Tag: selviscenesættelse
Genstart bevidstheden
Jeg frygter, at vi står midt i et bevidstheds-backlash. At vi har nået den fulde kapacitet, vores bevidsthed er i stand til at yde. Faktisk frygter jeg, at vi nåede den for omkring 10-15 år siden, og at vi lige nu ruller tilbage på alt, hvad vi nåede at få af nye tanker og originale ideer i den mellemliggende perioder.
Vi lukker ned. Ligesom en computer, der har for mange programmer åbne. Vi crasher, og vi fryser midt i et skærmbillede.
Neurologien fortæller, at hjernen er en fantastisk mekanisme, der kan blive ved med at vokse og ændre sig livet igennem. Javist, men den har brug for ro til at gøre det, og med de ADHD-agtige påvirkninger, vi udsætter den for, så tror jeg ikke, den har mange chancer for at gro.
Altså antallet af stress- og depressionsramte taler deres eget sprog. Vi overbelaster hjernen og kroppen konstant. Men hvor forfærdeligt det end må være for den enkelte, er min bekymring nu alligevel, hvad det betyder for os alle sammen; for fællesskabet. (Hvis man da må tillade sig at smide sådan en gammel halvkommunistisk frase på bordet.)
Farmand, du får først ligeret til dine børn i 2113
Jeg ser det naturligvis mest på kønsområdet, fordi det er her mit lilla-ble-indpakkede hjerte ligger. (Og også en form for kompetence, selvom det jo ikke tæller ret meget at have studeret køn på universitet. Fordi alle er eksperter i køn, fordi alle jo har et køn – og det er lig med, at alle har studeret køn! (aka alle har onaneret.))
Det er tydeligt i den måde, hvorpå selv umiddelbart fornuftige mennesker er begyndt at lege “kan ikke høre, kan ikke se”-aber. Vores regering dumper det mest fornuftige bud på ligestillingspolitik, der er blevet fremført i et årti: øremærket barsel til fædre. Og de gør det uden at blinke, fordi det er en “tabersag”. Tilsyneladende er vælgerne ikke med på vognen, siger journalisterne, der påstår at forstå sig på spin.
Undskyld, men hvad skete der for, at politikere skulle være fremsynede og gamle nok til at træffe de upopulære beslutninger – dem, der på sigt ville skabe et bedre samfund!?
Shhh med alle de nye tanker, mit hoved er fuld
Men det værste er, at jeg ikke tror på, at det er derfor. Jeg tror ikke på, hverken politikernes officielle forklaringer (noget med familiernes økonomi blablabla (Hvilket netop er én af de ting, der ville ændre sig over tid med en øremærket barsel, hvilket politikerne ville vide, hvis de gad sætte sig ind i stoffet, men research og rapportlæsning er åbenbart også en af de ting, der ikke længere er plads til i politikeres opinionsoverfyldte hjerner.)
Jeg tror heller ikke på den uofficielle spin-forklaring, om at vælgerne var imod, så derfor valgte regeringstoppen at røvrende deres egne valgløfter og vælgere (endnu engang.)
Nej, jeg tror desværre, at den øremærkede barsel røg samme vej som de andre ligestillingsinitiativer, der ellers så lovende lå i valgløfterne. Og samme vej som alle de andre tanker om bedre miljø (eks. betalingsringen) og bedre fællesskab (eks. ændre de åndssvage dagpengeregler tilbage til menneskelige forhold.)
Alle de her ideer røg ned i den store skraldespand af “ting, der bare ikke er plads til i vores hoveder lige nu”: Nemlig alle de ting, der skuer længere end et halvt år ud i fremtiden. Ideer, vores og vores børns fremtid skulle grundlægges på. Smat! Lige ned til bananskralden og papiret fra makrelmaden.
Ti små neuroner kom… ja og så døde de alle sammen, fordi de ikke så sig for
Vi kan ikke overskue fremtiden. Vi kan knap overskue nutiden. Vi holdt op med at have en nogenlunde overskuelig idé om verden lige omkring årtusindeskiftet og så gik det bongus ned ad bakke.
Der er alt, alt for meget viden, vi skal have styr på. Viden om hvad der sker ude i verden, og hvad der sker herhjemme og derhjemme med ungerne. Alt for mange dårlige amerikanske tv-produktioner og youtubeklip, vi skal se, facebookopdateringer, vi skal formulere (så folk kan like os, så vi kan blive bekræftet i, at vi findes) alt for meget overfladisk netværkning, vi skal oppebære, reklamer og relationer, vi skal finde hoved og hale i, og tøj og job, vi skal iscenesætte os selv i, og maratonløb, vi skal løbe, så vi ikke dør for tidligt, for det har vi virkelig ikke tid til, når vi skal nå alt det andet.
(Her indlægges forpustet vejrtrækningspause.)
ALARM: ting må ikke forandre sig, for så bliver jeg ædt
Og så står skærmbilledet stille på nethinden. Der er ikke flere RAM ledig. Desperat fryser vi alt fast, der ikke er strengt nødvendigt for at holde maskineriet i gang. Herunder nye ideer og kreative løsninger på gamle problemer. Herunder det konstante behov for selvbevidsthed omkring egen adfærd, så man ikke reproducerer stereotyper, fordomme og andre dårlige vaner (fra neglebidning til at jorde sin kæreste, fordi høn stanger tænder med gaflen.)
