Prosit pork chops

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ ER DER pandemi-panik igen. Ekstrem angst for en sygdom, der er så marginal risiko for at dø af, at dræbersnegle kan bryste sig af flere kills. Proportionssansen går fuldstændig fløjten – først i medierne, siden hos forholdsvist normale mennesker. Et nys i en bus kan i bedste fald give hele 16 sæder til en selv og i værste fald føre til, at de andre passagerer jager en ud på Nørrebrogade (hvor risikoen for at blive skudt af en udeaf-stand-til-at-sigte-før-han-skyder-debil bandekriger er væsentligt større end at grynte-nyse sig ihjel af svineinf luenza).

MEDIERNE KASTER SIG frådende over flæskefeberen og andre sygdomme opkaldt efter dyr, så mennesker med sjof le tankegange (dvs. undertegnede) morer sig med at tro, at de smittede har haft usømmelig omgang med bemeldte dyr. Først var der kogalskab, der fører til Creutzfeldt-Jakob sygdom, som seks danskere årligt dør af (mens der er 13 gange så mange, der dør af alkoholmisbrug, så måske er det rødvinen, man skal frygte, og ikke bøffen).Så var der fugleinfluenza, som ikke førte til dødsfald i Danmark, men udelukkende sultede ænder ihjel, fordi samtlige pensionister holdt deres daggamle brød hjemme. Og så er der SARS, som ingen ved, hvad er, og derfor er den uhyggelig.

OG ENDNU TIDLIGERE var der aids (som dog først blev erklæret for rigtig farlig, da den begyndte at ramme andre end bøsser og narkomaner). Og før det var der pest og kolera – og skal man absolut vælge mellem de to, så mener jeg at have læst, at man dør hurtigere af pest – men pointen er, at man døde, så dengang var det ikke overkill (uheldigt ordvalg) at tage visse forholdsregler. Men forleden hørte jeg, at man nu sætter varmescannere op i lufthavne for at måle, om passagererne har feber. Hvad nu hvis man bare sveder, fordi varmeregulering i et fly åbenbart er sværere at styre end en Mars-sonde?

HVAD ER DET for en flok neurotiske tosser, der altid kommer frem i kølvandet på en epidemi? Denne gang ført an af israelske jøder, der ville have svineinfluenza omdøbt, fordi de betragter svin som urene (men ikke sygdomme åbenbart). Og diverse medier, der racismeforskrækket tager den principbeslutning at kalde sygdommen Influenza A i stedet. (Så undertegnede nu forsøger at forestille sig folk have usømmelig omgang med et bogstav).I den forbindelse vil jeg gerne opfordre til, at alle sygdomme fremover tager hensyn til religiøse og kulturelle forskelle: Gul feber bør holde op med at chikanere asiatere, og røde hunde skal lade indianerne være. Jøsses! Hvor er alle de normale mennesker blevet af ? De sidder forhåbentlig med slukket tv og nyder en omgang rødt oksekød eller et par svinekoteletter med fuglekvidder i baggrunden.

Uhm uniformer

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Mænd i uniform. Kunne jeg finde en mere klicheagtig dameblads-fantasi? Næppe. Men ikke desto mindre drejer jeg hovedet efter enhver politiuniform, der krydser min vej. Og jeg bor på Vesterbro, så der er uniformer nok til en seriøs omgang nakkeøvelser. Min uniform-fetich var ellers ikke noget, jeg tidligere råbte højt om. Jeg syntes, det var pinligt, at jeg, der hylder forskellighed, antiautoritet og andre disciplinære ulydigheder, tilsyneladende er tiltrukket af uniform ensretning og nazidiciplin.

Det nagede mig, for det måtte jo være det, uniformen står for, jeg tænder på. For ifører brandmanden sig almindelige jeans og en fadøl, vil tiltrækningen droppe betydeligt – nogenlunde i takt med fadøllens tømning og den deraf følgende sandsynlighed for, at fyren tramper op på et bord og skriger fisse eller FCK eller et andet F-ord. Jeg var med andre ord bange for, at mit frie sind bare længtes efter en Richard Gere-klon, der ville trampe ind og bortføre mig til en kæft, trit og retningshverdag, der begynder klokken 0600 Zulutid med ret ryg og honnør.

