Forventelige reaktioner på feminisme

I mange år har jeg været virkelig træt af at være feminist. Eller lad mig lige omformulere det; jeg er naturligvis ikke træt af at mene, at alle mennesker uanset køn (seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse og kæledyrspræferencer) skal have lige rettigheder, muligheder og i øvrigt ikke jordes på grund af deres køn (eller på grund af deres seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse eller kæledyrspræferencer.)
Men jeg har været træt af reaktionerne, jeg får på at sige, at jeg er feminist. Fordi de er så fucking forudsigelige, at min sjæl dør en lille smule, hver gang skal have den der deja vu-båndsløjfe-fornemmelse af at starte forfra på Feminisme ono-o-one med en eller anden ignorantus, som ikke ved helt basale ting om mennesker og samfundet.
Forventelige uvidende reaktioner kommer godt nok ikke kun i forbindelse med diskussioner om feminisme, men jeg vil anslog, at i hvert fald halvdelen af de gange, min sjæl tager pistolen frem for at skyde sig selv i hovedet, har emnet været ‘noget med køn’.

Hvis Blachman taler, og ingen hører det, findes han så?
Pt kører for eksempel en meget forventelig reaktion på den feministiske kritik af DR2-programmet Blachman, og den reaktion viser egentlig så fint, hvorfor det er så trættende at forsøge at diskutere køn i det her land (i den her verden).
Det første forudsigelige, der skete var, at der kom en pressemeddelse ud om programmet, hvor det var helt tydeligt, at DR og Blachman havde brugt rigtig god tid på at finde de mest provokerende buzzwords for at tirre så mange feminister så muligt – fordi feminister desværre også er ret forudsigelige; forstået på den måde, at de fleste feministiske organisationer ikke bare kan sidde stille og lade være med at kommentere på kvindenedgørende ting.
Jeg foreslog engang en ægte rødstrømpe den enkle løsning: “Kan I ikke bare ignore idioterne!?” Og hun så helt underlige ud i hovedet og sagde: “Det kan vi da ikke!”
Og selvfølgelig kan man det, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler, at de ikke kan. For hvis alle bare bliver trætte som mig og trækker sig fra debatten, får idioterne så ikke frit spillerum?
Måske gør de det, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det nogle gange kan være smart at aflure, når de her idioter altså bare er ude på at få opmærksomhed – i form af feministisk kritik – og så… lade være med at give dem det.
1-0 til uforudsigelighed.

Sex-brok-sælg
Alle i reklamebranchen ved jo efterhånden, at de tider er forbi, hvor sex solgte i sig selv. Nu er der to muligheder tilbage; enten kamuflerer de sex med humor, så de har et glimt i øjet, når de viser den erotiske kilden med en fjer, eller også – hvis de er larmende uoriginale – går de pornovejen og bruger hele hønen, så de om ikke andet får noget forargelse op at stå.
Et godt eksempel på det her er sodapis-producenten Cult, der med jævne mellemrum lancerer grotesk sexistiske reklamer, fordi de ved, at det giver meget medieomtale, når nogle feminister bliver sure. Fuldstændig samme mekanisme brugte DR i deres omtale af Blachman.
Og så skete der naturligvis to dybt forudsigelige ting: 1) feministerne blev sure og 2) alle (inklusiv feministerne selv) blev vildt nysgerrige for at se det her program.
Især fordi DR blev hjulpet godt på vej af alle dem, der fik meget travlt med at irresætte den feministiske kritik med et “lad os nu lige se, hvad det handler om først.”
Hold nu kæft med det bavl!
Ja, undskyld mig, men det er sgu da for nemt at affærdige reel kritik på den måde. For uh, vi ved jo alle sammen, at man ikke må udtale sig om noget, man ikke ved noget om, ikke? Så derfor er det såre nemt at jorde dem, der begynder på en kritik af noget, inden dette er blevet sendt/udgivet/afsløret. Jeg har ikke tal på de twitter-facebook-papirmedie-kommentarer, jeg har set den seneste uge med variationer over: “Typisk feminister at hidse sig op på forhånd uden at have sat sig ind i sagerne.”
Og så bliver det nærmest sådan helt bagvendt-tydeligt, hvem der ikke har sat sig ind i sagerne, fordi det er jo netop den viden, feminister har – om objektivisering af kvindekroppen og om mandens traditionelle roller som (be)hersker af den – det er den viden, der gør os i stand til at udtale os på forhånd og problematisere, at dette gøres til genstand for et tv-program – især på en licensbetalt tv-station.
(Man tænker nemlig naivt, at DR repræsenterer en højere moral, end de kommercielle kanaler, men når det kommer til at være seertalsliderlige, er DR dog helt på samme højde! (Og ironisk nok ville både TV3 og Kanal5 formentlig have sagt nej, hvis de var blevet præsenteret for et program som Blachman – ikke fordi de har højere moral end DR, men fordi de ville have syntes, at det lød dødkedeligt: “Så der er nøgne kvinder og sexistiske mænd… ja-ja, men er de fulde og knalder i en pool, nej? Nå, så har vi allerede et meget bedre koncept selv, tak.”))

