Statistisk angst

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FLERE I MIN FAMILIE er så angste for terror, at de næsten ikke tør forlade deres hjem – men de er også skræmt ved tanken om hjemmerøverier, så heller ikke derhjemme føler de sig trygge.Men de har nu besluttet, at det trods alt er bedre at holde sig hjemme, for så bliver man i hvert fald ikke smittet med influenza A, SARS eller rejsefeber.

SELVFØLGELIG ER TERROR, hjemmerøverier og diverse inf luenzaepidemier forfærdelige for dem, der udsættes for det. Men hvor mange er det reelt? På verdensplan må det dreje sig om promiller. Og i Danmark endnu færre. Jeg er – i modsætning til min familie – kun statistisk bange. Statistisk er det nemlig ikke videre sandsynligt, at jeg eller mine nærmeste bliver udsat for noget af det ovenstående. Statistisk set er der faktisk langt større risiko for, at en af os begår selvmord. Vi skal med andre ord frygte os selv mere, end vi frygter andre!

OG DET GÆLDER KUN desto mere, når man ser på de virkelig farlige dræbere i Danmark: bilerne og livsstilssygdomme. For ironisk nok er det jo de samme mennesker – der kan bruge hele sommerfrokosten på at fortælle, at de i hvert fald aldrig vil rejse længere væk end Harzen på grund af bomber og tsunamier og falskguld-gadesælgere – der efterfølgende tømmer den ottende snaps, skodder cigaretten og sætter sig ud i Asconaen (uden sele) og kører langt over fartgrænsen hjem til Kibæk. Bare for at sidde på terrassen og vente på at dø af kedsomhed og passiv røg fra kuglegrillen.

OG DET ER ALTSÅ IKKE, fordi jeg vil lade som om, jeg er bedre end min angste familie. Jeg har da også irrationel angst – for edderkopper og børn (de små, behårede kryb kan jeg bare slet ikke klare! Og edderkopper er også klamme). Samtidig er jeg heller ikke vildt begejstret for højder. Men jeg ved, at det netop er irrationelt. Der er jo virkeligt intet at være bange for. (Selv om den måde, edderkopper ser på mig på, godt kunne tyde på, at de er ude på noget!) Så derfor overvinder jeg det: Jeg har hoppet i elastik, jeg har rørt ved edderkopper, og jeg snakker også jævnligt med børn.

DET KAN ALTSÅ ANBEFALES at kigge lidt på tabstallene og erkende, at det ikke ligefrem redder ens liv at barrikadere sig derhjemme med et baseballbat og frygte resten af verden. Det kan være langt mere sikkert bare at spise et par gulerødder og bestille den Mexico-rejse. Tage sig sammen og erkende, at frygten skal frygtes mere end alt andet. (Selv om vi nok er mange, der vil mene, at ’nothing to fear but fear itself’ -slagordet glemmer at tage højde for edderkopper!)