Luder light

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SCENARIET ER DESVÆRRE VELKENDT – selv i 2008: Man er på bar/diskotek/morgenværtshus, en tilsyneladende venligsindet fyr spørger, hvad man drikker. Man svarer ’cosmopolitan/øl/fernet branca’ (alt efter, hvor i Nyhavn man befinder sig). Mens man drikker, gør fyren, hvad han kan for at spilde sin drink ned i ens kavalergang samtidig med, at hans øjne konstant flakker mellem mængden af tilbagebleven væske i ens glas og foromtalte kavalergang. Efter denne charmeudladning venter han nøjagtig tre sekunder efter, at det tomme glas er stillet på bardisken, før han spørger: »Nå, skal du så med hjem?«Hvilket svar forventer han i den situation? I hvert fald ikke det ’nej’, han vil få i ti ud af ti tilfælde. For det medfører bare et surt blik og et vrissen-mumlet ord, der kunne være ’narrefisse’. Måske havde han seriøst forstillet sig, at man ville svare noget i stil med: »Jamen, naturligvis skal jeg da tage din pik i munden for to Smirnoff Ice. Hvor er det uhøfligt af mig ikke selv at have foreslået det. Lad os straks lokalisere en baggård, så vi kan få rettet op på den fejl!«

EN HURTIG UDDYBNING: Jeg kender masser af mænd, der aldrig kunne drømme om at opføre sig sådan. Oftest når jeg er i byen med mænd, så henter de drinks konstant – fordi det er den måde, fyre går i byen på: De skiftes til at give omgange, og som pige kan man – uanset hvor godt man forsøger at følge med – aldrig nå at give mere end en enkelt eller to øl, fordi fyrene drikker ud betydeligt hurtigere og allerede er i baren, inden man får sagt: »hey, det er min tur til at gi’.« Til gengæld har jeg aldrig oplevet disse mænd brokke sig over det. De gi’r, gi’r og gi’r – og de holder ikke regnskab. Det er også derfor, jeg ikke lurer det med det samme, når fyren så faktisk forventer, at en drink er forspil til doggystyle.

HVIS DET ALLIGEVEL er hans hensigt at købe sig til sex, hvorfor så ikke bare stæse ned i Istedgade og spare mellemleddet væk? Hvorfor ulejlige sig med at bruge uanede mængder af tid på at få øjenkontakt med en pige, derefter dobbelt så længe på at få øjenkontakt med bartenderen, spendere en fjortendedel af sin månedsløn på at veksle til drinkvaluta og så forsøge at få førnævnte pige til at tage imod denne valuta og omsætte den til et one night stand? Jeg opfordrer bestemt ikke nogen til at gå på bordel – jeg synes, det er forkert at købe sig til sex! Og det er præcis derfor, jeg heller ikke vil behandles som en luder- light, når jeg er i byen.

Janteloven tror, den er noget

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JANTELOVEN BLIVER 75 ÅR i denne uge. Hurra, hurra, hurra og så det lange. Det er ret imponerende, at en pensionist stadig fylder så meget i vores bevidsthed, som Jante gør. Jeg kan ikke komme i tanke om andre på den alder, der gør det – måske bortset fra Mogens Camre og Ulf Pilgaard (uden sammenligning i øvrigt!)I 1933 udgav Aksel Sandemose den bog, ’En flytning krydser sit spor’, hvor Janteloven blev introduceret, og siden har den været en fast bestanddel af vores kultur. Lige så umulig at slippe af med, som det er at komme forbi gamle mennesker på fortovet.

MAN KAN IKKE SE et portræt af et menneske, der har opnået noget, i dette lands medier uden at journalisten med ufravigelig sikkerhed på et eller andet tidspunkt ytrer ordene: »Har du været udsat for Janteloven?«Og kæmpeoverraskelse svarer folk typisk, at det har de i nogen grad, men de klarede sig på trods. Selvfølgelig, ellers sad de jo ikke stylet foran et kamera, men boede et eller andet sted i Thy, hvor styling, succes og selvsikkerhed og andre af den slags storbybegreber stadig er forholdsvis ukendte på linje med internet og rapmusik.

POLITIKEN LAVEDE en spørgeundersøgelse, hvor de fandt frem til, at én procent af befolkningen i Danmark aldrig har hørt om janteloven. Den ene procent må enten være døve eller psykopater eller så skæve, at de heller ikke ved, hvad jul er. Vi snakker alt for meget om Janteloven til, at man kan undgå at høre om den.Alle vil uden at tænke sig om kunne citere Jantelovens første bud: ’Du skal ikke tro, du er noget’. Vi har hørt den regel så mange gange i vores liv. Ikke fordi vi skal efterleve den, men fordi vi ikke skal.

VI FORTÆLLER DESPERAT HINANDEN konstant, at vi ikke skal ligge under for Janteloven. Vi skal tro, vi er noget. Vi skal vide, at vi er det. Okay, men hvorfor tillægger vi så stadig Jante så meget betydning?

FOR VI SNIGER ALTID Janteloven ind – især i tilbageblikkene. Vi ser tilbage – til skolegården, til første arbejdsdag, til familiefesterne – for at komme i tanke om en situation, vi har stået i, hvor vi blev udsat for noget, der ligner Jantelov.På den måde giver vi kunstigt åndedræt og hjertemassage til en levende død hver eneste gang. Måske ville Jante forsvinde af sig selv, hvis vi ikke konstant hev den frem i lyset!? Janteloven får kun magt, fordi vi taler så meget om den. Hvordan skal den egentlig kunne andet end at tro, at den er noget?Vi burde gøre, som vi gør ved alle andre belastende pensionister – ignorere den ihjel!

