Rør ved mig

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG VIL GERNE VÆRE BEDRE til at røre ved folk.Altså ikke på sådan en klam stodder-i-busmåde – du ved, ham, der laver håndsnigeren opad dine baller, når der er tætpakket myldretid.(Står du i en bus lige nu, kan du sikkert mærkeden lunkne ånde i nakken.)
Nej, jeg vil bare gerne kunne røre ved de mennesker, jeg holder af – venner og familie – på ennaturlig måde. For når jeg rører dem nu, bliver det altid kunstigt og stift.

HVAD DER SKULLE VÆRE ET MEDFØLENDE klem på skulderen, ender med et klap som påen varm stegepande.Som om jeg ikke kan vente med at få min hånd væk. Ikkedet mest medfølende signal atsende: ’Jeg er ked af, din kæreste har slået op. I øvrigt er du så klam, at jeg ikke vil røre ved dig…’

VÆRST ER DET NÆSTEN, når jeg har en kæreste. Selvfølgelig kan jeg godt røre ved ham, når man…du ved, og kysse og den slags. Men almindelig hverdagsnus – det kan jeg ikke.Og rører han ved mig, tror jeg altid, det er, fordihan vil fange min opmærksomhed: ’Hvad? Vil duhave saltet? Agurkesalaten? Hvad er der? ’
Det er, fordi jeg er vokset op blandt mennesker,der kun rører hinanden, når vi tackler i fodbold.Og som panikker hver jul over at berøre hinandens hænder, mens der danses om juletræet (af samme årsag synges kun første og sidste vers, ogder er indlagt angst- og håndsvedsaftørring mellem hver salme.)

DET VAR ET MARERIDT FOR MIG at flytte til storbyen og blive krammet på daglig basis af folk, man kun havde været adskilt fra i 21 timer – ogkendt i 24.Først forsøgte jeg at undvige. At smide min hånd frem foran mig, så jeg kunne signalere, at jeg er jysk kropsforskrækket og foretrækker håndtryk, men efter at have ramt de første tre kolleger i skridtet, begyndte jeg at gengælde knus.Nu har jeg efterhånden vænnet mig til at mødefangstarme, hvor end jeg går hen, og jeg maser næsten velvilligt folk ind mod dele af min krop,der ellers kun berøres af min dyne.

SÅ JEG VED, at jeg kan lære at blive mere kropslig. Det er bare et spørgsmål om at blive ved med atprøve, indtil det ikke virker kunstigt mere. Mendet skræmmer mig at gå i gang. Hele den fase, hvor jeg pludselig begynder at gramse på mine veninders skuldre og hænder – som jeg aldrig harrørt ved på den måde før. Jeg er virkelig nervøs for, at de trækker sig forskrækket væk og siger sætninger som: ’Nej, jeg vil ikke have sex med dig!’

Meningsløse mennesker

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NOGET, DER ALDRIG har givet mening for mig, er meningsløse mennesker. Og her mener jeg ikke mennesker, hvis tilstedeværelse er meningsløs (hvem sagde Sidney Lee?); jeg mener de mennesker, der vælger at gå gennem livet uden at danne sig meninger. Standpunkts-vaklende og interesse-ignorante personer, som man – hvis man trækker en af dem i bordherretombolaen – får vanskeligt ved at føre en samtale med: »Næ, jeg interesserer mig ikke for politik. Jeg ser meget sjældent film. Bøger? Aldrig! Nej, samfundet? Det ved jeg ikke så meget om. Må jeg bede om brødet?«

EN SJÆLDEN GANG har de meningsløse enkelte meninger. Måske har de faktisk en lillebitte mening om dyrevelfærdspolitik (a la »det er også for galt med de grisetransporter«), men kultur, mad, rejser, økonomi, arbejde og andre mennesker interesserer dem ikke. Eller også har de kun meninger om computerspil og så intet andet (ofte fordi denne type meningsløse slet ikke har opdaget, at der eksisterer en verden uden for Warcraft.)

