Lykken er at overspringshandle

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVIS JEG BRUGTE DEN TID på at arbejde, som jeg bruger på at overspringshandle, ville jeg være rig. For det er helt utroligt så mange udflugter, jeg kan gøre mig, når det egentlig er meningen, at jeg skal præstere et stykke arbejde. Nu er jeg eksempelvis kaffetrængende… Det må jeg lige gøre noget ved, inden jeg kan skrive videre.

HVOR VAR JEG? Nå, ja overspringshandlinger. Efter år med dårlig samvittighed på grund af mine mange overspringshandlinger er jeg kommet frem til, at det ikke altid er dårligt at slukke sin hjerne og gøre andre ting. For eksempel er jeg vild med at gøre noget praktisk, hvis jeg har svært ved at koncentrere mig foran computeren. Ja, der må seriøst være noget galt med mig, når jeg vælger at pjække fra arbejde for at vaske tøj og gøre badeværelse rent. Apropos. Jeg skal egentlig tisse.

SÅ NU SER BADEVÆRELSET lækkert ud igen. Altså ikke fordi jeg tissede… men da jeg skulle vaske hænder, lagde jeg mærke til, hvor snavset spejlet var, så jeg tog lige runden med Ajax. Ja ok, jeg pudsede også vinduer. Det er irriterende, når solen ikke kan få lov at komme ordentlig ind i mit kontor. Men nu skal jeg også have skrevet den her klumme… Selvom det egentlig er synd at sidde inde, når det er så godt vejr. Hvem ved, hvornår det begynder at regne igen!? Jeg bliver altså lige nødt til at gå ud og købe en is og få sol på næsen.

AH, SOMMER. FANTASTISK! Men klokken er godt nok ved at være mange. Må hellere blive færdig med det her, inden jeg skal til at lave aftensmad. Har jeg overhovedet husket at tage noget op af fryseren? Ja, der ligger noget hakket okse på køkkenbordet. Skal det være lasagne igen? Måske kan jeg finde en spændende opskrift på nettet. Det er også hele ti minutter siden, jeg tjekkede min mail. Hvad kan jeg ikke være gået glip af?

ET TILBUD PÅ VIAGRA og et nyhedsbrev, jeg aldrig får taget mig sammen til at afmelde. Ikke ligefrem interessante kontakter til det virkelige liv. Hov, er det ikke snart længe siden, jeg har snakket med min mor? Det er i hvert fald to dage siden… Må hellere ringe til hende.

HUN HAVDE INTET NYT AT FORTÆLLE, så vi snakkede kun i en time. Og nu er jeg virkelig ved at være sulten. Jeg må skynde mig at blive færdig med skriveriet. Men der er så meget at sige om overspringshandlinger: Alle de psykologiske og sociale aspekter. Og hvad med de økonomiske konsekvenser? Jeg må hellere researche lidt på nettet. Det gør jeg… lige bagefter jeg har testet min viden om rejseforsikringer.

Forelskelsens fire faser

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I MIN OMGANGSKREDS er der for tiden et par stykker, der er forelskede. Det er forår, og de har mødt den eneste ene. Og det jo dejligt og smukt og romantisk og bla bla bla. (og nej, jeg er da ikke bitter og misundelig på dem, jeg anskaffer mig bare en kat mere…)

MEN MINE VENNERS flyvske forårsfornemmelser har fået mig i det småfilosofiske hjørne (for det har man tid til at besøge, mens man for 11. gang lytter til gengivelsen af den 11. date, og hvad han nu havde på, og hvilken forret han bestilte). Jeg har småfilosoferet mig frem til, at en forelsket person gennemløber fire faser, der stort set er ens for alle – i hvert fald alle dem, jeg kender, der løber rundt og lider af det der forelskelse. De fire faser er: Fornægtelse, jalousi, tvivl, accept.

