Tag: bevidsthed
Det der ligestilling, vi har i Danmark
I dag er det blog action day. Det betyder, at en masse mennesker verden over blogger om ulighed. Jeg blev spurgt af en NGO, om jeg ville være med. De tilbød tilmed at levere statistik over, hvor ulige forholdene er for kvinder i de såkaldte 3.verdenslande.
Jeg blogger gerne om ulighed. Men jeg holder mig lige til den hjemmelige. Ikke fordi jeg ikke mener, at der er uhyggelige forhold i andre lande. Syreangreb, stening og corrective rapes bare for at starte et sted.
Men fordi jeg ikke tror på, at det nytter noget, at jeg sidder her i mit vestlige hi og fortæller dem der nede sydpå, hvordan de bør opføre sig for at være rigtigt civiliserede. Det ville i hvert fald kræve, at jeg kunne fremvise noget, der var betydeligt mere civiliseret selv. Og det mener jeg ikke, jeg kan.
Vesten er lort, men Indiens lort er større. Nå!
Forleden så jeg en liste over de lande i verden, hvor der begås flest seksuelle overgreb. Sverige lå på en andenplads. Lige efter Lesotho.
Der var også en EU-rapport i foråret, som alle danske medier straks slog hen, men som viste, at Danmark er det land i EU, hvor flest kvinder har været udsat for vold. Og Sverige og Danmark er de to lande, hvor flest kvinder har været udsat for sexchikane.
Faktisk bakkede 3F den lige for nyligt op med en undersøgelse af, at hver femte af deres kvindelige medlemmer har været udsat for sexchikane.
Det er statistik herhjemmefra. Altså statistik, der siger, at vi ikke skal kaste med bedrevidende sten mod andre, når vi ikke engang selv kan finde ud af det allermest basale.
Men det bliver forventet. Det er alle antifeministers yndlingsargument: “Har du overhovedet tænkt på kvinderne i Indien, de har det meget værre!”
Jeg har skrevet om det før, men lad mig kort opsummere: Bare fordi nogen bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen!
Vær den lidt mindre idiot på din egen hjemmebane
I øvrigt tænker jeg ret meget på kvinderne i Indien og på kvinderne andre steder i verden. Jeg tænker, at alle kvinder bør have den basale ret at blive anset som lige så værdig som en mand.
Men det det er den, vi stadig ikke har fikset herhjemme. Så hvad med at vi startede med os selv? Som Ghandi sagde: “Vær den forandring, du ønsker at se i verden.”
(Ja, og han var fra Indien, så måske kan vi faktisk lære noget den anden vej også!)
Hvis vi ønsker at stoppe de forfærdelige forhold for kvinder i Indien, bliver vi nødt til at starte med og selv. For eksempel kunne vi være det første land i verden, hvor vi ikke victimblamer kvinder for seksuelle overgreb. Det første land i verden, der skifter fokus fra kvinders adfærd til mænds. Det første land i verden, der går efter at gøre kvinder og kvindelige værdier ligeværdige med mænd.
Forestil dig lige, at vi i stedet for at sige til feminister, at de skal fise til Indien og fikse deres land for dem – som en slags lillablebeklædte moderne imperialister – at vi så startede med at tage det, feminister siger alvorligt herhjemme.
Hvis vi startede med os selv, kunne vi være inspiration. I stedet for som nu blot at være dobbeltmoralsk bedrevidende.
Vær den, der sætter dig ind i sagerne, før du kæfter op
Hvordan gør vi så det? Det er jo altid den svære del. Det er nemt at påpege problemer, men har vi egentlig nogle løsningsforslag, os emsige feminister.
Hvad med, at vi starter med bare at have en debat om det? Og med debat mener jeg saglig debat. Kønsdebatten i Danmark har jo i mange år været reduceret til en underholdningsskyttegravskrig, hvor klikliderlige redaktører vælger de mest ekstreme synspunkter bare for sjov.
Forleden var der en eksempelvis et læserbrev i Politiken, hvor en kvinde anklagede feminister for at hade hende, fordi hun gerne både ville have børn og gøre karriere.
I don’t even know were to begin…
Jeg spurgte en bekendt, der arbejder på Politiken, om jeg også kunne regne med at få et indlæg trykt, hvis jeg skrev, at miljøaktivister kræver, at jeg skal have isbjørne boende i min opgang!?
For det er det, niveau vi er på. Det uvidende – det decideret ignorante – det under lavtmålet latterlige og historieløse. Men dog ikke af den grund mindre beskyldende.
Vær den, der faktisk vil udrydde sexisme
Vi kan ikke ændre på forhold, når vi ikke engang kan tale ordentligt om dem. Og det kan vi ikke, fordi det er kvindeproblemer. Vi kan sidde og se på de forfærdelige forhold i Indien og græmmes over, at ingen gør noget ved det.
Men dem, der kæmper for at forbedre forholdene i Indien, møder nøjagtig den samme mur, som vi møder herhjemme: “Årh, herregud, skal vi nu høre på det kvindejammer igen. Vi har faktisk andre og vigtigere problemer at tage os af. Har vi ikke lige startet en ny krig?”
For sexisme er jo netop, at kvinders forhold rangeres under mænds. Kan vi ikke gøre op med dette ene vilkår, kan vi aldrig ændre på noget som helst.
Jovist kan vi putte et glasur af selvindbildt civilisation over det. Men “civilisation” betyder tydeligvis ikke, at kvinder bliver behandlet mere ligeværdigt. Det betyder blot, at dem, der udøver diskrimination og sexisme er så oplyste, at de godt ved, at retssamfundet straffer, hvis de gør det for åbenlyst.
Så i stedet for corecktive rapes har vi sexchikane. I stedet for stening har vi slutshaming. Og i stedet for syreangreb har vi kommentarsporet på facebook.
En feministisk læsevejledning til ‘Stå fast’
En af tidens mest omtalte bøger er Svend Brinkmanns Stå fast, som er et opgør med selvhjælpstyranniet.
Jeg har i løbet af de seneste par uger været i en del debatter med folk, der har kritiseret den voldsomt, fordi de har via medierne fået det indtryk, at bogen bare sabler selvhjælpsindustrien ned.
Men de har ikke læst den.
Og det er jo et desværre et stort problem i disse år. Vi bliver hele tiden bedt om at forholde os til emner, vi kun har overfladisk kendskab til. (Det kunne eksempelvis være køn og feminisme…)
Jeg har læst bogen, og jeg er vild med den! Og jeg er sur på den!
Så tager vi lige sure-løg-hatten på!
Jeg er vild med den, fordi den er fucking vigtig til at få sat ind over for den herskende kultur, hvor der er så forbandet meget fokus på ja-hatte og positiv tænkning, at alle os, der ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand, bliver anset som nogle sure løg, der bare vil ødelægge den gode stemning.
Det er den mest effektive måde at kvæle kritik på – der nogensinde har eksisteret! Det er internaliseret skamfølelse over ikke at være tilfreds.
I gamle dage, når man blev trynet af herremanden eller høsten slog fejl, kunne man i det mindste sige: “Livet er noget lort. Men Guds veje er uransagelige.”
Når man bliver udsat for sorger og uretfærdigheder i dag, kan man kun sige: “Livet er noget lort. Men det er min egen skyld! Det er fordi jeg bare ikke tænker positivt nok omkring min fyring, skilsmisse og hårtab.”
Så Stå fast er altså en god bog. Det vil jeg lige slå fast… Men så vil jeg alligevel også kritisere den.
Hvad mænd gør, er altid det, vi snakker om
For Brinkmann er, næsten som det fremgår af hans efternavn, altså en mann. I den grad. Og derfor er han helt og aldeles kønsblind. Hvilket gør mig pissesur, og det fik mig flere gange til at vrisse over hans pointer. Fordi de kun gælder for mænd.
Han nævner det faktisk selv, men desværre uden yderligere refleksion. Han taler om, at vi skal være bedre til ikke at være i vores følelsers vold. Og i den forbindelse citerer han noget lægevidenskabeligt forskning, der viser, at mænd, der giver efter for deres vrede, har højere risiko for at dø for tideligt. Mens det omvendte er tilfældet for kvinder.
Hov, vent hvad!?
Sagde han lige, at kvinder, der giver efter for deres vrede, lever længere? Ja, det sagde han!
Så må der da komme et helt kapitel mere nu, om forskellene på, hvordan mænd og kvinder kulturelt forventes at håndtere deres følelser, og hvilke konsekvenser det har for dem hver især.
Men nej, kapitlet fortsætter som slået an med fokus på, at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.
Græd og smil bare, men prøv ikke på at sige fra!
Problemet er imidlertid, at der er meget – MEGET – stor forskel på, hvordan mænd og kvinder kulturelt set står i forhold til fornuft og følelser.
Traditionen har jo altid været, at mænd er fornuftige og kvinder følelsesladede, og det ævler folk stadigvæk videre om i dag. Hvilket er grunden til, at en mand altid kan mistænkeliggøre en kvindes berettiget brok med et “nå, er det den tid på måneden?”
Vi har faktisk været så overbevidste om den “sandhed”, at vi ikke har opdaget, at der i den grad er sprækker i den. For faktisk er det følelsesladede ikke mere tilladt for kvinder end for mænd. Kun når det kommer til bestemte følelser, især de positive. Kvinder må udvise kærlighed, nærhed, varme og hengivenhed. Faktisk skal kvinder helst udvise den slags følelser. Det er grunden til, at en mand pludselig ud af det blå kan henvende sig til en fremmed kvinde på gaden og bede hende smile.
Og kvinder har også negative følelser, de godt må fremvise: De må også være ulykkelige og græde højt og offentligt.
Hvorimod de ikke må have de udfarende negative følelser. En kvinde, der er vred, er en hystade. En kvinde, der siger fra, er emsig. En kvinde, der stiller krav, er bossy.
Kvinden har mere brug for svar
For mænd er det lige omvendt. For sådan er det jo som regel i vores kultur. Det, der er stemplet som feminint, er lig med noget, mænd ikke må – og det, der kaldes maskulint er noget, kvinder ikke må.
Men mænd må godt være ekstremt følelsesladede. De må for eksempel gerne blive vrede. De skal faktisk helst blive det. Og sige fra og sætte grænser. Måske ligefrem slå fra sig.
Så i virkeligheden er det at være i sine følelsers vold altså to vidt forskellige begreber, alt efter om vi ser på kvinder eller på mænd.
Og det er her, jeg tror, Brinkmanns kønsblindhed virkelig sætter ind. Han ser hele bølgen af selvhjælpstyranni som én ting. Altså som at behovet for selvhjælp er ens for mænd og kvinder. Og det er det ikke.
Min teori er faktisk, at grunden til, at der er kommet alt det fokus på det indre og det spirituelle er, fordi kvinder i årtier har ledt efter svar. Det er jo typisk kvinder, der dyrker selvhjælp.
Og hvad er det spørgsmål, kvinder stiller?
“Hvorfor føler jeg mig så forkert?”
