Latteren tilbage i kønsdebatten

I et stykke tid har jeg frygtet, at jeg var gået hen og blevet fuldstændig ensporet i min tankegang. At jeg ikke længere var i stand til at se synspunkterne fra den anden side, og at jeg havde låst mig fast på en rigid feministisk dagsorden.
Det skyldes formentligt, at rigtigt mange modstandere af feminismen behandler mig sådan. Og som jeg har skrevet om her, så er det rigtigt svært ikke at tage de følelser på sig, som andre påstår, man har.
Altså er jeg begyndt at føle, at min arrogante, bedrevidende og ikke mindst meget utålmodige side tager over. Jeg fanger mig selv i at tromle mine opponenter. Jovist med bedre argumenter og større viden, men også med en følelse af, at de er fucking idioter, og det er under min værdighed at diskutere med dem.
Den side af mig kan jeg ikke lide. Det, synes jeg, er underskudsagtigt. Og jeg er blevet komiker, fordi jeg hellere ville bruge humor til at underbygge mine argumenter. Humor er overskud. Arrogance, bedrevidenhed, patronisering, latterliggørelse og mobning er underskud.

Oh, en ode til min skønne stand-up-genre
Men så blev jeg reddet fra min egen selvlede i aftes. Af en anden komiker såmænd. Jeg var inde og se Jonatan Spangs Bryllup. Og jeg forventede det værste, må jeg tilstå. Andre feminister havde advaret mig om, at showet var mandschauvinistisk og sexistisk – og andre af de ’istiske ord, som vi feminister elsker at bruge.
Det var det ikke. Det var to timer, hvor jeg og min feminist-veninde skreg af grin. Det var lige det, jeg havde brug for.
Faktisk var det lidt af en åbenbaring i forhold til kønsdebatten – og en god reminder af, hvorfor jeg elsker comedy så højt. For Spang er meget langt fra enig med mig på mange områder. Han kritiserer feminismen og feminister, han synes, at diskussionen om kvinder i bestyrelser er tåbelig, og han har argumenter for prostitution (men er dog selv uafklaret om det.)
Alligevel sker der to ting under hans show. For det første griner jeg af hans jokes – selvom jeg er lodret uenig i deres underliggende budskab. For det andet – og det er det her comedy kan – nikker jeg og tænker: “Det er sgu en rigtig god pointe det der.”
Det vil sige, at jeg hører modsatte holdninger uden at mærke mine øjne vende sig mod himlen. Det er første gang i lang tid, jeg har haft det sådan i kønsdebatten.

Tre sexister kommer ind på en bar…
Er det så bare, fordi Spang er sjov, når han siger tingene. Nej, for der er masser eksempler på ”sjove” mænd m/k, der laver jokes om kønsproblematikker og feminisme, hvor man får ondt i øjenmusklerne i steder for mavemusklerne.
Det er netop, fordi Spang ikke er idiot. Det er, fordi han faktisk har brugt fem minutter på at tænke sine synspunkter igennem og kan forsvare dem – på en underholdende måde. Og så kan jeg være nok så uenig, men jeg kan ikke afvise hans pointer.
Damn, en ahahaha-oplevelse. (Når man bliver overrasket så positivt, at man ikke kan lade være med at grine højt.) For det gør mig godt nok ikke mindre arrogant over for den store horde af selvudnævnte kønsdebattører, der vitterligt er idioter. Tværtimod, sandsynligvis. Men det beviser, at der faktisk er en mulighed for, at der kan dukke nogle op, som ikke er det.
Det giver mig faktisk en grund til selv at blive ved – og blive klogere og bedre til at debattere. For så kan jeg se, at vi kan komme nogle vegne. Det ville pludselig give mening at debattere prostitution, hvis vi slap for de evige ”luderens frie valg” kontra ”ej, hvor er det synd for den stakkels luder”.
Men hvis vi i stedet kunne begynde at fokusere på, hvad der får kunder (af begge køn) til at gå til prostituerede. Hvad det er i vores samfund, der skaber købesex – og om dét er noget, vi ønsker at lave om.