Fordi hjernen kræver ledige RAM for at kunne reflektere, ellers ryger den på prækodede rutiner. Hele din hjerne skriger ALARM SABELTIGER! Du har ingen fri kapacitet til at spekulere over, om det egentlig er fair over for alle sabeltigere, at du altid er så fordomsfuld over for dem, og da slet ikke til at spekulere på, om det også skulle gælde dine fordomme over for det andet køn, mørkere hudfarver og andre kødpræferencer. (Også kendt som: ALARM HALAL!)
Og selvfølgelig fryser også alt, der hører under kategorien af almindelig hverdagsbevidsthed om, hvordan vi behandler os selv og andre ordentligt.
Ørefigen-rebooting
Jeg synes ellers, der var sådan en god stemning i Danmark her hen over sommeren, og jeg tænker, at det var, fordi vi endelig havde en; en sommer. Så fik hjernen lige den pause, den havde brug for. Der var pludselig et overskud til at begynde at smile til folk på gaden og måske ligefrem begynde at drømme igen.
Men så begyndte det at regne og så tilbage til buisness as usual. Bang så kom frygten for at nogen ville stjæle frikadellerne, bang så røg fædrebarslen, bang så går vi i krig igen. Bang så er vi bange for alt det nye igen.
Lige nu er jeg i lussinghumør. Jeg er så fristet til at gå ud i regnen og klappe hver eneste dansker, jeg møder en på hver kind: hey, snap out of it!
Sluk for de effing skærme (når du er færdig med at læse det her supervigtige budskab… nej, faktisk bare sluk nu; det her er lige så meget hvidt støj som alt muligt andet), drop de evige selviscenesættelser, mærk dig selv og regndråberne og begynd så for satan at tænke igen. Reflektér! Få os videre.
Vi har alt den computerkraft, der skal bruges, vi har opdateringssoftwaren indeni. Vi er bare nødt til at begynde at køre de rigtige, de vigtige programmer i stedet.
Fissefeministforventningspres
Jeg har aldrig prøvet at have skriveblokering. Altså den der rigtige, alvorlige slags, der knækker forfattere og forfølger dem i årevis. Naturligvis har jeg haft perioder, hvor der bare ikke dukkede nogle ord frem på skærmen, men så gik jeg til en anden opgave, og så var de der igen. Men nu kan jeg mærke det stof, skriveblokeringer må være lavet af; forventninger.
Andres og ikke mindst egne forventninger til, hvad man leverer, når man skriver. Pludselig fornemmer jeg et vist pres for, at jeg leverer den ene feministiske brandtekst efter den anden. Folk omtaler denne blog som en feministisk blog, selvom jeg fra starten af har lagt vægt på, at det er en personlig blog, hvor jeg vil kunne skrive om alt det, der rumsterer i mine tanker.
Og så kan jeg pludselig ikke skrive. Hverken feministisk eller om noget som helst andet. Hvis jeg forsøger mig med at mene noget om et emne om køn, føles det underligt forceret. Som om jeg kun gør det, fordi det forventes af mig, og jeg ikke investerer noget af mig i det.
Hvis jeg skriver om noget andet – som eksempelvis en metatekst om forventningspres – frygter jeg seriøst, at folk vil hade det. Selvom jeg også fra starten besluttede mig for, at jeg ikke ville gå specielt meget op i, hvad andre tænker om det, jeg skriver herinde.
Nåmen, hvad med dig selv, din… din revisor
Jeg har skrevet tre romaner og havde ikke den her følelse en eneste gang, hverken med den svære toer eller den besværlige treer, også selvom der var mange forventninger til mig ved dem begge. Men måske jeg bare har oplevet forventningerne være mindre specifikke til mine bøger. Nu er de meget konkrete: “Sanne, skriv noget, der problematiserer kønsdebatten på en humoristisk måde.”
Øh… Og så trækker jeg blank.
Velkommen til komikerens værksted, hvor jokeblokering opstår dét sekund sætningen “sig noget sjovt” udtales – af andre eller desto værre; af een selv. (Hvis du møder en komiker, så lad for guds skyld være med at sige det til vedkommende. Du ødelægger alle muligheder for en behagelig samtale. Smid i stedet straks dit glas på gulvet. Alle komikere har nemlig indbyggede reflekscomebacks til lyden af tabt glas – a la “du tabte dit pessar” – og så er samtalen faktisk i gang.)
Selvfølgelig er det fantastisk at opleve, at andre kan lide det, jeg laver, og gerne vil have mere. Men det tror jeg virkelig, man skal passe på med ikke at gøre til en spændetrøje for sig selv. Jeg ser bare så mange eksempler på kunstnere og entertainere, der kopierer sig selv i et mere og mere desperat forsøg på at give deres publikum det, de vil have. Eller snarere; det, som kunstneren tror, de vil have.