JEG HAR SÅ MANGE meninger om disse mennesker, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal begynde: De er som nævnt irriterende for os meningsdannere at tale med. Men de er også farlige. Hvis man ikke har en mening – et standpunkt – er der så nogen grænser for, hvad man finder sig i? Hvis man ikke har besluttet endeligt, om man kan lide David Lynch-film, racisme og surkål – hvad skal så forhindre, at man får serveret den form for ondskab igen og igen? Og jeg mener ikke mindst, at de meningsløse må leve sølle, triste liv uden store passioner og følelsesudsving. Fordi det ene jo kan være lige så godt som det andet: Shakespeare er for disse mennesker ikke smukkere end Snakes on a plane, Metallica er det samme som Me and my, og den store kærlighed er ikke bedre end den, der tilfældigvis svarer først på dating.dk Jeg forsår ikke, at de kan leve uden stillingtagen. For jeg har så mange meninger selv. Meninger om alt – alting simpelthen. Jeg kan ikke se en reklame, en medpassager i bussen eller en sky på himlen uden automatisk at frembringe et standpunkt. Jeg gør mig så mange meninger, at mit sociale netværk ikke er stort nok til, at jeg kan nå at dele dem alle (og er derfor begyndt at fremlægge mine synspunkter for min stueplante (som altid er forbavsende enig – blot ikke i min mening om, hvor meget vand, den skal have.) Der flyver så mange meninger igennem mit hoved i løbet af en dag. Og sammenlignet med det sparer de meningsløse selvfølgelig noget hjerneaktivitet. Men jeg vil nu mene, at meninger aldrig kan være anstrengende for andre end dem, der ikke selv har nogle.

Statistisk angst

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FLERE I MIN FAMILIE er så angste for terror, at de næsten ikke tør forlade deres hjem – men de er også skræmt ved tanken om hjemmerøverier, så heller ikke derhjemme føler de sig trygge.Men de har nu besluttet, at det trods alt er bedre at holde sig hjemme, for så bliver man i hvert fald ikke smittet med influenza A, SARS eller rejsefeber.

SELVFØLGELIG ER TERROR, hjemmerøverier og diverse inf luenzaepidemier forfærdelige for dem, der udsættes for det. Men hvor mange er det reelt? På verdensplan må det dreje sig om promiller. Og i Danmark endnu færre. Jeg er – i modsætning til min familie – kun statistisk bange. Statistisk er det nemlig ikke videre sandsynligt, at jeg eller mine nærmeste bliver udsat for noget af det ovenstående. Statistisk set er der faktisk langt større risiko for, at en af os begår selvmord. Vi skal med andre ord frygte os selv mere, end vi frygter andre!

OG DET GÆLDER KUN desto mere, når man ser på de virkelig farlige dræbere i Danmark: bilerne og livsstilssygdomme. For ironisk nok er det jo de samme mennesker – der kan bruge hele sommerfrokosten på at fortælle, at de i hvert fald aldrig vil rejse længere væk end Harzen på grund af bomber og tsunamier og falskguld-gadesælgere – der efterfølgende tømmer den ottende snaps, skodder cigaretten og sætter sig ud i Asconaen (uden sele) og kører langt over fartgrænsen hjem til Kibæk. Bare for at sidde på terrassen og vente på at dø af kedsomhed og passiv røg fra kuglegrillen.

OG DET ER ALTSÅ IKKE, fordi jeg vil lade som om, jeg er bedre end min angste familie. Jeg har da også irrationel angst – for edderkopper og børn (de små, behårede kryb kan jeg bare slet ikke klare! Og edderkopper er også klamme). Samtidig er jeg heller ikke vildt begejstret for højder. Men jeg ved, at det netop er irrationelt. Der er jo virkeligt intet at være bange for. (Selv om den måde, edderkopper ser på mig på, godt kunne tyde på, at de er ude på noget!) Så derfor overvinder jeg det: Jeg har hoppet i elastik, jeg har rørt ved edderkopper, og jeg snakker også jævnligt med børn.

DET KAN ALTSÅ ANBEFALES at kigge lidt på tabstallene og erkende, at det ikke ligefrem redder ens liv at barrikadere sig derhjemme med et baseballbat og frygte resten af verden. Det kan være langt mere sikkert bare at spise et par gulerødder og bestille den Mexico-rejse. Tage sig sammen og erkende, at frygten skal frygtes mere end alt andet. (Selv om vi nok er mange, der vil mene, at ’nothing to fear but fear itself’ -slagordet glemmer at tage højde for edderkopper!)

