Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | ||||||
| 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 |
| 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 |
| 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 |
| 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 |
| 30 | 31 | |||||
Meningen med livet og andre navlepillerier
Var det det!?
Var det din reaktion ovenpå mit første indlæg på denne blog? Næppe, for så ville du vel ikke læse dette indlæg også…
Og dog; jeg har det i hvert fald sådan med nettet, at jeg altid ender med at have brugt en hulens masse dyrebar tid på scrolle og læse lort, jeg aldrig havde brugt 10 sekunder på, hvis det havde stået i en avis. Det eneste andet tidspunkt, jeg er så ukritisk med læsestof, er når jeg er på toilettet. (Ja, det mentale billede havde du sikkert ikke brug for.)
Men var det din reaktion!? At mit første indlæg var ligegyldigt; at det bare handlede om mig selv og mine små(med understregning af små)filosofiske tanker om livet. Ja, så har du i hvert fald ikke taget helt fejl. Reelt set – i det store samfundsmæssige perspektiv – så er der ikke ret meget, jeg siger her (eller andre steder) som er andet og mere end temmeligt ligegyldige betragtninger af menneskeheden i mit private frøperspektiv.
Så svært som muligt
Velmenende mennesker har opfordret mig til at lave min blog med et overordnet tema; eller som minimum sådan at alle indlæg ligesom trak tråde til en bestemt filosofi eller tankegang. “For, du er jo en meget sådan eksistentialistisk/humoristisk/feministisk/kulturrelativistisk/istiitsisk person, Sanne.” (Istiismen er filosofi, jeg har opfundet, og som handler om alle andre filosofier, der slutter på -isme.)
Og med den opfordring mener de, at hvis jeg nu pejlede min blog her i en bestemt retning, at så ville det være nemmere for dig som læser at forholde dig til den. Men beklager; det er altså ikke min ambition at gøre livet lettere for dig.
Tag endelig ikke fejl, jeg har stor respekt for blogs med et enkelt overordnet tema, blogs der kan give mig som læser en overskuelig gennemgang af ét emne. Der er bare ikke kun ét – og slet ikke noget overskueligt – tema i mit liv. I hvert fald ikke andet end forsøget på at få det, livet, til at give bare marginalt mere mening.
Så det er nok mest det, den her blog handler om, hvis den overhovedet handler om noget; meningen med livet og andet navlefnul.
Kan du så bruge den til noget? Tja, det kommer vel an på, om du også forsøger at få livet til at give mening, og om mine tanker om det på nogen måde supplerer dine egne.
Læs, lær, blær
Jeg ved ikke med dig, men jeg har selv kun to bevæggrunde til nogensinde at læse noget: Enten skal jeg lære noget af det, jeg læser, og/eller det skal være underholdende. (Toiletlæsning er typisk kun det sidste).
Og når jeg siger “lære noget” så mener jeg ikke ting som differentialregning, som jeg lærte engang, og som jeg lykkeligvis har glemt alt om, fordi jeg aldrig fandt ud af at få det til at give mit liv mere mening (ikke dermed sagt, at differentialregning ikke giver mening for nogen, hvis de er ingeniører eller kedelige at have som bordherrer).
Nej, når jeg siger “lære noget”, så mener jeg; at lære noget om mig selv, om verden og om min interaktion med denne verden. Og det må stadig gerne være underholdende imens.
Så når jeg scroller mig igennem statusopdateringer på facebook, blogs, netmedie-historier og andet på nettet, er det ud fra en grundlæggende målsætning om at lære noget mere. Beklageligvis er nettets struktur (med links, der fører til nye links, der fører til en sjov video, der fører til et nyt link, der fører til en pornoside) sådan, at det som regel ender med kun at være underholdende læsning – på den kaloriefattige overspringshandlingsagtige måde.
Derfor læser jeg også rigtigt mange bøger. Problemet med bøger er bare, at de er så pokkers in-interaktive. Jeg kan læse den fedeste bog om hjerneforskning og gennem den læsning udbygge min hjerne og min forståelse af livet – men samtidig ikke være i stand til at forbinde min nye viden med andre mennesker, fordi de ikke har læst den samme bog. (Og sikkert heller ikke har tænkt sig at gøre det, selvom jeg rask væk sender links til, hvor man kan købe den).
