Leveregler for de snart 30-årige

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVORFOR VENTE MED at udøve livsvisdom, til man er nogle-og-skindød? Jeg nærmer mig kun de 30 og kan mærke, at jeg på nuværende tidspunkt har masser af erfaringer at dele ud af. Selvfølgelig forventer jeg ikke, at jer, der allerede er over 30, vil lære noget nyt, men så læn jer blot tilbage og nyd at være vis: Lige meget hvor mange orkideer og andre eksotiske jungleblomster, du slæber hjem ud fra filosofien; ’så mange klamme ting kan overleve i mit lejlighedsmiljø, ergo må disse planter også kunne’, så går det galt.Grønne fingre opstår åbenbart ikke spontant, men kræver års træning. Derfor er det naturligt nok kun de 40+, der kan eje blomstrende vindueskarme (i chokerende uklamme hjem.) Det er ligeledes et ufravigeligt faktum, at tv-nyheder altid er mindre interessante, hvis der på en anden kanal samtidig sendes Venner, Scrubs, Fraiser, Disney Show eller pauseskærm. Man må indse, at man ikke kan følge med i ’det hele’. Når man finder et par jeans, der sidder, som det er meningen, jeans skal sidde, skal man altid købe to par! Man må aldrig tænke: ’men nu er de jo mode, så jeg kan sikkert finde et tilsvarende par om en måned’. Den slags tanker skaber kun desperate prøverumsfrustrationer.

NÅR VENINDER VIL sætte en op med en fyr, som de ’har kendt i årevis’, men som man pudsigt nok aldrig før har hørt om, skal man tage sine jeansindkøbsposer og sige tak for caffe latte. Ligger veninden rent faktisk inde med the one and only, har hun allerede a) enten neglet ham for sig selv eller b) sendt ham videre i prioriteret rækkefølge til veninderne. Det vil aldrig ske, at en fantastisk mand lægger på køl et par år, inden han bliver sendt rundt som venindegave. Eneste undtagelse er, hvis fyren har haft en kæreste i alle årene og nu er single. (Og i så fald er den eneste regel: haps, hvad hapses kan!)

DET VISER SIG OGSÅ, at forældre faktisk har ret indimellem. En sur sandhed at erkende, når man nu hele vejen igennem teenageårene og 20’erne har vidst, at man selv vidste bedst. Men den ærgerlige realitet er desværre, at deres erfaringer kan bruges til noget.

DESUDEN ER KONSEKVENSEN af at ville udbrede visdom som knap 30-årig, at man så må give plads til de ældre generationers endnu mere levede erfaringer. Dog er det væsentligt at kunne skelne mellem fornuftig ældrevisdom som at bruge kaffegrums mod bladlus – og mellem de begyndende seniles råd om at grave kaffen ned i stueplanterne i tilfælde af krig.

Youtåbe

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ELSKER YOUTUBE. Jeg elsker det ligeså højt som sour creams og koffein – alt sammen noget, der utvivlsomt er dårligt for min krop, men som jeg alligevel ikke kan holde snitterne fra. Når jeg sidder foran computeren, så er YouTube altid kun et fristende klik fra den opgave, jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i gang med.

YOUTUBE ER ALLE overspringshandlingers moderskib. Det og så Facebook. Dog kan man argumentere for, at facebook-overspringene har et formål – at netværke – og derfor er Fjæsen ikke en overspringshandling i sin reneste form (selvom det lader til, at netværkningen hovedsaglig består i at afgøre, hvilke Disney-prinsesser, folk i ens omgangskreds minder mest om…) Men YouTube har absolut intet formål! Hvis man ser det lidt på afstand; hvad har sitet så egentlig gjort for vores livskvalitet? Jeg mener: Er nogens liv blevet bedre på grund af den konstante mulighed for at se Fraklip-show?

JA, DET VIL SIGE Fraklip-show uden show. Altså uden Bob Sagetvært og uden redaktion, der har brugt den tid, som vi youtåber nu alle sammen bruger på at finde de sjoveste klip. Og på at frasortere de millioner af klip, som opmærksomhedsdesperate teenagere verden over har indspillet med sig selv i hovedrollerne. Ind imellem finder man tube-guld: En bryllupsdans til Baby’s got back og drengen, der træner med jedi-lyssværd i garagen. Men det meste af tiden: Jøsses! ’Broadcast yourself’ er YouTubes slogan. Og det er naturligvis det, der er tanken bag: At vi alle har fået nem adgang til at lægge klip af os selv ud på nettet. Men reelt er det meste af det, som ligger på YouTube, ikke hjemmevideoer, men ulovligt uploadede musikvideoer, tv-programmer og film. Og gudskelov for det! For selvom det er fy fy at indrømme, så er det netop den nemme adgang til alle disse piratklip, der gør youtube interessant. At jeg kan finde lige netop den scene fra ’Fight Club’, hvor Edward Norton sidder på toilettet og læser Ikea-porno. Eller den nye med Pink. Eller et klip med en TV 2-vært, der klokker i det. (Sagde jeg ’et klip’ ? Jeg mener klippene.)

VAR MAN OVERLADT til at surfe rundt mellem fremmede menneskers filmede pinligheder og – endnu værre – de bevidste forsøg på at være sjove på webcam, havde YouTube nok mistet sin tiltrækning hurtigere end et onenightstand i daglys. Og sidder der nogen oppe i en UFO og prøver at lære noget om menneskeheden via YouTube, vil de kunne konkludere, at vi er en race af lallende tosser med for meget fritid, for mange kameraer, samt en totalt manglende selvindsigt. Men de vil nok alligevel ikke forsøge at overtage Jorden, for de har jo set, at vi har jedi-riddere.

