Dødssynd: Misundelse

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Misundelse: forkærlighed for nogens goder forvrænget til et begær efter at fratage dem det.

Nå, så har Information forsøgt sig med en Mission Funny Paper uddelegeret til skiftende mand- lige selvbetitlede, der i bedste gonzostil refererer fra avisens indre strukturer og magtkampe, som har en væsentligheds- værdi på linje med spørgsmålet om, hvor- vidt DMI lyver badevandstemperaturerne to grader op. Men har man spurgt mig? Redaktionens eneste medarbejder, der teknisk set har titel af at være sjov. Har man forhørt sig, om jeg havde lyst til at stå for Mission Sjov Papir (se sjov, allerede lige der!)? På ingen måde. Næ, så er det åbenbart ikke fint nok til de ædle, akademiske spalter, at man indimellem formulerer et »det sagde han også i går«, når redaktionsmødet alligevel er gået kold på diskussioner om den nye radikale forkvinde, der måske får medlemskurven vendt – som Christiansborg- reporteren optimistisk konstaterer: »Hun får den til at stige.«
Men jeg er faktisk også fuldstændig ligeglad. Hvem har brug for at gøre sig til grin på ugentlig basis i den mindst ringe – altså udover Søren Krarup!? Hvem gider at modtage læsebreve, der roser ens vittige vid, høre kluklatter bag en weekendsektion i caféhjørnet eller have retten til at påberåbe sig kreativ betænkningstid, når deadline nærmer sig. Ikke jeg!
Ligesom jeg da heller ikke går op i, at min veninde lige har tjent 1,8 millioner på sin andelsbolig. Jeg er slet ikke sådan en materialistisk person, der gider gå op i den slags. Jeg kan sagtens unde andre mennesker, at der sker noget godt for dem. Altså jeg har jo masser af ting, jeg er glad for – faktisk lykkelig over. Jeg har overhovedet ingen grund til at klage…

Grønnere græsplæne
Jo, jeg vil faktisk godt lige have lov til at klage over, at Louise har hele to fyre på sit kollegium, der er vilde med hende og sender hende romantiske breve, når min sidste date fandt sted, inden min kalender gik ned på grund af Y2K. Det, synes jeg, godt jeg må være lidt bitter over. Helt ærligt, hvem sender overhovedet rigtige breve i 2007@hotmail?
Jeg vil også være sådan en pige, der får romantiske breve. I stedet er jeg altså sådan en kvinde, der får rudekuverter fra banken om overtræk. Og hvorfor er jeg egentlig ikke homoseksuel? Jeg har en håndfuld veninder, der er dødlækre og supersjove. Det ville da være perfekt, hvis jeg kunne score en af dem. I stedet skal jeg så køre hele mande-kvinde-glatbarberet-og- nylakeret-ræset hver gang, jeg skal forsøge at indfange lidt weekend-underholdning.
Og det er faktisk lige meget, for det er alligevel altid mine lækre veninder, der ender med at score, og så kan jeg stå der tilbage med mine fregner og håbe på, at Blockbuster stadig har åbent. Så må det da være i orden at have lidt ondt af sig selv? Jeg er misundelig på alle mennesker. Ok, måske ikke lige hjemløse. Men alle andre mennesker, der har noget eller oplever noget, de er virkelige glade for. Også selvom jeg på ingen måde er utilfreds med mit eget liv. Kan man virkelig leve i sådan et paradoks? Åbenbart. Men man skal ikke snakke for højt om det. Misundelse skal helst gemmes væk i et hjørne af hjernen og aldrig udtales. Det er nemlig ikke god stil at sige, at nogen har noget, man gerne ville have. Selvom det jo omvendt heller ikke er i orden at sige, at man bare er tilfreds her på jantelovens hjemmebane, hvor den grønnere græsplæne ofte provokerer mere, end den frister.
Der er selvfølgelig mennesker, der påstår, at de aldrig bliver misundelige. Jamen helt ærligt, hvor lallelykkelig i sin egen lille verden må man lige have lov at være? Og jeg nægter at tro på, at der findes mennesker, der kan se en yngre, flottere og mere talentfuld person udfolde sig med noget, man selv troede, man var virkelig god til – om det så er fodbold, regnskab eller at lægge varerne med stregkoden opad på kassebåndet – uden lige at få det lille stød i maven,
Hvis de findes, de her misundelses-løse mennesker, så… så gad jeg i hvert fald ikke være ligesom dem. Nej, jeg gjorde ej.

