Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | ||||
| 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
| 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 |
| 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 |
| 25 | 26 | 27 | 28 | |||
Hvis din nabo var en … who gives a fuck
Dette er mit fjerde indlæg på denne blog og derfor forventes jeg nu endelig langt om længe at begynde at tage min målgruppe – dvs dig, der læser det her – seriøst. Jeg bør lave en undersøgelse af, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, så jeg kan ramme dig endnu bedre i fremtidige bueskydningskonkurrencer… jeg mener i fremtidige blogindlæg.
Jeg bør som minimum tjekke antallet af læsere af de første blogindlæg, så jeg ved hvor mange jeg når ud til. Men det gør jeg ikke! Hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund ikke ved, om nogen reelt læser noget herinde. I princippet kunne jeg skrive ud i cyber-tomheden.
Så får vi måske endelig svar på tidens store filosofiske dilemma: Hvis jeg skriver noget på nettet, og ingen liker det, findes jeg så stadig?
Men ved du hvad? Jeg kan faktisk skidegodt lide, at det her er vores lille hemmelighed. Det er uvist for mig, hvem du er og hvorfor, du læser noget, jeg skriver. Og det er uvist for dig, om jeg rent faktisk har haft dig i tankerne, da jeg skrev.
Minerva-modellen op i røven
Jeg er så (u)heldig at have en uddannelse i moderne kommunikation, hvilket vil sige, at jeg ikke bare er uddannet i at indsamle information og videreformidle den – som jeg måske lettere naivt troede var formålet med uddannelsen, da jeg begyndte på Journalisthøjskolen i Århus for 13 år siden.
Nej, jeg er uddannet i strategisk – og grænsende til propagandistiske – vildledning af dig som medieforbruger. Jeg er trænet i at se dig, ikke som et individ med dine helt unikke egenskaber og særlige interesserer, men som en del af en kasse, en målgruppe, et segment.
Hertil har jeg lært at bruge blandt andet segment-modeller – Minerva-modellen er en af de mere kendte. Modeller som egentlig er udtænkt af/til reklameindustrien.
Og det virker ikke, som om nogen udover mig, synes, at det er sygt; at kunst, oplysning, politik, videnskab og frie tanker på den måde er blevet til produkter på samme måde som cornflakes og toiletpapir. Ikke at der er noget galt med reklamer for cornflakes og toiletpapir, men jeg bilder mig ind, at Kelloggs og Lambi trods alt har nogle lidt andre type budskaber at kommunikere ud om deres produkter, end eksempelvis SF, Jyllands-Posten, Syddansk Universitet og Björk har.
Problemet med at køre sin medievirksomhed (eller sin kunst eller sin politik) efter Minerva-modellen og resten af det reklamebras, moderne kommunikationsteori er gjort af, er, at den oprindelig ambition om at bidrage med noget nyt nemt forsvinder. For hvis jeg fokuserer så voldsomt på at få dig som min målgruppe, bliver hele formålet med min kommunikation hurtig meget pusheragtig; det gælder kun om at lokke dig til at prøve mit medieprodukt, så du bliver hooked på det og til sidst ikke kan undvære det. Og hvorfor?
Penge selvfølgelig. Det handler altid om penge, ikke?
Jeg tjener penge enten, når du forbruger mit medieprodukt og/eller jeg tjener penge, når reklamekronerne ruller ind. Måske er den vare, jeg sælger ikke noget, man direkte gør op i penge, men gå gør man det op i antal stemmesedler eller antal klik på youtube eller antal likes, i hvert fald handler min kommunikation udelukkende om at få så stor en målgruppe hooked som muligt. Og du er i øvrigt kun interessant, fordi du repræsenterer den gruppe.
Hvad med dig selv!?
Altså det vil sige, at det gør jeg ikke. Jeg får ikke nogen penge ud af, at du læser det her (hvis der altså er nogen der læser det her.) Jeg får hverken penge direkte af dig eller fra banerreklamer.