Men så reddede militæret mig. Jeg har nemlig lige tilbragt en uge i Afghanistan (det var ikke en sær form for charterferie, jeg var der for at lave stand-up for soldaterne), og pludselig kan jeg se, hvorfor mænd i uniform er sexede i en grad, så Oliver Bjerrehus skulle skamme sig. Og det er ikke på grund af disciplin og autoritet! For hey, vi er jo danskere; omgangstonen er altid afslappet, selv når man er bevæbnet og i krig. Soldaterne er på fornavn med deres overordnede, og de er nøjagtig så langhårede og -skæggede, de gider være. Ingen honnør, ingen kæft, trit og retning, og tilmed demokrati i beslutningerne (selvom ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer).

Jeg fik den helt utrolige oplevelse at overvære et hold soldater håndtere en mindre krise, da en af deres kampvogne væltede, mens vi var på vej mellem to baser. Der var ingen overordnede til stede, og ingen at ringe hjem til (radiokommunikation om, at man holder stille midt i ørkenen er åbenbart ikke skidesmart i en krigszone). Soldaterne reagerede lynhurtigt i samlet f lok. De tjekkede, at ingen var kommet noget til, at området var sikkert, og at vi civile ikke gik i panik. Hvorefter de hurtigt fik kampvognen trukket fri, mens de grinede grundigt af de uheldige væltepeter-chauffører. Og der er forklaringen altså på min uniform-passion. For de soldater tog simpelthen prisen som de mest sexede mænd, jeg har set. Fordi de repræsenterede, hvad uniformer betyder: At når manden har den på, er han ansvarlig, velovervejet og effektiv. Mens han samtidig er omsorgsfuld og stadig lattermild. Findes der noget mere sexet? Og det hele foregik i kaki-kamuflage.

Teknologiske undskyldninger

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET VIRKER TIT SOM om, alle de fantastiske teknologiske fremskridt, vi gør, mest af alt bliver brugt som undskyldninger. Undskyldninger for ikke at få gjort de ting, som de nye opfindelser faktisk burde hjælpe os med at gøre – hurtigere og bedre.Tag for eksempel GPS’en. Den er pludselig allemandseje, men det er langt fra alle, der af den grund kommer frem – til tiden. Før skød man altid skylden på konens retningshenvisninger – og i sjældnere tilfælde på mandens. Nu hedder det i stedet: »GPS’en ledte mig ind i et vejarbejde.«

EN FORSINKELSE bliver da ikke mere acceptabel, fordi man har en dingenot at kaste skylden på: »Døh, sorry forsinkelsen, men jeg stod og ventede på elevatoren.«Nej, det er heller ikke i orden, for der er absolut ingen grund til overhovedet at tage elevatoren! Der er max fem etager i de fleste bygninger i det her land, og dem bør man være i stand til at klare på trapperne. For hjertets skyld.

OG SÅ ER DER klassikeren: »Printeren var i udu.« Ja, for det er sjovt nok sådan printere fungerer. De er indstillet til at crashe det sekund, hvor man ikke har været forudseende nok til at printe i god tid. Jeg husker alle dem på min tidligere uddannelsesinstitution, der blokerede printeren for sig selv og hinanden med garanti ti minutter i hver eneste eksamensaflevering. Men hey, jeg gik også på en uddannelse, hvor man ikke gik så meget op i deadlines – jeg gik på Journalisthøjskolen.Hvis man regner med, at man kan nå at indsende den elektroniske blanket to minutter før udløbstidspunktet, så går computeren eller internettet ned. Det er indbygget i systemet.

