Tag: facebook
Beskyt idioterne, for guds skyld
I de seneste uger er jeg flere gange blevet skældt ud for ikke at ville beskytte idioter.
Altså jeg vil gå meget langt for at beskytte uskyldige og også folk, der dummer sig en enkelt gang eller to. Ja tilmed folk, hvor jeg tænker: “Høn vidste sgu nok ikke lige, hvad høn gjorde/sagde i den situation, selvom det var fucking dumt gjort/sagt, så lad os lige give vedkommende et break.”
Men jeg vil fanme ikke beskytte idioter! Mennesker, der burde vide bedre, men som alligevel insisterer på ikke at gøre det. Og så bliver ved med at gøre det – selv når andre har bedt dem tænke sig lidt om.
For eksempel skrev Claes Kastholm i mandags en ondskabsfuld blog om Pia Olsen Dyhr, hvor han hængte hende og andre kvindelige politikere ud for ikke at have stil. Han havde blandt andet meget travlt med, hvor fedtet han mener, Olsen Dyhrs hår er.
Hun bad selv om det, men han kunne jo ikke gøre for det
Claes Kastholm sked engang på en kollegas skrivebord og tørrede røv i gardinerne, fordi han var fuld og sur. Blandt over at blive afvist af en kvindelig kollega, som han sexchikanerede.
Så mener jeg, at man for tid og evighed diskvalificerer sig fra at udtale sig, om hvorvidt andre har god eller dårlig stil!
Så det skrev jeg på fjæsen og på twitter. Mange likes og retweets, men også et par mærkelige kommentarer om, at det er strengt af mig at hive sådan en gammel episode frem. Det var usagligt, at jeg holdt det imod Kastholm, at han engang havde gjort noget dumt i en brandert.
What?
Så jeg skal altså beskytte Kastholm fra hans egne tidligere dumheder!? Jeg skal endda være saglig over for en person, der personificerer begrebet usaglighed med sin blotte tilstedeværelse på nettet.
Jeg kunne måske forstå den slags tanker – om at beskytte idioterne mod sig selv – hvis vi levede i et samfund, hvor vi beskyttede alle mod alt. Men når vi lever i et samfund, hvor det til stadighed skal diskuteres, om voldtægtsofre selv har et medansvar for, at de bliver overfaldet, så nægter jeg simpelthen at have nogen tålmodighed med Klasse 1-idioter!
Censur at nægte andre retten til at kalde mig dumme fascistfisse
Jeg modtager også med jævne mellemrum sexistiske, ondskabsfulde og andre “hyggelige” kommentarer og beskeder – på facebook og i min private mailinbox. Ofte reagerer jeg ved at tage et screendump af det og lave en statusopdatering, hvor jeg gør grin med det.
I de fleste tilfælde smider jeg det lige igennem Photoshop først og anonymiserer den person, der er kommet med kommentaren. Fordi jeg synes egentlig ikke, det er væsentligt, hvem der er kommet med den. Min mission er mere at vise, at det er den slags, man modtager, når man som kvinde deltager i den offentlige debat.
Men to gange har jeg valgt ikke at anonymisere. For i begge tilfælde ville de to mænd ikke stoppe med at chikanere mig. Også selvom jeg havde slettet deres kommentarer og blokeret dem. Den ene, Allan, blokerede jeg for et par uger siden, fordi han var løbet amok med kommentarer på min væg. Han havde blandt andet svinet nogle af mine følgere til og kaldt mig for “dumme fisse”.
Det gider jeg ikke, så jeg blokerer ham på stedet. Men det stopper ikke Allan. Han opretter en ny profil, hvorfra han spammer med min væg med kommentarer om, at jeg er fascist og udøver censur. (Allan havde tydeligvis ikke læst den blog, jeg har skrevet om netop den form for “censur”.)
Mig være idiot du ved du passe på mig skal
Jeg gider stadig ikke diskutere med Allan, så jeg blokerer også hans nye profil. Så opretter han yderligere en ny profil og fortsætter sit amokløb på min væg.
Hvad skal jeg så gøre? Altså hvis jeg skal beskytte sådan en idiot mod sig selv? Skal jeg fortsætte med at slette kommentarer og blokere mere og mere stædige nye profiler?
Og må jeg overhovedet beskytte mig selv?
Fanme om jeg må! Så jeg vælger den meget effektive offentlige gabestok og lægger en håndfuld af Allans kommentarer op i en statusopdatering – med hans navn fuldt synligt.
