Bag skrivebordet savner han sin krig

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET KAN ÅBENBART være hårdt at leve i fredstid. For nogle mennesker – oftest mænd, oftest midaldrende – er fred lig med slaphed, mangel på disciplin og ingen mulighed for udøvelse af militære kundskaber. Så i stedet for at nyde trygheden og de behagelige tiltaleformer, bliver disse mænd til skrivebordsgeneraler i en daglig kontorkrig. Du kender chefen, der med ufravigelig sikkerhed hver morgen marcherer gennem kontorlandskabet og noterer sig den, der ankommer fire sekunder efter mødetid. Alt i ham brænder for at beordre vedkommende ned på gulvet og ’give ham 10’ (armbøjninger). Men overenskomster og anden civil svaghed tvinger ham til at holde inde med disciplineringen, og den overskydende damp undslipper som et hvæs, inden han fortrækker til sin kommandobunker. Eller hvad med kollegaen, der konstant sender interne e-mail, med ordrer om alt fra opfyldning af kaffemaskine til sortering af genbrugspapir – i et koncist kode-sprog, der kan være sværere at aflæse end en teenageres sms-beskeder.

JEG HAR VED EN tidligere lejlighed brokket mig over mænds underlige sms-sprog – nærmere specifikt de tre punktummer, der tit afslutter deres beskeder. Men så snakkede jeg med en mand (ok, det var min far), og han forklarede mig, hvorfor han altid sætter de tre prikker. For ham betyder det ganske enkelt, at beskeden er slut. For sådan kommunikerer man i krig: Mobilen er walkietalkien, så indholdet skal skrives i militærkode: ’Roger. Over and out’. Jamen jøsses altså! Og den hånd, der altid hviler på gearstangen, når du kører bil, er måske den, der styrer missilaffyringen? Prøv lige at træde ind i virkeligheden engang, gider du? Og nej, det er ikke en kampvest, det er din mave. Det kan godt være, den kan stoppe en kugle, men så må du simpelthen til at skære ned på sovsen! Ligesom den laserpegepind, du bruger til dine (evindelige) power point-præsentationer, heller ikke er et sigte for apache-helikoptere, hvor meget man som tilhører end måtte ønske det.

MEN SÅDAN ER det åbenbart, når mænd kommer i den alder, hvor de husker deres værnepligt med glæde (jeg antager, at det mest er mænd på 50 plus, det drejer sig om). Når han for evigt er frataget sit maskingevær, hundetegnet og sit kamuf lagetøj, og når det tætteste, han nogensinde kommer på en feltration, er de fire rundtommer rullepølse, fruen sender med kampenheden på kontoret, så føler han pludselig, at der er brug for de små militærøvelser i hverdagen. For at holde sig rede. Parat til krig. Desværre har han ikke selv indset, at hvis krigen nogensinde skulle bryde ud der i det åbne kontorlandskab, er han på den forkerte side af linjen. Han ville blive det første mål. Det er ham, der er fjenden.