MURPHY HAR EN LOV: ’Alt, der kan gå galt, vil gå galt’. Den er sandsynligvis opfundet udelukkende med sigte på elektronisk udstyr. Det har vi alle indset for længst. Hvorfor er det så, at vi bliver ved med at tro, at de kan bruges som gangbar undskyldning?Reelt er den eneste valide undskyldning for at komme eller aflevere for sent – eller på anden måde fucke noget op – selv at erkende sit ansvar; simpelthen at stå ved, at man burde have handlet anderledes: »Ja, det var utroligt dumt af mig ikke at forudse, at mobilen ville løbe tør for strøm, inden guvernøren ringede med benådningen til den dødsdømte fange. Rundstykke mange gange. Jeg tager den på mine skuldre, og giver kvajebajer til alle – lige så snart han er færdigstegt.«

Receptpligtigt dovneri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

’HVAD HAR DU LYST TIL?’ Hvor tit spørger man egentlig sig selv om det? Børn spørger man hele tiden og nye kærester, men hvor tit er det ens eget indre barn, der må vælge frit på alle hylder?Sundhedseksperter og andre tv-avis-betitlede snakker så meget om receptpligtig motion i disse år. At lægen skal kunne sende patienterne i fitnesscentret eller i løbesko ud i skoven. Ja, ja, men hvor er det receptpligtige dovneri henne? Hvor mange af os lidt for travle (lad os bare sige småstressede) arbejdsnarkomaner kunne ikke godt bruge en gul seddel med påbud om at slappe af nogle dage, kun frekventere grillbaren og drikke kakaomælk direkte fra kartonen?

HJEMME HOS MIG har jeg indført begrebet ’lystuge’. Det betyder, at jeg i en hel uge har fri til at gøre nøjagtig, hvad jeg har lyst til. Og det gælder på alle områder: Mad, søvn og pengeforbrug. Har jeg lyst til at ligge på sofaen en hel dag og udelukkende spise sour cream og løse kryds & tværs’er, så er det sådan. Også selv om solen skinner udenfor, køkkenet har haft besøg af en selvmordsbomber, og telefonen kimer. Jeg fortæller alle dem, der kan finde på at blive fornærmede eller bekymrede over, at jeg muligvis ikke besvarer hverken den ene eller anden kommunikationsform, at jeg er offline. For det er jeg – mentalt. (Selv om jeg muligvis surfer efter billeder af Edward Norton i undertøj.)

JEG HAR FORSØGT at låne konceptet ud til alle, jeg kender. Men det går lidt trægt. Utroligt nok er det svært at overbevise folk om, at det er helt i orden at sætte sig selv først i bare nogle få dage (man kan jo nøjes med lystweekend eller endog bare en enkelt lysttirsdag.) Min udgave af lystuge lyder måske også en smule forsumpende, men det, der sker, når man har en hel uge, hvor man virkelig lytter til sine egne behov, så får man også lyst til at gøre ting, man måske normalt mangler lyst til. Som motion og rengøring. Har man først brugt to-tre dage på sofaen, så trænger man til at røre sig og til at få styr på nogle ting. Vups, så har man lyst til det.

DET ER IKKE NOGEN revolutionerende opfindelse, jeg har gjort. Det kommer ikke til at kurere hverken stress eller alverdens krige og miljøkatastrofer. Men det er en mig-medicin, der virker. Så det burde virkelig være receptpligtigt. For så kunne man sidde inde i konsultationen og få besked om at lette røven og komme hjem og smide den i den bedste lænestol – det ville kurere den dårlige samvittighed over at have det så godt, når der er så meget, man burde gøre.

Stress tager dig over

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

EFTERHÅNDEN BURDE JEG være gammel nok til at kende symptomerne på stress. Men det kommer stadig bag på mig (ligesom jeg gennemsnitligt én gang om måneden er overbevist om, at jeg har fået en depression, fordi mit humør er helt i bund, og så er det bare PMS.)Måske er det fordi, stress for mig aldrig er forbundet med at have travlt. Når kalenderen bugner, og jeg pendler fra et møde til et andet og lever af kaffe og 7-Eleven-junk, så er jeg ikke stresset. Det er først, når der er lidt for langt mellem aftalerne i kalenderen – når alle angsttankerne begynder: ’Kan jeg klare regningerne til den 1.? ’, ’Hvorfor ringer de ikke tilbage, kan de ikke lide mig mere?’ osv. Det er først, når der faktisk er god tid til at forberede sig til aftalen 14 dage ude i fremtiden, at jeg går i baglås.

