Livsnyder eller livs-snyder

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DEN EVIGT TILBAGEVENDENDE lørdagsdiskussion: Skal jeg nyde livet? Eller skal jeg snyde det? På den ene side kunne jeg sove til over middag og bruge resten af dagen på at dase på sofaen med Simpsons, øl og baconchips. Men jeg kunne på den anden side stå op klokken syv, løbe en tur, arbejde seriøst i nogle timer med at lave husholdningsbudget, mens jeg holder mig væk fra sprut, fedt og røg, spiser spinat og torsk til aften og skynder mig at tage opvasken, så jeg kan nå at se Deadline.

MEN FISK OG PRIVATØKONOMI er jeg sjovt nok aldrig i weekendhumør til. Så jeg er nødt til at ’motivere’ mig selv. Presse mig selv med dårlig samvittighed for at tage mig sammen. Eller opfinde diverse (de værste) undskyldninger for at forsvare kedelige, sunde beslutninger: ’Jamen jeg kan faktisk godt lide at løbe. Det renser hovedet.’ Løgn! Det er ikke rart at løbe, hvis der ikke er noget at løbe efter (en bold, bus eller mand). Og hvor rensende er det lige for hjernen, at der kører ’for helvede i satan, hvor jeg hader det her lorteløberi’ på repeat?

ELLER NÅR JEG LYVER og påstår, at salat smager bedre end junkfood. Hvis der ikke var en ernæringsmæssig fordel ved det, så lod jeg nok dræbersneglene få deres mad i fred. Derfor opfinder jeg millioner af måder at gøre salat mere lækker på: Mmm gulerodsstrimler! Men det er jo først, når jeg begynder at pøse de usunde ting i – olie, nødder, oliven og andre 100-procent-fedt-ingredienser – at foderet smager af noget.

OG NEJ, INGEN NYDER i virkeligheden at se Deadline. Ingen! Det er en irriterende nyhedsudsendelse, der falder midt i den dårlige amerikanske film/serie, jeg egentlig var i gang med, men som morakker-englen på min højre skulder kræver at slå væk fra.Man skal jo følge med. Og derefter styrke sin kulturelle dannelse med Smagsdommerne (selvom det eneste, jeg er i stand til at tænke over er, hvorfra Krasnik har fået så polsk et navn, når han er så rødhåret.)

JEG VED GODT, at motion og sund mad og alt det der holder mig i live og sygdomsfri og nogenlunde til at holde ud at se på. At DR 2 og Dankort-kontrol gør mig i stand til at fungere i samfundet, og at dårlige amerikanske serier har cirka den modsatte virkning. Og det er da super, at dette (måske) minimerer risikoen for sygdomme og økonomisk fallit ude i fremtiden. Men kunne der ikke være bare et lille payoff her og nu? Vi kunne jo starte med at genmanipulere torsk til at smage af bacon? Det ville være snyd, ja. Men hvor ville jeg nyde det.