-agtigt at kritisere mine kolleger på den måde, men for mig repræsenterer de bare glimrende den gennemsnitlige danske mand – søde, openminded, intelligente og generelt ikke synderligt nedladende over for kvinder.
Alligevel har de færreste af dem skænket en tanke, at det kan være en fordel at være født som mand. (Ikke alle komikere er dog ubekendte med dette, du kan eks. nyde, desværre afdøde, George Carlin tale om kvinder her.)
Faktisk bliver de fleste mænd decideret sure, hvis man kommer til at sige højt, at deres køn giver dem fordele, som kvinder ikke har – hvilket er endnu en forudsigelig reaktion på feminisme: “Hey, mænd har det faktisk også hårdt.”
Og igen, det undrer mig altså virkelig, at man(d) kan have det sådan. Jeg mener; jeg har venner af anden etnisk herkomst, og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg er så meget bedre stillet i det her samfund, end de er. Bare det faktum, at min veninde med asiatiske rødder stort set ikke kan gå ned af en gade, uden at nogen råber “thailuder” efter hende, det viser da, at hun oplever så mange fordomme og begrænsninger, som jeg som vinterbleg-året-rundt dansker aldrig nogensinde kommer ud for. Hvis hende og jeg var oppe imod hinanden til et job, vi var nogenlunde lige kvalificeret til, og jeg fik det, ville jeg da for evigt spekulere over, om det var vores hudfarver, der gjorde udslaget.
Hvorfor kan mænd ikke se det samme med kvinder? Hvorfor kan de ikke se, at vores kroppe konstant bliver objektiviseret? At vi jævnligt bliver hånet og nedgjort alene på grund af vores køn?

Mor skal nok klare den, når far er sådan et fjols
Igen; jeg kan da også godt se den gigantiske fordel, jeg har af mit køn i forhold til eksempelvis børn. Hvis jeg fik børn, ville min status som mor være uendeligt højere, end en mands status som far. Og af den grund kunne jeg aldrig drømme om at svine en mand til, hvis han beklager sig over, at han ikke kan få forældremyndigheden over sine børn. Jeg synes Foreningen Far er en genial organisation. Flere af den slags, tak!
Men hvorfor kan mænd ikke se det den anden vej? Hvorfor bliver de så vrede over kvinder og organisationer, der gør opmærksomme på de uretfærdigheder, der er over for kvinder i samfundet?
(Hvis du er i humør til lidt deprimerende læsning om bare nogle af uretfærdighederne – i form af vold mod kvinder – så læs den her klumme. Og hvis du læser kommentarerne også, vil du i øvrigt se en fjerde helt klassisk reaktion på feminisme, nemlig “øh, det er faktisk lige så slemt at være mand, ja, vi får også tæsk hele tiden, nå!”
Man bliver så træt! Det er sgu da ikke det samme, din store, fede ….! At gå i byen og få et par på kassen – af andre mænd! – er sgu da ikke det samme som, at kvinder udsættes for systematisk vold og undertrykkelse i deres eget hjem af den mand, der traditionelt set har haft råderet over dem – og stadig har det mange steder i verden.)

Det er vel også kvindernes skyld, at det er kvindernes skyld
Jeg vil så nødig slå ind på det spor, der handler om, at der er en antifeministisk højredrejning i gang i samfundet, fordi 1) der er skrives mange virkeligt gode blogs om det her i forvejen (tjek evt. Mandfjols) og 2) jeg bliver så uendelig trist over, at svaret på de ovenstående spørgsmål skulle være, at mænd bare hader kvinder. At der skulle være en eller anden freudiansk kastrationsangst, som gør, at mænd føler trang til jorde os med bryster i angsten for at miste deres egen eksistens.
Og så kommer Blachman ind igen med alt dens forudsigelighed udi afmaskuliniseringen af mændene – og hvordan det er kvinders skyld. Jeg har allerede brugt mange linjer her (og her) på debatten om feminiseringen af folkeskolen, og her er fuldstændig den samme retorik: Det er kvindernes skyld, at mændene har det hårdt.
Uden dog selv at have set Blachman morede jeg mig meget over gengivelsen af, hvordan han for eksempel får det gjort til kvindernes skyld, at samfundet er blevet pornoficeret…
Okay så. Hvis det skal forståes på den måde, at skylden ligger hos de kvinder, der lidt for velvilligt tager deres tøj af i alle mulige og umulige sammenhænge – ikke mindst i Blachmans eget tv-program – så kan vi da godt sige, at det er kvindernes skyld.
Men hvis vi absolut skal placere skyld – og det skal vi jo, for det er åbenbart trenden i dag; ingen vil tage ansvar, alle vil placere skyld – kunne vi så ikke lægge bare lidt af skylden for pornoficeringen hos det køn, der rent faktisk stadig køber, at sex sælger!?