I BEGYNDELSEN prøver jeg at tage den med ro. Jeg tænker, at det er en god idé at tage et hvil på forhånd, fordi jeg sikkert får travlt lige om lidt. Men det er ikke afslapning, som det burde være; sorgløst og behageligt. Det er afslapning, der cirka en gang hver 20. minut bliver af brudt af den neurotiske zappe-treenighed: Mobil-mail-mayland.Samtidig er mine tanker konstant i kredsløb om de forberedelser, jeg snart skal i gang med: Skulle jeg få lært det Powerpoint-hejs en gang for alle? Er der noget, jeg skal læse op på? Ved jeg nok om emnet? Og så kommer nerverne: Har jeg overhovedet styr på noget som helst? Efterfulgt af panisk ringen til veninder, der beroligende får mig til at indse, at jeg har styr på det – sådan nogenlunde. Så kan jeg jo godt ligge på sofaen en aften til. Hvilket selvfølgelig resulterer i yderligere nerver dagen efter, når aftalen er rykket 24 timer tættere på.

MEN STADIG får jeg ikke taget mig sammen til rent faktisk at starte fra en ende af. Typisk dukker der spontane aftaler op – både jobs og kaffeslabberadser – og pludselig er der kun to dage til den oprindelige aftale. Og så begynder overspringshandlingerne. For så tæt på deadline er det nærmest umuligt for mig at sidde stille og forberede mig. Blodet pisker rundt i min krop, og hjertet slår hurtigere end sundt er – godt hjulpet på vej af for meget kaffe. Og i stresset afmagt begynder jeg så at gøre hovedrent. På intet tidspunkt mens det står på, er jeg i stand til at stoppe op og tænke: ’Hey, er det her ikke bare stress?’ For det er stressens mest luskede egenskab. Det er først bagefter, man kan se, den var gal. Hvis man altså klarede den…

1 årsdag, 2 årsdag…

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

Mig og Urban har været sammen i ét år i dag. Jeg ved tilfældigvis, at et-års-mærkedagen kaldes papirbryllup, og traditionen tro skal manden i forholdet (det er nok mig i denne sammenhæng) give kvinden noget af papir. Værsgo: post it-stamps! Det er pudsigt det med, at man altid opgør forhold i antal år (eller måneder hvis man går i gymnasiet (eller uger, hvis man er Pelle Hvenegaard).Tit er det også det første, man spørger et kærestepar om: Hvor længe har I så været kærester? Som om vi nogensinde ville bruge svaret til noget som helst. »Syv år! Jamen, I ligner da godt nok også nogle, der er på vej ind i en krise.«.

For der findes jo en syv-års-krise. Og der er vist også noget, der hedder en tre-års-krise, og er der ikke også en fem-års-krise? Der er i hvert fald en krise hvert år, når det er julefrokosttid. Måske skulle man opgøre sit parforhold i antal overlevne kriser – i stedet for at gøre det i antal år som et tudsegammelt ægtepar, der nærmest bruger forholdet som nedtælling til den morgen, resten af familien igen står neden for soveværelsesvinduet med hornorkester og ’Det er så yndigt at følges ad’. Det ville også være et forfriskende svar på spørgsmålet: HvorlængeharIsåværetsammen? – »Vi har nu klaret seks store kriser. Inklusiv Maries flirt med revisoren, og Mortens flirt med at male hele stuen karrygrøn.«