Hvad jeg måske får i stedet, er en form for indirekte viral PR, som bestemt heller ikke er uden værdi – i mit game er omtale den største valuta, så selvfølgelig er jeg da ikke blind for, at jeg måske får omtale via den her blog – og derved kan sælge flere bøger/shows. Bare lige for at slå fast, at jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, der gerne vil leve af sine produkter! (Dog kan du roligt regne med, at hvis det udelukkende var mine 15 minutters internet-fame, jeg var ude efter, så lå der nok lidt færre ord på den her side og lidt flere klip af mig uden trøje på, der danser gangnamstyle og skvatter ovenpå en lol-kat…)
Pointen er imidlertid, at jeg ikke har udtænkt denne blog ud fra en moderne idé om målgruppe-kommunikation. Jeg skriver ikke for at tækkes dig. Jeg har tværtimod valgt den gammelskolelige tilgang, at jeg skriver om det, jeg selv synes er interessant, og så satser jeg på, at der også vil være andre, der synes det.
Tv-meterdemokrati
Umiddelbart outdated tankegang, jeg lider af. Men så læste jeg noget om Netflix. Netflix har selv produceret serien House of cards og smidt alle 13 afsnit af første sæson online med det samme. Jeg ved det, for jeg streamede samtlige afsnit i streg samme weekend, de blev lagt op. Og jeg var tilmed så fanget af handlingen, at jeg knapt registrerede de talløse Apple-product placements, jeg blev hjernevasket med undervejs.
Men Netflix nægter at fortælle, hvor mange der har set serien. På trods af, at Netflix jo kan sige det langt mere præcist, end tv-stationerne med deres tv-metre-idiot-maskiner kan.
Hvis du ikke ved, hvad et tv-meter er, så… ja, så googl det! (Hov, sådan kan man da ikke tale til sin målgruppe!? Jo, det kan man nemlig, når man ikke har nogen målgruppe. Hvis du vil læse mit shit, så lær at google svære ord!)
Nogle af mine bekendte lavede et tv-program til børn, og havde vildt gode seertal i målgruppen de to første uger, men i den tredje uge var tallet helt i bund – og det undrede dem naturligvis. Derfor tjekkede de lige op på, hvor mange tv-meter-brugere, der egentlig var til at repræsentere deres målgruppe, og svaret var: tre (3!)
Tre små snoldede, danske unger udgjorde hele grundlaget for de tal, som tv-stationer bruger til at dømme den type programmer inde eller ude med. Det vil sige, at hvis Lukas lige var i svømmehallen de dage, programmet blev sendt, så øv, så fik de sgu ikke lov at lave en sæson til. Selvom måske samtlige andre børn i hele Danmark sad og så programmet.
Det spil spiller Netflix ikke, selvom de kender det præcise antal – ikke bare antallet af seere, men også om seerne har set alle afsnit helt til ende, om de har spolet i det, og om de har set noget af det igen. Jeg siger ikke, at Netflix ikke bruger tallene, jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Apples markedsføringsafdeling får de tal i månedlige rapporter.
Men Netflix offentliggør ikke tallene, og det lægger ligesom et nyt grundlag for konkurrencen om seerne. Hvis ingen (tror, de) ved, hvem der ser og læser hvad og hvornår og hvorfor… hvilke kriterier skal vi så producere medier ud fra? Måske skal vi så rent faktisk til at lave noget, vi selv kan lide.
Jeg plejer at sige det på den her måde, når jeg snakker med up-coming-unge i mine brancher; hvis du laver det, du tror, at andre tror, de vil have, så har du to usikkerheder. Men hvis du laver det, du selv vil have, så har du i hvert fald én sikkerhed.
Gammelt lort i en ny farve
Så jeg snakker og skriver om det, jeg synes er spændende at skrive og snakke om. Og jeg er ikke interesseret i dig, fordi din læsning af min blog repræsenterer en mulig indtægtskilde for mig. Selvfølgelig er jeg meget interesseret i, at du kan lide mig og det, jeg skriver herinde – for sådan er det nu engang at være menneske; at være desperado efter andres anerkendelse.
Men jeg er ikke så interesseret i det, at jeg vil skrive på en bestemt måde på grund af det, og jeg da slet ikke så kommunikationsstrategisk, at jeg tænker i, hvad du eventuelt vil have mig til at skrive om – for den tankegang synes jeg faktisk er at pisse på sin ”målgruppe.”
For helt ærlig, hvis alle os, der skal forestille at gå rundt og tilbyde nye ting; nye produkter, nye medieformer; nye tanker – hvis vi alle sammen kun interesserer os for, hvad du allerede har og ved, så er det ikke nyt det, vi kommer med til dig; bare gammelt lort med federe underlægningsmusik.