Og et eller andet sted derude i den store “hvad er meningen med livet”-pulje er jeg ret sikker på, at “interaktion med andre mennesker” indgår som en pæn stor procentdel. Så ironisk nok: jo mere jeg forsøger at forstå meningen med min eksistens, jo mindre interaktion med andre eksistenser opnår jeg!
Til gengæld hvis jeg bare nøjes med underholdningen; lol-katte og klip med folk, der danser gangnamstyle på endnu en original kopimåde, så har jeg masser af muligheder for interaktion.
Åh gud, hvem tror du, du er? Gud!?
Er det en eksistentiel problemstilling, jeg har tegnet op med navlefnuller her?
Det ved jeg ikke, men det er en beskrivelse af formatet på denne blog; mit forsøg på at omsætte min jagt på mening med tilværelsen til en form for interaktion med andre eksistenser.
Ikke dermed sagt, at du skal bruge din kostbare tid på at kommentere på det, jeg skriver, på facebook eller andre steder – for at vi derefter kan lave pseudointeraktion i et alenlangt kommentatorfelt, indtil nogen afsporer debatten med at fortælle en historie fra deres eget liv, der på ingen måde relaterer til den oprindelige diskussion, men så fik vedkommende lige afløb for sit had til en specifik befolkningsgruppe/fortalt om sin afdøde hund/spildt alle andres tid.
Nej, her mener jeg egentlig bare “interaktion” som i, at mine tanker måske kan vække eksistentielle genklange i dit hoved; og at det så måske inspirerer dig til at formulere tanker om meningen med livet – tanker, der igen kan vække genklang hos andre.
Ja, det er sikkert en alt for højpandet og selvfed målsætning at have med sit navlepilleri, så hvis du ikke kan bruge den her blog til en skid, helt fint.
Men måske du så kan bruge den til at skide til.
Forstå mig ret… nej, ikke sådan der
Jeg brugte rigtig lang tid på at overveje, hvad der skulle være den første sætning i mit første blogindlæg. Nu blev det så dén sætning.
Normalt bruger jeg ikke ret lang tid på at tænke på, hvad jeg skriver – jeg skriver bare og så redigerer jeg bagefter, hvis det kommer forkert ud. Det er fordelen ved skriftsproget frem for talesproget. Når jeg taler derimod; der siger jeg også bare, hvad jeg føler for, men har til gengæld ingen anden redigeringsmulighed end et akavet undskyld.
Hvorfor var det så anderledes med denne tekst? Hvorfor brugte jeg lang tid på at overveje den første sætning denne gang? Fordi jeg gerne vil ramme en bestemt tone – min indre stemme – så når du læser dette, så læser du rent faktisk, hvad jeg prøver at sige; hvad jeg virkelig mener.
Og det er en tåbelig idé at have, når man skriver. Det fører kun til skriveblokering og angstanfald. Det er i det hele taget en tåbelig idé at have på noget, jeg foretager mig: tanken om, at jeg på nogen måde kan kontrollere dit billede af mig.
For jeg ville aldrig kunne styre, hvordan du hører, læser eller opfatter noget, jeg formulerer. Du placerer det jo ind i din kontekst. Måske har du en dårlig dag og tænker lige nu, at jeg bruger utroligt meget af din dyrebare overspringshandlingstid på den her ligegyldige semi-metatekst.
Måske har du en god dag, fordi der helt uventet var kage på kontoret, og så tænker du, at du da godt kan læse bare et afsnit mere for at se, om alt det her snak fører til noget – selvom din erfaring med blogs sikkert er, at det gør det nok ikke. Men du har spist kage, og uventet kage er nu engang en form for nulstillings-viskelæder, der sletter alle tidligere negative erfaringer med verden, så vi igen kan møde den med friske øjne og chokolade i mundvigen.
Mere kage, mindre snak
Så hvis du stadig hænger på, så lad mig forsøge at forklare, hvorfor det er så vigtigt for mig at forklare mig…
Jeg ved ikke, om jeg er noget særligt i denne forstand, formentlig er det her et helt basalt grundvilkår for alle mennesker, men øj, hvor har jeg været i mange situationer, hvor andre fuldstændigt har misforstået mig. Hvor jeg har følt, at de ikke har set mig og ikke forstået, hvad det egentlig var, jeg prøvede at sige. Og det har ført til en masse rod, flere misforståelser, mere rod osv.
