Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | ||||
| 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
| 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 |
| 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 |
| 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 |
Følelsesfejl, -fnidder og -fumlerier
I dag sprang en dame mig over i kundeservice-køen i Føtex. Jeg blev rasende, og sagde ret hårdt: “Det var vist min tur.” Og så møvede jeg ind foran hende og gav jeg den lidt befippede Føtex-medarbejder min bon, så hun give mig de seks kroner tilbage, jeg havde betalt for meget for to mangoer.
Mens Føtesx-medarbejderen slog min bon retur, betjente hun den anden kvinde med den anden hånd, for det viste sig, at den anden kvinde bare skulle have guldmærker (et amerikansk kuponagtigt tiltag for at lokke folk til at komme tilbage og bruge endnu flere penge i butikken (ja, folk i den her sammenhæng inkluderer altså også mig selv, jeg har allerede erhvervet mig helt unødvendigt flere guldmærkede knive og gryder.))
Jeg følte mig så ussel, da jeg gik ud af butikken med mine to poser og seks kroner, og den ene side af mine hjerne prøvede at berolige mig selv; hey, hun sprang faktisk over dig i køen, hvorfra skulle du vide, at hendes ærinde kunne ordnes på to sekunder? Du har vel lov at sige fra.
Men så blandede den anden side af hjernen sig: jamen selvom hun var virkelig uhøflig, så kunne du jo stadig have talt pænt, der er vel ingen grund til at overreagere. Selv Føtexmedarbejderen blev forskrækket, og Føtexmedarbejdere må have oplevet de værste typer mennesker reagere på den værste tænkelige måde, for der er jo altid fucking fejl på deres priser. Nu er jeg faktisk også sur over det. Så skulle jeg stå der i fem minutter og vente, bare fordi jeg havde lyst til mangoer.
Og så tilbage til den første side af hjernen: Slap nu af med de seks kroner, det var jo stadig et godt tilbud, og du fik dine penge tilbage og solen skinner. Fuck, jeg glemte at købe køkkenrulle. Lortesøndag.
Den ukrænkelige regl om tys
Jeg bruger rigtigt meget tankevirksomhed på at analysere mine følelser og reaktioner. Fordi jeg ved, at de er fulde af fejl. Eller fejl er måske ikke det bedste ord, et bedre ord ville være bias, som kommer fra den akademiske verden, og som betyder “skævhed, hældning eller fordom”. Mine følelser er fulde af bias, og mine reaktioner kan derfor tit blive helt forkerte.
Nu kan du selvfølgelig mene, at der er for meget at lægge i en lille reaktion på en i øvrigt helt uacceptabel adfærd; at man holder sin plads i køen er jo en af de små uskrevne regler, der holder Danmark sammen.
Der er en del af de her regler, som udover den åbenlyse fordel af at gøre os alle sammen til politibetjente over for regelbrydere – eksempelvis giver de os retten til at hvæse af folk, der kommer til at tale i stillekupeer, i en grad så jeg er sikker på, at den instinktive reaktion på ordene “jeg bliver kvalt” vil være “shhhh, det er faktisk en stillekupe det her… hør hvorfor er du blå i hovedet?”
Nå, ja, og så gør de små regler det jo også pinligt klart for alle, hvem der er ordenligt integreret i den danske kultur, og hvem der er udlænding/socialt handicappet/psykopat. Mange ikke-danskfødte, dvs. tilflyttere og turister synes for eksempel, det er svært at forstå, at vi kan være så emsige med, at alle skal holde deres pladser i køen, lige indtil der bliver åbnet en ny kasse, for så er det alle mand for sig selv! Og skulle man komme til at vælte en gammel dame omkuld i kapløbet om det tomme kassebånd, så tager alle det med, sådan er reglerne nu engang i supermarked. Det ved vi alle sammen.
Regulative regnestykker
Men grunden til, at den stakkels dame i køen i Føtex fik mit pis i kog var bare ikke, at hun forbrød sig mod de uskrevne regler for køkultur. Det var faktisk på grund af min fryser.
Jeg brugte nemlig i går på at afrime dette monstrum, hvilket egentlig ikke indebærer så meget andet end at tømme frostvarerne ned i fryseboks og slukke på kontakten og så vente på, at alt isen er blevet til vand og kan tørres op. En egentlig ret enkel opgave, som min fryser dog utaknemmeligt valgte at belønne ved at gå i baglås i temperaturmekanismen, så den gik i gang med at bippe gennemtrængende for hvert kvarter natten igennem for ligesom at fortælle, at den altså stadig ikke var nået ned på minus 12. Og da jeg så for ottende gang måtte stå op for at slukke for bipperiet, besluttede jeg, at de frostvarer, jeg nu engang havde, måtte lade livet til fordel for min nattesøvn, så jeg slukkede fryseren helt. Men det var for sent, jeg fik ikke sovet ordentligt igennem og vågnede sur og tvær.
Normalt når jeg har de her underskudsdage, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har sovet ordentligt, så ved jeg godt, at jeg skal regulere for det i min øvrige adfærd. Så laver jeg nærmest et lille regnestykke, hver gang jeg kommer i kontakt med et andet menneske: manglende nattesøvn + ondt i nakken + irriterende mand i bus + det er vinter = ingen reaktion.
Eller: pms + livet + irriterende mand i fjernsynet = gå i seng, indtil det er ovre.
Eller måske en gang imellem: solskin + hundehvalpe + et klamt svin, der tager mig på røven = råb ukvemsord meget højt.
Så var du alligevel fra Jorden
Pointen er, at jeg normalt er bevidst om mit følelsesmæssige bias, når det kommer til manglende søvn. Jeg er også som regel godt klar over det, når det skyldes lavt blodsukker. Og de formentlig 800 andre kropslige funktioner, der regulerer mit humør, er jeg godt nok ikke bevidste om, men forsøger dog alligevel at mærke efter i mavsen, om jeg svinger over eller under mit “normale” humør, så jeg kan regulere ind efter det.
Jeg glemte det bare i dag. Og sådan er det jo indimellem. Ligegyldig hvor god jeg bliver til at lave regnestykkerne og regulere for mine humørudsving, så har jeg bare dage, hvor der ikke er styr på det. Dage, hvor jeg overreagerer. Måske ligefrem dage, hvor jeg underreagerer (det tvivler jeg dog på.) Og sådan er det jo med alle mennesker indimellem, så igen i dag har jeg konstateret, at jeg er helt igennem menneskelig, og det er jo sådan set meget rart at vide, for der er da dage, hvor jeg tænker, at de burde sende rumskibet tilbage efter mig – jeg passer tydeligvis ikke ind.
Er der så mere at sige om den sag, mit lille følelsesmæssige snap i Føtex? Ja, for det er så langt fra alle, der tænker sådan her. Jeg læste engang i en psykologibog, at de fleste faktisk aldrig tænker over, at de selv svinger i humør. De går bare altid ud fra, at det er andres skyld, at de har det, som de har det.
Et godt eksempel på det her er en historie en af mine mandlige bekendte fortalte. Han brokkede sig en dag over, at hans kæreste gennem 10 år hver 21. dag, helt punktligt, ville blive rasende over et eller andet, han havde gjort, selvom han gjorde præcis det samme de resterende dage om måneden.