Jeg siger ikke, at du ikke selv kan tænke en masse nye tanker – selvfølgelig kan du det, og du gør det sikkert hele tiden. Men generelt er det sådan, at hvis man spørger mennesker, hvad de vil have, så vil de have det, de allerede har – bare i en anden farve. Det er først, når nogen brager igennem med noget nyt, som de aldrig har set/hørt/smagt/prøvet før, at de ved, at dét der – det vil de også have.
Og hey, jeg siger altså ikke, at ret meget ved den her blog er specielt bragende eller særligt nytænkende. Det her metalort for eksempel, det er så 90’er-agtigt, det ved jeg da godt.
Men hudløs ærlighed omkring, hvor ligeglad jeg reelt er med dig og dine interesserer, kære læser… bum, den tror jeg sgu ikke er set før.
Jeg tænker, derfor er jeg ikke en robotstøvsuger
Der findes næppe noget, der på en og samme tid kan være så fedt og så ubehageligt som at høre andre beskrive en. Den der sætning, de kan smide, som kort opsummerer hele deres opfattelse af mig.
Sætningen kan være flatterende, og den kan være det modsatte – og begge dele kan man jo så være enten enig eller uenig i. Det bedste er naturligvis flatterende sætninger, som man er enig i. Det værste er uflatterende sætninger – især hvis man er enig i dem!
Og jeg ved selvfølgelig godt, at andres mening om mig ikke bør betyde noget for min selvopfattelse, men samtidig er der også bare en selvliderlig djævel i mig, der elsker tanken om, at andre laver vurderinger af mig – aka “jeg er ikke en ubetydelig eksistens, som ingen interesserer sig for.”
Under alle omstændigheder er der en sætning, jeg ret tit hører, når folk laver deres lille “du er jo sådan og sådan-opsummering”, nemlig sætningen: “Du tænker for meget over tingene.”
Det er for kliché at lave en “hvis jeg havde en femmer for hver gang…”, for hvis jeg virkelig havde en femmer for, hver gang jeg havde hørt den sætning, var jeg så rig, at jeg havde hyret tankelæsende lejemordere til at stå omkring mig og omgående eliminere mennesker, der bare så meget som overvejede at sige den sætning til mig igen.
Jeg hader, når folk opsummerer mig som en, der tænker for meget. Fordi de har ret!? Ja sgu! Men hvad fuck bruger de selv deres hoveder til!? Altså udover at lukke lort ud om mig.
Kattebakkeblikket
Der er nemlig kun to mulige grunde til, at folk smider tænker-for-meget-sætningen på mig. Enten siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Det gør jeg ikke.”
Eller også siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Du lever oppe i dit hoved i stedet for i den virkelige verden. Under-underforstået: Det gør jeg ikke.”
Den første forklaring er klart den letteste at håndtere for min selvfølelse. At folk synes jeg tænker for meget, fordi de ikke selv gør. Så kan jeg rigtigt sidde og føle mig klogere og højere på strå og som et bedre menneske (og derefter straks føle mig som et meget dårligere menneske, fordi jeg ikke har lyst til at føle mig bedre…)
Men jeg har efterhånden lært at genkende tegnene på, at folk synes, at jeg har gjort mig for mange tanker om noget, nemlig i det blik, de får i øjnene, det blik, jeg kalder kattebakkeblikket.
Kattebakkeblikket er, som alle katteelskere ved, det blik, katte laver, når de er på bakke. De vender ligesom deres blik indad og bliver helt tomme i øjnene. (Jeg har én gang været på stripbar og set stripperne der lave nøjagtig det samme blik, så jeg kunne også have kaldt det for stripperblikket, men jeg har ærligt talt ikke set strip nok til at vide, om de altid gør det, men katte gør det altid på bakke… Eller lad os sige det på den her måde: katte gør det altid, når jeg observerer dem på bakken. Måske ser de anderledes ud, når der ikke er småskumle mennesketyper, der betragter dem, mens de skider.)
Så drejer selvsvinget
Jeg ved, at når jeg har talt i et stykke tid om et emne, og personen foran mig laver kattebakkeblikket, at så har min tankestrøm sat dem af. Og det er egentlig okay, for det meste. Jeg kan nemt komme til at køre ud af nogle ret indviklede tangenter og associationer, der ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig selv (og nogle gange ikke engang det.)
