Jeg tænker, derfor er jeg ikke en robotstøvsuger

Der findes næppe noget, der på en og samme tid kan være så fedt og så ubehageligt som at høre andre beskrive en. Den der sætning, de kan smide, som kort opsummerer hele deres opfattelse af mig.
Sætningen kan være flatterende, og den kan være det modsatte – og begge dele kan man jo så være enten enig eller uenig i. Det bedste er naturligvis flatterende sætninger, som man er enig i. Det værste er uflatterende sætninger – især hvis man er enig i dem!
Og jeg ved selvfølgelig godt, at andres mening om mig ikke bør betyde noget for min selvopfattelse, men samtidig er der også bare en selvliderlig djævel i mig, der elsker tanken om, at andre laver vurderinger af mig – aka “jeg er ikke en ubetydelig eksistens, som ingen interesserer sig for.”
Under alle omstændigheder er der en sætning, jeg ret tit hører, når folk laver deres lille “du er jo sådan og sådan-opsummering”, nemlig sætningen: “Du tænker for meget over tingene.”
Det er for kliché at lave en “hvis jeg havde en femmer for hver gang…”, for hvis jeg virkelig havde en femmer for, hver gang jeg havde hørt den sætning, var jeg så rig, at jeg havde hyret tankelæsende lejemordere til at stå omkring mig og omgående eliminere mennesker, der bare så meget som overvejede at sige den sætning til mig igen.
Jeg hader, når folk opsummerer mig som en, der tænker for meget. Fordi de har ret!? Ja sgu! Men hvad fuck bruger de selv deres hoveder til!? Altså udover at lukke lort ud om mig.

Kattebakkeblikket
Der er nemlig kun to mulige grunde til, at folk smider tænker-for-meget-sætningen på mig. Enten siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Det gør jeg ikke.”
Eller også siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Du lever oppe i dit hoved i stedet for i den virkelige verden. Under-underforstået: Det gør jeg ikke.”
Den første forklaring er klart den letteste at håndtere for min selvfølelse. At folk synes jeg tænker for meget, fordi de ikke selv gør. Så kan jeg rigtigt sidde og føle mig klogere og højere på strå og som et bedre menneske (og derefter straks føle mig som et meget dårligere menneske, fordi jeg ikke har lyst til at føle mig bedre…)
Men jeg har efterhånden lært at genkende tegnene på, at folk synes, at jeg har gjort mig for mange tanker om noget, nemlig i det blik, de får i øjnene, det blik, jeg kalder kattebakkeblikket.
Kattebakkeblikket er, som alle katteelskere ved, det blik, katte laver, når de er på bakke. De vender ligesom deres blik indad og bliver helt tomme i øjnene. (Jeg har én gang været på stripbar og set stripperne der lave nøjagtig det samme blik, så jeg kunne også have kaldt det for stripperblikket, men jeg har ærligt talt ikke set strip nok til at vide, om de altid gør det, men katte gør det altid på bakke… Eller lad os sige det på den her måde: katte gør det altid, når jeg observerer dem på bakken. Måske ser de anderledes ud, når der ikke er småskumle mennesketyper, der betragter dem, mens de skider.)

Så drejer selvsvinget
Jeg ved, at når jeg har talt i et stykke tid om et emne, og personen foran mig laver kattebakkeblikket, at så har min tankestrøm sat dem af. Og det er egentlig okay, for det meste. Jeg kan nemt komme til at køre ud af nogle ret indviklede tangenter og associationer, der ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig selv (og nogle gange ikke engang det.)
Selvfølgelig er det et problem, hvis det eneste, jeg har sagt er: “Jeg vil gerne have en nr 12 uden løg”, og personen foran mig så laver kattebakkeblikket.
Men typisk er det nu, når jeg har lavet en mundtlig fristil og sprunget fra opskriften på pandekager til spisevaner til filosofi til parforhold tilbage til spisevaner til religion til politik til meningen med livet på fem minutter. Så må jeg lige trække vejret og sige “okay” til mig selv, “måske skulle jeg prøve det der dialog i stedet for.”
Og så siger jeg “hvad mener du om det?” Og så siger de, “du tænker for meget over tingene.” Og så dør samtalen rimelig effektivt ud.

