Pokkers Meget Surt
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
ENGANG IMELLEM SKER DET – cirka en gang om måneden – at jeg bliver en Pissefarlig Monster Sociopat. Det er de dage, hvor Petitteser Medfører Skandaler. Proportionerne Mangler Simpelthen.
EN MAND SPRINGER over mig i køen på paskontoret. Omgående går jeg På Med Sarkasmen: ’Jeg ved godt, jeg er bleg, men jeg er jo ikke ligefrem gennemsigtig, vel!? ’Han fjerner sig, men jeg kan ikke lade det ligge. Tankerne kører. Er jeg sådan en, man bare ignorerer? Det skal testes: Jeg går midt på fortovet og flytter mig for ingen. Ingen, siger jeg! Selv en invalid blind må halte udenom.En kvinde styrer lige mod mig. Vi leger kylling, ingen af os vil vige. Hun skal komme til at Prøve Min Styrke! Først for sent går det op for mig; hun er også Paranoid Med Sikkerhed.
I GAMLE DAGE SAGDE MAN, at Perioden Medfører Sindssyge. Den slags diagnoser bruger vi heldigvis ikke mere. For reelt set kan man sagtens styre det. Man er ikke Pålagt Månens Svingninger.For mit vedkommende forsvinder symptomerne lige så snart, jeg husker, hvorfor de er der. Jeg skal bare Påberåbe Mig ’Sygdommen’, så er jeg (næsten) normal igen. Desværre er jeg ikke så god til at føre den type kalender. Jeg tror hver gang, det indtræffer, at nu Presser Mit Sammenbrud på.Der sker også noget med hjernen i de dage. Den går i Pløret Mudder Særstatus. Sætninger hænger pludselig ikke sammen, og ord giver ingen mening: Jeg vil bede om ’Politiken med søndagssektionen’ og får spurgt efter ’pollental manga sæbekassebil’. Jeg prøver at fyre en joke af, men glimtet i øjet misser sit cue, og jeg kommer i stedet til at Provokere Med Sjovhederne. Faktisk er det gennemgående det, der er Problemet Med Sanne. At jeg hver 30. dag opfører mig som en Pik Med Solstik. Andre mennesker, der møder mig der, tror, at det er sådan, jeg er. De kan jo ikke vide, at jeg alle andre dage er helt normal (næsten). De bedømmer mig På Min Svaghed.
MEN DET ER LAMT at bruge det som undskyldning. Selv om det er en af de dage, Panikken Melder Sig, vil jeg ikke frasige mig ansvaret for mine handlinger. Og jeg ønsker heller ikke at være en Person, Man Særbehandler. Især fordi nogle mennesker (mænd) så tror, at det kun skyldes, at man er Pokker Meget Sur, når man skælder dem ud over, at de opfører sig idiotisk. Men det kan jo være almindelig dagligdagsvrede, for nogle gange er folk idioter! Så skal de i øvrigt også prise deres skaber, hvis de møder mig en dag, hvor jeg ikke har PMS – men er (næsten) helt normal. For ellers: Prøv Mig, Svagpisser!