For husk lige på, at vi lever i et samfund skabt af, til og for mænd. Det er ikke designet til kvinder. Så kvinder er forkerte per default. Ergo har mange kvinder en oplevelse af ikke at passe ind. (Det har mange mænd i øvrigt også, fordi de ikke føler sig som den slags mænd, de forventes af være. Men det er formentlig nemmere at fake det, når man i det mindste ser rigtig ud på overfladen.)
Kvindens veje er belagt med lort
Men da kvinder jo ikke traditionelt har haft mulighed for at vende deres frustrationer udad mod verden, har de ikke haft andre muligheder end at vende dem indad. Derfor har deres løsning også været at prøve at søge ind i sig selv, finde metoder i sig selv til at cope, acceptere og tilgive.
Altså en art moderne “guds veje er uransagelige”, der lyder: “Jeg er en emsig mokke, fordi jeg ikke bare er taknemmelig over, at jeg har et job (hvor min chef godt nok tager mig på røven og underbetaler mig) og at min kæreste tryner mig med anklager om russere i lysthuset, når jeg prøver at få ham til at tage sin del af ansvaret. Men det er altså mig, der skal få styr på det. For der er ikke noget mere uklædeligt end en sur kvinde. Kvindens veje er bare utaknemmelige.”
Hvilket jo ligesom religionens passiverende mantraer kan udnyttes af magtfulde mænd (m/k) til at holde kvinder tilbage.
Ret ind eller forsvind!
Og det er der, hvor Brinkmanns kritik alligevel er sindssygt vigtig! Fordi mange af de problemer, kvinder har i denne verden, er ikke nogen, der kan løses med at se indad. De skal tværtimod løses ved at blive vred, sige fra og stille krav.
Men de seneste år er det desværre gået helt amokkenfelt til. For kapitalismen og patriarkatet har nemlig luret, at der er fordele i de indadvendte copingstrategier, så dem har de stjålet og inkorporeret i alt fra arbejdspladser, skoler, over produkter og reklamer, til parforholdsidealer og politik.
Og det er dét, Brinkmanns mission er; at kritisere, at vi i sammenhænge, hvor vi faktisk er i et strukturelt magtforhold bliver forventet at have ja-hatten på og samarbejde.
For resultatet er det, som jeg desværre har prøvet mange gange i mit liv, nemlig at man bliver kaldt ind til samtale(terapi) med en underviser/chef, der lader, som om høn ønsker at medvirke til at udfolde ens potentiale, men i virkeligheden vil have en til at rette ind efter kønskassen, så man er nemmere at styre:
“Hvis du lige var lidt mere mindfuld og kvindelig, lille ven, så ville du ikke kræve så meget i løn. Gå du hjem og arbejd med dine issues, så du kan få ja-hatten på og tænke positivt igen!”
De stille piger har kun et stille potentiale
Det er en pissefarlig tendens, og den koster kvinder meget mere end den koster mænd – fordi den kulturelle accept af, at mænd ‘brokker sig’ trods alt er højere.
(Brinkmann opfordrer i øvrigt til meget mere brok.)
Og jeg tror faktisk også, at det er der problemerne med ‘stille piger, vilde drenge’ i folkeskolen er startet. Lærerne vil gerne “hjælpe” børnene til at udfolde deres potentiale, men da de er kønsfastlåste, kan de kun gøre det indenfor de traditionelle rammer. Ergo bliver det mere et pres for, at man skal være kønsstereotypen – i stedet for en potentiale-frigørelsesproces.
Så jeg vil gerne anbefale alle feminister og andre systemkritikere at læse Brinkmann. Jeg vil i øvrigt også anbefale, at man supplerer den op med Rasmus Willigs Kritikkens U-vending, der også tager fat i denne individualisering af strukturelle problemer.
For det er afgørende, at man som systemkritiker forstår de her affærdigelsesmekanismer, for ellers går man død i anklagerne om at være et surt løg.
Især som kvinde, fordi vi jo alle sammen stadig kæmper med angsten for ikke at være kvindelige (læs: behagelige) nok.
Ja-hatten af, kritikbrillerne på
Men når man læser Brinkmann – ligesom når man i øvrigt læser alle andre inklusiv denne blog – skal man bare have de kritiske briller på og huske, at det er umuligt for forfattere at være opmærksom på alle forhold. Og derfor også umuligt at tage alle forbehold.
Brinkmann har ikke overvejet at køre en kønsanalyse på sin samfundskritik, fordi det ikke er hans metier.
Nu har jeg så suppleret med sådan en. Du kan jo så supplere med en analyse af, hvordan det forholder sig for etniske grupper. Eller en analyse af mine blindheder.
Der er uendeligt mange måder at forholde sig til – og kritisere verden på – og det skal der den ondelusene være plads til. Ellers ender magtmændene (m/k… men mest m) at løbe med det hele, mens systemkritikerne bare sidder og bitcher af hinanden.
Mænd er ikke svin eller hajer
En af mine kvindelige bekendte sagde noget forleden, der fik mig til at tænke over mit syn på mænd. Hun sagde: ”Jeg forventer ikke, at mænd forstår det samme som os, så jeg taler altid til dem, som om de lidt dummere end kvinder.”
”Sådan har jeg det ikke,” sagde jeg forsigtigt.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sige til min bekendte, at hendes syn på det modsatte køn er grunden til, at vi ikke flytter os ud af stedet, når det kommer til ligestilling. For så længe vi er overbevist om, at ”de andre” – dem fra det andet køn – er markant anderledes mennesker end os selv, så kan vi ikke komme tættere på hinanden.
Og så er det sådan set lige meget, om man tror, at ”de andre” er dummere, klogere eller whatever. Hvis man tror, at de grundlæggende er forskellige fra en selv, så vil man aldrig kunne forstå deres tanker og adfærd – og så vil man afskrive dem, deres handlinger og erfaringer med henvisning til deres anderledeshed.
Du ku’ da også bare havde ladet være med at… gøre ting, kvindemenneske
De tanker gik jeg og tænkte, da min veninde ringede. Så vi talte lidt om det, og lidt om en masse andre ting, som vi gør, når vi taler, og mens jeg gik og fortalte begejstret om en anden venindes genialitet, passerede jeg en mand, der overfusede mig. (Det har jeg beskrevet her.)
Stadig i telefon med min veninde sagde jeg chokeret: ”Hold da kæft en idiot. Giv mig lige et sekund, den skal jeg lige have rystet af mig.”
Men selvom jeg talte med min veninde i yderligere en times tid, kunne jeg ikke ryste oplevelsen af. Den var en ubehagelig påmindelse om, at jeg som kvinde i et offentligt rum med jævne mellemrum oplever grænseoverskridende adfærd fra mandlige idioter. Fordi disse idioter er vokset op i en kultur, hvor kvinders udseende og adfærd hele tiden bliver kommenteret – i beundring eller det modsatte – så idioterne tror, at også de har ret til at gøre det.
Jeg delte derfor oplevelsen på facebook. For at sige noget om, at vi er nødt til at få gjort noget ved den kulturelle idé om kvinder. Stor fejl, viste det sig. For snart afslørede kommentarsporet den lige så herskende kulturelle idé om mænd: At de er svin.
Alle dem, der har tissemænd, er voldtægtsmænd
Mange af kommentarerne handlede nemlig om, hvordan jeg bare må blive bedre til at håndtere den slags overfusninger i fremtiden. Og hvilke geniale comebacks, jeg kan forberede, i stedet for at sige noget dumt i chokeret affekt.
Men mens de mere eller mindre velmenende råd strømmede ind, begyndte jeg at blive frustreret. For anden gang på blot et par timer blev jeg mindet om, at mit syn på mænd er way off i forhold til flertallets: For jeg har faktisk ikke lyst til at være forberedt på at blive overfuset. Jeg har ikke lyst til at gå på gaden og forvente, at en mand pludselig er ubehagelig over for mig. For jeg har ikke lyst til at se ned på mænd og forvente, at de er nogle svin.
Jovist, det sker konstant og alt for tit, at kvinder møder mænd, der opfører sig ubehageligt. Det sker jo netop også indimellem for mig selv. Men jeg har fanme ikke lyst til at regne med det. Planlægge ud fra det.
Det må være nok, at jeg som kvinde konstant skal planlægge min færden ud fra devisen: ”Det er nok smartere at gå på denne oplyste gade, i stedet for den hurtigere, mørkere vej, så jeg ikke bliver voldtaget i aften.”
Selvom jeg godt ved, at kvinder også bliver overfaldet på oplyste gader, og jeg godt ved, at langt de fleste voldtægter ikke sker på den måde, men i stedet sker under mere private former. Så påvirker bevidstheden om, at det kan ske mig altid. ALTID!
Har forventninger det ikke lidt med at indfri sig selv?
Men dér sætter jeg grænsen. Okay, det er svært som kvinde ikke at være bevidst om, at man kan blive udsat for et seksuelt overgreb, når FN anslår, at det sker for – hold nu fast – mindst hver 3. kvinde på jorden! Der er desværre mange voldtægtssvin derude. (Og desværre mange ikke-voldtægtsvin, der ikke forstår kvinders angst – ej heller den nedværdigende følelse af at blive gjort til et objekt. (Det har jeg talt om her.))
Men fanme om jeg også vil til at indrette min adfærd efter den opfattelse, at mænd generelt er svin, og at man aldrig kan stole på, at de vil behandle en ordentlig. Eller at jeg vil begynde at tænke, at mænd er dummere eller mindre forstående, empatiske eller menneskelige.
I øvrigt er det heller ikke den virkelighed, jeg lever i. For heldigvis er langt, langt de fleste mænd, jeg møder, søde og behagelige. Og de færreste mænd, jeg passerer, på gaden overfuser eller voldtager mig.
De rådne æg skal altså ikke have lov til at ødelægge min opfattelse af mandekønnet som helhed. Jeg vil blive ved med at forvente af mænd, at de kan være lige så ordentlige mennesker som kvinder. (Og derved implicit gå ud fra, at der findes kvindelige idioter såvel som mandlige. For pigebørn skydes altså ikke ud af fissen som bedre mennesker.)
Forstår du ikke kvinders grænser, kan du måske forstå ejendomsret
I forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder i USA, spankulerede en kvinde rundt med bar overkrop. Hen over maven havde hun skrevet: ”Still not asking for it.”
De rådne æg fangede den selvfølgelig ikke. En mand skrev om billedet, at hvis en kvinde spankulerer rundt på den måde, svarer det til at ”tage en køddragt på og sige til en haj, at den ikke må spise dig.”
Til det svarede en anden mand, og det citerer jeg lige i fuld længde, for det er ret så genialt:
“We (men) are not fucking sharks! We are not rabid animals living of pure instinct. We are capable of rational thinking and understanding.
Just because someone is cooking food doesn’t mean you’re entitled to eat it.
Just because a banker is counting money doesn’t mean you’re being given free money.
Just because a person is naked doesn’t mean you’re entitled to fuck them.
