Reglen om fisens ejermand

Jeg er den seneste måned begyndt på flere indlæg til denne blog, men har ikke fået dem gjort færdige, fordi jeg ærligt talt ikke har orket. Jeg ville ellers gerne have sagt noget om debatkulturens konstante afsporing væk fra substans og deraffølgende beskyldninger om alt fra, at man bare søger opmærksomhed til, at man er en udansk landsforræder.
Jeg ville gerne have sagt noget om, at vores civilisations udvikling er ved at gå i stå – ja, den er på visse områder ligefrem begyndt at rulle tilbage. Og det er i hvert fald en af forklaringerne.
Men ironien er jo, at hver eneste gang, man kommer med den klage, så bliver også den afsporet og spundet rundt så mange gange, at man til sidst sidder helt rundstosset tilbage og tænker: “Hvad var det egentlig, jeg startede med at sige?”
For forvirringen er total, og ingen kan længere huske, hvad vi egentlig snakkede om. Og endnu engang skubbes muligheden for skabe reelle samfundsændringer ind i retoriske tåger.

Den, som kålprutten og problemerne lugte kan
Ikke mindst fordi rigtigt mange mere eller mindre ubevidst lever efter Reglen om fisens ejermand. (Ikke at forveksle med Reglen om fissens ejermand – som lyder; fissen har ALDRIG en ejermand, kun en ejerkvinde.)
Reglen om fisens ejermand er helt enkel, og vi er alle vokset op med den: Den, som fisen lugte kan, det er fisens ejermand. Eller sagt med andre ord: Hvis du gør opmærksom på den dårlige stemning, er du den dårlige stemning!
Det er meget tydeligt at se i den kritik den danske lancering af the Everyday Sexism Projekt fik. Ikke så få kritikere mente, at ESP ved at samle og offentliggøre kvinders oplevelser med sexisme på den måde forstørrede problemet. Ja, den lader vi lige stå et par sekunder.
(En ølkasse, to ølkasser, tre ølkasser.)
Disse kritikere mener altså i ramme alvor, at det at tale om et problem er lig med at forstørre det. Underforstået: Det var bedre, at vi bare tiede det ihjel.

Skyd ham den blege fra Wikileaks!
Men det er ikke et enkeltstående tilfælde. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at vi tackler problemer på den måde. Det er derfor, man siger: “Don’t shoot the messenger.” For det kan vi godt lide at gøre. Hvis dem, der gør opmærksom på problemerne, bare kan blive bragt til tavshed, så forsvinder problemerne jo på mystisk vis.
Hvilket selvfølgelig er en åndssvag løsning, og vi elsker også her i landet at ryste på hovedet over amerikanernes tackling af Assange, Manning og Snowden. Men vi gør altså bare det samme selv. Og nu snakker jeg ikke om de politiske whisteblowers. Nu snakker jeg bare om ganske almindelige hverdagsproblemer og -debatter.
Det ved jeg som tidligere mobbeoffer, og jeg ved det som kønsdebattør. Det er samme automatrefleks, der rammer én hver eneste gang, man påpeger mobning eller sexisme: “Mon ikke du selv er skyld i problemet?” Eller i den lidt mildere udgave: “Mon ikke problemet kun findes i dit hoved?”

Offerbeskyldning, offerskyldelse, offerskyldgivning
Victimblaming kalder man det på engelsk. Vi har selvfølgelig ikke engang et rigtigt ord for det på dansk, fordi det bare er så indbygget i vores kulturelle reflekser at gå efter den, som fisen lugte kan. I stedet for at prøve at se bagom problemerne. I stedet for at prøve at forstå mekanismerne, der skaber disse problemer igen og igen.
12 procent føler sig mobbede på deres arbejdsplads her i landet. Og i den danske skole føler 7 ud af 10 piger sig mobbede. 50 procent af kvinderne i England har oplevet at blive diskrimineret på grund af deres køn. Det er bare lige de tal, jeg kan i hovedet. Jeg kunne sikkert google mig frem til flere, der er lige så skræmmende. Ligesom der sikkert er uhyggelige statistikker for, hvor mange af anden etnisk oprindelse, der har oplevet racisme og diskrimination på grund af det.
Sexisme og racisme er bare andre navne for mobning – det er, når personens køn eller hudfarve skal bære skylden for den dårligere behandling. Men det er i princippet fuldstændigt det samme. Det er de samme mekanisme, der er i spil.

Du kunne bare lade være med… at trække vejret herinde
Jeg har i årevis holdt foredrag om mobning, fordi jeg forsøger at få åbnet øjnene for disse mekanismer, så vi kommer væk fra automatrefleksen at tro, at det er offeret, der på en eller anden måde selv har gjort sig skyld i det.
Det opstod lidt ved et tilfælde efter, at jeg havde udgivet min første bog, Kære dødsbog, der handler om 15-årige Agnes, der vil tage sit eget liv, fordi hun bliver mobbet. Og ofte, når unge mennesker skulle forklare, hvorfor Agnes bliver mobbet, svarede de: “Jamen, Agnes bliver mobbet, fordi hun er tyk og grim.”
Og hver gang måtte jeg lige synke en enkelt gang. Det svar faldt dem så nemt. For vi regner altid bagud, når vi skal finde forklaringer på, hvorfor nogen bliver gjort til ofre:
Der er et offer. Ergo må der være blevet begået et overgreb. Ergo må der også være nogle gerningsmænd. Men de gerningsmænd må jo have haft en grund til at gøre, som de gjorde. Ergo må offeret have gjort noget for sætte overgrebet i gang.