Det pikløse samfund svinger med.. nå ja pikken
I øvrigt er det et af grundlagene i vores medielovgivning, at det er muligt at få nedlagt fogedforbud mod en udgivelse/transmission, så det ikke bliver udsendt, hvis man på forhånd mener, at indholdet kommer til at være imod lovgivningen – i form af injurier osv. Så selvfølgelig skal man kunne kritisere og problematisere et tv-program, inden det er blevet sendt.
Når det er sagt, så ved jeg udmærket godt, at Blachman ikke bryder loven ved at vise nøgne damer og være lummer, men det burde det måske…
Nej, det mener jeg naturligvis ikke. Jeg elsker ytrings- og kunstnerisk frihed, så jeg vil selvfølgelig helst, at vi undgår at lave nogen form for begrænsninger på det, vi må sige – ikke engang på mandschauvinistisk idioti. (Det vil jeg i stedet anbefale, at vi tier ihjel.)
Men en anden nylig feministisk kritik kom i form af udgivelsen af en rapport fra Nordisk Ministerråd for Ligestilling, hvori de henviser til den omsiggribende antifeminisme i samfundet og blandt andet foreslår en skærpet lovgivning over for trusler og detslige, der har udspring i køn.
Dette blev naturligvis, helt forudsigeligt, i mange medier – både de traditionelle og de sociale – udlagt til, at det skal være ulovligt at udtale sig kritisk om feminisme. Underforstået, at den slemme, slemme (svenske) statsfeminisme, der tvinger drenge til at sidde ned og pisse i børnehaverne, snart kommer til Danmark og stjæler den sidste rest af den maskulinitet, der er tilbage i det pikløse samfund, som vi åbenbart ifølge Blachman har udviklet os til
(Og ja, mit eget liv er desværre ret pikløst lige for tiden, men jeg håber da virkelig, at det er forbigående og ikke en reel tendens, for så bliver der sgu frygteligt kedeligt i dobbeltsengene fremover.)

Kender I det, at kvinder bare ikke er lige så meget værd?
Det her er nemlig en anden, og helt typisk reaktion, man får på at sige, at man er feminist; at man bliver behandlet, som om man er medlem af et politisk parti, hvis ideologi kan diskuteres på linje med kontantshjælpsreformen og 2020-planen.
Ikke dermed sagt, at vi ikke kan diskutere de politiske forslag, der udspringer af feminisme, som eksempelvis kønskvoter og lovgivning mod købesex – det er netop politisk. Men at diskutere feminismens grundlag, nemlig at samfundet udadtil er indrettet på mænds vilkår og forfordeler kvinder (og at det indadtil i familien i dagens samfund i høj grad er indrettet på kvinders vilkår og forfordeler mænd), dét er simpelthen så uendeligt trættende.
Desværre er det også den diskussion, jeg oftest ender i, fordi jeg har valgt at være i en så mandsdomineret branche som stand-up-branchen – en branche som i manges øjne tilmed er voldsomt sexistisk. Det er jeg ikke dog ikke enig i – bare fordi mine kolleger laver jokes om kvinder fra en mands synspunkt er det ikke per definition sexisme. Faktisk synes jeg, at det er både vigtigt og også i øvrigt ofte skideskægt at se mænd forholde sig til kønsspørgsmål.
Men jeg kan simpelthen ikke stoppe med at undre mig over, at nogle af mine mandlige kolleger, som virkelig kan blive rasende – grænsende til rødsprængte i øjnene – over racister og dedikere store dele af deres shows på at svine de her KKK-typer til, efterfølgende og uden at blinke kan slå over i en joke, hvori kvinder eller kvindekroppen latterliggøres uden anden årsag end det, at vi er kvinder.
Selvfølgelig skal man gøre grin med kvinder – for vi gør vildt mange dumme ting hele tiden, og vi kan også være store idioter – men nogle gange, når jeg hører de her jokes om kvinder, står jeg for mig selv og indsætter ordet “muslim”, “jøde” eller “neger” i stedet for ordet “kvinde”, og pludselig er joken væsentlig mindre sjov – nu er den bare generaliserende, dum og underbygger en allerede eksisterende fordom (om at muslimer ikke kan parallelparkere, at jøder ikke kan argumentere logisk, og at negere over 30 har lange, klamme patter.)