You are not alone

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG GRÆD I FREDAGS. Jeg tændte for radioen, der spillede ’We are the World’, og så begyndte jeg bare at tude. Jeg har aldrig været decideret Michael Jackson-fan, og alligevel blev jeg utrolig sorgfyldt ved meddelelsen om hans død – også selv om jeg prøvede at være kynisk komiker og lave jokes om det platte i at lade sig påvirke af den slags Se og Hørfølelser.Men musik kan om noget give mig et personligt forhold til en komplet fremmed – fordi sangerens følelser kan føles som mine egne. Musik har det jo med at trænge direkte ind bag panseret af overskudsfacade og hverdagskynisme. Så selv når man bilder sig ind, at man har styr på alt, kan den rigtige – eller forkerte – sang krakelere facaden mere effektivt end noget andet.

PÅ DEN MÅDE HAR MICHAEL JACKSONS musik fyldt mere end de fleste andres: Min bedste veninde og jeg moonwalkede os som tosser gennem 80’erne (hun kunne bare gøre det, og jeg lignede en bjørn, der vralter baglæns og bærberuset henover et honningklistret underlag). Senere a cappella-sang vi Billie Jean, hver gang vi – 14 år gamle og selvindbildt voksne – fjollede rundt i en rus grundlagt på brandbiler (Jägermeister og rød sodavand) og Pisang Ambon. Og i 9. klasse fremlagde vi et afslutningsprojekt om klodens miljø med ’Earth Song’ som baggrundsmusik. Siden har jeg ikke været til en fest eller en fredagsbar, hvor der ikke er blevet danset til mindst en af hans sange – også når der ikke var et dansegulv, men man bare stod hoftevrikkende i baren og erklærede, at man var ’bad, really, really bad’.

OG NU KAN JEG IKKE LADE VÆRE med at tænke, at det måtte ende sådan. Michael Jackson var soundtrack til min ungdom, på samme måde som Elvis var det for min mors generation. Den slags ikoner har det med at dø. Det er en slags indbygget, poetisk logik. Måske er det også derfor, at vi mellem 25 og 40 bliver så påvirkede af det. Hans død markerer på en måde afslutningen på den uskyldige ungdom, som vi må til at indse, at vi er ude over. Vi er stadig forholdsvis unge, men nu har vi også job og ansvar, familier og andre voksenpligter.

VI KAN NOK SÅ MEGET TRO, at vi er lige så livskåde som dem, der i disse dage kaster deres studenterhuer i vejret og har hele livet og verdenen foran dem. Men vi ved jo godt indeni, at sådan er det ikke for os. Vi må nøjes med at hæve vores SP-penge og have livserfaring. Men det er faktisk også okay. Det er ikke et dårligt sted at være i livet. Og fra nu af er vi ikke alene om det.

Mit livs ironi

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET ER MENS, jeg sidder i gårdhaven og tænker, at jeg vil være bedre til at se positivt på tilværelsen, jeg bliver klar over, at jeg sidder med bare fødder i en myreture. Jep, tissemyrer op af begge ben. Jeg børster myrerne af, ler for mig selv og anerkender ironien. Hvad andet kan man gøre? Og solen skinner, så det skal ikke slå mig ud. Da jeg kommer indenfor, opdager jeg, at jeg har fået soleksem. Hvad er det, verden prøver at bevise?

ISN’T IT IRONIC, sang Alanis Morissette engang. Måske burde jeg have den som temasang. Jeg har på fornemmelsen, at der sidder en drilsk norne og trækker i trådene i mit liv. Især når jeg prøver at se lysere på tilværelsen, for så er det, som om tilværelsen gør sig gevaldigt umage for at vise sine mørkere sider.