Og bagefter har jeg stået tilbage og tænkt: Hvad er der galt med alle de her mennesker!? Hvorfor kan de ikke forstå mig!?
Tanker, der altid uundgåeligt har ført til den konklusion, at jeg må prøve hårdere. Forsøge at gå endnu klarere igennem næste gang. Formulere mig endnu skarpere.
Mere rod og flere misforståelser senere er der stadig ingen, der forstår mig, og så bliver jeg virkelig frustreret og føler mig ensom og ulykkelig. Og alt sammen måske bare, fordi jeg forsøgte at forklare et medmenneske, hvorfor uventet kage har en eksistentiel værdi for vores livsanskuelse.
Mere Kierkegaard, mindre krise
Efter mange år med den her “kamp” for at gå klarere igennem, stødte jeg en dag på et citat af Kierkegaard, der viste, at han allerede for 170 år siden havde formuleret den her følelse bedre, end jeg selv kunne (filosofer har det med at gøre den slags). Han skrev nemlig: “Folk forstår mig så lidt, at de ikke engang forstår mine klager om, at de ikke forstår mig.”
Det er faktisk ret sjovt formuleret, jeg grinede i hvert fald højt, da jeg læste det. Men egentligt er det jo også et utroligt spild af kræfter (kræfter, der kunne bruges bedre på at bage uventet kage til folk) at forsøge at beregne, hvordan jeg bedst bliver forstået. Fordi jeg vitterligt ikke kan kontrollere den kontekst, jeg bliver set i. Jeg har ingen indflydelse på, om du har fået kage eller kritik, inden du klikkede herind på min blog.
Så i stedet bør jo jeg arbejde på at være mere ligeglad med alle de misforståelser, der opstår. Simpelthen at acceptere, at folk ikke forstår mig.
Men… det er dælme hårdt at trække på skuldrene over sin egen selvforståelse; bare lade den svæve derude og lade andre gøre med den, hvad det passer dem.
Det er desværre bare den mest fornuftige håndtering af problemet. Og samtidig kunne det være fantastisk, hvis jeg også engang kunne blive i stand til at nyde den grundlæggende sjovhed, der er kodet ind i vores fejlbehæftede interaktioner.
Tænk at jeg kan sige til en fyr i byen, at jeg ikke leder efter et fast parforhold, og han kan høre det som here comes the bride. Eller, at jeg kan sige til min kollega, at jeg ikke blev fornærmet over hans kommentar, og han derefter indleder samtlige efterfølgende samtaler med at undskylde for den kommentar, som jeg nu ikke engang længere kan huske, hvad handlede om.
Eller at jeg kan gå på scenen og lave en joke, der har til hensigt at udstille racister/pædofile/sexister/alfonser/jazzfans, og tre mavesure publikummer hører det, som om jeg lige har sagt noget racistisk/pædofilt/sexistisk/alfonsisk/jazzistisk.
Eller, at jeg kan lave en blog, hvor det første indlæg handler om, at jeg ikke kan styre, hvad du tænker om mig og mine meninger, og alligevel vil der formentlig være nogen læsere (ikke dig, du har jo fået kage, men nogle andre…) som på et tidspunkt vil føle, at jeg træder dem over tæerne med meninger – meninger, jeg slet ikke selv mener at have givet udtryk for.
Kommunikation er faktisk ret sjovt – især når det går skævt!
Velkommen til min blog.
Bye bye nullere
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
NEDTÆLLINGEN TIL 2010 ER NÅET til de sidste ti dage: ti… ni… osv. Så jeg vil gerne være den første til at sige farvel til 09. Og farvel til et årti – som jo bærer det noget taberagtige navn ’nullerne’. For mit vedkommende er nullerne også et farvel til at være i tyverne. Nu begynder 10’erne, og jeg træder ind i 30’erne. (Som jeg har læst, er de nye 20’ere, fordi 40’erne er de nye 30’ere, og det vil altså sige, at 20’erne er de nye teenagere, og at man er et blebarn, til man bliver 13 eller hvad?)Det generer mig ikke at blive ældre. Det har aldrig irriteret mig, at tiden går. Måske synes jeg – af alle ting, man kan rase over – at tidens gang er temmelig tåbelig at slås med. For hver eneste sekund, man bruger på at ærgre sig over, at tiden går, spilder man den jo virkelig.
