Bag skrivebordet savner han sin krig

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET KAN ÅBENBART være hårdt at leve i fredstid. For nogle mennesker – oftest mænd, oftest midaldrende – er fred lig med slaphed, mangel på disciplin og ingen mulighed for udøvelse af militære kundskaber. Så i stedet for at nyde trygheden og de behagelige tiltaleformer, bliver disse mænd til skrivebordsgeneraler i en daglig kontorkrig. Du kender chefen, der med ufravigelig sikkerhed hver morgen marcherer gennem kontorlandskabet og noterer sig den, der ankommer fire sekunder efter mødetid. Alt i ham brænder for at beordre vedkommende ned på gulvet og ’give ham 10’ (armbøjninger). Men overenskomster og anden civil svaghed tvinger ham til at holde inde med disciplineringen, og den overskydende damp undslipper som et hvæs, inden han fortrækker til sin kommandobunker. Eller hvad med kollegaen, der konstant sender interne e-mail, med ordrer om alt fra opfyldning af kaffemaskine til sortering af genbrugspapir – i et koncist kode-sprog, der kan være sværere at aflæse end en teenageres sms-beskeder.

JEG HAR VED EN tidligere lejlighed brokket mig over mænds underlige sms-sprog – nærmere specifikt de tre punktummer, der tit afslutter deres beskeder. Men så snakkede jeg med en mand (ok, det var min far), og han forklarede mig, hvorfor han altid sætter de tre prikker. For ham betyder det ganske enkelt, at beskeden er slut. For sådan kommunikerer man i krig: Mobilen er walkietalkien, så indholdet skal skrives i militærkode: ’Roger. Over and out’. Jamen jøsses altså! Og den hånd, der altid hviler på gearstangen, når du kører bil, er måske den, der styrer missilaffyringen? Prøv lige at træde ind i virkeligheden engang, gider du? Og nej, det er ikke en kampvest, det er din mave. Det kan godt være, den kan stoppe en kugle, men så må du simpelthen til at skære ned på sovsen! Ligesom den laserpegepind, du bruger til dine (evindelige) power point-præsentationer, heller ikke er et sigte for apache-helikoptere, hvor meget man som tilhører end måtte ønske det.

MEN SÅDAN ER det åbenbart, når mænd kommer i den alder, hvor de husker deres værnepligt med glæde (jeg antager, at det mest er mænd på 50 plus, det drejer sig om). Når han for evigt er frataget sit maskingevær, hundetegnet og sit kamuf lagetøj, og når det tætteste, han nogensinde kommer på en feltration, er de fire rundtommer rullepølse, fruen sender med kampenheden på kontoret, så føler han pludselig, at der er brug for de små militærøvelser i hverdagen. For at holde sig rede. Parat til krig. Desværre har han ikke selv indset, at hvis krigen nogensinde skulle bryde ud der i det åbne kontorlandskab, er han på den forkerte side af linjen. Han ville blive det første mål. Det er ham, der er fjenden.

Dildo på afveje

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR EN VENINDE, der altid kommer galt af sted med sine dildoer. Og når jeg siger ’galt af sted’, så er det ikke sådan, at hun bruger dem forkert og får fysiske skader, som hun skal på skadestuen med eller noget. Hun er bare jævnligt ude for, at hendes dildoer stjæler opmærksomheden på ubelejlige tidspunkter (ikke, at jeg ved, hvad et belejligt dildo-tidspunkt er!?). Og når jeg siger ’min veninde’, så er det faktisk min veninde, det her sker for. Det er ikke mig selv! Det er ikke ligesom, når jeg skal købe et middel mod noget, der klør et uheldigt sted, og jeg siger til apotekeren, at det er til ’min veninde’. Jeg forsøger ikke at dække over mine egne dildo-pinligheder med en opfundet veninde. Altså ikke fordi jeg har oplevet vildt meget dildo-pinligt. Det har mest været noget med, at den har ligget fremme, når jeg har fået uventede gæster… det er faktisk lige meget, det var min veninde, det skulle handle om.