PMS og andre kliché-fortællinger
Ja, det var en rigtig “women; can’t live with them, can’t ovulate on my own”-historie. Kvinder er præmenstruelle og bliver sindssyge, og det kan mænd så mødes og bygge fællesskab op på at grine af. Og oftest bliver jeg bare irriteret på mænd, der fortæller den slags historier, fordi jeg synes, det er så fucking kliché at snakke om – ligesom du kun vil se det hvide i mine øjne, hvis du begynder med “hun har mange sko”, “han ser ligesom ikke, at der er støv” og selvfølgelig den altid vindende favorit: “han slår ikke brættet ned.”
Men lige den her gang ramte historien mig faktisk fra en anden side, fordi jeg havde læst den der psykologibog. Pludselig syntes jeg ikke længere, at historien var hverken “ha-ha-kvinder-er-umulige”-sjov eller, at den var banal og irriterende. Nej, nu synes jeg faktisk, at den er dybt foruroligende, faktisk ret skræmmende.
Tænk lige over det her engang: Der er altså tale om en kvinde, der igennem 10 år har reageret på samme måde hver evig eneste måned, vi snakker altså rask væk +120 gange den samme reaktion her. Og hun har på intet tidspunkt overvejet at koble hormoner og reaktioner sammen!?
Nu skal det siges, at jeg selvfølgelig ikke ved, om hendes kæreste bare finder på – eller det kan ligefrem være, at hun rent faktisk forsøger at regulere ind, så godt som muligt, men at han bare er en kæmpeidiot alle månedens dage, og hun kun giver efter for det én enkelt dag om måneden.
Men han lod jo heller ikke til at tænke mere over det. Jovist, han havde luret, hvad der var den virkelige årsag til hendes vredesudbrud, men han havde ikke skænket det en tanke, at den slags faktisk kan reguleres.
Tilsyneladende i disse menneskers parforhold og i deres verden, er følelser noget, der opstår, som man naturligvis må reagere på – og det helt proportionelt med hvor store følelserne er.
Så tror jeg lige, at jeg så meget bedre
Jeg bliver bare altid nærmest helt bange for menneskehedens udviklingsmuligheder – hvor skal det hele dog ende? – når jeg hører den slags historier, når jeg møder den slags mennesker.
Jeg selv og de mennesker, jeg har valgt at have i min private omgangskreds, er nemlig ikke sådan, og det er selvfølgelig en farlig og naiv lille sæbeboble at leve i; at gå rundt at tro, at alle mennesker arbejder dybt med dem selv, bare fordi vi gør det.
Men det tror jeg bare nogle gange.
Fordi jeg har så svært ved at forestille mig, at man kan have lyst til at leve et andet liv. Jeg har så svært ved at forestille mig mennesker, der ikke har brug for at vide, hvorfor de gør, som de gør.
Men ak ja, jeg ved selvfølgelig godt, at de findes – i hobetal, desværre. De mennesker, som jo også gerne ynder at fortælle mig, at jeg tænker for meget over tingene. Og så bliver jeg temmelig bekymret, for hvis vi ikke engang kan finde ud af at lære af os selv… kan vi så nogensinde lære af hinanden, af historien? Er vi så ikke bare dømt til at gentage alle fejltagelser? Og der er det jo ikke mindst de følelsesmæssige fejl, der er farlige. Det er eksempelvis krænkede og sårede følelser, der fører til mord og krig.
Og måske startede de følelser bare med en dårlig nats søvn. Eller måske startede de i køen i Føtex, men uanset hvad er det da værd at tænke over, om de følelser reelt har noget med resten af verden at gøre. Og ikke mindst om resten af verden også behøver bøde for dem.
Men ja, det her er jo bare sådan, jeg føler, og måske er det at skrive den her blog så bare en overreaktion på min overreaktion i Føtex-køen. Men jeg føler mig i hvert fald bedre tilpas nu… og den følelse, hvad er den mon så?
New reality
“Interessen for reality-tv er faldende,” fortalte en af mine veninder forleden. På den der yeah-verden-er-alligevel-bedre-end-jeg-troede-måde, og jeg nænnede næsten ikke at briste hendes illusioner. Men jeg endte nu alligevel med at gøre det, for jeg er en klodsmajor og kan aldrig holde min kæft i den slags situationer.
Hendes begejstring var bare for høj, hun troede simpelthen, at vi snart ville begynde at se virkelig virkelighed på tv igen, fordi seertallene for Paradise og Big Brother åbenbart er faldende (jeg har i øvrigt ikke tjekket, om hun har ret i dette, for jeg kunne personligt ikke være mere ligeglad med, hvor mange der ser – eller ikke ser – den slags. Folk må sgu selv om, hvad de vil bruge deres dyrebare tid på.)
Men hun regnede med, at den tendens vil betyde, at vi snart slipper for uinteressante navle- og i andre kropsåbninger-pillende reality-stjerner, der intet har at byde på udover mavemuskler, der gør sig godt i HD.
Det sidste kan hun muligvis have ret i. Mætningsgrænsen for pæne, men uintelligente mennesker på tv må efterhånden være nået… (tror du på det!? Næ, ikke rigtigt vel?) Men det betyder jo ikke, at tv pludselig bliver befolket af virkelige mennesker med virkelige problemstillinger. Nej, det betyder bare, at ordet “reality” bliver newspeaket endnu engang.
Husker du Hade-Hanne?
Jeg elsker George Orwell, og jeg hader, at han har fået ret i mere end halvdelen af sin forudsigelser, om hvordan vi vil opføre os – ikke i 1984, men i dag. En af hans sikre træffere er, at alle ord mister deres oprindelige betydning, fordi offentlige myndigheder og kommercielle foretagener bare beslutter sig for at bruge dem modsat; newspeak.
(Her kunne man, helt i ånden fra 1984, jo også nævne det groteske i at have en forsvarskommando, hvis primære formål er at angribe fjendtlige mål i ørkenlande. Skal vi ikke bare kalde det Krigskommandoen, det lyder da så meget sejere!?)
Sådan lagde tv-branchen ud, da den lancerede reality tilbage i slutningen af 90‘erne. “Her er virkeligheden,” lovede de: “Virkelige mennesker i virkelige situationer.”
Og jeg købte den skam i starten. Jeg sad klistret til skærmen til første sæson af Robinson og hadede Hade-Hanne, fordi hun – udover konstant at sige irriterende ting – havde valgt som sit personlige bidrag til livet på en øde ø at medbringe et makeup-sæt, mens andre havde fiskegrej og falckudstyr med. Sikke en selvoptaget mokke, tænkte jeg, og det blev kun yderligere bekræftet af den “virkelighed”, jeg så mandag efter mandag.
Men så kom anden sæson og tredje sæson og alt muligt andet reality-tv herunder Big Brother (som godt og grundigt voldtog Orwells kreative copyright på den titel. Men det var jo ironisk nok stadig helt i ånden fra hans bog.)
Og samtidig med den nye bølge af reality startede jeg selv på Journalisthøjskolen og begyndte at forstå de mekanismer, der er i spil, når man laver tv. Eller rettere: når man iscenesætter virkeligheden med det ene mål for øje at narre seerne til at tro, at det er virkelighed, de ser.
