Ole lukøje er en narrenisse

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

00.30 siger uret, da jeg endelig får snøvlet mig sammen til at lukke bogen. Det er okay, det er ikke så sent. Jeg får over syv timers søvn. Nej, jeg gør ej. Tre timer senere ligger jeg stadig med øjne, der ikke har mærket det mindste sandkorn fra Ole Lukøjes søvnkanyle. Han er en elendig narrenisse, ham Lukøje (og også det, der rimer på det!).

03.30 lyser fra natbordet, og jeg har prøvet alle tænkelige sovestillinger. Jeg har endda rykket sengen længere ud i rummet for at slippe for søvnforstyrrende jordstråler! Men de kan åbenbart stadig nå mig. Min døgnrytme kan give de fleste med et 9-16job tics. Ofte arbejder jeg i aftentimerne og sover derfor til langt op på formiddagen. Men indimellem skal jeg have med rigtige mennesker at gøre. Og folk med normale arbejdstider vil gerne mødes om formiddagen – ’hvor alle er mest friske’ – og så må jeg afrette mit sovehjerte. Det er her søvnløsheden melder sig.

04.15 håner vækkeuret. Jeg lider af to former for søvnløshed (eller tre, hvis det tæller med, når søvnløsheden skyldes, at verdens dejligste mand ligger i sengen og på flere måder forstyrrer de uskyldiges søvn):Der er den kreative søvnløshed, hvor jeg ikke er træt, men hvor hjernen bare har brug for at komme ned i gear, så alle de ideer og tanker, jeg har overhørt i dagtimerne, kan komme igennem. Min diktafon er uundværlig, når det sker.04.44: Men der findes desværre også den slags søvnløshed, som er aldeles ukonstruktiv. Og som oftest skyldes en kombination af kaffe og den stressende bevidsthed om, at jeg skal op om seks timer… fem timer… fire… tre…

05.10: Det værste er at være søvnløs om sommeren, når fuglene vækker solen klokken tre: ’Pip pip, det bliver en smuk dag’. Nej, det gør det ikke! Og jeg skal have så meget fugl i min frokostsandwich.

05.18: Desperat begynder jeg at tælle får. baglæns. Jeg formår faktisk at falde i koma. To og en halv times søvn får jeg, inden det ondskabsfulde vækkeur flænser igennem alt.

08.00: Snooze.

08.09: Hvem har fundet på, at man kun må få ni minutters ekstra søvn på snooze?

08.18: Kaffe er det eneste, der kan fjerne Ole Lukøjes søvnsandkorn. Jeg må have fået en ekstra dosis af dem som kompensation for hans forsinkelse?

23.11: Endelig tilbage under dynen. Minutterne tikker af sted. Hvor bliver narrenissen nu af?

Sådan som jeg ser det

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

VERDENS MEST FASCINERENDE – og samtidig mest skræmmende – egenskab er, at vi ikke er i stand til at se verden, som den i virkeligheden er, men kun igennem vores egne øjne. Ligegyldig hvor meget vi måler og vejer og diskuterer noget, vil det altid være farvet af vores måleredskaber og af vores personlige tilgange til det; af de øjne vi ser med. Ja, det er måske et lidt højpandet emne i dag, men jeg har lige sat mig i det filosofiske hjørne (dvs. jeg har drukket en halv flaske rødvin), og så er de øjne, jeg ser på verden med, betydeligt mere skarpsindige end normalt.

DET MESTE AF TIDEN glemmer jeg dog at tænke over det. At jeg teoretisk set ikke har ret i noget som helst. Frygtelig tanke! Jeg går jo ellers og tror, at jeg er utrolig god til at forstå mine omgivelser. Men i virkeligheden kan jeg have misforstået alting. Det kan være et skænderi, hvor jeg føler, at den anden part angriber mig – men han vil sandsynligvis mene, at det omvendte er tilfældet. Eller det kan være min veninde, der lyder afvisende i telefonen – men måske er hun bare træt. Jeg oplever også indimellem at have en helt anden opfattelse af, hvad der er foregået i en situation, end de andre tilstedeværende har. Jeg har siddet i eksamenslokaler og tænkt, at det ville være mere skånsomt, hvis vi hoppede ud af vinduet – og alligevel endte jeg med en god karakter. Eller det kan være en flirt, hvor jeg mener, jeg gør alt for at signalere, at min seng er stor nok til to, mens han bare er mere interesseret i, at jeg betaler for mine varer, så han kan betjene den næste kunde.

MAN KAN GÅ SÅ GALT af andre mennesker på den måde. Men jeg kan jo ikke forstå verden på andre måder, end sådan som jeg ser den. Det er derfor vigtigt, at andre blander sig og korrigerer, hvis jeg tager fejl. Og at jeg er parat til at lytte til dem.

MEN DET ER SVÆRT! Jeg vil jo helst bare have mine verdensopfattelser i fred. Det er frustrerende at skulle igennem revurderingen: Gjorde jeg nu også alt for, at han skulle forstå mine pointer? Var jeg måske for hurtigt ude med fordømmelserne? Var den kassemedarbejder virkelig så lækker, at det var nødvendigt at spørge, om jeg måtte slikke torskerogn af hans mave? Slut med filosofien for i dag. Der er ikke mere rødvin.

At være eller ikke være sig selv

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG KAN GODT LI’ MIG det meste af tiden. Især når jeg bare tuller rundt derhjemme eller rødvinshygger med veninderne. Men så kommer jeg ud blandt andre mennesker. Ud til andre omgangsformer, anderledes måder at tale på, jokes, jeg ikke forstår, sociale koder, jeg ikke kender. Så bliver den ’mig’, jeg godt kan li’ derhjemme, pludselig en form for kropslig budding, der blopper rundt og siger mærkelige – og højst sandsynligt upassende – ting.

