Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | 31 | |||||
SoloSannes genkomst
I går blev jeg spurgt, hvorfor min blog hedder SoloSanne, og jeg måtte lige have et par sekunders betænkningstid, inden jeg svarede. Igennem mit hoved fløj spørgsmålet: Har jeg egentlig lyst til at fortælle hvorfor? Og nej, det havde jeg faktisk ikke, men jeg gjorde det alligevel: “Det var mit øgenavn i skolen.”
Min manglende lyst til at fortælle det kom helt bag på mig selv. Nu har jeg i årevis holdt foredrag om mobning og i mange sammenhænge fortalt om, hvordan jeg blev mobbet som barn og teenager. Jeg troede, at det var et emne, jeg nu kunne forholde mig helt neutralt til, men alligevel vendte den følelsesmæssige knude i maven tilbage det sekund, jeg blev bedt om at forholde mig til navnet SoloSanne.
Altså jeg har jo selv valgt at det skulle være navnet på denne blog – og jeg købte faktisk webadressen for mange år siden, for jeg har altid vidst, at jeg ville bruge mit gamle øgenavn til noget sjovt en dag – så jeg synes virkelig selv, at jeg burde være kommet videre.
Men sådan er det bare aldrig med fortidens knuder i maven. De ligger altid et eller andet sted derinde og venter på at genopstå i et uopmærksomt øjeblik.
Offer – fy for foffer
Jeg hader virkelig at skulle fortælle, om at jeg er blevet mobbet. På trods af at jeg fortæller om det rimelig tit – for det synes jeg, at det er vigtigt, at jeg gør. Fordi så mange unge (og voksne) oplever mobning og har brug for at høre nogen fortælle om, hvad det egentlig er, der foregår. Og den opgave har jeg så taget på mig, og jeg er glad for, at mange får noget ud af mine bøger og foredrag.
Men derfor hader jeg det stadig, hver gang jeg begynder på den der AA-agtige sætning: “Mit navn er Sanne, og jeg er mobbeoffer…”
For jeg gider ikke være et offer. At være et offer er det værste i hele verden! Hvis man er et offer, så er man nærmest ikke et rigtigt menneske længere, for man har fået frataget sin evne til at handle – sin autonomi. Og om noget er det vel det, vi definerer os selv ud fra. Det kan godt være, at Descartes sagde; “jeg tænker, altså er jeg.” Men jeg tror, de fleste mere føler det som “jeg handler, altså er jeg.”
Så når man ikke længere kan handle – når det er “de andres” handlinger, der bestemmer over ens situation, så føles det, som om man bliver trukket ned i den snurrende spiral, der opstår, når man lukker vandet ud af et badekar. Man oplever det som, at man er ved at drukne, men de kræfter, der holder en fast, er bare så store, at man ikke kan kæmpe sig fri.
Selvfølgelig er det da din skyld, at tyven stjal din Iphone
Og dén følelse vender tilbage hver gang, jeg bliver konfronteret med min tidligere status som mobbeoffer. Samtidig spædes den op med frygten og usikkerheden. Hvad nu, hvis dem, jeg fortæller det her til, bare sidder og tænker: “Klart, at du blev mobbet. Har du set dig selv!?”
For det værste ved mobning er jo, at det skaber en permanent angst hos offeret, om at man på en eller anden måde selv var ansvarlig for at blive behandlet på den måde. Og der hjælper det da bestemt ikke, at vi lever i et samfund, der i høj grad ønsker at placere ansvar hos ofrene:
Voldtægtsofre har selv været ude om det, hvis de var for letpåklædte. Voldsofre er selv ude om det, hvis de har blandet sig i andres sager. Da jeg havde indbrud, var mit forsikringsselskab meget interesseret i, om jeg nu også havde lukket vinduerne ordentligt. For et åbent vindue er jo det samme som at sige: “Hvis du tager mine ting nu, så er det faktisk lige så meget min skyld, som det er din.”
Jeg ved ikke, hvorfor vi gør det her. Hvorfor vi har så svært ved at placere ansvaret alene hos en gerningsmand – selv i den slags sager, hvor det er så åbenlyst, hvem der har gjort noget forkert.
Men jeg ved, at det bliver virkeligt svært for folk, når billedet bliver mere mudret – som med mobning. For mobning er utroligt svært at gennemskue. Og det er aldrig sort-hvidt, hvis skyld det er. Derfor ender det tit med en “der går jo ikke røg af en brand…”
Og så sidder man som offer og tænker; jamen, så var det jo nok min egen skyld, at jeg skulle svines til hver evig eneste dag i min skoletid.
Du kunne jo bare have ladet være med… at være dig
Nej!
Det er aldrig offerets egen skyld, at andre overskrider grænserne for, hvordan man kan tillade sig at behandle en. Om ikke andet, så har jeg da lært det af at være blevet mobbet i så mange år.
Lad mig give et eksempel: Vi kender alle sammen ham mongolen, der står nede ved busstoppestedet og spiser sine egne bussemænd. Og man frygter hver morgen, at han sætter sig ved siden af en i bussen, og en dag gør han det. Og så ser han på en og siger “aaaøøøhiiiiaaøøø” – med tungen helt ude, fuld af bussemænd.
Har man så ret til at skubbe ham på gulvet? Har man ret til at råbe: “Fuck nu af, dit klamme svin?”
Nej, for selvom hans adfærd er supergrænseoverskridende for mig, så har han faktisk ikke overskredet mine grænser. Han er der bare og gør det, han nu engang gør.
Hvis han nu havde rørt ved mig, eller sat en bussemand fast i panden på mig – så var det en anden sag, for så havde han invaderet mit private rum, så måtte jeg selvfølgelig sige fra (på en nogenlunde anstændig måde.)
Men det gør han ikke, ligesom de fleste af dem, der dagligt bliver mobbet på skoler (og på arbejdspladser) ikke gør andet end bare at være der – og gå nogen på nerverne ved deres blotte tilstedeværelse.
Hvor er fortidens viskelæder, når man har brug for det?
Dét ved jeg nu. Og det er den erfaring, jeg prøver at give videre, når jeg fortæller om mobning. Men trods det, kan jeg alligevel ikke slippe for knuden i maven. For hvad nu, hvis jeg alligevel er så stor en freak, som de sagde dengang!?
Derfor vil jeg helst fortælle en anden historie. Jeg vil helst fortælle en historie om mig selv som en vinder – som den, der handlede og var den seje. Og ganske vist bliver det også lidt den historie, jeg kommer til at fortælle – underdog-historien – om et mobbeoffer, der kæmpede mod uretfærdighederne og “vandt” og sidenhen blev komiker og forfatter.
Men uanset at det så – indtil videre – er blevet udfaldet af min historie, så vil jeg stadig gerne have et viskelæder, der kunne slette min offerfortid, og i stedet give mig muligheden for at fortælle en anden historie; en historie, hvor jeg var den populære, hende alle de andre børn så op til.
Hvorfor betyder det stadig så meget så mange år efter? Aner det ikke, men det gør det altså. De der knuder i maven, de forfølger virkelig en.
Så du skal bare vide, at jeg overhovedet ikke har lyst til at fortælle dig det her. Men nu gør jeg det altså alligevel.
Mobning er et kompliceret spil, og du er bare en brik
For måske er du nysgerrig efter at vide, hvorfor jeg lige fik øgenavnet SoloSanne. Og det er en lang historie – som det jo altid er, når det handler om de mudrede ting som mobning. For der har selvfølgelig været et langt forspil og en masse sociale dynamikker, som gjorde, at lige netop jeg på dette tid og sted blev udvalgt som skolens største mobbeoffer.
For eksempel gik det først for nylig op for mig, at der var en faktor, der må have haft en større indflydelse på, at lige netop min årgang på Ikast Østre Skole gik sådan amok, som den gjorde i start-90‘erne. (Det gik faktisk så meget amok på min årgang – med mig i front som hardcore mobbeoffer – at skolen efterfølgende omlagde hele sin struktur for de ældste klasser.) Nemlig den faktor, at hele byen på det tidspunkt var i dyb krise, fordi tekstilindustrien – som byen var grundlagt på – var ved at lukke ned.
Mange af de voksne mistede deres arbejde (inklusiv min mor). Så der må altså have været kæmpekrise og mange usikkerheder hos de voksne, og det har formentlig påvirket os børn og fået os til at opføre os endnu værre, end vi måske ellers ville have gjort. (Jeg siger det bare med den nuværende krise in mente – børn mærker meget mere, end voksne tror.)
Så jeg kunne godt bruge en masse tid på at fortælle om alt det, jeg nu ved – altså om alle de bagvedliggende faktorer, som jeg har læst mig frem til for at have noget fagligt viden om mobning som socialt fænomen.
Men det ville nok også være lidt en måde at undgå at fortælle om det, der virkelig gør ondt; det der giver knuden i maven. (Jeg kommer i øvrigt nok til at skrive flere blogs om mobning, så på et tidspunkt når jeg sikkert mere rundt om emnet.)
Så i stedet bør jeg vel fortælle den her historie fra barnets synspunkt. Fra den 12-årige Sanne, der rent faktisk oplevede det her.
Det stof drømme – og mobning – er gjort af
Så vi er altså tilbage i 1992. Jeg er i høj grad allerede etableret som mobbeoffer: De andre holder mig udenfor, pigerne fniser af mig bag min ryg, drengene stikker mig en lammer, når de kan slippe af sted med det, uden at lærerne ser det.
Men indtil det her tidspunkt har jeg ikke taget det ret meget til mig. Jeg elsker at gå i skole og lære noget; jeg har en fest med at skrive alenlange stile – også i de fag, hvor man normalt slet ikke skal skrive stil – og jeg har hidtil haft nogle lærere, der også har ladet mig udfolde mig kreativt. Så jeg lytter ikke voldsomt meget til fnisene bag min ryg – og lammerne er ikke værre, end at jeg kan slå lige så hårdt igen.
Men så kommer vi i 6. klasse og skal lave skolemusical. Vi skal spille Oliver Twist, og jeg er helt høj over det. For jeg er vild med at stå på en scene, og jeg ved, at alle de andre år har der ikke været nogen drenge, der har gidet spille de store roller (og alligevel vælger lærerne hvert år en musical, hvor hovedrollen er af hankøn…) Det vil sige, at de store drengeroller på alle tidligere årgange har været besat af piger, og da der heller ikke er nogen drenge – eller piger for den sags skyld – på min årgang, der udtrykker ønske om at spille store roller, tænker jeg, at hovedrollen som Oliver måske kan blive min.
Det siger jeg så til min musiklærer, der står for projektet. Hun nikker venligt og smiler og siger, at hun vil tænke over det. Og jeg tænker, at det er godt, at jeg har lært hjemmefra, at man altid skal gøre opmærksom på, hvad man gerne vil. “For man har jo et nej, indtil man har spurgt,” som min altid siger.
Men måske skulle min mor i stedet have lært mig en anden lektie, en af de vigtigste sociale koder; mobbe-overlevningsregel nr. 1: Hvis du gør opmærksom på, at der er noget, du meget gerne vil, er du alt for nem at ramme. Dine drømme gør dig sårbar!
Den gode, gamle lærerstil: Del og hersk
For min musiklærer tager mine drømme med direkte ind i den klasse, hun er klasselærer for – min parallelklasse – og fortæller om dem, højt for hele klassen. Jeg fik det genfortalt af min veninde, så jeg kan ikke være sikker på, hvad min lærer rent faktisk sagde derinde, men i den genfortalte version lød det nogenlunde sådan her: “Så må en af jer drenge hellere se at få meldt jer til at spille Oliver, for Sanne inde B-klassen tror, at hun skal spille den rolle, og det skal hun ikke, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Hun er forfærdelig, og hun kan slet ikke synge!”
Mit voksne jeg vil virkelig gerne tilgive den lærer. Hun vidste jo ikke rigtigt, hvad hun gjorde. Hun stod formentlig midt i sit livs krise som lærer med en årgang af elever, der var fuldstændigt ustyrlige – for det var vi – og hun var godt oppe i årerne, ikke langt fra pensionen, og havde sikkert ingen ideer om, hvordan hun med sin vaklende autoritet skulle klare at møde de her præpubertære bøller dag efter dag et helt skoleår mere. Så hun valgte diktator-metoden; find en syndebuk.
Men mit 12-årige jeg – det livsbegejstrede barn, der virkelig gerne ville lære, skrive, synge, spille skuespil og leve mine drømme ud, og som just var på vej ind i den hormon-tsunami af usikkerheder og identitetskrise, der rammer i teenageårerne – dét 12-årige barn har meget svært ved at se andet end en dum so af en lærer, der sanktionerede alt det lort, jeg blev udsat for de efterfølgende tre år af min skoletid.
De voksne kan også være… nogle store møgsvin, faktisk
Rygtet spredte sig hurtigt til de andre klasser, til hele skolen: Sanne fra 6.B tror, hun er den næste Sanne Salomonsen. Sanne Solonumsen. SoloSanne. Og det hed jeg så resten af min tid på Østre Skole.
Så det var altså sådan SoloSanne blev født. Og nej, jeg fik aldrig hovedrollen i den musical. Faktisk fik jeg slet ikke nogen rolle i musicalen overhovedet. I stedet skulle jeg sidde bagerst i festsalen og se resten af min årgang øve – indtil jeg på andendagen blev smidt ud fra prøverne af selvsamme lærer, fordi jeg “forstyrrede” (eller mere sandsynligt, tænker mit voksne jeg, fordi min tilstedeværelse mindede hende om, hvor råddent hun havde opført sig.)
Mine to veninder blev i øvrigt smidt ud sammen med mig, og det betød, at vi tre piger som de eneste på hele 6. årgang skulle have normal undervisning. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at ingen af de andre lærere eller skoleledelsen reagerede på det. Det var da fuldstændig absurd, at skolen var nødt til at opretholde undervisningstimer i to uger for kun tre elever.
Men det viser måske meget godt, hvor konfliktsky voksne – selv voksne med pædagogiske uddannelser – kan være, når det kommer til at gøre noget ved mobning.
Årh, nu er du vist også lidt for nærtagende
Nu ved jeg ikke, om du, som læser det her, overhovedet kan fornemme bare lidt af den smerte, der ligger i navnet SoloSanne for mig. For det er jo så utroligt svært at forklare alle de følelser – den store knude i maven – der følger med sådan noget. For de fleste udenforstående er det jo bare et fjollet øgenavn. Mange voksne sagde allerede til mig dengang: “Hold dog op med at tage det så alvorligt, det er jo bare et tilnavn. De kunne have kaldt dig så meget, der var værre.”
Ja, det kunne de – og det gjorde de i øvrigt også – men navnet SoloSanne repræsenterede bare den punkteren af alt, hvad jeg troede, jeg var og skulle være. Lige præcis det navn viste mig, at andre kunne tage alt fra mig – mine drømme, min barnetro, mit inderste væsen.
Og godt nok tog de ikke det endegyldigt fra mig, for jeg lykkedes jo med at finde tilbage til det og komme op på en stand-up-scene og skrive romaner. Så den 12-årige Sanne “vandt” alligevel til sidst – selvom jeg “spildte” pænt mange år på en uddannelse, jeg slet ikke havde lyst til, fordi jeg havde ladet dem lukke ned for den, jeg i virkeligheden gerne ville være.
I øvrigt er den eneste grund til, at jeg fandt ind til den 12-årige Sannes drømme igen, at jeg havde/har uovertruffen opbakning hjemmefra og fra mine venner. Dem, der virkelig knækker under mobning, er dem, der ikke har det. Jeg er ikke stærkere end alle andre, jeg er bare heldig.
Godt set i krystalkuglen, små mobbere
Hvorfor vil jeg så minde mig selv om alt det her og om min tid som offer ved at kalde min blog for SoloSanne? Jeg kunne bare have ladet det navn gå i glemmebogen. I stedet har jeg nu sat mig selv i en position, hvor folk igen omtaler mig som SoloSanne.
Det har jeg selvfølgelig valgt til dels fordi det er en handling at bruge navnet; jeg tager det øgenavn aktivt til mig, og så er jeg allerede lidt mindre et offer.
Men også fordi jeg trods alt har humor nok til at more mig over, hvor meget mine skole”kammerater” allerede dengang havde indset om mig. Af alle de øgenavne, de kunne have valgt til mig (jeg er jo også rødhåret og har fregner og et navn, der rimer på “vandekande”) så valgte de ét, der signalerer, at hende Sanne er en, der går solo.
SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal stå på en scene og blive klappet af. SoloSanne er sådan en, der tror, at hun skal sidde hjemme i sin stue og skrive ting, som andre folk gider at sidde i deres stuer og læse. SoloSanne er sådan en, der går imod strømmen og ikke retter sig ind efter, hvad andre synes, hun skal gøre. SoloSanne er sådan en, der ikke spiller efter reglerne. SoloSanne er ikke bange for at skille sig ud.
SoloSanne er nok tæt på at være den bedste beskrivelse af mig, nogen nogensinde har lavet. Det er da topsjovt!
Og en eller anden dag skal jeg også nok få grinet knuden i maven væk over det.
Kvinder, der rykker. Mænd, der dykker
Noget af det sjoveste ved kønsdebatten i de her år er at betragte, hvordan retorikken skifter, så snart adfærd skifter fortegn. Hvis kvinder pludselig begynder at excellere i noget, mænd traditionelt har ført i, er det er et tegn på samfundets forfald – hvis de er gode i skolen og får uddannelser, så er det, fordi hele skolesystemet er blevet feminiseret (hvilket underforstået er dårligt.) Og hvis mænd på deres side begynder at hente noget fra kvinders banehalvdel – tager barsel og står frem og taler imod prostitution, så er også de blevet feminiserede. Skrækscenariet om den bløde mand fra 70‘erne lever i bedste velgående side om side med angsten for den mandeædende, androgyne kvinde.
Det, der selvfølgelig er det sjove, er, at det en automatrefleks mod forandring. Som min (desværre ret stendøde) soulmate Kierkegaard sagde: Alle vil udvikling, ingen vil forandring.
Så de fleste kan godt holde lange brandtaler om, hvor meget det her samfund har brug for at rykke sig – især nu, hvor vi har krise. Men så snart forandringen begynder, så er det alligevel ikke så fedt længere, så dykker vi ned efter for længst afdøde dyder: Ej, så vil vi faktisk gerne bare tilbage til dengang, hvor kvinder var kvinder, og mænd ikke gad alt det pis.
Patterne op på forsiden
Min avis kører i dag eksempelvis ikke én, men to glimrende eksempler på den her tendens. Først dedikerer de hele forsiden af kultursektionen på at fortælle om et amerikansk produceret koncept, der er beregnet på at få unge mænd til at se nyheder – ved at pakke det ind i vold og afklædte damer og gadgets.
Nu led nogle af os måske af den vrangforestilling, at de fleste nyheder og medier i forvejen var pænt meget rettet mod netop den målgruppe, men det viser sig altså at være helt forkert! Uden at vi har lagt mærke til det, er medierne åbenbart også blevet feminiserede.
At TV 2 Zulu for et par uger siden kørte en ugelang kampagne for PAC – Patter, Action og Comedy – må altså så ses som et udtryk for, at drengerøvene var ved at blive glemt i mediebilledet. Godt, at nogen endelig tager dem seriøst!
(I øvrigt; hvorfor skal comedy altid mases ind i det der drengerøvshelvede af strippere og eksplotioner!? Hele stand-up-genren i Danmark lider i forvejen under, at alle over 25 tror, at stand-up kun handler om pik & patter. Hvad med et at lave et FUC-tema i stedet, Zulu? Forandring, Udvikling, Comedy!)
Masku.. maku… makulering? Hvaffornoget?
Det andet, min avis kørte i dag, var en kronik af sexologen Jakob Olrik. Her brokker han sig over, at kvinder er blevet for maskuliniserede – og det er dårligt, altså når kvinder bliver det.
Så bare lige for at opsummere: feminisering = dårligt, maskulinisering = godt. Maskulinisering af kvinder = dårligt, maskulinisering af mænd = godt.
Olrik gør sig altså i dagens Politiken til fortaler for, at vi skal have feminiserede kvinderne igen, så ringen er dermed sluttet: maskulinisering af mænd, skoler og samfundet generelt = godt, feminisering af kvinder og kødgryder = godt.
Nu er det ikke, fordi alt hvad han siger er direkte idiotisk. Egentlig pakker han sine reaktionære meninger meget pænt ind i en medlidenhed med den stressede, moderne kvinde, der ikke giver sig selv lov til at dovne og nyde livet (som i øvrigt ifølge Olrik også er maskuline dyder, men dem har kvinden altså ikke taget til sig – hun har kun maskuliniseret sig til stress og jag.)
Så lad os tage den straks: ja, moderne kvinder er formentlig latterligt meget mere stressede, bekymrede, deprimerede og angste end tidligere tiders kvinder.
Men – og det er med stort – MEN; det er en del af prisen for frihed!
Og jeg tror meget få kvinder har lyst til at blive svuppet tilbage i afhængighed af mænd for at slippe for at betale den pris – for omkostningerne er høje, men det er lønnen også. Helt bogstaveligt talt; vi får rent faktisk løn for det, vi laver nu!
(Og ja, den løn er stadig ca. 20 procent mindre, end den mænd får for det samme arbejde, og det kunne vel ikke tænkes, at det var en forklaringsfaktor for noget af kvinders stressbelastning, kunne det Jacob Olrik? At man som kvinde er nødt til at præstere mere end mænd for at opnå den samme fortjeneste? Og såfremt det er virkelig er en maskulin værdi at dovne og nyde livet, er det så måske noget, der er opstået som resultat af, at man får mere i løn for samme arbejde?)
Hvem der bare blev bollet i røven af Don Draper
Anyway, som sagt er Olrik egentlig ude på en – på overfladen – meget sympatisk mission; at få kvinder til at være mere kvindelige og slappe mere af, så vi alle sammen kan få mere kærlighed. Hvem kan være imod det?
Det kan jeg altså. For først og fremmest virker det mistænkeligt meget, som om ordet kærlighed i denne sammenhæng i virkeligheden er mere lig med “stabil forsyning af omsorg og fisse for mænd.”
Jeg er lidt i tvivl, om hvad kvinderne skal have ud af den kærlighed, udover selvfølgelig mandens stærke arme at hvile ud i. (Jeg er også i tvivl om, hvad kvinden ville have brug for at hvile ud efter, eftersom at betingelsen for at nå hen i bemeldte arme er, at hun først lærer at slappe af. Skal hun hvile ud der, efter hun har slappet af!? Og er mandens arme i øvrigt overhovedet klar til at tage imod hende, når kvinden har slappet af hele dagen, og han har stresset af sted med at forsørge dem begge?)
Olrik skriver: “Inderst inde drømmer vi om at være kærester på samme måde som dengang i de hotte 1950’er. Dengang myndige mænd blev tiltrukket som magneter af blødt kurvede, milde og rummelige kvinder.”
Øh, gør vi? Jeg er ikke i tvivl om, at nogle mænd elsker den 50’er-fantasi, der pt bliver fremstillet i Mad men-serien. Fordi de her (forhåbentligt få) mænd drømmer sig tilbage til en (fiktiv!) simplere tid, hvor mænd var tavse og myndige, og her er kvinderne nede på alle fire (ja, altså TV2 forholdt sig allerede for snart 30 år siden til den her problematik, og det faktisk lidt er pinligt, at der stadig popper mænd op og synger teksten uden strejf af Steffen Brandts ironi!)
Men igen, jeg har svært ved at tro, at ret mange kvinder ser Mad men og tænker: “Ej, gid det var mig, der ikke havde andet indhold i livet end mand og børn.”
Hey, jeg er mere end bare patter og andre bløde kurver
Olriks kronik er et fantastisk eksempel på, at nogle mænd virkelig ikke ønsker at forstå kvinders ståsted. Hvor er det egentligt sindssygt, at disse mænd kan tro, at kvinder bare går og drømmer sig tilbage til en tid, hvor kvinder havde det af helvede til; hvor de var umyndigtgjorte og ikke kunne udfordre sig selv gennem andet end mor- og hustrurollen.
Selvfølgelig, når det er sagt, drømmer mange sig jo i disse år tilbage til simplere liv og ser Bonderøven på tv. Og der findes sikkert også nogle kvinder (som ikke har sat sig ind i tingene) der fantaserer om at blive helt fri for ansvar, når det bliver for hårdt, og som sukker efter en mand til at samle alt ansvaret op. Men det er jo ikke det samme, som at kvinder generelt går rundt og ønsker den tid tilbage.
Jeg hverken kan eller vil tale for alle kvinder, for jeg tror der er rigtigt mange forskellige bud på, hvad kvinder drømmer om i dag – helt fra dem, der gerne vil gå derhjemme med børnene til dem, der gerne vil lede Danfoss, til dem der vil male til dem, der vil være der for andre osv osv osv. Og når det kommer til parforhold og børn er der vel også uendeligt mange forskellige drømmescenarier.
Personligt drømmer jeg om en mand, der kan rumme, at jeg også er et menneske. En mand, der ikke leder efter en kvindelig kvinde, men efter mig.
Jeg vil jo heller ikke have en mandlig mand, jeg vil have dét menneske med dén pik, som jeg finder allermest fascinerende – netop som menneske og som seksuelt væsen.
Og indtil videre har alle de mænd, jeg er faldet for, også været mænd med god kontakt til deres feminine sider. For interessant nok, så er feminine og maskuline værdier og egenskaber jo altså ikke medfødt sammen med bryster og nosser. De er up for grabs, vi kan alle tage så meget – eller så lidt – af dem, som vi vil.
Hvad om vi delte vand, vind og femininitet ligeligt?
Olrik har ret i, at vi pt lever i en meget maskuliniseret verden. Altså hvor de maskuline værdier hersker – som tempo, selvtillid, præstation, mens vi undertrykker de feminine værdier – følsomhed, og nærvær (og af en eller anden grund bliver han ved med at bruge udtrykket “sarthed”, som mest af alt lyder som en virkelig grim vægfarve.)
Men det er altså ikke bare kvinder, der undertrykker dem, det er samfundet som hele. Og det hjælper da bestemt ikke, at vi snakker om “feminisering” som et negativt ladet ord.
Skal det så virkelig være kvindernes opgave alene at genfinde de feminine værdier i et udpræget maskulint samfund?
Hvis vi antager, at det overhovedet kan lade sig gøre (hvilket det ikke kan, for vi er temmelig afhængige af den kultur, vi lever i, og selv de mest feminine kvinder får nok svært ved at gå barfodet rundt og dele blomster og følelser ud til personalemødet.) Så ville resultatet af, at kvinder igen blev mere kvindelige blot være, at samfundet kom til at stå helt stille – alternativt, at vi rykkede et par årtier tilbage rent udviklingsmæssigt.
Jeg er fuldstændig enig med Olrik i, at det ville være dejligt at få nogle flere feminine værdier i fokus, men de er nødt til at være der over det hele og ikke kun hos kvinderne. Og som sagt, jeg ser rigtigt mange dejlige mænd med god kontakt til deres feminine sider – nærværende, omsorgsfulde og bevidste om deres følelser.
Jeg synes, det er så fedt at leve i en tid, hvor vi kan dele og bytte de her værdier, så vi ikke hele tiden er forpligtet til kun at være den hvide eller kun den sorte side af yin-yang-ikonet.
Så kan du lære det, mand
Når det er sagt, så er de her mænd, jeg falder for, som er er i enormt god kontakt med deres feminine sider, ikke altid så pokkers interesserede i mig. Og det er nok et udtryk for den anden side af Olriks beklagelser. Jeg er nemlig en af disse maskuliniserede kvinder, der stormer frem på alle mandens traditionelle baner. Og det tror jeg faktisk, mænd har lidt svært ved at håndtere.
Olrik beskriver selv, hvordan han bliver irriteret og såret over at blive brændt af sin date, som har for travlt med sin karriere til at gå op i, hvordan han føler. Og hvor frustrerende det er, at hun hellere vil fokusere på sine egne interesserer i stedet for på at skabe familie med ham.
Hvis jeg – som kvinde – havde skrevet et kronik-forslag til Politiken, hvori jeg beklagede mig over, at en mand brændte mig af for sit arbejde, ikke var interesseret i at høre om mine følelser og ikke ville lave familie med mig… ja, så tror jeg sgu ikke, de havde trykt det, du.
Jeg tror den var røget over i what else is new-puljen. Det er jo sådan, mænd altid har behandlet kvinder – og i øvrigt stadig gør. Forskellen er bare, at nu gør kvinder det også. Nu vil kvinder måske også hellere have identitet gennem deres arbejde og deres venner end gennem deres familie. Er det partout en dårlig udvikling?
Og er det, at mænd også gerne vil have identitet gennem deres roller som kærester, ægtemænd og fædre ikke også en ret god udvikling? Det er da skønt med mænd – som Olrik – der står ved, at det er det, de vil.
Så hvorfor bliver det her altid tegnet så negativt op? For jeg ser det altså snarere som et udtryk for, at vi allerede er vokset enormt meget som mennesker og som kultur; at vi allerede har taget og givet meget af hinandens traditionelle roller og er ved at dele de feminine og maskuline værdier godt imellem os.
Det er da ikke, fordi dine frikadeller ikke er gode, Karsten, men…
Okay, jeg har selvfølgelig et bud på, hvor skoen trykker. Den trykker nemlig ret hårdt om pikken.
For ligesom udadvendthed og initiativtagning er maskuline værdier, er afventning og modtagelse feminine værdier, og det er vel svært (for kvinder som for mænd, men nok især for mænd) pludselig at befinde sig i den afventede position, når man er vant til altid at styre tingene.
Pudsigt nok snakker Olrik og mange andre i dagens samfund meget om, at kvinder skal være bedre til at slippe kontrollen. Men hvad nu, hvis det samme gælder for mænd? Hvad nu hvis, at samfundsudviklingen faktisk betyder, at det er mændene, der fremover kommer til at stå halvdelen af gangene med en fantastisk, planlagt middagsdate og modtager en opringning fra kæresten, der lige er kommet til at gå spontant i byen med pigerne!?
Alle kvinder har prøvet at stå i dén situation – og jeg tror efterhånden også de fleste (især yngre) mænd er ved at have prøvet det. Jeg kan simpelthen ikke se, at det er en begrædelig udvikling, at begge køn har et andet liv end deres partner.
Selvfølgelig skal vi stadig respektere den partner, og det vedkommende gør – for os og for sig selv. Men at tro, at løsningen er, at det igen er kvinderne, der står og venter, følelsesladede og nærværende på en virkelysten myndig mand, der er ude og gøre en forskel i verden, det er, undskyld mig, simpelthen at lukke lort ud! Med lort på.
Men hvad nu med Udkantsdanmark?
Og hold nu op med den der fanden, der altid bliver malet på væggene i de her situationer. Olrik holder nemlig trumfkortet og smider det; for grunden til, at det er frygteligt, at kvinder ikke er kvindelige mere, er nemlig de utroligt mange singler i dagens Danmark (og kvinder, der får børn uden – gisp – en mand.)
For singler er ligesom brudte familier jo stadig et tegn på, at det hele er ved at gå nedenom og hjem – godt nok ud fra nogle ret altmodische kristne ideer om til døden os skiller-kernefamilie, men stadig! Så derfor kan man altid i en presset situation komme ud af diskussioner med at true med, at dette og hint vil føre til flere brudte familier.
Og?
Helt ærlig, er vi ikke efterhånden gamle nok til at lade være med at dæmonisere fraskilte, enlige forældre og singler? At mange ikke lever i en traditionel kernefamilie behøver altså ikke at være et udtryk for en negativ spiral af sædernes forfald – det kan også bare betyde, at mennesker stiller kvalitetskrav til deres liv.
Jeg er personligt godt træt af at høre om alle problemerne med den singlekultur, som jeg jo er en del af. At der er for mange veluddannede singlekvinder i storbyerne og for mange ufaglærte singlemænd i Udkantsdanmark. Og det er underforstået, at det er et problem – et problem, jeg er delvist ansvarlig for, så det er vel nærmest min pligt at fedte min veluddannede popo fra København til Esbjerg for at samle en forsmået og fyret havnearbejder op for at rette op på den ubalance.
Det gider jeg sgu da ikke!
Ej altså, så skal jeg ligesom gøre en indsats for kærlighed, øv!
Og der tror jeg, vi har Olriks problem i en nøddeskal: Kvinder i dag vil hellere være alene, end de vil nøjes med en tilfældig mand. For den luksus kommer der nemlig af uafhængighed.
