skriverier tankespind
Show MenuHide Menu

Med 38 i feber

16. november 2009

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ER SYG. Jeg er omgivet af snotklude og tomme pulver-suppe-kopper og iført dyne, som var den et ekstra lag hud. Det kan kun være Influenza A. Den som omkring 300.000 børn lige nu er ramt af. At mit immunforsvar åbenbart tror, jeg er syv år, må jeg (som knap 30-årig) så bare tage som en kompliment.Jeg er imidlertid virkelig dårlig til at være syg. Ikke fordi det er særligt svært at putte på sofaen, se amerikanske serier og drikke te – det gør jeg også indimellem uden at være syg. Men jeg bliver simpelthen den største klynker, når det sker. Selvom jeg kun har antydningen af en forkølelse, begynder jeg straks at pibe. Alene det at skulle sænke mine overophedede lår ned på toilet-isbrættet kan få mig til tude af smerte. (Og med smerte mener jeg selvmedlidenhed). Pudsigt nok bliver mænd jævnligt beskyldt for at være utrolig ynkelige, når de er syge. Men helt ærlig, er vi kvinder meget bedre? Jeg har i hvert fald aldrig mødt mænd, der var så elendige, som jeg er, når jeg har det skidt. Jeg har faktisk aldrig mødt nogen, der har så ondt af sig selv, som jeg har. Ej heller – og det er næsten værre – har jeg mødt nogen, der har lige så ondt af mig, som jeg selv har, når mit termometer viser 38,1.

MEN HAR JEG SÅ benyttet den lange, raske periode, siden jeg sidst var nærmest døende til at udskifte mit numsetermometer med et mund- eller øretermometer? Nej nej, naivt har jeg bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville blive syg igen, og nu straffes jeg så dobbelt – med både ond, ond sygdom og vaselineindsmurt issyl lige op i… Blot for at konstatere, at temperaturen stadig er for lav til rigtig at kunne kaldes feber. Med det resultat, at retten til selvmedlidenhed taber voldsomt meget terræn.

DEN JYSKE ARBEJDSMORAKKER i mig vil nemlig ikke rigtigt anerkende diverse nyse- og hosteundskyldninger for ikke at passe pligterne. Men hvis ikke influenza er tidspunktet, hvor man må være pibet og selvoptaget, hvornår er så? Jeg er ikke altid supergod til at give mig selv pusterum i hverdagen, fordi der hele tiden er noget, jeg kan ordne. Men når jeg er syg, er det klart, at jeg mangler overskuddet. Så kan jeg ikke stille så mange krav til mig selv.Og jeg tror, det er derfor, jeg piber så meget. Simpelthen for at overbevise mig selv (og alle dem, der besvarer mine klynkeopringninger) om, at jeg virkelig har ret til at ligge der på sofaen. Også selvom nogle opgaver endnu ikke er klaret. Opgaver som for eksempel at købe et nyt termometer.