FOR EKSEMPEL: Jeg er ude at gå, og det pisregner. Men jeg beslutter, at jeg er i godt humør, og intet – end ikke skybrud – skal få mig ned med nakken. Jeg ranker ryggen og smiler op til de mørke skyer. Og jokker i verdens største hundelort! Den er så stor, at der kommer lort op på begge sidder af min støvle. Og senere ligger jeg så – regn-gennemblødt – på knæ i min brusekabine og skrubber bæ af med en kasseret opvaskebørste. Jeg vil virkeligt gerne grine af ironien, men det tager en halv time at få alt puha’en ud af rillerne under støvlebunden, og lugten er… ja, som man kunne forvente. Der er jeg nødt til at spørge: ’Må jeg bare ikke få lov til at være i godt humør, skodskæbne? ’

RETFÆRDIGVIS SKAL DET SIGES, at jeg det meste af tiden er glad for ironien i mit liv (undtagen når det involverer lort. Fækalier bør aldrig medvirke i livets lærestrege!) Så længe der er ironi, er der ikke plads til at være selvhøjtidelig, selvretfærdig eller bare almindeligt selvglad. Ironi er den lille nål, der prikker hul i boblen af selvfedhed, man har pustet op omkring sig selv.

JEG HAR ONDT AF MENNESKER, der ikke har ironi i deres liv. Fuldstændigt humorforladte personer, der ikke kan grine af hverken en god joke eller et YouTube-klip af en mand, der får et hårdt slag i nødderne (evigsjovt!) Det er jo fordi, de aldrig har oplevet situationer, hvor man bare må overgive sig og le af livets små ironier. Som i søndags, hvor jeg lå på sofaen og tænkte, at jeg burde lette røven og gå ud for at nyde det gode vejr. Da jeg endelig fik taget mig sammen, glemte jeg nøglen og smækkede mig ude – naturligvis i samme sekund som det begyndte at regne.

Nul cosmo-karisma

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INGEN I MIN VENINDEKREDS læser dameblade. Ingen af os kan lide ’Sex and The City’. Vi går ikke specielt meget op i sko, shopper sjældent, og vi bestiller aldrig cosmopolitans, når vi er i byen.(Men det er ikke, fordi vi ikke drikker – det er udelukkende, fordi hovedparten af bartenderne i det her land ikke gider bruge sødet tranebærsaft i drinken, men i stedet bruger den usødede saft, der – undskyld mit sprog – smager af sur skede! Og så kan det godt være, at tranebærsaft forhindrer blærebetændelse, men med den smag er blærebetændelse faktisk at foretrække.)

MINE VENINDER OG JEG mangler med andre ord fuldstændigt den cosmo-karisma, der er så populær blandt kvinder i disse år, og som man – hvis man lige var landet fra en anden galakse og skulle danne sig et indtryk af jordens befolkning ved at skimme hylderne med dameblade – skulle tro, var den almindeligt herskende kvindetype. ’De 100 lækreste kjoler i denne sæson’, ’Sådan kan han lide det i sengen’, ’Brazilian, hvor ondt gør det? ’ Og andre cosmo-cliffhangere sender det budskab fra bladhylden, at kvinder er forfængelige (men pivede) og i øvrigt kun interesserer sig for (at tilfredsstille) mænd.

OG DEM FRA DEN ANDEN GALAKSE tror måske på det, og desværre gør nogle mænd det også. Men det værste er, at kvinderne selv køber præmissen sammen med bladet. Det er uheldigt. Meget uheldigt. For hvis man er kvinde, som dameblade fremstiller kvinder, er man lige så blank og overfladisk som siderne i bladet.Men det er der da heller ingen kvinder, der er i virkeligheden! Jeg har aldrig i mit liv mødt en kvinde, som ikke har indeholdt millioner gange mere, end de kvindeklicheer der nærmest udelukkende optræder i blade, film og på tv. Hele cosmo-karismaen er en fiktion. Et glitret og designertøjs-beklædt eventyr, som man kan bruge til at drømme sig væk fra virkelighedens rigtige problemer med. Men farlig ad helveren til, fordi den samtidig prædiker sandheden om, hvordan man bør være kvinde – ligesom Rødhætte er et eventyr, der skal lære små piger at lade være med at lytte til grimme, behårede mænd i dametøj.