OG JEG KAN IKKE finde ud af, hvad løsningen er. Skal jeg forsøge at tilpasse mig den ’fremmede’ omgangstone? Eller skal jeg insistere på at være en mærkelig buddingeblop, der snakker om, hvad der nu ligger mig på sinde af sære emner? Der er selvfølgelig en tredje mulighed, den gyldne – og røvkedelige – middelvej: at være den tavse ovre i hjørnet, der bare nikker og ikke siger noget (af betydning). Men det ville være ensbetydende med at lægge bånd på mig selv: at spille en anden person. Og det strider imod alt, hvad jeg tror på. Nemlig at man så vidt muligt altid skal stræbe efter at være sig selv.

JEG ER STOR MODSTANDER af, at man ændrer sig efter, hvilke mennesker man er i nærheden af. Og jeg bliver skræmt af folk, der zapper personlighed med et fingerknips alt efter, om de er sammen med deres chef, kæreste eller mor.Selvfølgelig flekser alle deres personlighed en smule alt efter omstændighederne – det er jo almindelig situationsfornemmelse (og de mennesker, der ikke gør det, er virkelig sociopater; altså dem, der fortæller skrækhistorier om paryk-udslæt, når nogen lige har sagt, at de skal i kemo.) Men de mennesker, jeg tænker på her, er ham, der zapper fra selvstændig, initiativrig mand på jobbet til mors dengse derhjemme og pludselig ikke kan kende forskel på en bordkniv og en havegrill. Eller hende som zapper fra at være en gnaven bitch, når hun taler med en kvinde, til at være primadonna-darling med stort smil og ’hey skaat’, så snart en fyr træder ind i rummet.

ELLER DE MENNESKER, man tror, man kender godt, indtil den dag man møder dem sammen med deres kæreste, og det lige så godt kunne være deres dydige tvilling, man står over for. Der, hvor en indforstået spøg om børnesange og tissemænd forvandles til pinlig tavshed og en undrende kæreste.Skal man så være – eller ikke være – sig selv? For når der først er én, der ikke er sig selv, så er det utroligt vanskeligt for dem omkring vedkommende at være det. Så krakelerer de sociale spilleregler, og tilbage står jeg og råber ’hej hej pikkemand’, som den upassende buddingeblop jeg er.

Pokkers Meget Surt

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

ENGANG IMELLEM SKER DET – cirka en gang om måneden – at jeg bliver en Pissefarlig Monster Sociopat. Det er de dage, hvor Petitteser Medfører Skandaler. Proportionerne Mangler Simpelthen.

EN MAND SPRINGER over mig i køen på paskontoret. Omgående går jeg På Med Sarkasmen: ’Jeg ved godt, jeg er bleg, men jeg er jo ikke ligefrem gennemsigtig, vel!? ’Han fjerner sig, men jeg kan ikke lade det ligge. Tankerne kører. Er jeg sådan en, man bare ignorerer? Det skal testes: Jeg går midt på fortovet og flytter mig for ingen. Ingen, siger jeg! Selv en invalid blind må halte udenom.En kvinde styrer lige mod mig. Vi leger kylling, ingen af os vil vige. Hun skal komme til at Prøve Min Styrke! Først for sent går det op for mig; hun er også Paranoid Med Sikkerhed.

I GAMLE DAGE SAGDE MAN, at Perioden Medfører Sindssyge. Den slags diagnoser bruger vi heldigvis ikke mere. For reelt set kan man sagtens styre det. Man er ikke Pålagt Månens Svingninger.For mit vedkommende forsvinder symptomerne lige så snart, jeg husker, hvorfor de er der. Jeg skal bare Påberåbe Mig ’Sygdommen’, så er jeg (næsten) normal igen. Desværre er jeg ikke så god til at føre den type kalender. Jeg tror hver gang, det indtræffer, at nu Presser Mit Sammenbrud på.Der sker også noget med hjernen i de dage. Den går i Pløret Mudder Særstatus. Sætninger hænger pludselig ikke sammen, og ord giver ingen mening: Jeg vil bede om ’Politiken med søndagssektionen’ og får spurgt efter ’pollental manga sæbekassebil’. Jeg prøver at fyre en joke af, men glimtet i øjet misser sit cue, og jeg kommer i stedet til at Provokere Med Sjovhederne. Faktisk er det gennemgående det, der er Problemet Med Sanne. At jeg hver 30. dag opfører mig som en Pik Med Solstik. Andre mennesker, der møder mig der, tror, at det er sådan, jeg er. De kan jo ikke vide, at jeg alle andre dage er helt normal (næsten). De bedømmer mig På Min Svaghed.

MEN DET ER LAMT at bruge det som undskyldning. Selv om det er en af de dage, Panikken Melder Sig, vil jeg ikke frasige mig ansvaret for mine handlinger. Og jeg ønsker heller ikke at være en Person, Man Særbehandler. Især fordi nogle mennesker (mænd) så tror, at det kun skyldes, at man er Pokker Meget Sur, når man skælder dem ud over, at de opfører sig idiotisk. Men det kan jo være almindelig dagligdagsvrede, for nogle gange er folk idioter! Så skal de i øvrigt også prise deres skaber, hvis de møder mig en dag, hvor jeg ikke har PMS – men er (næsten) helt normal. For ellers: Prøv Mig, Svagpisser!