Hvilket vil sige, at hvis mænd i dag ikke vil være alene, må de til at oppe sig – hvilket pudsigt nok ikke er så fandens forskelligt fra, hvordan det altid har været, i gamle dage skulle mænd også præstere noget, hvis de ville have en ordentlig kone (og medgift.)
(Den eneste forskel fra dengang til nu, er, at overskudsmænd i gamle dage blev brugt som kanonføde i krig og ikke fik mulighed for at skrive indlæg i aviser om, at der ikke var nogle damer til rådighed til dem.)
Og det vil også sige, at de mænd, der i dag har så travlt med at jamre over kvinders manglende kvindelighed (læs: kvinders selvstændighed) måske i stedet skulle bruge energien på at lære sig ikke at se kvinder som én ting; som en samlet masse af kurvede former og kontrolbehov – og i stedet begynde at se ind i de helt unikke mennesker, hver kvinde er indeni.
Forventelige reaktioner på feminisme
I mange år har jeg været virkelig træt af at være feminist. Eller lad mig lige omformulere det; jeg er naturligvis ikke træt af at mene, at alle mennesker uanset køn (seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse og kæledyrspræferencer) skal have lige rettigheder, muligheder og i øvrigt ikke jordes på grund af deres køn (eller på grund af deres seksualitet, religion, alder, hudfarve, handicap, ørestørrelse eller kæledyrspræferencer.)
Men jeg har været træt af reaktionerne, jeg får på at sige, at jeg er feminist. Fordi de er så fucking forudsigelige, at min sjæl dør en lille smule, hver gang skal have den der deja vu-båndsløjfe-fornemmelse af at starte forfra på Feminisme ono-o-one med en eller anden ignorantus, som ikke ved helt basale ting om mennesker og samfundet.
Forventelige uvidende reaktioner kommer godt nok ikke kun i forbindelse med diskussioner om feminisme, men jeg vil anslog, at i hvert fald halvdelen af de gange, min sjæl tager pistolen frem for at skyde sig selv i hovedet, har emnet været ‘noget med køn’.
Hvis Blachman taler, og ingen hører det, findes han så?
Pt kører for eksempel en meget forventelig reaktion på den feministiske kritik af DR2-programmet Blachman, og den reaktion viser egentlig så fint, hvorfor det er så trættende at forsøge at diskutere køn i det her land (i den her verden).
Det første forudsigelige, der skete var, at der kom en pressemeddelse ud om programmet, hvor det var helt tydeligt, at DR og Blachman havde brugt rigtig god tid på at finde de mest provokerende buzzwords for at tirre så mange feminister så muligt – fordi feminister desværre også er ret forudsigelige; forstået på den måde, at de fleste feministiske organisationer ikke bare kan sidde stille og lade være med at kommentere på kvindenedgørende ting.
Jeg foreslog engang en ægte rødstrømpe den enkle løsning: “Kan I ikke bare ignore idioterne!?” Og hun så helt underlige ud i hovedet og sagde: “Det kan vi da ikke!”
Og selvfølgelig kan man det, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler, at de ikke kan. For hvis alle bare bliver trætte som mig og trækker sig fra debatten, får idioterne så ikke frit spillerum?
Måske gør de det, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det nogle gange kan være smart at aflure, når de her idioter altså bare er ude på at få opmærksomhed – i form af feministisk kritik – og så… lade være med at give dem det.
1-0 til uforudsigelighed.
Sex-brok-sælg
Alle i reklamebranchen ved jo efterhånden, at de tider er forbi, hvor sex solgte i sig selv. Nu er der to muligheder tilbage; enten kamuflerer de sex med humor, så de har et glimt i øjet, når de viser den erotiske kilden med en fjer, eller også – hvis de er larmende uoriginale – går de pornovejen og bruger hele hønen, så de om ikke andet får noget forargelse op at stå.
Et godt eksempel på det her er sodapis-producenten Cult, der med jævne mellemrum lancerer grotesk sexistiske reklamer, fordi de ved, at det giver meget medieomtale, når nogle feminister bliver sure. Fuldstændig samme mekanisme brugte DR i deres omtale af Blachman.
Og så skete der naturligvis to dybt forudsigelige ting: 1) feministerne blev sure og 2) alle (inklusiv feministerne selv) blev vildt nysgerrige for at se det her program.
Især fordi DR blev hjulpet godt på vej af alle dem, der fik meget travlt med at irresætte den feministiske kritik med et “lad os nu lige se, hvad det handler om først.”
Hold nu kæft med det bavl!
Ja, undskyld mig, men det er sgu da for nemt at affærdige reel kritik på den måde. For uh, vi ved jo alle sammen, at man ikke må udtale sig om noget, man ikke ved noget om, ikke? Så derfor er det såre nemt at jorde dem, der begynder på en kritik af noget, inden dette er blevet sendt/udgivet/afsløret. Jeg har ikke tal på de twitter-facebook-papirmedie-kommentarer, jeg har set den seneste uge med variationer over: “Typisk feminister at hidse sig op på forhånd uden at have sat sig ind i sagerne.”
Og så bliver det nærmest sådan helt bagvendt-tydeligt, hvem der ikke har sat sig ind i sagerne, fordi det er jo netop den viden, feminister har – om objektivisering af kvindekroppen og om mandens traditionelle roller som (be)hersker af den – det er den viden, der gør os i stand til at udtale os på forhånd og problematisere, at dette gøres til genstand for et tv-program – især på en licensbetalt tv-station.
(Man tænker nemlig naivt, at DR repræsenterer en højere moral, end de kommercielle kanaler, men når det kommer til at være seertalsliderlige, er DR dog helt på samme højde! (Og ironisk nok ville både TV3 og Kanal5 formentlig have sagt nej, hvis de var blevet præsenteret for et program som Blachman – ikke fordi de har højere moral end DR, men fordi de ville have syntes, at det lød dødkedeligt: “Så der er nøgne kvinder og sexistiske mænd… ja-ja, men er de fulde og knalder i en pool, nej? Nå, så har vi allerede et meget bedre koncept selv, tak.”))
Det pikløse samfund svinger med.. nå ja pikken
I øvrigt er det et af grundlagene i vores medielovgivning, at det er muligt at få nedlagt fogedforbud mod en udgivelse/transmission, så det ikke bliver udsendt, hvis man på forhånd mener, at indholdet kommer til at være imod lovgivningen – i form af injurier osv. Så selvfølgelig skal man kunne kritisere og problematisere et tv-program, inden det er blevet sendt.
Når det er sagt, så ved jeg udmærket godt, at Blachman ikke bryder loven ved at vise nøgne damer og være lummer, men det burde det måske…
Nej, det mener jeg naturligvis ikke. Jeg elsker ytrings- og kunstnerisk frihed, så jeg vil selvfølgelig helst, at vi undgår at lave nogen form for begrænsninger på det, vi må sige – ikke engang på mandschauvinistisk idioti. (Det vil jeg i stedet anbefale, at vi tier ihjel.)
Men en anden nylig feministisk kritik kom i form af udgivelsen af en rapport fra Nordisk Ministerråd for Ligestilling, hvori de henviser til den omsiggribende antifeminisme i samfundet og blandt andet foreslår en skærpet lovgivning over for trusler og detslige, der har udspring i køn.
Dette blev naturligvis, helt forudsigeligt, i mange medier – både de traditionelle og de sociale – udlagt til, at det skal være ulovligt at udtale sig kritisk om feminisme. Underforstået, at den slemme, slemme (svenske) statsfeminisme, der tvinger drenge til at sidde ned og pisse i børnehaverne, snart kommer til Danmark og stjæler den sidste rest af den maskulinitet, der er tilbage i det pikløse samfund, som vi åbenbart ifølge Blachman har udviklet os til
(Og ja, mit eget liv er desværre ret pikløst lige for tiden, men jeg håber da virkelig, at det er forbigående og ikke en reel tendens, for så bliver der sgu frygteligt kedeligt i dobbeltsengene fremover.)
Kender I det, at kvinder bare ikke er lige så meget værd?
Det her er nemlig en anden, og helt typisk reaktion, man får på at sige, at man er feminist; at man bliver behandlet, som om man er medlem af et politisk parti, hvis ideologi kan diskuteres på linje med kontantshjælpsreformen og 2020-planen.
Ikke dermed sagt, at vi ikke kan diskutere de politiske forslag, der udspringer af feminisme, som eksempelvis kønskvoter og lovgivning mod købesex – det er netop politisk. Men at diskutere feminismens grundlag, nemlig at samfundet udadtil er indrettet på mænds vilkår og forfordeler kvinder (og at det indadtil i familien i dagens samfund i høj grad er indrettet på kvinders vilkår og forfordeler mænd), dét er simpelthen så uendeligt trættende.
Desværre er det også den diskussion, jeg oftest ender i, fordi jeg har valgt at være i en så mandsdomineret branche som stand-up-branchen – en branche som i manges øjne tilmed er voldsomt sexistisk. Det er jeg ikke dog ikke enig i – bare fordi mine kolleger laver jokes om kvinder fra en mands synspunkt er det ikke per definition sexisme. Faktisk synes jeg, at det er både vigtigt og også i øvrigt ofte skideskægt at se mænd forholde sig til kønsspørgsmål.
Men jeg kan simpelthen ikke stoppe med at undre mig over, at nogle af mine mandlige kolleger, som virkelig kan blive rasende – grænsende til rødsprængte i øjnene – over racister og dedikere store dele af deres shows på at svine de her KKK-typer til, efterfølgende og uden at blinke kan slå over i en joke, hvori kvinder eller kvindekroppen latterliggøres uden anden årsag end det, at vi er kvinder.
Selvfølgelig skal man gøre grin med kvinder – for vi gør vildt mange dumme ting hele tiden, og vi kan også være store idioter – men nogle gange, når jeg hører de her jokes om kvinder, står jeg for mig selv og indsætter ordet “muslim”, “jøde” eller “neger” i stedet for ordet “kvinde”, og pludselig er joken væsentlig mindre sjov – nu er den bare generaliserende, dum og underbygger en allerede eksisterende fordom (om at muslimer ikke kan parallelparkere, at jøder ikke kan argumentere logisk, og at negere over 30 har lange, klamme patter.)
Se lige ud over din egen pikkemand engang, gider du!
Måske virker det lidt “skide i egen rede”-agtigt at kritisere mine kolleger på den måde, men for mig repræsenterer de bare glimrende den gennemsnitlige danske mand – søde, openminded, intelligente og generelt ikke synderligt nedladende over for kvinder.
Alligevel har de færreste af dem skænket en tanke, at det kan være en fordel at være født som mand. (Ikke alle komikere er dog ubekendte med dette, du kan eks. nyde, desværre afdøde, George Carlin tale om kvinder her.)
Faktisk bliver de fleste mænd decideret sure, hvis man kommer til at sige højt, at deres køn giver dem fordele, som kvinder ikke har – hvilket er endnu en forudsigelig reaktion på feminisme: “Hey, mænd har det faktisk også hårdt.”
Og igen, det undrer mig altså virkelig, at man(d) kan have det sådan. Jeg mener; jeg har venner af anden etnisk herkomst, og jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg er så meget bedre stillet i det her samfund, end de er. Bare det faktum, at min veninde med asiatiske rødder stort set ikke kan gå ned af en gade, uden at nogen råber “thailuder” efter hende, det viser da, at hun oplever så mange fordomme og begrænsninger, som jeg som vinterbleg-året-rundt dansker aldrig nogensinde kommer ud for. Hvis hende og jeg var oppe imod hinanden til et job, vi var nogenlunde lige kvalificeret til, og jeg fik det, ville jeg da for evigt spekulere over, om det var vores hudfarver, der gjorde udslaget.
Hvorfor kan mænd ikke se det samme med kvinder? Hvorfor kan de ikke se, at vores kroppe konstant bliver objektiviseret? At vi jævnligt bliver hånet og nedgjort alene på grund af vores køn?
Mor skal nok klare den, når far er sådan et fjols
Igen; jeg kan da også godt se den gigantiske fordel, jeg har af mit køn i forhold til eksempelvis børn. Hvis jeg fik børn, ville min status som mor være uendeligt højere, end en mands status som far. Og af den grund kunne jeg aldrig drømme om at svine en mand til, hvis han beklager sig over, at han ikke kan få forældremyndigheden over sine børn. Jeg synes Foreningen Far er en genial organisation. Flere af den slags, tak!
Men hvorfor kan mænd ikke se det den anden vej? Hvorfor bliver de så vrede over kvinder og organisationer, der gør opmærksomme på de uretfærdigheder, der er over for kvinder i samfundet?
(Hvis du er i humør til lidt deprimerende læsning om bare nogle af uretfærdighederne – i form af vold mod kvinder – så læs den her klumme. Og hvis du læser kommentarerne også, vil du i øvrigt se en fjerde helt klassisk reaktion på feminisme, nemlig “øh, det er faktisk lige så slemt at være mand, ja, vi får også tæsk hele tiden, nå!”
Man bliver så træt! Det er sgu da ikke det samme, din store, fede ….! At gå i byen og få et par på kassen – af andre mænd! – er sgu da ikke det samme som, at kvinder udsættes for systematisk vold og undertrykkelse i deres eget hjem af den mand, der traditionelt set har haft råderet over dem – og stadig har det mange steder i verden.)
Det er vel også kvindernes skyld, at det er kvindernes skyld
Jeg vil så nødig slå ind på det spor, der handler om, at der er en antifeministisk højredrejning i gang i samfundet, fordi 1) der er skrives mange virkeligt gode blogs om det her i forvejen (tjek evt. Mandfjols) og 2) jeg bliver så uendelig trist over, at svaret på de ovenstående spørgsmål skulle være, at mænd bare hader kvinder. At der skulle være en eller anden freudiansk kastrationsangst, som gør, at mænd føler trang til jorde os med bryster i angsten for at miste deres egen eksistens.
Og så kommer Blachman ind igen med alt dens forudsigelighed udi afmaskuliniseringen af mændene – og hvordan det er kvinders skyld. Jeg har allerede brugt mange linjer her (og her) på debatten om feminiseringen af folkeskolen, og her er fuldstændig den samme retorik: Det er kvindernes skyld, at mændene har det hårdt.
Uden dog selv at have set Blachman morede jeg mig meget over gengivelsen af, hvordan han for eksempel får det gjort til kvindernes skyld, at samfundet er blevet pornoficeret…
Okay så. Hvis det skal forståes på den måde, at skylden ligger hos de kvinder, der lidt for velvilligt tager deres tøj af i alle mulige og umulige sammenhænge – ikke mindst i Blachmans eget tv-program – så kan vi da godt sige, at det er kvindernes skyld.
Men hvis vi absolut skal placere skyld – og det skal vi jo, for det er åbenbart trenden i dag; ingen vil tage ansvar, alle vil placere skyld – kunne vi så ikke lægge bare lidt af skylden for pornoficeringen hos det køn, der rent faktisk stadig køber, at sex sælger!?
Faktum, fordom – blabla, hvad er forskellen?
Og ja, nu lægger jeg selv op til endnu en forventelige reaktion på feminisme, nemlig, at jeg generaliserer omkring mænd – og at vi feminister derfor er lige så slemme, faktisk værre, end alle andre, fordi vi påstår, at vi arbejder for at fjerne generaliseringer, og så går vi selv rundt og laver dem: “Ha ha, hvad med dig selv, feministfisse!”
Så døde min sjæl helt, så er der simpelthen ikke mere feministisk kampgejst i mig, jeg er færdig. Jeg orker ikke snakke med mennesker, der ikke kan se forskel på generaliseringer på baggrund af statistisk og videnskab og generaliseringer på baggrund af fordomme:
Kvinder kan ikke argumentere = fordom.
Mænd er hovedforbrugere af porno = statistisk faktum.
Mænd er dårligere forældre = fordom.
Kvinder er dårligere stillede end mænd på stort set alle områder af samfundet = statistisk faktum.
Mænd er pikløse = fordom.
Kvinder er dårligere end mænd til at parallelparkere = statistisk faktum, der dog udløses af en fordom. (Hvis du altid får at vide, at du er dårlig til noget, vil du automatisk blive dårligere til det – det kaldes priming, og det har Malcom Gladwell blandt andet skrevet om i en virkelig dejlig bog, som jeg har henvist til før, men jeg bliver ved med at gøre det, indtil du har læst den! (I øvrigt kan man diskutere, hvad der rent faktisk ligger bag statistikken. Ganske rigtigt laver kvinder statistisk set flere parkeringsskader end mænd, men kvinder bruger formentlig også oftere bilen til ærinder, der indebærer parkeringer.))