Vi har en ‘gina og det er ikke noget at grine a’
Spang taler også om sin rolle – mandens rolle. Hvad han som mand er med til at skabe. Det er derfor, jeg altid har syntes, at han er så fremragende en komiker. Det er ikke bare pegen fingre af de andre – det er faktisk at tage ansvar indadtil. Det er der mange, der kunne lære noget af. Sikkert ikke mindst mig selv.
Hans tilgang til sit og det modsatte køn i hans nye show fremkaldte minderne fra min tid på Kvinder- og kønsstudier, hvor jeg læste samtidig med, at jeg lige var startet som komiker. Jeg valgte at blande fornøjelse med feminisme og analyserede Spangs første oneman-show Damer til en eksamen i et fag om kønsfremstilling i populærkultur.
Nøj, der blev dårlig stemning i lokalet, da jeg fortalte om min opgave. Der sad 24 kvindelige studerende, hvoraf den ene halvdel var kønne, blonde – og lidt for pæne – piger, og den anden halvdel var kønne korthårede – og lidt for militante – lesbiske.
Begge grupper irriterede mig grænseløst, fordi den første gruppe af pæne piger lod til at lide seriøst under den meget ubehagelige misforståelse, at feminisme betyder, at kvinder skal have lov til at opføre sig, som mænd traditionelt har gjort, mens mænd bare skal holde op med det. Og den anden gruppe lod til at mene, at mænd helt skulle ud af regnestykket.
Nu sætter jeg deres holdninger lidt på spidsen her, men de var skyld i, at jeg i mange år efter studiet havde lidt svært ved ordet ”feminisme”. Fordi feminist jo dækker over mange ting – ikke bare fornuftige argumenter om et ligestillet samfund for mænd og kvinder. Men desværre også nogle gange over mandehad og bitterhed og idioter, der heller ikke her har sat sig ordentligt ind i sagerne.

Vi ved nok lidt mere om dig og dine erfaringer, end du gør!
Så der blev altså ret dårlig stemning, da jeg fortalte om mine planer om at analysere et stand-up-show.
”Ej, det er bare så sexistisk en genre.”
”Det er hvide mænds heteronormative heskerteknikker sat på formel!”
Jeg prøvede at forklare alt det stand-up-comedy kan; vende fordomme på hovedet, få os til at le af vores egne synspunkter, få os til at lytte til de andres. Men de rystede insisterende på hovedet.
”Du kan ikke se det, fordi du selv er en del af det miljø,” sagde en af dem og satte trumf på.
Årh, den fineste feministiske finte; anklag andre for falsk bevidsthed. Du kan ikke selv se, at du er undertrykt, men det kan vi andre! Så vi skal nok fortælle dig, at du er det, og din opfattelse af situationen er uinteressant.
Og så vendte de ryggen til mig og fortsatte med at diskutere deres egne opgaver om Sex and the city og Bridget Jones’ Diary. (Som er to populærkulturelle frembringelser, der i min øjne er mere sexistiske, heteronormative og ”hvide”, end alt stand-up, der nogensinde er produceret på verdensplan til sammen.)

I have a dream, a really hilarious dream
Nu har jeg aldrig rigtigt givet en fuck for, om andre er enige i, hvad jeg skal sige og gøre, så jeg lavede selvfølgelig min opgave, som jeg havde tænkt den (og fik topkarakter for den. (Muligvis alene fordi censor bare var dødtræt af svævende udlægninger om Carrie Bradshaws påståede empowerment-projekt i stiletter.))
At lave den opgave gav mig virkelig en analytisk fornemmelse for, hvordan comedy kan rykke ved kønsroller. Ikke dermed sagt, at Spang kun laver úbergeniale ting om det emne, for som alle komikere – inklusiv mig selv – så går han også indimellem efter joken frem for nuancerne.
Men hans tilgang til emnet viser, at med nysgerrighed og indsigt i sin egen rolle kan man faktisk sige noget nyt i en debat, der snart har kørt i 150 år. Og det giver mig jo en helt horribelt optimistisk tro på, at vi så også kan komme et nyt sted hen.
Og så bliver det i sandhed sjovt at være feminist!