For helt ærligt virker det ikke en smule tællelys-agtigt at sætte flueben i kalenderen hvert år? »Sådan! Så klarede vi endnu et år. Og åh nej, nu begynder det næste år allerede.« Selvfølgelig er der noget romantisk i at fejre sig selv og sit parforhold med god mad, rødvin og sex ad libitum – men behøver det være præcis på datoen for det første møde (eller første kys eller orgasme, eller hvordan man nu aftaler at opgøre det)? Fordelene ved ikke at fejre årsdagen er jo åbenlyse: For det første er der ingen sårede følelser, hvis den ene part glemmer mærkedagen. Og så kan man i stedet indføre ad hoc-årsdage, som passer bedre med travle menneskers kalendere og babysittere, og hvornår man nu lige kan få et bord på Kong Hans (eller Flyvergrillen). På den måde kan man få mange flere dage, der er helliget parforholdet. Og så er der altså ingen undskyldning for at være en uopmærksom kæreste de 363 dage om året, der ikke lige er årsdag eller Valentinsdag. Alligevel tror jeg nu, at jeg inviterer Urban ud til et glas årsdagsrødvin. Uheldigvis drikker min papirægtefælle slet ikke rødvin (medmindre den kan suge det op af et gulvtæppe), så jeg må nok selv tømme begge glas, mens jeg læser den.

Store skridt for kvindeheden

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PÅ TORSDAG er det 100 år siden, kvinder kunne stemme for første gang. Til et kommunalvalg godt nok, så det var sikkert ikke mere spændende dengang, end det er i dag. Men stadig: et stort skridt for kvinder. Man bruger meget at måle i skridt inden for udvikling – fremskridt. Min bedstemor – der ikke er gammel nok til at huske, da kvinderne fik valgret, men har oplevet andre store skridt som p-pillen, ligelønsloven og bikinivoksen (det sidste er nok det, jeg vil kalde et tilbageskridt) – taler også tit om skridt:»I unge kvinder er så heldige. I må jo gerne tage det første skridt over for mændene.« Må? Det er ikke et spørgsmål om at ’må’ noget. Det er et spørgsmål om arternes overlevelse. Hvis kvinderne ikke tager det første skridt, bliver menneskeracen udryddet – ikke af bomber eller forurening, men af Xbox og fadøl.

DER KAN MAN da virkelig tale om, at kvindekampen har sejret af røven til. Ikke fordi nogen af os – hverken m eller k – ønsker os tilbage til tiden, hvor manden skulle tage alt initiativet. Men måske er den tjans tippet lige lovligt meget over til kvinderne i dag. For det drejer sig jo ikke kun om et første skridt. Der er tale om en helt maraton! Optimalt set burde det være sådan, at hun tog et skridt, og han tog et, så det var lidt som en dans. Men reelt føles det mere som et forfølgelsesløb, hvor kvinden spurter af sted i stiletter og råber efter sin udkårne: »Stå dog stille for helvede. Jeg vil bare elske dig og føde dine børn!«.

HOV, HVAD ER DEN NU AF? Hvorfor begynder jeg pludselig at brokke mig over mænd i en klumme, der skulle hylde kvinders stemmeret og andre lyksaligheder. Fordi det er sådan, det er at være kvinde i dag. Jeg er født i 1980 – alle de store skridt for kvinder blev taget år, før jeg blev født. (Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen i ligestillingslejren.) Selv om jeg er dybt taknemmelig over, at mine formødre kæmpede for de rettigheder, der er så selvfølgelige for mig i dag, så er det bare ikke der, opmærksomheden er rettet for unge kvinder som mig. De skridt, vi forsøger at tage i dag, er dem, der skal få vores liv til at hænge sammen, nu hvor vi har alle muligheder i hele verden. For vi skal jo bare sørge for at være velplejede, sunde, tiltrækkende, sexlystne (ikke promiskuøse), lyttende, leende, ambitiøse, dygtige, intelligente, arbejdsomme, omsorgsfulde, indsigtsfulde og ansvarsfulde. Og altså også lande karriere, mand og 1,8 børn… Puh, jeg bliver helt forpustet af alle de skridt.