Og det værste er næsten, at jeg også ser rigtig mange publikummer labbe disse kopier af kopier af kopier i sig fuldstændigt ukritisk. “Prøvligeog sig det med fingeren igen, det var bare så pissesjovt i ’97.”
Jukeboks-koncertrefleks
Hey, jeg er selv skyldig i det her, jeg gør det nemlig også selv som publikum. Jeg hader for eksempel at være til koncert med et band, der insisterer på at spille alle de nye sange fra den nye plade, jeg ikke har hørt. Og så kun spiller én eneste sang fra den gamle plade – og det i en eller anden aparte version med kobjælder og motorsave, og hvor teksten i øvrigt er off key, så man ikke kan synge med.
Lars Lilholts producer fortalte mig engang, at Lilholt aldrig giver koncert uden at spille Kald det kærlighed. Fordi hans publikum vil blive skuffede, hvis han ikke gjorde. (Og ja, jeg har været til Lars Lilholt-koncert, jeg er midtjyde, det står i reglerne. Og så er det bare så hyl!)
Men det er altså en dygtig entertainer, der tager sit job alvorligt. Eller dét tænker jeg som publikummer.
Som komiker derimod tænker jeg: Fuck man, hvis jeg skulle lave den samme bit i 25 år, 100 gange om året, så ville jeg da skyde mig selv i hovedet med et storkaliberet gevær. Efter, at jeg havde skudt samtlige publikummer, der råbte på den.
Men måske (forhåbentligt) har musikere det ikke på samme måde med deres sange.
Erasmus Contrarietus
Hele mit formål med min komiker- og forfattervirksomhed er til gengæld at sige noget nyt. Muligvis nok om et gammelt emne, men så vendt på en ny eller skæv måde. Hvis jeg bare siger det samme, så siger jeg jo det samme, og så er det hele det samme… Pointen er, at så kommer vi aldrig nogen fucking vegne.
Men det er ikke kun min kunstner-forfængelighed, der har det svært med forventninger. Hele min person går i Rasmus Modsat-modus, så snart nogen begynder at sætte mig ind i en bestemt bås, rolle, stereotyp – kald det kasse, kald det lige, hvad du vil, der findes ingen ord, ingen ord, der er så røvssyge som dem.
Jeg kan give ret mange bud på, hvorfor jeg har oplevet så meget mobning og social udelukkelse i mit liv, men den mest sandsynlige forklaring er sikkert præcis denne: At jeg altid har gjort alt andet, end det folk forventede af mig.
Hvis de forventede, at jeg ville være en sød og lidt naiv blondine, så var jeg en rødhåret furie, og hvis de forventede dét, så var jeg doven og ugidelig, og forventede de doven, så havde jeg lavet både min del og de andres del af opgaverne, før nogen overhovedet fik set sig om, og hvis dét var deres forventning, var jeg bare en sød og lidt naiv blondine, der ikke vidste, hvordan opgaverne skulle løses.
Forvirringstrategi numero uno; ingen må vide, hvor de har dig!
(Og konsekvensen af forvirringstrategi numero uno; ingen inviterer dig til at sidde ved deres bord.)
Uforudsigelig forudsigelighed
Jeg kan faktisk ikke give noget godt bud på, hvorfor jeg har det sådan med forventninger. Altså hvorfor jeg hader at indfrie dem. Måske er det netop, fordi min første oplevelse med andres forvetninger var, at jeg skulle være den søde, ordentlige, stillesiddende – og ikke mindst stilletalende – pige med rottehaler. Og så var jeg altså mig; rodet og fuld af spræl og med permafiltret hår.
Eller måske er jeg bare en af de sjældne piger, der er født med et anti-pleaser-gen.
I hvert fald er konsekvensen af mine mange års modsat-modstandsbevægelse, at det hele nu begynder at loope rundt og bide mig i haserne. For nu har jeg fået etableret mig så godt, at de forventninger, folk har til mig, er i fuld overenstemmelse med den, jeg føler, jeg er. (Hvis man da kan tale om at være en den. Personlighed er nok noget mere flex end det.)
Så hvis jeg fortsætter denne forvirringsstrategi, ender jeg altså med at gå imod alt det, jeg egentlig gerne vil stå for – bare for at være imod. Og det virker mildt sagt dumt at begynde at lukke mandschauvenistisk lort ud udelukkende for at forvirre. Eller melde mig til et reality-program. Og/eller barbere min fisse.
Men sjovt nok fik jeg forleden den åbenbaring, at jeg faktisk bare kan gå Rasmus Modsat på mig selv denne gang: Okay, så forventer de, at jeg gør sådan og sådan, og så plejer jeg at gøre noget andet for ikke at leve op til det, men så gør jeg bare det, de forventer, for dét er der ingen, der forventer!
Gav det mening? Bare rolig, det forventer jeg heller ikke. Eller gør jeg!?
New reality
“Interessen for reality-tv er faldende,” fortalte en af mine veninder forleden. På den der yeah-verden-er-alligevel-bedre-end-jeg-troede-måde, og jeg nænnede næsten ikke at briste hendes illusioner. Men jeg endte nu alligevel med at gøre det, for jeg er en klodsmajor og kan aldrig holde min kæft i den slags situationer.