Jeg tager Jørgen Leths bøger, som jeg vil
Yderligere en forventelige reaktion på feminisme er desværre også en af de rigtigt slemme; nemlig at den feministiske kritik aldrig bliver taget til efterretning. At vi protesterer og argumenterer og fremlægger statistikker og rapporter fører i bedste fald til et skuldertræk, i værste fald sker præcist det modsatte af det, feministerne forsøger at få igennem.
I tilfældet med Blachman skete der det, at en masse ikke-feminister blev gjort opmærksomme på programmet på grund af kritikken. De besluttede sig derfor for, at de ved selvsyn ville danne sig deres mening om det her, som feministerne nu havde hylet op om (som jo også var det, DR havde satset på.)
De her ikke-feminister ser så programmet, men forholder sig ikke til den feministiske kritik, i stedet forholder de sig til programmet “på programmets præmisser,” som de vil kalde det, når de eksempelvis anmelder det for deres avis.
Nøjagtig det samme skete med Jørgen Leth-sagen, dengang han udgav sin bog, Det uperfekte menneske, hvori han skriver at om tage kokkens datter, som det passede ham.
I stedet for at forholde sig til det, der egentlig var den feministiske kritik; nemlig det udtryk for den hvide mands udbytter-seksualitet, der blev fremstillet. Så blev bogen læst og anmeldt af flere, end hvis Goethe var opstået fra de døde og havde udgivet en ny bog, og Jørgen Leth som kunstner blev taget i forsvar – og nogle gik i den anden grøft og hadede ham og kaldte ham en gammel gris. Og begge dele var for så vidt fuldstændigt ligegyldigt, for det var bare afsporinger, det var egentlig slet ikke det, den feministiske kritik oprindeligt handlede om; den handlede om mandens seksualitet.
Kvinden er et sexobjekt og/eller en heks
Hvilket er nøjagtig det samme der sker med Blachman nu. Den feministiske kritik forsøger at problematisere den maskulinitetsopfattelse og seksualitet, som Blachman og programmet repræsenterer, men i stedet kommer hele debatten nu til at handle om ham som person (og det havde Blachman sikkert også satset på.)
Anmeldere forholder sig til programmet “på programmets præmisser”, nogle synes endog at det er et originalt koncept (og ingen tænker over, at de ikke ville have skænket dette “originale koncept” to linjers avisplads, hvis det ikke var for den forudgående hype.)
Og midt i alt den forholden sig til tingene på “tingenes præmisser” forsvinder den feministiske kritik altså ud af billedet. Det er nærmest en lille “ja, nu hvor damerne har sagt deres forudfattede fnidder, så kommer de seriøse mænd m/k på banen og forholder sig til det virkelige indhold.”
Men det var det virkelige indhold, den feministiske kritik gik på. Programmet skriver sig jo ind i en lang tradition for kun at betragte kvinden på to måder: at se kvindekroppen som et objekt og at anse kvindesjælen som værende skyld i alverdens ulykker.
De monoteistiske religioner har gjort det her i over 2000 år, grækerne og romerne før dem, og i dag fortsætter vi så – som totalt hoved- og historieløse ignorantusser med den fremstilling af kvinder. Og når feminister formaster sig til at gøre opmærksom på det, så bliver den forventelige reaktion at se os som oversensitive og hysteriske, samt at lade være med at tage kritikken alvorligt. For pudsigt nok kan feministisk kritik ties ihjel, mens idioti åbenbart ikke kan.
Det er derfor, jeg så sjældent orker at diskutere det. Bare det at så mange mennesker i den her verden slet ikke vil anerkende, at der er et problem; at kønnene stadig er langt fra ligestillede.
At være slave er mit eget valg, som slavehandleren traf for mig
Jeg forestiller mig, at det må være sådan slavemodstanderne havde det for 200 år siden. De gik også dengang rundt i en verden, der var vildt uretfærdigt skruet sammen, men samtidig mødte de stort set kun mennesker, der nød godt af uretfærdigheden og derfor – underligt nok – ikke kunne se problemet.
Og ikke engang alle slaverne selv kunne se problemet, for mange af dem havde jo aldrig prøvet andet. De havde ikke fantasi til at forestille sig en verden, hvor de rent faktisk blev betragtet som individer på lige fod med andre – hvor deres sjæle og kroppe var deres egne, og hvor dét blev respekteret.
Hvilket leder mig hen til den sidste forventelige reaktion på feminisme, som også er den, der gør mest ondt, nemlig alle de kvinder, der ikke kan se problemet. Alle de kvinder, der modarbejder feministiske tiltag – hvadenten det er tiltag for at skabe bedre forhold for kvinder eller for mænd.
Voksne kvinder, der kan se mig direkte i øjnene og sige, at de aldrig har oplevet andet end, at de er helt ligestillede med mænd og to sekunder senere fortælle om en klam mand i bussen, der tog dem på røven. Kvinder, der mener, at man får løn som forskyldt – uanset om det gælder på arbejdsmarkedet, eller hvis man har en nedringet bluse på og bliver voldtaget. Kvinder, der med næb og kløer forsvarer deres bastion som den førende forældre, fordi om ikke andet, så har de da det.
Kvinder, der formentlig dybest set, bare er mere trætte i sjælen end mig. Trætte af konstant at blive mindet om, at vi er født ind i en verden, hvor vi bliver set som andenrangsmennesker, bare fordi vi er dem, vi er. Og derfor virkeligt gerne vil lade, som om at alting nok skal ordne sig, som gerne vil tro, at hvis man bare smiler nok, arbejder hårdt nok og ikke kæfter op om uretfærdigheder i tide og utide, så får man en fair chance.
Kvinder, der virkelig tror på, at alle idioter og alle problemer kan ties ihjel.
Og jeg kan mærke, at min sjæl også længes efter den tro. Den vil så gerne have fred, den er træt, den gider ikke flere idioter. Den orker ikke at starte diskussionen om køn op fra scratch for 10.000. gang, hver gang jeg taler med nogen om det.
Men mon ikke også slavemodstanderne nogle gange bare havde lyst til at skyde sig i hovedet, når nogen begyndte på en eller anden fordomsfuld smøre a la “slaver er slet ikke egnede til at tage vare på sig selv”!?
Og de vandt kampen. Ikke bare på kort sigt, men også i eftertidens opfattelse af slaveri som værende dybt forkasteligt. Mon kønsrelateret vold, ulige lønforhold og mødredyrkelse om 200 år vil blive betraget på samme måde? Jeg håber det, håber det virkeligt helt ind i min trætte, trætte feministfissesjæl.
Følelsesfejl, -fnidder og -fumlerier
I dag sprang en dame mig over i kundeservice-køen i Føtex. Jeg blev rasende, og sagde ret hårdt: “Det var vist min tur.” Og så møvede jeg ind foran hende og gav jeg den lidt befippede Føtex-medarbejder min bon, så hun give mig de seks kroner tilbage, jeg havde betalt for meget for to mangoer.
Mens Føtesx-medarbejderen slog min bon retur, betjente hun den anden kvinde med den anden hånd, for det viste sig, at den anden kvinde bare skulle have guldmærker (et amerikansk kuponagtigt tiltag for at lokke folk til at komme tilbage og bruge endnu flere penge i butikken (ja, folk i den her sammenhæng inkluderer altså også mig selv, jeg har allerede erhvervet mig helt unødvendigt flere guldmærkede knive og gryder.))
Jeg følte mig så ussel, da jeg gik ud af butikken med mine to poser og seks kroner, og den ene side af mine hjerne prøvede at berolige mig selv; hey, hun sprang faktisk over dig i køen, hvorfra skulle du vide, at hendes ærinde kunne ordnes på to sekunder? Du har vel lov at sige fra.
Men så blandede den anden side af hjernen sig: jamen selvom hun var virkelig uhøflig, så kunne du jo stadig have talt pænt, der er vel ingen grund til at overreagere. Selv Føtexmedarbejderen blev forskrækket, og Føtexmedarbejdere må have oplevet de værste typer mennesker reagere på den værste tænkelige måde, for der er jo altid fucking fejl på deres priser. Nu er jeg faktisk også sur over det. Så skulle jeg stå der i fem minutter og vente, bare fordi jeg havde lyst til mangoer.
Og så tilbage til den første side af hjernen: Slap nu af med de seks kroner, det var jo stadig et godt tilbud, og du fik dine penge tilbage og solen skinner. Fuck, jeg glemte at købe køkkenrulle. Lortesøndag.
Den ukrænkelige regl om tys
Jeg bruger rigtigt meget tankevirksomhed på at analysere mine følelser og reaktioner. Fordi jeg ved, at de er fulde af fejl. Eller fejl er måske ikke det bedste ord, et bedre ord ville være bias, som kommer fra den akademiske verden, og som betyder “skævhed, hældning eller fordom”. Mine følelser er fulde af bias, og mine reaktioner kan derfor tit blive helt forkerte.
Nu kan du selvfølgelig mene, at der er for meget at lægge i en lille reaktion på en i øvrigt helt uacceptabel adfærd; at man holder sin plads i køen er jo en af de små uskrevne regler, der holder Danmark sammen.
Der er en del af de her regler, som udover den åbenlyse fordel af at gøre os alle sammen til politibetjente over for regelbrydere – eksempelvis giver de os retten til at hvæse af folk, der kommer til at tale i stillekupeer, i en grad så jeg er sikker på, at den instinktive reaktion på ordene “jeg bliver kvalt” vil være “shhhh, det er faktisk en stillekupe det her… hør hvorfor er du blå i hovedet?”
Nå, ja, og så gør de små regler det jo også pinligt klart for alle, hvem der er ordenligt integreret i den danske kultur, og hvem der er udlænding/socialt handicappet/psykopat. Mange ikke-danskfødte, dvs. tilflyttere og turister synes for eksempel, det er svært at forstå, at vi kan være så emsige med, at alle skal holde deres pladser i køen, lige indtil der bliver åbnet en ny kasse, for så er det alle mand for sig selv! Og skulle man komme til at vælte en gammel dame omkuld i kapløbet om det tomme kassebånd, så tager alle det med, sådan er reglerne nu engang i supermarked. Det ved vi alle sammen.
Regulative regnestykker
Men grunden til, at den stakkels dame i køen i Føtex fik mit pis i kog var bare ikke, at hun forbrød sig mod de uskrevne regler for køkultur. Det var faktisk på grund af min fryser.
Jeg brugte nemlig i går på at afrime dette monstrum, hvilket egentlig ikke indebærer så meget andet end at tømme frostvarerne ned i fryseboks og slukke på kontakten og så vente på, at alt isen er blevet til vand og kan tørres op. En egentlig ret enkel opgave, som min fryser dog utaknemmeligt valgte at belønne ved at gå i baglås i temperaturmekanismen, så den gik i gang med at bippe gennemtrængende for hvert kvarter natten igennem for ligesom at fortælle, at den altså stadig ikke var nået ned på minus 12. Og da jeg så for ottende gang måtte stå op for at slukke for bipperiet, besluttede jeg, at de frostvarer, jeg nu engang havde, måtte lade livet til fordel for min nattesøvn, så jeg slukkede fryseren helt. Men det var for sent, jeg fik ikke sovet ordentligt igennem og vågnede sur og tvær.
Normalt når jeg har de her underskudsdage, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har sovet ordentligt, så ved jeg godt, at jeg skal regulere for det i min øvrige adfærd. Så laver jeg nærmest et lille regnestykke, hver gang jeg kommer i kontakt med et andet menneske: manglende nattesøvn + ondt i nakken + irriterende mand i bus + det er vinter = ingen reaktion.
Eller: pms + livet + irriterende mand i fjernsynet = gå i seng, indtil det er ovre.
Eller måske en gang imellem: solskin + hundehvalpe + et klamt svin, der tager mig på røven = råb ukvemsord meget højt.
Så var du alligevel fra Jorden
Pointen er, at jeg normalt er bevidst om mit følelsesmæssige bias, når det kommer til manglende søvn. Jeg er også som regel godt klar over det, når det skyldes lavt blodsukker. Og de formentlig 800 andre kropslige funktioner, der regulerer mit humør, er jeg godt nok ikke bevidste om, men forsøger dog alligevel at mærke efter i mavsen, om jeg svinger over eller under mit “normale” humør, så jeg kan regulere ind efter det.
Jeg glemte det bare i dag. Og sådan er det jo indimellem. Ligegyldig hvor god jeg bliver til at lave regnestykkerne og regulere for mine humørudsving, så har jeg bare dage, hvor der ikke er styr på det. Dage, hvor jeg overreagerer. Måske ligefrem dage, hvor jeg underreagerer (det tvivler jeg dog på.) Og sådan er det jo med alle mennesker indimellem, så igen i dag har jeg konstateret, at jeg er helt igennem menneskelig, og det er jo sådan set meget rart at vide, for der er da dage, hvor jeg tænker, at de burde sende rumskibet tilbage efter mig – jeg passer tydeligvis ikke ind.
Er der så mere at sige om den sag, mit lille følelsesmæssige snap i Føtex? Ja, for det er så langt fra alle, der tænker sådan her. Jeg læste engang i en psykologibog, at de fleste faktisk aldrig tænker over, at de selv svinger i humør. De går bare altid ud fra, at det er andres skyld, at de har det, som de har det.
Et godt eksempel på det her er en historie en af mine mandlige bekendte fortalte. Han brokkede sig en dag over, at hans kæreste gennem 10 år hver 21. dag, helt punktligt, ville blive rasende over et eller andet, han havde gjort, selvom han gjorde præcis det samme de resterende dage om måneden.
PMS og andre kliché-fortællinger
Ja, det var en rigtig “women; can’t live with them, can’t ovulate on my own”-historie. Kvinder er præmenstruelle og bliver sindssyge, og det kan mænd så mødes og bygge fællesskab op på at grine af. Og oftest bliver jeg bare irriteret på mænd, der fortæller den slags historier, fordi jeg synes, det er så fucking kliché at snakke om – ligesom du kun vil se det hvide i mine øjne, hvis du begynder med “hun har mange sko”, “han ser ligesom ikke, at der er støv” og selvfølgelig den altid vindende favorit: “han slår ikke brættet ned.”
Men lige den her gang ramte historien mig faktisk fra en anden side, fordi jeg havde læst den der psykologibog. Pludselig syntes jeg ikke længere, at historien var hverken “ha-ha-kvinder-er-umulige”-sjov eller, at den var banal og irriterende. Nej, nu synes jeg faktisk, at den er dybt foruroligende, faktisk ret skræmmende.
Tænk lige over det her engang: Der er altså tale om en kvinde, der igennem 10 år har reageret på samme måde hver evig eneste måned, vi snakker altså rask væk +120 gange den samme reaktion her. Og hun har på intet tidspunkt overvejet at koble hormoner og reaktioner sammen!?
Nu skal det siges, at jeg selvfølgelig ikke ved, om hendes kæreste bare finder på – eller det kan ligefrem være, at hun rent faktisk forsøger at regulere ind, så godt som muligt, men at han bare er en kæmpeidiot alle månedens dage, og hun kun giver efter for det én enkelt dag om måneden.
Men han lod jo heller ikke til at tænke mere over det. Jovist, han havde luret, hvad der var den virkelige årsag til hendes vredesudbrud, men han havde ikke skænket det en tanke, at den slags faktisk kan reguleres.
Tilsyneladende i disse menneskers parforhold og i deres verden, er følelser noget, der opstår, som man naturligvis må reagere på – og det helt proportionelt med hvor store følelserne er.
Så tror jeg lige, at jeg så meget bedre
Jeg bliver bare altid nærmest helt bange for menneskehedens udviklingsmuligheder – hvor skal det hele dog ende? – når jeg hører den slags historier, når jeg møder den slags mennesker.
Jeg selv og de mennesker, jeg har valgt at have i min private omgangskreds, er nemlig ikke sådan, og det er selvfølgelig en farlig og naiv lille sæbeboble at leve i; at gå rundt at tro, at alle mennesker arbejder dybt med dem selv, bare fordi vi gør det.
Men det tror jeg bare nogle gange.
Fordi jeg har så svært ved at forestille mig, at man kan have lyst til at leve et andet liv. Jeg har så svært ved at forestille mig mennesker, der ikke har brug for at vide, hvorfor de gør, som de gør.
