Hvem gider holde Valentinsdag minus prins Valentin?

Klumme oprindeligt bragt i Byens Puls.

Ah Valentins Dag! Denne skønne, ædle, ”danske” tradition vi alle er så lykkelige for at holde i hævd. Forberedelserne der starter uger før, hvor vi planlægger middage, skriver elskovserklæringer, køber fyldte chokolader. Og selve dagen, hvor vi time efter time sender små beskeder – lobs u 4ever – alt det der. Vi mødes under uret kl.18.00. Vi holder i hånd under en paraply i snevejret, fodrer hinanden med tapas og elsker i timevis, selv om det kun er torsdag, og vi skal tidligt op på arbejde i morgen. Det betyder ingenting, vi har jo hinanden…
Bahhhh!! Valentinsdag er opfundet af kvinder i parforhold udelukkende for at håne singlepiger (mændene er ligeglade, de har alligevel glemt alt om det (PS: Interflora leverer indenfor en time!)). That’s it! Valentin handler kun om håneret! Over singlepiger. Helt-alenepiger der igen igen må holde Valentins Dag uden en prins Valentin.

Singlepower
Nej, så slemt er det jo heller ikke. Man får jo det bedste ud af sin singlestand. Selvfølgelig. Man nyder det. Man bruger Valentins Dag på sig selv. Kurbad. Sushi. Ansigtsmaske, hullede hjemmebukser og dårlig ånde. Hygge på sofaen med vindruer og andre frugter, der giver luft i maven. Mens man ser Notting Hill. Alene. I en mørk lejlighed. Simultan-udtalende alle replikker, fordi man har set filmen 732 gange – en gang om ugen, siden sidst man fik p.. æh.. konverserede med en interessant mand. Sørgmodig. Sørgelig. Single. I ugevis forbereder man sig til dagen – 14. februar. Indtager kun fødevarer med en fedtenergiprocent på over 80. Bare nok til at opbygge det ekstra fedtlag, der kan absorbere ydmygelsen af at gå alene hen ad perronen under en knækket paraply med knækket selvværd, mens man sender bitre sms’er til et nummer, der tilhørte X’en, inden han fik hemmeligt nummer og polititilhold mod een…
Fuck Valentinsdag! Hvem har brug for sådan en lortedag? Jer to derovre under paraplyen!? Jamen, så fuck jer også! Åh, det havde I planlagt… Det er klart. Må jeg få resten af den chokolade så?

Du tabte vist dit tørklæde

Klumme oprindeligt bragt i Chili.

Chilis Sanne Søndergaard er møgtræt af fyre, der brokker sig over, at de altid skal tage initiativet over for piger. For det er jo alligevel aldrig sket.

“Det er så nemt at være pige. Det er altid fyrene, der skal tage initiativet. Det er altid os, der skal købe drinks. Vi skal altid byde jer ud at danse. I lægger aldrig op til sex.” Lyder tudemaskinen bekendt? Alle piger har fået hylet ørene fulde af fyres scorebesværligheder i årevis. Og alle piger ved, at det er en stor, ond løgn. Fra ende til anden. En konspirationsteori af de sejlivede. Mænd tager jo aldrig initiativ! Hverken til snak eller til sex. De køber aldrig drinks. Og sidste gang en fyr bød mig ud at danse, var det min far, og jeg var syv.
Nu er du selvfølgelig din gode ret til at tænke, at det bare er, fordi jeg er rødhåret og dækket af en mystik form for eksem, at jeg aldrig bliver lagt an på. Men niks. Alle piger kender det: En initiativrig fyr er lige så sjælden som ægte bryster i Paradise Hotel.

Passiv scoring
Piger har vidst i århundreder, at det er os, der er nødt til at “tabe” et lommetørklæde, før fyren finder ud af et tage initiativ. Jeg ved ikke, om det trick virkede for vores oldemødre i 1800-tallet, men nutidens mænd vader bare hen over tørklædet med et snøvlet: “Du tabte vist noget.” Og gør ingenting ved det!