You are not entitled to someone else’s body just because it’s exposed. What is so fucking difficult about this concept?”
Drenge vil være drenge og dumme og degenererede
Et citat, der jo om noget beviser, at mænd er helt normale, intelligente mennesker. Mænd er ikke hajer eller svin eller dogs eller gorillaer eller andre ”laverestående” dyr (som dog ikke reelt i naturen opfører sig så psykopatisk som mandlige idioter gør, så det er faktisk noget pis at hænge dyrene op på det.)
Næ, mænd har menneskehjerner, og med sådan en kan man faktisk sætte sig ud over sine ubevidste instinkter og fordomsfulde antagelser om andre.
Så skulle vi ikke begynde at kræve det af de rådne æg også? I stedet for at undskylde dem på forhånd med, at ”boys will be boys”, ”de kan jo ikke gøre for det, de kan bare ikke styre sig”, ”mænd er svin” og så videre.
For det er lige præcis den slags antagelser om mænd, der gør, at nogle af dem ikke lærer at sætte sig i kvinders sted og behandle dem ordentligt. Det er, fordi de vokser op i en kultur, der fortæller dem, at kvinder selv be’r om at blive behandlet, som man nu har lyst til at behandle dem, og samtidig fortæller, at de som mænd ikke kan gøre for det – fordi det er jo kvinders egen skyld. Så hvorfor skulle han tage ansvar? Hvorfor skulle han reflektere over det?
Det skal vi kræve af ham, at han gør. Fordi det er eddersponsme på tide, at vi begynder at forvente mere af mænd – i stedet for at forvente dobbelt så meget af kvinder.
Grænser er noget, mænd og lande har
Er det okay at skyde folk? Nej, det er vi vist enige om. Er det okay at skubbe til andre? Nej, heller ikke. Er det okay at kalde folk for bøsser. Nej, selvfølgelig.
Men det sidste er klart det værste at gøre, har jeg lige erfaret. Jeg kom nemlig til at gøre to dumme ting i søndags. Først sagde jeg fra over for en idiot, der råbte efter mig på gaden (fejl 1), derefter fortalte jeg ærligt om situationen på facebook (fejl 2 – megafejl!)
Lad mig kort opridse. Jeg går hen ad gaden og taler i telefon med min veninde. Det er en god snak, jeg er i gang med en malerisk beskrivelse af noget genialt, en anden veninde har sagt, fordi som jeg siger: “Hun er fucking ekspert i det lort!”
I samme nu passerer jeg en mand, der føler sig nødsaget til at træde helt tæt på mig og råbe ind i mit ansigt: “Nå, du er da en lille aggressiv en, hva’. En rigtig rødhåret terrier. Vruf vruf.”
Jeg tager headsettet ud af det ene øre og siger: ‘Hvad med, at du lige blander dig udenom min samtale, stodderbøsse?’
Herefter skal jeg så høre på alt fra “hysteriske kælling, klamme kost, syge fisse mm.” råbt efter mig, indtil jeg når ned om hjørnet.
Du må blive et bedre menneske, inden du siger noget igen
Der går ikke engang ét minut efter, at jeg har postet den historie på facebook, før folk begynder at kommentere – på min adfærd.
Jeg burde ikke have brugt ordet “bøsse”, jeg burde ikke have hidset mig op, jeg burde ikke have fået situationen til at eskalere, jeg burde have ignoreret manden, jeg burde ikke have talt i telefon på gaden (!), jeg burde ikke have sådan et voldsomt sprogbrug, der kan provokere fremmede mennesker på gaden (!!), jeg burde have løjet og fortalt, at jeg sagde noget andet end “bøsse”, da jeg genfortalte historien (!!!).
Folk skriver til mig i direkte bydeform a la “Du må lære at ignorere den slags.” Som om jeg er et femårigt barn, der skal opdrages af ansvarlige voksne.
Selvfølgelig burde jeg være et bedre menneske og ikke bruge “bøsse” som skældsord. Men jeg blev forskrækket og overrumplet over at blive bjæffet ind i ansigtet, og min ubevidsthed reagerede ved at råbe det ord, jeg ved, rammer heteroseksuelle mænd bedst.
Der er ikke andet at gøre end at beklage, at jeg gør det – og at det er sådan, det desværre er. Vi lever i en kultur med mange homofobiske mænd, og jeg er et resultat af den kultur.
Ligesom vi lever i en racistisk og sexistisk kultur, så havde det været en person af anden etnisk herkomst, der havde gøet af mig, havde jeg sikkert råbt “stodderperker” tilbage. Og havde det været en kvinde, havde jeg råbt “stoddermøgfisse”.
Når jeg bliver presset, falder jeg tilbage på de kulturelle fabriksindstillinger. Det kræver et bevidst overskud hele tiden at sætte sig ud over sin kultur. Det er derfor, at det er så svært at ændre kulturer.
Be the better man! But… but… I’m not a man
Så jeg er homofob, racist og i øvrigt også sexist per default. Det har jeg aldrig lagt skjult på. Men jeg arbejder meget med ikke at være det. Blandt andet ved at diskutere homofobi, racisme og sexisme. Som jeg synes er tre lige grimme ting.
Men det interessante er, at de to første er mere anerkendte end sidstnævnte. Hvilket vil sige, at racisme og homofobi trumfer sexisme. Det erfarede jeg, da jeg lavede Negertesten. Fordi at jeg bruger et ord som “neger” i en sprogtest, der ikke har noget med virkelige mennesker at gøre, er langt værre end alle de ting, der dagligt bliver sagt om og til virkelige kvinder. Og nu rammer den så igen:
Min homo-nedladende kommentar – udbrudt i affekt – blev af kommentatorerne på facebook betraget som langt værre, end den ubehagelige mands ubegrundede bjæfferi – udbrudt med fuldt overlæg.
Fordi jeg burde jo være i et større overskud. Fordi jeg har ikke lov til at reagere menneskeligt – jeg bør reagere kvindeligt.
Stå på din grund, mand. Kvinde, læg dig ned!
Kvinder er nemlig bedre mennesker end mænd. Kvinder er faktisk bedre mennesker end hele nationer. For kvinder har nemlig altid overskud til at håndtere ubehageligheder som Ghandi håndterede de engelske styrker. Uden vold og med et smil på læben.
Så tilbage til min indledning: Er det okay at skyde folk? Nej, men vi er alle sammen enige om, at hvis nogen invaderer dit land og overskrider de nationale grænser i ond hensigt, så må man godt skyde dem.
Må man godt skubbe til folk? Nej, men vi er også alle sammen enige om, at hvis en fuld stodder fronter en anden mand og truer ham med tæsk, så er det også okay, at fyren skubber til ham, så han selv kan komme væk, inden stodderen går amok.
I Florida har man tilmed indført den meget kontroversielle “stand your ground”-lov, der giver (hvide) mennesker lov til at skyde (sorte) folk, hvis de trænger ind på deres personlige territorium, og man føler sig truet. Loven har allerede ført til en kontroversiel frifindelse af, hvad jeg nok vil betegne som et overlagt drab på en ung, ubevæbnet mand.
Så nationer og mænd må altså godt sætte deres grænser ved at gøre noget, vi ellers ikke tillader. Men kvinder må ikke. Kvinder må ikke sætte grænser, kvinder må ikke sige fra.
Så nu venter jeg spændt på, hvad “stand your ground” kan bruges til, den dag en kvinde skyder en hvid mand, der forsøgte at voldtage hende.
En kvindelig reaktion neutraliserer en mandlig aktion
For det er sgu ikke kun mig, der lige har gjort den erfaring, at kvinder ikke må sætte deres grænser. For nyligt faldt der dom i en sag i Sverige – ja, i ondskabens feministimperium – hvor en kvinde havde smækket en mand, der havde taget hende på røven, en lussing. Hun fik en voldsdom.
For det kan godt være, at en kvindes grænser bliver overskredet, men det bliver først en forbrydelse, hvis kvinden reagerer menneskeligt.
Facebook-reaktionen på min lille hverdagssexistiske oplevelse fik mig også til at forstå noget, jeg ellers har haft svært ved at fatte: Nemlig hvordan der stadig kan findes mennesker, der mener, at kvinder selv kan være skyld i seksuelle overgreb. Det ekstreme behov for at placere et ansvar hos mig – selv om jeg vitterligt blot reagerede på noget grænseoverskridende – viser jo, at man som kvinde aldrig kan få fuld opbakning ligegyldigt, hvad man bliver udsat for. Der vil altid være folk, der har brug for at ty til victimblaming.
Fordi problemet jo er den grundlæggende sexisme i vores kultur; nemlig at kvinder forventes at være blidere, blødere og sødere mennesker – som ikke må forsvare sig. (For det skal de jo finde sig en mand til at gøre.)
Og nu taler jeg lige med store, menneskelige og ukvindelige bogstaver: Det er fucking ikke i orden, at vi har denne sexistiske opfattelse af kvinder, for den tvinger os reelt ind i forsvarsløshed!
Og jeg er ikke forsvarsløs: MIN KROP; MINE GRÆNSER: MIN RET TIL AT BESKYTTE MIG SELV!
Verden er i farver, vi slet ikke ser
Hjerneforsker Peter Lund Madsen fik mig til at forstå noget, mange års fysikundervisning i skolen aldrig havde formået at få til at falde på plads: Hvorfor farver ser ud som de gør.
Jeg har nemlig altid været skeptisk over for det der med lyset. At farver ikke findes, men kun er refleksioner af lys, som man lærer i fyisktimerne. Det virker så kontraintuitivt, når man kan se farverne og tydeligt se forskel på dem og i øvrigt se lyset spille hen over overfladen på dem. Hvordan kan lyset det, hvis farven ikke på en eller anden måde ligger inde i tingen?
Og fysiklærerens trumfkort med, at farverne forsvinder i mørke har altid virket dybt idiotisk på mig, for det gør konturer og alt andet jo også.
Jeg accepterede fysikkens forklaring, men dog med et meget stædigskeptisk barns sind. Som om jeg mentalt altid har stået ved en køleskabsdør og været overbevist om, at lyset ikke slukker, når man lukker døren.
Så sagde vi lige, at sådan ser farver ud, og så har vi mere tid til andre ting
Men så kom forklaringen altså på en måde, jeg endelig kunne forstå den. Det er faktisk ret enkelt: Vores hjerner laver farverne.
Sagen er nemlig, at hvis vi skulle se farver, som de i virkeligheden ser ud – altså som lysets refleksioner, så ville farverne blinke og skifte hele tiden, fordi lyset jo ændrer sig hele tiden. Det ville være som at leve i et non-stop strobolys-farvebombardement. Det ville være et mareridt.
Synssansen ville dermed lægge beslag på alt hjernes kapacitet, fordi hjernen hele tiden ville være tvunget til at skulle analysere og fortolke alle de mange milliarder af indtryk. Synssansen er i forvejen den mest krævende sans for hjernen at køre analyse og fortolkning på. Så hvis hjernen ikke forenklede synsindtrykkene, ville den ikke have overskud til andre småting som hørelse og bevidsthed og den slags.
