You are not alone
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG GRÆD I FREDAGS. Jeg tændte for radioen, der spillede ’We are the World’, og så begyndte jeg bare at tude. Jeg har aldrig været decideret Michael Jackson-fan, og alligevel blev jeg utrolig sorgfyldt ved meddelelsen om hans død – også selv om jeg prøvede at være kynisk komiker og lave jokes om det platte i at lade sig påvirke af den slags Se og Hørfølelser.Men musik kan om noget give mig et personligt forhold til en komplet fremmed – fordi sangerens følelser kan føles som mine egne. Musik har det jo med at trænge direkte ind bag panseret af overskudsfacade og hverdagskynisme. Så selv når man bilder sig ind, at man har styr på alt, kan den rigtige – eller forkerte – sang krakelere facaden mere effektivt end noget andet.
PÅ DEN MÅDE HAR MICHAEL JACKSONS musik fyldt mere end de fleste andres: Min bedste veninde og jeg moonwalkede os som tosser gennem 80’erne (hun kunne bare gøre det, og jeg lignede en bjørn, der vralter baglæns og bærberuset henover et honningklistret underlag). Senere a cappella-sang vi Billie Jean, hver gang vi – 14 år gamle og selvindbildt voksne – fjollede rundt i en rus grundlagt på brandbiler (Jägermeister og rød sodavand) og Pisang Ambon. Og i 9. klasse fremlagde vi et afslutningsprojekt om klodens miljø med ’Earth Song’ som baggrundsmusik. Siden har jeg ikke været til en fest eller en fredagsbar, hvor der ikke er blevet danset til mindst en af hans sange – også når der ikke var et dansegulv, men man bare stod hoftevrikkende i baren og erklærede, at man var ’bad, really, really bad’.
OG NU KAN JEG IKKE LADE VÆRE med at tænke, at det måtte ende sådan. Michael Jackson var soundtrack til min ungdom, på samme måde som Elvis var det for min mors generation. Den slags ikoner har det med at dø. Det er en slags indbygget, poetisk logik. Måske er det også derfor, at vi mellem 25 og 40 bliver så påvirkede af det. Hans død markerer på en måde afslutningen på den uskyldige ungdom, som vi må til at indse, at vi er ude over. Vi er stadig forholdsvis unge, men nu har vi også job og ansvar, familier og andre voksenpligter.
VI KAN NOK SÅ MEGET TRO, at vi er lige så livskåde som dem, der i disse dage kaster deres studenterhuer i vejret og har hele livet og verdenen foran dem. Men vi ved jo godt indeni, at sådan er det ikke for os. Vi må nøjes med at hæve vores SP-penge og have livserfaring. Men det er faktisk også okay. Det er ikke et dårligt sted at være i livet. Og fra nu af er vi ikke alene om det.