Faktum, fordom – blabla, hvad er forskellen?
Og ja, nu lægger jeg selv op til endnu en forventelige reaktion på feminisme, nemlig, at jeg generaliserer omkring mænd – og at vi feminister derfor er lige så slemme, faktisk værre, end alle andre, fordi vi påstår, at vi arbejder for at fjerne generaliseringer, og så går vi selv rundt og laver dem: “Ha ha, hvad med dig selv, feministfisse!”
Så døde min sjæl helt, så er der simpelthen ikke mere feministisk kampgejst i mig, jeg er færdig. Jeg orker ikke snakke med mennesker, der ikke kan se forskel på generaliseringer på baggrund af statistisk og videnskab og generaliseringer på baggrund af fordomme:
Kvinder kan ikke argumentere = fordom.
Mænd er hovedforbrugere af porno = statistisk faktum.
Mænd er dårligere forældre = fordom.
Kvinder er dårligere stillede end mænd på stort set alle områder af samfundet = statistisk faktum.
Mænd er pikløse = fordom.
Kvinder er dårligere end mænd til at parallelparkere = statistisk faktum, der dog udløses af en fordom. (Hvis du altid får at vide, at du er dårlig til noget, vil du automatisk blive dårligere til det – det kaldes priming, og det har Malcom Gladwell blandt andet skrevet om i en virkelig dejlig bog, som jeg har henvist til før, men jeg bliver ved med at gøre det, indtil du har læst den! (I øvrigt kan man diskutere, hvad der rent faktisk ligger bag statistikken. Ganske rigtigt laver kvinder statistisk set flere parkeringsskader end mænd, men kvinder bruger formentlig også oftere bilen til ærinder, der indebærer parkeringer.))

Jeg tager Jørgen Leths bøger, som jeg vil
Yderligere en forventelige reaktion på feminisme er desværre også en af de rigtigt slemme; nemlig at den feministiske kritik aldrig bliver taget til efterretning. At vi protesterer og argumenterer og fremlægger statistikker og rapporter fører i bedste fald til et skuldertræk, i værste fald sker præcist det modsatte af det, feministerne forsøger at få igennem.
I tilfældet med Blachman skete der det, at en masse ikke-feminister blev gjort opmærksomme på programmet på grund af kritikken. De besluttede sig derfor for, at de ved selvsyn ville danne sig deres mening om det her, som feministerne nu havde hylet op om (som jo også var det, DR havde satset på.)
De her ikke-feminister ser så programmet, men forholder sig ikke til den feministiske kritik, i stedet forholder de sig til programmet “på programmets præmisser,” som de vil kalde det, når de eksempelvis anmelder det for deres avis.
Nøjagtig det samme skete med Jørgen Leth-sagen, dengang han udgav sin bog, Det uperfekte menneske, hvori han skriver at om tage kokkens datter, som det passede ham.
I stedet for at forholde sig til det, der egentlig var den feministiske kritik; nemlig det udtryk for den hvide mands udbytter-seksualitet, der blev fremstillet. Så blev bogen læst og anmeldt af flere, end hvis Goethe var opstået fra de døde og havde udgivet en ny bog, og Jørgen Leth som kunstner blev taget i forsvar – og nogle gik i den anden grøft og hadede ham og kaldte ham en gammel gris. Og begge dele var for så vidt fuldstændigt ligegyldigt, for det var bare afsporinger, det var egentlig slet ikke det, den feministiske kritik oprindeligt handlede om; den handlede om mandens seksualitet.

