skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Archives

maj 2009
M T O T F L S
« apr   jun »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Prosit pork chops

4. maj 2009   

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ ER DER pandemi-panik igen. Ekstrem angst for en sygdom, der er så marginal risiko for at dø af, at dræbersnegle kan bryste sig af flere kills. Proportionssansen går fuldstændig fløjten – først i medierne, siden hos forholdsvist normale mennesker. Et nys i en bus kan i bedste fald give hele 16 sæder til en selv og i værste fald føre til, at de andre passagerer jager en ud på Nørrebrogade (hvor risikoen for at blive skudt af en udeaf-stand-til-at-sigte-før-han-skyder-debil bandekriger er væsentligt større end at grynte-nyse sig ihjel af svineinf luenza).

MEDIERNE KASTER SIG frådende over flæskefeberen og andre sygdomme opkaldt efter dyr, så mennesker med sjof le tankegange (dvs. undertegnede) morer sig med at tro, at de smittede har haft usømmelig omgang med bemeldte dyr. Først var der kogalskab, der fører til Creutzfeldt-Jakob sygdom, som seks danskere årligt dør af (mens der er 13 gange så mange, der dør af alkoholmisbrug, så måske er det rødvinen, man skal frygte, og ikke bøffen).Så var der fugleinfluenza, som ikke førte til dødsfald i Danmark, men udelukkende sultede ænder ihjel, fordi samtlige pensionister holdt deres daggamle brød hjemme. Og så er der SARS, som ingen ved, hvad er, og derfor er den uhyggelig.

OG ENDNU TIDLIGERE var der aids (som dog først blev erklæret for rigtig farlig, da den begyndte at ramme andre end bøsser og narkomaner). Og før det var der pest og kolera – og skal man absolut vælge mellem de to, så mener jeg at have læst, at man dør hurtigere af pest – men pointen er, at man døde, så dengang var det ikke overkill (uheldigt ordvalg) at tage visse forholdsregler. Men forleden hørte jeg, at man nu sætter varmescannere op i lufthavne for at måle, om passagererne har feber. Hvad nu hvis man bare sveder, fordi varmeregulering i et fly åbenbart er sværere at styre end en Mars-sonde?

HVAD ER DET for en flok neurotiske tosser, der altid kommer frem i kølvandet på en epidemi? Denne gang ført an af israelske jøder, der ville have svineinfluenza omdøbt, fordi de betragter svin som urene (men ikke sygdomme åbenbart). Og diverse medier, der racismeforskrækket tager den principbeslutning at kalde sygdommen Influenza A i stedet. (Så undertegnede nu forsøger at forestille sig folk have usømmelig omgang med et bogstav).I den forbindelse vil jeg gerne opfordre til, at alle sygdomme fremover tager hensyn til religiøse og kulturelle forskelle: Gul feber bør holde op med at chikanere asiatere, og røde hunde skal lade indianerne være. Jøsses! Hvor er alle de normale mennesker blevet af ? De sidder forhåbentlig med slukket tv og nyder en omgang rødt oksekød eller et par svinekoteletter med fuglekvidder i baggrunden.