Forstå mig ret… nej, ikke sådan der

Jeg brugte rigtig lang tid på at overveje, hvad der skulle være den første sætning i mit første blogindlæg. Nu blev det så dén sætning.
Normalt bruger jeg ikke ret lang tid på at tænke på, hvad jeg skriver – jeg skriver bare og så redigerer jeg bagefter, hvis det kommer forkert ud. Det er fordelen ved skriftsproget frem for talesproget. Når jeg taler derimod; der siger jeg også bare, hvad jeg føler for, men har til gengæld ingen anden redigeringsmulighed end et akavet undskyld.
Hvorfor var det så anderledes med denne tekst? Hvorfor brugte jeg lang tid på at overveje den første sætning denne gang? Fordi jeg gerne vil ramme en bestemt tone – min indre stemme – så når du læser dette, så læser du rent faktisk, hvad jeg prøver at sige; hvad jeg virkelig mener.
Og det er en tåbelig idé at have, når man skriver. Det fører kun til skriveblokering og angstanfald. Det er i det hele taget en tåbelig idé at have på noget, jeg foretager mig: tanken om, at jeg på nogen måde kan kontrollere dit billede af mig.
For jeg ville aldrig kunne styre, hvordan du hører, læser eller opfatter noget, jeg formulerer. Du placerer det jo ind i din kontekst. Måske har du en dårlig dag og tænker lige nu, at jeg bruger utroligt meget af din dyrebare overspringshandlingstid på den her ligegyldige semi-metatekst.
Måske har du en god dag, fordi der helt uventet var kage på kontoret, og så tænker du, at du da godt kan læse bare et afsnit mere for at se, om alt det her snak fører til noget – selvom din erfaring med blogs sikkert er, at det gør det nok ikke. Men du har spist kage, og uventet kage er nu engang en form for nulstillings-viskelæder, der sletter alle tidligere negative erfaringer med verden, så vi igen kan møde den med friske øjne og chokolade i mundvigen.

Mere kage, mindre snak
Så hvis du stadig hænger på, så lad mig forsøge at forklare, hvorfor det er så vigtigt for mig at forklare mig…
Jeg ved ikke, om jeg er noget særligt i denne forstand, formentlig er det her et helt basalt grundvilkår for alle mennesker, men øj, hvor har jeg været i mange situationer, hvor andre fuldstændigt har misforstået mig. Hvor jeg har følt, at de ikke har set mig og ikke forstået, hvad det egentlig var, jeg prøvede at sige. Og det har ført til en masse rod, flere misforståelser, mere rod osv.
Og bagefter har jeg stået tilbage og tænkt: Hvad er der galt med alle de her mennesker!? Hvorfor kan de ikke forstå mig!?
Tanker, der altid uundgåeligt har ført til den konklusion, at jeg må prøve hårdere. Forsøge at gå endnu klarere igennem næste gang. Formulere mig endnu skarpere.
Mere rod og flere misforståelser senere er der stadig ingen, der forstår mig, og så bliver jeg virkelig frustreret og føler mig ensom og ulykkelig. Og alt sammen måske bare, fordi jeg forsøgte at forklare et medmenneske, hvorfor uventet kage har en eksistentiel værdi for vores livsanskuelse.

Mere Kierkegaard, mindre krise
Efter mange år med den her “kamp” for at gå klarere igennem, stødte jeg en dag på et citat af Kierkegaard, der viste, at han allerede for 170 år siden havde formuleret den her følelse bedre, end jeg selv kunne (filosofer har det med at gøre den slags). Han skrev nemlig: “Folk forstår mig så lidt, at de ikke engang forstår mine klager om, at de ikke forstår mig.”
Det er faktisk ret sjovt formuleret, jeg grinede i hvert fald højt, da jeg læste det. Men egentligt er det jo også et utroligt spild af kræfter (kræfter, der kunne bruges bedre på at bage uventet kage til folk) at forsøge at beregne, hvordan jeg bedst bliver forstået. Fordi jeg vitterligt ikke kan kontrollere den kontekst, jeg bliver set i. Jeg har ingen indflydelse på, om du har fået kage eller kritik, inden du klikkede herind på min blog.
Så i stedet bør jo jeg arbejde på at være mere ligeglad med alle de misforståelser, der opstår. Simpelthen at acceptere, at folk ikke forstår mig.
Men… det er dælme hårdt at trække på skuldrene over sin egen selvforståelse; bare lade den svæve derude og lade andre gøre med den, hvad det passer dem.
Det er desværre bare den mest fornuftige håndtering af problemet. Og samtidig kunne det være fantastisk, hvis jeg også engang kunne blive i stand til at nyde den grundlæggende sjovhed, der er kodet ind i vores fejlbehæftede interaktioner.
Tænk at jeg kan sige til en fyr i byen, at jeg ikke leder efter et fast parforhold, og han kan høre det som here comes the bride. Eller, at jeg kan sige til min kollega, at jeg ikke blev fornærmet over hans kommentar, og han derefter indleder samtlige efterfølgende samtaler med at undskylde for den kommentar, som jeg nu ikke engang længere kan huske, hvad handlede om.
Eller at jeg kan gå på scenen og lave en joke, der har til hensigt at udstille racister/pædofile/sexister/alfonser/jazzfans, og tre mavesure publikummer hører det, som om jeg lige har sagt noget racistisk/pædofilt/sexistisk/alfonsisk/jazzistisk.
Eller, at jeg kan lave en blog, hvor det første indlæg handler om, at jeg ikke kan styre, hvad du tænker om mig og mine meninger, og alligevel vil der formentlig være nogen læsere (ikke dig, du har jo fået kage, men nogle andre…) som på et tidspunkt vil føle, at jeg træder dem over tæerne med meninger – meninger, jeg slet ikke selv mener at have givet udtryk for.
Kommunikation er faktisk ret sjovt – især når det går skævt!

Velkommen til min blog.