Dødssynd: Grådighed

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Grådighed: unødvendigt og umådeholdent forbrug, der især indebærer frådseri med mad og drikke.

Klassisk situation: Jeg er egentlig mæt. Men så vælger en veninde at købe en portion nachos/stille slik frem/åbne en æske chokolade, mens hun ytrer ordene: »Du tager bare.«
Det gør jeg så, og jeg stopper ikke før fadet er tømt. Hvis veninden er heldig, når hun selv at smage, men så skal hun heller ikke forlade lokalet.
Jeg spiser sjældent slik, og køber det aldrig. Men hvis andre tilbyder mig snacks, så tømmer jeg en pose Matadormix på under fire minutter.
Jeg betragter i forundring folk, der er i stand til at levne halvdelen af deres flødekage til en kaffeslabberas og ser på min egen teskerengjorte tallerknen, mens jeg bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må holde på formene og lade være med at rense de sidste flødeskumsstreger af med tungen. Hvorfor tager sådan nogle mennesker et helt stykke op på tallerkenen? Kunne de ikke have skåret det over, så jeg kunne have fået en halv kage mere? Jamen seriøst, hvordan kan man ikke lige få plads til fire bidder napoleonshat?
Min snackappetit er sæsonbetonet. Om sommeren kan jordbær og kirsebær ikke få fred for min glubske appetit – og vinteren er det clementiner.
Og vi snakker altså ikke om at spise et par stykke. Vi taler om at konsumere en hel pakke under de indledende reklamer til ’søndagsfilm uden afbrydelser’ på TV 2 (enormt irriterende koncept, hvor man altid løber tør for snacks og bliver nødt satse på, at det ikke er nøglescenen, man misser, når man sponser ud efter nye forsyninger).

En mundfuld mundguld
Jeg duer ikke til gourmetmad. Konceptet med, at der på tallerknen ligger en portion på størrelse med en muslingeskal, der skal nydes helt absurd meget.
Jamen, det er jo bare én mundfuld. Jeg ved godt, at den smager bedre end så mange andre mundfulde. Men selv om jeg deler den op i to bittesmå mundhapse, så skal jeg stadig sidde og se ned på miniatureportionen, mens jeg forsøger at udsætte glæden længst muligt ved at tømme brødkurven eller vinglasset.
Jeg er udmærket klar over, at kokken har afstemt størrelserne på retterne med hinanden, så man faktisk bliver mæt, når man er nået igennem alle ni, og at den tømte brødkurv betyder, at jeg sandsynligvis får svært ved at spise desserten (ikke, at det stopper mig), men derfor går der alligevel jyde i mig, når jeg får tre fjordrejer med basilikumskum præsenteret som min forret. Hvor er resten?
Samme problem med sushi. Alle menuer til en person består af under 12 stykker. Seriøst, hvem bliver mæt af 12 mundfylde mad – også selvom det er ris det meste? Jeg bestiller altid til to (og sushidamen smiler og putter to gange pinde og soja i posen, som om jeg skulle hjem og have romantisk date med min ikke- eksisterende kæreste i stedet for at grovæde alene foran fjerneren.
Jeg ser ingen grund til rette på den antagelse). Så siger jeg til mig selv, at den sidste håndfuld maki kan stå i køleskabet til i snack i morgen, men det er endnu ikke sket, at jeg har levnet.
Derfor elsker jeg at lave sushi selv. Det tager en hel dag, og det sviner mere end en kinesisk børnehave i riskrig, men bagefter er der sushi nok. Der er så meget, at man bliver nødt til at levne – levne nok til, at man også kan storsmovse dagen efter. Medmindre man altså har glubske gæster, der insisterer på at spise alt, der bliver sat på bordet. Helt ærligt, er det ikke en anelse uhøfligt?

Dødssynd: Vrede

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vrede: ubeherskede og ukontrollerede følelser af had og raseri både over for andre og i form af selvfornægtelse, utålmodighed, samt generelt et ønske om at gøre andre ondt.