Et par år efter første sæson af Robinson læste jeg desuden et interview med Hade-Hanne. Deri fortalte hun, at ikke alene havde TV3 kun valgt at bruge de klip med hende, hvor hun fremstod irriterende, det var også tilrettelæggerne på Robinson, der havde bedt hende om at tage makeup-sættet med som den personlige ting. Hun ville hellere have haft akvarelmaling med. Og det var da muligvis et lige så jammerligt bidrag til overlevelse på en øde ø, men det var i det mindste hendes egen idé – og dermed et mere sandfærdigt og virkelighedstro udtryk for hendes person.
Pointen er; at jeg måske godt kunne have hadet hende uden TV3’s hjælp. Men nu føler jeg bare klam skam over, at jeg lod mig narre til at hade hende på grund af noget, som jeg slet ikke ved, om er sandt.
Den altid redigerede virkelighed
Så klipper vi lige lidt i tid, for det gør vi jo os, der fortæller historier; vi snyder med tidskoderne og springer frem og tilbage i handlingen, så dem, der ser og læser vores historier føler, at de faktisk får fortalt en historie og ikke bare en masse ligegyldigheder i tilfældig rækkefølge.
For selvfølgelig er vi nødt til at redigere i virkeligheden for at kunne fortælle om den på en interessant måde, det er klart. Mange bliver bare chokerede, når de opdager, hvor meget der egentligt bliver klippet, instrueret og dirigeret på tv. Tror du eksempelvis nogensinde, at en politiker selv har foreslået journalisten fra TV-Avisen, at han eller hun tager en gåtur ned ad Christiansborgs gange og sætter sig bag sit skrivebord, mens de filmer!? Eller tror du journalisten har bedt politikeren om at gøre det, så der er nogle brugbare billeder at lægge under speaken!?
Det er et minilillebitte eksempel på iscenesat tv-virkelighed, men når det er så grundlæggende et element for bare at kunne fortælle en helt basal tv-nyhed – det tv-program, der i øvrigt bryster sig af at have højst sandhedsværdig – hvor gennemsyrende er det så ikke i alle andre tv-programmer, der ikke har en form for journalistisk selvjustits? Altså hvor iscenesat er virkeligheden i de tv-programmer, der ikke får problemer, hvis de kommer til at hyre demonstranter til at stå med bannere og holde en fake-demonstration? Eller hvis en journalist påstår, at han er på vej ud af Irak med de sidste soldater og ikke er det!? (Og hvis andre tv-nyheder end ovennævnte ikke bliver afsløret i at være iscenesatte, er det så, fordi de ikke er det, eller fordi ingen tjekker det?)
Virkeligheden er ikke virkelig nok
Anywho, jeg klipper i tid, til da jeg skiftede fra at være bag kameraet til selv at stå foran det. Jeg medvirkede for nogle år siden i et program på Zulu. Der blev vi lovet af tilrettelæggerne, at det ikke skulle være reality men et comedy-program, vi var med i, men så endte det vist et sted midt imellem.
Egentlig havde jeg som udgangspunkt intet imod, at vi som deltagere også blev set i “virkelige” situationer, for det var faktisk med til at gøre programmerne sjovere.
Problemet var bare, at ingen af de situationer, vi blev filmet i, var virkelige. Alting var iscenesat. Fra om vi skulle gå til højre eller venstre, til om vi skulle holde en “ureglementeret” pause – og ja, også til, hvordan vi skulle reagere, og hvad vi skulle sige. Og det var her, det blev skummelt.
For selvfølgelig forventede jeg iscenesættelse. Selvfølelig forventede jeg at blive kylet ind i situationer, tilrettelæggerne have tilrettelagt for derefter at skulle forholde mig til dem. Alt andet ville have være underligt og dårligt forberedt tilrettelæggerarbejde.
Det, jeg ikke havde forventet, var dog at blive bedt om at sige og gøre bestemte ting, jeg aldrig selv ville have fundet på at sige eller gøre. Og det, jeg slet ikke havde forventet, var at blive klippet ind i sammenhænge, hvor jeg faktisk sagde og gjorde noget helt andet.
Jeg husker med gru det første afsnit, hvor jeg for sjov og med meget affekteret stemme i en dialog med en af de andre deltagere lavede en parodi på en hysterisk kælling, og tilrettelæggerne i programmet så efterfølgende valgte at klippe det således, at min parodi så ud til at være min reelle respons på den besked, vi lige havde fået i programmet.
Jeg var rasende og forlangte en forsikring om, at det aldrig ville ske igen, hvis jeg skulle fortsætte i programmet. Og måske vidste tilrettelæggerne godt, at de var gået over stregen, eller måske var de bare seriøst bange for, at jeg ville iscenesætte et tilrettelæggermassemord, i hvert fald undskyldte de og rettede ind – og i resten af programmerne slap jeg for at blive klippet ind i forkerte sammenhænge.
Faktisk slap jeg næsten helt for at blive klippet med i programmet.
For ret hurtigt vidste det sig, hvad tilrettelæggernes problem med mig egentligt var. Jeg var nemlig castet som pige i det her program, og derfor havde tilrettelæggene helt sikkert forventet – og skrevet i deres manus – at pigen skulle være lettere hysterisk og fnisende og bange for de farlige ting, og i stedet havde de altså fået mig, som fjoller rundt, råber højt og altid går forrest, når det kommer til at prøve vilde ting. Ergo kunne de ikke bruge den virkelige person, mig, jeg passede ganske enkelt ikke ind i den virkelighed, de havde tilrettelagt.
Virkeligheden optagelse 4
Den erfaring har jeg desværre efterfølgende gjort flere gange i tv-branchen, og som en, der elsker nytænkning og også selv at se anderledes mennesker gøre anderledes ting, bliver jeg egentlig ret ked af, at tv-mediet ikke er mere villig til at tage chancer og vise os en mere broget og sjovere – og virkelig! – virkelighed.
Men som journalistuddannet ved jeg også godt, hvad det handler om. Det er tidspresset, og det er kontrolbehovet. Det er skrækken for at stå på en optagelse og ikke vide, hvad du får med hjem. Hvad nu, hvis de personer, du skal filme, slet ikke gør noget, der virker godt på tv. Hvad nu, hvis de slet og ret er kedelige!?
Den angst fører så til, at man lægger meget stringente planer for, hvad der skal ske – man skriver et manus, punkt for punkt. Et manus der er lige så detaljeret som et filmmanus – og den sammenligning er faktisk glimrende, for når man står derude på sin tv-optagelse med et komplet manus i hånden, så er det jo også meget nærliggende at komme til at overlappe lidt mellem fiktion og virkelighed. Så hvis tilrettelæggerne ikke lige får den kommentar, de havde planlagt at få, må de jo bare bede de medvirkende om at komme med den – de instruerer med andre ord virkeligheden.
Og hvis de medvirkende er marginalt mere tv-egnede, end jeg er, så kommer de også med de kommentarer, tv-tilrettelæggerne gerne vil høre, så de er sikre på ikke at blive klippet ud af programmet og sikre på at blive stemplet som samarbejdsvillige og sikre på at komme på tv igen en anden gang.
(Derfor er jeg heller ikke så tit på tv. Fordi jeg er monsterbesværlig og altid insisterer på kun at sige og gøre ting, jeg rent faktisk har lyst til at sige og gøre – selv med kamera på. Verdens dårligste strategi for at komme frem i tv-mediet, men det er min strategi, og jeg er stolt af den! … eller alternativt; jeg er slet og ret en klodsmajor og dårlig til at fake.)