DERFOR HADER MINE VENINDER og jeg cosmo-karismastræberiet, og derfor har vi meldt os ud. Ingen skal få os til at føle os utilpasse med at være dem, vi er, bare fordi vi ikke går i modesko og flår hår af forneden.For det, vi er, er nu engang så meget sjovere: I min venindekreds elsker vi politisk ukorrekt humor og filosofiske diskussioner og bacon og kage, vi tæver hinanden i TP og blærer os med vores arbejde. Vi griner meget af os selv – og indimellem tisser vi også lidt i bukserne (tusind tak, tranebærsaft!).

Sjov hærværk

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Der er ingen tvivl om, at hærværk i almindelighed og graffiti i særdeleshed er den lammeste form for forbrydelse. Det har ikke andet formål end at ødelægge andre menneskers ting og humør. Men når det er sagt, så findes der et sted, hvor graffiti er decideret underholdende. Nemlig på valgplakater. At male overskæg og djævlehorn på kandidater med en medbragt sprittusch er enhver valgkamps absolutte højdepunkt.

Alligevel har Dansk Folkeparti følt sig så chikaneret af valgplakatgraffiti under dette EU-valg, at partiet har meldt det til politiet. Tænk sig. Der er slyngler, som har forsynet spidskandidat MORTEN MESSERSCHMIDTs oversize valgplakater med et velfriseret Hitleroverskæg. Og det er da også en forbrydelse så alvorlig, at det bør have politiets førsteprioritet i en tid, hvor politiet ikke har andet at give sig til. For den type hærværk er jo virkelig noget, der ødelægger mennesker. Det er faktisk så slemt, at der sikkert sidder folk i Brorsonskirken på Nørrebro og tænker: »Det kan godt være, at vi er blevet smidt ud af landet til en usikker fremtid i Irak, men det der! Det er jo direkte nedværdigende. Man kan ikke være bekendt at gøre grin med overskæg på den måde!«

Selvfølgelig har DF loven på sin side. Det er hærværk. Men det er jo sjov hærværk. Hvem lider helt ærligt skade af, at nogen leger med sprittusch på en plakat, der alligevel skal pilles ned inden for en uge? Jeg mener faktisk, det burde være fuldt lovligt at give sin mening til kende på plakater, der hænger i det offentlige rum. Plakaterne hænger der jo netop selv med det formål at ytre en mening om et bestemt parti eller et produkt. Når jeg ikke kan gå ned ad en gade uden at blive mødt af de første 50 plakater, der vil sælge mig alt fra EU til McD, hvorfor må jeg så ikke pynte lidt på salgsargumenterne?

Jeg så engang en af Cult Shakers debile nøgen-dulleplakater, der var blevet forsynet med en ganske nydelig graffiti-bikini. Er det ikke en dejlig konstruktiv måde at forholde sig til reklamebudskaber?

For helt ærligt, hvordan skal vi – vælgere og forbrugere – ellers håndtere denne propaganda? Skal vi selv alle sammen ud og samle underskrifter og stille op til et valg for at få lov til at have en mening? For ellers er den eneste anden mulighed jo at tæppebombe aviserne med ytringsfrihedens mest ufarlige våben; læserbreve. Medmindre man da vælger at gå den kommercielle vej og leje reklamepladsen ved siden af Morten Messerschmidt, tegne en pil og skrive: »I’m with stupid.«

PS: Hvis Morten Messerschmidt eller andre føler sig generet af mine meninger, er man velkommen til at tegne djævlehorn og fipskæg på mit kontrafej.

Byder du din vagina alt?

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NU HAR JEG EFTERHÅNDEN frekventeret en hel del cafétoiletter med de såkaldte FLUSHads – reklameskilte, der hænger bekvemt i høm-høm-højde, så man har herlig kommerciel læsestof, når man forretter sit ærinde. Foruroligende mange af de FLUSHads, der hænger på dametoiletterne, reklamerer for intimplejeprodukter. Hvorfor? Tror producenterne, at vi er særlig modtagelige over for skridtplejemarkedsføring, når blot skridtet er blottet?Jeg ved ikke, hvad de reklamerer for inde ved herrerne (ikke fordi jeg er for fin til at tisse på et herretoilet, men når jeg gør det, har jeg for travlt med at passe på, hvor jeg sætter fødderne og undre mig over, hvorfor der ikke hænger et skilt oppe over kummen, hvor der står ’SIGT!’). Men jeg formoder, at mændene ikke præsenteres for intimplejeprodukter i samme målestok. Det lader til, at det mest er kvinder, der har brug for den slags undervognsbehandlinger.