Nu mener jeg selvfølgelig lommetørklæde i metaforisk forstand. Hvis jeg virkelig gik rundt og smed med snottede klude, var det nok ikke så sært, at jeg er single. Fyre har simpelthen i så lang tid fået al vide, at de er den aktive part i scorings-processen, at de tror, det gælder, selv når de ikke foretager sig det mindste. Jeg kender piger, hvis kærester er overbevidste om, at han stod for scoringen, selvom hun gjorde alt benarbejdet. Det var hende, der spottede ham i kantinen, Flirtede i månedsvis hen over frokostbordene, komplimenterede hans stil, hans fodboldafleveringer og grinede af hans (dårlige) jokes. Indtil den fest hvor hun med tre hviderussere i blodet kravlede op på skødet af ham, pillede barn i håret og hev ham med ud på dansegulvet til en 80er-schlager, Alligevel var det ikke før, hun fik hevet fjolset med hjem i en taxa, op lejligheden og pillet alt tøjet af ham og sig selv, at det begyndte at gå op for ham, at han måske også skulle deltage.

Med lommetørklædet I push-up’en
Nu sidder der sikkert en del fyre og tænker: “Jamen hov, jeg har faktisk taget masser af initiativ over for en pige, jeg var vild med!” Ja, sikkert. Men så er sandsynligheden for: at hun også var vild med dig, cirka lig nul. Det er mere sandsynligt, at hun var ved at få arrangeret et polititilhold. For der er ingen tvivl, når en pige vil scores! Det er jo ikke længere et diskret lommetørklæde, der bliver tabt. Når en pige vil vise sine kama sutra-kunstner frem for en udvalgt fyr, er hun er pumpet op i den ondeste push-up, stiletter til knæene, flirt i øjnene og kurren i stemmen.
Så her er et godt fif til fyrene: Hvis hun siger noget pænt til dig, hvis hun griner af noget, du siger, hvis hun bare kigger dig i øjnene længere end tre sekunder. Så er det med at komme ind i kampen. For så er lommetørklædet kastet for længst.

Ekstremguide til miljøets overlevelse

Klumme oprindeligt bragt i Byens Puls.

1. Brug aldrig sæbe. Kun regnvand, du opsamler i en tank på altanen. Syren i vandet vil alligevel slå bakterierne ihjel.

2. Spar på vandet. Skyl kun ud i toilettet hver tredje gang. Når du skyller ud, så husk at opsamle en kande til madlavning og tandbørstning.

3. Ingen afløbsrens. Hvis (regn)vandet løber over og laver oversvømmelse i badeværelset, kan du forberede dig til, når polerne smelter. Genbrug emballage og byg en tømmerflåde.

4. Bliv hjemme. Alle former for transport er benzinsvineri. Har du brug for at komme nogle steder – f.eks. til Jylland – så gå i god tid. Beregn cirka tre dage til Vejle.

5. Sluk al elektronik. Lær at strikke i mørke. Det er både underholdende og produktivt. Ifør dig kun hjemmestrikket, og tænd aldrig for varmen.

6. Køb kun økologiske varer. Det er dyrt, men når din løn er brugt op – omkring den 10. i måneden – kan du faste indtil den 1. og derved forhindre en pesticidegris i at blive slagtet. .

7. Drik din urin. På den måde cirkulerer tungmetallerne i din egen krop og ender ikke i søerne. Smagen vænner du dig til. Grundvandet kommer alligevel til at smage sådan med tiden.

8. Ned med mobilen. Alle nymodens opfindelser som mobiler, bærbare og walkie talkier indeholder kviksølv. Du har ikke brug for disse ting. Væn dig til ensomheden. Når menneskeheden uddør, har du kun dig selv at tale med.

9. Rotten er din ven. Rottegift er en miljø-belastning. Lær at elske dine rotter. De skal arve jorden, og du kan blive deres konge.

10. Ingen sex. Reproduktion er udelukket. Overbefolkning er i forvejen en belastning. Desuden; hvem vil have sex med en udmagret, urindrikkende rottefænger?

Kære dumme dagbog

Klumme oprindeligt bragt i Chili.

Chilis Sanne Søndergaard undrer sig over, at folk har brug for at notere alle deres pinligheder ned. Blot for senere at blive mindet om, at deres liv stinker – og de ikke engang vil indrømme det til en dagbog.

Kære dagbog. I dag havde vi sløjd. Jeg brændte mit navn i en bordskåner. Sofie rendte efter Anders i det store frikvarter. Vi fik kartoffelmos til aftensmad. Sådan lyder en af de få udfyldte sider, der findes i min lyserøde dagbog med lås fra dengang, jeg var en ni-ti år. Larmende uinteressant. Selv hvis jeg, med voksenlivets forståelse for hvad der faktisk er væsentligt, tilføjer, at jeg elskede kartoffelmos, sløjd og Anders – men hadede Sofie – så er det stadig ikke lyrik på et højere plan. Det er slet og ret kedeligt. Men hvorfor er det også lige, at folk (som oftest piger) tager sig tid til at lommefilosofere over dagens oplevelser, inden hovedet rammer puden?