FASE 1. FORNÆGTELSE: I den første tid benægter vennen fuldstændig at være forelsket. Hvis man antyder dette, slår vennen over i et hovent – kunstigt – grin og siger: ’Ej, Jesper, seriøst han er slet ikke noget for mig… ha ha… men ved du, hvad han sagde i går? ’

FASE 2. JALUOSI: Her bliver det mere spændende. Nu er de begyndt at date seriøst (dvs. de har knaldet). Vennen nægter dog stadig at erkende, at hun/han er forelsket. Pludselig blusser jalousien op ved selv den mindste lejlighed. Hun finder et par trusser, der ikke er hendes. Han ser hende på café med en fyr, der ikke er ham. Og man må berolige og sige, at det nok var hendes bror/hans søsters trusser (!?) Man siger: ’Men betyder det noget, du er jo ikke forelsket, er du? ’ Og vennen forsvarer sig straks: ’Nej, jeg er da ej… men ved du, hvad han sagde i går? ’

FASE 3. TVIVL: Usikkerheden blokerer for alt. Vennen stoler ikke på noget. Hverken sin udkårne eller sin egen dømmekraft: ’Vil han have mig? Vil jeg have ham? Kan jeg overhovedet bruge rød? Skal jeg have salt på? ’ Her er man nødt til at være hård og tage beslutningerne på vennens vegne: ’Ja, han vil, ja, du vil! Rød er fint, og nej, æblekage er bedst uden salt! Og fortæl mig så: hvad sagde han i går? ’

FASE 4. ACCEPT: Vennen erkender endelig: ’Jo, jeg er sgu forelsket.’ Gerne efterfulgt af en undskyldning for at have være ulidelig i den seneste tid (og en længere beskrivelse af, hvad han sagde i går). Herefter følger et par måneder med forholdsvis fredelig forelskelse, hvorefter man kan forberede sig på, at det hele begynder forfra, når forholdet enten slutter – det betyder sorgarbejde (fem faser) – eller bliver mere fast – det vil sige parforhold (uendelige mange faser).

Land of free love

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DE HAR SMUKKE SURFERE, lave benzinpriser og mere magt, end de kan finde ud af at administrere. USA har fede ting (og mennesker), og de ting har en tendens til også at blive vores ting. Fint nok. Men nogle ting burde altså sendes tilbage med første Boeing 737. For eksempel datingregler. De helt igennem amerikaniserede og uskrevne regler for, hvordan man bør opføre sig over for en person, som man uforsigtigt er gået hen og fattet interesse for.

DATINGREGLERNE PARAGRAF 3 STK. 4: Telefonopførsel! Som Urban for en uges tid siden bragte en komplet guide til, bare så vi ved, hvordan det er meningen, vi skal gebærde os, når den udkårne er tastet ind i mobilen. Faktaboks og det hele: Hvornår ringer han? Svar: ’Lørdagsdate = mandag eller tirsdag.’ Vorherre bevares! Han ringer!? Ikke hende, no way, hun skal bare holde sine lakerede negle fra tallene. Hvem tror hun måske, hun er? En eller anden form for valkyrie eller 21. århundrede-kvinde?

SÅDAN GØR MAN IKKE, hvis man følger datingreglerne: manden skal være forføreren. Det er jo ham, der er jægeren og alt det der. Og det fungerer sikkert i USA, hvor kønsrollerne er nærmest middelalderagtige. Men i Danmark, hvor en mand ikke har budt en kvinde ud at danse, siden de swingende 20’ere!? Man skal da være usædvanligt uinteresseret i en mand, hvis man overlader det til ham at få et forhold op at stå!

SÅ DET UNDRER MIG, at vi er villige til at trække et regelsæt ned over hovedet på os selv, som på ingen måde passer til vores kultur: Her i landet er det god skik og brug, at man er stive, vralter hjem sammen, har fumlet fuldemandssex og i løbet af næste dags brunch finder ud af, om man gider ses / knalde igen. Bøvlet og kompliceret af helvede til. Men også en nødvendig konsekvens af den frie omgangstone, vi har, mænd og kvinder imellem.Det er forståeligt, at man nogle gange sukker efter nogle fastere regler og holdepunkter, for kærlighed er et ubehageligt usikkert felt. Men regler er ufleksible, stive. Og i længden er datingreglerne begrænsende for den særlige form for lidenskab, vi har fremavlet under Dannebrog og bøgetræer.

SÅ HVEM ER DET, der bilder sig ind, at forelskelse og liderlighed bliver en skid nemmere at håndtere ved at lege amatør-amerikanere? Hvem tror, vi får lettere ved at klare det hele ved at indføre opringning-efter-tre-dage-bestemmelser eller first base-doktrinet (det med at kysse) eller måske ligefrem third date-direktivet (der, hvor man knalder)? 770 regler for, hvordan vi skal gøre det ene, og hvornår vi må sige det andet. Når det kommer til sex og kærlighed, er Danmark ’land of the free’ – ikke USA!