DESVÆRRE HAR VI UNGE tit lidt for travlt med at ærgre os over missede chancer. Som om de ting, vi ikke allerede har opnået ved nytårsskiftet, aldrig vil ske for os. I stedet for at berolige os selv med, at vi statistisk set har ret mange år tilbage at nå dem i. Man behøver ikke at være gift og forfremmet og forælder som 35-årig. Der skal jo også være noget tilbage at opleve i de næste 35 år.
MÅSKE ER DET NEMT for mig at sige, fordi jeg endnu er rimelig ung og derfor tror på, at næste år og næste årti vil byde på de muligheder, der ikke bød sig i de forgangne. Hvem ved, om jeg vi se anderledes bittert på tiden, når jeg er i 60’erne (som til den tid sikkert er de nye 40’ere, fordi vi har overbevist os selv om, at så opdager cancer og hjertestoppene os nok ikke).Men jeg tror det ikke. Alder og tid er nemlig ret mentale tilstande. Det lærte jeg allerede som barn af min mor, der altid har sagt: ’Man er ikke gammel, før man bliver 90 år’.Og beviset var lige om hjørnet, for min oldemor – der nåede at sige farvel til 104 år, 11 årtier, to århundreder og et årtusinde (hun blev født i 1898) – boede i sit eget hus og var frisk til det sidste.Så lad os sige ordentligt farvel til nullerne og sammen med dem følelsen af at være et nul.
OG FARVEL HERFRA TIL ALLE LÆSERE. Dette er nemlig min sidste Urbanklumme. Ja, ja intet godt varer ved, og vi har jo haft en fantastisk tid sammen; vi har grædt, vi har grinet… Okay, måske er det mest mig selv, der har gjort det. Men stadig: Tak for denne gang. Og godt nytårti.
I familiens skød
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
I JULEN BLIVER VI alle som børn igen, siger man. Og det er rigtigt. Det er bare sjældent, at det er på den positive julestjerner-i-øjnene-måde.
DET ER KUN I JULEN, at en helt voksen, midaldrende mand kan skændes med sin endnu mere voksne mor om, hvem der skal bære ud efter maden. ’Det er altid mig,’ jamrer han: ’Jørgen skal aldrig hjælpe til!’ For mit eget vedkommende bliver min krop overtaget af en ond teenager, der konstant bitcher af min stakkels mor. ’Ej, helt ærligt, hvorfor har du købt ulækre glaskartofler? De smager herreklamt. Ku’ du ikke ligesom ha’ købt nogle økologiske. De der gider jeg så meget ikke at æde!’
FOR HVILKEN FAMILIE slæber ikke rundt på en julesæk af gamle følelser? Søskendejalousi og bitterhed over noget fra barndommen dukker frem, så snart mandlen ender på brormands tallerken. Sidste år havde jeg to veninder på skift i røret i juledagene. Drama og vredesudbrud i begge familier. Veninderne erklærede, at det nu var slut med det. De gider ikke familie mere til jul. Og i år rejser de udenlands med kæresterne, så det var ikke bare noget, de sagde i kampens hede.
MEN JEG SYNES, det er ærgerligt, at det kan blive nødvendigt at træffe det valg. Jul burde være familiens fest. Hvor man er sammen, fordi man endelig har tid til at være det rigtigt. Desværre er der alt for meget ’bør’ og ’skal’ i juletiden. Man føler, at man bør besøge det og det familie, at man skal give dem gaver, at man bør stå og bage pebernødder og gøre huset hovedrent for at imponere dem (som nok elsker én, uanset hvor støvet der er).
MEN HVIS HELE JULEN består af frustrerende følelsesmæssige forpligtelser, så bliver den ophobning af træthed, surhed og had. Og så skal der kun en enkelt dråbe sherry til, før det hele eksploderer. Den eneste måde at forhindre det er at bruge sin energi på hinanden i stedet for på de fysiske rammer. Min personlige juleplan for i år er derfor, at jeg ikke hidser mig op på min mor. Uanset hvilken slags kartofler hun serverer.
