We do not talk about sexism in Denmark

For anden gang på en uge har jeg en britisk journalist i røret. Hun har hørt, at jeg har udtalt mig kritisk om programmet Blachman og vil gerne have mig til at gentage kritikken i BBC World.
Her indlægger vi lige et hyperventilations-break, hvor jeg prøver at berolige min præstationsangst ved tanken om at skulle lave et live-indslag, hvori jeg ville være nødt til at formulere sætninger som: “the danes are not that political correct and therefore culturel biased towards sexism. We simply don’t seem to get why objectifying female bodies is so wrong…”
Men det er sagens kerne og derfor er det nødvendigt at få det sagt, selvom jeg er hundeangst for at komme til lyde som Villy Søvndal i en blender. (Og hvad nu jeg fucker så meget op i mine formuleringer, at jeg kommer til at svine mit elskede folkefærd uretmæssigt til!? Så bliver jeg landsforvist. Og hvor skulle jeg flytte hen, når jeg er så dårlig til mit eneste andet sprog!?)

Frittænkende fjollerier
De britiske journalister forstår det ikke rigtigt. De forstår godt, at vi danskere er et “liberal and free thinking people.” Men de kan ikke forstå, hvordan det kan betyde, at vi kan lave sexistiske tv-programmer. I deres optik burde de to ting udelukke hinanden.
Jeg prøver at forklare, at det på sin vis ligger i hele den afslappede, antiautoritære adfærd, som vi er vokset op med. Vi er på fornavne med lærere og læger og politikere – ja, selv med dronningen. (Jeg mødte engang kronprinseparret og havde sagt “du” til dem begge de første mange gange, inden det gik op for mig, at der vist egentlig findes et andet ord for “du”, som jeg reelt burde bruge i netop denne kontekst.)
Når alle danskere på den måde er i øjenhøjde; når ingen bliver betragtet som mere betydningsfulde end andre, så er det desværre også nemt at komme til at overskride de andres grænser.
Tag endelig ikke fejl. Den her frie, lige omgangstone er en af grundene til, at jeg elsker Danmark og danskere så meget. Og at jeg virkelig føler, at “hjemme er bedst”, når jeg har været ude at rejse. I andre lande er jeg konstant urolig for at komme til at sige noget forkert. I Thailand kan man eksempelvis blive fængslet for at kritisere kongefamilien, og jeg kan formentlig takke mine dårlige sprogkundskaber for, at jeg endnu er gået fri. For jeg lider virkelig under den frygtelige dansker- og komikerforbandelse, der giver mig en kompulsiv trang til netop at lave sjov med det forbudte. (Jeg er i øvrigt også arveligt belastet, idet mit fædrende ophav er en af de mange midaldrende, danske mænd, der er ude af stand til at gå gennem en lufthavn uden at sige ordet “bombe”.)

Du er grim og klam – og nærtagende!
I Danmark laver alle sjov med alle, og det er skønt. Det er virkelig frihed. Til gengæld er bagsiden af medaljen jo, at man aldrig kan tillade sig at blive fornærmet. Der var ikke mange danske muslimer, der brokkede sig over Muhammed-tegningerne – slet ikke sammenlignet med, hvor meget de tegninger satte resten af verden i brand.
Jeg spekulerer ofte på, om det skyldtes, at de danske muslimer også har vænnet sig til, at alting må latterliggøres her i landet – eller om de bare ved, at det ikke vil nytte noget at brokke sig. At de så ville blive beskyldt for at være for sarte og udanske.
Som tidligere mobbeoffer har jeg selv så tit prøvet at få kastet den i hovedet, når jeg forsøgte at forklare, hvorfor jeg følte mig mobbet: “Årh, kan du ikke tage en joke!? Slap nu af med at være så nærtagende.”
Og nu er jeg så sprunget ud som feminist. Nu oplever jeg igen og igen den – ofte lettere nedladende – måde, danskere håndterer kritik af deres adfærd: “Hvis ikke du kan tåle mosten og lugten i bageriet og frikadellerne og julesnapsen, må du hellere flytte til Forbuds-Femi-Sverige/Swazi-islami-land/bunden af havet.”