Gammelt bræk, nyt slogan
Tilbage til udgangspunktet, hvis du kan huske det; altså newspeak og reality-genren.
Oprindelig var reality altså et bud på en genre, der viste os virkelige mennesker, men snart blev det klart, at ikke alene var omstændighederne omkring dem ekstremt iscenesatte, men efterhånden blev deltagerne også så dygtige til at iscenesætte sig selv, at de blev decideret professionelle i at fake at være “virkelige” personer.
Så i dag ved alle tv-seere, at reality betyder alt andet end virkelig. Og derfor min venindes begejstring for udsigten til denne genres snarlige afvikling: Et håb om snart at få aflivet det iscenesatte og få mere reel virkelighed på skærmen.
Men ak, ind på scenen træder i stedet new reality. Og ligesom Danske Bank med deres new standards, der lugtede langt væk af gammelt opkast på ny flaske, har også new reality den der vamle stank af det gamle, bare kamufleret bedre.
Nu kalder realitygenren sig i stedet missions-tv eller ligefrem dokumentar-tv. Nu skal vi se kendte, men virkelige mennesker; Peter Mygind, der slås mod mobning eller Bubber, der roder rundt med almindelige mennesker i ualmindelige situationer, eller Susanne Bjerrehus, der overværer nogen have sex.
Og det er alt sammen noget, der virkeligt sker! Ikke!? For alle de her begivenheder ville jo have udspillet sig helt således, selvom der ikke var tv på, eller hvad?
Faktisk er det mere reelle spørgsmål: Ville de overhovedet have fundet sted, hvis der ikke var et kamera?
Jeg blev i hvert fald godt gammeldags gal i skralden på andres vegne, da jeg læste den her historie om, at de unge mennesker, der medvirkede i Myginds Mission følte sig sat i bestemte, forudbestemte roller af tv-folkene og slet ikke kunne kende sig selv i programmerne.
Altså én ting er at udsætte gøglere, politikere og andet fjollefolk som mig for den slags, jeg har jo sådan set selv bedt om det, når jeg medvirker i tv-programmer, men unge mennesker… nej, faktisk er alderen underordnet, det er heller ikke okay, hvis det er voksne mennesker, man udsætter for det her.
Pointen er, at disse medvirkende er mennesker uden forudsætning for at vide, at de kun er blevet bedt om at medvirke, fordi de på overfladen ligner nogle, der passer til nogle prædefinerede roller i det manus, som tv-tilrettelæggeren har skrevet hjemmefra. Samt at tilrettelæggeren som en anden Susanne Bier-wannabee har tænkt sig at stå og dirigere virkeligheden, indtil han får den historie med hjem, han havde forventet – ingen overraskelser, ingen virkelighed, kun en masse medvirkende med dårlig smag i munden. Og en portion seere lullet ind i troen på, at denne gang var det ægte mennesker, de så på.
Men hey, det er jo godt tv, så fuck da virkeligheden! Og op i røven med sandheden, for findes der overhovedet nogen, der giver en skid for den længere!? Kan vi ikke lige så godt begynde at kalde den noget andet; jeg foreslår new truth.
At like eller ikke at like
Facebook gør både folk lykkelige og ulykkelige. Det var en nyhed i min avis den anden dag. Ud fra et journalistisk perspektiv en lidt spøjs vinkling på en historie – at noget både er godt og skidt – journalister plejer ellers kun at gå efter, at det skal være skidt med skidt på. Men så viser det sig ved nærmere læsning, at selv det, at facebook gør folk lykkelige, er et problem, de bliver nemlig for lykkelige, og så er vi tilbage på rette spor, sådan rent journalistisk i hvert fald.
Kort fortalt bliver vi ulykkelige, når vi ser andres statusopdateringer, fordi vi føler, at andre lever federe liv og har mere succes. Til gengæld får vi et selvtillidsboost, hver gang andre liker vore egne statusopdateringer, og det fører – i hvert fald i følge en amerikansk undersøgelse – til, at vi træffer ufornuftige beslutninger som at spise mere kage.
Vi bliver altså maniodepressive og tykke af facebook.
Og som sædvanligt i den journalistiske verden påpeger man dette massive problem, som potentielt kan ramme os alle – i hvert fald de små tre millioner af os, der er på facebook – uden at komme med bare et enkelt forslag, til hvordan vi så rent faktisk undgår problemet. Det ligger ligesom mellem linjerne, at hvis man vil bevare både sit sunde sind og slanke krop, så må man lukke sin profil hellere før end siden.
Det er så rigtigt det der
Sådan er journalistisk nu engang. De seriøse medier påpeger problemerne nu, og om et halvt års tid kan dameblade og B.T. og Go’morgen Danmark (og TV 2’s hjemmeside, som lader til at være blevet til i en form for parringsleg mellem de tre) så følge op med en ”Ti gode råd til at undgå at blive tyk og maniodepressiv af facebook.”
I den forbindelse hives eksperter ind. Først de seriøse eksperter, som rent faktisk har forsket i det her. Hvilket typisk indebærer noget med at sætte 247 mennesker foran en computer og bagefter lade dem vælge mellem kage eller frugt, og hvis det så viser sig, at der er en større andel af dem, der har brugt deres computertid på facebook, som vælger kage, så konkluderer forskerne så, at facebook fører til fedme. Og det var altså de seriøse eksperter…
Men når de mindre seriøse medier tager over, og vi skal indføres i, hvordan vi undgår problemerne, så kommer de selverklærede eksperter på banen; coaches og psykotereapeuter. De dukker op på skærmen og siger alt det, vi alle sammen godt ved i forvejen, tit bare i nogle lidt smartere formuleringer.
Og det er jo altid meget rart at høre en såkaldt ekspert sige det, vi allerede ved – så vi kan føle os kloge og indsigtsfulde – og så i øvrigt fortsætte vore liv som hidtil. Uden ændringer! For det faktum, at de kloge mennesker lige har sagt det, vi allerede ved, er jo i sig selv et bevis på, at vi allerede gør det rigtige.
Selvom vi også godt ved dette; at alt det, vi ved, ikke nødvendigvis er det, vi gør.
Pyh, skal jeg virkelig gøre alt det!?
Selvfølgelig er det lige den ene detalje, som disse eksperter aldrig bekræfter os i. For hele deres funktion som eksperter på tv ville jo blive voldsomt undergravet, hvis de gjorde opmærksom på, at det at lægge sit liv og sine vaner om, nok kræver lidt mere arbejde end bare at følge de fem råd, man kan nå omkring i et indslag i Go’morgen Danmark.
Det er også derfor rådene altid er så banale. Eksperterne har ikke råd til at begynde at komme med de farlige råd; dem der kræver, at vi virkelig skal tage os sammen. For selvom vi selvfølgelig også godt ved dette; at forandringer kræver disciplin og hårdt arbejde – så har de færreste af os brug for at høre det henover morgenkaffen: ”Skatter, hvis du vil holde med at ryge, så bliver det latterligt hårdt, du kommer til at hade dig selv og resten af verden undervejs, du vil formentlig tage på og tillægge dig tre-fire nye dårlige vaner i processen, og sandsynligvis falder du i mange gange, før det lykkes. For sandheden er, at dem, det lykkes for at lægge deres liv og vaner om, er dem, der bliver ved med at prøve, selvom de fejler gang på gang.”