Se lige ud over din egen pikkemand engang, gider du!
Måske virker det lidt “skide i egen rede”-agtigt at kritisere mine kolleger på den måde, men for mig repræsenterer de bare glimrende den gennemsnitlige danske mand – søde, openminded, intelligente og generelt ikke synderligt nedladende over for kvinder.
Alligevel har de færreste af dem skænket en tanke, at det kan være en fordel at være født som mand. (Ikke alle komikere er dog ubekendte med dette, du kan eks. nyde, desværre afdøde, George Carlin tale om kvinder her.)
Faktisk bliver de fleste mænd decideret sure, hvis man kommer til at sige højt, at deres køn giver dem fordele, som kvinder ikke har – hvilket er endnu en forudsigelig reaktion på feminisme: “Hey, mænd har det faktisk også hårdt.”
Og igen, det undrer mig altså virkelig, at man(d) kan have det sådan. Jeg mener; jeg har venner af anden etnisk herkomst, og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg er så meget bedre stillet i det her samfund, end de er. Bare det faktum, at min veninde med asiatiske rødder stort set ikke kan gå ned af en gade, uden at nogen råber “thailuder” efter hende, det viser da, at hun oplever så mange fordomme og begrænsninger, som jeg som vinterbleg-året-rundt dansker aldrig nogensinde kommer ud for. Hvis hende og jeg var oppe imod hinanden til et job, vi var nogenlunde lige kvalificeret til, og jeg fik det, ville jeg da for evigt spekulere over, om det var vores hudfarver, der gjorde udslaget.
Hvorfor kan mænd ikke se det samme med kvinder? Hvorfor kan de ikke se, at vores kroppe konstant bliver objektiviseret? At vi jævnligt bliver hånet og nedgjort alene på grund af vores køn?

Mor skal nok klare den, når far er sådan et fjols
Igen; jeg kan da også godt se den gigantiske fordel, jeg har af mit køn i forhold til eksempelvis børn. Hvis jeg fik børn, ville min status som mor være uendeligt højere, end en mands status som far. Og af den grund kunne jeg aldrig drømme om at svine en mand til, hvis han beklager sig over, at han ikke kan få forældremyndigheden over sine børn. Jeg synes Foreningen Far er en genial organisation. Flere af den slags, tak!
Men hvorfor kan mænd ikke se det den anden vej? Hvorfor bliver de så vrede over kvinder og organisationer, der gør opmærksomme på de uretfærdigheder, der er over for kvinder i samfundet?
(Hvis du er i humør til lidt deprimerende læsning om bare nogle af uretfærdighederne – i form af vold mod kvinder – så læs den her klumme. Og hvis du læser kommentarerne også, vil du i øvrigt se en fjerde helt klassisk reaktion på feminisme, nemlig “øh, det er faktisk lige så slemt at være mand, ja, vi får også tæsk hele tiden, nå!”
Man bliver så træt! Det er sgu da ikke det samme, din store, fede ….! At gå i byen og få et par på kassen – af andre mænd! – er sgu da ikke det samme som, at kvinder udsættes for systematisk vold og undertrykkelse i deres eget hjem af den mand, der traditionelt set har haft råderet over dem – og stadig har det mange steder i verden.)

Det er vel også kvindernes skyld, at det er kvindernes skyld
Jeg vil så nødig slå ind på det spor, der handler om, at der er en antifeministisk højredrejning i gang i samfundet, fordi 1) der er skrives mange virkeligt gode blogs om det her i forvejen (tjek evt. Mandfjols) og 2) jeg bliver så uendelig trist over, at svaret på de ovenstående spørgsmål skulle være, at mænd bare hader kvinder. At der skulle være en eller anden freudiansk kastrationsangst, som gør, at mænd føler trang til jorde os med bryster i angsten for at miste deres egen eksistens.
Og så kommer Blachman ind igen med alt dens forudsigelighed udi afmaskuliniseringen af mændene – og hvordan det er kvinders skyld. Jeg har allerede brugt mange linjer her (og her) på debatten om feminiseringen af folkeskolen, og her er fuldstændig den samme retorik: Det er kvindernes skyld, at mændene har det hårdt.
Uden dog selv at have set Blachman morede jeg mig meget over gengivelsen af, hvordan han for eksempel får det gjort til kvindernes skyld, at samfundet er blevet pornoficeret…
Okay så. Hvis det skal forståes på den måde, at skylden ligger hos de kvinder, der lidt for velvilligt tager deres tøj af i alle mulige og umulige sammenhænge – ikke mindst i Blachmans eget tv-program – så kan vi da godt sige, at det er kvindernes skyld.
Men hvis vi absolut skal placere skyld – og det skal vi jo, for det er åbenbart trenden i dag; ingen vil tage ansvar, alle vil placere skyld – kunne vi så ikke lægge bare lidt af skylden for pornoficeringen hos det køn, der rent faktisk stadig køber, at sex sælger!?

