Sådan set single-tilfreds

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

»HVORFOR HAR DU ikke en kæreste?« Det spørgsmål får jeg jævnligt, fordi tilstanden ’single’ åbenbart lægger op til det – på trods af, at over en million danskere skal krydse af i enlig-boksen på selvangivelsen. Jeg plejer at svare: »Hvorfor har du?« Er det ikke mindst lige så mistænkeligt, at man i denne selviscenesættende, individualistiske tidsalder, hvor ingen vil gå på kompromis med hverken karriere eller karaktertræk, vælger at dele sit liv med en anden?

SKULLE VI IKKE lige prøve at vende forhørslampen den anden vej. Hvorfor skal dem med kærester gå fri for snagende spørgsmål? Der er da meget, jeg gerne vil vide:’Hvem står for de fleste praktiske ting? ’ ’Hvem sidder på pengekassen? ’ ’Hvem vinder skænderierne? ’ ’Hvem har styr på poderne? ’ ’Har I sex flere gange om ugen? ’Hvis svaret på de første fire spørgsmål er ’hun’, og svaret på det sidste er ’nej’, så har singlen her vist trukket det heldige lod i kærlighedstombolaen. For uanset om man er mand, eller man ikke er, så sidder man da med nitten i sådan et parforhold. Gør man ikke? Hvad ved jeg. Jeg er jo bare single-selvtilfreds. Måske er manden faktisk glad for at slippe for alt ansvaret, og måske er kvinden glad for at have det hele til gengæld, og måske er de begge to også superlykkelige over at slippe for anstrengende sex i tide og utide.

OM MAN HAR en kæreste eller ej, er for mig underordnet, hvis bare man er glad det meste af tiden. Det, man med hele selvhjælpsbiblioteket i ryggen, ville kalde at være lykkelig. Nu har vi bare en gang for alle bestemt, at lykken kun findes i et til-døden-os-skiller-forhold. Derfor er alle andre livsformer per definition triste. Det siger alle – både singlerne selv og især dem, der er i parforhold. Så singlerne har travlt med at opgradere deres civilstatus til 2.0, og kæresteparrene har tilsvarende travlt med at trøste sig med, at de – uanset hvor lunkent deres undskyldning for et parforhold er – har det federe end os bedre-halvdelmanglende tabere.

MEN SÅ FINDER MAN den jo aldrig – den der såkaldte lykke. Hvis man som single desperat higer efter at finde den hos en kæreste, eller hvis man lader sig nøje med en tilfældig kæreste, fordi en slatten en af slagsen er bedre end ingen.Lykken er vel at være til stede i det, man nu engang er i. Finde glæden ved de små ting – om det så er friheden til at dovne weekendgrim og single på sofaen og spise hvidløgsflutes uden at stinkeskræmme andre end katten, eller det er at ligge i ske og diskutere livsnødvendige emner, som ’kan dilddressing bruges til andet end laks? ’

Mit mande-jeg er en rigtig player

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG TROR, ALLE har lavet dette tankeeksperiment: Hvordan ville jeg være, hvis jeg var en mand? Eller for dem, der allerede er mænd; hvordan ville jeg være, hvis jeg var en kvinde? (Men der er nok nogle mænd, der også stiller sig selv det første spørgsmål.)Hvis jeg var en mand, så ville jeg vælte mig i damer. Det er helt sikkert. Også selvom jeg ville være en ret fesen mand med hudtype minus 32 og ingen muskler. Men jeg ved noget om damer, som ingen andre mænd ved.Først og fremmest ved jeg, at damer ikke kan lide at blive kaldt damer, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Så ved jeg også, at kvinder godt kan lide blomster, men at de alle synes, det er noget frygtelig klichéagtigt og kikset at indrømme, så derfor siger alle kvinder, at de ikke kan. Men det kan de altså godt. Ligesom de elsker komplimenter og hjemmelavede middage og gaver og at få lov til at tale om dem selv, deres arbejde og deres problematiske forhold til deres mødre (der er jo ingen, der siger, at jeg behøver lytte efter. Jeg nikker bare på de rigtige tidspunkter.)

SOM MAND VIL JEG gøre meget for at glæde kvinder, men kun for egen vinding (dvs. sex). Jeg er nemlig i forvejen et egoistisk menneske, og hvis jeg var blevet født som dreng, var dette karaktertræk blevet endnu mere dominerende i min opvækst. For eksempel ville folk have vist langt større overbærenhed over for min vane med at række hånden op og komme med fuldstændigt ligegyldige betragtninger i undervisningstiden.Min egoistiske selvfedhed har også givet mig succes på arbejdsmarkedet. Jeg tror faktisk, at jeg er godt på vej til at blive chef i en større medievirksomhed, og jeg er ikke engang fyldt 30.

SÅ JEG HAR EN DEL at blære mig med over for drengene, når vi sidder i omklædningsrummet og drikker mikrobryg-øl efter serie femfodboldkampen – nok dyrker mit mande-jeg en folkelig sport, men han er da feinschmecker nok til at vide, hvordan øl bør smage.Jeg tager et dyrt Boss-jakkesæt på, for det ved jeg, damerne godt kan lide, sætter mig ud i min Audi, for den ved jeg, at drengene godt kan lide, og kører ud i solnedgangen, mens jeg spiller Radiohead eller noget andet rock, jeg ikke selv kan lide, men som er sejt at høre.Jeg er nødt til at stoppe her, for jeg kan faktisk ikke lide mig selv som mand… Jeg er glad for at være kvinde og jagte de mænd, der ikkeer som min mandlige side. Dem findes der heldigvis en del af. Desværre er deres kvindelige sider nogle rigtige bitches.