Hendes begejstring var bare for høj, hun troede simpelthen, at vi snart ville begynde at se virkelig virkelighed på tv igen, fordi seertallene for Paradise og Big Brother åbenbart er faldende (jeg har i øvrigt ikke tjekket, om hun har ret i dette, for jeg kunne personligt ikke være mere ligeglad med, hvor mange der ser – eller ikke ser – den slags. Folk må sgu selv om, hvad de vil bruge deres dyrebare tid på.)
Men hun regnede med, at den tendens vil betyde, at vi snart slipper for uinteressante navle- og i andre kropsåbninger-pillende reality-stjerner, der intet har at byde på udover mavemuskler, der gør sig godt i HD.
Det sidste kan hun muligvis have ret i. Mætningsgrænsen for pæne, men uintelligente mennesker på tv må efterhånden være nået… (tror du på det!? Næ, ikke rigtigt vel?) Men det betyder jo ikke, at tv pludselig bliver befolket af virkelige mennesker med virkelige problemstillinger. Nej, det betyder bare, at ordet “reality” bliver newspeaket endnu engang.
Husker du Hade-Hanne?
Jeg elsker George Orwell, og jeg hader, at han har fået ret i mere end halvdelen af sin forudsigelser, om hvordan vi vil opføre os – ikke i 1984, men i dag. En af hans sikre træffere er, at alle ord mister deres oprindelige betydning, fordi offentlige myndigheder og kommercielle foretagener bare beslutter sig for at bruge dem modsat; newspeak.
(Her kunne man, helt i ånden fra 1984, jo også nævne det groteske i at have en forsvarskommando, hvis primære formål er at angribe fjendtlige mål i ørkenlande. Skal vi ikke bare kalde det Krigskommandoen, det lyder da så meget sejere!?)
Sådan lagde tv-branchen ud, da den lancerede reality tilbage i slutningen af 90‘erne. “Her er virkeligheden,” lovede de: “Virkelige mennesker i virkelige situationer.”
Og jeg købte den skam i starten. Jeg sad klistret til skærmen til første sæson af Robinson og hadede Hade-Hanne, fordi hun – udover konstant at sige irriterende ting – havde valgt som sit personlige bidrag til livet på en øde ø at medbringe et makeup-sæt, mens andre havde fiskegrej og falckudstyr med. Sikke en selvoptaget mokke, tænkte jeg, og det blev kun yderligere bekræftet af den “virkelighed”, jeg så mandag efter mandag.
Men så kom anden sæson og tredje sæson og alt muligt andet reality-tv herunder Big Brother (som godt og grundigt voldtog Orwells kreative copyright på den titel. Men det var jo ironisk nok stadig helt i ånden fra hans bog.)
Og samtidig med den nye bølge af reality startede jeg selv på Journalisthøjskolen og begyndte at forstå de mekanismer, der er i spil, når man laver tv. Eller rettere: når man iscenesætter virkeligheden med det ene mål for øje at narre seerne til at tro, at det er virkelighed, de ser.
Et par år efter første sæson af Robinson læste jeg desuden et interview med Hade-Hanne. Deri fortalte hun, at ikke alene havde TV3 kun valgt at bruge de klip med hende, hvor hun fremstod irriterende, det var også tilrettelæggerne på Robinson, der havde bedt hende om at tage makeup-sættet med som den personlige ting. Hun ville hellere have haft akvarelmaling med. Og det var da muligvis et lige så jammerligt bidrag til overlevelse på en øde ø, men det var i det mindste hendes egen idé – og dermed et mere sandfærdigt og virkelighedstro udtryk for hendes person.
Pointen er; at jeg måske godt kunne have hadet hende uden TV3’s hjælp. Men nu føler jeg bare klam skam over, at jeg lod mig narre til at hade hende på grund af noget, som jeg slet ikke ved, om er sandt.
Den altid redigerede virkelighed
Så klipper vi lige lidt i tid, for det gør vi jo os, der fortæller historier; vi snyder med tidskoderne og springer frem og tilbage i handlingen, så dem, der ser og læser vores historier føler, at de faktisk får fortalt en historie og ikke bare en masse ligegyldigheder i tilfældig rækkefølge.
For selvfølgelig er vi nødt til at redigere i virkeligheden for at kunne fortælle om den på en interessant måde, det er klart. Mange bliver bare chokerede, når de opdager, hvor meget der egentligt bliver klippet, instrueret og dirigeret på tv. Tror du eksempelvis nogensinde, at en politiker selv har foreslået journalisten fra TV-Avisen, at han eller hun tager en gåtur ned ad Christiansborgs gange og sætter sig bag sit skrivebord, mens de filmer!? Eller tror du journalisten har bedt politikeren om at gøre det, så der er nogle brugbare billeder at lægge under speaken!?