Ottebenet natmad

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG VÅGNER HOSTENDE. Noget kriller i min hals. Straks tænker jeg: Åh gud, jeg har slugt en edderkop! Et ottebenet monster spræller – levende – ned gennem min strube. Panikken indtræffer omgående. Jeg farer ud på badeværelset og hakker og sprutter i håndvasken. Men lille Peter edderkop kravler ikke op.

ENDELIG VÅGNER MIN BEVIDSTHED. Fornuften begynder at jage mareridtsmyten bort. Efter sigende skulle mennesker sluge otte edderkopper om året. Hvem, der har gjort den videnskabelige, natlige opdagelse, hører vi godt nok aldrig om. Vi hører heller aldrig om nogen, der er vågnet med en – hel eller halvspist – edderkop mellem tænderne. Og det burde der være, for otte edderkopper pr. dansker svarer til over 40 millioner natlige snacks. Alligevel er det blevet en af de der små vedtagne myter, som man godt nok griner af i dagslys, men når man ligger i sengen i mørket med alt for åben mund, er latteren forstummet. For hvad nu hvis det alligevel passer? Og så lukker man munden – for en sikkerheds skyld.

JAMEN, Lazy boys synger jo om de ottebenede natmadder i sangen ’Facts of Life’, og så må der da være noget om det, ikke? Man vil da ikke viderebringe en løgn på den måde, ville man?Jo, det sker hele tiden. Vandrehistorier og myter florerer i bedste velgående, for de er så nemme og ufarlige at fortælle videre. Om det bare er de uskyldige om jyder, der vælter køer, eller de mere grumme om forældre, som tager af sted på ferie med en baby siddende hjemme i hoppegyngen, fordi barnepigen lige er på trapperne – og så bliver hun kørt ned, og babyen dør af sult. Gys! Og selv om den umiddelbare reaktion på sådan en historie er et ’ahhh mon dog’, så kan det ikke umiddelbart modbevises. For man glemmer at stille de helt legitime spørgsmål; hvem er det sket for? Hvor? Hvornår? Og gider du lige google det? Så sætter det sig på en eller anden mystisk måde fast deromme bagerst i hovedet, hvor fornuften ikke helt kan nå. Og da edderkopper officielt er jordens klammeste dyr, og siden de findes i hver eneste rum i hver eneste hjem i hele verden – ja, så er skrækhistorierne om dem irriterende effektive. Især når man befinder sig i tilstanden mellem vågen og sovende.

JEG FORTÆLLER disse betragtninger om edderkoppe-myter til en bekendt, der nikker og siger: »Ja, det tror jeg heller ikke på. Men ørentviste! De kravler ind i folks ører. Det er rigtigt! Det er derfor, de hedder øren-tviste!« Ihhhh, nu ved jeg bare, jeg kommer til at ligge vågen – skræmt ved tanken om en ørentviste-piercing. Og man kan ikke engang lukke sine ører.

Gy gy gucci

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INDRØMMET, JEG KAN IKKE særligt godt lide børn. De gylper og gør og hopper op ad ens ben… Nej vent, det er hunde, der gør det… Nå, men børn er ikke meget bedre. Og det ved deres mødre godt. I hvert fald gør de, hvad de kan, for at camouflere deres af kom som små reklamesøjler. For hvis vi har travlt med at beundre indpakningen, så opdager os børnefri måske ikke, hvor generende ynglet er.

MEN DER TAGER DE FEJL. Der er kun én ting værre end en irriterende unge – og det er en irriterende unge, der bliver brugt som show off for mors og fars indkomst: ’Se os, vi har råd til D&G-bleer.’ Flot, men der kommer stadig lort på.

EN AF MINE BEKENDTE arbejder i en børnetøjsforretning, og finanskrise til trods kommer der dagligt mødre ind i butikken og køber for 1.500 kr. hvide mærkevarebukser til deres seksårige. På beløbet, tak.Og dagen efter kommer de så igen for at klage over, at bukserne er umulige at få rene, når ungen har smudset dem til. Til det kan man kun spørge: Hvilken af delene kom bag på mamagaga? At seksårige er snavsmagneter? At hvidt tøj – selv til voksne – tit er en kortvarig glæde? At returregler er rigide? Og at mærkemor derfor heller ikke kan ombytte sine hjerneceller, selv om hun tydeligvis aldrig har brugt dem.

MINDRE GROTESK BLEV DET IKKE, da en anden af mine bekendte, som er børnebogsredaktør, fortalte, at det næsten er umuligt at sælge børnebøger: De er for dyre. Peter Pedal og hans venner koster nemlig i omegnen af 200-300 kr. Og det er åbenbart voldsomt mange penge at trække ud af et budget, der i forvejen er overbelastet af Gucci og Emmaljunga og andre børnemærkevarer.

FOR IKKE AT GLEMME de husholdningskroner, som mor og far hellere vil bruge på Dan Browns bøger, selv om de bliver læst maksimalt to gange – hvorimod ungernes bøger bliver bladret igennem, til det kun er bananmos, der holder dem sammen.

JEG SYNES BARE, det er absurd, at forældre rask væk smider tusindvis af kroner efter tøj, som af kommet kan passe i cirka to måneder, efter retro-mønstrede pode-pudebetræk og efter en fancy kombi-barnevogn/klapvogn/løbehjul. Men de vil ikke bruge penge på lille Gustav-Oliver-Guggenheims sprog- og hjerneudvikling. På den anden side; hvor meget hjernekapacitet har ungen egentlig brug for, når han i fremtiden bare skal sige ’på beløb’ og taste fire tal.