Råd nr. 1: gå ud og gør noget nyt
Hvad har det så med facebooks påvirkninger af vores psyke at gøre? Ikke så meget bortset fra, at jeg forudsiger, at der vil komme en pæn portion eksperter på skærmen (hvis der ikke allerede er og har været det da!? Undskyld min uvidenhed på området, men jeg følger ikke altid så godt med.) Og eksperterne vil fortælle os, hvordan vi 1) kan undgå at bruge så meget tid på facebook og 2) kan undgå at blive påvirket psykisk af det, der sker på facebook – fordi 2) allerede forudsætter, at vi fejler med 1).
Formentlig vil rådene til 1) være, at man tager sig nogle dage hver måned, hvor man slukker mobil og computer og bare er tilstede i nærværet i nuet. For det er det nye mantra indenfor selvudvikling, og igen noget, vi alle sammen godt ved, men de færreste af os gør.
Eller lad mig omformulere det: Ingen gør det her med vilje, men vi gør det alle sammen, når der sker noget spændende.
Man kan bare ikke planlægge sig til, at nu vil man opleve nærvær og kvalitetstid og familiehygge og romantik. Man kan godt gøre omstændighederne mere optimale – hvilket selvfølgelig er grunden til, at eksperterne foreslår os at gå offline – men sagen er jo, at hvis man selv under optimale omstændigheder alligevel tjekker sin mobil i stedet for at se sin kæreste i øjnene, så er det nok, fordi det, der potentielt kunne ske i cyberspace, bare er mere spændende. Kort sagt; dit liv offline er kedeligt!
Så det svære råd, det farlige råd til at bruge mindre tid på facebook er at gøre dit irl mere spændende.
Råd nr. 2: lad facadedyret gå fallit
Det er nok en livsomlægning, de færreste har kræfter til. Hvilket faktisk bare underbygger det næste problem 2); nemlig at facebook påvirker os negativt. Når vi nu godt ved, at vi ”bare kunne tage os sammen” til at leve et mere spændende liv, kommer vi jo i den grad til at få det dårligt, hver gang andre opdaterer fra et mere spændende liv – ergo andre kan godt tage sig sammen.
Og naturligvis bliver vi lige så opløftede, når det er os, der har gjort noget spændende og andre har bekræftet os i det med et lille like – ergo jeg kunne godt tage mig sammen (til at bage den kage eller springe faldskærm eller whatever, jeg tilsyneladende ikke rigtigt har gjort alligevel, hvis ingen har liket det.)
Så hvordan undgår man at få det psykisk dårligt af facebook? Man holder op med at være et fucking facadedyr!
Ja, det var også det farlige råd. Du vil sikkert komme til at se det i en noget mere nedtonet udgave i damebladene, men pointen vil nærmest være den samme: At så længe man kun interesserer sig for, hvordan ens liv tager sig ud, så vil det være utroligt svært rent faktisk at leve det.
Forklaring? At være tilstede i nærværet i nuet er jo kun noget, man er, når man ikke tænker over, at man er det. (Jeg siger i øvrigt ikke, at man ikke må fotografere eller statusopdatere fra sit nærvær. Det tror jeg på sin vis er det moderne menneskes måde at være nærværende på. Det er den der nærværende bevidsthed om, at dette spændende øjeblik er så kort, at jeg hellere må forevige det, så jeg kan nyde det igen senere.)
Problemerne opstår, når man i stedet for bare at nyde øjeblikket – nu eller siden – interesserer sig mere for, om andre vil like det. Og problemerne bliver endnu tydeligere, når man begynder at iscenesætte sit liv efter, om det vil tage sig godt ud i en statusopdatering.
Op ad prestigestigen
Det er der da heller ingen der gør, bare for en skide statusopdatering. Er der?
Tja. For hele den her problemstilling med facebook er jo bare en lille bitte del af et meget større problem; nemlig det ekstremme behov for selviscenesættelse i vores kultur.
Hvis ikke folk allerede iscenesætter deres liv efter, hvad der tager sig godt ud på facebook, så gør de det i hvert fald efter, hvad der tager sig godt ud på et CV.
Jeg har ikke tal på antallet af de samtaler, jeg har haft med folk, som er dybt bekymrede for, hvordan tre måneders arbejdsløshed vil se ud på deres CV. Og jeg siger altid til dem, at de bare skal lade være med at skrive, at de har været arbejdsløse og i stedet skrive, at de har rejst tre måneder rundt i Mellemamerika eller har taget et intensivt kursus i buddhistisk meditation.
Ja, jeg er også god til iscenesættelser (aka at lyve på andres vegne) – jeg er uddannet i kommunikation, og jeg lever af at stå på en scene. Jeg ved godt, at der er stor værdi i at få fremstillet sig selv på den bedst tænkelige måde. Så problemet med selviscenesættelse er jo ikke opstået uden grund. Det er, fordi mennesker, der ligner en succes, også tit får succes/sex. (Hvis du vil læse mere om det, så læs Malcom Gladwells Blink.)
Så altså fuldt forståeligt, at de fleste – inklusiv mig selv i øvrigt – gerne vil have at andre ser en i så positivt et lys som muligt. Men!
Min personlige grænse går, når facaden bliver vigtigere end personligheden. Når selviscenesættelsen bliver en ren iscenesættelse – altså et spil for galleriet. Når alt, man gør, siger og statusopdaterer, udelukkende er ud fra en strategisk overvejelse over, om at andre vil at opfatte en på en bestemt måde – som ikke er i overensstemmelse med den person, man reelt er.
Det lyder avanceret, når jeg formulerer det sådan, men i praksis ser vi det hele tiden: Kvinder, der bruger hele deres intelligens på at fremstå som dumme blondiner. Mennesker, der har trofækærester. Folk, der vælger uddannelse efter prestige og ikke efter lyst – dem med de høje karaktergennemsnit, der søger medicin som første prioritet og jura som anden, selvom de fag altså ligger ret langt fra hinanden – bortset fra på prestigestigen.
Du er sgu stadig god nok indeni
Og pointen med alt det her, hvis jeg har en!? Pointen er, at hvis man vil undgå at få nedtur på over facebook – eller over andres mere spændende liv generelt – så husker man lige på, at det meste er en del af en (selv)iscenesættelse. At nogle gange er dem, der lader til at leve de mest misundelsesværdige liv i virkeligheden dem, der har allermindst selvværd og allermest behov for ydre anerkendelse. Og andre gange er det bare misundelsesværdige mennesker, der lever misundelsesværdige liv. Men det betyder jo stadig ikke, at mit liv er mindre værd.
Reelt set kan man jo bare bruge den følelse – misundelsen – som den sikkert har været beregnet fra naturens side til at lade sig inspirere til selv at gøre spændende ting.
Og når man så gør de her spændende ting, så er det nok også en god idé at huske på, at man gør dem for sin egen skyld, for selve oplevelsens skyld – ikke for at få bekræftelse på, at 1) man er spændende, 2) andre er misundelige, 3) man findes.
For uanset om, man bruger hele weekenden på at ligge i sengen og se lortefilm på netflix (hvilket jeg gør de fleste weekender) eller man bruger dem på romantiske eventyr og faldskærmsspring, så kan man faktisk stadig godt være et unikt og interessant menneske.