Kvinden er et sexobjekt og/eller en heks
Hvilket er nøjagtig det samme der sker med Blachman nu. Den feministiske kritik forsøger at problematisere den maskulinitetsopfattelse og seksualitet, som Blachman og programmet repræsenterer, men i stedet kommer hele debatten nu til at handle om ham som person (og det havde Blachman sikkert også satset på.)
Anmeldere forholder sig til programmet “på programmets præmisser”, nogle synes endog at det er et originalt koncept (og ingen tænker over, at de ikke ville have skænket dette “originale koncept” to linjers avisplads, hvis det ikke var for den forudgående hype.)
Og midt i alt den forholden sig til tingene på “tingenes præmisser” forsvinder den feministiske kritik altså ud af billedet. Det er nærmest en lille “ja, nu hvor damerne har sagt deres forudfattede fnidder, så kommer de seriøse mænd m/k på banen og forholder sig til det virkelige indhold.”
Men det var det virkelige indhold, den feministiske kritik gik på. Programmet skriver sig jo ind i en lang tradition for kun at betragte kvinden på to måder: at se kvindekroppen som et objekt og at anse kvindesjælen som værende skyld i alverdens ulykker.
De monoteistiske religioner har gjort det her i over 2000 år, grækerne og romerne før dem, og i dag fortsætter vi så – som totalt hoved- og historieløse ignorantusser med den fremstilling af kvinder. Og når feminister formaster sig til at gøre opmærksom på det, så bliver den forventelige reaktion at se os som oversensitive og hysteriske, samt at lade være med at tage kritikken alvorligt. For pudsigt nok kan feministisk kritik ties ihjel, mens idioti åbenbart ikke kan.
Det er derfor, jeg så sjældent orker at diskutere det. Bare det at så mange mennesker i den her verden slet ikke vil anerkende, at der er et problem; at kønnene stadig er langt fra ligestillede.

At være slave er mit eget valg, som slavehandleren traf for mig
Jeg forestiller mig, at det må være sådan slavemodstanderne havde det for 200 år siden. De gik også dengang rundt i en verden, der var vildt uretfærdigt skruet sammen, men samtidig mødte de stort set kun mennesker, der nød godt af uretfærdigheden og derfor – underligt nok – ikke kunne se problemet.
Og ikke engang alle slaverne selv kunne se problemet, for mange af dem havde jo aldrig prøvet andet. De havde ikke fantasi til at forestille sig en verden, hvor de rent faktisk blev betragtet som individer på lige fod med andre – hvor deres sjæle og kroppe var deres egne, og hvor dét blev respekteret.
Hvilket leder mig hen til den sidste forventelige reaktion på feminisme, som også er den, der gør mest ondt, nemlig alle de kvinder, der ikke kan se problemet. Alle de kvinder, der modarbejder feministiske tiltag – hvadenten det er tiltag for at skabe bedre forhold for kvinder eller for mænd.
Voksne kvinder, der kan se mig direkte i øjnene og sige, at de aldrig har oplevet andet end, at de er helt ligestillede med mænd og to sekunder senere fortælle om en klam mand i bussen, der tog dem på røven. Kvinder, der mener, at man får løn som forskyldt – uanset om det gælder på arbejdsmarkedet, eller hvis man har en nedringet bluse på og bliver voldtaget. Kvinder, der med næb og kløer forsvarer deres bastion som den førende forældre, fordi om ikke andet, så har de da det.
Kvinder, der formentlig dybest set, bare er mere trætte i sjælen end mig. Trætte af konstant at blive mindet om, at vi er født ind i en verden, hvor vi bliver set som andenrangsmennesker, bare fordi vi er dem, vi er. Og derfor virkeligt gerne vil lade, som om at alting nok skal ordne sig, som gerne vil tro, at hvis man bare smiler nok, arbejder hårdt nok og ikke kæfter op om uretfærdigheder i tide og utide, så får man en fair chance.
Kvinder, der virkelig tror på, at alle idioter og alle problemer kan ties ihjel.
Og jeg kan mærke, at min sjæl også længes efter den tro. Den vil så gerne have fred, den er træt, den gider ikke flere idioter. Den orker ikke at starte diskussionen om køn op fra scratch for 10.000. gang, hver gang jeg taler med nogen om det.
Men mon ikke også slavemodstanderne nogle gange bare havde lyst til at skyde sig i hovedet, når nogen begyndte på en eller anden fordomsfuld smøre a la “slaver er slet ikke egnede til at tage vare på sig selv”!?
Og de vandt kampen. Ikke bare på kort sigt, men også i eftertidens opfattelse af slaveri som værende dybt forkasteligt. Mon kønsrelateret vold, ulige lønforhold og mødredyrkelse om 200 år vil blive betraget på samme måde? Jeg håber det, håber det virkeligt helt ind i min trætte, trætte feministfissesjæl.

