Man kan sige meget om magt, man kan også være en idiot

Vi bliver nødt til at snakke lidt om kritik nu. Kritik er det vigtigste overhovedet for, at et samfund – og et menneske – kan udvikle sig. Den kritiske sans er en af de bedste evner, vores bevidste hjerner har udstyret os med. Den forhindrer os i at famle os rundt som dumme gæs efter, hvad andre påstår er rigtigt. Det er afgørende for vores overlevelse, at vi er kritiske.
Men hvad fuck sker det med kritik lige for tiden? Kritik er blevet noget, man hygger med på facebook, og når man bagtaler sine venner. Det er blevet noget, man ytrer gennem noget så lavtsynkende som hylende fløjter. Og det er i særdeleshed blevet noget, man bruger, når andre kritiserer.
Jeg har tidligere kritiseret kritik. Men det var den kritik, folk kommer med, når andre gør noget. Så er der intet nemmere end at svine det til og efterfølgende sige: “Nå, du kan nok ikke tåle kritik, hva’?”
Og dem, der gør den slags, er selvfølgelig aldeles selvindsigtsblinde for, at deres kritik udelukkende handler om at hævde dem selv. For vi ved jo alle sammen, at hvis jeg kan finde stavefejl i din anmelderroste roman, så er det jo faktisk det samme som, at jeg selv havde skrevet en anmelderrost roman uden stavefejl!

Mig, kræve værnepligten afskaffet? Nej da, det er din opgave. Og fuck dine problemer!
Men en langt værre kritik er den kritik, man møder, når man selv er kritisk. Det er virkelig gået op for mig de seneste måneder, fordi jeg igen og igen ser feminister blive hængt ud og kritiseret på alle tænkelige måder.
Nu siger jeg ikke, at man ikke må kritisere feminisme. Det må man naturligvis gerne. Jeg siger bare: Man skal edderlunsme holde sig for øje, hvorfor man kritiserer feminisme.
Feminisme er nemlig magtkritik. Og når man kritiserer magtkritik… så forsvarer man det bestående!
Det må man også gerne. Man må gerne være en sexistisk reaktionær type, der mener, at kvinderne skal hjem til kødgryderne, og mænd skal ikke tage et nej for et nej. Eller whatever. Så skulle man måske bare lige melde det rent ud først.
Men det er ikke det, feminismens kritikere gør. Næ, de påstår, at de skam rigtigt gerne vil have et ligestillet samfund, men at feminismens kritik er helt skudt ved siden af. De stiller så pudsigt nok aldrig selv – uopfordret – op med kritik af ligestillingsproblemer, og de har da slet ikke nogen indspark til, hvordan problemerne skal løses.
Nej, de kritiserer bare, at andre kritiserer.

Hvorfor kan du ikke bare indrette dig efter min verdensorden?
Og det er jo vældigt smart, ikke? For så lukker man jo kæften på kritikken, så den aldrig får mulighed for at blive taget alvorligt. Tilmed uden selv at sætte noget på spil. Uden selv at melde sin egen agenda ud. Og på den måde kan man holde fast i det eksisterende samfund. Uden at det på noget tidspunkt bliver farligt for en selv!
Så forståeligt nok vælger mange mennesker denne metode, når de egentlig ikke har lyst til, at tingene ændrer sig. Men også samtidig ved, at man ikke kan sige højt, at man er en imod forandring.
En klassiker, som alle sikkert kender, er nede på jobbet, hvor den nyansatte, alt for unge og lidt for begejstrede medarbejder siger: “Jeg synes, maden i kantinen er for fed. Ville det ikke være lækkert, hvis vi fik en salatbar i stedet.”
Alle de gamle medarbejdere, der ikke gider at ændre deres madvaner, og som elsker at smøre ansigtet ind fiskefiletter med remo hver dag, siger så ikke: “Nej, vi vil have alting som det plejer at være.”
Dét argument, ved de nemlig godt, er farligt. Det er reaktionært. Ufleksibelt og forandringsky. Alt det, man endelig ikke må være i dagens Danmark. I stedet siger de:
“Jamen, altså har du overhovedet tænkt over de ekstra ressourcer, der skal bruges, og som vi ikke har, og hvor skal de tages fra, det har du slet ikke tænkt over, og hvem skal vælge, hvad der skal være i sådan en salatbar, det bliver et gedemarked at skulle finde ud af det, det har du heller ikke tænkt på, vel, og hvor skal den overhovedet stå henne, for der er jo kun knap nok plads til bordet med fiskefiletter.”