Ydmygende cyklus
Hvad er det, der er så meget værd at skrive ned, men som du ikke regner med at kunne huske? Er det ikke en rimelig god indikator på, at en oplevelse er uinteressant, hvis du glemmer den? Hvem har brug for et stroll down memory lane med minder om dårlige eksamener, flirts, der viste sig at være slimede som vandrotter, og erindringen om dengang man stod med numsen bar på en strand i Nice, fordi den chikke bikinitrusse, der skulle bindes i siden, havde en uforudsigelig adfærd?
Og hvad er det, du dagbogsafhængige tror, du kommer til at skulle bruge den her levnedsbeskrivelse til? Duer jo ikke just Anne Frank, vel? Skriver vi for, at vi kan kigge i dagbogen om 20 år og konstatere: Ja, jeg var også teenager engang? Det er jo ikke sådan, at du sidder og bladrer igennem års kedsommelige optegnelser og pludselig “smask”, så har du forstået dit eget følelsesliv, “Jeg er usikker over for nye omgivelser, fordi isdamen talte grimt til mig i sommerferien mellem 5. og 6. klasse. Nu kan jeg endelig blive et helt menneske.” Tværtimod! Det eneste, du opnår ved at have dit liv på skrift, er en trist erkendelse af, at alting gentager sig. Igen ulykkelig forelsket. Endnu engang følelsen af at være helt alene. Ingen forstår mig. Bumser på ny …

Løgn og latrin
Desuden – så meget erfaring nåede jeg nemlig at gøre med den daglige logbog – er der ingen garantier for, at det, du skriver, er sandt. Jeg så da klart min dagbog som en mulighed for at pynte lidt på sandheden. “Så legede jeg med alle de andre frikvarteret, og der var ingen, som skød papirkugler efter mig eller hældte maling i min taske… Jeg er faktisk en af de populære”.
Ironisk nok er det præcist de ting, jeg løj om, som jeg husker bedst, Altså, kan jeg præcis erindre de nederlag, der var så store, at jeg allerede som barn erkendte, at jeg blev nødt til at fake minder for at have lidt godt at se tilbage på. Måske skulle jeg sætte mig ned og fabrikere en hel dagbog over de sidste 27 år – og så håbe på en mindre hjerneblødning. Måske er det netop det, vi dagbogsafhængige forventer. En sygdom, der vil frarøve os langtidshukornmelsen, så vi kan slå op i de snedigt udvalgte minder og leve videre, lykkeligt uvidende om, at vi glemte at leve livet, fordi vi havde travlt med at skrive det ned.

Vil du være min ven

Klumme oprindeligt bragt i Chili.

Chilis Sanne Søndergaard har skiftet sin gamle, støvede omgangskreds ud med nye, tjekkede venner på nettet.

Jeg har fået tre nye venner i dag. Venskaber er normalt noget, der kræver års kaffedrikning – eller ekstreme situationer som værnepligt og tysktimer. Men mine nye venskaber er opstået på under tre minutter. Og jeg har ikke engang selv gjort en indsats_ Tænk, hvis det var lige så nemt at få en kæreste! Og tænk at jeg i alle disse år har gået og plejet mine gamle venskaber. Brugt energi på at være den lyttende ven, den på fødselsdage ringende ven, den opmærk-somme, den støttende, den flyttelæs-hjælpsomme. Det er slut! Jeg har opdaget MySpace.

Iben og Casper
På MySpace kan jeg i ro og mag hjemme foran skær-men sammensætte en omgangskreds af tjekkede mennesker, kendisser og piger med meget lidt tøj på. Så er det bare at losse Berit fra østre Skole på porten og byde velkommen til Iben Hjejle og Casper Christensen: Mine seje, nye venner.
Jeg har selvfølgelig aldrig talt med hverken Iben eller Casper (nu da vi er venner, er det ikke længere wannabe-agtigt kun at kalde Casper og Iben ved deres fornavne), og det er også underordnet, om vi har talt sammen, for enhver kan klikke sig ind på min MySpaceprofil og se, at jeg ikke lyver: de er virkelig mine venner. For det er nemlig det bedste af det hele! Jeg kan flashe mine venskaber for hele verden. Alle kan se. at jeg er bedste venner med ham fra Scrubs (og ja, han er også venner med 30.000 andre, men hvis han kan overskue en omgangskreds på den størrelse. vil jeg ikke være sådan en ven. der brokker sig.) Jeg har også sørget for at arrangere min profil efter, hvem jeg helst vil have, folk ser mig være ven med. Mine topvenner er danske komikere, fordi jeg officielt er på MySpace for at netværke – som jo er den business-rigtige måde at sige, at man kun er noget i kraft af dem, man kender.

