Uden for det gode tv-selskab

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE UGE tilstod jeg, at jeg ikke har haft tv i årevis. Den afsløring vækker en del undring i min branche. (Min branche, som vist bedst kan betegnes som samfundskommenterende underholdning i den lette afdeling). Har jeg ikke brug for at holde mig ajour med, hvad der sker? Jo, men det er utroligt nok intet problem. For det første er det umuligt at undgå at blive revet med nyhedsstrømmen, selv om man ikke sidder klokken 18.30, 19.00, 21.30 og 22.00 og ser nyheder og også lige fanger Deadline.Der er jo nyheder over alt efterhånden. Man kan ikke engang gå ned ad en gade – helt offline og uden headset – uden at blikket fanger enten lys- eller gratisaviser.

OG ALT DET ANDET, tv sender? Ja, det er jeg også foruroligende godt hjemme i. Foruroligende, fordi jeg burde være sat af. Men det sker ikke. Jeg er på fornavn med Line og Remee og på efternavn med Blachman. Jeg er med på det, hvis der er nogen, der danser om fredagen eller får gennemgået deres økonomi om tirsdagen. Jeg kan diskutere tv-programmer med folk – selv om jeg aldrig har set programmerne. For jeg behøver kun at se tre ord på en avisspiseseddel, så ved jeg, hvad der er sket i tv. Der skrives så meget om tv i aviser og blade, at man begynder at få indtryk af, at de skrevne medier ikke kunne eksistere uden (og siden det meste af det, tv-nyheder består af, er noget, der har stået i avisen, så begynder det efterhånden at ligne en kat, der spiser sig selv).

NU VIRKER DET MÅSKE, som om jeg bare skinhelligt sidder og har meninger om noget, jeg egentlig ikke ved en bjælde om. Men selvfølgelig tjekker jeg da op på det en gang imellem (jeg kalder det at tage et tv-fix).For eksempel når jeg besøger mine forældre. Så klikker jeg igennem deres store kabelpakke – bare for at se, om jeg går glip af noget. Det føler jeg bare ikke rigtigt, jeg gør.Tværtimod virker det som om, der i de tre år, jeg har været tv-afvænnet, er kommet endnu flere og fuldstændigt identiske reklameblokke, som en sjælden gang af brydes af et program, hvor ukendte gør noget, de er gode til, eller kendte gør noget, de er dårlige til.

OG DET ER PROBLEMET for tv-kanalerne. Jeg skulle jo være som en nybleven ikke-ryger, der kommer til at suge på en Prince, eller en afvænnet chokoholic, der bider i en Yankeebar. Jeg burde blive mindet om, hvor fedt tv er. Og blive suget tilbage i afhængigheden.I stedet sidder jeg der med en fjernbetjening og en flad fornemmelse og savner det virkelige liv.

Fri for fjernsyn

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR IKKE NOGET FJERNSYN. Jeg lyver ikke. Der står godt nok et apparat, der har en mistænkelig lighed med et tv, men det er kun forbundet til dvd-afspilleren. Der er ikke noget fjernsyn i mit fjernsyn. For jeg ser aldrig tv. Det begyndte med en kold tyrker for snart tre år siden. Mit daværende fjernsyn satte ud lige midt i første afsnit af ’Forbrydelsen’. Henover skærmen sprang en gnist, hvorefter den gik i sort, og tyk røg steg op fra dets bagside. Jeg blev straks irriteret, men dengang kunne jeg jo heller ikke vide, at det var mere action, end ’Forbrydelsen’ ville byde på.

SÅ FIK JEG IKKE lige købt et nyt tv med det samme. Og heri ligger fejlen, som tv-stationer og ditto sælgere straks bør notere sig og finde en løsning på. For hvis man først finder ud af, at man kan leve uden, ja, så er man sat fri.Selvfølgelig havde jeg da abstinenser i den første tid. Jeg krammede remoten med rystende hænder: Hvad skal jeg nu lave, når jeg kommer hjem og er smadret oveni hovedet? Hvordan skal jeg kunne slappe af?

