At like eller ikke at like
Facebook gør både folk lykkelige og ulykkelige. Det var en nyhed i min avis den anden dag. Ud fra et journalistisk perspektiv en lidt spøjs vinkling på en historie – at noget både er godt og skidt – journalister plejer ellers kun at gå efter, at det skal være skidt med skidt på. Men så viser det sig ved nærmere læsning, at selv det, at facebook gør folk lykkelige, er et problem, de bliver nemlig for lykkelige, og så er vi tilbage på rette spor, sådan rent journalistisk i hvert fald.
Kort fortalt bliver vi ulykkelige, når vi ser andres statusopdateringer, fordi vi føler, at andre lever federe liv og har mere succes. Til gengæld får vi et selvtillidsboost, hver gang andre liker vore egne statusopdateringer, og det fører – i hvert fald i følge en amerikansk undersøgelse – til, at vi træffer ufornuftige beslutninger som at spise mere kage.
Vi bliver altså maniodepressive og tykke af facebook.
Og som sædvanligt i den journalistiske verden påpeger man dette massive problem, som potentielt kan ramme os alle – i hvert fald de små tre millioner af os, der er på facebook – uden at komme med bare et enkelt forslag, til hvordan vi så rent faktisk undgår problemet. Det ligger ligesom mellem linjerne, at hvis man vil bevare både sit sunde sind og slanke krop, så må man lukke sin profil hellere før end siden.
Det er så rigtigt det der
Sådan er journalistisk nu engang. De seriøse medier påpeger problemerne nu, og om et halvt års tid kan dameblade og B.T. og Go’morgen Danmark (og TV 2’s hjemmeside, som lader til at være blevet til i en form for parringsleg mellem de tre) så følge op med en ”Ti gode råd til at undgå at blive tyk og maniodepressiv af facebook.”
I den forbindelse hives eksperter ind. Først de seriøse eksperter, som rent faktisk har forsket i det her. Hvilket typisk indebærer noget med at sætte 247 mennesker foran en computer og bagefter lade dem vælge mellem kage eller frugt, og hvis det så viser sig, at der er en større andel af dem, der har brugt deres computertid på facebook, som vælger kage, så konkluderer forskerne så, at facebook fører til fedme. Og det var altså de seriøse eksperter…
Men når de mindre seriøse medier tager over, og vi skal indføres i, hvordan vi undgår problemerne, så kommer de selverklærede eksperter på banen; coaches og psykotereapeuter. De dukker op på skærmen og siger alt det, vi alle sammen godt ved i forvejen, tit bare i nogle lidt smartere formuleringer.
Og det er jo altid meget rart at høre en såkaldt ekspert sige det, vi allerede ved – så vi kan føle os kloge og indsigtsfulde – og så i øvrigt fortsætte vore liv som hidtil. Uden ændringer! For det faktum, at de kloge mennesker lige har sagt det, vi allerede ved, er jo i sig selv et bevis på, at vi allerede gør det rigtige.
Selvom vi også godt ved dette; at alt det, vi ved, ikke nødvendigvis er det, vi gør.
Pyh, skal jeg virkelig gøre alt det!?
Selvfølgelig er det lige den ene detalje, som disse eksperter aldrig bekræfter os i. For hele deres funktion som eksperter på tv ville jo blive voldsomt undergravet, hvis de gjorde opmærksom på, at det at lægge sit liv og sine vaner om, nok kræver lidt mere arbejde end bare at følge de fem råd, man kan nå omkring i et indslag i Go’morgen Danmark.
Det er også derfor rådene altid er så banale. Eksperterne har ikke råd til at begynde at komme med de farlige råd; dem der kræver, at vi virkelig skal tage os sammen. For selvom vi selvfølgelig også godt ved dette; at forandringer kræver disciplin og hårdt arbejde – så har de færreste af os brug for at høre det henover morgenkaffen: ”Skatter, hvis du vil holde med at ryge, så bliver det latterligt hårdt, du kommer til at hade dig selv og resten af verden undervejs, du vil formentlig tage på og tillægge dig tre-fire nye dårlige vaner i processen, og sandsynligvis falder du i mange gange, før det lykkes. For sandheden er, at dem, det lykkes for at lægge deres liv og vaner om, er dem, der bliver ved med at prøve, selvom de fejler gang på gang.”