Og hvis det ikke er nok for andre – ja, så er det i det mindste nok for mig. Så du behøver ikke like den her blog, det gør ingen forskel for hverken min selvfølelse eller min lyst til kage. (Jeg har nemlig altid lyst til kage.)
Dum, dummere, dreng
Lige for tiden kan man åbenbart ikke diskutere folkeskole og undervisning, uden at visse ”sandheder” bliver gentaget igen og igen og igen: at folkeskolen anno 2013 er indrettet på pigernes betingelser, fordi stillesiddende undervisning kun er for piger, da drenge har for meget krudt i røven til at sidde stille og lære noget.
Der er aldrig rigtigt nogle gode forklaringer på dette fænomen, men oftest ender det på, at der er kommet for mange kvindelige værdier (læs: kvindelige lærere) i skolerne, samt noget med, at de kreative fag er blevet beskåret. (For vi ved jo alle sammen, hvor meget det at lære at strikke og at pølse askebægre op i ler tidligere har haft af betydning for drenges videre uddannelse.)
Og ingen – INGEN – lader til at synes, at de her ”sandheder” halter lidt i koderne. Journalister og politikere tilmed pædagogiske eksperter og undervisere gentager dem rask væk og snakker løs om, hvordan vi dog skal få dæmmet op for det her problem – der i sidste ende fører til, at piger får uddannelser, og drenge falder ud af systemet og bliver tabermænd.
Dummemands-paradoks
Det lader ligefrem til at nogle paranoide mandetyper tror, at det er en form for feministisk hævnaktion over mændenes mangeårige dominans på samfundets vigtige poster; at feministerne således har infiltreret uddannelsessystemet og langsomt hjernevasker småpiger til at overtage verdensherredømmet, mens de lader drengene i stikken.
Men helt ærligt, hvem er det lige, der lader drengene i stikken her!? Er det virkeligt feministerne, der kæmper for, at alle – uanset køn – skal have lige muligheder? Eller er det de andre, dem, der konstant insisterer på at sætte drenge i bås som vilde og uregerlige?
Jeg forstår slet ikke den temmelig paradoksale logik, de her mennesker argumenterer ud fra. For eksempel i den her artikel fra Politiken. Her udtaler to veluddannede karrieremænd sig om, hvor lidt plads der er i skolen til drengene, der jo har krudt i røven – alt imens d’herrer selv på mystisk vis har formodet at dæmpe deres eget røvkrudt længe nok til at klare sig hele vejen gennem skole- og uddannelsessystemet og helt op til toppen, hvor de nu får medietid til at udtale sig om netop dette emne…
Men måske er det faktisk bevis for, hvor meget skolen fejler drengene, at to umiddelbart ret intelligente mænd kan udtale sig så dumt.
Dengang far var… det kan jeg sgu ikke huske
Nu ville de her to mænd måske forsøge at tilbagebevise min påstand – om at nogle drenge jo alligevel lader til godt at kunne begå sig i skolesystemet – med, at dengang de gik i skole i 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne, altså før de kvindelige værdiers/læreres indtog, der var det skam noget helt andet…
Eller var det nu også det?
Jeg er simpelthen målløs over den historieløshed, der hersker i verden i dag. Ikke bare i den her debat, men tusindvis af andre steder. Hvordan kan folk i ramme alvor få sig selv til at udtale sig om nutidige problemstillinger på en måde, så det fremgår, at de ved nul og niks om, hvad der skete i samfundet for bare 30 år siden?
Jeg kunne til nød forstå det, hvis det var unge mennesker, der gjorde det. Der findes jo voksne mennesker nu, der ikke var i live før internettet. Men det er altså ikke disse unge mennesker, der er problemet – tværtimod, de er opfostret på google og wikipedia, de ved sgu godt, at alting har en forhistorie.
Nej, det her er virkeligt voksne mennesker, der udtaler sig, voksne mennesker, der har valgt at gå i en form for selektiv demens, hvor de bare nægter at forholde sig til noget, der skete før murens fald – som om vi aldrig før har haft krige, kriser, arbejdsløshed, terrorisme, brudte familier og stillesiddende undervisning.
Men nu handler det her indlæg jo kun om sidstnævnte emne, så lad mig spørge så direkte, som jeg overhovedet kan, i helt twitteragtig kortfattethed: Hvornår har skolegang ikke været lig med at sidde stille, læse lektier, række hånden op og vente på, at man blev spurgt!?
De vilde, vanvittige piger
Har den ”udvikling” mod stillesiddende undervisning noget som helst med indtoget af kvindelige lærere/værdier i folkeskolen at gøre? Nej, stillesiddende undervisning har altid været normen, og faktisk var indførelsen af mange af de kreative fag – fag som der efterfølgende er blevet skåret i – jo netop et forsøg på at nytænke skolen, så der var plads til flere typer elever. Før i tiden var der nemlig kun plads til én slags: drenge!
Og selvfølgelig var der ikke plads til alle slags drenge i gamle dage. I den sorte skole var der kun plads til de flittige drenge, der kunne finde ud af at være lærernes kæledægger. De dumme arbejderdrenge, bøvede landboknægtene og stort set alle pigerne var udelukket fra at kunne fortsætte i latinskolen og videre i uddannelsessystemet. Sådan var det bare dengang.
Og faktisk var det også sådan, at man stadig i begyndelsen af 1900-tallet diskuterede, om piger overhovedet hørte hjemme i skolen, fordi de ikke kunne sidde stille, og det var forstyrrende for drengene…!
Ej, lad os lige tage den igen: Sagde jeg lige, at for 100 år siden havde man præcis den modsatte opfattelse af drenge og piger, end den man har i dag? Ja, det sagde jeg!
Historieløshed endnu engang – og totalt manglende indsigt i, hvordan man er med til at skabe nøjagtig den ”naturlige” kønsadfærd hos både drenge og piger, når man så bastant og konstant italesætter den.
Skulle vi så ikke for hedehule… se at få lukket den åndssvage debat om drengenes medfødte krudt i røven, inden den ødelægger mere end den allerede har gjort for drenge i dag?
Emil fra Lønneberg ville spille World of Warcraft
Men hov, drenge er jo vilde og vil gerne lege vildt!?
Ja da, ligesom piger i øvrigt også gerne ville, hvis vi da ellers kunne få lov. Problemet med den forestilling, at det er drengenes ”biologi” ikke at kunne sidde stille og modtage undervisning er imidlertid præcis det; problemet. Og jeg vil gerne adressere det, men det fylder simpelthen for meget til at fortsætte dette indlæg, derfor tager jeg det i et andet.
Men selvfølgelig vil børn da fare rundt over det hele og kravle i træer og smadre ting, hvis de voksne ikke engang imellem trækker dem ned og sidde på en stol. Børn er lavet af ballade, det har de altid været, det vidste Astrid Lindgren, det vidste Freud, det vidste Platon. Men det er ikke det samme, som at de ikke kan opdrages!
Et mere relevant spørgsmål ville være, om vi rent faktisk er interesserede i, at børn i dag skal sidde stille og modtage undervisning på samme måde, som de har gjort igennem 5000 år!? Måske trænger skole(tanke)gangen faktisk til et gennemgribende eftersyn. Men skal det absolut være på drengenes bekostning? Og med alt det kvindelige som syndebuk?