Men ak ja, jeg ved selvfølgelig godt, at de findes – i hobetal, desværre. De mennesker, som jo også gerne ynder at fortælle mig, at jeg tænker for meget over tingene. Og så bliver jeg temmelig bekymret, for hvis vi ikke engang kan finde ud af at lære af os selv… kan vi så nogensinde lære af hinanden, af historien? Er vi så ikke bare dømt til at gentage alle fejltagelser? Og der er det jo ikke mindst de følelsesmæssige fejl, der er farlige. Det er eksempelvis krænkede og sårede følelser, der fører til mord og krig.
Og måske startede de følelser bare med en dårlig nats søvn. Eller måske startede de i køen i Føtex, men uanset hvad er det da værd at tænke over, om de følelser reelt har noget med resten af verden at gøre. Og ikke mindst om resten af verden også behøver bøde for dem.
Men ja, det her er jo bare sådan, jeg føler, og måske er det at skrive den her blog så bare en overreaktion på min overreaktion i Føtex-køen. Men jeg føler mig i hvert fald bedre tilpas nu… og den følelse, hvad er den mon så?
New reality
“Interessen for reality-tv er faldende,” fortalte en af mine veninder forleden. På den der yeah-verden-er-alligevel-bedre-end-jeg-troede-måde, og jeg nænnede næsten ikke at briste hendes illusioner. Men jeg endte nu alligevel med at gøre det, for jeg er en klodsmajor og kan aldrig holde min kæft i den slags situationer.
Hendes begejstring var bare for høj, hun troede simpelthen, at vi snart ville begynde at se virkelig virkelighed på tv igen, fordi seertallene for Paradise og Big Brother åbenbart er faldende (jeg har i øvrigt ikke tjekket, om hun har ret i dette, for jeg kunne personligt ikke være mere ligeglad med, hvor mange der ser – eller ikke ser – den slags. Folk må sgu selv om, hvad de vil bruge deres dyrebare tid på.)
Men hun regnede med, at den tendens vil betyde, at vi snart slipper for uinteressante navle- og i andre kropsåbninger-pillende reality-stjerner, der intet har at byde på udover mavemuskler, der gør sig godt i HD.
Det sidste kan hun muligvis have ret i. Mætningsgrænsen for pæne, men uintelligente mennesker på tv må efterhånden være nået… (tror du på det!? Næ, ikke rigtigt vel?) Men det betyder jo ikke, at tv pludselig bliver befolket af virkelige mennesker med virkelige problemstillinger. Nej, det betyder bare, at ordet “reality” bliver newspeaket endnu engang.
Husker du Hade-Hanne?
Jeg elsker George Orwell, og jeg hader, at han har fået ret i mere end halvdelen af sin forudsigelser, om hvordan vi vil opføre os – ikke i 1984, men i dag. En af hans sikre træffere er, at alle ord mister deres oprindelige betydning, fordi offentlige myndigheder og kommercielle foretagener bare beslutter sig for at bruge dem modsat; newspeak.
(Her kunne man, helt i ånden fra 1984, jo også nævne det groteske i at have en forsvarskommando, hvis primære formål er at angribe fjendtlige mål i ørkenlande. Skal vi ikke bare kalde det Krigskommandoen, det lyder da så meget sejere!?)
Sådan lagde tv-branchen ud, da den lancerede reality tilbage i slutningen af 90‘erne. “Her er virkeligheden,” lovede de: “Virkelige mennesker i virkelige situationer.”
Og jeg købte den skam i starten. Jeg sad klistret til skærmen til første sæson af Robinson og hadede Hade-Hanne, fordi hun – udover konstant at sige irriterende ting – havde valgt som sit personlige bidrag til livet på en øde ø at medbringe et makeup-sæt, mens andre havde fiskegrej og falckudstyr med. Sikke en selvoptaget mokke, tænkte jeg, og det blev kun yderligere bekræftet af den “virkelighed”, jeg så mandag efter mandag.
Men så kom anden sæson og tredje sæson og alt muligt andet reality-tv herunder Big Brother (som godt og grundigt voldtog Orwells kreative copyright på den titel. Men det var jo ironisk nok stadig helt i ånden fra hans bog.)
Og samtidig med den nye bølge af reality startede jeg selv på Journalisthøjskolen og begyndte at forstå de mekanismer, der er i spil, når man laver tv. Eller rettere: når man iscenesætter virkeligheden med det ene mål for øje at narre seerne til at tro, at det er virkelighed, de ser.
Et par år efter første sæson af Robinson læste jeg desuden et interview med Hade-Hanne. Deri fortalte hun, at ikke alene havde TV3 kun valgt at bruge de klip med hende, hvor hun fremstod irriterende, det var også tilrettelæggerne på Robinson, der havde bedt hende om at tage makeup-sættet med som den personlige ting. Hun ville hellere have haft akvarelmaling med. Og det var da muligvis et lige så jammerligt bidrag til overlevelse på en øde ø, men det var i det mindste hendes egen idé – og dermed et mere sandfærdigt og virkelighedstro udtryk for hendes person.
Pointen er; at jeg måske godt kunne have hadet hende uden TV3’s hjælp. Men nu føler jeg bare klam skam over, at jeg lod mig narre til at hade hende på grund af noget, som jeg slet ikke ved, om er sandt.
Den altid redigerede virkelighed
Så klipper vi lige lidt i tid, for det gør vi jo os, der fortæller historier; vi snyder med tidskoderne og springer frem og tilbage i handlingen, så dem, der ser og læser vores historier føler, at de faktisk får fortalt en historie og ikke bare en masse ligegyldigheder i tilfældig rækkefølge.
For selvfølgelig er vi nødt til at redigere i virkeligheden for at kunne fortælle om den på en interessant måde, det er klart. Mange bliver bare chokerede, når de opdager, hvor meget der egentligt bliver klippet, instrueret og dirigeret på tv. Tror du eksempelvis nogensinde, at en politiker selv har foreslået journalisten fra TV-Avisen, at han eller hun tager en gåtur ned ad Christiansborgs gange og sætter sig bag sit skrivebord, mens de filmer!? Eller tror du journalisten har bedt politikeren om at gøre det, så der er nogle brugbare billeder at lægge under speaken!?
Det er et minilillebitte eksempel på iscenesat tv-virkelighed, men når det er så grundlæggende et element for bare at kunne fortælle en helt basal tv-nyhed – det tv-program, der i øvrigt bryster sig af at have højst sandhedsværdig – hvor gennemsyrende er det så ikke i alle andre tv-programmer, der ikke har en form for journalistisk selvjustits? Altså hvor iscenesat er virkeligheden i de tv-programmer, der ikke får problemer, hvis de kommer til at hyre demonstranter til at stå med bannere og holde en fake-demonstration? Eller hvis en journalist påstår, at han er på vej ud af Irak med de sidste soldater og ikke er det!? (Og hvis andre tv-nyheder end ovennævnte ikke bliver afsløret i at være iscenesatte, er det så, fordi de ikke er det, eller fordi ingen tjekker det?)
Virkeligheden er ikke virkelig nok
Anywho, jeg klipper i tid, til da jeg skiftede fra at være bag kameraet til selv at stå foran det. Jeg medvirkede for nogle år siden i et program på Zulu. Der blev vi lovet af tilrettelæggerne, at det ikke skulle være reality men et comedy-program, vi var med i, men så endte det vist et sted midt imellem.
Egentlig havde jeg som udgangspunkt intet imod, at vi som deltagere også blev set i “virkelige” situationer, for det var faktisk med til at gøre programmerne sjovere.
Problemet var bare, at ingen af de situationer, vi blev filmet i, var virkelige. Alting var iscenesat. Fra om vi skulle gå til højre eller venstre, til om vi skulle holde en “ureglementeret” pause – og ja, også til, hvordan vi skulle reagere, og hvad vi skulle sige. Og det var her, det blev skummelt.
For selvfølgelig forventede jeg iscenesættelse. Selvfølelig forventede jeg at blive kylet ind i situationer, tilrettelæggerne have tilrettelagt for derefter at skulle forholde mig til dem. Alt andet ville have være underligt og dårligt forberedt tilrettelæggerarbejde.
Det, jeg ikke havde forventet, var dog at blive bedt om at sige og gøre bestemte ting, jeg aldrig selv ville have fundet på at sige eller gøre. Og det, jeg slet ikke havde forventet, var at blive klippet ind i sammenhænge, hvor jeg faktisk sagde og gjorde noget helt andet.
Jeg husker med gru det første afsnit, hvor jeg for sjov og med meget affekteret stemme i en dialog med en af de andre deltagere lavede en parodi på en hysterisk kælling, og tilrettelæggerne i programmet så efterfølgende valgte at klippe det således, at min parodi så ud til at være min reelle respons på den besked, vi lige havde fået i programmet.
Jeg var rasende og forlangte en forsikring om, at det aldrig ville ske igen, hvis jeg skulle fortsætte i programmet. Og måske vidste tilrettelæggerne godt, at de var gået over stregen, eller måske var de bare seriøst bange for, at jeg ville iscenesætte et tilrettelæggermassemord, i hvert fald undskyldte de og rettede ind – og i resten af programmerne slap jeg for at blive klippet ind i forkerte sammenhænge.
Faktisk slap jeg næsten helt for at blive klippet med i programmet.
For ret hurtigt vidste det sig, hvad tilrettelæggernes problem med mig egentligt var. Jeg var nemlig castet som pige i det her program, og derfor havde tilrettelæggene helt sikkert forventet – og skrevet i deres manus – at pigen skulle være lettere hysterisk og fnisende og bange for de farlige ting, og i stedet havde de altså fået mig, som fjoller rundt, råber højt og altid går forrest, når det kommer til at prøve vilde ting. Ergo kunne de ikke bruge den virkelige person, mig, jeg passede ganske enkelt ikke ind i den virkelighed, de havde tilrettelagt.
Virkeligheden optagelse 4
Den erfaring har jeg desværre efterfølgende gjort flere gange i tv-branchen, og som en, der elsker nytænkning og også selv at se anderledes mennesker gøre anderledes ting, bliver jeg egentlig ret ked af, at tv-mediet ikke er mere villig til at tage chancer og vise os en mere broget og sjovere – og virkelig! – virkelighed.
Men som journalistuddannet ved jeg også godt, hvad det handler om. Det er tidspresset, og det er kontrolbehovet. Det er skrækken for at stå på en optagelse og ikke vide, hvad du får med hjem. Hvad nu, hvis de personer, du skal filme, slet ikke gør noget, der virker godt på tv. Hvad nu, hvis de slet og ret er kedelige!?
Den angst fører så til, at man lægger meget stringente planer for, hvad der skal ske – man skriver et manus, punkt for punkt. Et manus der er lige så detaljeret som et filmmanus – og den sammenligning er faktisk glimrende, for når man står derude på sin tv-optagelse med et komplet manus i hånden, så er det jo også meget nærliggende at komme til at overlappe lidt mellem fiktion og virkelighed. Så hvis tilrettelæggerne ikke lige får den kommentar, de havde planlagt at få, må de jo bare bede de medvirkende om at komme med den – de instruerer med andre ord virkeligheden.
Og hvis de medvirkende er marginalt mere tv-egnede, end jeg er, så kommer de også med de kommentarer, tv-tilrettelæggerne gerne vil høre, så de er sikre på ikke at blive klippet ud af programmet og sikre på at blive stemplet som samarbejdsvillige og sikre på at komme på tv igen en anden gang.
(Derfor er jeg heller ikke så tit på tv. Fordi jeg er monsterbesværlig og altid insisterer på kun at sige og gøre ting, jeg rent faktisk har lyst til at sige og gøre – selv med kamera på. Verdens dårligste strategi for at komme frem i tv-mediet, men det er min strategi, og jeg er stolt af den! … eller alternativt; jeg er slet og ret en klodsmajor og dårlig til at fake.)
Gammelt bræk, nyt slogan
Tilbage til udgangspunktet, hvis du kan huske det; altså newspeak og reality-genren.
Oprindelig var reality altså et bud på en genre, der viste os virkelige mennesker, men snart blev det klart, at ikke alene var omstændighederne omkring dem ekstremt iscenesatte, men efterhånden blev deltagerne også så dygtige til at iscenesætte sig selv, at de blev decideret professionelle i at fake at være “virkelige” personer.
Så i dag ved alle tv-seere, at reality betyder alt andet end virkelig. Og derfor min venindes begejstring for udsigten til denne genres snarlige afvikling: Et håb om snart at få aflivet det iscenesatte og få mere reel virkelighed på skærmen.
Men ak, ind på scenen træder i stedet new reality. Og ligesom Danske Bank med deres new standards, der lugtede langt væk af gammelt opkast på ny flaske, har også new reality den der vamle stank af det gamle, bare kamufleret bedre.
Nu kalder realitygenren sig i stedet missions-tv eller ligefrem dokumentar-tv. Nu skal vi se kendte, men virkelige mennesker; Peter Mygind, der slås mod mobning eller Bubber, der roder rundt med almindelige mennesker i ualmindelige situationer, eller Susanne Bjerrehus, der overværer nogen have sex.
Og det er alt sammen noget, der virkeligt sker! Ikke!? For alle de her begivenheder ville jo have udspillet sig helt således, selvom der ikke var tv på, eller hvad?
Faktisk er det mere reelle spørgsmål: Ville de overhovedet have fundet sted, hvis der ikke var et kamera?
Jeg blev i hvert fald godt gammeldags gal i skralden på andres vegne, da jeg læste den her historie om, at de unge mennesker, der medvirkede i Myginds Mission følte sig sat i bestemte, forudbestemte roller af tv-folkene og slet ikke kunne kende sig selv i programmerne.
Altså én ting er at udsætte gøglere, politikere og andet fjollefolk som mig for den slags, jeg har jo sådan set selv bedt om det, når jeg medvirker i tv-programmer, men unge mennesker… nej, faktisk er alderen underordnet, det er heller ikke okay, hvis det er voksne mennesker, man udsætter for det her.
Pointen er, at disse medvirkende er mennesker uden forudsætning for at vide, at de kun er blevet bedt om at medvirke, fordi de på overfladen ligner nogle, der passer til nogle prædefinerede roller i det manus, som tv-tilrettelæggeren har skrevet hjemmefra. Samt at tilrettelæggeren som en anden Susanne Bier-wannabee har tænkt sig at stå og dirigere virkeligheden, indtil han får den historie med hjem, han havde forventet – ingen overraskelser, ingen virkelighed, kun en masse medvirkende med dårlig smag i munden. Og en portion seere lullet ind i troen på, at denne gang var det ægte mennesker, de så på.
Men hey, det er jo godt tv, så fuck da virkeligheden! Og op i røven med sandheden, for findes der overhovedet nogen, der giver en skid for den længere!? Kan vi ikke lige så godt begynde at kalde den noget andet; jeg foreslår new truth.
At like eller ikke at like
Facebook gør både folk lykkelige og ulykkelige. Det var en nyhed i min avis den anden dag. Ud fra et journalistisk perspektiv en lidt spøjs vinkling på en historie – at noget både er godt og skidt – journalister plejer ellers kun at gå efter, at det skal være skidt med skidt på. Men så viser det sig ved nærmere læsning, at selv det, at facebook gør folk lykkelige, er et problem, de bliver nemlig for lykkelige, og så er vi tilbage på rette spor, sådan rent journalistisk i hvert fald.
Kort fortalt bliver vi ulykkelige, når vi ser andres statusopdateringer, fordi vi føler, at andre lever federe liv og har mere succes. Til gengæld får vi et selvtillidsboost, hver gang andre liker vore egne statusopdateringer, og det fører – i hvert fald i følge en amerikansk undersøgelse – til, at vi træffer ufornuftige beslutninger som at spise mere kage.
Vi bliver altså maniodepressive og tykke af facebook.
Og som sædvanligt i den journalistiske verden påpeger man dette massive problem, som potentielt kan ramme os alle – i hvert fald de små tre millioner af os, der er på facebook – uden at komme med bare et enkelt forslag, til hvordan vi så rent faktisk undgår problemet. Det ligger ligesom mellem linjerne, at hvis man vil bevare både sit sunde sind og slanke krop, så må man lukke sin profil hellere før end siden.
Det er så rigtigt det der
Sådan er journalistisk nu engang. De seriøse medier påpeger problemerne nu, og om et halvt års tid kan dameblade og B.T. og Go’morgen Danmark (og TV 2’s hjemmeside, som lader til at være blevet til i en form for parringsleg mellem de tre) så følge op med en ”Ti gode råd til at undgå at blive tyk og maniodepressiv af facebook.”