Det er et minilillebitte eksempel på iscenesat tv-virkelighed, men når det er så grundlæggende et element for bare at kunne fortælle en helt basal tv-nyhed – det tv-program, der i øvrigt bryster sig af at have højst sandhedsværdig – hvor gennemsyrende er det så ikke i alle andre tv-programmer, der ikke har en form for journalistisk selvjustits? Altså hvor iscenesat er virkeligheden i de tv-programmer, der ikke får problemer, hvis de kommer til at hyre demonstranter til at stå med bannere og holde en fake-demonstration? Eller hvis en journalist påstår, at han er på vej ud af Irak med de sidste soldater og ikke er det!? (Og hvis andre tv-nyheder end ovennævnte ikke bliver afsløret i at være iscenesatte, er det så, fordi de ikke er det, eller fordi ingen tjekker det?)
Virkeligheden er ikke virkelig nok
Anywho, jeg klipper i tid, til da jeg skiftede fra at være bag kameraet til selv at stå foran det. Jeg medvirkede for nogle år siden i et program på Zulu. Der blev vi lovet af tilrettelæggerne, at det ikke skulle være reality men et comedy-program, vi var med i, men så endte det vist et sted midt imellem.
Egentlig havde jeg som udgangspunkt intet imod, at vi som deltagere også blev set i “virkelige” situationer, for det var faktisk med til at gøre programmerne sjovere.
Problemet var bare, at ingen af de situationer, vi blev filmet i, var virkelige. Alting var iscenesat. Fra om vi skulle gå til højre eller venstre, til om vi skulle holde en “ureglementeret” pause – og ja, også til, hvordan vi skulle reagere, og hvad vi skulle sige. Og det var her, det blev skummelt.
For selvfølgelig forventede jeg iscenesættelse. Selvfølelig forventede jeg at blive kylet ind i situationer, tilrettelæggerne have tilrettelagt for derefter at skulle forholde mig til dem. Alt andet ville have være underligt og dårligt forberedt tilrettelæggerarbejde.
Det, jeg ikke havde forventet, var dog at blive bedt om at sige og gøre bestemte ting, jeg aldrig selv ville have fundet på at sige eller gøre. Og det, jeg slet ikke havde forventet, var at blive klippet ind i sammenhænge, hvor jeg faktisk sagde og gjorde noget helt andet.
Jeg husker med gru det første afsnit, hvor jeg for sjov og med meget affekteret stemme i en dialog med en af de andre deltagere lavede en parodi på en hysterisk kælling, og tilrettelæggerne i programmet så efterfølgende valgte at klippe det således, at min parodi så ud til at være min reelle respons på den besked, vi lige havde fået i programmet.
Jeg var rasende og forlangte en forsikring om, at det aldrig ville ske igen, hvis jeg skulle fortsætte i programmet. Og måske vidste tilrettelæggerne godt, at de var gået over stregen, eller måske var de bare seriøst bange for, at jeg ville iscenesætte et tilrettelæggermassemord, i hvert fald undskyldte de og rettede ind – og i resten af programmerne slap jeg for at blive klippet ind i forkerte sammenhænge.
Faktisk slap jeg næsten helt for at blive klippet med i programmet.
For ret hurtigt vidste det sig, hvad tilrettelæggernes problem med mig egentligt var. Jeg var nemlig castet som pige i det her program, og derfor havde tilrettelæggene helt sikkert forventet – og skrevet i deres manus – at pigen skulle være lettere hysterisk og fnisende og bange for de farlige ting, og i stedet havde de altså fået mig, som fjoller rundt, råber højt og altid går forrest, når det kommer til at prøve vilde ting. Ergo kunne de ikke bruge den virkelige person, mig, jeg passede ganske enkelt ikke ind i den virkelighed, de havde tilrettelagt.
Virkeligheden optagelse 4
Den erfaring har jeg desværre efterfølgende gjort flere gange i tv-branchen, og som en, der elsker nytænkning og også selv at se anderledes mennesker gøre anderledes ting, bliver jeg egentlig ret ked af, at tv-mediet ikke er mere villig til at tage chancer og vise os en mere broget og sjovere – og virkelig! – virkelighed.
Men som journalistuddannet ved jeg også godt, hvad det handler om. Det er tidspresset, og det er kontrolbehovet. Det er skrækken for at stå på en optagelse og ikke vide, hvad du får med hjem. Hvad nu, hvis de personer, du skal filme, slet ikke gør noget, der virker godt på tv. Hvad nu, hvis de slet og ret er kedelige!?
Den angst fører så til, at man lægger meget stringente planer for, hvad der skal ske – man skriver et manus, punkt for punkt. Et manus der er lige så detaljeret som et filmmanus – og den sammenligning er faktisk glimrende, for når man står derude på sin tv-optagelse med et komplet manus i hånden, så er det jo også meget nærliggende at komme til at overlappe lidt mellem fiktion og virkelighed. Så hvis tilrettelæggerne ikke lige får den kommentar, de havde planlagt at få, må de jo bare bede de medvirkende om at komme med den – de instruerer med andre ord virkeligheden.
Og hvis de medvirkende er marginalt mere tv-egnede, end jeg er, så kommer de også med de kommentarer, tv-tilrettelæggerne gerne vil høre, så de er sikre på ikke at blive klippet ud af programmet og sikre på at blive stemplet som samarbejdsvillige og sikre på at komme på tv igen en anden gang.