De fede, de lede, de kede – alle er oplagte ofre
Men sådan er det ikke. Hverken når det kommer til mobning, sexisme, racisme osv. Grunden til, at det opstår er alene, at der er mekanismer i vores kultur, som får en eller flere gerningsmænd til at gå efter offeret.
Lad mig forklare det med mobning, for fordelen ved mobning er, at det som hovedregel foregår i en lukket kreds, og derfor er det nemmere at se, at det blot er en kultur, der opstår på det givne sted. (Mens sexisme og racisme er mobning, der kører på alle niveauer i vores kultur.)
Hvis en eller flere mere eller mindre uden grund begynder at køre på Tykke Tove; holder hende udenfor, bagtaler hende, latterliggør hende, så vil alle på stedet hurtigt blive en del af den kultur. Pludselig uden, at nogen tænker synderligt over det, er det helt normalt at fnise af Tove hver gang, hun rejser sig fra sin stol og røven blævrer. Det er måske ligefrem helt okay at råbe det gennem lokalet.
For hun kunne jo også bare lade være med at være så tyk. Eller hvad forklaringen nu bliver på det pågældende sted. Den er i hvert fald selvforklarende. Hun startede det selv. Så jeg må gerne behandle hende dårligt.

Er du et menneske eller en rotte?
Og det er også derfor, at det er så godt som umuligt for Tykke Tove at sige fra. For når hun påpeger den dårlige behandling og prøver at tale til sine kollegers eller klassekammeraters menneskelighed, så rammer hun én ud af to følelser.
Enten rammer hun deres umenneskelighed; der hvor de simpelthen har bestemt sig for ikke at se hende som et ligeværdigt menneske og derfor ikke er berettiget til at blive behandlet sådan. (Den er i øvrigt rigtig god den mekanisme, hvis man har planer om at sende Tove i gaskammeret på et senere tidspunkt.)
Så rammer Tove umenneskeligheden hos sine mobbere vil intet, hun siger, få dem til at ændre adfærd. For den klamme so er jo selv ude om det.
Men der er også en mulighed for, at Tove faktisk rammer sine mobberes menneskelighed; der hvor de forstår, at de faktisk skader hende med deres adfærd. Fører det så til fryd og gammen? Nope! For det er jo skamfuldt af helveren til at vide, at man skader et andet menneske. Hvad gør man så?
Ja, så er det, at Reglen om fisens ejermand virkelig træder i kraft. For den ubehagelige følelse af skyld og skam ville jeg jo ikke have haft, hvis ikke… hvis ikke den fede so til Tove havde påpeget problemerne. Så nu hader jeg hende endnu mere!

Vil forsvareren fremlægge sin side af sagen?
Der er selvfølgelig også en teoretisk chance for, at Tove kunne ramme deres menneskelighed og få dem til at ændre adfærd over for hende, men det er bare enormt svært. Medmindre Tove har nogen til at tage sagen for hende. Hvis andre påpeger, hvor dårligt Tove bliver behandlet, er Reglen om fisens ejermand nemlig sværere at køre som automatrefleks.
Altså man kan jo naturligvis altid gå over til også at mobbe Toves “advokat”, men hvis “advokaten” er stor og stærk nok, kan det være svært. Og så er erkendelsen af sit eget ansvar for at være med til mobning den eneste vej frem. Og med erkendelse følger tit forandring.
Det er nøjagtig samme mekanismer, der gælder for sexisme og racisme. Det er enormt svært for dem, det går ud over, selv at påpege det uden at blive ofre for Reglen om fisens ejermand. Der skal “advokater” til. Andre, der står udenfor og kan påpege, hvad der foregår. Det kan være mænd, der påpeger sexisme, eller hvide, der påpeger racisme. Eller det kan bare være nogen, der ikke lige selv mærker det på egen krop, der bakker op om andres oplevelser.

Alle har privilegier, alle har ikke
Jeg har sagt det flere gange herinde før, men det er en vigtig pointe at gentage: Hvis andre fortæller om en oplevelse med mobning, sexisme eller racisme, og man ikke selv har den samme oplevelse. Så tæller deres oplevelse altså lige så meget! Faktisk vil jeg mene, at den tæller en lille smule mere.
For bare fordi jeg er så heldig eller privilegeret, at der aldrig er nogen efter mig på grund af min vægt, kan det altså godt være anderledes hårdt for dem, der vejer 40 kilo mere, end jeg gør. Det er mit ansvar som privilegeret “slank” at støtte op om Tykke Tove. Forsøge at forstå, hvordan hun oplever verden. Og måske i bedste fald forsøge at være hendes “advokat”, når andre mindre forstående mennesker er ude på at skade hende.
Det er i hvert fald som minimum min forpligtelse ikke at afvise Toves oplevelser med et bedrevidende: “Det findes nok kun i dit hoved. Den fis er der kun en her, der kan lugte.”
Hvorefter jeg så kan skynde mig at ringe til tre andre og sladre om Tove: “Har I hørt, at Tykke Tove er begyndt at fise. Hun siger, det stinker, men jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at prøve at snuse til hendes ubehagelige dunster!”