Verden er i farver, vi slet ikke ser
Hjerneforsker Peter Lund Madsen fik mig til at forstå noget, mange års fysikundervisning i skolen aldrig havde formået at få til at falde på plads: Hvorfor farver ser ud som de gør.
Jeg har nemlig altid været skeptisk over for det der med lyset. At farver ikke findes, men kun er refleksioner af lys, som man lærer i fyisktimerne. Det virker så kontraintuitivt, når man kan se farverne og tydeligt se forskel på dem og i øvrigt se lyset spille hen over overfladen på dem. Hvordan kan lyset det, hvis farven ikke på en eller anden måde ligger inde i tingen?
Og fysiklærerens trumfkort med, at farverne forsvinder i mørke har altid virket dybt idiotisk på mig, for det gør konturer og alt andet jo også.
Jeg accepterede fysikkens forklaring, men dog med et meget stædigskeptisk barns sind. Som om jeg mentalt altid har stået ved en køleskabsdør og været overbevist om, at lyset ikke slukker, når man lukker døren.
Så sagde vi lige, at sådan ser farver ud, og så har vi mere tid til andre ting
Men så kom forklaringen altså på en måde, jeg endelig kunne forstå den. Det er faktisk ret enkelt: Vores hjerner laver farverne.
Sagen er nemlig, at hvis vi skulle se farver, som de i virkeligheden ser ud – altså som lysets refleksioner, så ville farverne blinke og skifte hele tiden, fordi lyset jo ændrer sig hele tiden. Det ville være som at leve i et non-stop strobolys-farvebombardement. Det ville være et mareridt.
Synssansen ville dermed lægge beslag på alt hjernes kapacitet, fordi hjernen hele tiden ville være tvunget til at skulle analysere og fortolke alle de mange milliarder af indtryk. Synssansen er i forvejen den mest krævende sans for hjernen at køre analyse og fortolkning på. Så hvis hjernen ikke forenklede synsindtrykkene, ville den ikke have overskud til andre småting som hørelse og bevidsthed og den slags.
Så hjernen beslutter ret tidligt, hvordan de enkelte farver ser ud, og så låser den sig simpelthen fast på den fortolkning. Hvilket vil sige, at grøn altid vil være grøn for hjernen, selvom der reelt set aldrig er nogen farver derude i virkeligheden.
Bare fordi jeg ikke kan se varme, betyder det ikke, at slanger ikke kan
For mig besvarer det dermed også af verdens mest enkle filosofiske spørgsmål: Ser farver ud på samme måde for mig, som de gør for dig? Nej, sandsynligvis ikke. For vores hjerner har formentlig truffet hver deres beslutning om, hvordan farverne skal se ud.
Som forklarer, hvordan der kan findes mennesker, der kan lide farver som orange og karrygul. De er åbenbart ikke så grimme for deres hjerner, som de er for min.
Men faktisk er der noget næsten endnu mere fascinerende med vores evne til at se farver. Vi har nemlig kun tre tapper i øjnene, og derfor er synssansen allerede begrænset til at se farver indenfor det spektrum, som de kan registrere. (Selvom nogle kvinder faktisk har en X-Men-mutering, der gør, at deres øjne har fire tapper og kan se flere nuancer.)
Det betyder altså, at både synssansen og hjernen begrænser vores muligheder for at se “virkeligheden”. Der findes dyr med 16 tapper i øjnene som derved kan se de vildeste farver – farver som jo også er derude i virkeligheden, men som vi aldrig vil komme til at se. Ligesom hunde, der kan høre lyde, vi ikke kan. Og ligesom der i øvrigt også findes dyr, der har sanser, vi slet ikke har. Som nogle slanger, der har termisk syn og kan se forskel på varme og kulde for at kunne finde bytte i en mørk ørken.
Grøn er altid grøn, og negere er altid farlige
Hvorfor nu denne smøre om farver og begrænsede sanser og hjernens fiksfakserier? Ja, fordi jeg synes, det er en utrolig god beskrivelse af, hvad vores sanser og hjerner egentlig render rundt og laver af begrænsninger på virkeligheden hele fucking tiden.
Vi kan kun opfatte verdenen igennem vores hjerner, men den lille sluppert snyder altså. Den giver kun halve informationer. Den eneste grund til, at vi ved det her med farverne, er fordi videnskaben fortæller os, at det er sådan. Det er, fordi forskerne kan lave måleudstyr, der kan noget, vores sanser ikke kan.
Der sker altså et paradoks inde i min hjerne. Det ordet “kontraintuitivt” er opfundet til. På den ene side ved jeg godt, hvordan det rent videnskabeligt forholder sig – på den anden side kommer jeg aldrig til selv at se og mærke det.
Her kommer så pointen: Når vores hjerner snyder så meget med noget så enkelt som farver, hvordan kan vi så tro, at den ikke også gør det med alt andet!?
Mon ikke hjernen generelt bare elsker at låse sig fast på bestemte opfattelser af “virkeligheden”, så den slipper for at skulle arbejde hårdt på at analysere og fortolke nye indtryk hele tiden?
Er det ikke derfor, den dovne hjerne har opfundet stereotyper og fordomme!? Så den ikke behøver bruge ekstra energi på rent faktisk at se og mærke andre mennesker, men bare kan konstatere; at alt nok er som det plejer.
Åh nej, endnu en af Solosannes hjernebelæringer
Ja, det er skidehårdt og også nærmest kontraintuitivt at skulle irettesætte hjernen hele tiden: “Okay hjerne; nu har du godt nok mødt syv dumme svin i rap, der alle sammen havde det tilfælles, at de var mænd, men det betyder stadig ikke, at du kan konkludere, at alle mænd er dumme svin. Ej heller, at nummer otte er det. Faktisk betyder det ikke engang, at du kan konkludere, at de første syv var det, for måske var det bare dig, kære hjerne, der besluttede dig for at sanse dem på den måde og derefter låse dig fast på den beslutning…”
Jeg har efterhånden skrevet om hjernens “bevidstløse” adfærd mange gange herinde (her og her og her og ikke mindst her … jeg skriver ret meget om det, faktisk.)
Men det kan ikke siges tit nok, for hvis vi ikke snart begynder at tage hjernen i nakken og irettesætte den, så holder vi fast i menneskehedens dummeste dilemma: Vi har udviklet bevidsthed til at kunne se ud over vores egne hjerners begrænsninger – men samtidig lader vi stadig hjernens begrænsninger bestemme over bevidstheden.
Hvordan i hedehulehjernekule skal vi så kunne komme nogen vegne? Det dilemma er jo definitionen på stilstand? Det svarer til at lade bevidstheden fortsat sende i sort-hvid – selvom farveudsendelserne for længst er opfundet.