Faktum, fordom – blabla, hvad er forskellen?
Og ja, nu lægger jeg selv op til endnu en forventelige reaktion på feminisme, nemlig, at jeg generaliserer omkring mænd – og at vi feminister derfor er lige så slemme, faktisk værre, end alle andre, fordi vi påstår, at vi arbejder for at fjerne generaliseringer, og så går vi selv rundt og laver dem: “Ha ha, hvad med dig selv, feministfisse!”
Så døde min sjæl helt, så er der simpelthen ikke mere feministisk kampgejst i mig, jeg er færdig. Jeg orker ikke snakke med mennesker, der ikke kan se forskel på generaliseringer på baggrund af statistisk og videnskab og generaliseringer på baggrund af fordomme:
Kvinder kan ikke argumentere = fordom.
Mænd er hovedforbrugere af porno = statistisk faktum.
Mænd er dårligere forældre = fordom.
Kvinder er dårligere stillede end mænd på stort set alle områder af samfundet = statistisk faktum.
Mænd er pikløse = fordom.
Kvinder er dårligere end mænd til at parallelparkere = statistisk faktum, der dog udløses af en fordom. (Hvis du altid får at vide, at du er dårlig til noget, vil du automatisk blive dårligere til det – det kaldes priming, og det har Malcom Gladwell blandt andet skrevet om i en virkelig dejlig bog, som jeg har henvist til før, men jeg bliver ved med at gøre det, indtil du har læst den! (I øvrigt kan man diskutere, hvad der rent faktisk ligger bag statistikken. Ganske rigtigt laver kvinder statistisk set flere parkeringsskader end mænd, men kvinder bruger formentlig også oftere bilen til ærinder, der indebærer parkeringer.))

Jeg tager Jørgen Leths bøger, som jeg vil
Yderligere en forventelige reaktion på feminisme er desværre også en af de rigtigt slemme; nemlig at den feministiske kritik aldrig bliver taget til efterretning. At vi protesterer og argumenterer og fremlægger statistikker og rapporter fører i bedste fald til et skuldertræk, i værste fald sker præcist det modsatte af det, feministerne forsøger at få igennem.
I tilfældet med Blachman skete der det, at en masse ikke-feminister blev gjort opmærksomme på programmet på grund af kritikken. De besluttede sig derfor for, at de ved selvsyn ville danne sig deres mening om det her, som feministerne nu havde hylet op om (som jo også var det, DR havde satset på.)
De her ikke-feminister ser så programmet, men forholder sig ikke til den feministiske kritik, i stedet forholder de sig til programmet “på programmets præmisser,” som de vil kalde det, når de eksempelvis anmelder det for deres avis.
Nøjagtig det samme skete med Jørgen Leth-sagen, dengang han udgav sin bog, Det uperfekte menneske, hvori han skriver at om tage kokkens datter, som det passede ham.
I stedet for at forholde sig til det, der egentlig var den feministiske kritik; nemlig det udtryk for den hvide mands udbytter-seksualitet, der blev fremstillet. Så blev bogen læst og anmeldt af flere, end hvis Goethe var opstået fra de døde og havde udgivet en ny bog, og Jørgen Leth som kunstner blev taget i forsvar – og nogle gik i den anden grøft og hadede ham og kaldte ham en gammel gris. Og begge dele var for så vidt fuldstændigt ligegyldigt, for det var bare afsporinger, det var egentlig slet ikke det, den feministiske kritik oprindeligt handlede om; den handlede om mandens seksualitet.