New reality

16. marts 2013

“Interessen for reality-tv er faldende,” fortalte en af mine veninder forleden. På den der yeah-verden-er-alligevel-bedre-end-jeg-troede-måde, og jeg nænnede næsten ikke at briste hendes illusioner. Men jeg endte nu alligevel med at gøre det, for jeg er en klodsmajor og kan aldrig holde min kæft i den slags situationer.
Hendes begejstring var bare for høj, hun troede simpelthen, at vi snart ville begynde at se virkelig virkelighed på tv igen, fordi seertallene for Paradise og Big Brother åbenbart er faldende (jeg har i øvrigt ikke tjekket, om hun har ret i dette, for jeg kunne personligt ikke være mere ligeglad med, hvor mange der ser – eller ikke ser – den slags. Folk må sgu selv om, hvad de vil bruge deres dyrebare tid på.)
Men hun regnede med, at den tendens vil betyde, at vi snart slipper for uinteressante navle- og i andre kropsåbninger-pillende reality-stjerner, der intet har at byde på udover mavemuskler, der gør sig godt i HD.
Det sidste kan hun muligvis have ret i. Mætningsgrænsen for pæne, men uintelligente mennesker på tv må efterhånden være nået… (tror du på det!? Næ, ikke rigtigt vel?) Men det betyder jo ikke, at tv pludselig bliver befolket af virkelige mennesker med virkelige problemstillinger. Nej, det betyder bare, at ordet “reality” bliver newspeaket endnu engang.

Husker du Hade-Hanne?
Jeg elsker George Orwell, og jeg hader, at han har fået ret i mere end halvdelen af sin forudsigelser, om hvordan vi vil opføre os – ikke i 1984, men i dag. En af hans sikre træffere er, at alle ord mister deres oprindelige betydning, fordi offentlige myndigheder og kommercielle foretagener bare beslutter sig for at bruge dem modsat; newspeak.
(Her kunne man, helt i ånden fra 1984, jo også nævne det groteske i at have en forsvarskommando, hvis primære formål er at angribe fjendtlige mål i ørkenlande. Skal vi ikke bare kalde det Krigskommandoen, det lyder da så meget sejere!?)
Sådan lagde tv-branchen ud, da den lancerede reality tilbage i slutningen af 90‘erne. “Her er virkeligheden,” lovede de: “Virkelige mennesker i virkelige situationer.”
Og jeg købte den skam i starten. Jeg sad klistret til skærmen til første sæson af Robinson og hadede Hade-Hanne, fordi hun – udover konstant at sige irriterende ting – havde valgt som sit personlige bidrag til livet på en øde ø at medbringe et makeup-sæt, mens andre havde fiskegrej og falckudstyr med. Sikke en selvoptaget mokke, tænkte jeg, og det blev kun yderligere bekræftet af den “virkelighed”, jeg så mandag efter mandag.
Men så kom anden sæson og tredje sæson og alt muligt andet reality-tv herunder Big Brother (som godt og grundigt voldtog Orwells kreative copyright på den titel. Men det var jo ironisk nok stadig helt i ånden fra hans bog.)
Og samtidig med den nye bølge af reality startede jeg selv på Journalisthøjskolen og begyndte at forstå de mekanismer, der er i spil, når man laver tv. Eller rettere: når man iscenesætter virkeligheden med det ene mål for øje at narre seerne til at tro, at det er virkelighed, de ser.
Et par år efter første sæson af Robinson læste jeg desuden et interview med Hade-Hanne. Deri fortalte hun, at ikke alene havde TV3 kun valgt at bruge de klip med hende, hvor hun fremstod irriterende, det var også tilrettelæggerne på Robinson, der havde bedt hende om at tage makeup-sættet med som den personlige ting. Hun ville hellere have haft akvarelmaling med. Og det var da muligvis et lige så jammerligt bidrag til overlevelse på en øde ø, men det var i det mindste hendes egen idé – og dermed et mere sandfærdigt og virkelighedstro udtryk for hendes person.
Pointen er; at jeg måske godt kunne have hadet hende uden TV3’s hjælp. Men nu føler jeg bare klam skam over, at jeg lod mig narre til at hade hende på grund af noget, som jeg slet ikke ved, om er sandt.

Den altid redigerede virkelighed
Så klipper vi lige lidt i tid, for det gør vi jo os, der fortæller historier; vi snyder med tidskoderne og springer frem og tilbage i handlingen, så dem, der ser og læser vores historier føler, at de faktisk får fortalt en historie og ikke bare en masse ligegyldigheder i tilfældig rækkefølge.
For selvfølgelig er vi nødt til at redigere i virkeligheden for at kunne fortælle om den på en interessant måde, det er klart. Mange bliver bare chokerede, når de opdager, hvor meget der egentligt bliver klippet, instrueret og dirigeret på tv. Tror du eksempelvis nogensinde, at en politiker selv har foreslået journalisten fra TV-Avisen, at han eller hun tager en gåtur ned ad Christiansborgs gange og sætter sig bag sit skrivebord, mens de filmer!? Eller tror du journalisten har bedt politikeren om at gøre det, så der er nogle brugbare billeder at lægge under speaken!?
Det er et minilillebitte eksempel på iscenesat tv-virkelighed, men når det er så grundlæggende et element for bare at kunne fortælle en helt basal tv-nyhed – det tv-program, der i øvrigt bryster sig af at have højst sandhedsværdig – hvor gennemsyrende er det så ikke i alle andre tv-programmer, der ikke har en form for journalistisk selvjustits? Altså hvor iscenesat er virkeligheden i de tv-programmer, der ikke får problemer, hvis de kommer til at hyre demonstranter til at stå med bannere og holde en fake-demonstration? Eller hvis en journalist påstår, at han er på vej ud af Irak med de sidste soldater og ikke er det!? (Og hvis andre tv-nyheder end ovennævnte ikke bliver afsløret i at være iscenesatte, er det så, fordi de ikke er det, eller fordi ingen tjekker det?)