DET VISTE SIG at være fuldstændigt ukompliceret. I stedet for to timer og 47 minutters ligegyldige amerikanske serier og en tilfældig søndagsfilm blev min (i forvejen sparsomme) tid fordelt mellem at arbejde mere koncentreret hjemmefra og så bevidst at beslutte, når jeg havde brug for en pause. Det vil sige, at når jeg vil slappe af med flimmer for øjnene, så går jeg ned i videobiksen, vælger et par titler og en pose Kims de grønne. Eller også ser jeg gode tv-serier, som jeg har købt på dvd.Pengemæssigt er det nok det samme som at betale for den store pakke (jeg betaler jo stadig licens, fordi jeg sådan set kunne se tv på min nul komma to tommer mobilskærm), men forskellen er alligevel mærkbar.

MINE DAGE ER BLEVET lige det nummer mere indholdsrige – siger jeg som en vaskeægte hellig afvænnet. For det er jo det, der sker med os tidligere misbrugere. Vi bliver klæge og missionerende. Som Jehovas Vidner kratter vi på dørene og forsøger at overbevise alle om, at vi har set lyset. Men det har vi jo ikke nødvendigvis. Der er masser af godt ved tvkigning; oplevelser, viden og afslapning. Kun et klik væk. Forskellen for mig er udelukkende, at nu er den tid, jeg bruger foran skærmen, mit aktive valg. Jeg sidder der kun, når jeg virkelig vil. Det er ikke længere en ubevidst griben af remoten og klik, så har jeg set tv i timevis. For lad mig bare sige det lige ud: My name is Sanne, and I’m a tv-holic.

At lyve for sin sushidame

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NÅR JEG BESTILLER SUSHI (og det gør jeg lidt for tit ifølge mit kontoudtog), så siger jeg altid, at det er til to personer. Men det er kun mig, der skal spise det. Jeg lyver for sushi-damen. Ikke fordi jeg synes, det er sørgeligt, at jeg spiser alene, men fordi hun ikke skal vide, at jeg spiser for to.Kan det ikke være flinterragende ligegyldigt, hvad en tilfældig sushi-dame måtte mene om mit fødevareindtag? Tjo, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bekymre for, hvad ’folk tænker’.

’FOLK’ TÆNKER RET MEGET om mig. De tænker ret meget i det hele taget. I hvert fald oppe i mit eget hoved. Så derfor finder jeg på små løgne og spiller kunstige spil i hverdagen, så ingen opdager, hvordan det i virkeligheden står til. Og begynder at tænke noget om mig.

I MIN PARANOIDE FRYGT for andres tanker ligger ikke en egentlig bekymring for, hvad ’folk’ tænker – det er mest det, at de gør det. I princippet kunne sushi-damen jo tænke: ’Hvor er det fedt med en kvinde, der tør indrømme, at man ikke bliver mæt af otte maki’er!’ Ironisk nok er jeg i det store hele ligeglad med, hvad andre tænker. I min profession må man udvikle hård hud på både bryst og baller. Men i de små hverdagssituationer – i supermarkedet, på gaden, i bussen – så sniger min småborgerlige, midtjyske opdragelse sig ind på mig:’

‘ÅH, NEJ, NU STÅR JEG hernede i Føtex og skal ikke have andet end Libresse, Ajax og vinduesrens. Hvad tænker den ekspedient lige, der er sket af katastrofe hjemme hos mig!? ’Det mest sandsynlige er, at hun slet ikke tænker noget, men bare skynder sig videre til de næste varer, der kommer ned ad båndet. Men jeg har selv stået bag disken i en kiosk. Jeg kunne da ikke lade være med at forestille mig, hvad en kunde skulle, hvis han købte et pornoblad og en liter ligthervæske. (Og jeg har en syg fantasi!). Måske er det, fordi jeg selv tænker underholdende tanker om ’folk’, at jeg er så bange for gengældelsen. Måske er det, fordi jeg i forvejen er så langt fra normal, at jeg ikke kan klare ideen om, at folk i tankerne lægger mere til på min tosseside.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det da tåbeligt. Og spild af ressourcer, at jeg altid skal smide et ekstra sæt spisepinde ud, fordi min fiktive medspiser ikke får dem brugt. I det hele taget spild – af bekymringer og tankevirksomhed. ’Folk’ kan jo tænke alt muligt alligevel – uanset, hvad jeg gør. Uanset om jeg opfører mig korrekt eller æder og drikker som en finsk skovhugger.