Lad der blive lys – for alvor

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG TROR IKKE på forår. Jeg er vejr – ateist: Jeg vil se beviser, før jeg tror på noget som helst. Og erantis er ikke et bevis! Erantis er en tisgul blomst, man ikke kan stole på. Så snart den mindste solstribe er sluppet gennem vintermørket, breder erantissen sig skøgeagtigt gennem landskabet. Lader som om, den er en officiel forårsbebuder. Bah, jeg har knap set en eneste vintergæk. Alligevel mener erantis altså, at den ved, hvor det sner. Og det er ikke her. Krokussen (eller ’hotelpigen’ som blufærdige mennesker kalder den), har heller ikke vist sig, og den plejer ellers nok at kunne indfinde sig i frizonen mellem vinter og forår. Eller hvad ved jeg? Jeg har ikke en klap forstand på blomster (og bier).Men jeg tror ikke på, at foråret er her endnu. Sneen, frosten og kulden lurer sikkert lige om hjørnet, når vi – forårskåde – har glemt vanterne derhjemme og har taget solbriller på som eneste beskyttelse. Så slår det til igen. Snestormen, isslaget og fygningerne.

MEN FUGLENE LYTTER til erantissen. De pipper lystigt som en aprilsnar en måned for tidligt. Og hver evig eneste lille musvit får hjertet til at slå skævt. For jeg er svag i min tro. Jeg sad en hel eftermiddag med sol i ansigtet (indendørs) og kom i forårshumør. Jeg fik den tåbelige tanke, at om lidt vil bøgen springe ud. Faktisk bør vi gå ud at tjekke, at den ikke allerede har gjort det – det er jo forårets vigtigste begivenhed. I hvert fald ifølge alle medier der år efter år sjosker ud i skove landet over for at forevige den angiveligt første bøg, mens andre bøgetræer længere ude på pynten står med friske blade og hader den lille medieluder.

JEG ER FORÅRSBARN, jeg er født lige i begyndelsen af april. Jeg ved, hvornår det er forår. Og der har ikke været et eneste år i min levetid, hvor vinteren ikke har forsøgt at æde sig ind på min dag. Måske er det faktisk min skyld. Fordi jeg har opført mig så slemt hele året, at det kolde vejr er nødt til at blive hængende for at kunne udfylde sin vigtigste funktion: hævn over fødselarer. Desperat gennemgår jeg seneste år i erindringen. Har jeg været specielt sødere end ellers? Kan jeg have forskubbet denne urimelighed af et vejrfænomen ved ordentlig opførsel? Tvivlsomt. Med mindre vejret er ligesom julemanden, der opdager alle de slemme ting, man gør (og de fleste slemme ting, jeg gør, gør jeg om natten, så det er ikke sikkert, nogen har set det). Alligevel tør jeg ikke tro på foråret. Ikke endnu. Skyerne samler sig, sibirisk isvinter venter. Vanterne må blive fremme lidt endnu.

Før jeg fik bil

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NØJ, HVOR GIK JEG ind for kollektiv trafik og større bøder til fartsynder engang. Altså før jeg selv fik bil. Men nu, hvor min toptunede skattebasse holder ude ved fortovskanten, mærker jeg alle de gode meninger accelerere væk.Det er nemt at være et åh-så-godt-menneske, når man er ung og ikke har andre penge, end dem staten forærer en, så man kan få sig en uddannelse (selv om det selvfølgelig ikke forhindrer brok over, hvor lille det beløb er). Det er straks sværere at holde fast i de samme principper, når der skal betales vægtafgift og topskat og afdrag og AM (hvad fanden det så end er).

JEG BEHØVER BARE at flytte blikket et hak op i generationskløften og se på min far. Han har været selvstændig stort set altid, så jeg er opfostret med bekymringer over momsregnskab og ordrebøger. Med dertilhørende mishagsytringer mod diverse regeringer og deres planer om at snuppe endnu flere procent af hver tjente krone – det er i hvert fald sådan, min far udlægger det.Vi ender tit i store diskussioner, ham og jeg. Han begynder på foredraget om, at en mand ikke kan få lov til at yde (dvs. tjene) ekstra i det her samfund, og jeg prøver at forsvare systemet – sygehusvæsnet, uddannelsessystemet, vejene – alt det, skattepengene går til.