(Derfor er jeg heller ikke så tit på tv. Fordi jeg er monsterbesværlig og altid insisterer på kun at sige og gøre ting, jeg rent faktisk har lyst til at sige og gøre – selv med kamera på. Verdens dårligste strategi for at komme frem i tv-mediet, men det er min strategi, og jeg er stolt af den! … eller alternativt; jeg er slet og ret en klodsmajor og dårlig til at fake.)
Gammelt bræk, nyt slogan
Tilbage til udgangspunktet, hvis du kan huske det; altså newspeak og reality-genren.
Oprindelig var reality altså et bud på en genre, der viste os virkelige mennesker, men snart blev det klart, at ikke alene var omstændighederne omkring dem ekstremt iscenesatte, men efterhånden blev deltagerne også så dygtige til at iscenesætte sig selv, at de blev decideret professionelle i at fake at være “virkelige” personer.
Så i dag ved alle tv-seere, at reality betyder alt andet end virkelig. Og derfor min venindes begejstring for udsigten til denne genres snarlige afvikling: Et håb om snart at få aflivet det iscenesatte og få mere reel virkelighed på skærmen.
Men ak, ind på scenen træder i stedet new reality. Og ligesom Danske Bank med deres new standards, der lugtede langt væk af gammelt opkast på ny flaske, har også new reality den der vamle stank af det gamle, bare kamufleret bedre.
Nu kalder realitygenren sig i stedet missions-tv eller ligefrem dokumentar-tv. Nu skal vi se kendte, men virkelige mennesker; Peter Mygind, der slås mod mobning eller Bubber, der roder rundt med almindelige mennesker i ualmindelige situationer, eller Susanne Bjerrehus, der overværer nogen have sex.
Og det er alt sammen noget, der virkeligt sker! Ikke!? For alle de her begivenheder ville jo have udspillet sig helt således, selvom der ikke var tv på, eller hvad?
Faktisk er det mere reelle spørgsmål: Ville de overhovedet have fundet sted, hvis der ikke var et kamera?
Jeg blev i hvert fald godt gammeldags gal i skralden på andres vegne, da jeg læste den her historie om, at de unge mennesker, der medvirkede i Myginds Mission følte sig sat i bestemte, forudbestemte roller af tv-folkene og slet ikke kunne kende sig selv i programmerne.
Altså én ting er at udsætte gøglere, politikere og andet fjollefolk som mig for den slags, jeg har jo sådan set selv bedt om det, når jeg medvirker i tv-programmer, men unge mennesker… nej, faktisk er alderen underordnet, det er heller ikke okay, hvis det er voksne mennesker, man udsætter for det her.
Pointen er, at disse medvirkende er mennesker uden forudsætning for at vide, at de kun er blevet bedt om at medvirke, fordi de på overfladen ligner nogle, der passer til nogle prædefinerede roller i det manus, som tv-tilrettelæggeren har skrevet hjemmefra. Samt at tilrettelæggeren som en anden Susanne Bier-wannabee har tænkt sig at stå og dirigere virkeligheden, indtil han får den historie med hjem, han havde forventet – ingen overraskelser, ingen virkelighed, kun en masse medvirkende med dårlig smag i munden. Og en portion seere lullet ind i troen på, at denne gang var det ægte mennesker, de så på.
Men hey, det er jo godt tv, så fuck da virkeligheden! Og op i røven med sandheden, for findes der overhovedet nogen, der giver en skid for den længere!? Kan vi ikke lige så godt begynde at kalde den noget andet; jeg foreslår new truth.
At like eller ikke at like
Facebook gør både folk lykkelige og ulykkelige. Det var en nyhed i min avis den anden dag. Ud fra et journalistisk perspektiv en lidt spøjs vinkling på en historie – at noget både er godt og skidt – journalister plejer ellers kun at gå efter, at det skal være skidt med skidt på. Men så viser det sig ved nærmere læsning, at selv det, at facebook gør folk lykkelige, er et problem, de bliver nemlig for lykkelige, og så er vi tilbage på rette spor, sådan rent journalistisk i hvert fald.
Kort fortalt bliver vi ulykkelige, når vi ser andres statusopdateringer, fordi vi føler, at andre lever federe liv og har mere succes. Til gengæld får vi et selvtillidsboost, hver gang andre liker vore egne statusopdateringer, og det fører – i hvert fald i følge en amerikansk undersøgelse – til, at vi træffer ufornuftige beslutninger som at spise mere kage.
Vi bliver altså maniodepressive og tykke af facebook.
Og som sædvanligt i den journalistiske verden påpeger man dette massive problem, som potentielt kan ramme os alle – i hvert fald de små tre millioner af os, der er på facebook – uden at komme med bare et enkelt forslag, til hvordan vi så rent faktisk undgår problemet. Det ligger ligesom mellem linjerne, at hvis man vil bevare både sit sunde sind og slanke krop, så må man lukke sin profil hellere før end siden.
Det er så rigtigt det der
Sådan er journalistisk nu engang. De seriøse medier påpeger problemerne nu, og om et halvt års tid kan dameblade og B.T. og Go’morgen Danmark (og TV 2’s hjemmeside, som lader til at være blevet til i en form for parringsleg mellem de tre) så følge op med en ”Ti gode råd til at undgå at blive tyk og maniodepressiv af facebook.”
