Nu kan vi jule en smule

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SNE! Vi er ikke engang inde i december, og min gade er dækket af hvidt julepudder. Straks indtræffer frygten for, det kommer til at betyde: Minimum fire måneder med kulde, halvvåde sokker og aldrig endende forkølelser. (Teknisk set betyder det også forøget chance for hvid jul, men den køber jeg ikke. Jeg mindes ikke en eneste hvid jul i min levetid, jeg tror ikke på, at det findes, det er en myte.) Den tidlige vinter er klart en større konspiration mod kuldesvage personer som mig! Men man kunne tilstræbt optimistisk også vælge at se den som en budbringer om, at vi nu kan begynde at jule – en smule i hvert fald.

JA JA, SOM SÆDVANLIGT tyvstartede butikkerne deres julesalg allerede midt i maj, men for os normale, der gerne vil gemme lidt af glæden ved højtiden, til den faktisk indtræffer, er den sidste uge i november perfekt til et forsigtigt startskud.1. søndag i advent og alt det der er en glimrende undskyldning for at gå i kælderen efter den store kasse med julepynt, se den igennem, konstatere, at man har mistet begejstringen for sorte kugler (sidste års julemode), som igen er en glimrende undskyldning for at gå i butikker og købe nye juleforsyninger.

OG SÅ HELT LANGSOMT begynde at snige lidt jul ind hist og her. Først en adventskrans, en lille nisse, en tilfældig bemærkning om, at man godt kunne bruge en ny blender (fordi man har grovknust mojito-is i den gamle.)Jeg forstår ikke dem, der stresser over julen fra klokken syv om morgenen den 1. december og frem til 3. juledag (og det er der ikke engang noget, der hedder). Så holder de en enkelt dags pause, og stresser på ny over nytårsfest og – forsæt. Selvfølgelig kan man gå lidt i stresspanik selve juleaftensdag, hvis man har glemt at købe mandler. Men indtil da skal man da bare nyde, at kulden fylder mindre, og klejnerne fylder mere.Jul er årsagen til, at man kan holde vinteren ud. Dagene i december, der knap nok når at blive til dage, inden solen går ned, bliver en hyggeintegreret del af julen.

DET ER DERFOR, vi har glögg og chokoladekalendere og fotokopier af kontorchefens bagdel. Det er for, at vi den 21. kan ånde lettet op og tænke; at nu går det da heldigvis mod lysere tider. Uden vi egentlig har nået at lide rigtigt under mørket. Det kommer vi først til i januar. Som er en måned, der absolut intet godt er at sige om. Vi burde have en højtid til at hjælpe os igennem januar også. Og en højtid mere til februar. Januarudsalg og fastelavn er bare nedtur i forhold til jul.

Hvad med lidt sex i storbyen?

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG SKAL SÅ meget til at se mig selv som Danmarks Carrie Bradshaw: Jeg er single, bor i storbyen og skriver klummer om det – kan man komme tættere på at være Carrie? Kun hvis jeg også var fiktiv. Det er virkelig en genial plan! Jeg kan omgående droppe mit politiske engagement, min miljøbevidsthed og min økonomiske sans. Fra og med i dag behøver jeg kun at gå op i mode og mænd. Og så til brunch med veninderne, hvor vi udelukkende snakker om mode og mænd.

MIT LIV VIL blive helt anderledes overskueligt, nu hvor jeg kan koncentrere alt min energi på at få fat i en mand – en vis hr. Stor, som jeg blot skal udvælge blandt tidligere erobringer (selvom jeg selvfølgelig samtidig skal møde nye mænd). Jeg kan slippe alt det med at fokusere på min karriere og den slags banaliteter – klummeskribenttitlen vil sikre mig adgang til fancy klubber og råd til labre designersko. (Vi må lige få snakket lønforhøjelse inde på redaktionen. Og finde ud af, hvem der kan overtale NASA).

MIN TID SKAL også prioriteres på en helt anden måde. Mere tid på at pleje kroppen – mindre på hjernen (hvad skal jeg med den? Hvor svært er det at stille en masse spørgsmål i en klumme? Okay jeg kan godt se, at jeg bliver nødt til at lægge meget i føromtalte arbejde med min krop,for selv at blive lækker nok til at holde stilen kørende. Men det er sikkert kun et spørgsmål om udelukkende at leve af råkostsalat, få en personlig træner og en endnu mere personlig stylist, som møder hver morgen og airbrusher mig fra top til tå . Jeg er også 15 år yngre end den virkelige Carrie, så det må give bonus!

DET GIVER MIG i hvert fald mange år endnu at leve det kærlighedshungrende storbyliv, der åbenbart er det ypperligste, man kan opnå. Og når jeg bliver 40, kan hr. Stor og jeg flytte ud i forstaden (Nærum eller noget), og til den tid kan jeg så blive helt desperat og hjemmegående.

Satans slettede scener

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR FÅET EN KEDELIG vane med at tjekke ekstramaterialet på mine dvd-film. Herunder den utroligt åndssvage opfindelse Deleted Scenes, som jeg kommer til at se – fordi jeg er en nysgerrig sjæl (dvs. for doven til at rejse mig fra sofaen, når filmen er færdig.) Men det skal man jo ikke!