MIN VENINDE – lad os kalde hende Rikke (for det hedder hun) – ringede i sidste uge: »Nu er det sket igen,« hviskede hun, og straks sænkede jeg også stemmen, fordi jeg vidste, at jeg snart ville blive beriget med endnu et eksempel på, hvordan man kan komme uheldigt af sted med 20 centimeter vibrerende plastik.Det var under den store forårsrengøring. Rikke havde fundet en håndfuld dildoer, som hun besluttede at kassere. Aner ikke hvorfor. Måske har hun anskaffet et nyt vidunder eller også syntes hun, de var blevet slidte (!). I hvert fald stoppede hun alle de aflagte ned i den allerede overfyldte skraldepose. Her afbryder jeg kort historien og indskyder miljøbevidst, at udtjente dildoer vel bør af leveres i batteriapparat-genbrugskassen. Hun fnyser af min kommentar og siger, at det vil være »for pinligt.« Hun må jo vide det. I hvert fald ligger dildoerne øverst i skraldeposen, da Rikke senere skal til træning. Hun beslutter sig for at tage skraldet med ned. Så hun går altså ned af fortrappen – belæsset med træ-ningstaske, en stak aviser, en nytændt Prince og skraldeposen med det famøse indhold. Det må selvfølgelig gå galt. Ind af hoveddøren kommer den sexede underbo (som Rikke i forvejen har et akavet forhold til, fordi hun engang bankede på hos ham kun iført Barcardi-brandert og trusser.) Og her sker det så. Plastikhanken på den overfyldte skraldepose knækker. Rikke griber febrilsk med smøghånden. Men for sent. Posens indhold flygter ned ad trappen. Lige forbi benene på den sexede underbo, der stirrer måbende på de farvestrålende dildoers løbske færd. »Hvorfor sker den slags altid for mig,« spørger hun i telefonen. Jeg har ikke noget svar. Jeg griner simpelthen for meget.

Sms-ordbog for kvinder

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

KORT FØR PÅSKE BROKKEDE jeg mig over, at mænd ofte sætter tre punktummer i slutningen af sms-beskeder. Jeg var – og er – frustreret over de tvetydige (eller titydige) betydninger af de tre prikker. For hvad skal jeg lægge i, at en mand for eksempel skriver: ”Du virker supersød…” ? Siden er det strømmet ind med forklaringer… okay strømmet er måske så meget sagt… En enkelt fyr har kontaktet mig. En fyr med det påfaldende anonyme navn ”Morten Knudsen” har lagt stor energi i at give mig en præcis forklaring. Den kan i sin fulde længde læses på min hjemmeside (www.sannesoendergaard.dk i gæstebogen – og ja, så fik jeg også lige genereret noget trafik derind. Jeg har ingen skrupler, når det kommer til selv-promovering!) Ifølge ”Morten Knudsen” er det dummeste, man som kvinde kan foretage sig, at give sig til at fortolke noget ud af mænds beskeder: ”Hvis du finder en gemt mening i, hvad en mand har skrevet, skal du ikke regne med, at han var bevidst om det, og at det overhovedet har bund i virkeligheden. Det er højst sandsynligt bare en dårlig formulering.”Herefter går ”Morten Knudsen” i gang med systematisk at gennemgå de tre eksempler, jeg har givet på mænds prikkende sms-kommunikation:

SMS: ”DET KAN VI MÅSKE FINDE UD AF…” Det betyder: Han har muligvis travlt eller er i hvert fald optaget med noget andet. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han ikke er interesseret. Bare at han ikke lige kan tage stilling til det. Denne skal der ikke nødvendigvis (helst ikke) svares på nu.

SMS: ”MÅSKE EN GANG I NÆSTE UGE…” Det betyder: Det her er et typisk eksempel på, hvordan mænd kommunikerer. Dette betyder ”Måske engang i næste uge? ”– så simpelt er det. Det eneste, de tre prik-ker her betyder, er: ”Vi behøver ikke finde ud af det lige nu (jeg laver lige noget andet eller kan ikke lige tage stilling), men hvis du lige har et bud, er det også fint.” Denne skal der ikke nødvendigvis svares på nu.