I den forbindelse hives eksperter ind. Først de seriøse eksperter, som rent faktisk har forsket i det her. Hvilket typisk indebærer noget med at sætte 247 mennesker foran en computer og bagefter lade dem vælge mellem kage eller frugt, og hvis det så viser sig, at der er en større andel af dem, der har brugt deres computertid på facebook, som vælger kage, så konkluderer forskerne så, at facebook fører til fedme. Og det var altså de seriøse eksperter…
Men når de mindre seriøse medier tager over, og vi skal indføres i, hvordan vi undgår problemerne, så kommer de selverklærede eksperter på banen; coaches og psykotereapeuter. De dukker op på skærmen og siger alt det, vi alle sammen godt ved i forvejen, tit bare i nogle lidt smartere formuleringer.
Og det er jo altid meget rart at høre en såkaldt ekspert sige det, vi allerede ved – så vi kan føle os kloge og indsigtsfulde – og så i øvrigt fortsætte vore liv som hidtil. Uden ændringer! For det faktum, at de kloge mennesker lige har sagt det, vi allerede ved, er jo i sig selv et bevis på, at vi allerede gør det rigtige.
Selvom vi også godt ved dette; at alt det, vi ved, ikke nødvendigvis er det, vi gør.
Pyh, skal jeg virkelig gøre alt det!?
Selvfølgelig er det lige den ene detalje, som disse eksperter aldrig bekræfter os i. For hele deres funktion som eksperter på tv ville jo blive voldsomt undergravet, hvis de gjorde opmærksom på, at det at lægge sit liv og sine vaner om, nok kræver lidt mere arbejde end bare at følge de fem råd, man kan nå omkring i et indslag i Go’morgen Danmark.
Det er også derfor rådene altid er så banale. Eksperterne har ikke råd til at begynde at komme med de farlige råd; dem der kræver, at vi virkelig skal tage os sammen. For selvom vi selvfølgelig også godt ved dette; at forandringer kræver disciplin og hårdt arbejde – så har de færreste af os brug for at høre det henover morgenkaffen: ”Skatter, hvis du vil holde med at ryge, så bliver det latterligt hårdt, du kommer til at hade dig selv og resten af verden undervejs, du vil formentlig tage på og tillægge dig tre-fire nye dårlige vaner i processen, og sandsynligvis falder du i mange gange, før det lykkes. For sandheden er, at dem, det lykkes for at lægge deres liv og vaner om, er dem, der bliver ved med at prøve, selvom de fejler gang på gang.”
Råd nr. 1: gå ud og gør noget nyt
Hvad har det så med facebooks påvirkninger af vores psyke at gøre? Ikke så meget bortset fra, at jeg forudsiger, at der vil komme en pæn portion eksperter på skærmen (hvis der ikke allerede er og har været det da!? Undskyld min uvidenhed på området, men jeg følger ikke altid så godt med.) Og eksperterne vil fortælle os, hvordan vi 1) kan undgå at bruge så meget tid på facebook og 2) kan undgå at blive påvirket psykisk af det, der sker på facebook – fordi 2) allerede forudsætter, at vi fejler med 1).
Formentlig vil rådene til 1) være, at man tager sig nogle dage hver måned, hvor man slukker mobil og computer og bare er tilstede i nærværet i nuet. For det er det nye mantra indenfor selvudvikling, og igen noget, vi alle sammen godt ved, men de færreste af os gør.
Eller lad mig omformulere det: Ingen gør det her med vilje, men vi gør det alle sammen, når der sker noget spændende.
Man kan bare ikke planlægge sig til, at nu vil man opleve nærvær og kvalitetstid og familiehygge og romantik. Man kan godt gøre omstændighederne mere optimale – hvilket selvfølgelig er grunden til, at eksperterne foreslår os at gå offline – men sagen er jo, at hvis man selv under optimale omstændigheder alligevel tjekker sin mobil i stedet for at se sin kæreste i øjnene, så er det nok, fordi det, der potentielt kunne ske i cyberspace, bare er mere spændende. Kort sagt; dit liv offline er kedeligt!
Så det svære råd, det farlige råd til at bruge mindre tid på facebook er at gøre dit irl mere spændende.
Råd nr. 2: lad facadedyret gå fallit
Det er nok en livsomlægning, de færreste har kræfter til. Hvilket faktisk bare underbygger det næste problem 2); nemlig at facebook påvirker os negativt. Når vi nu godt ved, at vi ”bare kunne tage os sammen” til at leve et mere spændende liv, kommer vi jo i den grad til at få det dårligt, hver gang andre opdaterer fra et mere spændende liv – ergo andre kan godt tage sig sammen.
Og naturligvis bliver vi lige så opløftede, når det er os, der har gjort noget spændende og andre har bekræftet os i det med et lille like – ergo jeg kunne godt tage mig sammen (til at bage den kage eller springe faldskærm eller whatever, jeg tilsyneladende ikke rigtigt har gjort alligevel, hvis ingen har liket det.)
Så hvordan undgår man at få det psykisk dårligt af facebook? Man holder op med at være et fucking facadedyr!
Ja, det var også det farlige råd. Du vil sikkert komme til at se det i en noget mere nedtonet udgave i damebladene, men pointen vil nærmest være den samme: At så længe man kun interesserer sig for, hvordan ens liv tager sig ud, så vil det være utroligt svært rent faktisk at leve det.
Forklaring? At være tilstede i nærværet i nuet er jo kun noget, man er, når man ikke tænker over, at man er det. (Jeg siger i øvrigt ikke, at man ikke må fotografere eller statusopdatere fra sit nærvær. Det tror jeg på sin vis er det moderne menneskes måde at være nærværende på. Det er den der nærværende bevidsthed om, at dette spændende øjeblik er så kort, at jeg hellere må forevige det, så jeg kan nyde det igen senere.)
Problemerne opstår, når man i stedet for bare at nyde øjeblikket – nu eller siden – interesserer sig mere for, om andre vil like det. Og problemerne bliver endnu tydeligere, når man begynder at iscenesætte sit liv efter, om det vil tage sig godt ud i en statusopdatering.
Op ad prestigestigen
Det er der da heller ingen der gør, bare for en skide statusopdatering. Er der?
Tja. For hele den her problemstilling med facebook er jo bare en lille bitte del af et meget større problem; nemlig det ekstremme behov for selviscenesættelse i vores kultur.
Hvis ikke folk allerede iscenesætter deres liv efter, hvad der tager sig godt ud på facebook, så gør de det i hvert fald efter, hvad der tager sig godt ud på et CV.
Jeg har ikke tal på antallet af de samtaler, jeg har haft med folk, som er dybt bekymrede for, hvordan tre måneders arbejdsløshed vil se ud på deres CV. Og jeg siger altid til dem, at de bare skal lade være med at skrive, at de har været arbejdsløse og i stedet skrive, at de har rejst tre måneder rundt i Mellemamerika eller har taget et intensivt kursus i buddhistisk meditation.
Ja, jeg er også god til iscenesættelser (aka at lyve på andres vegne) – jeg er uddannet i kommunikation, og jeg lever af at stå på en scene. Jeg ved godt, at der er stor værdi i at få fremstillet sig selv på den bedst tænkelige måde. Så problemet med selviscenesættelse er jo ikke opstået uden grund. Det er, fordi mennesker, der ligner en succes, også tit får succes/sex. (Hvis du vil læse mere om det, så læs Malcom Gladwells Blink.)
Så altså fuldt forståeligt, at de fleste – inklusiv mig selv i øvrigt – gerne vil have at andre ser en i så positivt et lys som muligt. Men!
Min personlige grænse går, når facaden bliver vigtigere end personligheden. Når selviscenesættelsen bliver en ren iscenesættelse – altså et spil for galleriet. Når alt, man gør, siger og statusopdaterer, udelukkende er ud fra en strategisk overvejelse over, om at andre vil at opfatte en på en bestemt måde – som ikke er i overensstemmelse med den person, man reelt er.
Det lyder avanceret, når jeg formulerer det sådan, men i praksis ser vi det hele tiden: Kvinder, der bruger hele deres intelligens på at fremstå som dumme blondiner. Mennesker, der har trofækærester. Folk, der vælger uddannelse efter prestige og ikke efter lyst – dem med de høje karaktergennemsnit, der søger medicin som første prioritet og jura som anden, selvom de fag altså ligger ret langt fra hinanden – bortset fra på prestigestigen.
Du er sgu stadig god nok indeni
Og pointen med alt det her, hvis jeg har en!? Pointen er, at hvis man vil undgå at få nedtur på over facebook – eller over andres mere spændende liv generelt – så husker man lige på, at det meste er en del af en (selv)iscenesættelse. At nogle gange er dem, der lader til at leve de mest misundelsesværdige liv i virkeligheden dem, der har allermindst selvværd og allermest behov for ydre anerkendelse. Og andre gange er det bare misundelsesværdige mennesker, der lever misundelsesværdige liv. Men det betyder jo stadig ikke, at mit liv er mindre værd.
Reelt set kan man jo bare bruge den følelse – misundelsen – som den sikkert har været beregnet fra naturens side til at lade sig inspirere til selv at gøre spændende ting.
Og når man så gør de her spændende ting, så er det nok også en god idé at huske på, at man gør dem for sin egen skyld, for selve oplevelsens skyld – ikke for at få bekræftelse på, at 1) man er spændende, 2) andre er misundelige, 3) man findes.
For uanset om, man bruger hele weekenden på at ligge i sengen og se lortefilm på netflix (hvilket jeg gør de fleste weekender) eller man bruger dem på romantiske eventyr og faldskærmsspring, så kan man faktisk stadig godt være et unikt og interessant menneske.
Og hvis det ikke er nok for andre – ja, så er det i det mindste nok for mig. Så du behøver ikke like den her blog, det gør ingen forskel for hverken min selvfølelse eller min lyst til kage. (Jeg har nemlig altid lyst til kage.)
Dum, dummere, dreng
Lige for tiden kan man åbenbart ikke diskutere folkeskole og undervisning, uden at visse ”sandheder” bliver gentaget igen og igen og igen: at folkeskolen anno 2013 er indrettet på pigernes betingelser, fordi stillesiddende undervisning kun er for piger, da drenge har for meget krudt i røven til at sidde stille og lære noget.
Der er aldrig rigtigt nogle gode forklaringer på dette fænomen, men oftest ender det på, at der er kommet for mange kvindelige værdier (læs: kvindelige lærere) i skolerne, samt noget med, at de kreative fag er blevet beskåret. (For vi ved jo alle sammen, hvor meget det at lære at strikke og at pølse askebægre op i ler tidligere har haft af betydning for drenges videre uddannelse.)
Og ingen – INGEN – lader til at synes, at de her ”sandheder” halter lidt i koderne. Journalister og politikere tilmed pædagogiske eksperter og undervisere gentager dem rask væk og snakker løs om, hvordan vi dog skal få dæmmet op for det her problem – der i sidste ende fører til, at piger får uddannelser, og drenge falder ud af systemet og bliver tabermænd.
Dummemands-paradoks
Det lader ligefrem til at nogle paranoide mandetyper tror, at det er en form for feministisk hævnaktion over mændenes mangeårige dominans på samfundets vigtige poster; at feministerne således har infiltreret uddannelsessystemet og langsomt hjernevasker småpiger til at overtage verdensherredømmet, mens de lader drengene i stikken.
Men helt ærligt, hvem er det lige, der lader drengene i stikken her!? Er det virkeligt feministerne, der kæmper for, at alle – uanset køn – skal have lige muligheder? Eller er det de andre, dem, der konstant insisterer på at sætte drenge i bås som vilde og uregerlige?
Jeg forstår slet ikke den temmelig paradoksale logik, de her mennesker argumenterer ud fra. For eksempel i den her artikel fra Politiken. Her udtaler to veluddannede karrieremænd sig om, hvor lidt plads der er i skolen til drengene, der jo har krudt i røven – alt imens d’herrer selv på mystisk vis har formodet at dæmpe deres eget røvkrudt længe nok til at klare sig hele vejen gennem skole- og uddannelsessystemet og helt op til toppen, hvor de nu får medietid til at udtale sig om netop dette emne…
Men måske er det faktisk bevis for, hvor meget skolen fejler drengene, at to umiddelbart ret intelligente mænd kan udtale sig så dumt.
Dengang far var… det kan jeg sgu ikke huske
Nu ville de her to mænd måske forsøge at tilbagebevise min påstand – om at nogle drenge jo alligevel lader til godt at kunne begå sig i skolesystemet – med, at dengang de gik i skole i 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne, altså før de kvindelige værdiers/læreres indtog, der var det skam noget helt andet…
Eller var det nu også det?
Jeg er simpelthen målløs over den historieløshed, der hersker i verden i dag. Ikke bare i den her debat, men tusindvis af andre steder. Hvordan kan folk i ramme alvor få sig selv til at udtale sig om nutidige problemstillinger på en måde, så det fremgår, at de ved nul og niks om, hvad der skete i samfundet for bare 30 år siden?
Jeg kunne til nød forstå det, hvis det var unge mennesker, der gjorde det. Der findes jo voksne mennesker nu, der ikke var i live før internettet. Men det er altså ikke disse unge mennesker, der er problemet – tværtimod, de er opfostret på google og wikipedia, de ved sgu godt, at alting har en forhistorie.
Nej, det her er virkeligt voksne mennesker, der udtaler sig, voksne mennesker, der har valgt at gå i en form for selektiv demens, hvor de bare nægter at forholde sig til noget, der skete før murens fald – som om vi aldrig før har haft krige, kriser, arbejdsløshed, terrorisme, brudte familier og stillesiddende undervisning.
Men nu handler det her indlæg jo kun om sidstnævnte emne, så lad mig spørge så direkte, som jeg overhovedet kan, i helt twitteragtig kortfattethed: Hvornår har skolegang ikke været lig med at sidde stille, læse lektier, række hånden op og vente på, at man blev spurgt!?
De vilde, vanvittige piger
Har den ”udvikling” mod stillesiddende undervisning noget som helst med indtoget af kvindelige lærere/værdier i folkeskolen at gøre? Nej, stillesiddende undervisning har altid været normen, og faktisk var indførelsen af mange af de kreative fag – fag som der efterfølgende er blevet skåret i – jo netop et forsøg på at nytænke skolen, så der var plads til flere typer elever. Før i tiden var der nemlig kun plads til én slags: drenge!
Og selvfølgelig var der ikke plads til alle slags drenge i gamle dage. I den sorte skole var der kun plads til de flittige drenge, der kunne finde ud af at være lærernes kæledægger. De dumme arbejderdrenge, bøvede landboknægtene og stort set alle pigerne var udelukket fra at kunne fortsætte i latinskolen og videre i uddannelsessystemet. Sådan var det bare dengang.
Og faktisk var det også sådan, at man stadig i begyndelsen af 1900-tallet diskuterede, om piger overhovedet hørte hjemme i skolen, fordi de ikke kunne sidde stille, og det var forstyrrende for drengene…!
Ej, lad os lige tage den igen: Sagde jeg lige, at for 100 år siden havde man præcis den modsatte opfattelse af drenge og piger, end den man har i dag? Ja, det sagde jeg!
Historieløshed endnu engang – og totalt manglende indsigt i, hvordan man er med til at skabe nøjagtig den ”naturlige” kønsadfærd hos både drenge og piger, når man så bastant og konstant italesætter den.
Skulle vi så ikke for hedehule… se at få lukket den åndssvage debat om drengenes medfødte krudt i røven, inden den ødelægger mere end den allerede har gjort for drenge i dag?
Emil fra Lønneberg ville spille World of Warcraft
Men hov, drenge er jo vilde og vil gerne lege vildt!?
Ja da, ligesom piger i øvrigt også gerne ville, hvis vi da ellers kunne få lov. Problemet med den forestilling, at det er drengenes ”biologi” ikke at kunne sidde stille og modtage undervisning er imidlertid præcis det; problemet. Og jeg vil gerne adressere det, men det fylder simpelthen for meget til at fortsætte dette indlæg, derfor tager jeg det i et andet.
Men selvfølgelig vil børn da fare rundt over det hele og kravle i træer og smadre ting, hvis de voksne ikke engang imellem trækker dem ned og sidde på en stol. Børn er lavet af ballade, det har de altid været, det vidste Astrid Lindgren, det vidste Freud, det vidste Platon. Men det er ikke det samme, som at de ikke kan opdrages!
