At lyve for sin sushidame

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NÅR JEG BESTILLER SUSHI (og det gør jeg lidt for tit ifølge mit kontoudtog), så siger jeg altid, at det er til to personer. Men det er kun mig, der skal spise det. Jeg lyver for sushi-damen. Ikke fordi jeg synes, det er sørgeligt, at jeg spiser alene, men fordi hun ikke skal vide, at jeg spiser for to.Kan det ikke være flinterragende ligegyldigt, hvad en tilfældig sushi-dame måtte mene om mit fødevareindtag? Tjo, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bekymre for, hvad ’folk tænker’.

’FOLK’ TÆNKER RET MEGET om mig. De tænker ret meget i det hele taget. I hvert fald oppe i mit eget hoved. Så derfor finder jeg på små løgne og spiller kunstige spil i hverdagen, så ingen opdager, hvordan det i virkeligheden står til. Og begynder at tænke noget om mig.

I MIN PARANOIDE FRYGT for andres tanker ligger ikke en egentlig bekymring for, hvad ’folk’ tænker – det er mest det, at de gør det. I princippet kunne sushi-damen jo tænke: ’Hvor er det fedt med en kvinde, der tør indrømme, at man ikke bliver mæt af otte maki’er!’ Ironisk nok er jeg i det store hele ligeglad med, hvad andre tænker. I min profession må man udvikle hård hud på både bryst og baller. Men i de små hverdagssituationer – i supermarkedet, på gaden, i bussen – så sniger min småborgerlige, midtjyske opdragelse sig ind på mig:’

‘ÅH, NEJ, NU STÅR JEG hernede i Føtex og skal ikke have andet end Libresse, Ajax og vinduesrens. Hvad tænker den ekspedient lige, der er sket af katastrofe hjemme hos mig!? ’Det mest sandsynlige er, at hun slet ikke tænker noget, men bare skynder sig videre til de næste varer, der kommer ned ad båndet. Men jeg har selv stået bag disken i en kiosk. Jeg kunne da ikke lade være med at forestille mig, hvad en kunde skulle, hvis han købte et pornoblad og en liter ligthervæske. (Og jeg har en syg fantasi!). Måske er det, fordi jeg selv tænker underholdende tanker om ’folk’, at jeg er så bange for gengældelsen. Måske er det, fordi jeg i forvejen er så langt fra normal, at jeg ikke kan klare ideen om, at folk i tankerne lægger mere til på min tosseside.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det da tåbeligt. Og spild af ressourcer, at jeg altid skal smide et ekstra sæt spisepinde ud, fordi min fiktive medspiser ikke får dem brugt. I det hele taget spild – af bekymringer og tankevirksomhed. ’Folk’ kan jo tænke alt muligt alligevel – uanset, hvad jeg gør. Uanset om jeg opfører mig korrekt eller æder og drikker som en finsk skovhugger.