Sådan var det ikke i 90′erne

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE WEEKEND var der 90’er-fest i København. 5.000 mennesker med knæklys hoppede rundt i buffalos og falsetsang ’Call him mister vain, call him mister raid, call him mister wrong, call him insane.’ Og de havde fat i noget der: ’Wrong’ og ’insane’! Det er ikke bare forkert, det er larmende sindssygt at gå i 90’er-modus! Jeg troede, vi var blevet enige om at begrave de grimme minder side om side med Kurt Cobain.

SÅ HVEM ER DET, der savner Harley Davidson-gamacher og skovmandsskjorter så meget? Hvad er det for nogle mennesker, der har enormt travlt med at trække os tilbage i tiden i stedet for at se frem? Sikkert de samme mennesker, der vil genindspille Beverly Hills 902010, og som tænder på at gå i bodystockings! Mens alle vi andre hadede bodystockings allerede dengang, for der skulle ikke mange brandbiler indenbords, før den ”snedige” manøvre med at trække knappe-delen til side, når man tissede, gik galt, og man endte med at urinere ud over hele den nederste del af den forhadte trusse-bluse-kombi.Jeg forstår ikke nostalgiflippet. Vi er stadig unge: os, der var unge i 90’erne. De ældste kan vel ikke være mere end 40-45. Er det ikke kun gamle mennesker, der går i barndom og idealiserer deres tidligere ungdom? Vi har stadig 90’erne i helt frisk erindring. Vi har cd’erne. Og faktisk vil jeg vædde på, at de fleste endnu har noget af tøjet liggende – duftende af date-deo og en svag antydning af tis.

VI ER SIMPELTHEN HVERKEN gamle nok eller langt nok væk fra det årti til at begynde at romantisere det. Vi burde stadig være kåde og glæde os over den tid, vi lever i, og den tid, der kommer.Skyldes virkelighedsflugten, at den tid vi lever i nu, er usikker med trusler om terror og døde isbjørne? Eller er vi bare kede af at blive voksne og få børn og rentetilpasningslån? Så vi drømmer os tilbage til en tid, hvor vi ikke tænkte på den slags. Ikke fordi der ikke fandtes huller i ozonlaget og rente-svingninger i 90’erne, men fordi vi var for unge til at bekymre os om det.

PERSONLIGT VILLE JEG HADE at blive den slags forælder/bedsteforælder, der prædiker, at ’sådan var det ikke i 90’erne’. (Og ja, meget rammende er der en sang, som handler om præcist det: At alting ikke var bedre i 90’erne – i 1890’erne!)Selvfølgelig er vi usikre på fremtiden. Sådan er det. Sådan var det også i 90’erne. Vi kan bare ikke huske det, fordi vi havde travlt med at blive studenter, være fulde og få sex, uden fyren opdagede den egentlige årsag til den fugtige bodystocking.

Snav din mor i gulvet

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVAD ER DER GALT MED DE FAMILIER, hvor det er skik, at man kysser hinanden – på munden? Mor kysser søn, som kysser søster, som kysser far, som kysser hunden. Og bagefter smiler de for at illustrere, at de bare er heeeelt hippieagtigt afslappede, og det er åbenbart mig, der er bims, fordi familie-mundkysserier giver mig gåsehud og associationer til østrigske kældre. Jeg husker tydeligt første gang, jeg besøgte min første kæreste (og med ’første’ mener jeg ’eneste’), som jeg for længst er ovre (og med ’ovre’ mener jeg, at jeg håber, han er mere single, end jeg er). Dengang boede han stadig hjemme (vi var 17, det var ikke fordi, han var en trist 30-årig hjemmeboende (som de fyre, jeg dater i dag, er…) (det her parenteshelvede er kørt lidt af sporet, synes jeg…))). Jeg møder hans forældre for første gang, og min kæreste, som jeg selv kun har kysset måske max 10 gange, planter et vådt smækkys midt på munden af sin mor. Mens hans far sender mig et, hvad jeg kun kan tolke som liderligt, blik. Antiromantik, antierotik, anti-alt!

EFTERHÅNDEN VÆNNEDE JEG MIG til deres sære skikke (de havde også en mærkelig idé med først at pynte juletræ juleaftensdag. Freaks!) Mundkysseriet blev jeg aldrig tryg ved. Men selvom jeg forsøgte at tale med min kæreste om det, blev han ved med at insistere på, at det havde de altid gjort, og at det jo svarede til et knus. Nej, for det er et kys jo!Måske er det fordi, jeg kommer fra en utrolig jysk familie, hvor man kan nøjes med at sige ’dav’ ved at udveksle nik i stedet for savl. Vi krammer og knuser heller ikke hele tiden. Faktisk aldrig. Så efter jeg er flyttet til storbyen og har tillagt mig ekstravagante kramme-vaner, er min far begyndt at blive siddende i sofaen ved afskedssituationer, så jeg ikke kan komme til at snige et knus ind, men må benytte det mere accepterede håndtryk. Jamen, er det kun mig, der er sart her? Jeg mener bare; selv den allermest fransk indstillede person i vennekredsen ville da aldrig forsøge sig med andet end et halvtørt kindkys. Og jeg skal da være mere end almindeligt beruset, eller misteltenen skal hænge helt utroligt lavt, før jeg begynder at dele kys ud til kolleger og tilfældige. For mig er mundkys bare lig med noget romantisk (læs: sex). Og det skal min far altså ikke involveres i (det er rigeligt med den gang, han vadede ind på mit værelse uden at banke på, og den første/eneste kæreste lige var i gang med en ret avanceret manøvre, som…. (nej, nu må det simpelthen stoppe med de her parenteser!))