399 allerbedste venner
I skrivende stund har jeg 399 virtuelle venner, som jeg har fået på lidt over et halvt år. Da MySpace er baseret på den frikvarterslogik, at antallet af venner bestemmer, hvor populær man er, må jeg konkludere, at jeg er pænt populær. Ikke så populær som Geo ganske vist. Men da jeg selv er venner med Geo, må det klart være med til at forøge min popularitet (nøjagtig ligesom det helt sikkert har forøget skolegårdspopulariteten hos de 1453 bebumsede 13årige, der har fået samme ide.) Og, ja selvfølgelig er det hele superoverfladisk, men tænk på alle fordelene! MySpace-venner er ikke nær så krævende som rigtige venner. Tidsmæssigt bruger jeg godt nok lige så lang tid på at kommentere ligegyldige ting på deres profiler, som det ville kræve at planlægge og afholde et middagsselskab for mine IRL-venner. men jeg behøver ikke kravle ud af sengen. Altså giver det netto mere overskud til mig selv på bundlinjen. Og ja ja, så er der selvfølgelig ikke nogen til at lytte til mine problemer, men så kan jeg da bare få nogle flere venner. Jeg kan faktisk få flere hundrede. Tusinder. Og når man har så mange venner, så har man jo slet ingen problemer. Så det er ikke, fordi jeg har brug for flere venner, men hvis du har lyst, kan du jo komme forbi MySpace, så giver jeg en kop kaffe … nej. det gør jeg jo ikke. Men kig forbi alligevel. Vi kan kigge på mine billeder eller spille backgammon eller noget. Det bliver sikkert hyggeligt.

Dødssynd: Dovenskab

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Dovenskab: at spilde sit gudsgivne talent. Ikke at bruge sine kreative kræfter eller kroppens potentiale.

Jeg har lige erfaret, at jeg bliver betalt per linjemål. Spørgsmålet er nu, om min grådighed er større end min dovenskab? Nå, min bankkonto har overtalt mig. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er født rig. Så havde hele indholdet i mit liv ganske givet været at ligge på sofaen og se eller gense film, samt endeløse tv-serier. Og spise popcorn og Kim’s de grønne, indtil jeg løb tør og skulle på tan- ken efter flere. Og så ville jeg ringe til venner- ne og bede dem komme forbi med forsynin- ger. For jeg ville være for tyk til selv at kunne rejse mig.
Hvis det var muligt, ville jeg også sove 10-12 timer i døgnet – hver nat. Jeg elsker at sove. Som alternativ til lange nætter, kan jeg finde på, at dele REM-rusen op i otte timers nattesøvn, en formiddagslur og en eftermiddagssnorker. Problemet er, at hvis man to dage i træk har sovet sig gennem halvdelen af døgnet, kan man ikke sove den tredje nat overhovedet – og da den tredje nat ofte er natten til mandag, har man fucket hele sine uge op med sine weekenddovnerier.
Men der er veje udenom. Mange lørdage og søndage ’snyder’ jeg og bliver liggende i sengen uden at sove. Bare med lukkede øjne og tænker på… ja, det ved du, hvis du har læst begærs-klummen. Slæber aviser, morgenmad, computer (jeg forbander til helvede, at jeg endnu ikke har fået trådløst internet, så jeg må gå hele seks meter for at tjekke mails, som jeg trods alt aldrig bliver for doven til, men mailomani er en anden slags synd, som Dante ikke var fremsynet nok til at tage højde for) og ikke mindst mobiltelefonen ind i dynerne, så jeg kan ringe til min ligesindede veninde tre gader væk og plabre løs i timevis (hvem pokker var det, der opfandt fri telefoni?).