Ah, at være tilbage i sit normale liv! Sidde på arbejde igen, have almindelig hverdagsrutine og frem for alt være fri for familiejuleforpligtelser. Nu har vi et helt år til at glemme, hvordan julen i virkeligheden er, inden vi skal til det igen.
En smal smag
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
ET GODT BUD på en temasang for min ungdom ville være Det Brune Punktums ’Jeg vil i seng med de fleste’. Altså ikke forstået som, at jeg personligt ville i seng med de fleste, da jeg var yngre – især ikke med heste, grise, køer og får. (Det kan godt være, jeg er midtjyde, men dér sætter jeg alligevel grænsen.)
MEN FORSTÅET SÅDAN, at fra engang midt i 90’erne – hvor jeg ramte den buksemodne alder – gik der pludselig trend i, at alle unge (dvs. alle os mellem 15 og 65 år) fjollede rundt og dyrkede sex med alt og alle. Scor.dk blev oprettet, så man kunne gå online og score uforpligtende sex, og landet over af holdt swingerklubber stiftende generalforsamlinger. (Okay, jeg ved ikke, om man faktisk holder generalforsamlinger i en swingerklub. Men man ser det for sig: ’Så er vi kommet til punkt to: valg af dirigent. Og Karsten kan du så få den buttplug væk fra dagsordenen!’)
SÅLEDES GIK DER et årti med at vaske lagner oftere, end man vasker hænder. (Medmindre man da er virkelig klam.) Fint nok. Men er vi ikke kommet videre nu? For på mange måder lever vi jo i en tid med fokus på kvalitet? Med gourmetrestauranter og delikattessebutikker til fødevarerne, med modenørdeunika-tøj og hyperdesignede boheme-hjem – alt sammen specialfremstillet for at dække vores helt unikke behov. Metervarer og buffeter hørte ligesom til, dengang det gjaldt om at fylde skabe og maver op bare for at gøre det. Men nu er vi klogere forbrugere. Vi ved godt, at MacD-menuen, blusen fra H&M og Ikea-reolen kun er en midlertidig tilfredsstillelse. En pseudo-glæde, som man heller ikke har det helt godt med at indrømme, at man har ladet sig nøje med.
HVORFOR ER DET IKKE ligesådan med lørdagsknaldet? For når man virkelig tænker efter, er der så ikke ret mange af de uforpligtende onenightere, der har været af dårligere kvalitet end et Happy Meal? Og hvor man havde fået større tilfredsstillelse ud af at samle en Anika-reol.
NU TÆNKER DU måske, at dette alt sammen handler om, at jeg ikke har fået sex længe. Og det har jeg ganske rigtigt ikke. Men det er, fordi jeg har erkendt, at når det kommer til mænd og sex, så har jeg bare udviklet en smal smag. For jeg har jo afprøvet metervarerne – (som retligt bør kaldes ’centimeter-varer’ – bare så ingen mandlige læsere får smadret selvværdet). Og jeg har indset, at seksualpartnere bør betragtes ligesom gourmetmad: Det er noget, jeg nyder, når det skal være ekstravagant luksus. Ellers kan jeg jo lige så godt lave maden selv. (Regn selv ud, hvad det er en metafor for.)
Klimakludder
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
DER ER GÅET SERIØST KLUDDER i de miljørigtige, klimakærlige tiltag. For hvordan kan det være, at det er mere bøvlet at være god ved kloden, end det er at smadre den? Nu lyder jeg muligvis som verdens største, politisk ukorrekte egoist, men der skal altså være et indbygget pay off for mig, hvis jeg skal vælge den klimaneutrale løsning.Vi opfordres for eksempel til at undgå at flyve og forurene himlen. Men hvad er alternativet? At tage toget?Selv hvis drivhuseffekten engang får temperaturerne i Thy højere op, vil jeg stadig foretrække Thailand og mennesker, der siger ’howar yuu todayw’ frem for ’æ tøws do sku se å taw tibaws tæ tjøwenhawnstrup.’