Nu ved jeg jo ikke, om nogen af mine følgere måske har sendt Allan en lille besked og bedt ham om at opføre sig ordentligt, men i hvert fald bliver Allan meget træt af min status, så efter et par uger, opretter han endnu en profil og skriver til mig og beder mig slette den.
Nu kunne Allan jo have valgt den beklagende tone og have sagt: “Det må du sgu undskylde, Sanne, jeg var lidt af en idiot den aften.”
Men Allan mener tydeligvis ikke, at han har gjort noget forkert, for han anklager mig for injurier og truer mig med en retssag. Som han forklarer: “du en offentlig person du ved du må tage de hug du skal men jeg privat”. (Jeg antager, at Allan mener: “Du er en offentlig person, så du ved, at du må tage de hug, du skal, men jeg er privat.”)
For som vi alle sammen ved, er det jo helt i orden at svine folk til, hvis de engang har været på tv!
Slug mit spam, din fucking medieluder!
Men som en af mine følgere, så indsigtsfuldt bemærkede, er det ret svært at vinde med mennesker som Allan, for hvis jeg sletter hans chikane-indlæg, så er det lig med censur, og hvis jeg deler dem videre, så er det injurier. (Det er ikke injurier, skal jeg lige sige. Jeg kan ikke huske vildt meget fra mediejura, men at citere mennesker for, hvad de selv har skrevet offentligt, er ret langt fra injurier.)
For igen; hvad skal jeg egentlig gøre ved en fætter som Allan? Skal jeg bare finde mig i at blive chikaneret gentagne gange af de samme personer? Er det på en eller anden måde den aftale, vi indgår, når vi er såkaldt “offentlige” personer!? At vi skal have brede nok skuldre til at bære alle idioters chikane – og derefter beskytte dem mod sig selv?
Det er der i hvert fald nogle, der lader til at mene. Da jeg delte Allans besked, skrev flere til mig, at det var tarveligt af en i min position at hænge ham ud.
Og min position er altså det at være en “offentlig person”. Hvilket egentlig er en ret ulækker betegnelse. Det lyder som et “offentlig fruentimmer” som var betegnelsen for prostituerede i gamle dage. For det er tydeligvis det, nogen ligger i begrebet.
Fordi nogen bor på et slot eller har medvirket i et tv-program, så må alle spamme dem i ansigtet med deres personlige frustrationer. Fordi ellers kunne vi jo bare have ladet være med at stille os frem, som vi gør. Ikke osse!?
Hvad mener du med, at du kan se det, jeg har uploadet til hele verden!?
Hmm, den idé hører altså lidt en anden tid til. For det er meget svært at argumentere for, at man kan tillade sig at kalde sig “privat”, når man selv vælger at lægge meninger og billeder ud online, så hele verden kan se det.
For så er den eneste forskel på “offentlig” og “privat” altså, hvor stor sandsynligheden er for at blive spurgt, om man vil medvirke i næste sæson af Vild med dans.
Der er en grund til, at aviserne tidligere har insisteret på, at folk, der skrev læserbreve skulle underskrive med navn og adresse. Fordi når man stiller sig frem med en mening, var man per definition en “offentlig person”.
Den tankegang er så desværre lidt død i internettets behagelige anonymitet, hvor folk kan løbe amok med de mest racistiske, sexistiske og injurierende ytringer på Nationen og andre steder – uden strafansvar. Det er pinligt for journaliststanden, at man har ladet det ske.
Men det er sjovt at se, at mennesker stadig opfører sig, som om de er beskyttet af den anonymitet, når de kommenterer på facebook – hvor der jo som regel både er navn og billede på.
Og så bliver de meget underlige, når det viser sig, at det er de ikke. Og at der kan faktisk også være konsekvenser af udtale sig offentligt.
Velkommen til Informationsalderen! Det er ikke længere muligt at kræve retten til at være idiot uden strafansvar, når man agerer i det offentlige rum!
Hvis man vil kræve idiot-beskyttelse fremover, så man sgu nøjes med at være det offline derhjemme i privaten.
Konstruktiv kritik af kritik
I de seneste par måneder har jeg fået flere krænkede henvendelser fra folk, der er sure over, at jeg har slettet deres kommentarer på min facebookvæg. Efter deres mening udøver jeg censur og er nærtagende over for kritik.