At lade op
Jeg er også for doven til at lave mad. Ikke til at spise. Så mit madbudget er steget til det tredobbelte, for jeg skal da klart have sundt og dyrt takeaway. Hvis jeg da gider at cykle hele to gader for at hente sushi og ikke bare nøjes med hjørnesharwamabaren. Hvorfor bringer de i øvrigt ikke ud?
Den dårlige samvittighed over at dovne skal dulmes. Det bliver den ikke ved at være produktiv på dobbelttempo i to dage. Det bliver den ved at fornægte, at der overhovedet er tale om dovenskab. Jeg mediterer. Min hjerne brainer ideer. Min krop slapper af. Jeg tager en pause. En meget lang pause. Jeg indhenter syndsforladelse for min dovenskab hos mig selv og mine venner med jævne mellemrum. Jamen, se dog hvor stresset et liv, jeg har normalt. Jeg er berettiget til ikke at lave noget i en hel uge. Og så fortæller jeg mig selv, at det er helt ok, og mine venner bakker mig op og siger, at man bare indimellem har brug for at lade op. Især fordi jeg undlader at fortælle dem, at jeg også ladede op ugen før, og ugen før det var dér, hvor jeg havde ferie, for det skal man også huske at tage sig engang imellem, så man kan koble helt fra. Koble fra hvad? Skifte sine hverdagsdovnerier ud med feriedovnerier. Ej, jeg orker ærligt talt ikke køre ud til det fyrtårn og gå alle 461 trin op, kan vi ikke bare ligge her på sommerhus- sofaen og se genudsendelser?
Nu har jeg så opfyldt mit linjemål. Dette er også den sidste klumme i serien. Jeg skal afslutte og runde den røde tråd af. Her ville det være en god idé at gennemgå alt, jeg har skrevet tidligere, overveje pointer og konkludere. Det orker jeg altså bare ikke lige i dag…

Dødssynd: Misundelse

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Misundelse: forkærlighed for nogens goder forvrænget til et begær efter at fratage dem det.

Nå, så har Information forsøgt sig med en Mission Funny Paper uddelegeret til skiftende mand- lige selvbetitlede, der i bedste gonzostil refererer fra avisens indre strukturer og magtkampe, som har en væsentligheds- værdi på linje med spørgsmålet om, hvor- vidt DMI lyver badevandstemperaturerne to grader op. Men har man spurgt mig? Redaktionens eneste medarbejder, der teknisk set har titel af at være sjov. Har man forhørt sig, om jeg havde lyst til at stå for Mission Sjov Papir (se sjov, allerede lige der!)? På ingen måde. Næ, så er det åbenbart ikke fint nok til de ædle, akademiske spalter, at man indimellem formulerer et »det sagde han også i går«, når redaktionsmødet alligevel er gået kold på diskussioner om den nye radikale forkvinde, der måske får medlemskurven vendt – som Christiansborg- reporteren optimistisk konstaterer: »Hun får den til at stige.«
Men jeg er faktisk også fuldstændig ligeglad. Hvem har brug for at gøre sig til grin på ugentlig basis i den mindst ringe – altså udover Søren Krarup!? Hvem gider at modtage læsebreve, der roser ens vittige vid, høre kluklatter bag en weekendsektion i caféhjørnet eller have retten til at påberåbe sig kreativ betænkningstid, når deadline nærmer sig. Ikke jeg!
Ligesom jeg da heller ikke går op i, at min veninde lige har tjent 1,8 millioner på sin andelsbolig. Jeg er slet ikke sådan en materialistisk person, der gider gå op i den slags. Jeg kan sagtens unde andre mennesker, at der sker noget godt for dem. Altså jeg har jo masser af ting, jeg er glad for – faktisk lykkelig over. Jeg har overhovedet ingen grund til at klage…