Koffein: kærlighed og krise

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG DRIKKER for meget kaffe. Og det er dumt på mange måder. For det første, fordi jeg faktisk ikke kan lide kaffe. Selv om jeg næsten er 30 år gammel, har jeg stadig ikke vænnet mig til smagen. Så jeg pøser mælk og sukker på den arme drik i en grad, så baristaen – altså kaffedamen – spørger, om jeg ikke hellere vil have varm kakao!? »Nej? Hallo, jeg er ligesom voksen nok til at drikke rigtig kaffe… men kan jeg få flødeskum og chokoknas på kaffen i stedet?«.

BORTSET FRA DET, så er min krop også alt for følsom over for koffein. Altså seriøst overfølsom: Hvis jeg drikker et halvt glas cola, kan jeg ikke sove. Engang, jeg læste til eksamen, spiste jeg to koffeinpiller og rystede som abstinensramt narkoman i tre dage – men jeg bestod. Kaffekoffein har den samme effekt på mig. Et mokkashot og jeg kan ikke sidde stille, sveder så det løber og falder først i søvn den efterfølgende uge.Alligevel kan jeg ikke holde læberne fra kaffekopperne. Jamen, lugten af friskbrygget kaffe er mere lig med hygge end noget andet. Man sidder mentalt i et landkøkken med blussende ild i komfuret og dypper imaginære brunkager i den sorte væske.

KAFFEDUFTEN BANKER op i erindringscentret i hjernen, hvor barndommen sidder, og minder en om en tid, hvor man altid var glad og troede, at de voksne kaffedrikkere også var det. Det lugter af et liv, der er meget mindre kompliceret. Men så bliver man selv voksen og finder ud af, at der findes alle mulige slags kaffe, der ikke er hyggelige. Som den kaffe, man drikker til begravelser, eller når man er så stresset, at man ikke kan indtage andet. Og så er kaffe pludselig mere lig med noget, man har brug for. Som narkotika, som mad.

DEN ONDE CIRKEL sætter ind. Jeg drikker en enkelt latte en eftermiddag, fordi vi hygger. To veninder på café, seriøs sladder og måske en lille kage. Koffeinen pumper ud i årerne, og natten igennem slår hjertet søvnen i smadder.Om morgenen har jeg så brug for kaffen. Det ved den! Det er kaffens luskede plan. Så jeg drikker morgenkaffe. Og formiddagskaffe. Kaffetids-kaffe. Men ingen aftenkaffe, for så sover jeg jo dårligt. Men det er lige meget, for det akkumulerede koffeinindtag dagen igennem er nok til at ødelægge nattesøvnen – igen. Og i morgen er der endnu en dag. Flere tømte kopper. Bare for at komme igennem dagen. En uge på de vilkår, og jeg er bombet i hovedet. Jeg går ud og køber grøn te og lover kroppen bod og bedring. Men så indløber der en invitation til søndagskaffe. Og kaffekoppernes klirren varsler endnu et koffeinchok.

