Bye bye nullere

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NEDTÆLLINGEN TIL 2010 ER NÅET til de sidste ti dage: ti… ni… osv. Så jeg vil gerne være den første til at sige farvel til 09. Og farvel til et årti – som jo bærer det noget taberagtige navn ’nullerne’. For mit vedkommende er nullerne også et farvel til at være i tyverne. Nu begynder 10’erne, og jeg træder ind i 30’erne. (Som jeg har læst, er de nye 20’ere, fordi 40’erne er de nye 30’ere, og det vil altså sige, at 20’erne er de nye teenagere, og at man er et blebarn, til man bliver 13 eller hvad?)Det generer mig ikke at blive ældre. Det har aldrig irriteret mig, at tiden går. Måske synes jeg – af alle ting, man kan rase over – at tidens gang er temmelig tåbelig at slås med. For hver eneste sekund, man bruger på at ærgre sig over, at tiden går, spilder man den jo virkelig.

DESVÆRRE HAR VI UNGE tit lidt for travlt med at ærgre os over missede chancer. Som om de ting, vi ikke allerede har opnået ved nytårsskiftet, aldrig vil ske for os. I stedet for at berolige os selv med, at vi statistisk set har ret mange år tilbage at nå dem i. Man behøver ikke at være gift og forfremmet og forælder som 35-årig. Der skal jo også være noget tilbage at opleve i de næste 35 år.

MÅSKE ER DET NEMT for mig at sige, fordi jeg endnu er rimelig ung og derfor tror på, at næste år og næste årti vil byde på de muligheder, der ikke bød sig i de forgangne. Hvem ved, om jeg vi se anderledes bittert på tiden, når jeg er i 60’erne (som til den tid sikkert er de nye 40’ere, fordi vi har overbevist os selv om, at så opdager cancer og hjertestoppene os nok ikke).Men jeg tror det ikke. Alder og tid er nemlig ret mentale tilstande. Det lærte jeg allerede som barn af min mor, der altid har sagt: ’Man er ikke gammel, før man bliver 90 år’.Og beviset var lige om hjørnet, for min oldemor – der nåede at sige farvel til 104 år, 11 årtier, to århundreder og et årtusinde (hun blev født i 1898) – boede i sit eget hus og var frisk til det sidste.Så lad os sige ordentligt farvel til nullerne og sammen med dem følelsen af at være et nul.

OG FARVEL HERFRA TIL ALLE LÆSERE. Dette er nemlig min sidste Urbanklumme. Ja, ja intet godt varer ved, og vi har jo haft en fantastisk tid sammen; vi har grædt, vi har grinet… Okay, måske er det mest mig selv, der har gjort det. Men stadig: Tak for denne gang. Og godt nytårti.