ET ANDET EKSEMPEL: Jeg tager altid cyklen i stedet for bilen, når jeg har under ti km transport. Men som cyklist føler man sig bare alt for ofte bollet i en i forvejen øm bag, når man knokler for miljøet og sundheden på sin aluminiumshest.For det første er det jo tydeligvis bilerne, der er taget mest hensyn til i trafikken. Men derudover har man rigtig mange steder – som i DR Byen, DGI-byen og den slags nyere, klimaoptimerede byggerier (der åbenbart er fedet så meget op på statsstøtte, at de skal have deres helt egen by) – arrangeret det sådan, at cykelparkeringen er længere væk end bilparkeringen. Det er da bare superskønt i regn og kulde at få den ekstra udendørs oplevelse, som det er at trave forbi kilometervis af parkerede biler i overhængende fare for at blive væltet omkuld af paniske bilister, der skal løbe hele fire meter fra deres CO2-opvarmede kabine til indgangspartiet, så de kan nå at tænde de cigaretter, hvis røg jeg skal tvinges til at indånde, inden jeg endelig kan komme indenfor i varmen.
OG PÅ FØDEVAREOMRÅDET har klimatosserne helt tabt øko-spelt-småkagen. Hvad sker der for den klimakorrekte opfordring til, at man hovedsageligt spiser madvarer, der er dyrket i nærområdet, så de ikke skal transporteres halvdelen af jorden rundt? Så vi danskere bør altså leve af majroer og kålrabi? Nej, tak! Må jeg så bede om en mango.De samme klimakegler påpeger også, at det er dårligere for miljøet at spise kød, end det er at spise grønt, fordi en pruttende ko producerer langt mere CO2, end gulerødder gør. Så jeg skal altså tvangskonverteres til klima-veganer for jordklodens skyld? Hold dog op! I øvrigt; hvis man udelukkende lever af kål og bønner, ender man så ikke med at prutte lige så meget som køerne? Er det virkelig sådan, vi får en bedre jord?
Mere stilladslir, tak
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
INTET KAN REDDE en dårlig selvtillidsdag mere end at gå forbi en håndfuld stilladsarbejdere. De burde ansættes til at stå foran hver eneste kontorbygning mandag morgen og booste kvinders selvværd. Leasy skulle leje stilladsarbejdere ud! ’Ring til Peter fra Leasy, så får han dig til at føle dig smuk og sexy.’
DER ER NOGET GALT med kvinder, som brokker sig over den form for mandlig opmærksomhed. Seriøst hvem går hjemmefra efter at have brugt bare et halvt minut foran spejlet, og tænker: ’Jeg håber sandelig ikke, nogen bemærker mig i dag. Og hvis en fyr fløjter efter mig, så smadrer jeg ham. Mandschauvinistiske svin!’
HVOR KOMMER MANDSCHAUVINISMEN præcist ind? Det er når mænd (og forbavsende ofte også kvinder) mener, at de er en højerestående race. Men mænd, der kigger anerkendende på kvinder, pifter og råber komplimenter, er tydeligvis ikke af den opfattelse.Forståeligt nok bliver man irriteret, hvis man får et forslag om at få noget op i nummi. Men hvor ofte sker det reelt? Danske mænd råber rimelig sjældent. De pifter måske. Men oftest kigger de bare. Ikke på en klam sydeuropæisk smukke-danske-pige-mærkmin-hånd-på-din-balle-måde. Men på en måde, der siger: ’Jeg ser din krop, den kan jeg godt lide. Og nu vil jeg gerne se dine øjne og dit smil.’ Lige til at blive i godt humør.
MEN NOGLE DAMER BLIVER altså mopsede – og ødelægger fornøjelsen for os andre. For hvor mange komplimenter gider mænd dele ud, hvis de får et pms-peberspray-svar? De mopsede falder i to kategorier: Type et er de hardcore skovmandslebber, som af gode grunde ikke gider mandlig interesse – og som nok heller ikke får overdrevent meget af det, så hvad er de sure over?