Mens vi venter på nye talenter

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MARTIN SYNGER STADIG i radioen. På sidste vers fristes jeg til at sige. For om lidt skal hans spæde sangkarriere op mod den nye X Factorstjerne, og så er der ikke plads på playlisten længere.Vi ved ikke, hvem den nye stjerne er endnu. Men vi ved, at han eller hun bliver rygdækket med managere, pengebagmænd og mere pressedækning end kongehuset. Og Martin? Han må klare sig selv. De tv-transmitterede talentkonkurrencer giver (desværre) ret god mening i hardcore klassesamfund som det engelske eller det amerikanske. Hvor det, at man er god til noget, ikke er ensbetydende med, at man nogensinde får en chance for at gøre det. Hvis man er vokset op i Harlem hos en enlig mor, eller man selv blev mor som 16-årig i Brighton, så kan man synge nok så meget hjemme foran spejlet, man skal stadig møde til 10-timers nattevagt på fabrikken for at overleve.

MEN VI BOR JO I et forholdsvist lille, forholdsvist klasseneutralt og forholdsvis rigt land (finanskrise til trods). I Danmark er der i forvejen ikke langt fra Skive til Sony. Det eneste, dem med talenterne behøver gøre, er at mande sig op til at tage turen. Alligevel søger tv konstant og desperat efter de talenter, der gemmer sig derude, som ikke er blevet opdaget før. Men hvorfor er de egentlig ikke det? Måske fordi de ikke er så store talenter alligevel!?Lad os lege med tanken et øjeblik: At 10 år med tv-talentkonkurrencer (Fra Popstars til XFactor) faktisk har opstøvet de talenter, der er i vores knap 5,5 millioner store befolkning. Hvad er der så tilbage nu? Freakshowet! Alle dem, der blev sorteret fra, inden kameraet kom på i de første konkurrencer. Og så selvfølgelig dem, der har været for unge til at stille op tidligere, så oddsene for, at vi får endnu flere teenagepopstjerner i æteren, er ret høje.

MEN HEY, DET HANDLER jo alligevel ikke rigtigt om at finde den næste stjerne. Prime time-talentkonkurrencerne leder ikke efter en, der kan klare sig ude i virkeligheden.De handler om at give os hjemme foran skærmen noget at følge med i og nogen at føle med. Så vi kan sidde med fredagsslikket og blive enige om, hvem der kan synge, og hvem der lyder, ligesom vi selv gør under bruseren. Og det er okay, for det er det, vi gerne vil se på. Men er der ikke nogen, der lige gider at sige det til deltagerne? Lige trække dem til side efter finalen og hviske: »Hey, du. Nu må du sgu klare den på lige fod med de andre – ikke tv-transmitterede – talenter. Vi skal nemlig til at planlægge, hvad vi skal sende i efteråret.«

Velsignet sexfri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

STATUS OVER 2008: NUL SEX!? Nul? Helt forundret bladrer jeg min hukommelse igennem og konstaterer: Jeg har faktisk ikke knaldet en eneste i hele 2008. Ret vildt for en udsvævende tidligere Ikastpige.Det har oven i købet været helt og aldeles med vilje. Det var ikke bare, fordi der ingen tilbud var i årets løb. (Måske ikke så mange, som min selvtillid godt kunne bruge, men der var mere end et, okay! (Der var to)). Men jeg gik alene hjem hver gang.

DET ER IKKE SÅDAN, at jeg ikke har lyst til sex (det har jeg altid). Jeg har bare ikke lyst til nogen bestemt mand, så derfor har jeg besluttet, at det med diller kan vente, til jeg igen møder en mand, jeg har lyst til. Den jagt på tilfældig sex, som mange singler deltager i, forstår jeg ikke. Jeg er aldrig kommet hjem med Mr. Fantastisk. Det er som oftest en Mr. ’Hvad fanden er det for et udslæt, du har der? ’. Og natklub-flirteri handler jo heller ikke rigtigt om sex. Det handler om at cruise efter en måske-kæreste. Men det må kvinder helst ikke sige højt – og mænd må slet ikke – derfor lader alle, som om vi kun er på jagt efter tilfældig sex.