Det sidste er helt sandt. Jeg hader kritik. Hovedsagligt fordi langt det meste kritik, jeg har fået i mit liv, har været så langt fra konstruktivt, at det er utroligt, at nogen nogensinde har fået ideen til at sætte de to ord efter hinanden.
Folk er gennemgående elendige til at give konstruktiv kritik. De fleste vil bare have lov til at kritisere – for sportens skyld. Fordi det er en nationalsport i alle nationer at kritisere. Og den sport er større end alle andre sportsgrene, for også diverse landshold og trænere må konstant høre på kritik fra selvudnævnte sportseksperter. Hvem ved for eksempel bedre end min onkel, der ikke kan kende forskel på en tennisketcher og en yakokse, at Caroline Wozniacki trænger til en ny træner!?
Og som selvudnævnt og -ophøjet kritiker kan man altid svøbe sig ind i den sikre; ”nåååå, så du kan nok ikke tåle kritik, hva!?”
Altså hvis genstanden for ens mere eller mindre uretmæssige angreb skulle finde på at værge for sig med modargumenter eller ligefrem vælge den lækre, lette facebook-løsning at fjerne kritikken med et enkelt klik. En løsning, jeg ville ønske, der fandtes irl, så emsige typer, der kommer op efter et show og kritiserer også kom med en rullemenu under sig.
”Det er bare overhovedet ikke sjovt at lave sjov med tykke mennesker. Det er faktisk ikke alle, der selv kan gøre for det!”
Delete.
Block.
Stråmand, skråmand, stråhat
Jeg kan tælle på én hånd de få gange i mit professionelle liv, jeg har fået ægte, konstruktiv kritik. En af gangene var da min seneste bog udkom, og en anmelder pointerede, at sproget visse steder virkede for utroværdigt til min hovedperson. Dét er konstruktivt.
Ikke alene kan jeg lære noget af det, hvilket jo et eller andet sted burde være formålet med kritik – selvom denne idé vist er smuttet et eller andet sted i selvhævdelsens konstante behov for at kritisere andres adfærd.
Men hvad vigtigere er, så viste anmelderen, at han rent faktisk har forholdt sig til det, han kritiserede. Han havde læst bogen, forstået budskabet og fundet huller i dét.
Sådan er det ikke meget kritik, der er. Langt det meste kritik handler enten om, at kritikeren vil masse sin egen agenda på banen og/eller demonstrere sin overlegenhed udi kunsten at argumentere. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst.
For at tage det sidste først, så er det helt uhyggeligt så mange internetdebatter, der bliver afsporet af, at den ene – eller begge – debattører engang har læst Lasse Rimmer bruge udtrykket ”stråmandsargument”, derefter lært sig udtrykket udenad og nu rask væk kaster det mod sine modstandere.
Oprindeligt var det et begreb, man brugte til at holde debatten på sporet, nu bruges det til at afspore debatten, så den i stedet kommer til at handle om, hvorvidt den anden vitterligt benyttede sig af en stråmand.
Pyh, så slap vi også for at snakke indhold denne gang!
Hokus pokus, så har du sagt noget helt andet
Det er i hvert fald slående så mange, der bruger stråmandsbegrebet, som ikke ved, hvad det faktisk betyder; nemlig at man argumenterer mod noget, modstanderen reelt ikke har sagt for at få debatten flyttet over på sin egen banehalvdel og derved have en vinderfordel.
Og det er sådan set et smart, retorisk greb, for uerfarne debattører vil typisk fortsætte kampen uden at opdage, at spillet er ændret – de vil fortsætte med at forsvare det stråmandsargument, som den anden har kastet efter dem, fordi de ikke har indset, at det er svagere end deres oprindelige argument. Et eksempel fra et parforhold:
Hun: Undskyld, jeg glemte at hente dig fra arbejde. Jeg havde bare så travlt i dag, at jeg svedte det ud.
Han: Du glemmer altid at hente mig!
Hun: Det gør jeg da ikke.
Han: Jeg betyder slet ikke noget for dig, du går mere op i dit eget arbejde.
Hun: Ej, skat, jeg elsker dig. Du betyder alt for mig. Osv. osv.
Hun indser ikke i diskussionens opblussede hede, at han flytter fokuset fra den aktuelle situation til en generel anklage om noget helt andet. Det er en effektiv stråmand.