Hvad i hede hule helvede er der nu galt med at hidse sig op? Så er det ikke okay i den konsen- susforelskede andedam, at man siger sin mening ind i mellem. Måske har folk faktisk brug for at få læst skriften med et par bandeord, hvis det skal sive ordentligt ind.
Diplomati mig i røven. Hvornår har: »Jeg føler mig ligesom lidt tilsidesat, når du ligesom ikke taler med mig en hel aften«, nogensinde gjort en skid for et forhold? Meget mere effektivt at råbe: »Så giv mig dog opmærksomhed for helvede!«
Råb er i det hele taget en undervurderet kommunikationsform. »Hov hov, der er da ingen grund til at hæve stemmen.«
Jo, det er der faktisk. Lige nu er du decideret ubehagelig. Jeg bryder mig ikke om, at du står så tæt på mig, og hvis du også gider fjerne din paraply fra min endetarm, så tror jeg, den her bustur bliver en langt mere behagelig oplevelse for os begge to.
Men temperament er slet og ret en dårlig ting. Det lærte jeg tidligt. Hvis en af de store drenge med vilje skubber til dig i skolegården, er det ikke i orden at skrige »din store klamme røvbanan« efter ham. Så skal man sige: »Uff og næh, vil du være sød ikke at skubbe til mig,« med rottehale- stemme og et lille overlegent smil.

Den hidsige taber
Det kan jeg stadig ikke finde ud af. Men jeg er med tiden blevet bedre til at lade være med at råbe »narrøv«, når nogen springer over mig i køen. I stedet siger jeg med den ondeste høflighed: »Undskyld, det var vist min tur nu… narrøv!« For den slags gør mig pissevred, og det skal folk bare ikke slippe af sted med.
Men det er mig, der bliver set skævt til. At hæve stemmen er meget sjældent i orden – kun i tilfælde af, at man er i fare for at blive overfaldet (Og faktisk heller ikke rigtigt der. Hvornår har man sidst vendt sig om efter en mand, der synes, det er ‘superunderholdende’ at gå i kapgang syv meter bag en enlig kvinde halvanden kilometer ned ad en halvtom gade, og brølet »Har du mest lyst til at skifte fortov eller fortænder?«)
Reglen er: Hvis man hidser sig op, går i falset og lader sine følelser skinne igennem tårerne i øjenkrogen, så har man tabt en hvilken som helst meningsudveksling. Og så er det faktisk lige meget, hvor meget ret man har. Hvis man ikke er i stand til at argumentere på et ‘sagligt’ plan, så er det tydeligt, at man bare er i sine følelsers vold og ikke skal tages seriøs.
Derfor har jeg heller ikke tal på de gange, jeg er blevet kaldt nærtagende. For det værste, man kan være i ironiens hjemland, er jo en person, der lader sig provokere følelsesmæssigt af fornærmelser og fordomme. Så hedder det:
»Kan du ikke tage en joke?« Jo, hvis den er sjov. Ikke hvis min umiddelbare reaktion er, at dine ædlere dele skal i nærkontakt med min støvlesnude.
Det engelske ord, wrath, beskriver i virkeligheden følelsen meget bedre. Man kan næsten mærke på ordet, hvordan dampen bare står ud af porerne. Hvordan man pludselig bliver tung i kroppen, fordi fysikken er nødt til at skabe modvægt til hovedet, der er på vej op under loftet eksorcisten-style.
»Det løser bare ingen konflikter at hidse sig op!«
Nej, nej, nej, det ved jeg da godt. Jeg har da ikke været rødhåret i 27 år for ingenting. Men hvis konflikten alligevel er gået i hårdknude, så bliver min nattesøvn klart bedre af, at nogle får et par verbale tæv, for ellers er det min hovedpude, der skal tage rigtige slag, og den bliver så pokkers knoklet af det. Og hvis jeg har sovet dårligt… Så er der eddermane nogen, der skal undgælde.

Dødssynd: Begær

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Begær: Besættende tanker eller lyster af seksuel karakter, samt umådeholden lyst til seksuel forløsning.