MEN DET KEDER MIG, det med at stadse mig op for at vælte rundt i nattelivet og betale kassen for drinks. (Jeg får sjældent tilbudt drinks i byen. Jeg må mangle et eller andet i min udstråling (silikone sandsynligvis)). Dernæst flirte med alskens fyre for at finde en, der er single (eller siger, han er det…) og så hjem, så fuldesex og så snork. Jeg har så valgt cølibat i stedet. Det er slut med at søge efter Mr. Right i rodede, alkoholindsvøbte lagner. Jeg gider ikke tilfældig sex – mere. (Selvfølgelig har jeg lavet research nok til at vide, hvad jeg taler om. Hey, Gammel Dansk og halbal, behøver jeg sige mere?).

JEG UDARBEJDEDE EN cost-benefit-analyse af mine one-nightere og kom frem til, at jeg alligevel altid ender med at ligge og vente på, at han skrider, så jeg kan komme til at sove i fred. For helt ærligt, man ved det godt med det samme, man har fumlet bh’en af – selv. (Han har bare fumlet.) At det her ikke er den store kærlighed, og at hans glødende passion for monstertrucks ikke engang er charmerende på kort sigt. Så skræk, hvis han er en af dem, der vil blive og nusse i ske. For jeg vil bare have ham ud. Så jeg kan få lov til at være grim og morgenskide i fred! (Og med den bemærkning får jeg nok heller ikke meget sex i 2009.)

Fortsætter forsætterne?

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NYTÅRSFORSÆTTER: Katastrofalt koncept! Hvem er det, der i ramme alvor står klokken 23.42 natten til den første og overbeviser sig selv om, at det nye, sunde løbetursdedikerede, af holdenhedsliv bør begynde næste dag? Altså den 1. januar – dagen, hvor hovedet hamrer, maven kræver pizza, og hele verden ligner og lugter som et af brændt askebæger.

HVAD ER DER MED datoen 1/1, der får os til at ønske at ændre vore liv? Ja, det er et nyt år, der lukker op. Men ikke rigtigt alligevel, vel? Det er jo ikke sådan, at 2008 ligger sig ned og dør i samme nu, vi sætter ind med ’Vær velkommen, herrens år.’ Jo, der kommer da et nyt tal i datoen, men man står alligevel dumt nede på posthuset og kvitterer med et »nå nej, det er jo ikke 08 mere« til en postekspedient, der hører det fra hver eneste kunde indtil maj.

FOR MIG PERSONLIGT er det heller ikke rigtigt et nyt år. Mit nye år begynder i april, når jeg runder 29 år i denne verden. Hvis jeg skal ændre noget radikalt, bør det vel være den dag. Og der skal det også være, hvis det skal være, for næste gang er det 30. Og når man kommer dertil, så ved man godt, at de kedelige vaner er der for at blive.Men jeg planlægger ingen fødselsdagsforsætter. For jeg tror simpelthen ikke på, at man med et døgns varsel kan ændre sig fra småfesen, normal, slap, gennemsnitsvægtig dansker til det modsatte.

FORBEDRINGER ER ALTID GODT. Men de kræver tid og disciplin. Det tog mig år at stoppe med at bide negle. Men jeg klarede den til sidst – uden plastre og tyggegummi! Det er kedeligt og slidsomt at bryde en vane. Jeg var (og er) konstant nødt til at minde mig selv om ikke at gnaske løs på fingerspidserne. Hvis man gennemfører, er det lønnen i sig selv. Men hvis man ikke gør… Ja, så får man det bare endnu dårligere med sine mindre perfekte sider. Alene derfor bør man ikke stå med en cigar i den ene hånd, champagne i den anden og et kanonslag i munden og love sig selv at blive et bedre menneske fra i morgen af. Giv det tid. Du har et helt liv til at forbedre dig. En dag ad gangen.