Så hjernen beslutter ret tidligt, hvordan de enkelte farver ser ud, og så låser den sig simpelthen fast på den fortolkning. Hvilket vil sige, at grøn altid vil være grøn for hjernen, selvom der reelt set aldrig er nogen farver derude i virkeligheden.
Bare fordi jeg ikke kan se varme, betyder det ikke, at slanger ikke kan
For mig besvarer det dermed også af verdens mest enkle filosofiske spørgsmål: Ser farver ud på samme måde for mig, som de gør for dig? Nej, sandsynligvis ikke. For vores hjerner har formentlig truffet hver deres beslutning om, hvordan farverne skal se ud.
Som forklarer, hvordan der kan findes mennesker, der kan lide farver som orange og karrygul. De er åbenbart ikke så grimme for deres hjerner, som de er for min.
Men faktisk er der noget næsten endnu mere fascinerende med vores evne til at se farver. Vi har nemlig kun tre tapper i øjnene, og derfor er synssansen allerede begrænset til at se farver indenfor det spektrum, som de kan registrere. (Selvom nogle kvinder faktisk har en X-Men-mutering, der gør, at deres øjne har fire tapper og kan se flere nuancer.)
Det betyder altså, at både synssansen og hjernen begrænser vores muligheder for at se “virkeligheden”. Der findes dyr med 16 tapper i øjnene som derved kan se de vildeste farver – farver som jo også er derude i virkeligheden, men som vi aldrig vil komme til at se. Ligesom hunde, der kan høre lyde, vi ikke kan. Og ligesom der i øvrigt også findes dyr, der har sanser, vi slet ikke har. Som nogle slanger, der har termisk syn og kan se forskel på varme og kulde for at kunne finde bytte i en mørk ørken.
Grøn er altid grøn, og negere er altid farlige
Hvorfor nu denne smøre om farver og begrænsede sanser og hjernens fiksfakserier? Ja, fordi jeg synes, det er en utrolig god beskrivelse af, hvad vores sanser og hjerner egentlig render rundt og laver af begrænsninger på virkeligheden hele fucking tiden.
Vi kan kun opfatte verdenen igennem vores hjerner, men den lille sluppert snyder altså. Den giver kun halve informationer. Den eneste grund til, at vi ved det her med farverne, er fordi videnskaben fortæller os, at det er sådan. Det er, fordi forskerne kan lave måleudstyr, der kan noget, vores sanser ikke kan.
Der sker altså et paradoks inde i min hjerne. Det ordet “kontraintuitivt” er opfundet til. På den ene side ved jeg godt, hvordan det rent videnskabeligt forholder sig – på den anden side kommer jeg aldrig til selv at se og mærke det.
Her kommer så pointen: Når vores hjerner snyder så meget med noget så enkelt som farver, hvordan kan vi så tro, at den ikke også gør det med alt andet!?
Mon ikke hjernen generelt bare elsker at låse sig fast på bestemte opfattelser af “virkeligheden”, så den slipper for at skulle arbejde hårdt på at analysere og fortolke nye indtryk hele tiden?
Er det ikke derfor, den dovne hjerne har opfundet stereotyper og fordomme!? Så den ikke behøver bruge ekstra energi på rent faktisk at se og mærke andre mennesker, men bare kan konstatere; at alt nok er som det plejer.
Åh nej, endnu en af Solosannes hjernebelæringer
Ja, det er skidehårdt og også nærmest kontraintuitivt at skulle irettesætte hjernen hele tiden: “Okay hjerne; nu har du godt nok mødt syv dumme svin i rap, der alle sammen havde det tilfælles, at de var mænd, men det betyder stadig ikke, at du kan konkludere, at alle mænd er dumme svin. Ej heller, at nummer otte er det. Faktisk betyder det ikke engang, at du kan konkludere, at de første syv var det, for måske var det bare dig, kære hjerne, der besluttede dig for at sanse dem på den måde og derefter låse dig fast på den beslutning…”
Jeg har efterhånden skrevet om hjernens “bevidstløse” adfærd mange gange herinde (her og her og her og ikke mindst her … jeg skriver ret meget om det, faktisk.)
Men det kan ikke siges tit nok, for hvis vi ikke snart begynder at tage hjernen i nakken og irettesætte den, så holder vi fast i menneskehedens dummeste dilemma: Vi har udviklet bevidsthed til at kunne se ud over vores egne hjerners begrænsninger – men samtidig lader vi stadig hjernens begrænsninger bestemme over bevidstheden.
Hvordan i hedehulehjernekule skal vi så kunne komme nogen vegne? Det dilemma er jo definitionen på stilstand? Det svarer til at lade bevidstheden fortsat sende i sort-hvid – selvom farveudsendelserne for længst er opfundet.
Nok engang n-ordet
Jeg har tænkt ret meget over ordet ”neger” her de seneste dage. Det kom sig at, at jeg brugte det på facebook, og så blev jeg blokeret. Jeg blev blokeret 12 timer på facebook midt i det store stormvej, så jeg blev tvunget til at følge stormen helt analogt og live ud af vinduet og ikke gennem andre menneskers statusopdateringer. Helt ærligt!
Først blev jeg sur. Det bliver jeg som regel altid som det første, når jeg bliver anklaget og straffet for noget, jeg føler er vildt uretfærdigt. Men så begyndte jeg at tænke lidt over det og kom frem til: Okay, fair and square, facebook kunne jo ikke vide, hvad jeg mente. Konteksten var uklar.
Sagen var, at jeg forsvarede, at jeg som komiker ”vil have lov til at bruge sjove ord som ”neger” og ”bøsse”.”
Jeg mente jo ikke, at jeg vil have lov til at kalde folk for ”neger” eller ”bøsse”, men det har facebooks moderatorer nok antaget.
At slå på kvinder er humor, at slå på negere er alvor
Der er godt nok lidt et grimt paradoks her: Ifølge facebooks retningslinjer må man ikke hænge folk ud på grund af race, religion, seksualitet og køn. Det var den paragraf, de nailede mig på. Men alligevel vælter der altså rundt med kvinde-hatesites på facebook. Sider, der laver ”jokes” om voldtægt og om vold mod kvinder. (Det har Manteufel blogget en del om her.)
Men den slags bliver forsvaret i humorens navn, og dem, der lægger det op, bliver ikke blokeret. Og det virker jo bare helt fair, at Johnny i Vejen skal have lov til at sidde der foran skærmen i sin blodige, bogstavelige wifebeater og i humorens navn uploade en ”joke” om, at ”women deserve their rights – and lefts”, og jeg – som lever af at være komiker – ikke må droppe ordet ”neger” i en sidebemærkning, der ikke er møntet på nogen.
Men nu er facebook jo amerikansk, og de har som bekendt noget med offensive words i det land. Hvilket så bliver eksporteret herover til os, fordi vi bruger de samme medieplatforme. Det er lidt skræmmende, at vi rent kulturelt bliver mere og mere ”tabt bag en vogn fra USA”, som Simon Kvamm synger det.
Og jeg er selvfølgelig ikke den første til at have mærket den amerikanske censur. Mange andre kunstnere har oplevet at blive blokeret for eksempelvis at have vist billeder med nøgenhed. Hvilket jo betyder, at vores berømte frisind ender med at blive kvalt i et cyberspace-babelstårn af amerikaniseret kropsforskrækkelse og moralimperialisme.
(Faktisk er det lidt utroligt, at billedet af min kønsbehåring indtil videre ikke er røget i censur-filtret på facebook. Men måske skyldes det bare, at ingen amerikanere ved, hvad kønsbehåring er. De ser det jo aldrig nogetsteds.)
Hæng afroamerikaneren ud, men vær ikke sød ved negeren!
Nu er det ikke, fordi jeg vil generalisere omkring amerikanere. Men det virker lidt, som om de tror, at de kan styre ubehageligheder ved at lave nogle få gennemskuelige regler, alle kan lære at følge. Som at man bliver blokeret, hvis man skriver ”neger” eller bippet, hvis man siger ”fuck” på tv.
Til gengæld går det så skævt med kontekster. Fordi sagen er, at ord jo ikke nødvendigvis er offensive; det afhænger altid af den kontekst, de bliver brugt i.
På samme vis kan man sige en masse ord, der ikke er karakteriseret som offensive, men som bliver sat i en kontekst, hvor de bliver det. Eksempelvis: ”Dit ansigt ligner et egernes indvolde, der er blevet spist af en kat og kastet op ud over en bilrude.” Ikke ét biiip-ord i den sætning.
Men siger du: ”Fuck, man! Er ”neger” virkelig så slemt et ord, ligegyldigt hvad du bruger det til!? Sådan noget bullshit!” Ja, så får du så mange biiipende tæsk, at du ender med et ansigt, der ligner et egerns indvolde.
Det, synes jeg, er et problem. Og jeg synes også, det er et problem, at vi her i landet accepterer den amerikanske forenklede, politisk korrekte model. I stedet for at insistere på at snakke om kontekster.
Baller, bryster, fy! Øjne, hår, okay da
Lad mig flytte banen lidt for at give et eksempel. Jeg har snakket en del om hverdagssexisme i medierne (eks. her i Politiken), og hver eneste gang, jeg nævner det, kræver folk, at jeg definerer, hvad hverdagssexisme er.
”Giv mig et eksempel”, siger de. Og så giver jeg et. Det kan være, at en mand engang ragede mig på brysterne i en bar og sagde ”du har gode patter.” Det synes jeg var ret ubehageligt. Og det kan de fleste også godt blive enige om, at man(d) ikke skal gøre. Fedt, så har vi én regel.
Men jeg må også tilstå, at jeg personligt har syntes, det har været mindst lige så ubehageligt de gange, hvor en mand har talt ned til mig, som om jeg var et barn på 7 – med den viden, at sådan havde han aldrig talt til mig, hvis jeg havde været af hankøn: ”Hør nu her, lille skat, kan du ikke stille mig om til din chef, for du forstår vist ingenting.”
Eller hvad med de gange, jeg som ung journalistpraktikant oplevede, at midaldrende mænd kun så på og talte til den mandlige fotograf, når de besvarede mine spørgsmål.
Dét er til gengæld langt sværere at regelsætte. Det er stadig hverdagssexisme, men ikke ligefrem noget, der er til at formulere i en paragraf. Også fordi meget af det ligger i tonefald og mimik.
Hvad med det her forslag til en paragraf: ”Du må ikke se på og tale i et tonefald til en kvinde eller en person af anden etnisk oprindelse eller med en anden seksualitet på en måde, så høn føler sig set og talt ned til på grund af kønnet, racen eller seksualiteten.”
Nej, det fungerer ikke rigtigt, vel?
Skal jeg forstå dig? Hvad bliver det næste så? Urtete og pyntepuder!?
