Kvinder der elsker mænd
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
PÅ DET SENESTE er jeg flere gange stødt på det nedslidte statement, ’at kvinder ikke har brug for mænd længere!’ Det kommer altid kun fra mænd. Jeg har sjovt nok aldrig hørt en kvinde sige det. Sandsynligvis fordi det er noget ævl.Det er møgirriterende, at visse mænd tørrer deres dårlige selvværd af på kvinder: ’Buhu, kvinder er blevet alt for uaf hængige og selvstændige! Nu har de ikke brug for os mere’, lyder klynkeriet igen og igen. Måske skulle han lige tørre kinderne og se sig i spejlet, for det er sikkert bare hans tudefjæs, kvinderne ikke har brug for.
DET ER JO GANSKE ENKELT ikke rigtigt, at kvinder ikke har brug for mænd. Hvis man er i tvivl, kan man gå en tur i biffen, i bladkiosken, i boghandlen. Kvinder higer og søger efter mænd alle vegne. Carrie og Nynne gør det på deres småsørgelige ’redmig-fra-mig-selv, prinsebasse’-måde, de hårdtslående Angelina Jolie-typer på film gør det for at få et kraftfuldt modspil, og alle vi normale kvinder midt i mellem gør det, fordi vi nu engang godt kan lide at kravle ind til en brystkasse, blive holdt om, bekræftet og elsket (og elsket med/knaldet på køkkenbordet).
MEN DET ER NÆRMEST umuligt at få bekræftelse og kærlighed fra en, der ikke har nogen tro på sig selv. Det ved kvinder! Der er nemlig én sætning, alle kvinder har fået tudet ørene fulde af, fra de lærte at forstå ord – fra deres mor, skolen, deres veninder, damebladene, selvhjælpsbøgerne: Tro på dig selv! Vi har lært lektien: ’Respekter dig selv, ellers vil ingen andre gøre det’, og ’elsk dig selv, ellers kan andre ikke gøre det’. (Dermed ikke sagt, at det er nemt for nogen kvinde at praktisere i virkeligheden – og slet ikke hele tiden.)
SÅ SELVFØLGELIG vil alle kvinder, der selv knokler for at holde selvrespekten og selvtilliden oppe, miste alt for en mand, der med bævrende underlæbe konstaterer, at det er synd for ham – og ser sig selv som en stakkel; formålsløs og uelsket.Fuldstændig ligesom en mand med selvværdet i orden vil stejle over for en tudeprinsesse, der hænger i mobilen hvert andet minut, fordi hun ’ikke kan klare sig uden ham’.
HELT ÆRLIGT, forskellen på mænd og kvinder i den sammenhæng!? Den findes ikke. Vi forelsker os i det samme – en unik person, der kan komplementere os. Men personer med lavt selvværd vil ofte falde for dem, der kun gør det værre: nedbrudte kvinder ender med mænd, der smadrer hendes ansigt, og nedbrudte mænd med kvinder, der smadrer hans sjæl. Der er kun ét at sige: Mænd, elsk jer selv – det gør vi.