Nej, jeg er ikke på Facebook

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ FIK JEG IGEN TILBUDDET: ’Vil du adde mig som ven på Facebook?’ Og jeg må besvare med den åbenbart helt utrolige, utroværdige sandhed: ’Jeg er slet ikke på Facebook’. Facebook er en trend, jeg ikke tog til mig, da den kom frem, og så er man bagud allerede. Men jeg savner det ikke. Jeg har ikke brug for at have kontakt med alle de mennesker, jeg gik i folkeskole/gymnasium/til spejder med. Havde jeg det, var jeg nok ikke flyttet fra Midtjylland i første omgang. De mennesker, jeg gerne vil beholde i mit liv, har jeg allerede kodet ind i div. andre kontaktoplysningssamlere: Telefonbøger, mail-adresse-kataloger og en old school-Mayland-kalender.

HVORFOR VI BLIVER VED med at opfinde nye kommunikationsformer (læs: tidsrøvere)? Først var der mailen: Vi lærte at sende breve, billeder og dokumenter frem og tilbage med lysets hastighed. Så fik vi mobilen og kunne være tilgængelig alle steder til alle tider – til direkte samtale og endog uformel sms-chat. Og oveni er der messenger. Der er Skype. Der er brevduer og røgsignaler. Får en af mine bekendte noget nyt – barn, job, rejselegat – burde hun vel kunne overkomme at formulere det i en mail/sms/telefonsamtale eller endog på et postkort, der er hele 24 timer om at nå frem. Kan hun ikke det, er det tvivlsomt, om jeg har brug for at vide det. Og endnu mere tvivlsomt, om hun har brug for, at jeg ved det.

MIN HJERNE BESTÅR desuden af en form for grød, der omformer den slags oplysninger til luft, så snart jeg har fået dem. Jeg ville aldrig kunne stå foran en af mine Facebook-venner in real life og sige: »Jeg læste, at du skal til Kina og lave en undersøgelse af rotters forplantningsmønstre. Spændende.« Selv hvis jeg kunne huske alle de (til tider alt for) intime detaljer, der lægges ud på fjæsbogen, hvad skulle jeg så tale med disse mennesker om? Pointen er jo, at Facebook-oplysninger er gode emner, man kan spørge ind til, når man står over for en bekendt, man ellers ikke ved, hvad man skal sige til.

MEN MÅSKE ER HELE IDEEN, som jeg Facebook-ignorante ikke har fanget: At den skal erstatte de sociale sammenhænge, hvor vi normalt bruger den slags småsnak!? Måske er det snart slut med receptioner, genforeningsfester og at løbe tilfældigt ind i bekendte på gaden? Måske vil vi i fremtiden udelukkende kommunikere gennem walls og youtube-klip? Og jeg kommer til at sidde helt off-line på en øde café, hvor jeg selv må tilberede min latte og drømme om at møde andre, der stadig kommunikerer på den altmodische, analoge kanal, som en face to facesamtale efterhånden er.

Igen og igen og…

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR EN TEORI OM, at hvis der er forskel på mænd og kvinder, så er det ikke, at nogle af os kan lide sko, og de andre hellere vil sparke på bildæk. Nej, forskellen afsløres i iTunes. Nærmere bestemt i hvor mange gange vi har afspillet et enkelt nummer. Herrerne har et jævnt antal afspilninger af alle deres downloads. Kvinderne derimod… lad os bare sige, at der er en forskel på 155 afspilninger mellem min mest spillede og min mindst spillede sang.

REPEAT-FUNKTIONEN BLIVER TILSYNELADENDE ALDRIG BRUGT i mænds verden, mens den er første knap til at miste belægningen på en kvindes fjernbetjening.For eksempel: Jeg har sat ’I Don’t Feel Like Dancing’ med Scissor Sisters på 159 (!) gange det seneste år. Og jeg har ikke spillet den én gang hver anden dag – nej, nogle gange har jeg hørt den op til fem gange på en dag. Så jeg har altså virkelig ikke haft lyst til at danse!

JEG HAR TALT MED MÆND om repeat-fænomenet, og de synes, at det er ret irriterende med kvinders tendens til at gentage musik. (Måske er det, fordi mænd generelt føler, at kvinder gentager sig selv!?).