Og det kan jeg godt mærke på den hvide heteromand i disse år. Han føler sig i den grad frustreret over, at vi ikke bare kan forære ham et regelsæt for, hvordan vi skal omgås hinanden; mænd og kvinder. Men det kan vi ikke, fordi alting er kontekst.
Så en mand kan ikke kræve, at jeg skal definere, hvad han må og ikke må. Jeg bliver til gengæld nødt til at kræve, at han udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse. Og det vil sige; at han lytter, når jeg prøver at oplyse ham, og at han prøver at sætte sig i mit sted, og at han prøver at blive bevidst om sin egen adfærd, og at han prøver at ændre den, hvis den kan opfattes sexistisk. For det er den eneste løsning, der er.
Og det er fucking belastende at man er nødt til at kræve noget af andre – at man ikke bare kan nøjes med selv at tage ansvar for egne handlinger. For jeg skal da nok lade være med at rage mænd på nummeren og tale nedladende til dem – men det gør ingen forskel; det er stadig de andre, der skal ændre sig, før der kan ske forandringer.
Her er så problemet: De færreste bryder sig jo om, at der bliver krævet den slags af dem. Mange (mænd) bliver faktisk ret irritable, når man snakker om de her ting, fordi man derved antyder, at de ikke allerede er empatiske nok.
Men det er de ikke! De fleste mænd skænker aldrig en tanke, at verden opleves markant anderledes, hvis man er kvinde.
Og tag endelig ikke mit ord for det. Googl nogle af de mange transkønnede, der har lavet testemonials om, hvor meget verden ændrede sig, da de gik fra at være mænd til at være kvinder. Folk begyndte at tale til dem, som om de var dummere, de blev afbrudt oftere, når de sagde noget, og så fik de selvfølgelig også pludselig deres kroppe kommenteret hele tiden.
Højtråbende humor, stille racisme
Nu virker det her måske, som om jeg bare vil bashe mænd for at være ignorante og uempatiske over for kvinders situation. Men jeg er selv en kæmpe ignorantus! Det er jeg over for mennesker med en anden seksualitet eller med en anden race/etnicitet/hudfarve. Så tilbage til ordet ”neger”.
Jeg læste en kronik af Mary Consolata Namagambe. Hun skriver om, hvordan det opleves, når folk bruger det ord om og til hende, og hvor frustrerende det er, at vi danskere bare slår det hen som humor, når hun prøver at sige fra over for det.
Øj, vi er nogle idioter til det nogle gange. Danskere er virkelig ikke så gode til at tage den slags seriøst. Fordi vi mener jo ikke noget med det. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det gør jeg virkelig ikke.
Og jeg kunne aldrig drømme om at bruge det ord om og da slet ikke til en person eller gruppe af personer, jeg ikke kendte. Men jeg siger jeg det jævnligt til og om min ”negerveninde”.
Du tager noget Nivea-creme og så blander du kakaopulver i
Engang var hende og en af mine andre lige så bramfrie veninder i Matas for at se efter en foundation til hende. Den ubekvemme ekspedient måtte så hakkende og stammende forklare, at ”den… host… farve… desværre er udgået”.
”Vil det sige, at den ikke kan fås mere,” siger min veninde: ”Årh, det er jeg virkelig træt af, for det har taget mig så lang tid at finde en, der passede til mig.”
”Ja… jeg beklager virkelig, men… altså… jeg ved heller ikke, hvorfor, at de ikke laver den mere…”
”Nå, men har I så måske den farve i et andet mærke?”
”Øh, nej, det var den… æh… mørkeste… vi havde.”
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor I ikke fører nogen produkter i den farve.”
Den stakkels Matas-ekspedient er på det her tidspunkt ved at kravle helt ind i sig selv af beklagelse, og staklen har ikke bemærket, at min veninde har os to på slæb, så hendes utilpashed går fra holde-en-prut-inde-ubekvemhed til fuldbyrdet diarré-pinlighed, da min anden, helt vinterblege danskerveninde råber fra den anden ende af butikken:
”Det er sgu da, fordi du er neger!”
Matas-ekspedientens ansigt dør mentalt af skam, og hun bakker ud mod baglokalet:
”Jeg skal nok se efter igen på lageret. Bare vent her, så tjekker jeg lageret. Det kan være, at vi har én tilbage på lageret. Måske så jeg ikke ordentlig efter. Jeg… lageret.”
Kom igen; kontekst – k siger k, o siger okay, n siger… det der ord
Mine veninder og jeg synes, det er en topsjov historie. Og også et dejligt eksempel på, at mange faktisk bliver dårlige over at overvære noget racistisk. (Da ekspedienten kom tilbage efter meget lang tid ude på lageret, forklarede vi hende situationen, og så grinede hun nervøst med uroligt flakkende øjne hen på min veninde for at se, om det nu også var okay at grine. (Og den farve foundation var i øvrigt umulig at opdrive – hvilket pudsigt nok er noget, min ”negerveninde” og jeg har tilfælles. Ebony og ivory her oplever hele tiden, at vi er for mørke eller for lyse til, at makeup-producenter gider føre produkter til os.))
Men det er også et eksempel på, hvor meget kontekst betyder. Min veninde laver selv negerjokes og griner med på vores, men det betyder jo ikke, at alle situationer er passende til at lave dem. Det er for eksempel ikke generelt passende at råbe det henover vableplaster og hårfaveprodukter. Og bare fordi min veninde selv bruger ordet og lader sine nære venner gøre det, betyder det jo heller ikke, at alle og enhver kan tillade sig at kalde min veninde for ”neger”.
Så når jeg forsvarer min ret til at bruge ordet ”neger”, så forsvarer jeg min ret til at bruge det i en ”passende” kontekst. Som for eksempel sammen med min veninde, eller når jeg laver en joke om racisme – eller når jeg bruger det i ”negertesten”. Jeg forsvarer på ingen måde retten til at bruge ordet til at fornærme andre med!
På samme vis, når jeg forsvarer retten til nøgenhed på facebook, så siger jeg ikke, at det er okay at sende pikbilleder i PB’er til mennesker, der ikke har bedt om det.
Kontekst, kontekst, kontekst!
Jeg ved nok bedst, hvad der er skidt for dig, lille 2.g’er
Hvordan finder man så ud af, om konteksten er rigtig? Man udvikler mere empati og bedre situationsfornemmelse ved at lytte til dem, man ikke er magen til, når de fortæller, hvordan deres verden opleves. Og hvis man stadig er i tvivl, så spørger man sig for.
Eksempelvis lavede jeg en overgang jokes om racister. For at kunne lave de jokes, var jeg nødt til at sige noget racistisk selv. Det er et grænseområde – noget, der aldrig havde gået på facebook. Men jeg tjekkede med flere af anden etnisk oprindelse, om de mente, mine jokes var okay, inden jeg lavede dem.
Og hver gang jeg lavede dem, fokuserede jeg desuden meget på, om de gik rigtigt igennem hos publikum – især ude på firmajobs. Jeg ville ikke risikere, at dem af anden etnisk oprindelse følte, at jeg udstillede dem over for deres blege kolleger. Heldigvis oplevede jeg tit, at nogen af dem kom op bagefter og sagde tak for, at jeg ikke gik på listetå rundt om et vigtigt emne i misforstået hensyn.
Af samme grund pisser det mig vanvittigt meget af, at hvide, politisk korrekte halalhippier kan blive dødeligt fornærmede på andres vegne over, at man laver den slags jokes. Hvis dem, joken handler om, selv griner oprigtigt med, så er du altså mere offensive ved at gøre dem til forsvarsløse ofre, end komikeren, der laver joken, er!
(Hvilket i øvrigt forklarer, hvorfor det er svært at diskutere jokes om kvinder, fordi mange kvinder selv griner med på dem. Så derfor må det jo være op til komikeren selv, hvor sexistisk høn har lyst til at være. Og os, der bliver fornærmede, må så lade være med at se klaphattens shows fremover.)
Men hvis man dropper den dødeligt fornærmede by proxy-attitude, er man selvfølgelig altid i sin ret til at problematisere jokes. Fordi ellers opdager vi komikere jo heller aldrig, når vi faktisk går over stregen. (Det har jeg skrevet om her.)
Lille Sorte Sambo må ikke blive kattekonge
Men altså jeg synes jo virkelig ikke, det bør være så skidesvært det her med at se forskel på passende og upassende…
Eller det syntes jeg, indtil jeg så et klip, der handler om, hvilke halloween-kostumer, der er upassende. Den afroamerikanske kvinde i klippet siger mere eller mindre, at alle ”etniske” udklædninger er no go for hvide.
Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at nogen kunne finde det stødende, hvis jeg klædte mig ud, som neger eller indianer. (Jeg ved i øvrigt slet ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, da Matas jo slet ikke fører så mørk bruncreme.)
Okay, nu har vi heller ikke helt den samme historie som amerikanerne har med undertrykkelse af de befolkningsgrupper, så den slags udklædninger ville nok ikke blive set helt så provokerende her i landet. Men stadig… Jeg var blown away, da jeg så klippet. ”Fu…biiip hvor er der mange potentielle provokationer, jeg bare venter på at begå – helt uden at vide det – hvis noget så ligegyldigt som et fastelavnskostume kan genere nogen!”
Så jeg var glad for, at jeg havde set klippet. Fordi jeg blev gjort opmærksom på nogle områder, hvor jeg mangler at arbejde med min empati og situationsfornemmelse. Er jeg bare et fedt menneske eller hvad!?
Nope!
Årh, I negere kan jo godt lide opmærksomheden
For her er nogle af de tanker, jeg havde, mens jeg så klippet:
”Årh, slap dog af emsig-emsig, hvad må vi hvide overhovedet gøre efterhånden?”
Tja, Søndergaard; hvordan er det nu lige, du har det, når mænd kommer med den type kommentarer, når du påpeger sexisme. Gulp!
”Nå-nå, så hun må gerne klæde sig ud som hvide mennesker, men hun kan ikke tage det den anden vej.”
Ja, og igen, Søndergaard; hvordan er det nu det er med sexisme? Er det helt det samme, at en mand tryner eller rager på en kvinde, som hvis en kvinde tryner eller rager på en mand? Nej, der er jo lige de der mange tusinde års undertrykkelse til forskel plus den stadig ulige magt- og privilegiefordeling i samfundet. Gulp igen!
”Men men… hvad må jeg så? Er det så ikke også fornærmende over for sygeplejersker, at jeg klæder mig ud som slutty nurse. Og sidste gang var jeg Eowyn fra Ringens Herre, er det ikke fornærmende over for… fiktive karakterer. Det her er ulideligt. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg må. Så giv mig da nogle biiiping regler for biips sake!”
Hmm, ja, og velkommen til mændenes verden, Søndergaard!
Biiping biip!
Thi kendes for rettesnor
Jeg tænker en del over domfældelser for tiden. Ikke dem, der foregår i Højesteret, men dem der foregår blandt neuron-jurymedlemmerne i mit hoved. Det kommer sig af en lang selvudviklingsproces, jeg har været igennem, hvor jeg har arbejdet med at forstå, at andre ikke nødvendigvis er idioter, fordi de ikke tænker ligesom mig.