Selvfølgelig er det et problem, hvis det eneste, jeg har sagt er: “Jeg vil gerne have en nr 12 uden løg”, og personen foran mig så laver kattebakkeblikket.
Men typisk er det nu, når jeg har lavet en mundtlig fristil og sprunget fra opskriften på pandekager til spisevaner til filosofi til parforhold tilbage til spisevaner til religion til politik til meningen med livet på fem minutter. Så må jeg lige trække vejret og sige “okay” til mig selv, “måske skulle jeg prøve det der dialog i stedet for.”
Og så siger jeg “hvad mener du om det?” Og så siger de, “du tænker for meget over tingene.” Og så dør samtalen rimelig effektivt ud.
Hvad fuck mener du!?
Selvfølgelig tænker jeg meget over tingene. Jeg forstår slet ikke, at nogen ikke gør!
Et tydeligt clash mellem mig og disse tanketomme typer er, når vi har set en film sammen. Jeg har inden for fem sekunder, efter rulleteksterne er gået på, en analyse af, hvorfor jeg kunne eller ikke kunne lide den her film. Men de tanketomme tænker ikke på den måde. Tanketomme mennesker kan nøjes med at sige sætninger som: “Den var da meget god. Hvorfor? Det ved jeg ikke, det synes jeg bare.”
Årh, monsterprovokation!
Du må da have om ikke andet så en fornemmelse af, hvorfor du føler, som du gør? Vi behøver ikke en lang snak om din barndoms traumer, og at du også altid har drømt om at synge i skolens kor, du kan bare sige, at du syntes, historien var godt skruet sammen, at skuespillet var godt, eller at du havde en popcornskal mellem fortænderne og derfor bare hadede alt, hvad Daniel Day-Lewis sagde.
Desværre ender den her type samtaler mellem mig og de tanketomme som oftest med en anklage, om at jeg tænker for meget, og at jeg derfor er for meget oppe i mit hoved i stedet for bare at leve livet. De mener kort sagt, at jeg tænker tingene ihjel.
Som om jeg har fået en mindre oplevelse ud af filmen, fordi jeg er i stand til at beskrive, hvordan min oplevelse var. Som om jeg har siddet undervejs og tænkt tanker, om hvordan jeg skulle formulere mine tanker om oplevelsen efterfølgende, i stedet for at “bare at opleve”. Som om mine tanker ikke kan opstå fire millisekunder, før jeg formulerer dem.
Men hov, siger jeg nu, at folk, der ikke er i stand til at beskrive en film i to sætninger efter et sekunds betænkningstid, har fået en mindre oplevelse ud af den, end jeg har? Nej-nej, slet ikke. En efterfølgende analyse siger intet om oplevelsen. Analysen har bare en funktion i sig selv, og jeg forstår ikke, at disse mennesker ikke mangler den funktion.
Trial-error-reflexion
Et af problemerne med at skabe kunstig intelligens er, at computeren ganske vist kan lære – og lære ret meget mere effektivt, end vi kan – men den kan ikke føle, så den har ikke nogen vægtning af sin lærdom. Computeren kan godt nok statistisk se, at det er smartere at lave det her skaktræk frem for et andet, men den kan ikke fornemme om modstanderen lige om lidt bliver så sur over at tabe, at han smadrer computeren. Det kan vi, fordi vi trækker på følelseserfaringer i stedet for statistik og logik.
Computere lærer gennem trial-error, men vi har et element mere, vi er trial-error-reflexion. Hvilket betyder, at vi – fordi vi følelsemæssigt reflekterer over vores oplevelser – kan trække på erfaring fra en helt anden kontekst. Vi kan ovenikøbet trække på en kontekst, vi måske kun har set på film. Og derved kan vi håndtere fundamentalt anderledes oplevelser, end dem vi er vant til at stå i.
Men det kræver selvfølgelig, at vi tænker over tingene. Hvis man aldrig spekulerer over, hvorfor man ikke kan lide film med øksemordere, der står gemt i soveværelsesskabe, så kommer man jo bare til at se gyserfilm igen og igen og hver gang være ved at dø af skræk og mareridt, når man kommer i seng.
Jeg kan ikke lide gyserfilm, fordi jeg lever mig alt for meget ind i dem, og så forfølger de ubehagelige følelser mig i flere dage, og jeg tør ikke lægge mig til at sove, før jeg har blokeret mit skab med vasketøjskurven.