For vi gør absolut ingen børn en tjeneste ved på forhånd at beslutte, at de på grund af deres tissemænd eller tissekoner er bedre i stand til at modtage undervisning på den ene eller den anden måde.
Børn er faktisk forskellige, de er faktisk alle sammen helt forskellige mennesker!
Er det ikke grotesk, at vi den dag i dag – med alt vores historie og viden i bagagen – stadig ikke kan finde ud af at enes om en så lillebitte eksistentiel sandhed!?
Men måske er det virkeligt sådan, at den sandhed kun fremstår så logisk for mig, fordi jeg er en pige og derfor ikke har haft krudt i røven, og det har gjort, at jeg har været i stand til at modtage undervisning og derved udvikle mine deduktive evner.
Måske egner drenge sig virkeligt bare ikke til abstrakt tankegang og stillesiddende aktiviteter… Så forstår jeg bare ikke; hvad fuck har de så gang i med de der timelange strategicomputerspil?
Den biologiske spændetrøje
Dette indlæg er i virkeligheden en meget lang fodnote til et andet indlæg, men du kan sagtens læse dette uafhængigt af det andet. I det tidligere indlæg bitchede jeg blot over det idiotiske i at blive ved at med at snakke om drenges ”biologiske” manglende evne til at sidde stille, som gør, at der ikke (længere) er plads til dem i folkeskolen, og som også skulle være forklaringen på, at de nu bliver tabt i uddannelsessystemet.
Men der er bare ikke én enkel forklaring på, hvorfor det pludselig er piger, der får uddannelserne, og drengene der ikke gør.
Og når det er sagt, er det jo i øvrigt ikke sådan, at ingen drenge klarer sig igennem. Der er bare en højere procentdel af piger i forhold til drenge – og jeg har ikke undersøgt det her, men da der jo samlet set er flere unge, der får en udannelse i dag, kunne det så ikke tænkes, at stigningen hos piger bare er højere end hos drenge…? Gider nogen researche på de tal, please!? Bare inden næste gang en eller anden plaprer løs om, at pigerne møver sig frem på drengenes bekostning.
Men okay, uanset set hvordan tallene ser ud, er det naturligvis stadig et problem, at vi taber nogle af drengene. Men hvorfor gør vi det?
Ikke på grund af ”kvindelige værdier”, men tværtimod på grund af ”mandlige”. Fordi forestillingen om, hvordan man er rigtig dreng modarbejder drengene.
Wauw, var der også kvinder i gamle dage!?
Drenge skal for det første være vilde og uregerlige, når de er små. Det kan vi se i alle daginstitutioner. Og når de voksne – dem, der skulle forestille at være klogere – tager hånd om dette, gør de det ikke ved at give drengene mere støtte og bedre redskaber til at lære at sidde stille og klare sig videre i skolen. Nej, tværtimod taler man konstant om, at der skal flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne til at være rollemodeller for drengene.
At drenge stort set altid gennem historien er vokset op kun omgivet af kvinder, er noget vi i nutidens historieløse samfund har glemt alt om. Der mumles bare noget om, at drenge skam havde maskuline rollemodeller i gamle dage i form af mændene, der gik ude i marken. Mmm, ja, for hvis der var noget, man helt sikkert virkeligt dyrkede i de gamle landbrugssamfund, så var det at lade småbørn rende uledsaget rundt og se på voksne mænd, der arbejdede!
For resten arbejdede kvinderne også tit i markerne i gamle dage, tit med småbørn på ryggen eller ved siden af sig (ja, børnene arbejdede også dengang, hvor er det vildt) så forskellen på maskuline og feminine rollemodeller har sgu nok allerede dengang været defineret ud fra andre ting.
Dengang landbrugssamfundet så brød op, og folk flyttede ind til byerne blev det her jo endnu tydeligere, for da tog farmand af sted til fabrikken hver morgen klokken meget tidligt og kom hjem meget sent, og alle børnene voksede op i baggårde kun omgivet af kvinder, gårdsangere og tosser.
Kan du ikke huske den scene i Barndommens Gade, hvor de leger far, mor og børn? Hvor drengen får at vide, at han – faren – skal stå i hjørnet og vente, indtil hun – moren – er færdig med al husarbejdet og børneopdragelsen (alt det sjove!) Ingen af dem ved, hvad faren laver, de ved bare, at han er totalt fraværende. Alligevel, trods den totale mangel på maskuline rollemodeller, lykkedes det stadig nogle drenge at få en uddannelse dengang. Men det var selvfølgelig kun de privilegerede drenge, der fik det. Arbejderklassens drenge skulle jo bare ud og være arbejdere og fraværende fædre, ingen brød sig dengang om, hvad de lærte i skolen. Lidt ligesom med pigerne, der jo bare skulle føde børn og skrubbe gulv eller være til pynt som Maude fra Matador.
Drenge skal lære at være drenge…
Så tilbage til problemet med de mandlige rollemodeller i daginstitutionerne. Jeg er ikke uenig i, at drenge har brug for mænd i deres opvækst. Men sgu da ikke ud fra den tåbelige logik, som man i dag bruger som argumenter for det. I dag snakker man om, at man skal have mandlige pædagoger, fordi de kan spille fodbold og slås med drengene. De kvindelige pædagoger er åbenbart alt for stillesiddende. Kan du se ironien!?
Man snakker konstant om drenges ”biologi”, om drenges naturlige behov for at boltre sig, men dette ”naturlige behov” bliver åbenbart undertrykt, hvis der kun er kvinder til stede. Hvordan biologi og natur så let kan undertrykkes, er der aldrig nogen, der svarer på. Desværre.
Folk har gennemgående meget travlt med at fastholde, at mænd skal have lov til at være mænd og kvinder skal være kvinder, og feministerne skal holde op med at undertrykke folks naturlige behov med forslag om øremærket barsel og den slags. Og det undrer mig altså meget; hvis de her behov virkelig var så naturlige, så ville det vel også være ret svært at undertrykke dem, ikke!? Lidt ligesom Freud var inde på med vores naturlige seksualitet, der på trods af overdreven undertrykkelse gennem historien altid er sluppet fri og/eller skabt voldsomme neuroser.
Men måske mener disse mennesker, at det vil skabe neuroser hos det mandlige køn pludselig at få mulighed for at være sammen med deres børn, ligesom kvinder måske vil blive neurotiske over at få den samme løn for det samme arbejde. (At mange af kvinders tidligere psykiske lidelser – blandt andet hysteri – måske snarere kan forklares med deres følelse af manglende værd, og at mange af mænds problemer – vi kalder dem ikke psykiske problemer, for dem har mænd jo ikke – måske snarere skyldes de rigide rammer, maskulinitet holdes i, og som ikke giver plads til omsorg og kærlighed, det snakker vi ikke om!)
Løsningen er en del af problemet
Men de mandlige pædagoger i daginstitutionerne – for at vende tilbage til dem – skal altså spille fodbold og slås med drengene for at opfylde drengenes naturlige behov for denne adfærd. Burde det ikke være omvendt?
Hvis vi virkelig ønsker at give drengene en chance i skolen, skulle de maskuline rollemodeller, så ikke netop lære drengene, at det også er mandligt at lære noget? At man skam er rigtig dreng stadig, selvom man sidder stille og læser bøger. Og skulle de kvindelige pædagoger måske så ikke også lære pigerne, at det også er okay at kaste det pæne stillesiddende pigede over styr og møfle rundt i mudder engang imellem!?
