Suzanne Gieses Mindelegat

I går fik jeg en pris for at være feminist. Det er lidt som at vinde den ukendte hovedgevinst i et lotteri, hvor man troede, man ellers kun kunne vinde en lind strøm af tilsvininger og en evighed som single.
Prisen er nystiftet. Den hedder Suzanne Gieses Mindelegat, og Suzannes datter Ditte Giese holdt nedenstående motivationstale, som jeg lægger ud her, så jeg altid selv kan gå ind og læse den, når jeg bliver lidt for ramt af at stå på den øretævernes holdeplads, som feminisme er.
Eller som en af de smukke, ældre rødstrømper sagde til mig efter prisuddelingen: “Ha, øretævernes holdeplads!? Næ du, det er røvfuldenes holdeplads. Røvfulde efter røvfulde er det, man får. Og sådan har det været i fyrre år!”

Motivationstalen
Aftenens vinder, for der kan kun være en vinder, har haft et vildt år. I mindelegatets beskrivelse står der, at ’hæderen skal gå til en person, der har udvist mod og konsekvens til at markere feministiske synspunkter i den offentlige debat’.
Og det må man sige, at du har Sanne Søndergaard.
Der er mange former for feminister – queer-feminister, elitefeminister, kystbanefeminister, kvotefeminister, old school-feminister, forbudsfeminister, forhudsfeminister, prosex-feminister. Det gode ved dig er, at du er dem alle sammen på én gang – og så alligevel ikke. Du er din egen pærevælling af feminismer, men først og fremmest er du skarp, stædig og sjov.

I modsætning til folk som jeg er du ikke ’indfødt feminist’, du ved typen, der har fået det hele med hjemmefra og måske ikke rigtig har taget stilling selv. Du har selv opsøgt feminismen, sat dig ind i tingene, læst bøgerne, studeret kønsstudier på universitetet, gennemtænkt argumenterne.
Din lejlighed er et stort feminist-bibliotek, og du har fundet din egen stemme i feminismedebatten. Du vil hellere skrive lange blogindlæg med alle argumenterne i orden end at finde dig i avisernes redigering og dagsordener.
Din måde at kombinere humor og feminisme på er enestående. At springe ud som feministisk standupper indenfor et fag, som mestendels består af drengerøve med pruttehumor og lidt hurtig sexisme i baglommen, kræver mod. Kvindemod. Det har du, og det har haft konsekvenser. Det er ikke dig, der bliver inviteret ind som det blonde, fnisende vedhæng på TV2 Zulu, og som du sagde, da jeg ringede til dig og fortalte, at du havde vundet: ‘Jamen, jeg har aldrig vundet noget før’.

Til gengæld er du hårdtarbejdende med en aktivistisk tilgang, hvor du myreflittigt breder dig over alle medieplatforme og ved hvad du taler om – hver gang. Du udgiver bøger, skriver debatindlæg og blogs, deltager i debatter i medierne, sætter dine egne standup-shows op og rappenskralder den på Facebook.
Vi fik rigtig mange indstillinger, men jeg vil tro, at halvdelen af dem handlede om dig. Og du skal vide, at det var en enig komité, der valgte dig som vinder.
For selvfølgelig var det dig, der skulle vinde, Sanne, du har fortjent et klap på skulderen for alt dit hårde arbejde, alle de tæv du tager og alle de eftertænksomme smil du frembringer på din vej. Tillykke!

Min takketale
Jeg er virkelig stolt og beæret over at blive indstillet og modtage prisen. Jeg har været fan af Suzanne Giese i mange år og har flere af hendes bøger – fulde af æselører.
Drømmen om kvinden var nok min første rigtige feministbog, og jeg har trawlet den igennem, fordi jeg – da jeg fandt den – også endelig fandt andre end mig, der tænkte sådan og fik øjnene op for feminisme som andet end en diskussionsdiciplin, jeg kunne køre min far træt med hen over middagsbordet.
Ikke, at det er blevet mindre en diskussionsdiciplin med årene, det følger ligesom med, når man siger: “Jeg er feminist.”
Så er standardreaktionen: “Nå, så vil du nok godt høre på mine uvidende betragtninger om køn de næste to timer.”
Det er ligesom, når man siger: “Jeg er komiker.”
Så er standardsvaret: “Nå, så sig noget sjovt.”
Så man får lyst til at sige: “Jeg er også meget træt nu.”
Og får svaret: “Nå, så vil du nok gerne i seng – med mig.”