Det er muligt at lægge sin onani i skema. Ligesom nybagte forældre kan skrive sex ind i kalenderen. Så husker man at få det gjort, og man behøver ikke spekulere over det i hver- dagen. Jeg wanker for eksempel altid lige inden sengetid. Det er praktisk, og det er vane, jeg har haft siden før, jeg vidste, hvad wanke betød.
Det, jeg gerne vil vide, er, hvorfor min hjerne ikke accepterer den rutine og tilrettelægger alle indfald og anfald af liderlighed efter den!? Hvorfor skal jeg sidde i biffen og se Brokeback Mountain (af alle film!) og ærgre mig over, at der er tre timer til sengetid/at der er andre mennesker i salen.
For blot at erfare at jeg senere i min seng kun kan tænke på, om jeg fik pakket de rigtige bilag til revisoren, og når jeg først har fået ham ind i hovedet, så ved jeg, at det ender med utilfredsstillende udløsning frem for fuglesangsorgasme. Samtidig kan jeg tilbringe en hel formiddag med udelukkende at gennemspille den samme erotiske scene for mit indre blik – det involverer af uransagelige årsager ofte noget med op ad en væg (på trods af, at jeg ved af erfaring, at det absolut ikke er noget hit i praksis) – fordi mine sexfantasier har verdens mest kritiske instruktør, der tilmed giver den som seksuel pragmatiker, så jeg ud over synsvinkler og replikker må gennemgå grundige overvejelser om blandt andet muskelmasse på den udvalgte, påklædning (kjole, ingen strømpebukser) eller vægstruktur (ikke pudsede).

Jeg regner på, hvor meget kreativ energi, der ville blive frigivet, hvis jeg kunne lægge min liderlighed til side og lade være med at tænke på nutellabrune øjne og mandeballer.
Og bagefter regner jeg på, hvor meget kreativ energi, jeg har spildt på det regnestykke.
Jeg tænker på sex, kæl, nus og mænd i gennemsnit halvanden time om dagen. Selv hvis jeg fraregner tidspunkter, hvor den slags tanker har en brugbar funktion, er der stadig en spildtid på over en time, som jeg kunne have ordnet regnskaber og vasketøj i. Og nej, det er ikke muligt at multitaske opvask og seksuelle fantasier, for så opdager man, at man i 10 minutter har vasket den samme kop op, og at der er vådt over det hele (!).
Den Lethe tilgang til liderligheden ville være at arrangere et forhold, som fik bugt Den Lethe tilgang til liderligheden ville
være at arrangere et forhold, som fik bugt med den. Problemet med sex er dog, at det er et rusmiddel, der er baseret på ’mere vil have mere’. Jo lettere, det er at få, jo mere tiltalende bliver tanken om at sige arbejdet op og begrave sig i mandearme.

Feromonfest
Dante definerede begær som »besættende kærlighed til andre«. Findes der andre slags? Hvor selvfed og overfladisk en person er man lige, hvis man er mere besat af sig selv, sit arbejde eller sin futon end af den, man er forelsket i – alternativt den, man har svoret at elske resten af sine dage.
Jeg fortæller mig selv mindst en gang om ugen, at nu – lige nu – holder jeg op med at tænke på den p.t. udvalgte, på hans hår eller på væg-nedbrydende sex med ham, og så går der præcis en uge, inden jeg forsøger at kræve forsættet af mig selv en gang til, indtil den dag, den p.t. udvalgte endelig er forsvundet ud af wanke-kammeret. Og jeg kan ånde lettet op i cirka tre dage, indtil den nye udvalgte tramper ind og spreder feromoner ud over min hele koncentrationsevne.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at undgå det. Jeg forsøger virkelig at holde stangen… stand! Holde stand! Host. Nu er det vist også snart sengetid.

Dødssynd: Griskhed

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Griskhed: umådeholdenhed især i forbindelse med opnåelse af velstand herunder manipulation, illoyalitet og forræderi for personlig vinding.