Og det viser sig faktisk at være utroligt nemt at tilgive andre deres ”fejl” – men samtidig smadrer det også bare hurtigt min egen selvforståelse.
Madame de Staël har sagt ”at forstå alt er at tilgive alt.” Og det har hun foruroligende ret i. For så det kan nemlig godt lade sig gøre at tilgive folk som Breivik.
Når man virkelig følger den tankerække til ende, der hedder: Hvis nu jeg havde været født under hans omstændigheder – som selvfølgelig indeholder en masser faktorer, ingen nogensinde kommer til at kende – havde jeg så handlet anderledes, end han gjorde?
Jeg vil meget gerne tro, at jeg havde – min selvforståelse afhænger faktisk af det: Der må på en eller anden måde være noget, der adskiller mig fra psykopaterne. Men i og med, at Breivik ikke fik en forvaringsdom, men blev dømt som ”normal”, så siger retten i Norge faktisk, at hans handling i princippet kunne være begået af hvem som helst. Det er en skræmmende tanke.
To be or not to be like that
Men jeg arbejdede altså en del med at tilgive andre, fordi jeg i mange år var oprigtigt talt pissevred. Jeg blev så arrig over at møde alle mulige mennesker, der gjorde og sagde ondskabsfuldheder – både mod andre og mod mig (som tidligere mobbeoffer er det reaktionsmønster nok ikke helt unormalt.)
Efterhånden som jeg kom op i 20’erne, begyndte jeg dog at indse, at det var mildt sagt uhensigtsmæssigt at reagere så vredt, samt ikke mindst utroligt anstrengende for mit eget velbefindende, og så måtte jeg i gang med andre redskaber. Og forståelse er et meget effektivt redskab.
Da jeg hverken er coach, terapeut eller det mindste interesseret i at hjælpe dig med din selvudvikling, så har jeg ikke tænkt mig at give en lang udredning om, hvordan man bliver bedre til at forstå andre. Hvis du vil lære det, så må du selv finde litteraturen. Men jeg vil dog sige, at noget der hjalp mig ret meget, var skuespillertræning. Der findes mange teknikker også inden for den disciplin, men en af dem, der virkelig gav mening for mig, var at se på replikkerne og så lave et bagudrettet psykisk regnestykke; hvis jeg skulle sige det der, hvad skulle der så være hændt mig?
På den måde kan man altså pludselig forstå de mest ubehagelige mennesker, fordi man bogstaveligt talt går i deres sko. Og når man forstår alt, så har man på sin vis også tilgivet dem, for så forstår man, at de ikke er så forskellige fra en selv.
Er det ikke bare smukt? Nej!
Er det virkelig mit liv? Virkelig? Nå, okay så.
For så sætter man Dogville eller Hævnen på, og så føles det faktisk meget rart, at der ikke er så meget forståelse og tilgivelse, men slet og ret selvtægt og hævn.
Forståelse og tilgivelse er glimrende redskaber til at slippe af med vrede. Problemet er, at de nemt tager alle andre følelser med i købet.
Lad mig genfortælle en historie af Eckhart Tolle, den store guru inden for den nærværs- og mindfuldness bølger, der tsunamiagtigt vælter ind over os i de her år. Historien er fra hans bog En ny jord og handler om en japansk zenmester, der levede for mange år siden og var højt respekteret og anerkendt. Men så en dag bliver hans nabos teenagedatter gravid og presset af sin far, lyver hun og siger, at zenmesteren er faren til barnet. Rasende styrter naboen over til zenmesteren og sviner ham til, til hvilket zenmesteren siger: ”virkelig”.
Herefter spredes rygtet i byen, og zenmesteren mister alt sin respekt og anderkendelse (for ikke at glemme sin indtægtsmuligheder, men det siger de ikke noget om i historien, så måske lever zenmestre bare af ginseng-rødder, de selv dyrker) og også til dette siger zenmesteren: ”virkelig”.
Så går der ni måneder, og barnet kommer til verden. Naboen tager babyen ud af hænderne på moren og går ind til zenmesteren med det og siger, at siden det er hans barn, så må han tage sig af det, og zenmesteren siger: ”virkelig.” Og han tager sig af barnet som sit eget, og det vokser op.
Der går et par år, så tager teenagedatteren sig så sammen til at indrømme, at det altså ikke var zenmensteren, der havde gjort hende gravid, og naboen går brødbetynget ind og undskylder og tager barnet med sig igen, til hvilket zenmesteren siger – ja du gættede det – ”virkelig”. Han får nu meget større respekt og anerkendelse, end han havde før, men også til dette siger han: ”Jeg er en kæmpeidiot og har ingen selvrespekt…”
Nej, han siger selvfølgelig bare: ”virkelig”.
Mit meget skarpe sværd er virkelig kun til pynt.
Jeg kan sgu egentlig godt lide meget af filosofien i mindfuldness, men her står min hjerne simpelthen af. Den historie har pisset mig så meget af. Jo, tak mere vrede.
Men så er mindfuldness jo så snedigt indrettet, at hvis du vil diskutere med dets præmisser, så er det nok, fordi du ikke er mindfuld nok endnu…
Og det sektagtige lort gider jeg simpelthen ikke. Man må have lov til at forholde sig rationelt til filosofier, ellers er det religioner og blind tro, og dem har vi vist haft rigelige af.
Historien med zenmesteren understreger nemlig så fint, hvad problemet med fuld forståelse er. Når du forstår – og tilgiver – alle deres små og store synder, så lever du muligvis i fuld balance, men 1) du bliver en kastebold i andres hænder og 2) dit indre liv er dødt.
Nu er zenbuddhismen jo ikke helt så dum, som den bliver gjort til i mindfuldness-historien her. I virkeligheden var det jo samuraiernes religion, så der har oprindeligt været indbygget en slå-fra-dig-morale.
Og det var det, jeg begyndte at indse med min vrede, at godt nok kan det være vildt ubehageligt at komme i konflikter og blive vred, men det er bestemt ikke mindre ubehageligt at komme i konflikter og ikke blive det!
Så fucker du edderlåsme af, mester!
Nu har jeg selvfølgelig lært at nuancere det lidt, så vrede ikke er min automatreaktion på alle uretfærdigheder – humor er for eksempel tit meget mere effektiv. Men vrede har altså en berettigelse.
For eksempel dengang en mand satte sig ind ovenpå mig i min bil. Jeg sad i min bil uden for min opgang og skulle lige til at lukke døren, da den her psykopat på stoffer sætter sig ind ovenpå mig og ser på mig med øjne, hvis pupiller er så udvidede, at øjnene er helt sorte. Så blev jeg sgu vred (og bange), og da jeg ikke kunne skubbe ham ud, satte jeg i stedet hornet i bund, indtil folk begyndte at kigge ud af vinduerne, og min søde grønsagshandler kom tililende for at se, hvad der skete og fik psykopaten hevet ud.
Når ens grænser i den grad bliver overskredet, er vrede helt på sin plads. Også når det er de psykiske grænser – når folk mobber, håner og latterliggør en. Og nej, vrede er da langt fra altid den mest hensigtsmæssige reaktion.
Måske ville verden blive et bedre steder, hvis vi alle var i stand til at sætte os ned og diplomatisk indgå en dialog i stedet for at blive vrede, men hvis ens grænser først er overskredet, så er dialog altså for sent. Hvad skulle jeg have sagt til psykopaten til min bil? ”Vil du virkelig sidde her bonget op på stoffer og gøre mig vildt bange? Virkelig?”
Også kærlighed går over, så… why bother!?
Og det er mit første problem med zenmesteren i historien ovenfor. Hans grænser – hans integritet – trues af falske rygter, og det bliver han ikke vred over!?
Okay, så siger vi, at man til en vis grad må leve med, at folk lukker lort ud bag om ryggen på en, sådan er det jo. Men når man så bliver tvunget til at leve med konsekvenserne af det – at tage vare på et barn, der ikke er ens eget, så skal man stadig ikke blive vred?
Okay… ja, så bliver man tvunget til at leve med nogle konsekvenser, man ikke selv er ansvarlig for – sådan er livet jo, det sker for os alle hele tiden, men så indretter man sig jo det bedste, man nu engang kan under de vilkår.
Men når man så har taget sig af et barn som sit eget i flere år, og det bare bliver taget fra en fra den ene dag til den anden, så skal man altså heller ikke blive vred? Man skal ikke engang blive bare lidt ked af det? Hvad er det galt med den her mand!? Er han en form for ekstrem autist?
Og det er mit andet problem med historien om zenmesteren og forståelse. For hvis du ikke føler for noget, hvad lever du så for? Hvis alle følelser kan erstattes af et ”virkelig?” eller et ”også dette går over” eller ”pyt” eller af et af de andre mindfuldness-forslag til, hvordan man skal tackle sine følelser, hvad er der så tilbage af indre liv? Hvad er der så tilbage af rettesnore for din tilværelse?
Jeg ved sørme ikke, om jeg kan li’ tæsk og rodfrugter
Det er jo ikke en ny idé, at vi skal håndtere vores følelser. Religioner har gjort meget med skyld og skam for at få os til at opprioritere de gode følelser (kardinaldyderne) og nedprioritere de dårlige følelser (synderne), og nu fortsætter mindfuldness-halløjet og rigtig meget moderne coachingfilosofi så den tankegang.
Men jeg tror altså, at evolutionen har ladet os beholde følelserne af en grund, selvom vi udviklede bevidsthed. Og det er, fordi følelserne er vores guidelines. Hvis vi ikke kan mærke forskel på, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide, så er det vel groft sagt egentlig ikke nogen grund til at fortsætte med at leve. Livet handler jo om at få mere af det, man synes er godt og mindre af det, man ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig vildt forskelligt fra person til person, men grundlæggende er vi alle på den måde i vores følelsers vold.
Derfor skal man selvfølgelig stadig have et samarbejde kørende mellem følelser og bevidsthed, så man hele tiden er klar over – så vidt muligt – hvorfor man føler som man gør, så man ikke bare reagerer. Men jeg tror altså på, at man virkelig er nødt til at tage vores følelser alvorligt og ikke bare lægge låg på dem. Heller ikke de såkaldt syndige følelser som misundelse og grådighed. Jeg tror bare, at de er andre måder at guide os i retning af det, vi gerne vil – eller ikke vil.
Alting er bare lige godt her i vores helt lige hippiekollektiv
Og så tilbage til domsvæsnet. For det er her det at dømme andre kommer ind i billedet igen. Følelser hænger jo ikke bare og svæver frit uden noget at hæfte på. De er hæftet op på vores værdier. Hvilket vil sige, at for nogen er der følelsesmæssigt payoff på at leve i overensstemmelse med en religions forskrifter, for andre er det på at realisere sig selv.