Og ja, det er ikke en specielt avanceret analyse af mit forhold til gyserfilm, men jeg har i det mindste tænkt over det og handlet derefter, for nu ser jeg aldrig lortet mere: Jeg prøvede det, det var en fejl, jeg reflekterede, og fremover begår jeg ikke den fejl igen.
Så når folk anklager mig for at tænke for meget og ikke nyde livet nok, spekulerer jeg bare over noget (og ja, det er yderligere tænkning – blot for at understrege deres anklage.) Men kan de egentlig nyde et liv, hvor de gentagne gange kommer ud for de samme problemer, fordi de bare ikke tænker sig om?
Det er et spørgsmål, jeg sandsynligvis aldrig får svar på. Jeg kan ikke – selv med al min tænkning – analysere mig frem til et godt svar, og de kan ikke give mig andet end et: “det ved jeg ikke, det har jeg ikke tænkt over.”
Tillykke du er en robot. Støvsug mit gulv!
Meningen med livet og andre navlepillerier
Var det det!?
Var det din reaktion ovenpå mit første indlæg på denne blog? Næppe, for så ville du vel ikke læse dette indlæg også…
Og dog; jeg har det i hvert fald sådan med nettet, at jeg altid ender med at have brugt en hulens masse dyrebar tid på scrolle og læse lort, jeg aldrig havde brugt 10 sekunder på, hvis det havde stået i en avis. Det eneste andet tidspunkt, jeg er så ukritisk med læsestof, er når jeg er på toilettet. (Ja, det mentale billede havde du sikkert ikke brug for.)
Men var det din reaktion!? At mit første indlæg var ligegyldigt; at det bare handlede om mig selv og mine små(med understregning af små)filosofiske tanker om livet. Ja, så har du i hvert fald ikke taget helt fejl. Reelt set – i det store samfundsmæssige perspektiv – så er der ikke ret meget, jeg siger her (eller andre steder) som er andet og mere end temmeligt ligegyldige betragtninger af menneskeheden i mit private frøperspektiv.
Så svært som muligt
Velmenende mennesker har opfordret mig til at lave min blog med et overordnet tema; eller som minimum sådan at alle indlæg ligesom trak tråde til en bestemt filosofi eller tankegang. “For, du er jo en meget sådan eksistentialistisk/humoristisk/feministisk/kulturrelativistisk/istiitsisk person, Sanne.” (Istiismen er filosofi, jeg har opfundet, og som handler om alle andre filosofier, der slutter på -isme.)
Og med den opfordring mener de, at hvis jeg nu pejlede min blog her i en bestemt retning, at så ville det være nemmere for dig som læser at forholde dig til den. Men beklager; det er altså ikke min ambition at gøre livet lettere for dig.
Tag endelig ikke fejl, jeg har stor respekt for blogs med et enkelt overordnet tema, blogs der kan give mig som læser en overskuelig gennemgang af ét emne. Der er bare ikke kun ét – og slet ikke noget overskueligt – tema i mit liv. I hvert fald ikke andet end forsøget på at få det, livet, til at give bare marginalt mere mening.
Så det er nok mest det, den her blog handler om, hvis den overhovedet handler om noget; meningen med livet og andet navlefnul.
Kan du så bruge den til noget? Tja, det kommer vel an på, om du også forsøger at få livet til at give mening, og om mine tanker om det på nogen måde supplerer dine egne.
Læs, lær, blær
Jeg ved ikke med dig, men jeg har selv kun to bevæggrunde til nogensinde at læse noget: Enten skal jeg lære noget af det, jeg læser, og/eller det skal være underholdende. (Toiletlæsning er typisk kun det sidste).
Og når jeg siger “lære noget” så mener jeg ikke ting som differentialregning, som jeg lærte engang, og som jeg lykkeligvis har glemt alt om, fordi jeg aldrig fandt ud af at få det til at give mit liv mere mening (ikke dermed sagt, at differentialregning ikke giver mening for nogen, hvis de er ingeniører eller kedelige at have som bordherrer).
Nej, når jeg siger “lære noget”, så mener jeg; at lære noget om mig selv, om verden og om min interaktion med denne verden. Og det må stadig gerne være underholdende imens.