Kvinden er et sexobjekt og/eller en heks
Hvilket er nøjagtig det samme der sker med Blachman nu. Den feministiske kritik forsøger at problematisere den maskulinitetsopfattelse og seksualitet, som Blachman og programmet repræsenterer, men i stedet kommer hele debatten nu til at handle om ham som person (og det havde Blachman sikkert også satset på.)
Anmeldere forholder sig til programmet “på programmets præmisser”, nogle synes endog at det er et originalt koncept (og ingen tænker over, at de ikke ville have skænket dette “originale koncept” to linjers avisplads, hvis det ikke var for den forudgående hype.)
Og midt i alt den forholden sig til tingene på “tingenes præmisser” forsvinder den feministiske kritik altså ud af billedet. Det er nærmest en lille “ja, nu hvor damerne har sagt deres forudfattede fnidder, så kommer de seriøse mænd m/k på banen og forholder sig til det virkelige indhold.”
Men det var det virkelige indhold, den feministiske kritik gik på. Programmet skriver sig jo ind i en lang tradition for kun at betragte kvinden på to måder: at se kvindekroppen som et objekt og at anse kvindesjælen som værende skyld i alverdens ulykker.
De monoteistiske religioner har gjort det her i over 2000 år, grækerne og romerne før dem, og i dag fortsætter vi så – som totalt hoved- og historieløse ignorantusser med den fremstilling af kvinder. Og når feminister formaster sig til at gøre opmærksom på det, så bliver den forventelige reaktion at se os som oversensitive og hysteriske, samt at lade være med at tage kritikken alvorligt. For pudsigt nok kan feministisk kritik ties ihjel, mens idioti åbenbart ikke kan.
Det er derfor, jeg så sjældent orker at diskutere det. Bare det at så mange mennesker i den her verden slet ikke vil anerkende, at der er et problem; at kønnene stadig er langt fra ligestillede.

At være slave er mit eget valg, som slavehandleren traf for mig
Jeg forestiller mig, at det må være sådan slavemodstanderne havde det for 200 år siden. De gik også dengang rundt i en verden, der var vildt uretfærdigt skruet sammen, men samtidig mødte de stort set kun mennesker, der nød godt af uretfærdigheden og derfor – underligt nok – ikke kunne se problemet.
Og ikke engang alle slaverne selv kunne se problemet, for mange af dem havde jo aldrig prøvet andet. De havde ikke fantasi til at forestille sig en verden, hvor de rent faktisk blev betragtet som individer på lige fod med andre – hvor deres sjæle og kroppe var deres egne, og hvor dét blev respekteret.
Hvilket leder mig hen til den sidste forventelige reaktion på feminisme, som også er den, der gør mest ondt, nemlig alle de kvinder, der ikke kan se problemet. Alle de kvinder, der modarbejder feministiske tiltag – hvadenten det er tiltag for at skabe bedre forhold for kvinder eller for mænd.
Voksne kvinder, der kan se mig direkte i øjnene og sige, at de aldrig har oplevet andet end, at de er helt ligestillede med mænd og to sekunder senere fortælle om en klam mand i bussen, der tog dem på røven. Kvinder, der mener, at man får løn som forskyldt – uanset om det gælder på arbejdsmarkedet, eller hvis man har en nedringet bluse på og bliver voldtaget. Kvinder, der med næb og kløer forsvarer deres bastion som den førende forældre, fordi om ikke andet, så har de da det.
Kvinder, der formentlig dybest set, bare er mere trætte i sjælen end mig. Trætte af konstant at blive mindet om, at vi er født ind i en verden, hvor vi bliver set som andenrangsmennesker, bare fordi vi er dem, vi er. Og derfor virkeligt gerne vil lade, som om at alting nok skal ordne sig, som gerne vil tro, at hvis man bare smiler nok, arbejder hårdt nok og ikke kæfter op om uretfærdigheder i tide og utide, så får man en fair chance.
Kvinder, der virkelig tror på, at alle idioter og alle problemer kan ties ihjel.
Og jeg kan mærke, at min sjæl også længes efter den tro. Den vil så gerne have fred, den er træt, den gider ikke flere idioter. Den orker ikke at starte diskussionen om køn op fra scratch for 10.000. gang, hver gang jeg taler med nogen om det.
Men mon ikke også slavemodstanderne nogle gange bare havde lyst til at skyde sig i hovedet, når nogen begyndte på en eller anden fordomsfuld smøre a la “slaver er slet ikke egnede til at tage vare på sig selv”!?
Og de vandt kampen. Ikke bare på kort sigt, men også i eftertidens opfattelse af slaveri som værende dybt forkasteligt. Mon kønsrelateret vold, ulige lønforhold og mødredyrkelse om 200 år vil blive betraget på samme måde? Jeg håber det, håber det virkeligt helt ind i min trætte, trætte feministfissesjæl.