Erfarne debattører lader sig dog ikke så nemt narre. Hvilket er grunden til, at politiske debatter som regel står i stampe. Eksempel:
Han: Vi vil ikke lave en lov mod et Formel 1 for rumfart, fordi vi har vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så I vil bare have at unge mennesker bliver smadret mod siden af månen, eller hvad?
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Hun: Så skidevære med, at det vil skabe vildt meget forurening i atmosfæren.
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke kommer til at foregå de næste mange år.
Han: I er ude på at ødelægge vores rygte i hele Galaksen!
Han: Nej, vi har bare vurderet, at det ikke… Osv osv.
Det, du lige sagde, er noget lort! Og jeg har heller ikke hørt, hvad det var!
Dette eksempel viser også, hvorfor det er vanskeligt at holde stand i en debat, for det er fucking svært at blive ved med at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, når anklagerne om alt muligt begynder at rulle. Så er man fristet til at hoppe ind i debatten. (”Hvad fuck mener du med vores ry i Galaksen? Hvis der overhovedet er liv andre steder i Galaksen, ødelagde vi nok definitivt vores ry, da vi opfandt reality-tv.”)
(OBS: Stråmandsargumentet er en ofte benyttet joke-form, og derfor skal man lige huske på, at når man debatterer med en komiker (professionel eller ej), vil høn ofte benytte sig af det greb. Men det er altså ikke nødvendigvis, fordi komikeren ønsker at afspore debatten, det kan bare være vane – eller mere sandsynligt; at komikeren simpelthen synes, at synspunkterne er for dumme til at blive taget seriøst. (Og nu regner jeg så med også at få kritik for at være arrogant.))
Den anden baggrund for kritik er som nævnt at gøre opmærksom på sin egen sag eller sit eget synspunkt. Hvilket selvfølgelig kan være helt reelt, det er jo derfor, vi har debatter; for at udveksle divergerende synspunkter.
Problemet opstår bare, når kritikeren ikke har sat sig ind i, hvad der egentligt blev sagt til at starte med, fordi høn er så forhippet på at få presset sine egne synspunkter igennem. Dette afsporer helt utroligt mange debatter, både private og politiske.
Fordi reelt er der kun to muligheder i sådan en debat; enten fortsætter man i det spor, kritikeren har valgt, eller også siger man ”tak for i aften” og stopper den.
Det er umuligt at forsøge at få debatten tilbage til ens oprindelige synspunkter, fordi kritikeren – og eventuelt påhørende – vil insistere på at få kritikken ”taget til efterretning”. Og man er helt fucked, hvis man begynder med at kalde situationen og sige, at den anden har afsporet debatten. For så er man både nærtagende og arrogant – og man indrømmer dermed indirekte, at kritikeren har ret i al sin kritik.
Du skal ikke komme her med dine fakta og andet halløj!
Det var som sagt svært at kalde situationen, når man støder på et stråmandsargument. (Medmindre selvfølgelig hele pointen ved at anklage den anden for brug af stråmandsargument er at afspore debatten… (ja, det er indviklet: Velkommen til Retorik 2.0.))
Men det er virkelig svært, når man er nødt til at indse, at ens modstander bare ikke vil – eller ikke kan – sætte sig ordentligt ind det, høn kritiserer.
Jeg er selv røget ind i det setup rigtig mange gang, fordi det som regel tager lidt tid, inden det går op for mig, at den anden faktisk ikke har forstået, hvad det handler om. På det tidspunkt kan debatten allerede være ret ophedet, og det gør det utroligt svært at standse op og sige: ”Hør, ved du overhovedet noget om det her emne?” I hvert fald ikke uden at komme til at lyde, som om man vil patronisere den anden og tæve løs på vedkommendes uvidenhed. (Og af samme grund vil den anden typisk stædigt holde fast i, at høn skam ved ALT om emnet, selvom det bliver mere og mere tydeligt, at det gør høn ikke.)
Udover det har de fleste af os også en eller anden høflighedsting med, at vi synes, den anden har ret til at komme til orde – nærmest ligegyldigt, hvad de ord så er.
Måske er det den der angst for at blive anklaget for ikke at ville lytte til kritik – for det er jo det værste, man kan være; en selvfed type, der er blind over for sine egne fejl, fordi man aldrig er åben over for kritik.