DET KAN JEG SÅDAN SET godt leve med og tisse til. Men jeg har nogle gange ret svært ved at holde balancen af grin, når jeg præsenteres for de slogans, som intimplejefirmaerne har kreeret for at fange min interesse og min pengepung.Canesten spørger: ’Kan yoghurt kurere underlivssvamp? ’ Ikke hvis det er peach melba i hvert fald. Vivag-damen hopper en tur i dynerne: ’Romantik i luften? Ikke noget problem. Har sagt nej tak til tørhed i underlivet’. Hvis tørhed er problemet, var det måske fyren, hun skulle sige nej tak til i stedet? Min absolutte favorit er dog ’Intima: Til dig, der ikke vil byde din vagina, hvad som helst’. Nå, men det er jo ikke mig så. For min vagina (nej, jeg kan simpelthen ikke bruge det ord!), min fisse bliver da skrabet gennem murbrokker, rustne søm og glasskår på dagligt basis.

MEN DER STOPPER Intima ikke. Faktisk topper produktet sit eget slogan på firmaets hjemmeside, hvor der står: ’Synes du også, at intimpleje gerne må være spændende og sjovt?’ Nej, ikke rigtigt egentlig. Jeg tror – hvis jeg absolut skal mønstre en holdning til intimpleje, at jeg så vil foretrække, at det er effektivt. Jeg har siddet på mange cafétoiletter og grublet over, hvilken form for målgruppeanalyse Intima har lavet. For hvad er det for nogle kvindetyper, der bliver fanget af reklamerne? Skal man ikke være ret selvhøjtidelig og samtidig temmelig uintelligent for at tænke: ’Endelig er der et intimprodukt, der tager mig og min vagina alvorligt! Og som samtidig forstår mit behov for underholdende svampebekæmpelse?’ Under min gennemgang af Intimas hjemmeside erfarede jeg i øvrigt, at firmaet netop har afsluttet en konkurrence om at finde ’vores allesammens Intimapigen 2009’. Ej, hvorfor ser jeg det først nu! Jeg skulle have lavet en billedserie og sendt ind – med murbrokker og alting.

Vilde drenge, der vælter verden

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

KØBENHAVNS KOMMUNE VIL hyre knægte i 12års-alderen til at være vilde drenge i daginstitutionerne, så de mindre drenge kan lære at være vilde. »Vi skal have flere mandlige værdier og vildskab ind i vores institutioner, så drengene kan få brændt noget energi af,« forklarede byens børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard.Imens skal pigerne åbenbart sidde stille og betragte de voksne, hovedsageligt kvindelige pædagoger ordne bleskift, mælkeglasopfyldning og andre praktiske ting. Så har Københavns Kommune grundigt forberedt alle på at kunne klare sig i et moderne samfund, hvor mænd tilsyneladende kravler i træer og kvinder tørrer borde af.’

JAMEN KVINDER HAR ingen forståelse for, at drenge har brug for at være drenge’, lyder argumentationen igen og igen for at få flere ’mandlige værdier’ i dagsinstitutioner og skoler. Men det er lige præcis, hvad kvinder har. Også mere end mænd! For mænd – inklusiv Bo Asmus Kjeldgaard – ved godt, at det sagtens kan lade sig gøre at slappe lidt af, selvom man er hankøn. Det er sådan, de selv er blevet til noget. Ellers var de nok aldrig kommet ind på arbejdsmarkedet, men havde stået på et gadehjørne og blæret sig med deres seneste bandeskyderi.