Et mere relevant spørgsmål ville være, om vi rent faktisk er interesserede i, at børn i dag skal sidde stille og modtage undervisning på samme måde, som de har gjort igennem 5000 år!? Måske trænger skole(tanke)gangen faktisk til et gennemgribende eftersyn. Men skal det absolut være på drengenes bekostning? Og med alt det kvindelige som syndebuk?
For vi gør absolut ingen børn en tjeneste ved på forhånd at beslutte, at de på grund af deres tissemænd eller tissekoner er bedre i stand til at modtage undervisning på den ene eller den anden måde.
Børn er faktisk forskellige, de er faktisk alle sammen helt forskellige mennesker!
Er det ikke grotesk, at vi den dag i dag – med alt vores historie og viden i bagagen – stadig ikke kan finde ud af at enes om en så lillebitte eksistentiel sandhed!?
Men måske er det virkeligt sådan, at den sandhed kun fremstår så logisk for mig, fordi jeg er en pige og derfor ikke har haft krudt i røven, og det har gjort, at jeg har været i stand til at modtage undervisning og derved udvikle mine deduktive evner.
Måske egner drenge sig virkeligt bare ikke til abstrakt tankegang og stillesiddende aktiviteter… Så forstår jeg bare ikke; hvad fuck har de så gang i med de der timelange strategicomputerspil?
Den biologiske spændetrøje
Dette indlæg er i virkeligheden en meget lang fodnote til et andet indlæg, men du kan sagtens læse dette uafhængigt af det andet. I det tidligere indlæg bitchede jeg blot over det idiotiske i at blive ved at med at snakke om drenges ”biologiske” manglende evne til at sidde stille, som gør, at der ikke (længere) er plads til dem i folkeskolen, og som også skulle være forklaringen på, at de nu bliver tabt i uddannelsessystemet.
Men der er bare ikke én enkel forklaring på, hvorfor det pludselig er piger, der får uddannelserne, og drengene der ikke gør.
Og når det er sagt, er det jo i øvrigt ikke sådan, at ingen drenge klarer sig igennem. Der er bare en højere procentdel af piger i forhold til drenge – og jeg har ikke undersøgt det her, men da der jo samlet set er flere unge, der får en udannelse i dag, kunne det så ikke tænkes, at stigningen hos piger bare er højere end hos drenge…? Gider nogen researche på de tal, please!? Bare inden næste gang en eller anden plaprer løs om, at pigerne møver sig frem på drengenes bekostning.
Men okay, uanset set hvordan tallene ser ud, er det naturligvis stadig et problem, at vi taber nogle af drengene. Men hvorfor gør vi det?
Ikke på grund af ”kvindelige værdier”, men tværtimod på grund af ”mandlige”. Fordi forestillingen om, hvordan man er rigtig dreng modarbejder drengene.
Wauw, var der også kvinder i gamle dage!?
Drenge skal for det første være vilde og uregerlige, når de er små. Det kan vi se i alle daginstitutioner. Og når de voksne – dem, der skulle forestille at være klogere – tager hånd om dette, gør de det ikke ved at give drengene mere støtte og bedre redskaber til at lære at sidde stille og klare sig videre i skolen. Nej, tværtimod taler man konstant om, at der skal flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne til at være rollemodeller for drengene.
At drenge stort set altid gennem historien er vokset op kun omgivet af kvinder, er noget vi i nutidens historieløse samfund har glemt alt om. Der mumles bare noget om, at drenge skam havde maskuline rollemodeller i gamle dage i form af mændene, der gik ude i marken. Mmm, ja, for hvis der var noget, man helt sikkert virkeligt dyrkede i de gamle landbrugssamfund, så var det at lade småbørn rende uledsaget rundt og se på voksne mænd, der arbejdede!
For resten arbejdede kvinderne også tit i markerne i gamle dage, tit med småbørn på ryggen eller ved siden af sig (ja, børnene arbejdede også dengang, hvor er det vildt) så forskellen på maskuline og feminine rollemodeller har sgu nok allerede dengang været defineret ud fra andre ting.
Dengang landbrugssamfundet så brød op, og folk flyttede ind til byerne blev det her jo endnu tydeligere, for da tog farmand af sted til fabrikken hver morgen klokken meget tidligt og kom hjem meget sent, og alle børnene voksede op i baggårde kun omgivet af kvinder, gårdsangere og tosser.
Kan du ikke huske den scene i Barndommens Gade, hvor de leger far, mor og børn? Hvor drengen får at vide, at han – faren – skal stå i hjørnet og vente, indtil hun – moren – er færdig med al husarbejdet og børneopdragelsen (alt det sjove!) Ingen af dem ved, hvad faren laver, de ved bare, at han er totalt fraværende. Alligevel, trods den totale mangel på maskuline rollemodeller, lykkedes det stadig nogle drenge at få en uddannelse dengang. Men det var selvfølgelig kun de privilegerede drenge, der fik det. Arbejderklassens drenge skulle jo bare ud og være arbejdere og fraværende fædre, ingen brød sig dengang om, hvad de lærte i skolen. Lidt ligesom med pigerne, der jo bare skulle føde børn og skrubbe gulv eller være til pynt som Maude fra Matador.
Drenge skal lære at være drenge…
Så tilbage til problemet med de mandlige rollemodeller i daginstitutionerne. Jeg er ikke uenig i, at drenge har brug for mænd i deres opvækst. Men sgu da ikke ud fra den tåbelige logik, som man i dag bruger som argumenter for det. I dag snakker man om, at man skal have mandlige pædagoger, fordi de kan spille fodbold og slås med drengene. De kvindelige pædagoger er åbenbart alt for stillesiddende. Kan du se ironien!?
Man snakker konstant om drenges ”biologi”, om drenges naturlige behov for at boltre sig, men dette ”naturlige behov” bliver åbenbart undertrykt, hvis der kun er kvinder til stede. Hvordan biologi og natur så let kan undertrykkes, er der aldrig nogen, der svarer på. Desværre.
Folk har gennemgående meget travlt med at fastholde, at mænd skal have lov til at være mænd og kvinder skal være kvinder, og feministerne skal holde op med at undertrykke folks naturlige behov med forslag om øremærket barsel og den slags. Og det undrer mig altså meget; hvis de her behov virkelig var så naturlige, så ville det vel også være ret svært at undertrykke dem, ikke!? Lidt ligesom Freud var inde på med vores naturlige seksualitet, der på trods af overdreven undertrykkelse gennem historien altid er sluppet fri og/eller skabt voldsomme neuroser.
Men måske mener disse mennesker, at det vil skabe neuroser hos det mandlige køn pludselig at få mulighed for at være sammen med deres børn, ligesom kvinder måske vil blive neurotiske over at få den samme løn for det samme arbejde. (At mange af kvinders tidligere psykiske lidelser – blandt andet hysteri – måske snarere kan forklares med deres følelse af manglende værd, og at mange af mænds problemer – vi kalder dem ikke psykiske problemer, for dem har mænd jo ikke – måske snarere skyldes de rigide rammer, maskulinitet holdes i, og som ikke giver plads til omsorg og kærlighed, det snakker vi ikke om!)
Løsningen er en del af problemet
Men de mandlige pædagoger i daginstitutionerne – for at vende tilbage til dem – skal altså spille fodbold og slås med drengene for at opfylde drengenes naturlige behov for denne adfærd. Burde det ikke være omvendt?
Hvis vi virkelig ønsker at give drengene en chance i skolen, skulle de maskuline rollemodeller, så ikke netop lære drengene, at det også er mandligt at lære noget? At man skam er rigtig dreng stadig, selvom man sidder stille og læser bøger. Og skulle de kvindelige pædagoger måske så ikke også lære pigerne, at det også er okay at kaste det pæne stillesiddende pigede over styr og møfle rundt i mudder engang imellem!?
Problemet er jo indbygget i ”løsningen”. Jo mere, vi fortæller drenge (og piger) at drenge og mænd ikke kan sidde stille, jo mindre kan de jo sidde stille fremover. Og omvendt for piger.
Og det er så, det de hører, mens de stadig er helt små. Hvad så når de bliver ældre og begynder i skolen og faktisk skulle til at bruge nogle af de redskaber, som de ikke har fået? Ja, så venter der endnu en omgang maskulin værdimodarbejdelse af deres chancer for at klare sig.
Det er jo ikke sejt for drenge at klare sig godt i skolen i dag. Det er knapt nok sejt for pigerne. Man er generelt en stræber, hvis man har styr på sine lektier og følger med i timerne. Det her må være en kulturel rest fra dengang, hvor alle de normale børn hadede på de to drenge, der var lærernes kæledægger og fik alt opmærksomheden og alle chancerne for videre uddannelse. I dag er det bare en underlig mobbeadfærd – hvis vi da ikke skal gå ind i en længere udredning om, at vi som samfund har det en smule problematisk med folk, der klarer sig godt – aka Janteloven.
Stræber-bøsserøv
Piger finder dog i dag mere identitet i at klare sig godt i skolen end drenge gør. Derfor er stræber-mærkatet ikke så slemt for piger som for drenge. Piger forbryder sig jo ikke mod deres ”natur”, når de sidder stille og passer deres ting. Drenge er nærmest bøsser, hvis de gør det.
Den er svær at løbe fra, og der er ingen hjælp at hente fra de voksne – det er jo de voksne, der har fundet på, hvordan man er rigtig dreng. Og børn er ikke så dumme, at de fortsætter med en adfærd, de voksne ikke værdsætter. Det er faktisk nærmest det, opdragelse går ud på – at pille uønsket adfærd ud af børn.
Problemet er jo selvklart, at når man indirekte – og faktisk også temmelig direkte – siger til drenge, at det er uønsket adfærd, at de opfører sig som pigerne gør, så vil de selvfølgelig ret hurtigt lure at gøre noget andet.
Drengene har altså ingen rygdækning; de har stort ingen mandlige rollemodeller, der viser dem, at det er okay at lære noget, og de har ingen opbakning fra kammeraterne (eller fra de voksne), hvis de forsøger sig med det alligevel.
De drenge, der klarer sig bedst i skolen, har antageligt den rygdækning. Uden at have noget statistisk belæg for det her – andet end at børn af veluddannede mennesker har det med selv at blive veluddannede, den såkaldte sociale arv – så gætter jeg på, at drenge fra hjem, hvor faren tager stor del i at lære sønnen at lære, der får drengene de redskaber, der skal bruges til at klare sig gennem et uddannelsessystem.
Få dig en uddannelse, tøs!
Jeg er selv fra en ufaglært arbejderfamilie, der var ingen bøger i mit hjem, da jeg voksede op. Min far læste aldrig nogensinde lektier med min bror, men min mor læste tit med mig – og hun læste selvfølgelig også med min bror, men det var, som om hans opmærksomhed var noget sværere at fange. Indtil min far endelig kom hjem fra arbejde og tog ham med ud at spille fodbold. (Han tog også mig med, for modsat min bror gik jeg faktisk til fodbold, men den åbenlyse biologiske fejlkodning lader vi lige være for nu.)
Jeg er også vokset op til lyden af begge mine forældre, der i kor siger: ”Sanne, du skal have en uddannelse, du skal have en uddannelse.” Jeg husker aldrig, at de sagde det til min bror. Under alle omstændigheder har jeg i dag en lang videregående uddannelse (som jeg ikke bruger) og min bror har ”kun” en håndværkeruddannelse (som han heller ikke bruger.) Vores uddannelsesniveau siger selvfølgelig intet om kvaliteten af vores respektive tilværelser, men pointen er blot, at min bror er en af de unge mænd, der ikke har fået en ungdomsuddannelse, og jeg er en af de piger, der har.
Selvfølgelig kan min anekdotiske opvækst ikke bruges som forklaring på noget som helst. Det er meget vigtigt at huske på i en debat om køn, at bare fordi vi alle sammen har et køn, så er det ikke statistisk grundlag for en skid. Men det er alligevel meget sigende, at min generation af piger – os, hvis mødre oplevede rødstrømpebevægelsen – er blevet tudet ørerne fulde med, at vi skulle få os en uddannelse, mens drengene… ja, hvad med dem?
Lektor Blomme var stærkt motiverende
Mit bud er, at vi glemte dem. At vi på en eller anden måde regnede med, at drengene nok skulle klare sig. Fordi vi så på det samfund, der var dengang og konstaterede, at der var mænd alle vegne, så de havde nok et ”naturligt” drive for at klare sig. Så derfor var det kun pigerne, der manglede ekstra motivation (mod vores åbenbart naturlige behov for at fede den.)
Og så glemte alle, at det ikke har været spor naturligt for drengene at klare sig i skolen, det har bare altid tidligere kun været drengene, der er blevet motiveret til det. Både gennem direkte opfordringer fra deres fædre og lærere, men også indirekte af først og fremmest at vokse op i et samfund, hvor kun mænd kunne sidde (stille) på betydningsfulde stillinger, så drenge allerede tidligt forstod, at de var mere ”egnede” til dette end pigerne – samt dog ikke mindst en forestilling om, at hvis man som mand ville frem i denne verden, måtte man altså sidde stille og svede over sin latin. (Det er faktisk præcis handlingen i Det forsømte forår.)
Så når drenge i dag ikke kan sidde stille, er der absolut intet naturligt og biologisk i det. Tværtimod er det snarere et resultat af en idiotisk stirren sig blind på en naturlig biologisk forklaring, der koster dem mulighederne for at vise, hvor dygtige de – fra naturens side – kan være.
Fuck, Einstein må have kedet sig
Medmindre selvfølgelig at drenge og mænd igennem hele historien har gjort vold på deres biologi for at skabe store teoretiske tanker og fantastiske opdagelser. Og hvis Nietzche og Einstein virkelig har gjort det, så forstår jeg ikke nutidens problemer. Jeg mener, hvis mænd virkelig hader så meget at sidde stille og lære noget, hvorfor skal vi så tvinge dem til det fremover? Så lad dog pigerne – der tydeligvis elsker det stillesiddende – overtage den sure tjans.
Eller er hele den her debat i virkeligheden et udtryk for, at man bare er pissebange for, hvilke store teorier og opdagelser det kvindelige køn vil komme frem til? Feminisme for eksempel, fy for pokker! Hele ideen om, at kønnet ikke er en biologisk spændetrøje, men at vi alle sammen er forskellige og har forskellige egenskaber – og ikke mindst forskellige ting at tilbyde verden – den idé er jo ganske forskrækkelig, for så… øh, ja hvad så egentlig?
Hvad vil være det værste, der kunne ske, hvis vi slækkede lidt på den forestilling om, at vi er medfødt det ene eller det andet? Vil samfundet bryde fuldstændig sammen uden rigide forestilling om, hvordan man er rigtig dreng og rigtig pige? Eller vil vi rent faktisk udvikle os som civilisation? Som vi i øvrigt har gjort det hver eneste gang, nye teorier og opdagelser endelig har fået lov til at grundfæste sig.
Hvis din nabo var en … who gives a fuck
Dette er mit fjerde indlæg på denne blog og derfor forventes jeg nu endelig langt om længe at begynde at tage min målgruppe – dvs dig, der læser det her – seriøst. Jeg bør lave en undersøgelse af, hvem du er, og hvad du interesserer dig for, så jeg kan ramme dig endnu bedre i fremtidige bueskydningskonkurrencer… jeg mener i fremtidige blogindlæg.
Jeg bør som minimum tjekke antallet af læsere af de første blogindlæg, så jeg ved hvor mange jeg når ud til. Men det gør jeg ikke! Hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund ikke ved, om nogen reelt læser noget herinde. I princippet kunne jeg skrive ud i cyber-tomheden.
Så får vi måske endelig svar på tidens store filosofiske dilemma: Hvis jeg skriver noget på nettet, og ingen liker det, findes jeg så stadig?
Men ved du hvad? Jeg kan faktisk skidegodt lide, at det her er vores lille hemmelighed. Det er uvist for mig, hvem du er og hvorfor, du læser noget, jeg skriver. Og det er uvist for dig, om jeg rent faktisk har haft dig i tankerne, da jeg skrev.
Minerva-modellen op i røven
Jeg er så (u)heldig at have en uddannelse i moderne kommunikation, hvilket vil sige, at jeg ikke bare er uddannet i at indsamle information og videreformidle den – som jeg måske lettere naivt troede var formålet med uddannelsen, da jeg begyndte på Journalisthøjskolen i Århus for 13 år siden.