SMS: ”DU VIRKER SUPERSØD…” Det betyder: Her bruges ”…” mere som en nervøs begyndelse, hvor man ikke helt ved, hvad man skal sige, end at det bliver brugt som en venlig afslutning, hvor man har sagt det, man på daværende tidspunkt, har at sige, som i de to første sms’er. Denne skal helst svares med det samme, medmindre du vil spille kostbar.Hermed en brugbar sms-ordbog for kvinder til fremtidig forståelse af mænd. Eller? For sådan som jeg læser ”Morten Knudsen”, er der mange forskellige betydninger af de tre punktummer. Og derfor også foruroligende mange måder, jeg forventes at reagere på. Så nu er jeg endnu mere forvirret på det sms-svage køn.

Kom nu ind i kampen, Carlsberg

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

REKLAMEPAUSE: ’HVAD ER DER sket med os mænd? Er vi begyndt at bruge al vores fritid på vores børn i stedet for på biler, bajer og babser? Nyder vi ikke længere at knokle os selv ihjel på arbejde? Har vi fuldstændig glemt glæden ved at slå vores koner? Eller spændingen ved at samles om at jage bøsser ud af byen med fakler og høtyve? Har vi glemt at være rigtige mænd? Gu har vi da ej. Vores øl – Vores mandekamp! ’ Et realistisk bud på Carlsbergs næste reklame. Bryggeriet har jo i et stykke tid forsøgt at brande ’Vores Øl’ som drengerøvenes svar på alt fra ligeløn til Ole Henriksen. Som om danske mænd er blevet en flok fimsede foldboldignoran-ter, der bare skal have ølskum tilbage i skægget for at genfinde deres indre viking/hulemand/en form for abe.

HELDIGVIS ER DET KUN i reklameverden, at dengsedrengene har brug for at slå sig på brystet og urbrøle ’fisse’. Herude i virkelighe-den er de fleste mænd (og deres kvinder) ret glade for de nye manderoller – komplet med mere tid til børnene og blødere hud i ansigtet. Og så kan Carlsberg og Carl Mar ellers svinge med flasken og pikken alt det, de orker. Det undrer mig bare, at reklamebureauerne går på barrikaderne i en kønskamp, som ingen har bedt om. For hvor mange mænd gider flashe en ølvom som bevis på, at de er rigtige mænd? (Men så lancerer Carlsberg da bare en ny Lite – en ikke-fedende øl med næsten normal alkoholprocent, så man kan forblive en rigtig mand, selv om man drikker light!)

DER VAR ENGANG, hvor Carlsberg faktisk var ’Vores Øl’, hvor det også var min øl, og din øl, og det var Ulf Pilgaard, der solgte det glade hippiebud-skab. En varm sommerdag var lig med en kold Hof for foldbolddrenge og for piger. Men de sommerdage er forbi. Vores nationaløl er nu kun forbeholdt mænd. Vel at mærket mænd, der er rigtige mænd! (Og det er man åbenbart kun, hvis man opfører sig som en dreng på ni år.) Jeg forstår ikke, hvorfor visse produkter (øl, Oddset og Coca Cola Zero) på den måde vælger at udelukke over halvdelen af befolkningen fra starten af. Det virker som en kortsigtet salgsstrategi: Det kan vel efterhånden kun være de allermest sørgelige, selvindbildte tøffelhelte, der rent faktisk tror, at en lunken Carlsberg og en tipskupon uden gevinst kan hjælpe dem til at genfinde deres tabte manddom!?Og dog; budskabet er jo også gået ind hos mig. For jeg gider da ikke drikke ’Deres Øl’. Men det behøver jeg heldigvis heller ikke. Reklamepause: Et par Tuborg kommer på bordet og straks bliver samtalen væsentlig min-dre sexistisk.