FORLEDEN SAD JEG OG stenede America’s Sweethearts, selvom jeg ikke officielt ser den slags gennem amerikanske pladderromancer (ligesom jeg heller ikke officielt under filmen bundede to poser sour creams, fordi jeg havde pms og ondt af mig selv).Bagefter kom jeg så til at klikke på Extra og røg direkte ind i de slettede scener – i dette tilfælde med den feature, at instruktøren selv forklarer, hvorfor scenerne ikke er kommet med i filmen. Instruktøren fortæller så mig, naive seer, at disse deleted scenes er nogle af de darlings, han har været nødt til at slå ihjel (inden for den kreative klasse bruger man meget det Peter Lundinske udtryk: ’kill your darlings’). Sagen er nemlig, at de ønskede seere er unge kvinder – altså mig – og testseerne reagerede meget negativt på disse scener, hvor man blandt andet ser en af hovedpersonerne få et blowjob i et boblebad. Så man tog dem ud af filmen. Men de kom alligevel på dvd’en. Fuldstændig idiotisk. For resultatet er, at jeg ikke kan se filmen igen uden automatisk at indtænke de scener, som egentlig ikke er med, men som fremover alligevel er det – i mit hoved. For nu ved jeg jo, at hovedpersonerne har gjort nogle slemme, klamme ting, der bare ikke bliver vist i selve filmen.

HAR MAN FØRST SET EN film i sin endelige, afsluttede helhed, skal der altså ikke åbnes for pandora-boksen med kasserede ideer. For det fucker helheden op. Det ødelægger min tro på film som absolutte, afsluttede værker. Præcis som jeg heller ikke har lyst til at se en alternativ slutning på ’Romeo og Julie’, hvor de får hinanden og otte unger, og Romeo bliver tyk og sidder i en sofa og klør sig i skridtet Al Bundy-style.

KLUMME-EKSTRAMATERIALE. Slettede sætninger: Alle filmens deleted scenes havde eksplicitte seksuelle ’jokes’ (jokes i gåseøjne, fordi de ikke var sjove). Men scenerne var blevet valgt fra i redigeringen på grund af reaktionerne fra de i Hollywood så populære tests screens. Altså der, hvor et indbudt publikum, der er repræsentativ for den del af befolkningen, man vil have til at se filmen, ser den og kommenterer på indholdet, så filmskaberne kan ændre den endelige film, for at få den til at falde bedre i målgruppens smag. (Den slags beregnende og kommercielt lefle-pis giver mig kvalme. (Eller også kommer kvalmen bare af overdrevent sour cream-indtag…))

Kvinder der elsker mænd

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PÅ DET SENESTE er jeg flere gange stødt på det nedslidte statement, ’at kvinder ikke har brug for mænd længere!’ Det kommer altid kun fra mænd. Jeg har sjovt nok aldrig hørt en kvinde sige det. Sandsynligvis fordi det er noget ævl.Det er møgirriterende, at visse mænd tørrer deres dårlige selvværd af på kvinder: ’Buhu, kvinder er blevet alt for uaf hængige og selvstændige! Nu har de ikke brug for os mere’, lyder klynkeriet igen og igen. Måske skulle han lige tørre kinderne og se sig i spejlet, for det er sikkert bare hans tudefjæs, kvinderne ikke har brug for.

DET ER JO GANSKE ENKELT ikke rigtigt, at kvinder ikke har brug for mænd. Hvis man er i tvivl, kan man gå en tur i biffen, i bladkiosken, i boghandlen. Kvinder higer og søger efter mænd alle vegne. Carrie og Nynne gør det på deres småsørgelige ’redmig-fra-mig-selv, prinsebasse’-måde, de hårdtslående Angelina Jolie-typer på film gør det for at få et kraftfuldt modspil, og alle vi normale kvinder midt i mellem gør det, fordi vi nu engang godt kan lide at kravle ind til en brystkasse, blive holdt om, bekræftet og elsket (og elsket med/knaldet på køkkenbordet).

MEN DET ER NÆRMEST umuligt at få bekræftelse og kærlighed fra en, der ikke har nogen tro på sig selv. Det ved kvinder! Der er nemlig én sætning, alle kvinder har fået tudet ørene fulde af, fra de lærte at forstå ord – fra deres mor, skolen, deres veninder, damebladene, selvhjælpsbøgerne: Tro på dig selv! Vi har lært lektien: ’Respekter dig selv, ellers vil ingen andre gøre det’, og ’elsk dig selv, ellers kan andre ikke gøre det’. (Dermed ikke sagt, at det er nemt for nogen kvinde at praktisere i virkeligheden – og slet ikke hele tiden.)

SÅ SELVFØLGELIG vil alle kvinder, der selv knokler for at holde selvrespekten og selvtilliden oppe, miste alt for en mand, der med bævrende underlæbe konstaterer, at det er synd for ham – og ser sig selv som en stakkel; formålsløs og uelsket.Fuldstændig ligesom en mand med selvværdet i orden vil stejle over for en tudeprinsesse, der hænger i mobilen hvert andet minut, fordi hun ’ikke kan klare sig uden ham’.

HELT ÆRLIGT, forskellen på mænd og kvinder i den sammenhæng!? Den findes ikke. Vi forelsker os i det samme – en unik person, der kan komplementere os. Men personer med lavt selvværd vil ofte falde for dem, der kun gør det værre: nedbrudte kvinder ender med mænd, der smadrer hendes ansigt, og nedbrudte mænd med kvinder, der smadrer hans sjæl. Der er kun ét at sige: Mænd, elsk jer selv – det gør vi.