ALLIGEVEL ER DER KONSTANT BROK over, at der ikke er plads til drengene mere. Selv folkeskolen er blevet feminiseret! Åh skræk. Men det eneste, der er sket, er, at lærerstaben tilfældigvis har skiftet køn henover de sidste 50 år. Skolevæsnet har jo ikke ændret sig. Det er stadig meningen, at man skal sidde stille, lytte efter, række hånden i vejret og ellers holde sin kæft, indtil man bliver spurgt. Det har aldrig været populært med alt for aktive, larmende og vilde børn – m eller k! Lektor Blomme ville sørme også have ungerne til at sidde stille. Og da far var dreng, kunne han pudsigt nok sagtens finde ud af det. For det sagde hans mandlige lærere, at han skulle. Men sådan er det ikke i dag. For i dag er de kvindelige lærer blevet overbevist om, at det at have et ’hængeparti’ i sidderegionen gør, at man må flytte sig rundt konstant.

MEN I STEDET FOR AT INSISTERE på, at man kun er en rigtig dreng, hvis man farer omkring hele tiden, skulle vi måske overveje, hvad vi egentlig vil have ud af de ’vilde drenge’. For vil de nogensinde kunne passe ind i et uddannelsessystem – eller på arbejdsmarkedet? Skal vi om 15 år til at indrette universiteterne, så drengene kan spille fodbold under forelæsningerne? Eller skal samtlige forretningsmøder i fremtiden kortes ned til max 20 minutters varighed, fordi vi har avlet en hel generation af mænd med opmærksomheds-evner, der ikke overstiger et afsnit af ’Simpsons’?

Beruset bitterhed

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Det kan godt være, at jeg føler, at jeg er et nogenlunde afbalanceret og venligsindet individ. Men det gælder kun så længe, jeg er ædru. Så snart alkoholen melder sin ankomst i hjernen, forsvinder alt, hvad der hedder fornuft, næstekærlighed og ikke mindst situationsfornemmelse.

De ubehagelige følelser, som kan opstå over for andre – vrede, jalousi, ønsket om at fjerne samtlige brønddæksler på deres vej i håb om, at de vil skvatte i et hul – de følelser er svære at acceptere, men jeg forsøger at undgå, at de får overtaget. Jeg prøver at tilgive mine ’fjender’ deres fejltrin (det kan være, hvis de har behandlet mig urimelig t, eller bare hvis de er superlækre eller får det modsatte køns opmærksomhed). Egentlig ikke for deres skyld, men for min egen, så jeg ikke slæber rundt på læssevis af usunde følelser. Og det virker – det meste af tiden.

Men så kommer to flasker rødvin på bordet, og straks bliver jeg meget mere bitter. De undergravende følelser, jeg troede, der var lagt låg på, smutter ud. Først som fortalelser og ’sjove’ bemærkninger: »Selvfølgelig er det okay, at du ikke betaler de penge tilbage, du skylder mig, jeg har da masser af kattemad i skabet, jeg kan spise.« Efterhånden som jeg bliver mere beruset – og for mit vedkommende er det allerede ved afslutningen af genstand nummer to – bliver bitterheden dog mindre og mindre kamufleret: »Hey, de der penge, dem skal du lige… hik… gi’ mig, ik’oss’ Stein Bagger-klon… hik… nar-bøvsrøv.«

Ofte er den person, jeg har uafklarede, grimme følelser for, ikke engang til stede, og i stedet er det sagesløse venner og bekendte, der udsættes for bitterhed med blå tænder: »Selvfølgelig kan Gitte ikke komme til din fest, hun har vel travlt med at sidde derhjemme og blive mere tyk.«

Alkohol har en fantastisk evne til at forstærke det humør, man er i, inden man åbner den første øl. Er man glad og forårsforelsket, ender man med tårer i øjnene af lykke og liderlighed senere på natten. Men er man trist og præmenstruel, så er det med mascara i striber ned ad kinderne og fremmedes blod under neglene.

Desværre er disse grimme følelser tit gemt under tilsyneladende godt humør, fordi det er følelser, man ikke vil vedkende sig. Det er kun alkohol, der kan få dem frem. Og så er det først, når jeg sidder der i en gigabrandert (dvs. at jeg er oppe på tre genstande), det går op for mig, at jeg bør få styr på nogle følelser. Men så er det også for sent. For selv om fornuften sidder i baghovedet og skriger ’hold nu kæft’, så siger alkoholen: »Men Gitte er jo tyk! Og du skal have flere mojitos.«