Sur Sur Sanne, lille bitch omkring

”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.

Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”

For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)

Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.

Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.

Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!