Jeg er også pissebange for, at det er beskrivelsen af mig. Derfor har jeg tidligere altid forsøgt jeg at lytte til kritik. Med det resultat, at jeg stort set altid blev ked af det. Fordi jeg er selvfed og tilmed nærtagende!? Måske. Eller måske snarere, fordi kritikken ofte er så perfid.
Når jeg får kritik i dag, bliver jeg snarere meta-ked af det: Jeg bliver ked af det over, at vi har et samfund, hvor folk rask væk kritiserer uden nogen som helst anden grund, end at det har de lige lyst til.
Måske fordi de selv får det bedre med sig selv, eller måske fordi det bare er blevet sådan noget, man gør. (Og tak til internettet for at gøre det endnu nemmere.)
Nå-nå, så gider man ikke debattere med idioter. Rimlig arrogant!
Under alle omstændigheder har det tidligere været rigtig svært for mig at sige sætningen: ”Den her debat er kørt af sporet, jeg trækker mig.”
Men nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at have styr på det. Og jeg gider i hvert fald slet gå ind i en debat, når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet til mit synspunkt. Episk tidsspilde!
Ikke dermed sagt, at jeg altid når at blive klar over det, inden debatten er i gang – og så må jeg så finde en vej ud af den igen, hvilket som bekendt skaber vildt dårlig stemning, foruden anklager om alt fra nærtagenhed til inkompetence.
Så når jeg på forhånd har en idé om, hvad der vil blive sagt; når jeg på forhånd ved, at der ikke vil blive lyttet, så holder jeg mig væk.
For det her er virkelig kritik i en nøddesskal: De fleste, der kritiserer, forholder sig ikke til, hvad der reelt er på bordet. De har nemlig allerede linet deres mod- og stråmandsargumenter op, så de er klar til at angribe, nærmest uanset hvad der kommer ud af munden på deres modstandere. (Især hvis modstanderne tilhører en gruppe, de har besluttet sig for at hade, som eksempelvis feminister.)
Dét er virkeligt ukonstruktivt.
Derfor holder jeg mig så vidt muligt ude af den slags debatter, og derfor fjerner jeg også den slags kritik fra mine facebooksider – og derfor har jeg heller ikke et kommentarfelt på denne blog.
Kim jung Søndergaard
Så må folk kalde mig nærtagende alt det de vil – den debat gider jeg heller ikke gå ind i. (Det er nemlig også et retorisk kneb at tirre modstanderen, indtil vedkommende kaster sig frådende ind i kampen – naturligvis allerede langt bagud på point, fordi følelsesudladninger per definition er taberadfærd i en ”saglig” debat. (For der er jo ikke noget mere sagligt end at starte med at anklage nogen for at være for følelsesladet…))
Og jeg morer mig meget over at blive anklaget for at bortcensurere kritik, fordi udøvelsen af censur jo er magthavernes redskab. Så der er altså nogen, der åbenbart går rundt og synes, at jeg har lige så meget magt som en nordkoreansk diktator. (Åh, hvis bare! Hvor ville der være fyldt med killinger, kage og behårede fisser i det her land, hvis jeg var diktator.)
Mange hidsige kritikere lader i hvert fald til fuldstændig at have misforstået både, hvad ytringsfrihed og censur egentlig betyder.
Det var for eksempel ret skægt at høre de danske journalister bruge begge udtryk i flæng, da det for nogle år siden kom frem, at de svenske medier ret konsekvent nægter at dække Sverigedemokraterna (som er svenskernes version af Dansk Folkeparti).
Af alle burde journalister da vide, at det ikke er censur, at et medie nægter at dække en begivenhed – det er mediet i sin gode ret til – det ville kun være censur, hvis en myndighed nægtede mediet at dække begivenheden.
Ligesom det heller ikke er krænkelse af nogens ytringsfrihed at nægte at dække visse begivenheder, fordi at have frihed til at sige sin mening ikke er ensbetydende med, at man har ret til at få den på landsdækkende tv.
Formentlig var de danske journalister bare mobsede over, at de ikke selv har æggestokke nok til at lade være med at dække hver eneste lille bøvs fra Dansk Folkeparti – og derfor kritiserede de i stor stil deres svenske kolleger med stråmandsargumenter om ytringsfrihed og demokrati.
Guide til at kritisere mig – konstruktivt eller ej
Så hvor stiller det så dig i forhold til at kritisere mig, når jeg nu er så nærtagende en diktator? Ja, du har faktisk stadig mange muligheder, så længe du bare holder dig på den rigtige side af injurielovgivningen. (Og det er ikke så meget et krav fra min side, som det er dansk lov og risiko for ret store bøder.)