Grønnere græsplæne
Jo, jeg vil faktisk godt lige have lov til at klage over, at Louise har hele to fyre på sit kollegium, der er vilde med hende og sender hende romantiske breve, når min sidste date fandt sted, inden min kalender gik ned på grund af Y2K. Det, synes jeg, godt jeg må være lidt bitter over. Helt ærligt, hvem sender overhovedet rigtige breve i 2007@hotmail?
Jeg vil også være sådan en pige, der får romantiske breve. I stedet er jeg altså sådan en kvinde, der får rudekuverter fra banken om overtræk. Og hvorfor er jeg egentlig ikke homoseksuel? Jeg har en håndfuld veninder, der er dødlækre og supersjove. Det ville da være perfekt, hvis jeg kunne score en af dem. I stedet skal jeg så køre hele mande-kvinde-glatbarberet-og- nylakeret-ræset hver gang, jeg skal forsøge at indfange lidt weekend-underholdning.
Og det er faktisk lige meget, for det er alligevel altid mine lækre veninder, der ender med at score, og så kan jeg stå der tilbage med mine fregner og håbe på, at Blockbuster stadig har åbent. Så må det da være i orden at have lidt ondt af sig selv? Jeg er misundelig på alle mennesker. Ok, måske ikke lige hjemløse. Men alle andre mennesker, der har noget eller oplever noget, de er virkelige glade for. Også selvom jeg på ingen måde er utilfreds med mit eget liv. Kan man virkelig leve i sådan et paradoks? Åbenbart. Men man skal ikke snakke for højt om det. Misundelse skal helst gemmes væk i et hjørne af hjernen og aldrig udtales. Det er nemlig ikke god stil at sige, at nogen har noget, man gerne ville have. Selvom det jo omvendt heller ikke er i orden at sige, at man bare er tilfreds her på jantelovens hjemmebane, hvor den grønnere græsplæne ofte provokerer mere, end den frister.
Der er selvfølgelig mennesker, der påstår, at de aldrig bliver misundelige. Jamen helt ærligt, hvor lallelykkelig i sin egen lille verden må man lige have lov at være? Og jeg nægter at tro på, at der findes mennesker, der kan se en yngre, flottere og mere talentfuld person udfolde sig med noget, man selv troede, man var virkelig god til – om det så er fodbold, regnskab eller at lægge varerne med stregkoden opad på kassebåndet – uden lige at få det lille stød i maven,
Hvis de findes, de her misundelses-løse mennesker, så… så gad jeg i hvert fald ikke være ligesom dem. Nej, jeg gjorde ej.

Dødssynd: Grådighed

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Grådighed: unødvendigt og umådeholdent forbrug, der især indebærer frådseri med mad og drikke.

Klassisk situation: Jeg er egentlig mæt. Men så vælger en veninde at købe en portion nachos/stille slik frem/åbne en æske chokolade, mens hun ytrer ordene: »Du tager bare.«
Det gør jeg så, og jeg stopper ikke før fadet er tømt. Hvis veninden er heldig, når hun selv at smage, men så skal hun heller ikke forlade lokalet.
Jeg spiser sjældent slik, og køber det aldrig. Men hvis andre tilbyder mig snacks, så tømmer jeg en pose Matadormix på under fire minutter.
Jeg betragter i forundring folk, der er i stand til at levne halvdelen af deres flødekage til en kaffeslabberas og ser på min egen teskerengjorte tallerknen, mens jeg bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må holde på formene og lade være med at rense de sidste flødeskumsstreger af med tungen. Hvorfor tager sådan nogle mennesker et helt stykke op på tallerkenen? Kunne de ikke have skåret det over, så jeg kunne have fået en halv kage mere? Jamen seriøst, hvordan kan man ikke lige få plads til fire bidder napoleonshat?
Min snackappetit er sæsonbetonet. Om sommeren kan jordbær og kirsebær ikke få fred for min glubske appetit – og vinteren er det clementiner.
Og vi snakker altså ikke om at spise et par stykke. Vi taler om at konsumere en hel pakke under de indledende reklamer til ’søndagsfilm uden afbrydelser’ på TV 2 (enormt irriterende koncept, hvor man altid løber tør for snacks og bliver nødt satse på, at det ikke er nøglescenen, man misser, når man sponser ud efter nye forsyninger).

En mundfuld mundguld
Jeg duer ikke til gourmetmad. Konceptet med, at der på tallerknen ligger en portion på størrelse med en muslingeskal, der skal nydes helt absurd meget.
Jamen, det er jo bare én mundfuld. Jeg ved godt, at den smager bedre end så mange andre mundfulde. Men selv om jeg deler den op i to bittesmå mundhapse, så skal jeg stadig sidde og se ned på miniatureportionen, mens jeg forsøger at udsætte glæden længst muligt ved at tømme brødkurven eller vinglasset.
Jeg er udmærket klar over, at kokken har afstemt størrelserne på retterne med hinanden, så man faktisk bliver mæt, når man er nået igennem alle ni, og at den tømte brødkurv betyder, at jeg sandsynligvis får svært ved at spise desserten (ikke, at det stopper mig), men derfor går der alligevel jyde i mig, når jeg får tre fjordrejer med basilikumskum præsenteret som min forret. Hvor er resten?
Samme problem med sushi. Alle menuer til en person består af under 12 stykker. Seriøst, hvem bliver mæt af 12 mundfylde mad – også selvom det er ris det meste? Jeg bestiller altid til to (og sushidamen smiler og putter to gange pinde og soja i posen, som om jeg skulle hjem og have romantisk date med min ikke- eksisterende kæreste i stedet for at grovæde alene foran fjerneren.
Jeg ser ingen grund til rette på den antagelse). Så siger jeg til mig selv, at den sidste håndfuld maki kan stå i køleskabet til i snack i morgen, men det er endnu ikke sket, at jeg har levnet.
Derfor elsker jeg at lave sushi selv. Det tager en hel dag, og det sviner mere end en kinesisk børnehave i riskrig, men bagefter er der sushi nok. Der er så meget, at man bliver nødt til at levne – levne nok til, at man også kan storsmovse dagen efter. Medmindre man altså har glubske gæster, der insisterer på at spise alt, der bliver sat på bordet. Helt ærligt, er det ikke en anelse uhøfligt?