Faaar, er det bedste ord i verden. Det er nemlig det magiske løsen, der åbner tegnebøger og checkhæfter. Moar duer ikke, når man har brug for kolde kontanter, for ikke alene er hun bedre til at gennemskue tiggertonelejet, hun bruger heller ikke moneter til at kompensere for sine selvindbildte forældreutilstrække- ligheder (hun bruger mad).
Min far derimod, han arbejdede ret meget, da jeg var lille. Han missede en del gymnastikopvisninger og terrasseteater- forestillinger. Der er altså en god portion skyldfølelse, som griske jeg med den rigtige håndtering, kan få udbetalt i gode, danske kroner – eller rejsevaluta. Det afhænger lidt af, hvornår jeg står og har brug for Fædrende Understøttelse (FU).
FU er på mange måder en fremragende ordning. Det er ikke sat i et tidsbesnærende klippekortssystem, det er ikke begrænset til at gælde, mens du er under uddannelse, og udbetalingerne kan principielt være i en anseelig størrelsesorden. Til gengæld udbetales FU langt fra på månedlig basis. Og ansøgningen skal indsendes i god tid.
Timingen er nemlig vigtig. Man kan ikke bare troppe op hver anden dag med hånden fremme og smelte faderhjertet, så bliver man gennemskuet – især hvis moderhjertet får nys om sagens rette sammenhæng. Man må lægge arbejde i det. Altså må man først beslutte sig for, hvad der er værd at satse på. Det kunne for eksempel være en ny computer.

Mission FU
Operationen består derefter i at ramme faren på flere niveauer med subtil adfærdsregulering. Først og fremmest må man tale til hans rationalitet. Det er afgørende, at han (eller mere sandsynligt moren) ikke undervejs i processen stiller logiske spørgsmål, hvis svar vil få ham til at være mindre modtagelig over for de mere følelsesmæssige påvirkninger.
Dernæst er det ikke uvæsentligt, at faren bliver – både rationelt og følelsesmæssigt – mindet om, hvor ansvarlig og arbejdsom en datter/søn, man er, og at det derfor vil være at betragte både som belønning og motivation at yde FU til alt fra rulleskøjter til Roskilde-billetter. Dette arbejde er praktisk at udføre løbende. Altså bør man med jævne mellemrum lade sin far forstå, at man har de samme værdier, som han, og lever efter dem i det daglige. I mit tilfælde er det altså oplagt at fortælle min jyske far om københavnernes udsvævende, natterodende, stofferindfiltrerede liv – finansieret af afdragsfrie lån og socialdemokratiske overborgmestre – og sørge for at stille mig selv som kontrast hertil (her er det vigtigt, at man bor langt fra sine forældre, så de ikke uanmeldt kommer forbi og finder rullepapir og Ritt Bjerregaard-idolplakater over hele domicilet).

Den følelsesmæssige påvirkning
Endelig følger så den væsentligste del af operationen – den følelsesmæssige påvirkning. Dette kan for nogle måske virke som spildte kræfter, da rationelle argumenter i mange tilfælde alene kan åbne pengepungen, men det er vigtigt, at denne prægning af faren finder sted under processen, så hans efterfølgende tanker om ydelsen af FU på pavlovsk vis altid vil bibringe den i situationem opståede følelse af stolthed og omsorg.
Dette er for at forhindre, at faren senere vil udvikle bitterhed over den ydede ydelse, og derved lukke for muligheden for fremtidige udbetalinger (og muligvis spolere familiefesterne med sin surhed). Prægningen er nødt til at være meget diskret. Fædre – og især mødre – har præcis din alders øvelse i at lure, hvornår man er ’ude på noget’. En listig metode er at ’spørge om råd’. Fædre har vænnet sig til at være ude på sidelinjen i deres børns liv og vil derfor reagere med instinktiv stolthed, hvis man inddrager dem i en beslutningsproces – spørg helst om noget praktisk med bilen i stedet for noget om kassekredit, for man risikerer, at han følger op på, om man så også har rettet sig efter rådet.
Derudover er der alle de billige point som at huske Fars Dag, købe cigarer og cognac til ham på rejser (for den af ham sponserede FU) og spørge ham om, hvordan det var, da han blev student/fik sit første job osv. – pas på med formuleringen. Det må endelig ikke være: »dengang du var ung«! Alt sammen uskyldige småmanipula-tioner, som gavner mig og min økonomi. Og min far kan da ikke andet end være stolt af at hjælpe mig. (Note: husk at takke for computeren – du får snart brug for en ny printer.)