DEN ANDEN TYPE ER VÆRRE. Det er dem, der faktisk klæder sig for at få mænds opmærksomhed – nedringet og opslidset med 12 centimeter hæle og glidecreme i håret – men som bliver vrisne, når de får den: ’Ej, helt ærlig så glor de på mine bryster ligesom hele tiden ik’gårs.’ Måske er det, fordi de ikke stræber efter stilladsarbejder-opmærksomhed. Jeg formoder fordomsfuldt, at de snarere er dullet op for at opnå den opmærksomhed, der gives i form af guldsmykker og Gucci-tasker. Eller også er de bare uintelligente. (Sandsynligvis begge dele). Ærgerligt for dem, at de har næsen så langt oppe i strandvejskokainen, at de ikke kan se, hvad der er godt. Så er der heldigvis flere stilladsarbejderpift til os andre.
Med 38 i feber
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG ER SYG. Jeg er omgivet af snotklude og tomme pulver-suppe-kopper og iført dyne, som var den et ekstra lag hud. Det kan kun være Influenza A. Den som omkring 300.000 børn lige nu er ramt af. At mit immunforsvar åbenbart tror, jeg er syv år, må jeg (som knap 30-årig) så bare tage som en kompliment.Jeg er imidlertid virkelig dårlig til at være syg. Ikke fordi det er særligt svært at putte på sofaen, se amerikanske serier og drikke te – det gør jeg også indimellem uden at være syg. Men jeg bliver simpelthen den største klynker, når det sker. Selvom jeg kun har antydningen af en forkølelse, begynder jeg straks at pibe. Alene det at skulle sænke mine overophedede lår ned på toilet-isbrættet kan få mig til tude af smerte. (Og med smerte mener jeg selvmedlidenhed). Pudsigt nok bliver mænd jævnligt beskyldt for at være utrolig ynkelige, når de er syge. Men helt ærlig, er vi kvinder meget bedre? Jeg har i hvert fald aldrig mødt mænd, der var så elendige, som jeg er, når jeg har det skidt. Jeg har faktisk aldrig mødt nogen, der har så ondt af sig selv, som jeg har. Ej heller – og det er næsten værre – har jeg mødt nogen, der har lige så ondt af mig, som jeg selv har, når mit termometer viser 38,1.
MEN HAR JEG SÅ benyttet den lange, raske periode, siden jeg sidst var nærmest døende til at udskifte mit numsetermometer med et mund- eller øretermometer? Nej nej, naivt har jeg bildt mig selv ind, at jeg aldrig ville blive syg igen, og nu straffes jeg så dobbelt – med både ond, ond sygdom og vaselineindsmurt issyl lige op i… Blot for at konstatere, at temperaturen stadig er for lav til rigtig at kunne kaldes feber. Med det resultat, at retten til selvmedlidenhed taber voldsomt meget terræn.
DEN JYSKE ARBEJDSMORAKKER i mig vil nemlig ikke rigtigt anerkende diverse nyse- og hosteundskyldninger for ikke at passe pligterne. Men hvis ikke influenza er tidspunktet, hvor man må være pibet og selvoptaget, hvornår er så? Jeg er ikke altid supergod til at give mig selv pusterum i hverdagen, fordi der hele tiden er noget, jeg kan ordne. Men når jeg er syg, er det klart, at jeg mangler overskuddet. Så kan jeg ikke stille så mange krav til mig selv.Og jeg tror, det er derfor, jeg piber så meget. Simpelthen for at overbevise mig selv (og alle dem, der besvarer mine klynkeopringninger) om, at jeg virkelig har ret til at ligge der på sofaen. Også selvom nogle opgaver endnu ikke er klaret. Opgaver som for eksempel at købe et nyt termometer.
Brænd de brands
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
DET 21. ÅRHUNDREDES store idé; at alting skal have en historie – et såkaldt brand – er på få år blevet overkvalmende og invaderende. For et brand kan ikke bare hænge i luften som et prisskilt over flåede tomater. Et brand er noget, jeg skal tage med mig, forholde mig til – hver evig eneste gang, jeg møder et produkt, en virksomhed, en politiker, en kunstner osv.
JEG BLIVER BEGRAMSET på min sjæl, bare jeg skal købe ind. Ikke engang noget så simpelt som en karton æblejuice kan jeg købe uden at kende dens livshistorie – og uden at den begynder at definere mig som person: Hvis æblejuicen er Irmas den fineste – økologisk, koldpresset (som åbenbart er godt) og ufiltreret (så den ligner mosevand). Ja, så er jeg en klimavenlig og deklarationsneurotisk flippertype – formentlig venstreorienteret. Er ’juicen’ derimod discount og muligvis aldrig har været i nærheden af rigtige æbler, er jeg mor til tre og pisseligeglad med resten af verdenen, fordi jeg bare skal spise møgungerne af, inden der kommer Aftenshowet – og formentlig sofavælger. Hvilken juice, man drikker, hvis man stemmer borgerligt, ved jeg ikke. Man drikker vel letmælk, mens man onanerer til kursindekset og tørrer op med kulturkanonen (eller omvendt).