Dødssynd: Vrede

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Vrede: ubeherskede og ukontrollerede følelser af had og raseri både over for andre og i form af selvfornægtelse, utålmodighed, samt generelt et ønske om at gøre andre ondt.

Hvad i hede hule helvede er der nu galt med at hidse sig op? Så er det ikke okay i den konsen- susforelskede andedam, at man siger sin mening ind i mellem. Måske har folk faktisk brug for at få læst skriften med et par bandeord, hvis det skal sive ordentligt ind.
Diplomati mig i røven. Hvornår har: »Jeg føler mig ligesom lidt tilsidesat, når du ligesom ikke taler med mig en hel aften«, nogensinde gjort en skid for et forhold? Meget mere effektivt at råbe: »Så giv mig dog opmærksomhed for helvede!«
Råb er i det hele taget en undervurderet kommunikationsform. »Hov hov, der er da ingen grund til at hæve stemmen.«
Jo, det er der faktisk. Lige nu er du decideret ubehagelig. Jeg bryder mig ikke om, at du står så tæt på mig, og hvis du også gider fjerne din paraply fra min endetarm, så tror jeg, den her bustur bliver en langt mere behagelig oplevelse for os begge to.
Men temperament er slet og ret en dårlig ting. Det lærte jeg tidligt. Hvis en af de store drenge med vilje skubber til dig i skolegården, er det ikke i orden at skrige »din store klamme røvbanan« efter ham. Så skal man sige: »Uff og næh, vil du være sød ikke at skubbe til mig,« med rottehale- stemme og et lille overlegent smil.

Den hidsige taber
Det kan jeg stadig ikke finde ud af. Men jeg er med tiden blevet bedre til at lade være med at råbe »narrøv«, når nogen springer over mig i køen. I stedet siger jeg med den ondeste høflighed: »Undskyld, det var vist min tur nu… narrøv!« For den slags gør mig pissevred, og det skal folk bare ikke slippe af sted med.
Men det er mig, der bliver set skævt til. At hæve stemmen er meget sjældent i orden – kun i tilfælde af, at man er i fare for at blive overfaldet (Og faktisk heller ikke rigtigt der. Hvornår har man sidst vendt sig om efter en mand, der synes, det er ‘superunderholdende’ at gå i kapgang syv meter bag en enlig kvinde halvanden kilometer ned ad en halvtom gade, og brølet »Har du mest lyst til at skifte fortov eller fortænder?«)
Reglen er: Hvis man hidser sig op, går i falset og lader sine følelser skinne igennem tårerne i øjenkrogen, så har man tabt en hvilken som helst meningsudveksling. Og så er det faktisk lige meget, hvor meget ret man har. Hvis man ikke er i stand til at argumentere på et ‘sagligt’ plan, så er det tydeligt, at man bare er i sine følelsers vold og ikke skal tages seriøs.
Derfor har jeg heller ikke tal på de gange, jeg er blevet kaldt nærtagende. For det værste, man kan være i ironiens hjemland, er jo en person, der lader sig provokere følelsesmæssigt af fornærmelser og fordomme. Så hedder det:
»Kan du ikke tage en joke?« Jo, hvis den er sjov. Ikke hvis min umiddelbare reaktion er, at dine ædlere dele skal i nærkontakt med min støvlesnude.
Det engelske ord, wrath, beskriver i virkeligheden følelsen meget bedre. Man kan næsten mærke på ordet, hvordan dampen bare står ud af porerne. Hvordan man pludselig bliver tung i kroppen, fordi fysikken er nødt til at skabe modvægt til hovedet, der er på vej op under loftet eksorcisten-style.
»Det løser bare ingen konflikter at hidse sig op!«
Nej, nej, nej, det ved jeg da godt. Jeg har da ikke været rødhåret i 27 år for ingenting. Men hvis konflikten alligevel er gået i hårdknude, så bliver min nattesøvn klart bedre af, at nogle får et par verbale tæv, for ellers er det min hovedpude, der skal tage rigtige slag, og den bliver så pokkers knoklet af det. Og hvis jeg har sovet dårligt… Så er der eddermane nogen, der skal undgælde.