Ingen andre har problemet. Kun dig. Fordi du er tyk.
Slam. Bam. Så er den oprindelige kritik af den usunde mad druknet i ligegyldig kritik og bunker af remo. Og ingen har nogen som helst gejst tilbage til at fortsætte med ideen.
For hvis den unge medarbejder er så tåbelig, at høn forsøger sig med: “Men altså måske kunne vi finde et andet cateringfirma, og måske kunne vi alle komme med forslag, og den kunne vel stå i hjørnet.”
Så lyder der blot yderligere kritik af den oprindelige kritik – og selvfølgelig også af alle de løsningsorienterede forslag. Og hvis den unge medarbejder stædigt fortsætter, så kan man altid forfalde til personangreb: “Det er sgu også, fordi du selv er så kvabset, at du vil trække dine slankekure ned over hovedet på os andre. Og det er også bare, fordi du hellere vil fedte rundt i din egen navle i stedet for at tage dig af vigtigere problemer. Og har du overhovedet tænkt over de fattige børn i Indien? De får ingen mad, så mon ikke du skal være taknemmelig for den mad, der er her!” (Okay, det sidste siger de nok ikke. Det er kun vestlige feminister, der konstant skal høre på alle verdens andre kvinders problemer, når vi snakker om vores.)
Og vupti: derved er det lykkedes at bevare den usunde kost endnu en hjertekar-sygdomme-fremkaldende sæson.

Kina censurerer kritikerne, Danmark griner dem ud. Det er nemlig demokrati!
Præcis det samme sker på samfundsplan. I stedet for at se på magtkritikkens indhold – og især på de problemer, den påpeger – så ser man på dem, der siger noget og går efter dem.
Igen, det er helt almindeligt menneskelig adfærd, så jeg er ikke overrasket over, hvis den reaktion kommer fra remoladeforsvarerne ude omkring i det ganske land. Men jeg er chokeret over at se kritik af magtkritik fra mennesker, der selv slår sig på på selv at være magtkritikere. Det være sig kunstnere, forskere, politikere eller journalister.
Journalister bliver traditionelt kaldt den fjerde statsmagt, og for et par år siden udråbte et par samfundsforskere stand-up-komikere til at være den femte statsmagt. Det er lidt sjovt for mig, fordi så er jeg uddannet i én statsmagt og arbejder i en anden.
Men journalister og komikere er jo ikke magten. Tværtimod. Vores jobbeskrivelser er at kritisere magten. Det er derfor, vores fag er opfundet til at starte med. For journalisters vedkommende for at sikre ytringsfriheden og hele demokratiets opretholdelse og for komikeres vedkommende for pille selvhøjtideligheden fra magten, så den ikke stikker af i indbildskhed og mister jordforbindelsen.

Kender I det, at alle, der kritiserer racisme, er nogle klynkende negerperkergurkere?
Så hvad sker der, når journalister og komikere i stedet for at kritisere den reelle magt, vender sig imod dem, der kritiserer den magt? Ja, de bliver i den grad systembevarende. Og så bliver de pludselig en anden form for statsmagt. Ikke den kritiske statsmagt, som de oprindeligt var indehavere af – men tværtimod en håndelangermagt, der reproducerer den reelle magt.
Det er knudret, så lad mig tage den på racisme. Hvis en person af anden etnisk herkomst siger: “Det er et stort problem for mig at få et job, fordi jeg hedder Aysha, og jeg går med tørklæde.”
Så kan jeg – som komiker og selvindbildt magtkritiker – vælge to tilgange. Enten kan jeg se på det problem, Aysha påpeger og tænke: “Hov for pokker, der er noget, der ikke fungerer. Jeg må hellere komme i gang med jokes om, hvad fuck der sker for at folk er bange for tørklæder i Netto. Hvis man skal være bange for noget i Netto, er det da udløbsdatoerne. Badumtji.”
Eller! Jeg kan vælge at se på Aysha og tænke: “Hold nu kæft, hvor er hun irriterende. Det er hele tiden med de indvandere. Jeg kan virkelig ikke se problemet. Jeg har jo aldrig haft problemer med at få et arbejde. Og hvorfor går hun også med slør? Det må være, fordi hun ikke gider gøre en indsats for at blive rigtig dansk. Jeg tror, jeg vil skrive nogle jokes om, hvor klamme tørklæder er. Det er jo som at gå med en snotklud rundt om ørene.”