Så når jeg scroller mig igennem statusopdateringer på facebook, blogs, netmedie-historier og andet på nettet, er det ud fra en grundlæggende målsætning om at lære noget mere. Beklageligvis er nettets struktur (med links, der fører til nye links, der fører til en sjov video, der fører til et nyt link, der fører til en pornoside) sådan, at det som regel ender med kun at være underholdende læsning – på den kaloriefattige overspringshandlingsagtige måde.
Derfor læser jeg også rigtigt mange bøger. Problemet med bøger er bare, at de er så pokkers in-interaktive. Jeg kan læse den fedeste bog om hjerneforskning og gennem den læsning udbygge min hjerne og min forståelse af livet – men samtidig ikke være i stand til at forbinde min nye viden med andre mennesker, fordi de ikke har læst den samme bog. (Og sikkert heller ikke har tænkt sig at gøre det, selvom jeg rask væk sender links til, hvor man kan købe den).
Og et eller andet sted derude i den store “hvad er meningen med livet”-pulje er jeg ret sikker på, at “interaktion med andre mennesker” indgår som en pæn stor procentdel. Så ironisk nok: jo mere jeg forsøger at forstå meningen med min eksistens, jo mindre interaktion med andre eksistenser opnår jeg!
Til gengæld hvis jeg bare nøjes med underholdningen; lol-katte og klip med folk, der danser gangnamstyle på endnu en original kopimåde, så har jeg masser af muligheder for interaktion.
Åh gud, hvem tror du, du er? Gud!?
Er det en eksistentiel problemstilling, jeg har tegnet op med navlefnuller her?
Det ved jeg ikke, men det er en beskrivelse af formatet på denne blog; mit forsøg på at omsætte min jagt på mening med tilværelsen til en form for interaktion med andre eksistenser.
Ikke dermed sagt, at du skal bruge din kostbare tid på at kommentere på det, jeg skriver, på facebook eller andre steder – for at vi derefter kan lave pseudointeraktion i et alenlangt kommentatorfelt, indtil nogen afsporer debatten med at fortælle en historie fra deres eget liv, der på ingen måde relaterer til den oprindelige diskussion, men så fik vedkommende lige afløb for sit had til en specifik befolkningsgruppe/fortalt om sin afdøde hund/spildt alle andres tid.
Nej, her mener jeg egentlig bare “interaktion” som i, at mine tanker måske kan vække eksistentielle genklange i dit hoved; og at det så måske inspirerer dig til at formulere tanker om meningen med livet – tanker, der igen kan vække genklang hos andre.
Ja, det er sikkert en alt for højpandet og selvfed målsætning at have med sit navlepilleri, så hvis du ikke kan bruge den her blog til en skid, helt fint.
Men måske du så kan bruge den til at skide til.
Forstå mig ret… nej, ikke sådan der
Jeg brugte rigtig lang tid på at overveje, hvad der skulle være den første sætning i mit første blogindlæg. Nu blev det så dén sætning.
Normalt bruger jeg ikke ret lang tid på at tænke på, hvad jeg skriver – jeg skriver bare og så redigerer jeg bagefter, hvis det kommer forkert ud. Det er fordelen ved skriftsproget frem for talesproget. Når jeg taler derimod; der siger jeg også bare, hvad jeg føler for, men har til gengæld ingen anden redigeringsmulighed end et akavet undskyld.
Hvorfor var det så anderledes med denne tekst? Hvorfor brugte jeg lang tid på at overveje den første sætning denne gang? Fordi jeg gerne vil ramme en bestemt tone – min indre stemme – så når du læser dette, så læser du rent faktisk, hvad jeg prøver at sige; hvad jeg virkelig mener.
Og det er en tåbelig idé at have, når man skriver. Det fører kun til skriveblokering og angstanfald. Det er i det hele taget en tåbelig idé at have på noget, jeg foretager mig: tanken om, at jeg på nogen måde kan kontrollere dit billede af mig.
For jeg ville aldrig kunne styre, hvordan du hører, læser eller opfatter noget, jeg formulerer. Du placerer det jo ind i din kontekst. Måske har du en dårlig dag og tænker lige nu, at jeg bruger utroligt meget af din dyrebare overspringshandlingstid på den her ligegyldige semi-metatekst.