Virkeligheden er ikke virkelig nok
Anywho, jeg klipper i tid, til da jeg skiftede fra at være bag kameraet til selv at stå foran det. Jeg medvirkede for nogle år siden i et program på Zulu. Der blev vi lovet af tilrettelæggerne, at det ikke skulle være reality men et comedy-program, vi var med i, men så endte det vist et sted midt imellem.
Egentlig havde jeg som udgangspunkt intet imod, at vi som deltagere også blev set i “virkelige” situationer, for det var faktisk med til at gøre programmerne sjovere.
Problemet var bare, at ingen af de situationer, vi blev filmet i, var virkelige. Alting var iscenesat. Fra om vi skulle gå til højre eller venstre, til om vi skulle holde en “ureglementeret” pause – og ja, også til, hvordan vi skulle reagere, og hvad vi skulle sige. Og det var her, det blev skummelt.
For selvfølgelig forventede jeg iscenesættelse. Selvfølelig forventede jeg at blive kylet ind i situationer, tilrettelæggerne have tilrettelagt for derefter at skulle forholde mig til dem. Alt andet ville have være underligt og dårligt forberedt tilrettelæggerarbejde.
Det, jeg ikke havde forventet, var dog at blive bedt om at sige og gøre bestemte ting, jeg aldrig selv ville have fundet på at sige eller gøre. Og det, jeg slet ikke havde forventet, var at blive klippet ind i sammenhænge, hvor jeg faktisk sagde og gjorde noget helt andet.
Jeg husker med gru det første afsnit, hvor jeg for sjov og med meget affekteret stemme i en dialog med en af de andre deltagere lavede en parodi på en hysterisk kælling, og tilrettelæggerne i programmet så efterfølgende valgte at klippe det således, at min parodi så ud til at være min reelle respons på den besked, vi lige havde fået i programmet.
Jeg var rasende og forlangte en forsikring om, at det aldrig ville ske igen, hvis jeg skulle fortsætte i programmet. Og måske vidste tilrettelæggerne godt, at de var gået over stregen, eller måske var de bare seriøst bange for, at jeg ville iscenesætte et tilrettelæggermassemord, i hvert fald undskyldte de og rettede ind – og i resten af programmerne slap jeg for at blive klippet ind i forkerte sammenhænge.
Faktisk slap jeg næsten helt for at blive klippet med i programmet.
For ret hurtigt vidste det sig, hvad tilrettelæggernes problem med mig egentligt var. Jeg var nemlig castet som pige i det her program, og derfor havde tilrettelæggene helt sikkert forventet – og skrevet i deres manus – at pigen skulle være lettere hysterisk og fnisende og bange for de farlige ting, og i stedet havde de altså fået mig, som fjoller rundt, råber højt og altid går forrest, når det kommer til at prøve vilde ting. Ergo kunne de ikke bruge den virkelige person, mig, jeg passede ganske enkelt ikke ind i den virkelighed, de havde tilrettelagt.