I den forbindelse hives eksperter ind. Først de seriøse eksperter, som rent faktisk har forsket i det her. Hvilket typisk indebærer noget med at sætte 247 mennesker foran en computer og bagefter lade dem vælge mellem kage eller frugt, og hvis det så viser sig, at der er en større andel af dem, der har brugt deres computertid på facebook, som vælger kage, så konkluderer forskerne så, at facebook fører til fedme. Og det var altså de seriøse eksperter…
Men når de mindre seriøse medier tager over, og vi skal indføres i, hvordan vi undgår problemerne, så kommer de selverklærede eksperter på banen; coaches og psykotereapeuter. De dukker op på skærmen og siger alt det, vi alle sammen godt ved i forvejen, tit bare i nogle lidt smartere formuleringer.
Og det er jo altid meget rart at høre en såkaldt ekspert sige det, vi allerede ved – så vi kan føle os kloge og indsigtsfulde – og så i øvrigt fortsætte vore liv som hidtil. Uden ændringer! For det faktum, at de kloge mennesker lige har sagt det, vi allerede ved, er jo i sig selv et bevis på, at vi allerede gør det rigtige.
Selvom vi også godt ved dette; at alt det, vi ved, ikke nødvendigvis er det, vi gør.
Pyh, skal jeg virkelig gøre alt det!?
Selvfølgelig er det lige den ene detalje, som disse eksperter aldrig bekræfter os i. For hele deres funktion som eksperter på tv ville jo blive voldsomt undergravet, hvis de gjorde opmærksom på, at det at lægge sit liv og sine vaner om, nok kræver lidt mere arbejde end bare at følge de fem råd, man kan nå omkring i et indslag i Go’morgen Danmark.
Det er også derfor rådene altid er så banale. Eksperterne har ikke råd til at begynde at komme med de farlige råd; dem der kræver, at vi virkelig skal tage os sammen. For selvom vi selvfølgelig også godt ved dette; at forandringer kræver disciplin og hårdt arbejde – så har de færreste af os brug for at høre det henover morgenkaffen: ”Skatter, hvis du vil holde med at ryge, så bliver det latterligt hårdt, du kommer til at hade dig selv og resten af verden undervejs, du vil formentlig tage på og tillægge dig tre-fire nye dårlige vaner i processen, og sandsynligvis falder du i mange gange, før det lykkes. For sandheden er, at dem, det lykkes for at lægge deres liv og vaner om, er dem, der bliver ved med at prøve, selvom de fejler gang på gang.”
Råd nr. 1: gå ud og gør noget nyt
Hvad har det så med facebooks påvirkninger af vores psyke at gøre? Ikke så meget bortset fra, at jeg forudsiger, at der vil komme en pæn portion eksperter på skærmen (hvis der ikke allerede er og har været det da!? Undskyld min uvidenhed på området, men jeg følger ikke altid så godt med.) Og eksperterne vil fortælle os, hvordan vi 1) kan undgå at bruge så meget tid på facebook og 2) kan undgå at blive påvirket psykisk af det, der sker på facebook – fordi 2) allerede forudsætter, at vi fejler med 1).
Formentlig vil rådene til 1) være, at man tager sig nogle dage hver måned, hvor man slukker mobil og computer og bare er tilstede i nærværet i nuet. For det er det nye mantra indenfor selvudvikling, og igen noget, vi alle sammen godt ved, men de færreste af os gør.
Eller lad mig omformulere det: Ingen gør det her med vilje, men vi gør det alle sammen, når der sker noget spændende.
Man kan bare ikke planlægge sig til, at nu vil man opleve nærvær og kvalitetstid og familiehygge og romantik. Man kan godt gøre omstændighederne mere optimale – hvilket selvfølgelig er grunden til, at eksperterne foreslår os at gå offline – men sagen er jo, at hvis man selv under optimale omstændigheder alligevel tjekker sin mobil i stedet for at se sin kæreste i øjnene, så er det nok, fordi det, der potentielt kunne ske i cyberspace, bare er mere spændende. Kort sagt; dit liv offline er kedeligt!
Så det svære råd, det farlige råd til at bruge mindre tid på facebook er at gøre dit irl mere spændende.
Råd nr. 2: lad facadedyret gå fallit
Det er nok en livsomlægning, de færreste har kræfter til. Hvilket faktisk bare underbygger det næste problem 2); nemlig at facebook påvirker os negativt. Når vi nu godt ved, at vi ”bare kunne tage os sammen” til at leve et mere spændende liv, kommer vi jo i den grad til at få det dårligt, hver gang andre opdaterer fra et mere spændende liv – ergo andre kan godt tage sig sammen.
Og naturligvis bliver vi lige så opløftede, når det er os, der har gjort noget spændende og andre har bekræftet os i det med et lille like – ergo jeg kunne godt tage mig sammen (til at bage den kage eller springe faldskærm eller whatever, jeg tilsyneladende ikke rigtigt har gjort alligevel, hvis ingen har liket det.)