Måske har du en god dag, fordi der helt uventet var kage på kontoret, og så tænker du, at du da godt kan læse bare et afsnit mere for at se, om alt det her snak fører til noget – selvom din erfaring med blogs sikkert er, at det gør det nok ikke. Men du har spist kage, og uventet kage er nu engang en form for nulstillings-viskelæder, der sletter alle tidligere negative erfaringer med verden, så vi igen kan møde den med friske øjne og chokolade i mundvigen.
Mere kage, mindre snak
Så hvis du stadig hænger på, så lad mig forsøge at forklare, hvorfor det er så vigtigt for mig at forklare mig…
Jeg ved ikke, om jeg er noget særligt i denne forstand, formentlig er det her et helt basalt grundvilkår for alle mennesker, men øj, hvor har jeg været i mange situationer, hvor andre fuldstændigt har misforstået mig. Hvor jeg har følt, at de ikke har set mig og ikke forstået, hvad det egentlig var, jeg prøvede at sige. Og det har ført til en masse rod, flere misforståelser, mere rod osv.
Og bagefter har jeg stået tilbage og tænkt: Hvad er der galt med alle de her mennesker!? Hvorfor kan de ikke forstå mig!?
Tanker, der altid uundgåeligt har ført til den konklusion, at jeg må prøve hårdere. Forsøge at gå endnu klarere igennem næste gang. Formulere mig endnu skarpere.
Mere rod og flere misforståelser senere er der stadig ingen, der forstår mig, og så bliver jeg virkelig frustreret og føler mig ensom og ulykkelig. Og alt sammen måske bare, fordi jeg forsøgte at forklare et medmenneske, hvorfor uventet kage har en eksistentiel værdi for vores livsanskuelse.
Mere Kierkegaard, mindre krise
Efter mange år med den her “kamp” for at gå klarere igennem, stødte jeg en dag på et citat af Kierkegaard, der viste, at han allerede for 170 år siden havde formuleret den her følelse bedre, end jeg selv kunne (filosofer har det med at gøre den slags). Han skrev nemlig: “Folk forstår mig så lidt, at de ikke engang forstår mine klager om, at de ikke forstår mig.”
Det er faktisk ret sjovt formuleret, jeg grinede i hvert fald højt, da jeg læste det. Men egentligt er det jo også et utroligt spild af kræfter (kræfter, der kunne bruges bedre på at bage uventet kage til folk) at forsøge at beregne, hvordan jeg bedst bliver forstået. Fordi jeg vitterligt ikke kan kontrollere den kontekst, jeg bliver set i. Jeg har ingen indflydelse på, om du har fået kage eller kritik, inden du klikkede herind på min blog.
Så i stedet bør jo jeg arbejde på at være mere ligeglad med alle de misforståelser, der opstår. Simpelthen at acceptere, at folk ikke forstår mig.
Men… det er dælme hårdt at trække på skuldrene over sin egen selvforståelse; bare lade den svæve derude og lade andre gøre med den, hvad det passer dem.
Det er desværre bare den mest fornuftige håndtering af problemet. Og samtidig kunne det være fantastisk, hvis jeg også engang kunne blive i stand til at nyde den grundlæggende sjovhed, der er kodet ind i vores fejlbehæftede interaktioner.
Tænk at jeg kan sige til en fyr i byen, at jeg ikke leder efter et fast parforhold, og han kan høre det som here comes the bride. Eller, at jeg kan sige til min kollega, at jeg ikke blev fornærmet over hans kommentar, og han derefter indleder samtlige efterfølgende samtaler med at undskylde for den kommentar, som jeg nu ikke engang længere kan huske, hvad handlede om.
Eller at jeg kan gå på scenen og lave en joke, der har til hensigt at udstille racister/pædofile/sexister/alfonser/jazzfans, og tre mavesure publikummer hører det, som om jeg lige har sagt noget racistisk/pædofilt/sexistisk/alfonsisk/jazzistisk.
Eller, at jeg kan lave en blog, hvor det første indlæg handler om, at jeg ikke kan styre, hvad du tænker om mig og mine meninger, og alligevel vil der formentlig være nogen læsere (ikke dig, du har jo fået kage, men nogle andre…) som på et tidspunkt vil føle, at jeg træder dem over tæerne med meninger – meninger, jeg slet ikke selv mener at have givet udtryk for.
Kommunikation er faktisk ret sjovt – især når det går skævt!
Velkommen til min blog.