Hvad fuck mener du!?
Selvfølgelig tænker jeg meget over tingene. Jeg forstår slet ikke, at nogen ikke gør!
Et tydeligt clash mellem mig og disse tanketomme typer er, når vi har set en film sammen. Jeg har inden for fem sekunder, efter rulleteksterne er gået på, en analyse af, hvorfor jeg kunne eller ikke kunne lide den her film. Men de tanketomme tænker ikke på den måde. Tanketomme mennesker kan nøjes med at sige sætninger som: “Den var da meget god. Hvorfor? Det ved jeg ikke, det synes jeg bare.”
Årh, monsterprovokation!
Du må da have om ikke andet så en fornemmelse af, hvorfor du føler, som du gør? Vi behøver ikke en lang snak om din barndoms traumer, og at du også altid har drømt om at synge i skolens kor, du kan bare sige, at du syntes, historien var godt skruet sammen, at skuespillet var godt, eller at du havde en popcornskal mellem fortænderne og derfor bare hadede alt, hvad Daniel Day-Lewis sagde.
Desværre ender den her type samtaler mellem mig og de tanketomme som oftest med en anklage, om at jeg tænker for meget, og at jeg derfor er for meget oppe i mit hoved i stedet for bare at leve livet. De mener kort sagt, at jeg tænker tingene ihjel.
Som om jeg har fået en mindre oplevelse ud af filmen, fordi jeg er i stand til at beskrive, hvordan min oplevelse var. Som om jeg har siddet undervejs og tænkt tanker, om hvordan jeg skulle formulere mine tanker om oplevelsen efterfølgende, i stedet for at “bare at opleve”. Som om mine tanker ikke kan opstå fire millisekunder, før jeg formulerer dem.
Men hov, siger jeg nu, at folk, der ikke er i stand til at beskrive en film i to sætninger efter et sekunds betænkningstid, har fået en mindre oplevelse ud af den, end jeg har? Nej-nej, slet ikke. En efterfølgende analyse siger intet om oplevelsen. Analysen har bare en funktion i sig selv, og jeg forstår ikke, at disse mennesker ikke mangler den funktion.

Trial-error-reflexion
Et af problemerne med at skabe kunstig intelligens er, at computeren ganske vist kan lære – og lære ret meget mere effektivt, end vi kan – men den kan ikke føle, så den har ikke nogen vægtning af sin lærdom. Computeren kan godt nok statistisk se, at det er smartere at lave det her skaktræk frem for et andet, men den kan ikke fornemme om modstanderen lige om lidt bliver så sur over at tabe, at han smadrer computeren. Det kan vi, fordi vi trækker på følelseserfaringer i stedet for statistik og logik.
Computere lærer gennem trial-error, men vi har et element mere, vi er trial-error-reflexion. Hvilket betyder, at vi – fordi vi følelsemæssigt reflekterer over vores oplevelser – kan trække på erfaring fra en helt anden kontekst. Vi kan ovenikøbet trække på en kontekst, vi måske kun har set på film. Og derved kan vi håndtere fundamentalt anderledes oplevelser, end dem vi er vant til at stå i.
Men det kræver selvfølgelig, at vi tænker over tingene. Hvis man aldrig spekulerer over, hvorfor man ikke kan lide film med øksemordere, der står gemt i soveværelsesskabe, så kommer man jo bare til at se gyserfilm igen og igen og hver gang være ved at dø af skræk og mareridt, når man kommer i seng.
Jeg kan ikke lide gyserfilm, fordi jeg lever mig alt for meget ind i dem, og så forfølger de ubehagelige følelser mig i flere dage, og jeg tør ikke lægge mig til at sove, før jeg har blokeret mit skab med vasketøjskurven.
Og ja, det er ikke en specielt avanceret analyse af mit forhold til gyserfilm, men jeg har i det mindste tænkt over det og handlet derefter, for nu ser jeg aldrig lortet mere: Jeg prøvede det, det var en fejl, jeg reflekterede, og fremover begår jeg ikke den fejl igen.
Så når folk anklager mig for at tænke for meget og ikke nyde livet nok, spekulerer jeg bare over noget (og ja, det er yderligere tænkning – blot for at understrege deres anklage.) Men kan de egentlig nyde et liv, hvor de gentagne gange kommer ud for de samme problemer, fordi de bare ikke tænker sig om?
Det er et spørgsmål, jeg sandsynligvis aldrig får svar på. Jeg kan ikke – selv med al min tænkning – analysere mig frem til et godt svar, og de kan ikke give mig andet end et: “det ved jeg ikke, det har jeg ikke tænkt over.”
Tillykke du er en robot. Støvsug mit gulv!