JAMEN ER DET IKKE BARE det, brands er? Fordomme og stereotyper? På trods af 3. generations-generationsoprør (fra 68’ere til x’ere og nu y’ere), trods kvindefrigørelse og globalisering, er vi lykkeligere end nogensinde for at stoppe os selv og hinanden i kasser og kategorier. Bokse som er mere stive og rigide, end de var, før tv og internet skabte muligheden for indsigt i mennesker på den anden side af kloden – eller bare på den anden side af hækken. Det var nemlig ikke indsigt, vi fik. Vi fik reklamer. Massevis af brandede historier om alt fra hygiejnebind til motorolie – så vi kunne defineres som Always-piger eller Castrol-fyre. Og vi fik reality-tv fyldt med mennesker, der bliver udvalgt til programmerne alene på deres evne til at være præcis så stereotype, at historien om dem kan fortælles på 30 sekunder.
ALT IMENS DEN RIGTIGE historie om os alle ties ihjel: Nemlig den, at vi grundlæggende har de samme tanker, følelser og drømme – som på vidunderlig vis fører os til millioner af forskellige valg – og til at blive forskellige mennesker. Det er derfor, vi ikke er vores bil, sofa eller sodavandsmærke. For måske drikker jeg ikke økologisk formueruinerende juice, fordi den smager af et dårligt barndomsminde. Måske snupper jeg bare den billige fra Fakta og undgår at lade mit fødevareindtag afgøre, hvem jeg er. Når det kommer til stykket, er discountjuicen sikkert også mest miljøvenlig. Den har jo ikke har kostet millioner i tv-tid og reklametryk.
Overlevesesguide til sort skærm
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
GIK DIT TV I FLIMMER I GÅR, fordi du ikke havde fået det opgraderet til det nye digitale signal, fordi du ikke havde set advarslerne om, at signalet ville skifte? I så fald må du enten a: Være hjemkommet fra et år i den sibiriske ødemark, b: Netop være udskrevet fra et år i koma eller c: Være så ulidelig forelsket, at du har glemt, at der findes noget, der hedder tv.
Men bare tag det roligt. Her følger nu den komplette guide til, hvad du gør, hvis intet dukker frem på skærmen, når du tænder for apparatet:
1: Tryk hårdere på fjernbetjeningen.
2: Gå i panik.
3: Slå oven på tv’et.
4: Gå yderligere i panik.
5: Band og skældud. 6: Sæt dig tungt ned i sofaen og græd over tvtabet.
7: Tør snot af i pyntepuden.
8: Stir længe på skærm-sneen og forsøg at få den til at give mening. (Du har allerede træningen, hvis du har set et af følgende programmer; ’2900 Happiness’, ’Singleliv’ eller ’Temalørdag’)
9: Luk øjnene og fantaser om at se tv (Det er nemt nok: Du forestiller dig bare nogle kendte, der gør noget, de er dårlige til, og så kårer du en vinder – alternativt gør nogle ukendte noget, som de heller ikke kan finde ud af, og så kårer du dem som tabere.)
10: Rejs dig fra sofaen.
11: Rul gardinet op.
12: Puds eventuelt ruden.
13: Opdag at der er en verden udenfor.
14: Gå i panik.
15: Rul straks gardinet ned igen.
16: Kontakt tv-udlejningsmontør.
17. Gem dig under pyntepuder til han dukker op.
18: Betal, hvad han forlanger. (Det kan aldrig blive for dyrt!)
19: Sæt dig i sofaen.
20: Anret pyntepuden under lænden. 21: Skær tigerrouladen ud. 22: Skænk kaffe op.
23: Tryk på fjernbetjeningen.
24: Ahhhhh.
25: Stem på Lisa Lents
26: Glem, at der er en verden udenfor.