Råd nr. 1: gå ud og gør noget nyt
Hvad har det så med facebooks påvirkninger af vores psyke at gøre? Ikke så meget bortset fra, at jeg forudsiger, at der vil komme en pæn portion eksperter på skærmen (hvis der ikke allerede er og har været det da!? Undskyld min uvidenhed på området, men jeg følger ikke altid så godt med.) Og eksperterne vil fortælle os, hvordan vi 1) kan undgå at bruge så meget tid på facebook og 2) kan undgå at blive påvirket psykisk af det, der sker på facebook – fordi 2) allerede forudsætter, at vi fejler med 1).
Formentlig vil rådene til 1) være, at man tager sig nogle dage hver måned, hvor man slukker mobil og computer og bare er tilstede i nærværet i nuet. For det er det nye mantra indenfor selvudvikling, og igen noget, vi alle sammen godt ved, men de færreste af os gør.
Eller lad mig omformulere det: Ingen gør det her med vilje, men vi gør det alle sammen, når der sker noget spændende.
Man kan bare ikke planlægge sig til, at nu vil man opleve nærvær og kvalitetstid og familiehygge og romantik. Man kan godt gøre omstændighederne mere optimale – hvilket selvfølgelig er grunden til, at eksperterne foreslår os at gå offline – men sagen er jo, at hvis man selv under optimale omstændigheder alligevel tjekker sin mobil i stedet for at se sin kæreste i øjnene, så er det nok, fordi det, der potentielt kunne ske i cyberspace, bare er mere spændende. Kort sagt; dit liv offline er kedeligt!
Så det svære råd, det farlige råd til at bruge mindre tid på facebook er at gøre dit irl mere spændende.
Råd nr. 2: lad facadedyret gå fallit
Det er nok en livsomlægning, de færreste har kræfter til. Hvilket faktisk bare underbygger det næste problem 2); nemlig at facebook påvirker os negativt. Når vi nu godt ved, at vi ”bare kunne tage os sammen” til at leve et mere spændende liv, kommer vi jo i den grad til at få det dårligt, hver gang andre opdaterer fra et mere spændende liv – ergo andre kan godt tage sig sammen.
Og naturligvis bliver vi lige så opløftede, når det er os, der har gjort noget spændende og andre har bekræftet os i det med et lille like – ergo jeg kunne godt tage mig sammen (til at bage den kage eller springe faldskærm eller whatever, jeg tilsyneladende ikke rigtigt har gjort alligevel, hvis ingen har liket det.)
Så hvordan undgår man at få det psykisk dårligt af facebook? Man holder op med at være et fucking facadedyr!
Ja, det var også det farlige råd. Du vil sikkert komme til at se det i en noget mere nedtonet udgave i damebladene, men pointen vil nærmest være den samme: At så længe man kun interesserer sig for, hvordan ens liv tager sig ud, så vil det være utroligt svært rent faktisk at leve det.
Forklaring? At være tilstede i nærværet i nuet er jo kun noget, man er, når man ikke tænker over, at man er det. (Jeg siger i øvrigt ikke, at man ikke må fotografere eller statusopdatere fra sit nærvær. Det tror jeg på sin vis er det moderne menneskes måde at være nærværende på. Det er den der nærværende bevidsthed om, at dette spændende øjeblik er så kort, at jeg hellere må forevige det, så jeg kan nyde det igen senere.)
Problemerne opstår, når man i stedet for bare at nyde øjeblikket – nu eller siden – interesserer sig mere for, om andre vil like det. Og problemerne bliver endnu tydeligere, når man begynder at iscenesætte sit liv efter, om det vil tage sig godt ud i en statusopdatering.