For mig udløser det også altid vrede at se nogen tromle andre, mens det for andre mennesker måske udløser sorg at se det, for nogle udløser det ligegyldighed, og for nogle få udløser det måske ligefrem en udløsning. Det afhænger jo alt sammen af, hvad vi har med i rygsækken af værdier og erfaringer.
De værdier – vores følesesudløsere – er vi selvfølgelig nødt til at vedligeholde. Og det er derfor, at vi dømmer andre. Både i det store retsvæsen og på den lille private konto. Hvis det er en værdi for et samfund, at man ikke tager hinandens ejendom, så er man selvfølgelig nødt til at udløse en straf over dem, der ikke respekterer den værdi. Ligesom jeg er nødt til at udløse en reaktion over dem, der ikke respekterer mine grænser, som jeg er en del af mine personlige værdier – ellers mister jeg dem.
Men det gælder faktisk ikke kun i den direkte interaktion med andre, det gælder også i min bevidsthed.
For eksempel har jeg det svært med folk, der ikke kommer til aftalt tid. Det er, fordi jeg åbenbart har en old school jydeværdi i at være punktlig. Mine veninder er helt anderledes, de kan sagtens komme et kvarter senere end aftalt uden at spekulere mere over det, fordi punktlighed ikke er en værdi for dem.
At vi stadig kan være veninder trods forskellige værdier skyldes så, at vi er i stand til at forstå hinandens værdier og respektere dem og blablabla. Det er alt sammen meget fint og mindfuldness-agtigt, men min pointe er bare, at mit hoved jo ikke dømmer mine veninder mindre af den grund. Det er jo ikke sådan, at jeg ser på deres afslappede stil og tænker: ”Det er jo bare én måde at leve på. Alles måder er jo lige gode.”
Jeg forstår, at de tænker og føler anderledes, og jeg indretter mig efter det, men jeg har stadig mine egne værdier i behold og derfor vil jeg uundgåeligt bryde mig mindre om deres værdier end om mine egne. (Også selvom de efterhånden har smittet mig så meget, at jeg heller ikke selv kommer til aftalt tid.)
Din rettesnor er ikke din ret til at rette mig
Og det er jo helt okay. Det, jeg ville frem til er jo, at det faktisk er okay, at vi dømmer andre hele tiden, fordi det er en del af vores følelsesmæssige guidelines. Det er den metode, vi bruger til at finde ud af, om vi selv synes, vores liv eget er på ret køl.
Ja, her er jeg selvfølgelig pinlig bevidst om, at rigtigt mange har brug for mere end det. At det ikke er nok for dem at tænke for sig selv: ”Sådan gør de, det kan jeg ikke lide, så jeg gør sådan her i stedet, og så hilser vi stadig pænt på hinanden.”
Jeg ved godt, at mange har brug for at få deres domme stadfæstet offentligt, at de er mere end bare en erkendelse i sindet – enten gennem en tilslutning til et parti eller en gruppe (af skinheads, veganere eller andre lignende ekstremme grupperinger).
Men for mit eget personlige vedkommende har det bare været en stor lettelse at erkende, at jeg ikke er dårligt menneske, fordi jeg dømmer andre. At det, at jeg kan føle så stort et had til Breivik og dømme ham som psykopat i mit hoved, faktisk er med til at gøre, at jeg aldrig ville begå noget i nærheden af det, han gjorde.
Det er mine følelser, mine refleksioner over dem og ikke mindst mine domme, der sørger for, at jeg er det menneske, jeg gerne vil være. Og det kan jeg rigtigt godt lide. Ikke mindst kan jeg rigtigt godt lide, at jeg bliver pissevred og dømmer folk negativt, når de har brug for at dømme, håne, mobbe og tromle andre offentligt.
Sur Sur Sanne, lille bitch omkring
”Hvorfor laver du altid sådan nogle sure statusopdateringer,” spurgte en af mine mandlige bekendte forleden.
Jeg blev helt paf og begyndte med et ”jamen, det gør jeg da heller ikke, altså… hvad mener du… jeg synes da, jeg prøver at være sjov og så’en.”
”Du virker bare så pissesur altid!”
”Men… men.”
Og så sluttede samtalen. Frustreret hang den i mig i dagevis efterfølgende. Virker jeg virkelig så sur!? Er det mit sprog!? Går ironien ikke skarpt nok igennem!? Jeg blev småirriteret – på min bekendte, på alle dem, der i tidernes løb ikke har fanget mine jokes – onstage såvel som off.
Det kan da for fanden ikke være så svært at regne ud, at jeg laver jokes. Jeg er fucking komiker! Hvor stor en idiot er man, hvis man ikke kan læse indenad, når noget er humoristisk ment?
Men så begyndte det at dæmre. Det er faktisk ikke første gange, at lige præcis denne mandlige bekendte har anklaget mig for at være sur. Det gjorde han jævnligt før i tiden, hvilket nok er grunden til, at han aldrig er blevet en tættere ven.
Typecastet til at føle, hvad det forventes, jeg skal føle
Men egentlig havde han ret dengang. Jeg var sur. Ikke generelt, ikke indeni. Men når jeg var sammen med ham, kunne jeg altid mærke hønserøvsmunden snerpe sig sammen. Han gav mig ikke plads til at være sjove, skøre Sanne. Han behandlede mig, som om jeg var Sure Sanne, og så blev jeg den sure. Det er svært andet.
I mange år har jeg kæmpet med det her dilemma: At være den, jeg føler jeg er, og samtidig vise den side af mig selv over for mennesker, der har bestemt sig for, at jeg er noget andet. Det er næsten en umulig opgave.
Når jeg holder foredrag om mobning “anbefaler” jeg altid en af de mest effektive mobbemetoder; nemlig at beskylde sit offer for lige nøjagtig den følelse, man ønsker at frembringe hos vedkommende. Sig til hende eller ham: “Du tager alting så personligt.”
“Hvad fuck mener du. Det gør jeg da overhovedet ikke!”
“Jo, der kan du selv se…”
Det er en gammel Gajolpakke-sandhed, at vi ser den verden, vi forventer at se. Men det er uhyggeligt, at vi også i så høj grad kan skabe den (det har jeg skrevet lidt om her). Altså at vi kan tvinge andre til at indtage den position, vi har udset os. Som er noget, jeg forsøger at holde mig for øje i kønsdebatten. Jeg vil virkelig gerne for alt i verden undgå at beskylde mænd for at være mandschauvenistiske og kvindeundertrykkende, for så frygter jeg, at jeg faktisk tvinger dem ind i den position mod deres vilje.
Til gengæld bliver jeg så som feminist jævnligt beskyldt for at beskylde mænd for at være det, og så… okay, jeg stod også selv af der. Resultatet her bliver i hvert fald tit, at jeg bare ender med at være helt forvirret omkring, hvad andre egentlig hører mig sige, og så får jeg rodet mig ud i nogle besværlige forklaringer, som så fører til, at den, der har kastet anklagen fra starten af kan læne sig tilbage og sige: “Se. Du kan jo heller ikke selv få dine synspunkter til at give mening.”
“Jo… men… altså… det er jo… Årh så hold dog kæft!”
For meget attitude til reality-tv. What!?
Jeg så et afsnit af den danske udgave af Topmodel den anden dag. Jeg har ikke selv fjernsyn, så jeg følger ikke med, men denne dag lå jeg på mine forældres sofa og zappede lige over, og så blev jeg hængende. Topmodel er et fascinerende program. Det er lidt som at se på en overkørt kat på motorvejen; jeg bliver trist og også lidt frastødt, men jeg kan heller ikke kigge væk.
I dette afsnit var der en overgearet bøsse-stereotyp, der skulle vise de unge piger, hvordan man går catwalk. I min ydmyge lægmandsmening var hans iscenesatte svanse-gang meget langt fra det, man ser på en normal catwalk, men hvad fanden ved jeg?
(Faktisk ved jeg så lidt om modeverden, at jeg lige googlede ham for at tjekke, om han overhovedet havde kompetencer. Det havde han så ifølge wikipedia. Så det er nok bare mig.)
De unge kvinder i Topmodel skulle altså gå catwalk og så svinede den her ucharmerende tv-karakter dem til med en alt for høj-pitch stemme, og det vel sådan, det altid er i den slags programmer. Det er godt tv, hvis en 15-årig pige begynder at græde.
Den ene af de her unge kvinder vælger så at gå væk fra ham, mens han kører på hende mine sine tilsvininger, og så går han helt i selvsving.
”Hun har et attitudeproblem,” siger han dødeligt fornærmet.
(Og samtlige seere sidder sikkert og spekulerer om, om manden mon selv er klar over, at han tager ordet ”attitudeproblem” op på et helt nyt level.)
Alle sorte piger på tv er ligesom Tyra Banks
Anyways, da modelaspiranterne så senere skal bedømmes af dommerpanelet får den her unge kvinde så igen skældud for sit attitudeproblem. Hun prøver at forklare, at hun har det lidt svært med mennesker, der er sådan ”se mig, se mig.”
Straks går Oliver Bjerrehus helt i baglås, nu er han også dødeligt fornærmet – ligesom den anden overgearede tv-karakter stadig er. (Jeg antager, at de udveksler den slags tricks off camera, så de alle sammen bedre kan udvikle deres reality-stjerne-følelses-arsenal.)
”Siger du, at han er sådan!” Siger Oliver Bjerrehus og peger på den overgearede bøsse-stereotyp, og den stakkels kvinde prøver med et ”nej-nej” – som er meget lidt overbevisende, da hun jo har fuldstændig ret i, at han er alt, alt for meget.
Straks får hun endnu en irettesættelse for sit gigantiske attitudeproblem og bliver sendt ud (men dog ikke hjem). Backstage forsøger hun helt opgivende at forklare til kameraet, at hun bare bliver frygtelig genert, når folk er meget overgearede, og hun altid trækker sig lidt i baggrunden og lader dem, der gerne vil skabe sig, komme i forgrunden.
I mine øjne virker hun på det her tidspunkt som det mest sympatiske menneske i tv-verden og sikkert ditto modelverdenen. Men i programmet har de besluttet, at hun har et attitudeproblem, fordi de tillægger hendes generthed en helt anden betydning.
Det kan der sikkert være mange grunde til. Som seer ser man jo også kun udvalgte scener, og hvem ved, hvordan hun ellers opfører sig. Men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at denne unge kvinde tilfældigvis er mørk i huden – og selvfølgelig utrolig smuk. Hun er så også svensker, hvilket jo unægtelig gør det lidt vanskeligere for hende at navigere i det hovedsagligt danske program. For mig at se, er det derfor helt forståeligt, at hun holder sig lidt i baggrunden. Hun er the odd one out.
Men hun har også sit udseende imod sig. For hvis man kun bedømmer hende på den erfaring, man har med gudesmukke, sorte kvinder på tv, så falder tanken jo utvivlsomt på Tyra Banks-agtige tv-karakterer. Den type kvinder, der kan lave den der ”mmhhmm”-lyd og smadre en anden kvindes selvværd fuldstændig med et enkelt blik.