They do talk about it in Britain
Jeg har allerede sagt det meste af, hvad jeg har at sige om Blachman, og hvad jeg mener om den måde feministisk kritik altid bliver affærdiget. Men nu skal jeg så forklare alt det her til briterne. Det er straks sværere.
For briterne har bestemt ikke mindre sexisme, end vi har. Det er så vidt, jeg kan vurdere udefra, en på mange punkter mere sexistisk kultur end den danske. Men der er det mest den skjulte hverdagssexisme, der kommer til udtryk. Blandt lads på strip bars og i FHM Magazine og den slags. De dyrker det ikke så direkte på nationalt tv – og slet ikke på BBC.
Og når det er sagt, så gør de selvfølgelig også det, for sexisme er jo netop i høj grad en skjult mekanisme, der operer under overfladen. Det er sexisme, der gør, at vi taler om mænd og kvinder på en bestemt måde. At vi vælger mænd til én ting og kvinder til noget andet. At vi generelt betragter verden gennem et par briller, hvor vi igennem det lyserøde glas ser nogle helt andre mennesker, end vi gør igennem det lyseblå.
Men briterne lader alligevel til at være mere bevidste om den åbenlyse sexisme, og det er derfor Blachman chokerer dem sådan. I dag kunne de aldrig forestille sig at lave noget, der er så utvetydigt sexistisk og derefter sende det på en statsfinanseret kanal. At de så i den grad har gjort det tidligere med eksempelvis Benny Hill understreger blot, at sexisme netop er noget, der kræver bevidsthed, før man kan ændre på det.

Nøgne kvinder er bare frigørende – altid!
Og det er her jeg er nødt til at forklare, at vi bare ikke ser sexisme i Danmark. Selv ikke når det er så tydeligt, som det faktisk er i et program som Blachman. Og at den danske reaktion på, at nogen påpeger, at det vitterligt er sexisme, er at affærdige kritikken, at kalde det feministisk hysteri.
Folkene bag Blachman spinner det også i en helt anden retning over for de udenlandske medier. De forsøger at tale det ind i det berømte danske frisind og kalder det for et frigørende program, der er ude på at vise mange forskellige udgaver af kvinden – og ikke bare den silikonepumpede udgave.
Og straks er der danskere, der mener, at det så er et godt tv-koncept – at det faktisk er det samme som min feministiske aktion med at vise mine kønshår; mere diversitet i mediefremstillingerne af kvindekroppen, hurra!
Okay… altså lige bortset fra, at jeg hverken var nøgen eller tavs i den aktion – jeg stod der ikke som en stum rekvisit for mænd, der havde frit spil til at kommentere på min krop – som mænd har kommenteret på kvindekroppen, siden den første gang knopskød bryster. (At der så har været rigeligt med mænd, der har valgt at kommentere alligevel, siger jo alt om, at vi netop lever i en verden, hvor det er kvindekroppens lod…)

DF’ere har også pli, tro det eller ej
At Blachman og resten af DR-holdet ikke kan se dette, er foruroligende, men det er langt mere bekymrende at så mange andre danskere heller ikke kan. Og det gør mig virkelig ked af det, at jeg mit bedste forsvar for den kultur, jeg elsker så meget, er, at vi bare ikke kan finde ud af det med empati.
At vi danskere fuldstændig mangler kulturel intelligens, og at vi bare har så stort behov for at udleve den kompulsive trang til at jokke i spinaten – for derefter at trampe med skoene på henover alle bedetæpper, efterladende et grønt, slimet spor af pinlighed.
Ingen danskere, jeg har mødt, er sådan her på tomandshånd. Jeg mener det sgu seriøst; sidste sommer delte jeg både sove- og bruserum med Maria Krarup – som jo har fornærmet hele Maori-kulturen med sine klodsede kommentarer om deres traditioner – og hun var da både sød og omgængelig som person. Hun stod altså ikke og pegede på min behårede fisse og skreg: “Det er klamt, at din kusse er i nationalfarven!”
Men vi har åbenbart, som samlet folk, en kulturel manglende evne til at tage andres følelser alvorligt. Noget i den danske muld gør, at vi har svært ved sætte os i andres sted og forstå, hvorfor de bliver fornærmede eller kede af det, når vi siger og gør noget dumt. Hvadenten det så er dumt, fordi det fornærmer andres religioner eller kulturelle baggrund eller, fordi det som i Blachmans tilfælde stadsfæster en stereotyp forestilling om kvinder som tavse objekter og mænd som handlende subjekter.
Og så er vi også bare alt, alt for vikinge-stolte til at sige undskyld.
Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få forklaret briterne. “Vikings never admit when we’re wrong. By the way we find it so funny, that we once robbed and raped our way through your country. Cheers.”