Op ad prestigestigen
Det er der da heller ingen der gør, bare for en skide statusopdatering. Er der?
Tja. For hele den her problemstilling med facebook er jo bare en lille bitte del af et meget større problem; nemlig det ekstremme behov for selviscenesættelse i vores kultur.
Hvis ikke folk allerede iscenesætter deres liv efter, hvad der tager sig godt ud på facebook, så gør de det i hvert fald efter, hvad der tager sig godt ud på et CV.
Jeg har ikke tal på antallet af de samtaler, jeg har haft med folk, som er dybt bekymrede for, hvordan tre måneders arbejdsløshed vil se ud på deres CV. Og jeg siger altid til dem, at de bare skal lade være med at skrive, at de har været arbejdsløse og i stedet skrive, at de har rejst tre måneder rundt i Mellemamerika eller har taget et intensivt kursus i buddhistisk meditation.
Ja, jeg er også god til iscenesættelser (aka at lyve på andres vegne) – jeg er uddannet i kommunikation, og jeg lever af at stå på en scene. Jeg ved godt, at der er stor værdi i at få fremstillet sig selv på den bedst tænkelige måde. Så problemet med selviscenesættelse er jo ikke opstået uden grund. Det er, fordi mennesker, der ligner en succes, også tit får succes/sex. (Hvis du vil læse mere om det, så læs Malcom Gladwells Blink.)
Så altså fuldt forståeligt, at de fleste – inklusiv mig selv i øvrigt – gerne vil have at andre ser en i så positivt et lys som muligt. Men!
Min personlige grænse går, når facaden bliver vigtigere end personligheden. Når selviscenesættelsen bliver en ren iscenesættelse – altså et spil for galleriet. Når alt, man gør, siger og statusopdaterer, udelukkende er ud fra en strategisk overvejelse over, om at andre vil at opfatte en på en bestemt måde – som ikke er i overensstemmelse med den person, man reelt er.
Det lyder avanceret, når jeg formulerer det sådan, men i praksis ser vi det hele tiden: Kvinder, der bruger hele deres intelligens på at fremstå som dumme blondiner. Mennesker, der har trofækærester. Folk, der vælger uddannelse efter prestige og ikke efter lyst – dem med de høje karaktergennemsnit, der søger medicin som første prioritet og jura som anden, selvom de fag altså ligger ret langt fra hinanden – bortset fra på prestigestigen.
Du er sgu stadig god nok indeni
Og pointen med alt det her, hvis jeg har en!? Pointen er, at hvis man vil undgå at få nedtur på over facebook – eller over andres mere spændende liv generelt – så husker man lige på, at det meste er en del af en (selv)iscenesættelse. At nogle gange er dem, der lader til at leve de mest misundelsesværdige liv i virkeligheden dem, der har allermindst selvværd og allermest behov for ydre anerkendelse. Og andre gange er det bare misundelsesværdige mennesker, der lever misundelsesværdige liv. Men det betyder jo stadig ikke, at mit liv er mindre værd.
Reelt set kan man jo bare bruge den følelse – misundelsen – som den sikkert har været beregnet fra naturens side til at lade sig inspirere til selv at gøre spændende ting.
Og når man så gør de her spændende ting, så er det nok også en god idé at huske på, at man gør dem for sin egen skyld, for selve oplevelsens skyld – ikke for at få bekræftelse på, at 1) man er spændende, 2) andre er misundelige, 3) man findes.
For uanset om, man bruger hele weekenden på at ligge i sengen og se lortefilm på netflix (hvilket jeg gør de fleste weekender) eller man bruger dem på romantiske eventyr og faldskærmsspring, så kan man faktisk stadig godt være et unikt og interessant menneske.
Og hvis det ikke er nok for andre – ja, så er det i det mindste nok for mig. Så du behøver ikke like den her blog, det gør ingen forskel for hverken min selvfølelse eller min lyst til kage. (Jeg har nemlig altid lyst til kage.)