Så du kan jo lave en blog, hvor du kritiserer mig, du kan også gøre det på din egen facebookvæg eller twitter eller stuevæg, du kan endog skrive indlæg i aviser og lave virale videoer. Faktisk vil jeg foreslå dig at gøre det i en kreativ form, eksempelvis i en sang eller en roman, for så er du nemlig ikke underlagt helt de samme regler om injurier. Det er du i øvrigt heller ikke på en stand-up-scene, såååå…. ”Kender I den om, at Sanne Søndergaard er en dum nærtagende møgluder-diktator, der ikke kan tåle kritik? Nej? Så må jeg hellere skrive en joke om det til næste gang.”
Endelig kan du jo også rent faktisk læse det, jeg skriver, ordentligt og forholde dig til det på en saglig måde, så er der en vis sandsynlighed for, at jeg godt gider debattere med dig.
Eller – og den her er helt radikal – hvis du på forhånd har besluttet dig for at hade mig, og det, jeg skriver, så… bum bum… lad vær med at læse det!
Var det nedladende sagt!? Så må du jo lægge det til kritikpunkterne.
At like eller ikke at like
Facebook gør både folk lykkelige og ulykkelige. Det var en nyhed i min avis den anden dag. Ud fra et journalistisk perspektiv en lidt spøjs vinkling på en historie – at noget både er godt og skidt – journalister plejer ellers kun at gå efter, at det skal være skidt med skidt på. Men så viser det sig ved nærmere læsning, at selv det, at facebook gør folk lykkelige, er et problem, de bliver nemlig for lykkelige, og så er vi tilbage på rette spor, sådan rent journalistisk i hvert fald.
Kort fortalt bliver vi ulykkelige, når vi ser andres statusopdateringer, fordi vi føler, at andre lever federe liv og har mere succes. Til gengæld får vi et selvtillidsboost, hver gang andre liker vore egne statusopdateringer, og det fører – i hvert fald i følge en amerikansk undersøgelse – til, at vi træffer ufornuftige beslutninger som at spise mere kage.
Vi bliver altså maniodepressive og tykke af facebook.
Og som sædvanligt i den journalistiske verden påpeger man dette massive problem, som potentielt kan ramme os alle – i hvert fald de små tre millioner af os, der er på facebook – uden at komme med bare et enkelt forslag, til hvordan vi så rent faktisk undgår problemet. Det ligger ligesom mellem linjerne, at hvis man vil bevare både sit sunde sind og slanke krop, så må man lukke sin profil hellere før end siden.
Det er så rigtigt det der
Sådan er journalistisk nu engang. De seriøse medier påpeger problemerne nu, og om et halvt års tid kan dameblade og B.T. og Go’morgen Danmark (og TV 2’s hjemmeside, som lader til at være blevet til i en form for parringsleg mellem de tre) så følge op med en ”Ti gode råd til at undgå at blive tyk og maniodepressiv af facebook.”
I den forbindelse hives eksperter ind. Først de seriøse eksperter, som rent faktisk har forsket i det her. Hvilket typisk indebærer noget med at sætte 247 mennesker foran en computer og bagefter lade dem vælge mellem kage eller frugt, og hvis det så viser sig, at der er en større andel af dem, der har brugt deres computertid på facebook, som vælger kage, så konkluderer forskerne så, at facebook fører til fedme. Og det var altså de seriøse eksperter…
Men når de mindre seriøse medier tager over, og vi skal indføres i, hvordan vi undgår problemerne, så kommer de selverklærede eksperter på banen; coaches og psykotereapeuter. De dukker op på skærmen og siger alt det, vi alle sammen godt ved i forvejen, tit bare i nogle lidt smartere formuleringer.
Og det er jo altid meget rart at høre en såkaldt ekspert sige det, vi allerede ved – så vi kan føle os kloge og indsigtsfulde – og så i øvrigt fortsætte vore liv som hidtil. Uden ændringer! For det faktum, at de kloge mennesker lige har sagt det, vi allerede ved, er jo i sig selv et bevis på, at vi allerede gør det rigtige.
Selvom vi også godt ved dette; at alt det, vi ved, ikke nødvendigvis er det, vi gør.
Pyh, skal jeg virkelig gøre alt det!?