Virkeligheden optagelse 4
Den erfaring har jeg desværre efterfølgende gjort flere gange i tv-branchen, og som en, der elsker nytænkning og også selv at se anderledes mennesker gøre anderledes ting, bliver jeg egentlig ret ked af, at tv-mediet ikke er mere villig til at tage chancer og vise os en mere broget og sjovere – og virkelig! – virkelighed.
Men som journalistuddannet ved jeg også godt, hvad det handler om. Det er tidspresset, og det er kontrolbehovet. Det er skrækken for at stå på en optagelse og ikke vide, hvad du får med hjem. Hvad nu, hvis de personer, du skal filme, slet ikke gør noget, der virker godt på tv. Hvad nu, hvis de slet og ret er kedelige!?
Den angst fører så til, at man lægger meget stringente planer for, hvad der skal ske – man skriver et manus, punkt for punkt. Et manus der er lige så detaljeret som et filmmanus – og den sammenligning er faktisk glimrende, for når man står derude på sin tv-optagelse med et komplet manus i hånden, så er det jo også meget nærliggende at komme til at overlappe lidt mellem fiktion og virkelighed. Så hvis tilrettelæggerne ikke lige får den kommentar, de havde planlagt at få, må de jo bare bede de medvirkende om at komme med den – de instruerer med andre ord virkeligheden.
Og hvis de medvirkende er marginalt mere tv-egnede, end jeg er, så kommer de også med de kommentarer, tv-tilrettelæggerne gerne vil høre, så de er sikre på ikke at blive klippet ud af programmet og sikre på at blive stemplet som samarbejdsvillige og sikre på at komme på tv igen en anden gang.
(Derfor er jeg heller ikke så tit på tv. Fordi jeg er monsterbesværlig og altid insisterer på kun at sige og gøre ting, jeg rent faktisk har lyst til at sige og gøre – selv med kamera på. Verdens dårligste strategi for at komme frem i tv-mediet, men det er min strategi, og jeg er stolt af den! … eller alternativt; jeg er slet og ret en klodsmajor og dårlig til at fake.)

Gammelt bræk, nyt slogan
Tilbage til udgangspunktet, hvis du kan huske det; altså newspeak og reality-genren.
Oprindelig var reality altså et bud på en genre, der viste os virkelige mennesker, men snart blev det klart, at ikke alene var omstændighederne omkring dem ekstremt iscenesatte, men efterhånden blev deltagerne også så dygtige til at iscenesætte sig selv, at de blev decideret professionelle i at fake at være “virkelige” personer.
Så i dag ved alle tv-seere, at reality betyder alt andet end virkelig. Og derfor min venindes begejstring for udsigten til denne genres snarlige afvikling: Et håb om snart at få aflivet det iscenesatte og få mere reel virkelighed på skærmen.
Men ak, ind på scenen træder i stedet new reality. Og ligesom Danske Bank med deres new standards, der lugtede langt væk af gammelt opkast på ny flaske, har også new reality den der vamle stank af det gamle, bare kamufleret bedre.
Nu kalder realitygenren sig i stedet missions-tv eller ligefrem dokumentar-tv. Nu skal vi se kendte, men virkelige mennesker; Peter Mygind, der slås mod mobning eller Bubber, der roder rundt med almindelige mennesker i ualmindelige situationer, eller Susanne Bjerrehus, der overværer nogen have sex.
Og det er alt sammen noget, der virkeligt sker! Ikke!? For alle de her begivenheder ville jo have udspillet sig helt således, selvom der ikke var tv på, eller hvad?
Faktisk er det mere reelle spørgsmål: Ville de overhovedet have fundet sted, hvis der ikke var et kamera?
Jeg blev i hvert fald godt gammeldags gal i skralden på andres vegne, da jeg læste den her historie om, at de unge mennesker, der medvirkede i Myginds Mission følte sig sat i bestemte, forudbestemte roller af tv-folkene og slet ikke kunne kende sig selv i programmerne.
Altså én ting er at udsætte gøglere, politikere og andet fjollefolk som mig for den slags, jeg har jo sådan set selv bedt om det, når jeg medvirker i tv-programmer, men unge mennesker… nej, faktisk er alderen underordnet, det er heller ikke okay, hvis det er voksne mennesker, man udsætter for det her.
Pointen er, at disse medvirkende er mennesker uden forudsætning for at vide, at de kun er blevet bedt om at medvirke, fordi de på overfladen ligner nogle, der passer til nogle prædefinerede roller i det manus, som tv-tilrettelæggeren har skrevet hjemmefra. Samt at tilrettelæggeren som en anden Susanne Bier-wannabee har tænkt sig at stå og dirigere virkeligheden, indtil han får den historie med hjem, han havde forventet – ingen overraskelser, ingen virkelighed, kun en masse medvirkende med dårlig smag i munden. Og en portion seere lullet ind i troen på, at denne gang var det ægte mennesker, de så på.
Men hey, det er jo godt tv, så fuck da virkeligheden! Og op i røven med sandheden, for findes der overhovedet nogen, der giver en skid for den længere!? Kan vi ikke lige så godt begynde at kalde den noget andet; jeg foreslår new truth.