Dødssynd: Begær

Klumme oprindeligt bragt i Information.

Begær: Besættende tanker eller lyster af seksuel karakter, samt umådeholden lyst til seksuel forløsning.

Det er muligt at lægge sin onani i skema. Ligesom nybagte forældre kan skrive sex ind i kalenderen. Så husker man at få det gjort, og man behøver ikke spekulere over det i hver- dagen. Jeg wanker for eksempel altid lige inden sengetid. Det er praktisk, og det er vane, jeg har haft siden før, jeg vidste, hvad wanke betød.
Det, jeg gerne vil vide, er, hvorfor min hjerne ikke accepterer den rutine og tilrettelægger alle indfald og anfald af liderlighed efter den!? Hvorfor skal jeg sidde i biffen og se Brokeback Mountain (af alle film!) og ærgre mig over, at der er tre timer til sengetid/at der er andre mennesker i salen.
For blot at erfare at jeg senere i min seng kun kan tænke på, om jeg fik pakket de rigtige bilag til revisoren, og når jeg først har fået ham ind i hovedet, så ved jeg, at det ender med utilfredsstillende udløsning frem for fuglesangsorgasme. Samtidig kan jeg tilbringe en hel formiddag med udelukkende at gennemspille den samme erotiske scene for mit indre blik – det involverer af uransagelige årsager ofte noget med op ad en væg (på trods af, at jeg ved af erfaring, at det absolut ikke er noget hit i praksis) – fordi mine sexfantasier har verdens mest kritiske instruktør, der tilmed giver den som seksuel pragmatiker, så jeg ud over synsvinkler og replikker må gennemgå grundige overvejelser om blandt andet muskelmasse på den udvalgte, påklædning (kjole, ingen strømpebukser) eller vægstruktur (ikke pudsede).

Jeg regner på, hvor meget kreativ energi, der ville blive frigivet, hvis jeg kunne lægge min liderlighed til side og lade være med at tænke på nutellabrune øjne og mandeballer.
Og bagefter regner jeg på, hvor meget kreativ energi, jeg har spildt på det regnestykke.
Jeg tænker på sex, kæl, nus og mænd i gennemsnit halvanden time om dagen. Selv hvis jeg fraregner tidspunkter, hvor den slags tanker har en brugbar funktion, er der stadig en spildtid på over en time, som jeg kunne have ordnet regnskaber og vasketøj i. Og nej, det er ikke muligt at multitaske opvask og seksuelle fantasier, for så opdager man, at man i 10 minutter har vasket den samme kop op, og at der er vådt over det hele (!).
Den Lethe tilgang til liderligheden ville være at arrangere et forhold, som fik bugt Den Lethe tilgang til liderligheden ville
være at arrangere et forhold, som fik bugt med den. Problemet med sex er dog, at det er et rusmiddel, der er baseret på ’mere vil have mere’. Jo lettere, det er at få, jo mere tiltalende bliver tanken om at sige arbejdet op og begrave sig i mandearme.

Feromonfest
Dante definerede begær som »besættende kærlighed til andre«. Findes der andre slags? Hvor selvfed og overfladisk en person er man lige, hvis man er mere besat af sig selv, sit arbejde eller sin futon end af den, man er forelsket i – alternativt den, man har svoret at elske resten af sine dage.
Jeg fortæller mig selv mindst en gang om ugen, at nu – lige nu – holder jeg op med at tænke på den p.t. udvalgte, på hans hår eller på væg-nedbrydende sex med ham, og så går der præcis en uge, inden jeg forsøger at kræve forsættet af mig selv en gang til, indtil den dag, den p.t. udvalgte endelig er forsvundet ud af wanke-kammeret. Og jeg kan ånde lettet op i cirka tre dage, indtil den nye udvalgte tramper ind og spreder feromoner ud over min hele koncentrationsevne.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at undgå det. Jeg forsøger virkelig at holde stangen… stand! Holde stand! Host. Nu er det vist også snart sengetid.