Selvfølgelig er det lige den ene detalje, som disse eksperter aldrig bekræfter os i. For hele deres funktion som eksperter på tv ville jo blive voldsomt undergravet, hvis de gjorde opmærksom på, at det at lægge sit liv og sine vaner om, nok kræver lidt mere arbejde end bare at følge de fem råd, man kan nå omkring i et indslag i Go’morgen Danmark.
Det er også derfor rådene altid er så banale. Eksperterne har ikke råd til at begynde at komme med de farlige råd; dem der kræver, at vi virkelig skal tage os sammen. For selvom vi selvfølgelig også godt ved dette; at forandringer kræver disciplin og hårdt arbejde – så har de færreste af os brug for at høre det henover morgenkaffen: ”Skatter, hvis du vil holde med at ryge, så bliver det latterligt hårdt, du kommer til at hade dig selv og resten af verden undervejs, du vil formentlig tage på og tillægge dig tre-fire nye dårlige vaner i processen, og sandsynligvis falder du i mange gange, før det lykkes. For sandheden er, at dem, det lykkes for at lægge deres liv og vaner om, er dem, der bliver ved med at prøve, selvom de fejler gang på gang.”
Råd nr. 1: gå ud og gør noget nyt
Hvad har det så med facebooks påvirkninger af vores psyke at gøre? Ikke så meget bortset fra, at jeg forudsiger, at der vil komme en pæn portion eksperter på skærmen (hvis der ikke allerede er og har været det da!? Undskyld min uvidenhed på området, men jeg følger ikke altid så godt med.) Og eksperterne vil fortælle os, hvordan vi 1) kan undgå at bruge så meget tid på facebook og 2) kan undgå at blive påvirket psykisk af det, der sker på facebook – fordi 2) allerede forudsætter, at vi fejler med 1).
Formentlig vil rådene til 1) være, at man tager sig nogle dage hver måned, hvor man slukker mobil og computer og bare er tilstede i nærværet i nuet. For det er det nye mantra indenfor selvudvikling, og igen noget, vi alle sammen godt ved, men de færreste af os gør.
Eller lad mig omformulere det: Ingen gør det her med vilje, men vi gør det alle sammen, når der sker noget spændende.
Man kan bare ikke planlægge sig til, at nu vil man opleve nærvær og kvalitetstid og familiehygge og romantik. Man kan godt gøre omstændighederne mere optimale – hvilket selvfølgelig er grunden til, at eksperterne foreslår os at gå offline – men sagen er jo, at hvis man selv under optimale omstændigheder alligevel tjekker sin mobil i stedet for at se sin kæreste i øjnene, så er det nok, fordi det, der potentielt kunne ske i cyberspace, bare er mere spændende. Kort sagt; dit liv offline er kedeligt!
Så det svære råd, det farlige råd til at bruge mindre tid på facebook er at gøre dit irl mere spændende.
Råd nr. 2: lad facadedyret gå fallit
Det er nok en livsomlægning, de færreste har kræfter til. Hvilket faktisk bare underbygger det næste problem 2); nemlig at facebook påvirker os negativt. Når vi nu godt ved, at vi ”bare kunne tage os sammen” til at leve et mere spændende liv, kommer vi jo i den grad til at få det dårligt, hver gang andre opdaterer fra et mere spændende liv – ergo andre kan godt tage sig sammen.
Og naturligvis bliver vi lige så opløftede, når det er os, der har gjort noget spændende og andre har bekræftet os i det med et lille like – ergo jeg kunne godt tage mig sammen (til at bage den kage eller springe faldskærm eller whatever, jeg tilsyneladende ikke rigtigt har gjort alligevel, hvis ingen har liket det.)
Så hvordan undgår man at få det psykisk dårligt af facebook? Man holder op med at være et fucking facadedyr!
Ja, det var også det farlige råd. Du vil sikkert komme til at se det i en noget mere nedtonet udgave i damebladene, men pointen vil nærmest være den samme: At så længe man kun interesserer sig for, hvordan ens liv tager sig ud, så vil det være utroligt svært rent faktisk at leve det.
Forklaring? At være tilstede i nærværet i nuet er jo kun noget, man er, når man ikke tænker over, at man er det. (Jeg siger i øvrigt ikke, at man ikke må fotografere eller statusopdatere fra sit nærvær. Det tror jeg på sin vis er det moderne menneskes måde at være nærværende på. Det er den der nærværende bevidsthed om, at dette spændende øjeblik er så kort, at jeg hellere må forevige det, så jeg kan nyde det igen senere.)