DE MÆND, jeg kender, har en lidt mere prof. tilgang til musik, end jeg selv har. De sætter det på og lytter kræsent til akkorder og tekst – og så hører de hele albummet igennem.

FOR MIG ER MUSIK snarere en slags underlægning på mit humør. Hvis jeg er trist, sætter jeg rock på, så jeg kan skrige højt med på numrene, og når jeg er i godt humør, så er det pop, jeg sætter på, så jeg kan danse rundt – og skrige højt med på numrene. Det betyder, at jeg sagtens kan høre det samme nummer mange gange i streg. For måske er det lige Volbeat, der er bedst i stand til at lægge lyd til nogle følelser (om hofteholdere åbenbart).

I NOGLE TILFÆLDE ER DET RART at trække oplevelsen længere ud end de tre-fire minutter, et normalt musikstykke typisk varer. (Igen er mænd måske bare trætte af, at kvinder har en vis evne til at trække nogle ting i langdrag – især følelsesting.) For det tager tid, når man står der foran spejlet med hårbørsten som mikrofon og er ved at fortælle om sine følelser til en mand, der ikke er til stede – hverken i det øjeblik eller generelt.

JEG VED IKKE, hvad mænd bruger musik til, hvis det ikke er at lade det tale for følelserne!? Men måske kan de bare nøjes med at sige det én gang!?

Nu kan vi jule en smule

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SNE! Vi er ikke engang inde i december, og min gade er dækket af hvidt julepudder. Straks indtræffer frygten for, det kommer til at betyde: Minimum fire måneder med kulde, halvvåde sokker og aldrig endende forkølelser. (Teknisk set betyder det også forøget chance for hvid jul, men den køber jeg ikke. Jeg mindes ikke en eneste hvid jul i min levetid, jeg tror ikke på, at det findes, det er en myte.) Den tidlige vinter er klart en større konspiration mod kuldesvage personer som mig! Men man kunne tilstræbt optimistisk også vælge at se den som en budbringer om, at vi nu kan begynde at jule – en smule i hvert fald.

JA JA, SOM SÆDVANLIGT tyvstartede butikkerne deres julesalg allerede midt i maj, men for os normale, der gerne vil gemme lidt af glæden ved højtiden, til den faktisk indtræffer, er den sidste uge i november perfekt til et forsigtigt startskud.1. søndag i advent og alt det der er en glimrende undskyldning for at gå i kælderen efter den store kasse med julepynt, se den igennem, konstatere, at man har mistet begejstringen for sorte kugler (sidste års julemode), som igen er en glimrende undskyldning for at gå i butikker og købe nye juleforsyninger.

OG SÅ HELT LANGSOMT begynde at snige lidt jul ind hist og her. Først en adventskrans, en lille nisse, en tilfældig bemærkning om, at man godt kunne bruge en ny blender (fordi man har grovknust mojito-is i den gamle.)Jeg forstår ikke dem, der stresser over julen fra klokken syv om morgenen den 1. december og frem til 3. juledag (og det er der ikke engang noget, der hedder). Så holder de en enkelt dags pause, og stresser på ny over nytårsfest og – forsæt. Selvfølgelig kan man gå lidt i stresspanik selve juleaftensdag, hvis man har glemt at købe mandler. Men indtil da skal man da bare nyde, at kulden fylder mindre, og klejnerne fylder mere.Jul er årsagen til, at man kan holde vinteren ud. Dagene i december, der knap nok når at blive til dage, inden solen går ned, bliver en hyggeintegreret del af julen.

DET ER DERFOR, vi har glögg og chokoladekalendere og fotokopier af kontorchefens bagdel. Det er for, at vi den 21. kan ånde lettet op og tænke; at nu går det da heldigvis mod lysere tider. Uden vi egentlig har nået at lide rigtigt under mørket. Det kommer vi først til i januar. Som er en måned, der absolut intet godt er at sige om. Vi burde have en højtid til at hjælpe os igennem januar også. Og en højtid mere til februar. Januarudsalg og fastelavn er bare nedtur i forhold til jul.