NATURLIGVIS KAN MIN FAR og jeg ikke blive enige, og det hjælper heller ikke ligefrem mine argumenter, at man hver uge hører om ventelister, faldefærdige skoler, og politikere, der tager på svireture for vores penge. Men min frygt er, at min far og jeg en dag kan enes. Ikke fordi han indser, at det trods alt er bedre med samfundets sikkerhedsnet. Det vil ikke ske: Folk over 50 skifter ikke politisk overbevisning. Det løb er kørt! Men fordi jeg selv kommer til at nærme mig hans meninger. Det er jo ingen hemmelighed, at man bliver mere borgerlig med alderen. Det sniger sig allerede ind på mig nu. Kun på grund af min bil.

FRYDEN OVER ALDRIG mere at skulle tilbringe tid med at fryse og vente på et tog, der bliver mere og mere forsinket, har fået mig til at blive et dårligere menneske. Jeg kan ikke udlægge det på andre måder.Jeg vil have flere og bedre veje, billigere benzin og ret til at køre stærkere – alt det, jeg dundertalte imod, før jeg fik min skattebasse indregistreret.Så hvad sker der mon, hvis jeg køber bolig eller stifter familie? Kommer jeg til at brokke mig over rentefradrag og institutionsgebyrer? Er jeg forudbestemt til at blive som min far? For så er det måske bedst straks at sætte et styk bil til salg og købe mig en Christianiacykel.

Positivt spin på finanskrisen

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NU HAR ALLE de negative konsekvenser af finanskrisen vist efterhånden fået den sendetid, de skal have. Er det ikke på tide at begynde at kigge lidt på de positive konsekvenser?Jamen, hvordan tør jeg dog foreslå det, når statsministerfruen danser direkte ind i mediestormen, fordi hun efterlyser proportionssans i krisesnakken!? Fordi krisen ikke er så skidt, at den ikke er godt for noget. Trods alt. Så jeg vil gerne påtage mig jobbet som finanskrisens spindoktor for en dag.

VI HAR JO HAFT det godt – supergodt – de seneste ti år. Det er ikke nødvendigt for samtlige 14-årige i dette land at eje et Burberry-halstørklæde. Vi behøver teknisk set heller ikke alle sammen være medlem af golf klubben. Det er stadig gratis og dejligt at gå tur i skoven. Og lad os så for himlens skyld få ryddet ud på hylderne med kostelige dameblade og andre livsstilsmagasiner, der i tusindvis i børnehøjde forkynder, at netop de ligger inde med hemmeligheden om, hvad mænd tænder på. (Og da den ’hemmelighed’ for samtlige heteroseksuelle mænd er ’kvinder’, burde det virkelig ikke kunne fylde så mange spalter.). Ekstrabonusen falder, når metroseksualitetsbegrebet definitivt går i sig selv. Vi bør aldrig være så rige, at mænd (eller kvinder for den sags skyld) i den grad bliver overfladiske og forfængelige.

DE SENESTE ÅR HAR nemlig budt på en hel række ubehagelige bivirkninger af overflod. Det er, som om, der har været lidt for meget at bruge alle de dejlige penge på – og vupti så er produkterne dukket op til at fylde det ekstra behov.Tag for eksempel alle de accessories, man kan få til sin Weber kuglegrill. Har vi strengt taget brug for namedroppende køkkengrej, der kan nøjagtig det samme, som den billige slags? Nej, en spatel bør aldrig koste 400 kr. Og hvad i alverden skulle vi lige med de der udekøkkener? I et land, hvor det er koldt 362 dage om året? Det er skønt, hvis noget af det her får en ende. Der behøver jo ikke stå Jamie Oliver-hvidtrøffelolief lasker i samtlige husstande, koteletterne er sikkert også okay med rapsolie.

FOR JEG ER VEL ikke den eneste, der stadig kan huske fattigfirserne? Vi spiste pasta fra Aldi fire dage om ugen med tomatsovs af purerede tomater og salt, hvis der var råd til det. Vi gik i hinandens aflagte tøj, som var fedt, hvis man som jeg var den ældste, og surt, hvis man var min lillebror. Men vi kom igennem med skindet på næsen, og de færreste var dybt ulykkelige under vejs. Så vi skal også nok klare denne krise – selv om vi må undvære de nyeste chokoladesmeltere og navlefnul-pillere fra Kop & Kande.