Min fætters kone har engang fået en forfremmelse, så der er ingen problemer for kvinder
Gør jeg det sidste, er jeg i den grad systemforsvarer. Forsvarer af et racistisk system med nogle magtstrukturer, der gør, at kvinder som Aysha bliver nedvurderet og derved ikke kan få et job.
Og ja, jeg valgte med vilje et eksempel med race i stedet for et med køn. For som jeg flere gange har påpeget – blandt andet gennem Negertesten – så har vi her i samfundet efterhånden accepteret magtkritik, når den går på race. Ikke dermed sagt, at vi har løst problemerne, men vi er da i det mindste på vej. For første skridt til at løse et problem er jo at anerkende, at problemet overhovedet eksisterer. Og etablere, at man gerne må tale om det.
Sådan er det ikke, når magtkritikken går på noget med køn. Hele armadaer af folk, der ellers gerne stiller op som antiracister, bliver hårde i blikket og begynder på mudderkastning, når man kritiserer et system, der stiller kvinder og de feminine værdier dårligere:
“Du tager fejl. Det er ikke et problem. Den statistik er ikke rigtigt. Din oplevelse tæller ikke. Det er ikke et systematisk problem, det er bare dig, der er sart. Eller også er det bare nogle, der er idioter, der gør det. Det er ikke så stort et problem, som du gør det til. Der findes værre problemer. Du vil bare have opmærksomhed. Du gør dig selv og andre kvinder til ofre. Og hvad med de kvinder, der virkelig har problemer – som altid er nogle andre, end dem, du repræsenterer, allerhelst indiske kvinder. Du må dokumentere din sag meget bedre – ja meget bedre, end alle andre, der siger det modsatte. Og jeg forbeholder mig retten til at afvise din dokumentation. Med anekdoter. Eller bare fordi. Fordi du tager fejl. Din kritik er forfejlet!”
Eller sagt på en anden måde: Kritik af ulige kønsforhold er ulegitim.

Hængepatter og hysteri er alt, hvad feministisk kritik består af
I mandags bragte Politiken som altid deres tre daglige tegninger. De to af dem – Wulffmorgenthaler og dagens satiretegning af Philip Ytournel – handlede begge om feminister. Det var formentlig en tilfældighed.
Hvad der næppe er helt så tilfældigt, var, at feministerne i begge tegninger var fremstillet som fatsvage furier, der overreagerer på den mindste misforståelse, der kunne handle om undertrykkelse. Men som pointen ved begge tegninger viste; det var slet ikke undertrykkelse. Feminister overreagerer jo bare altid, det ved alle.
Det, synes jeg, er en meget mærkelig form for kritik, de tegnere udøver her. For de kritiserer jo ikke de strukturer, der er med til at gøre, at der er brug for feminisme. Ej, heller kritiserer de sagligt indholdet af feministiske udsagn. (Og det ville også være underligt, da det jo er satire og derfor ikke skal være sagligt.)
Til gengæld fremstiller de feminister som skabagtige størrelser, der ikke kan tages seriøst. De affærdiger med andre ord feminisme gennem latterliggørelse. De bygger videre på en allerede eksisterende fordom om feminister for derved at sikre, at feminismens kritik fortsat forbliver ulegitim.
Det svarer altså til, at jeg stiller mig op på en stand-up-scene og siger: “De der bøsser, er de lige klamme eller hvad? Svanser rundt dækket i sæd hele tiden og forsøger at omvende små drenge med deres undercover-pædofile adfærd. Er der ikke snart nogen, der går Putin på det her land? De skal i hvert fald ikke brokke sig over, at de får tæsk i nattelivet. Man må altid gerne banke en bøsse – hvis man da kan klare at få sæd på knoerne.”

Feministerne vil bare bestemme alting! (Men det er altså mig, der skal bestemme)
Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvordan andre laver satire eller journalistik eller whatever. Jeg bruger bare min kritiske sans. Og det kunne jeg virkelig godt tænke mig at flere begyndte med. For det er dælme ikke okay, at vi ikke er mere kritiske over for kritik. For så bliver kritikken brugt i tyranniets tjeneste.
Når man bare kan kritisere hvem som helst og hvad som helst, andre siger, uden at skulle stilles til regnskab for det. Uden at skulle afkræves en forklaring på ens personlige agenda.
Magtkritikere – som feminister og antiracister – lægger ikke skjul på, hvad vores agenda er. Den er ret klar; at gøre opmærksom på problemerne – sexisme og racisme – og udrydde det.
Magtkritiske journalister og komikere, der kritiserer religion, politikere eller andet, som er magtfuldt her i samfundet, spiller også med rimeligt åbne kort: Vi passer bare vores arbejde.
Men de magtkritikere, der kritiserer andre magtkritikere… Ja, de er som sagt meget tilbageholdende med deres agenda. Fordi den ofte er tilbagestående.
Men hey, jeg kunne jo også spinne det her positivt. De kritiserer sikkert feminister, fordi de synes, at vi har alt for meget magt. Måske er feminister faktisk ved at blive den sjette statsmagt.
Og ja, den dag, feminister har overtaget verdensfruedømmet, og tvinger alle til at have hår på fissen – også mændene (de skal nemlig have indopereret en fisse og en livmoder, så vi også er ligestillede på menstruationssmerter) – dén dag, kan vi snakke om, at det er helt rimeligt at nedsable og latterliggøre feminister.
Men indtil da… tja, kunne vi så i det mindste ikke bare lade, som om vi var interesseret i at blive et bedre samfund for alle – også for kvinder?