Hvis din nabo var en … who gives a fuck

26. februar 2013

Dette er mit fjerde indlæg på denne blog og derfor forventes jeg nu endelig langt om længe at begynde at tage min målgruppe – dvs dig, der læser det her – seriøst. Jeg bør lave en undersøgelse af, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, så jeg kan ramme dig endnu bedre i fremtidige bueskydningskonkurrencer… jeg mener i fremtidige blogindlæg.
Jeg bør som minimum tjekke antallet af læsere af de første blogindlæg, så jeg ved hvor mange jeg når ud til. Men det gør jeg ikke! Hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund ikke ved, om nogen reelt læser noget herinde. I princippet kunne jeg skrive ud i cyber-tomheden.
Så får vi måske endelig svar på tidens store filosofiske dilemma: Hvis jeg skriver noget på nettet, og ingen liker det, findes jeg så stadig?
Men ved du hvad? Jeg kan faktisk skidegodt lide, at det her er vores lille hemmelighed. Det er uvist for mig, hvem du er og hvorfor, du læser noget, jeg skriver. Og det er uvist for dig, om jeg rent faktisk har haft dig i tankerne, da jeg skrev.

Minerva-modellen op i røven
Jeg er så (u)heldig at have en uddannelse i moderne kommunikation, hvilket vil sige, at jeg ikke bare er uddannet i at indsamle information og videreformidle den – som jeg måske lettere naivt troede var formålet med uddannelsen, da jeg begyndte på Journalisthøjskolen i Århus for 13 år siden.
Nej, jeg er uddannet i strategisk – og grænsende til propagandistiske – vildledning af dig som medieforbruger. Jeg er trænet i at se dig, ikke som et individ med dine helt unikke egenskaber og særlige interesserer, men som en del af en kasse, en målgruppe, et segment.
Hertil har jeg lært at bruge blandt andet segment-modeller – Minerva-modellen er en af de mere kendte. Modeller som egentlig er udtænkt af/til reklameindustrien.
Og det virker ikke, som om nogen udover mig, synes, at det er sygt; at kunst, oplysning, politik, videnskab og frie tanker på den måde er blevet til produkter på samme måde som cornflakes og toiletpapir. Ikke at der er noget galt med reklamer for cornflakes og toiletpapir, men jeg bilder mig ind, at Kelloggs og Lambi trods alt har nogle lidt andre type budskaber at kommunikere ud om deres produkter, end eksempelvis SF, Jyllands-Posten, Syddansk Universitet og Björk har.
Problemet med at køre sin medievirksomhed (eller sin kunst eller sin politik) efter Minerva-modellen og resten af det reklamebras, moderne kommunikationsteori er gjort af, er, at den oprindelig ambition om at bidrage med noget nyt nemt forsvinder. For hvis jeg fokuserer så voldsomt på at få dig som min målgruppe, bliver hele formålet med min kommunikation hurtig meget pusheragtig; det gælder kun om at lokke dig til at prøve mit medieprodukt, så du bliver hooked på det og til sidst ikke kan undvære det. Og hvorfor?
Penge selvfølgelig. Det handler altid om penge, ikke?
Jeg tjener penge enten, når du forbruger mit medieprodukt og/eller jeg tjener penge, når reklamekronerne ruller ind. Måske er den vare, jeg sælger ikke noget, man direkte gør op i penge, men gå gør man det op i antal stemmesedler eller antal klik på youtube eller antal likes, i hvert fald handler min kommunikation udelukkende om at få så stor en målgruppe hooked som muligt. Og du er i øvrigt kun interessant, fordi du repræsenterer den gruppe.

Hvad med dig selv!?
Altså det vil sige, at det gør jeg ikke. Jeg får ikke nogen penge ud af, at du læser det her (hvis der altså er nogen der læser det her.) Jeg får hverken penge direkte af dig eller fra banerreklamer.
Hvad jeg måske får i stedet, er en form for indirekte viral PR, som bestemt heller ikke er uden værdi – i mit game er omtale den største valuta, så selvfølgelig er jeg da ikke blind for, at jeg måske får omtale via den her blog – og derved kan sælge flere bøger/shows. Bare lige for at slå fast, at jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, der gerne vil leve af sine produkter! (Dog kan du roligt regne med, at hvis det udelukkende var mine 15 minutters internet-fame, jeg var ude efter, så lå der nok lidt færre ord på den her side og lidt flere klip af mig uden trøje på, der danser gangnamstyle og skvatter ovenpå en lol-kat…)
Pointen er imidlertid, at jeg ikke har udtænkt denne blog ud fra en moderne idé om målgruppe-kommunikation. Jeg skriver ikke for at tækkes dig. Jeg har tværtimod valgt den gammelskolelige tilgang, at jeg skriver om det, jeg selv synes er interessant, og så satser jeg på, at der også vil være andre, der synes det.