Livsnyder eller livs-snyder

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DEN EVIGT TILBAGEVENDENDE lørdagsdiskussion: Skal jeg nyde livet? Eller skal jeg snyde det? På den ene side kunne jeg sove til over middag og bruge resten af dagen på at dase på sofaen med Simpsons, øl og baconchips. Men jeg kunne på den anden side stå op klokken syv, løbe en tur, arbejde seriøst i nogle timer med at lave husholdningsbudget, mens jeg holder mig væk fra sprut, fedt og røg, spiser spinat og torsk til aften og skynder mig at tage opvasken, så jeg kan nå at se Deadline.

MEN FISK OG PRIVATØKONOMI er jeg sjovt nok aldrig i weekendhumør til. Så jeg er nødt til at ’motivere’ mig selv. Presse mig selv med dårlig samvittighed for at tage mig sammen. Eller opfinde diverse (de værste) undskyldninger for at forsvare kedelige, sunde beslutninger: ’Jamen jeg kan faktisk godt lide at løbe. Det renser hovedet.’ Løgn! Det er ikke rart at løbe, hvis der ikke er noget at løbe efter (en bold, bus eller mand). Og hvor rensende er det lige for hjernen, at der kører ’for helvede i satan, hvor jeg hader det her lorteløberi’ på repeat?

ELLER NÅR JEG LYVER og påstår, at salat smager bedre end junkfood. Hvis der ikke var en ernæringsmæssig fordel ved det, så lod jeg nok dræbersneglene få deres mad i fred. Derfor opfinder jeg millioner af måder at gøre salat mere lækker på: Mmm gulerodsstrimler! Men det er jo først, når jeg begynder at pøse de usunde ting i – olie, nødder, oliven og andre 100-procent-fedt-ingredienser – at foderet smager af noget.

OG NEJ, INGEN NYDER i virkeligheden at se Deadline. Ingen! Det er en irriterende nyhedsudsendelse, der falder midt i den dårlige amerikanske film/serie, jeg egentlig var i gang med, men som morakker-englen på min højre skulder kræver at slå væk fra.Man skal jo følge med. Og derefter styrke sin kulturelle dannelse med Smagsdommerne (selvom det eneste, jeg er i stand til at tænke over er, hvorfra Krasnik har fået så polsk et navn, når han er så rødhåret.)

JEG VED GODT, at motion og sund mad og alt det der holder mig i live og sygdomsfri og nogenlunde til at holde ud at se på. At DR 2 og Dankort-kontrol gør mig i stand til at fungere i samfundet, og at dårlige amerikanske serier har cirka den modsatte virkning. Og det er da super, at dette (måske) minimerer risikoen for sygdomme og økonomisk fallit ude i fremtiden. Men kunne der ikke være bare et lille payoff her og nu? Vi kunne jo starte med at genmanipulere torsk til at smage af bacon? Det ville være snyd, ja. Men hvor ville jeg nyde det.

Dildoens flugt over Halmtorvet

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVAD ER DEN mest fornuftige reaktion, hvis man befinder sig midt på Halmtorvet, og der uden varsel falder en håndfuld dildoer ud af ens taske? Bukker man sig ned og samler dem op? Løber man sin vej? Griber dem og begynder at jonglere, satser på, at folk tror, at man er en lokal form for gøgler? Jeg har tidligere berettet om min veninde, Rikke, der altid kommer ud for de uheldigste ’episoder’ med sine dildoer. Forleden havde jeg fornøjelsen af at blive inddraget i en af dem.Det, der sker, er, at vi sidder ude foran en café på Halmtorvet og nyder solen. Med sig har Rikke sin rejsetaske på hjul, som jeg skal tage med hjem, fordi hun skal videre til en fest. Rikke kommer direkte fra en anden slags fest – en dildofest. Så i tasken ligger en goodybag med tøselegetøj. Hun tilbyder som det første at vise frem, men med et sidekig til de mange børnefamilier langs med fortovet enes vi om at vente. Vi snakker, tiden flyver, og pludselig springer Rikke op. Bussen går om fem minutter. Hun f lår rejsetasken op, tager en flaske whisky og to pakker Prince, som hun stopper ned i håndtasken, mens hun snubleløber over brostenene i stiletter. Jeg bliver siddende og drikker min vin færdig. Jeg betaler, rejser mig og griber hanken på rejsetasken.

HER GLEMMER JEG at tænke. For har Rikke mon taget sig det halve sekund, man bruger på at zippe lynlåsen i, da hun rodede i rejsetasken? Nej! Så da jeg retter rejsetasken op i kørestilling, åbner den sig ,og indholdet vælter ud på fortovet. Det er noget tøj, en makeuptaske – og ja, selvfølgelig posen med sexlegetøj. Har Rikke så bundet en forudseende, forsvarlig knude på denne pose? Nej! Så ud på brostenene smutter et styk dildo, et par pink, plyssede håndjern og en uanstændig stor tube glidecreme. Diskret? Nej da! Håndjernene rasler som fangekæder, dildoen flygter springende som den delfin, den har form som, flere meter væk fra gerningsstedet, og glidecremen laver en gigantisk mavelanding med en blump lyd, der får samtlige gæster langs cafeerne til at vende blikket mod mig. Og alle dem i lejlighederne ovenover åbner sikkert vinduerne og kigger ned, og kunderne ovre i SuperBrugsen på den anden side af torvet stikker nok også hovedet ud, og pigerne nede i Skelbækgade vender sig muligvis også (men så er det nok mest, fordi de genkender lyden).

MIN REAKTION? Ikke imponerende. Jeg pegede den vej, Rikke var løbet, og med en ansigtskulør, der mindede om de plyssede håndjern, samlede jeg tingene sammen og flygtede. Jeg håber, der er kommet sand i dildomekanismen, så den eksploderer, når hun tænder den!