Problemet er jo indbygget i ”løsningen”. Jo mere, vi fortæller drenge (og piger) at drenge og mænd ikke kan sidde stille, jo mindre kan de jo sidde stille fremover. Og omvendt for piger.
Og det er så, det de hører, mens de stadig er helt små. Hvad så når de bliver ældre og begynder i skolen og faktisk skulle til at bruge nogle af de redskaber, som de ikke har fået? Ja, så venter der endnu en omgang maskulin værdimodarbejdelse af deres chancer for at klare sig.
Det er jo ikke sejt for drenge at klare sig godt i skolen i dag. Det er knapt nok sejt for pigerne. Man er generelt en stræber, hvis man har styr på sine lektier og følger med i timerne. Det her må være en kulturel rest fra dengang, hvor alle de normale børn hadede på de to drenge, der var lærernes kæledægger og fik alt opmærksomheden og alle chancerne for videre uddannelse. I dag er det bare en underlig mobbeadfærd – hvis vi da ikke skal gå ind i en længere udredning om, at vi som samfund har det en smule problematisk med folk, der klarer sig godt – aka Janteloven.
Stræber-bøsserøv
Piger finder dog i dag mere identitet i at klare sig godt i skolen end drenge gør. Derfor er stræber-mærkatet ikke så slemt for piger som for drenge. Piger forbryder sig jo ikke mod deres ”natur”, når de sidder stille og passer deres ting. Drenge er nærmest bøsser, hvis de gør det.
Den er svær at løbe fra, og der er ingen hjælp at hente fra de voksne – det er jo de voksne, der har fundet på, hvordan man er rigtig dreng. Og børn er ikke så dumme, at de fortsætter med en adfærd, de voksne ikke værdsætter. Det er faktisk nærmest det, opdragelse går ud på – at pille uønsket adfærd ud af børn.
Problemet er jo selvklart, at når man indirekte – og faktisk også temmelig direkte – siger til drenge, at det er uønsket adfærd, at de opfører sig som pigerne gør, så vil de selvfølgelig ret hurtigt lure at gøre noget andet.
Drengene har altså ingen rygdækning; de har stort ingen mandlige rollemodeller, der viser dem, at det er okay at lære noget, og de har ingen opbakning fra kammeraterne (eller fra de voksne), hvis de forsøger sig med det alligevel.
De drenge, der klarer sig bedst i skolen, har antageligt den rygdækning. Uden at have noget statistisk belæg for det her – andet end at børn af veluddannede mennesker har det med selv at blive veluddannede, den såkaldte sociale arv – så gætter jeg på, at drenge fra hjem, hvor faren tager stor del i at lære sønnen at lære, der får drengene de redskaber, der skal bruges til at klare sig gennem et uddannelsessystem.
Få dig en uddannelse, tøs!
Jeg er selv fra en ufaglært arbejderfamilie, der var ingen bøger i mit hjem, da jeg voksede op. Min far læste aldrig nogensinde lektier med min bror, men min mor læste tit med mig – og hun læste selvfølgelig også med min bror, men det var, som om hans opmærksomhed var noget sværere at fange. Indtil min far endelig kom hjem fra arbejde og tog ham med ud at spille fodbold. (Han tog også mig med, for modsat min bror gik jeg faktisk til fodbold, men den åbenlyse biologiske fejlkodning lader vi lige være for nu.)
Jeg er også vokset op til lyden af begge mine forældre, der i kor siger: ”Sanne, du skal have en uddannelse, du skal have en uddannelse.” Jeg husker aldrig, at de sagde det til min bror. Under alle omstændigheder har jeg i dag en lang videregående uddannelse (som jeg ikke bruger) og min bror har ”kun” en håndværkeruddannelse (som han heller ikke bruger.) Vores uddannelsesniveau siger selvfølgelig intet om kvaliteten af vores respektive tilværelser, men pointen er blot, at min bror er en af de unge mænd, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, og jeg er en af de piger, der har.
Selvfølgelig kan min anekdotiske opvækst ikke bruges som forklaring på noget som helst. Det er meget vigtigt at huske på i en debat om køn, at bare fordi vi alle sammen har et køn, så er det ikke statistisk grundlag for en skid. Men det er alligevel meget sigende, at min generation af piger – os, hvis mødre oplevede rødstrømpebevægelsen – er blevet tudet ørerne fulde med, at vi skulle få os en uddannelse, mens drengene… ja, hvad med dem?
Lektor Blomme var stærkt motiverende
Mit bud er, at vi glemte dem. At vi på en eller anden måde regnede med, at drengene nok skulle klare sig. Fordi vi så på det samfund, der var dengang og konstaterede, at der var mænd alle vegne, så de havde nok et ”naturligt” drive for at klare sig. Så derfor var det kun pigerne, der manglede ekstra motivation (mod vores åbenbart naturlige behov for at fede den.)
Og så glemte alle, at det ikke har været spor naturligt for drengene at klare sig i skolen, det har bare altid tidligere kun været drengene, der er blevet motiveret til det. Både gennem direkte opfordringer fra deres fædre og lærere, men også indirekte af først og fremmest at vokse op i et samfund, hvor kun mænd kunne sidde (stille) på betydningsfulde stillinger, så drenge allerede tidligt forstod, at de var mere ”egnede” til dette end pigerne – samt dog ikke mindst en forestilling om, at hvis man som mand ville frem i denne verden, måtte man altså sidde stille og svede over sin latin. (Det er faktisk præcis handlingen i Det forsømte forår.)
Så når drenge i dag ikke kan sidde stille, er der absolut intet naturligt og biologisk i det. Tværtimod er det snarere et resultat af en idiotisk stirren sig blind på en naturlig biologisk forklaring, der koster dem mulighederne for at vise, hvor dygtige de – fra naturens side – kan være.
Fuck, Einstein må have kedet sig
Medmindre selvfølgelig at drenge og mænd igennem hele historien har gjort vold på deres biologi for at skabe store teoretiske tanker og fantastiske opdagelser. Og hvis Nietzche og Einstein virkelig har gjort det, så forstår jeg ikke nutidens problemer. Jeg mener, hvis mænd virkelig hader så meget at sidde stille og lære noget, hvorfor skal vi så tvinge dem til det fremover? Så lad dog pigerne – der tydeligvis elsker det stillesiddende – overtage den sure tjans.
Eller er hele den her debat i virkeligheden et udtryk for, at man bare er pissebange for, hvilke store teorier og opdagelser det kvindelige køn vil komme frem til? Feminisme for eksempel, fy for pokker! Hele ideen om, at kønnet ikke er en biologisk spændetrøje, men at vi alle sammen er forskellige og har forskellige egenskaber – og ikke mindst forskellige ting at tilbyde verden – den idé er jo ganske forskrækkelig, for så… øh, ja hvad så egentlig?
Hvad vil være det værste, der kunne ske, hvis vi slækkede lidt på den forestilling om, at vi er medfødt det ene eller det andet? Vil samfundet bryde fuldstændig sammen uden rigide forestilling om, hvordan man er rigtig dreng og rigtig pige? Eller vil vi rent faktisk udvikle os som civilisation? Som vi i øvrigt har gjort det hver eneste gang, nye teorier og opdagelser endelig har fået lov til at grundfæste sig.