Problemerne opstår, når man i stedet for bare at nyde øjeblikket – nu eller siden – interesserer sig mere for, om andre vil like det. Og problemerne bliver endnu tydeligere, når man begynder at iscenesætte sit liv efter, om det vil tage sig godt ud i en statusopdatering.
Op ad prestigestigen
Det er der da heller ingen der gør, bare for en skide statusopdatering. Er der?
Tja. For hele den her problemstilling med facebook er jo bare en lille bitte del af et meget større problem; nemlig det ekstremme behov for selviscenesættelse i vores kultur.
Hvis ikke folk allerede iscenesætter deres liv efter, hvad der tager sig godt ud på facebook, så gør de det i hvert fald efter, hvad der tager sig godt ud på et CV.
Jeg har ikke tal på antallet af de samtaler, jeg har haft med folk, som er dybt bekymrede for, hvordan tre måneders arbejdsløshed vil se ud på deres CV. Og jeg siger altid til dem, at de bare skal lade være med at skrive, at de har været arbejdsløse og i stedet skrive, at de har rejst tre måneder rundt i Mellemamerika eller har taget et intensivt kursus i buddhistisk meditation.
Ja, jeg er også god til iscenesættelser (aka at lyve på andres vegne) – jeg er uddannet i kommunikation, og jeg lever af at stå på en scene. Jeg ved godt, at der er stor værdi i at få fremstillet sig selv på den bedst tænkelige måde. Så problemet med selviscenesættelse er jo ikke opstået uden grund. Det er, fordi mennesker, der ligner en succes, også tit får succes/sex. (Hvis du vil læse mere om det, så læs Malcom Gladwells Blink.)
Så altså fuldt forståeligt, at de fleste – inklusiv mig selv i øvrigt – gerne vil have at andre ser en i så positivt et lys som muligt. Men!
Min personlige grænse går, når facaden bliver vigtigere end personligheden. Når selviscenesættelsen bliver en ren iscenesættelse – altså et spil for galleriet. Når alt, man gør, siger og statusopdaterer, udelukkende er ud fra en strategisk overvejelse over, om at andre vil at opfatte en på en bestemt måde – som ikke er i overensstemmelse med den person, man reelt er.
Det lyder avanceret, når jeg formulerer det sådan, men i praksis ser vi det hele tiden: Kvinder, der bruger hele deres intelligens på at fremstå som dumme blondiner. Mennesker, der har trofækærester. Folk, der vælger uddannelse efter prestige og ikke efter lyst – dem med de høje karaktergennemsnit, der søger medicin som første prioritet og jura som anden, selvom de fag altså ligger ret langt fra hinanden – bortset fra på prestigestigen.
Du er sgu stadig god nok indeni
Og pointen med alt det her, hvis jeg har en!? Pointen er, at hvis man vil undgå at få nedtur på over facebook – eller over andres mere spændende liv generelt – så husker man lige på, at det meste er en del af en (selv)iscenesættelse. At nogle gange er dem, der lader til at leve de mest misundelsesværdige liv i virkeligheden dem, der har allermindst selvværd og allermest behov for ydre anerkendelse. Og andre gange er det bare misundelsesværdige mennesker, der lever misundelsesværdige liv. Men det betyder jo stadig ikke, at mit liv er mindre værd.
Reelt set kan man jo bare bruge den følelse – misundelsen – som den sikkert har været beregnet fra naturens side til at lade sig inspirere til selv at gøre spændende ting.
Og når man så gør de her spændende ting, så er det nok også en god idé at huske på, at man gør dem for sin egen skyld, for selve oplevelsens skyld – ikke for at få bekræftelse på, at 1) man er spændende, 2) andre er misundelige, 3) man findes.
For uanset om, man bruger hele weekenden på at ligge i sengen og se lortefilm på netflix (hvilket jeg gør de fleste weekender) eller man bruger dem på romantiske eventyr og faldskærmsspring, så kan man faktisk stadig godt være et unikt og interessant menneske.
Og hvis det ikke er nok for andre – ja, så er det i det mindste nok for mig. Så du behøver ikke like den her blog, det gør ingen forskel for hverken min selvfølelse eller min lyst til kage. (Jeg har nemlig altid lyst til kage.)