Så det er det, de her dommere ser, så vidt jeg kan vurdere. De ser en sort kvinde med alt for meget attitude. De ser slet ikke, at den påståede attitude i virkeligheden er ikke-specielt velkamufleret utilpashed og generthed. Altså masser af mennesker kamuflerer den slags følelser med monstermeget attitude – det virker det bare ikke til, at denne modelaspirant gør. Altså baseret på mit korte indblik i programmet.
Jeg er for fuck sake ikke sur, din fede idiot!
Under alle omstændigheder gav det afsnit af Topmodel mig sådan en uha-oplevelse. (Det er lidt det samme som en aha-oplevelse; man stadig bliver overrasket over en indsigt, men det er bare ikke positivt.) For det er jo præcist det, der hele tiden sker for mig også.
Hvis min mandlige bekendte eksempelvis har besluttet sig for at tolke min ironi ind i en anden kontekst – af surhed – så er det lige meget, hvad jeg ellers gør. Det bliver den virkelighed, jeg er tvunget til at navigere i.
Og nu ved jeg ikke med den her unge kvinde i Topmodel, men personligt har jeg altså meget svært ved ikke at opsamle de følelser, folk stopper på mig. Når jeg bliver behandlet, som om jeg er sur, så bliver jeg det kraftpatteræltende!
Jeg arbejder selvfølgelig med det. Fordi jeg er klar over den her mekanisme, og hvordan den påvirker mig. Jeg sørger så for ikke at omgås mennesker, der får mig til at føle mig mindre som den sjove, skøre, overskudsagtige person, jeg gerne vil være – og selv føler, jeg er det meste af tiden. Jeg trækker mig bort fra dem, der trækker mig ned, og dem, der får mig til at føle mig sur eller tvær eller hidsig eller dum eller underskudsagtig – de ryger ud på deres røv. Jeg gider ikke hænge ud med den slags.
Og bliver jeg tvunget til det alligevel, så arbejder jeg rigtigt hårdt på at holde deres udgave af mig så meget på afstand som muligt. Jeg forsøger at huske mig selv på, at de kan tænke om mig, hvad de vil, jeg vil fortsætte med at føle, sige og gøre, hvad jeg gerne vil.
Læs altid Sannes tekster med troldkvindestemme!
Det er en okay god strategi, det her. Det virker det meste af tiden. Det virker faktisk så effektivt, at jeg næsten glemmer, at de findes; de her mennesker, der vælger at se mig ud fra en fordomsfuld og fejlagtig antagelse.
Derfor bliver jeg nu altid så paf, når jeg bliver konfronteret med dem. Når jeg hører, at nogen vælger at læse alt det, jeg skriver med en sur – og sikkert halvt vrængende – stemme.
Jeg bliver selvfølgelig også lidt trist, fordi min mandlige bekendte, som gjorde mig opmærksom på det, helt sikkert ikke er den eneste, der gør det. For nu er jo feminist, og vi er notorisk kendte for at være sure og skingre hele tiden, hvilket formentlig betyder, at rigtig mange, der aldrig har mødt mig i virkeligheden (og sikkert også nogen, der har…) automatisk går ud fra, at den fordom også gælder for mig. Altid!
Hey, det gør den selvfølgelig nogle gange. Det er jo ikke sådan, at jeg altid er sjov og skør og overskudsagtig, nogle gange er jeg også bare sur og indebrændt og træt af alting, men det trods alt ikke så tit. Det er i hvert fald meget sjældent, at jeg er det på facebook eller ude i virkeligheden. Det plejer som regel kun at være min hovedpude, der for alvor mærker det, når jeg bider den til gåsedunssmulder.
Alligevel er der så mennesker, der ser mig sådan hele tiden. Og min eneste handlemulighed er altså at prøve at trække på skulderen, så deres negative påvirkninger ikke slipper ind…
Men for satan i helvede, hvor gør det mig bare pisselorte frustreret, at det skal være sådan at være menneske!
Genstart bevidstheden
Jeg frygter, at vi står midt i et bevidstheds-backlash. At vi har nået den fulde kapacitet, vores bevidsthed er i stand til at yde. Faktisk frygter jeg, at vi nåede den for omkring 10-15 år siden, og at vi lige nu ruller tilbage på alt, hvad vi nåede at få af nye tanker og originale ideer i den mellemliggende perioder.
Vi lukker ned. Ligesom en computer, der har for mange programmer åbne. Vi crasher, og vi fryser midt i et skærmbillede.
Neurologien fortæller, at hjernen er en fantastisk mekanisme, der kan blive ved med at vokse og ændre sig livet igennem. Javist, men den har brug for ro til at gøre det, og med de ADHD-agtige påvirkninger, vi udsætter den for, så tror jeg ikke, den har mange chancer for at gro.
Altså antallet af stress- og depressionsramte taler deres eget sprog. Vi overbelaster hjernen og kroppen konstant. Men hvor forfærdeligt det end må være for den enkelte, er min bekymring nu alligevel, hvad det betyder for os alle sammen; for fællesskabet. (Hvis man da må tillade sig at smide sådan en gammel halvkommunistisk frase på bordet.)
Farmand, du får først ligeret til dine børn i 2113
Jeg ser det naturligvis mest på kønsområdet, fordi det er her mit lilla-ble-indpakkede hjerte ligger. (Og også en form for kompetence, selvom det jo ikke tæller ret meget at have studeret køn på universitet. Fordi alle er eksperter i køn, fordi alle jo har et køn – og det er lig med, at alle har studeret køn! (aka alle har onaneret.))
Det er tydeligt i den måde, hvorpå selv umiddelbart fornuftige mennesker er begyndt at lege “kan ikke høre, kan ikke se”-aber. Vores regering dumper det mest fornuftige bud på ligestillingspolitik, der er blevet fremført i et årti: øremærket barsel til fædre. Og de gør det uden at blinke, fordi det er en “tabersag”. Tilsyneladende er vælgerne ikke med på vognen, siger journalisterne, der påstår at forstå sig på spin.
Undskyld, men hvad skete der for, at politikere skulle være fremsynede og gamle nok til at træffe de upopulære beslutninger – dem, der på sigt ville skabe et bedre samfund!?
Shhh med alle de nye tanker, mit hoved er fuld
Men det værste er, at jeg ikke tror på, at det er derfor. Jeg tror ikke på, hverken politikernes officielle forklaringer (noget med familiernes økonomi blablabla (Hvilket netop er én af de ting, der ville ændre sig over tid med en øremærket barsel, hvilket politikerne ville vide, hvis de gad sætte sig ind i stoffet, men research og rapportlæsning er åbenbart også en af de ting, der ikke længere er plads til i politikeres opinionsoverfyldte hjerner.)
Jeg tror heller ikke på den uofficielle spin-forklaring, om at vælgerne var imod, så derfor valgte regeringstoppen at røvrende deres egne valgløfter og vælgere (endnu engang.)
Nej, jeg tror desværre, at den øremærkede barsel røg samme vej som de andre ligestillingsinitiativer, der ellers så lovende lå i valgløfterne. Og samme vej som alle de andre tanker om bedre miljø (eks. betalingsringen) og bedre fællesskab (eks. ændre de åndssvage dagpengeregler tilbage til menneskelige forhold.)
Alle de her ideer røg ned i den store skraldespand af “ting, der bare ikke er plads til i vores hoveder lige nu”: Nemlig alle de ting, der skuer længere end et halvt år ud i fremtiden. Ideer, vores og vores børns fremtid skulle grundlægges på. Smat! Lige ned til bananskralden og papiret fra makrelmaden.
Ti små neuroner kom… ja og så døde de alle sammen, fordi de ikke så sig for
Vi kan ikke overskue fremtiden. Vi kan knap overskue nutiden. Vi holdt op med at have en nogenlunde overskuelig idé om verden lige omkring årtusindeskiftet og så gik det bongus ned ad bakke.
Der er alt, alt for meget viden, vi skal have styr på. Viden om hvad der sker ude i verden, og hvad der sker herhjemme og derhjemme med ungerne. Alt for mange dårlige amerikanske tv-produktioner og youtubeklip, vi skal se, facebookopdateringer, vi skal formulere (så folk kan like os, så vi kan blive bekræftet i, at vi findes) alt for meget overfladisk netværkning, vi skal oppebære, reklamer og relationer, vi skal finde hoved og hale i, og tøj og job, vi skal iscenesætte os selv i, og maratonløb, vi skal løbe, så vi ikke dør for tidligt, for det har vi virkelig ikke tid til, når vi skal nå alt det andet.
(Her indlægges forpustet vejrtrækningspause.)
ALARM: ting må ikke forandre sig, for så bliver jeg ædt
Og så står skærmbilledet stille på nethinden. Der er ikke flere RAM ledig. Desperat fryser vi alt fast, der ikke er strengt nødvendigt for at holde maskineriet i gang. Herunder nye ideer og kreative løsninger på gamle problemer. Herunder det konstante behov for selvbevidsthed omkring egen adfærd, så man ikke reproducerer stereotyper, fordomme og andre dårlige vaner (fra neglebidning til at jorde sin kæreste, fordi høn stanger tænder med gaflen.)
Fordi hjernen kræver ledige RAM for at kunne reflektere, ellers ryger den på prækodede rutiner. Hele din hjerne skriger ALARM SABELTIGER! Du har ingen fri kapacitet til at spekulere over, om det egentlig er fair over for alle sabeltigere, at du altid er så fordomsfuld over for dem, og da slet ikke til at spekulere på, om det også skulle gælde dine fordomme over for det andet køn, mørkere hudfarver og andre kødpræferencer. (Også kendt som: ALARM HALAL!)
Og selvfølgelig fryser også alt, der hører under kategorien af almindelig hverdagsbevidsthed om, hvordan vi behandler os selv og andre ordentligt.
Ørefigen-rebooting
Jeg synes ellers, der var sådan en god stemning i Danmark her hen over sommeren, og jeg tænker, at det var, fordi vi endelig havde en; en sommer. Så fik hjernen lige den pause, den havde brug for. Der var pludselig et overskud til at begynde at smile til folk på gaden og måske ligefrem begynde at drømme igen.
Men så begyndte det at regne og så tilbage til buisness as usual. Bang så kom frygten for at nogen ville stjæle frikadellerne, bang så røg fædrebarslen, bang så går vi i krig igen. Bang så er vi bange for alt det nye igen.
Lige nu er jeg i lussinghumør. Jeg er så fristet til at gå ud i regnen og klappe hver eneste dansker, jeg møder en på hver kind: hey, snap out of it!
Sluk for de effing skærme (når du er færdig med at læse det her supervigtige budskab… nej, faktisk bare sluk nu; det her er lige så meget hvidt støj som alt muligt andet), drop de evige selviscenesættelser, mærk dig selv og regndråberne og begynd så for satan at tænke igen. Reflektér! Få os videre.
Vi har alt den computerkraft, der skal bruges, vi har opdateringssoftwaren indeni. Vi er bare nødt til at begynde at køre de rigtige, de vigtige programmer i stedet.