Så hvordan undgår man at få det psykisk dårligt af facebook? Man holder op med at være et fucking facadedyr!
Ja, det var også det farlige råd. Du vil sikkert komme til at se det i en noget mere nedtonet udgave i damebladene, men pointen vil nærmest være den samme: At så længe man kun interesserer sig for, hvordan ens liv tager sig ud, så vil det være utroligt svært rent faktisk at leve det.
Forklaring? At være tilstede i nærværet i nuet er jo kun noget, man er, når man ikke tænker over, at man er det. (Jeg siger i øvrigt ikke, at man ikke må fotografere eller statusopdatere fra sit nærvær. Det tror jeg på sin vis er det moderne menneskes måde at være nærværende på. Det er den der nærværende bevidsthed om, at dette spændende øjeblik er så kort, at jeg hellere må forevige det, så jeg kan nyde det igen senere.)
Problemerne opstår, når man i stedet for bare at nyde øjeblikket – nu eller siden – interesserer sig mere for, om andre vil like det. Og problemerne bliver endnu tydeligere, når man begynder at iscenesætte sit liv efter, om det vil tage sig godt ud i en statusopdatering.
Op ad prestigestigen
Det er der da heller ingen der gør, bare for en skide statusopdatering. Er der?
Tja. For hele den her problemstilling med facebook er jo bare en lille bitte del af et meget større problem; nemlig det ekstremme behov for selviscenesættelse i vores kultur.
Hvis ikke folk allerede iscenesætter deres liv efter, hvad der tager sig godt ud på facebook, så gør de det i hvert fald efter, hvad der tager sig godt ud på et CV.
Jeg har ikke tal på antallet af de samtaler, jeg har haft med folk, som er dybt bekymrede for, hvordan tre måneders arbejdsløshed vil se ud på deres CV. Og jeg siger altid til dem, at de bare skal lade være med at skrive, at de har været arbejdsløse og i stedet skrive, at de har rejst tre måneder rundt i Mellemamerika eller har taget et intensivt kursus i buddhistisk meditation.
Ja, jeg er også god til iscenesættelser (aka at lyve på andres vegne) – jeg er uddannet i kommunikation, og jeg lever af at stå på en scene. Jeg ved godt, at der er stor værdi i at få fremstillet sig selv på den bedst tænkelige måde. Så problemet med selviscenesættelse er jo ikke opstået uden grund. Det er, fordi mennesker, der ligner en succes, også tit får succes/sex. (Hvis du vil læse mere om det, så læs Malcom Gladwells Blink.)
Så altså fuldt forståeligt, at de fleste – inklusiv mig selv i øvrigt – gerne vil have at andre ser en i så positivt et lys som muligt. Men!
Min personlige grænse går, når facaden bliver vigtigere end personligheden. Når selviscenesættelsen bliver en ren iscenesættelse – altså et spil for galleriet. Når alt, man gør, siger og statusopdaterer, udelukkende er ud fra en strategisk overvejelse over, om at andre vil at opfatte en på en bestemt måde – som ikke er i overensstemmelse med den person, man reelt er.
Det lyder avanceret, når jeg formulerer det sådan, men i praksis ser vi det hele tiden: Kvinder, der bruger hele deres intelligens på at fremstå som dumme blondiner. Mennesker, der har trofækærester. Folk, der vælger uddannelse efter prestige og ikke efter lyst – dem med de høje karaktergennemsnit, der søger medicin som første prioritet og jura som anden, selvom de fag altså ligger ret langt fra hinanden – bortset fra på prestigestigen.
Du er sgu stadig god nok indeni
Og pointen med alt det her, hvis jeg har en!? Pointen er, at hvis man vil undgå at få nedtur på over facebook – eller over andres mere spændende liv generelt – så husker man lige på, at det meste er en del af en (selv)iscenesættelse. At nogle gange er dem, der lader til at leve de mest misundelsesværdige liv i virkeligheden dem, der har allermindst selvværd og allermest behov for ydre anerkendelse. Og andre gange er det bare misundelsesværdige mennesker, der lever misundelsesværdige liv. Men det betyder jo stadig ikke, at mit liv er mindre værd.
Reelt set kan man jo bare bruge den følelse – misundelsen – som den sikkert har været beregnet fra naturens side til at lade sig inspirere til selv at gøre spændende ting.
Og når man så gør de her spændende ting, så er det nok også en god idé at huske på, at man gør dem for sin egen skyld, for selve oplevelsens skyld – ikke for at få bekræftelse på, at 1) man er spændende, 2) andre er misundelige, 3) man findes.
For uanset om, man bruger hele weekenden på at ligge i sengen og se lortefilm på netflix (hvilket jeg gør de fleste weekender) eller man bruger dem på romantiske eventyr og faldskærmsspring, så kan man faktisk stadig godt være et unikt og interessant menneske.
Og hvis det ikke er nok for andre – ja, så er det i det mindste nok for mig. Så du behøver ikke like den her blog, det gør ingen forskel for hverken min selvfølelse eller min lyst til kage. (Jeg har nemlig altid lyst til kage.)