Tv-meterdemokrati
Umiddelbart outdated tankegang, jeg lider af. Men så læste jeg noget om Netflix. Netflix har selv produceret serien House of cards og smidt alle 13 afsnit af første sæson online med det samme. Jeg ved det, for jeg streamede samtlige afsnit i streg samme weekend, de blev lagt op. Og jeg var tilmed så fanget af handlingen, at jeg knapt registrerede de talløse Apple-product placements, jeg blev hjernevasket med undervejs.
Men Netflix nægter at fortælle, hvor mange der har set serien. På trods af, at Netflix jo kan sige det langt mere præcist, end tv-stationerne med deres tv-metre-idiot-maskiner kan.
Hvis du ikke ved, hvad et tv-meter er, så… ja, så googl det! (Hov, sådan kan man da ikke tale til sin målgruppe!? Jo, det kan man nemlig, når man ikke har nogen målgruppe. Hvis du vil læse mit shit, så lær at google svære ord!)
Nogle af mine bekendte lavede et tv-program til børn, og havde vildt gode seertal i målgruppen de to første uger, men i den tredje uge var tallet helt i bund – og det undrede dem naturligvis. Derfor tjekkede de lige op på, hvor mange tv-meter-brugere, der egentlig var til at repræsentere deres målgruppe, og svaret var: tre (3!)
Tre små snoldede, danske unger udgjorde hele grundlaget for de tal, som tv-stationer bruger til at dømme den type programmer inde eller ude med. Det vil sige, at hvis Lukas lige var i svømmehallen de dage, programmet blev sendt, så øv, så fik de sgu ikke lov at lave en sæson til. Selvom måske samtlige andre børn i hele Danmark sad og så programmet.
Det spil spiller Netflix ikke, selvom de kender det præcise antal – ikke bare antallet af seere, men også om seerne har set alle afsnit helt til ende, om de har spolet i det, og om de har set noget af det igen. Jeg siger ikke, at Netflix ikke bruger tallene, jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Apples markedsføringsafdeling får de tal i månedlige rapporter.
Men Netflix offentliggør ikke tallene, og det lægger ligesom et nyt grundlag for konkurrencen om seerne. Hvis ingen (tror, de) ved, hvem der ser og læser hvad og hvornår og hvorfor… hvilke kriterier skal vi så producere medier ud fra? Måske skal vi så rent faktisk til at lave noget, vi selv kan lide.
Jeg plejer at sige det på den her måde, når jeg snakker med up-coming-unge i mine brancher; hvis du laver det, du tror, at andre tror, de vil have, så har du to usikkerheder. Men hvis du laver det, du selv vil have, så har du i hvert fald én sikkerhed.

Gammelt lort i en ny farve
Så jeg snakker og skriver om det, jeg synes er spændende at skrive og snakke om. Og jeg er ikke interesseret i dig, fordi din læsning af min blog repræsenterer en mulig indtægtskilde for mig. Selvfølgelig er jeg meget interesseret i, at du kan lide mig og det, jeg skriver herinde – for sådan er det nu engang at være menneske; at være desperado efter andres anerkendelse.
Men jeg er ikke så interesseret i det, at jeg vil skrive på en bestemt måde på grund af det, og jeg da slet ikke så kommunikationsstrategisk, at jeg tænker i, hvad du eventuelt vil have mig til at skrive om – for den tankegang synes jeg faktisk er at pisse på sin ”målgruppe.”
For helt ærlig, hvis alle os, der skal forestille at gå rundt og tilbyde nye ting; nye produkter, nye medieformer; nye tanker – hvis vi alle sammen kun interesserer os for, hvad du allerede har og ved, så er det ikke nyt det, vi kommer med til dig; bare gammelt lort med federe underlægningsmusik.
Jeg siger ikke, at du ikke selv kan tænke en masse nye tanker – selvfølgelig kan du det, og du gør det sikkert hele tiden. Men generelt er det sådan, at hvis man spørger mennesker, hvad de vil have, så vil de have det, de allerede har – bare i en anden farve. Det er først, når nogen brager igennem med noget nyt, som de aldrig har set/hørt/smagt/prøvet før, at de ved, at dét der – det vil de også have.
Og hey, jeg siger altså ikke, at ret meget ved den her blog er specielt bragende eller særligt nytænkende. Det her metalort for eksempel, det er så 90’er-agtigt, det ved jeg da godt.
Men hudløs ærlighed omkring, hvor ligeglad jeg reelt er med dig og dine interesserer, kære læser… bum, den tror jeg sgu ikke er set før.