Jeg talte med en mand i sidste uge… ja, det sker faktisk nogle gange.
Altså, jeg talte køn med den her mand – og “talte” er her den diplomatiske betegnelse for, at jeg talte for døve øre. Han sagde det, som vi feminister efterhånden hører hver dag: “Feminister skal holde op med at spille ofre. Kvinder i dag er stærke og skal jo bare tage det, I vil ha’. Det ligger lige foran jer.”
Okay, så tager jeg lige 18 procent af din løn til at starte med.
Jeg vil ikke stå her og sige, at vi har mere brug for feminisme end nogensinde før, for det vigtigste kampe er vundet. Jeg står som kvinde på skuldrene af nogle kvinder, jeg bogstaveligt talt skylder det, liv jeg lever i dag. Kvinder som Suzanne Giese.
Men feminismen er stadig vigtig i dag, fordi nu vi skal holde fast. Og det skal vi måske mere lige nu, end vi har skullet det i 30 år. For lige nu begynder der at blive at rullet tilbage, alle ligestillingsinitiativer forsvinder op i den blå – den borgerligt blå – luft. Vi mistede chancen for den øremærkede barsel, og det tyder på, at pappamåneden nu også ryger i Norge. I det hele taget ser det ikke godt ud for kvinders vilkår på verdensplan blandt andet med rettigheder som abort på retræte i USA.
Faktisk er hele velfærdssystemet ved at blive undergravet selv her i velfærdsnorden – og hvis først det ryger, så ryger ligestillingen helt, for så skal kvinderne tilbage til omsorgen og kødgryderne.

Og så er hverdagssexismen efter min egen personlige mening også i stigning.
Fordi – og nu gætter jeg her – men jeg tror, at det, der er sket med mange mænd er, at de føler, kvinderne har vundet.
Det er jo de færreste mænd, der rent faktisk bestemmer i samfundet og er direkte involveret i den traditionelle patriarkalske magtstruktur – de er ikke chefer eller bestyrelsesmedlemmer eller politikere – de er helt almindelige og i deres verden er det konen, der bestemmer. Og se så; vi har jo tilmed en kvinde på landets vigtigste post… eller kvinde og kvinde… faktisk synes jeg, vi efterhånden er ude i en form for Stepford Wife-statsminister.
I hvert fald ser de her mænd en verden, hvor kvinder sidder på alt, der betyder noget for dem. Og så bliver de bitre, og så bliver kønskampen virkelig perfid.
Og så kan man jo spekulere over, hvorfor de ikke føler et behov for at marchere i flok ned ad Strøget, brænde deres tøfler af og kræve lige ret til opvask og børneopdragelse, men det gør de ikke.
Og indtil de begynder på det, er vi nødt til at holde fast, så alt det, de fantastiske kvinder, vi står på skuldrene af, kæmpede for, ikke forsvinder.

Men vi er også nødt til at tale med vores egen stemme. Tiden er en anden. Den militante separatistiske tone hører en anden kamp til. Kvindegrupper og ølejre kunne noget i halvfjerdserne, men vi skal også videre derfra.
I dag kan vi godt tillade os at smile lidt, have lidt humor med i debatten. For come on; projektet går jo grundlæggende ud på at få mere lighed, så vi alle sammen har det bedre, så vi kan få mere pik… eller fisse eller begge dele. Hey, folk må boltre sig i de kønsdele de ønsker.
Så længe der er hår på, naturligvis.