Nej, jeg er uddannet i strategisk – og grænsende til propagandistiske – vildledning af dig som medieforbruger. Jeg er trænet i at se dig, ikke som et individ med dine helt unikke egenskaber og særlige interesserer, men som en del af en kasse, en målgruppe, et segment.
Hertil har jeg lært at bruge blandt andet segment-modeller – Minerva-modellen er en af de mere kendte. Modeller som egentlig er udtænkt af/til reklameindustrien.
Og det virker ikke, som om nogen udover mig, synes, at det er sygt; at kunst, oplysning, politik, videnskab og frie tanker på den måde er blevet til produkter på samme måde som cornflakes og toiletpapir. Ikke at der er noget galt med reklamer for cornflakes og toiletpapir, men jeg bilder mig ind, at Kelloggs og Lambi trods alt har nogle lidt andre type budskaber at kommunikere ud om deres produkter, end eksempelvis SF, Jyllands-Posten, Syddansk Universitet og Björk har.
Problemet med at køre sin medievirksomhed (eller sin kunst eller sin politik) efter Minerva-modellen og resten af det reklamebras, moderne kommunikationsteori er gjort af, er, at den oprindelig ambition om at bidrage med noget nyt nemt forsvinder. For hvis jeg fokuserer så voldsomt på at få dig som min målgruppe, bliver hele formålet med min kommunikation hurtig meget pusheragtig; det gælder kun om at lokke dig til at prøve mit medieprodukt, så du bliver hooked på det og til sidst ikke kan undvære det. Og hvorfor?
Penge selvfølgelig. Det handler altid om penge, ikke?
Jeg tjener penge enten, når du forbruger mit medieprodukt og/eller jeg tjener penge, når reklamekronerne ruller ind. Måske er den vare, jeg sælger ikke noget, man direkte gør op i penge, men gå gør man det op i antal stemmesedler eller antal klik på youtube eller antal likes, i hvert fald handler min kommunikation udelukkende om at få så stor en målgruppe hooked som muligt. Og du er i øvrigt kun interessant, fordi du repræsenterer den gruppe.
Hvad med dig selv!?
Altså det vil sige, at det gør jeg ikke. Jeg får ikke nogen penge ud af, at du læser det her (hvis der altså er nogen der læser det her.) Jeg får hverken penge direkte af dig eller fra banerreklamer.
Hvad jeg måske får i stedet, er en form for indirekte viral PR, som bestemt heller ikke er uden værdi – i mit game er omtale den største valuta, så selvfølgelig er jeg da ikke blind for, at jeg måske får omtale via den her blog – og derved kan sælge flere bøger/shows. Bare lige for at slå fast, at jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, der gerne vil leve af sine produkter! (Dog kan du roligt regne med, at hvis det udelukkende var mine 15 minutters internet-fame, jeg var ude efter, så lå der nok lidt færre ord på den her side og lidt flere klip af mig uden trøje på, der danser gangnamstyle og skvatter ovenpå en lol-kat…)
Pointen er imidlertid, at jeg ikke har udtænkt denne blog ud fra en moderne idé om målgruppe-kommunikation. Jeg skriver ikke for at tækkes dig. Jeg har tværtimod valgt den gammelskolelige tilgang, at jeg skriver om det, jeg selv synes er interessant, og så satser jeg på, at der også vil være andre, der synes det.
Tv-meterdemokrati
Umiddelbart outdated tankegang, jeg lider af. Men så læste jeg noget om Netflix. Netflix har selv produceret serien House of cards og smidt alle 13 afsnit af første sæson online med det samme. Jeg ved det, for jeg streamede samtlige afsnit i streg samme weekend, de blev lagt op. Og jeg var tilmed så fanget af handlingen, at jeg knapt registrerede de talløse Apple-product placements, jeg blev hjernevasket med undervejs.
Men Netflix nægter at fortælle, hvor mange der har set serien. På trods af, at Netflix jo kan sige det langt mere præcist, end tv-stationerne med deres tv-metre-idiot-maskiner kan.
Hvis du ikke ved, hvad et tv-meter er, så… ja, så googl det! (Hov, sådan kan man da ikke tale til sin målgruppe!? Jo, det kan man nemlig, når man ikke har nogen målgruppe. Hvis du vil læse mit shit, så lær at google svære ord!)
Nogle af mine bekendte lavede et tv-program til børn, og havde vildt gode seertal i målgruppen de to første uger, men i den tredje uge var tallet helt i bund – og det undrede dem naturligvis. Derfor tjekkede de lige op på, hvor mange tv-meter-brugere, der egentlig var til at repræsentere deres målgruppe, og svaret var: tre (3!)
Tre små snoldede, danske unger udgjorde hele grundlaget for de tal, som tv-stationer bruger til at dømme den type programmer inde eller ude med. Det vil sige, at hvis Lukas lige var i svømmehallen de dage, programmet blev sendt, så øv, så fik de sgu ikke lov at lave en sæson til. Selvom måske samtlige andre børn i hele Danmark sad og så programmet.
Det spil spiller Netflix ikke, selvom de kender det præcise antal – ikke bare antallet af seere, men også om seerne har set alle afsnit helt til ende, om de har spolet i det, og om de har set noget af det igen. Jeg siger ikke, at Netflix ikke bruger tallene, jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Apples markedsføringsafdeling får de tal i månedlige rapporter.
Men Netflix offentliggør ikke tallene, og det lægger ligesom et nyt grundlag for konkurrencen om seerne. Hvis ingen (tror, de) ved, hvem der ser og læser hvad og hvornår og hvorfor… hvilke kriterier skal vi så producere medier ud fra? Måske skal vi så rent faktisk til at lave noget, vi selv kan lide.
Jeg plejer at sige det på den her måde, når jeg snakker med up-coming-unge i mine brancher; hvis du laver det, du tror, at andre tror, de vil have, så har du to usikkerheder. Men hvis du laver det, du selv vil have, så har du i hvert fald én sikkerhed.
Gammelt lort i en ny farve
Så jeg snakker og skriver om det, jeg synes er spændende at skrive og snakke om. Og jeg er ikke interesseret i dig, fordi din læsning af min blog repræsenterer en mulig indtægtskilde for mig. Selvfølgelig er jeg meget interesseret i, at du kan lide mig og det, jeg skriver herinde – for sådan er det nu engang at være menneske; at være desperado efter andres anerkendelse.
Men jeg er ikke så interesseret i det, at jeg vil skrive på en bestemt måde på grund af det, og jeg da slet ikke så kommunikationsstrategisk, at jeg tænker i, hvad du eventuelt vil have mig til at skrive om – for den tankegang synes jeg faktisk er at pisse på sin ”målgruppe.”
For helt ærlig, hvis alle os, der skal forestille at gå rundt og tilbyde nye ting; nye produkter, nye medieformer; nye tanker – hvis vi alle sammen kun interesserer os for, hvad du allerede har og ved, så er det ikke nyt det, vi kommer med til dig; bare gammelt lort med federe underlægningsmusik.
Jeg siger ikke, at du ikke selv kan tænke en masse nye tanker – selvfølgelig kan du det, og du gør det sikkert hele tiden. Men generelt er det sådan, at hvis man spørger mennesker, hvad de vil have, så vil de have det, de allerede har – bare i en anden farve. Det er først, når nogen brager igennem med noget nyt, som de aldrig har set/hørt/smagt/prøvet før, at de ved, at dét der – det vil de også have.
Og hey, jeg siger altså ikke, at ret meget ved den her blog er specielt bragende eller særligt nytænkende. Det her metalort for eksempel, det er så 90’er-agtigt, det ved jeg da godt.
Men hudløs ærlighed omkring, hvor ligeglad jeg reelt er med dig og dine interesserer, kære læser… bum, den tror jeg sgu ikke er set før.
Jeg tænker, derfor er jeg ikke en robotstøvsuger
Der findes næppe noget, der på en og samme tid kan være så fedt og så ubehageligt som at høre andre beskrive en. Den der sætning, de kan smide, som kort opsummerer hele deres opfattelse af mig.
Sætningen kan være flatterende, og den kan være det modsatte – og begge dele kan man jo så være enten enig eller uenig i. Det bedste er naturligvis flatterende sætninger, som man er enig i. Det værste er uflatterende sætninger – især hvis man er enig i dem!
Og jeg ved selvfølgelig godt, at andres mening om mig ikke bør betyde noget for min selvopfattelse, men samtidig er der også bare en selvliderlig djævel i mig, der elsker tanken om, at andre laver vurderinger af mig – aka “jeg er ikke en ubetydelig eksistens, som ingen interesserer sig for.”
Under alle omstændigheder er der en sætning, jeg ret tit hører, når folk laver deres lille “du er jo sådan og sådan-opsummering”, nemlig sætningen: “Du tænker for meget over tingene.”
Det er for kliché at lave en “hvis jeg havde en femmer for hver gang…”, for hvis jeg virkelig havde en femmer for, hver gang jeg havde hørt den sætning, var jeg så rig, at jeg havde hyret tankelæsende lejemordere til at stå omkring mig og omgående eliminere mennesker, der bare så meget som overvejede at sige den sætning til mig igen.
Jeg hader, når folk opsummerer mig som en, der tænker for meget. Fordi de har ret!? Ja sgu! Men hvad fuck bruger de selv deres hoveder til!? Altså udover at lukke lort ud om mig.
Kattebakkeblikket
Der er nemlig kun to mulige grunde til, at folk smider tænker-for-meget-sætningen på mig. Enten siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Det gør jeg ikke.”
Eller også siger de: “Du tænker for meget. Underforstået: Du lever oppe i dit hoved i stedet for i den virkelige verden. Under-underforstået: Det gør jeg ikke.”
Den første forklaring er klart den letteste at håndtere for min selvfølelse. At folk synes jeg tænker for meget, fordi de ikke selv gør. Så kan jeg rigtigt sidde og føle mig klogere og højere på strå og som et bedre menneske (og derefter straks føle mig som et meget dårligere menneske, fordi jeg ikke har lyst til at føle mig bedre…)
Men jeg har efterhånden lært at genkende tegnene på, at folk synes, at jeg har gjort mig for mange tanker om noget, nemlig i det blik, de får i øjnene, det blik, jeg kalder kattebakkeblikket.
Kattebakkeblikket er, som alle katteelskere ved, det blik, katte laver, når de er på bakke. De vender ligesom deres blik indad og bliver helt tomme i øjnene. (Jeg har én gang været på stripbar og set stripperne der lave nøjagtig det samme blik, så jeg kunne også have kaldt det for stripperblikket, men jeg har ærligt talt ikke set strip nok til at vide, om de altid gør det, men katte gør det altid på bakke… Eller lad os sige det på den her måde: katte gør det altid, når jeg observerer dem på bakken. Måske ser de anderledes ud, når der ikke er småskumle mennesketyper, der betragter dem, mens de skider.)
Så drejer selvsvinget
Jeg ved, at når jeg har talt i et stykke tid om et emne, og personen foran mig laver kattebakkeblikket, at så har min tankestrøm sat dem af. Og det er egentlig okay, for det meste. Jeg kan nemt komme til at køre ud af nogle ret indviklede tangenter og associationer, der ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig selv (og nogle gange ikke engang det.)
Selvfølgelig er det et problem, hvis det eneste, jeg har sagt er: “Jeg vil gerne have en nr 12 uden løg”, og personen foran mig så laver kattebakkeblikket.
Men typisk er det nu, når jeg har lavet en mundtlig fristil og sprunget fra opskriften på pandekager til spisevaner til filosofi til parforhold tilbage til spisevaner til religion til politik til meningen med livet på fem minutter. Så må jeg lige trække vejret og sige “okay” til mig selv, “måske skulle jeg prøve det der dialog i stedet for.”
Og så siger jeg “hvad mener du om det?” Og så siger de, “du tænker for meget over tingene.” Og så dør samtalen rimelig effektivt ud.
Hvad fuck mener du!?
Selvfølgelig tænker jeg meget over tingene. Jeg forstår slet ikke, at nogen ikke gør!
Et tydeligt clash mellem mig og disse tanketomme typer er, når vi har set en film sammen. Jeg har inden for fem sekunder, efter rulleteksterne er gået på, en analyse af, hvorfor jeg kunne eller ikke kunne lide den her film. Men de tanketomme tænker ikke på den måde. Tanketomme mennesker kan nøjes med at sige sætninger som: “Den var da meget god. Hvorfor? Det ved jeg ikke, det synes jeg bare.”
Årh, monsterprovokation!
Du må da have om ikke andet så en fornemmelse af, hvorfor du føler, som du gør? Vi behøver ikke en lang snak om din barndoms traumer, og at du også altid har drømt om at synge i skolens kor, du kan bare sige, at du syntes, historien var godt skruet sammen, at skuespillet var godt, eller at du havde en popcornskal mellem fortænderne og derfor bare hadede alt, hvad Daniel Day-Lewis sagde.
Desværre ender den her type samtaler mellem mig og de tanketomme som oftest med en anklage, om at jeg tænker for meget, og at jeg derfor er for meget oppe i mit hoved i stedet for bare at leve livet. De mener kort sagt, at jeg tænker tingene ihjel.
Som om jeg har fået en mindre oplevelse ud af filmen, fordi jeg er i stand til at beskrive, hvordan min oplevelse var. Som om jeg har siddet undervejs og tænkt tanker, om hvordan jeg skulle formulere mine tanker om oplevelsen efterfølgende, i stedet for at “bare at opleve”. Som om mine tanker ikke kan opstå fire millisekunder, før jeg formulerer dem.
Men hov, siger jeg nu, at folk, der ikke er i stand til at beskrive en film i to sætninger efter et sekunds betænkningstid, har fået en mindre oplevelse ud af den, end jeg har? Nej-nej, slet ikke. En efterfølgende analyse siger intet om oplevelsen. Analysen har bare en funktion i sig selv, og jeg forstår ikke, at disse mennesker ikke mangler den funktion.
Trial-error-reflexion
Et af problemerne med at skabe kunstig intelligens er, at computeren ganske vist kan lære – og lære ret meget mere effektivt, end vi kan – men den kan ikke føle, så den har ikke nogen vægtning af sin lærdom. Computeren kan godt nok statistisk se, at det er smartere at lave det her skaktræk frem for et andet, men den kan ikke fornemme om modstanderen lige om lidt bliver så sur over at tabe, at han smadrer computeren. Det kan vi, fordi vi trækker på følelseserfaringer i stedet for statistik og logik.
Computere lærer gennem trial-error, men vi har et element mere, vi er trial-error-reflexion. Hvilket betyder, at vi – fordi vi følelsemæssigt reflekterer over vores oplevelser – kan trække på erfaring fra en helt anden kontekst. Vi kan ovenikøbet trække på en kontekst, vi måske kun har set på film. Og derved kan vi håndtere fundamentalt anderledes oplevelser, end dem vi er vant til at stå i.
Men det kræver selvfølgelig, at vi tænker over tingene. Hvis man aldrig spekulerer over, hvorfor man ikke kan lide film med øksemordere, der står gemt i soveværelsesskabe, så kommer man jo bare til at se gyserfilm igen og igen og hver gang være ved at dø af skræk og mareridt, når man kommer i seng.
Jeg kan ikke lide gyserfilm, fordi jeg lever mig alt for meget ind i dem, og så forfølger de ubehagelige følelser mig i flere dage, og jeg tør ikke lægge mig til at sove, før jeg har blokeret mit skab med vasketøjskurven.
Og ja, det er ikke en specielt avanceret analyse af mit forhold til gyserfilm, men jeg har i det mindste tænkt over det og handlet derefter, for nu ser jeg aldrig lortet mere: Jeg prøvede det, det var en fejl, jeg reflekterede, og fremover begår jeg ikke den fejl igen.
Så når folk anklager mig for at tænke for meget og ikke nyde livet nok, spekulerer jeg bare over noget (og ja, det er yderligere tænkning – blot for at understrege deres anklage.) Men kan de egentlig nyde et liv, hvor de gentagne gange kommer ud for de samme problemer, fordi de bare ikke tænker sig om?
Det er et spørgsmål, jeg sandsynligvis aldrig får svar på. Jeg kan ikke – selv med al min tænkning – analysere mig frem til et godt svar, og de kan ikke give mig andet end et: “det ved jeg ikke, det har jeg ikke tænkt over.”
Tillykke du er en robot. Støvsug mit gulv!