Dildoens flugt over Halmtorvet

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVAD ER DEN mest fornuftige reaktion, hvis man befinder sig midt på Halmtorvet, og der uden varsel falder en håndfuld dildoer ud af ens taske? Bukker man sig ned og samler dem op? Løber man sin vej? Griber dem og begynder at jonglere, satser på, at folk tror, at man er en lokal form for gøgler? Jeg har tidligere berettet om min veninde, Rikke, der altid kommer ud for de uheldigste ’episoder’ med sine dildoer. Forleden havde jeg fornøjelsen af at blive inddraget i en af dem.Det, der sker, er, at vi sidder ude foran en café på Halmtorvet og nyder solen. Med sig har Rikke sin rejsetaske på hjul, som jeg skal tage med hjem, fordi hun skal videre til en fest. Rikke kommer direkte fra en anden slags fest – en dildofest. Så i tasken ligger en goodybag med tøselegetøj. Hun tilbyder som det første at vise frem, men med et sidekig til de mange børnefamilier langs med fortovet enes vi om at vente. Vi snakker, tiden flyver, og pludselig springer Rikke op. Bussen går om fem minutter. Hun f lår rejsetasken op, tager en flaske whisky og to pakker Prince, som hun stopper ned i håndtasken, mens hun snubleløber over brostenene i stiletter. Jeg bliver siddende og drikker min vin færdig. Jeg betaler, rejser mig og griber hanken på rejsetasken.

HER GLEMMER JEG at tænke. For har Rikke mon taget sig det halve sekund, man bruger på at zippe lynlåsen i, da hun rodede i rejsetasken? Nej! Så da jeg retter rejsetasken op i kørestilling, åbner den sig ,og indholdet vælter ud på fortovet. Det er noget tøj, en makeuptaske – og ja, selvfølgelig posen med sexlegetøj. Har Rikke så bundet en forudseende, forsvarlig knude på denne pose? Nej! Så ud på brostenene smutter et styk dildo, et par pink, plyssede håndjern og en uanstændig stor tube glidecreme. Diskret? Nej da! Håndjernene rasler som fangekæder, dildoen flygter springende som den delfin, den har form som, flere meter væk fra gerningsstedet, og glidecremen laver en gigantisk mavelanding med en blump lyd, der får samtlige gæster langs cafeerne til at vende blikket mod mig. Og alle dem i lejlighederne ovenover åbner sikkert vinduerne og kigger ned, og kunderne ovre i SuperBrugsen på den anden side af torvet stikker nok også hovedet ud, og pigerne nede i Skelbækgade vender sig muligvis også (men så er det nok mest, fordi de genkender lyden).

MIN REAKTION? Ikke imponerende. Jeg pegede den vej, Rikke var løbet, og med en ansigtskulør, der mindede om de plyssede håndjern, samlede jeg tingene sammen og flygtede. Jeg håber, der er kommet sand i dildomekanismen, så den eksploderer, når hun tænder den!

Optimistisk drøm om optimisme

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HADER OPTIMISTER. Folk, der er i stand til at se det positive i alting: »Hvor dejligt, det regner! Så får træerne vand.« »Jubi, jeg blev fyret! Så får jeg mulighed for at prøve noget nyt.« »Min kæreste har bollet udenom, hurra! Så var det alligevel ikke på det klamme autobahn-toilet, jeg blev smittet med klamydia.« Min begrundelse for at hade optimister er desværre, at jeg ville ønske, jeg selv var en af dem. Jeg ville gerne være i stand til at se de lyse sider af tilværelsen i stedet for at sidde nede i mørket med en lommelygte, der ikke virker.

JEG HAR JO LÆST ALLE SELVHJÆLPSBØGERNE og køleskabsmagneterne: Det gælder om at smile til verden, så smiler den tilbage, pessimister er tåber, de tror på det modsatte af, hvad de håber, det, du gi’r, får du tilbage (og ja, det sidste er fra en sang af LARS LILHOLT. Jeg er midtjyde: Der står i reglerne, at vi skal kunne hans sange!)Det er en selvopfyldende profeti: Jo mere glæde, man selv udstråler, jo bedre bliver de ting, der sker for en, og la la la. Så der sidder de optimistiske karmacowboys og rider af sted på lykken, mens jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over en tilfældig detalje, som er ligegyldig i det større perspektiv.

JEG LÆSTE ENGANG en undersøgelse – den var sikkert amerikansk (det er sådan nogle undersøgelser altid, for amerikanere har åbenbart uanede ressourcer til at forske i de mest obskure ting), som konkluderede, at optimister er lykkeligere mennesker.Det kom ikke rigtigt bag på mig (det er der sjældent nogle af konklusionerne i den slags undersøgelser, der gør). Men det interessante var, at når der skete noget dårligt, så blev pessimisterne, der jo altid frygter det værste på forhånd, alligevel mere skuffede end optimisterne. For at formulere det bedre: Det er virkelig spild af energi at være negativ (altså det, vi pessimister kalder, ’at være realistisk’).

DEN ENESTE FORDEL, man har som pessimist, er, at når noget går galt, kan man sige: »Ha, hvad sagde jeg!« Og græde indvendigt. Mens optimisten tager på nye eventyr, der sikkert vil lykkes for ham. Som så vil gøre en selv endnu mere pessimistisk og potentiel nøglehærværksmand mod hans bil. Optimismens hemmelighed er i virkeligheden helt enkel: Man skal vælge at se lyst på tingene og fravælge de negative tanker; glemme det, der går en på.

MEN DET ER JO PRÆCIS DET, jeg ikke kan finde ud af. Pissefrustrerende! Det er lige så råddent som ustoppeligt regnvejr og den gigaskatteregning, jeg nok får næste år, og det, at jeg sikkert ikke får sex inden da… Og så kører den onde pessimist-cirkel igen.

Forbandede tjit tjat

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

FINDES DER NOGEN, der kan finde ud af at smalltalke for alvor? Altså chit chatte uformelt og ufarligt med hvem som helst; taxichauffører og kærestens moster? Jeg er personligt fuldstændigt smalltalk-hæmmet.Jeg indleder altid samtaler med folk med det udgangspunkt, at de selvfølgelig har noget at byde på, noget man kan tale om. Det har de heldigvis som regel. Men så er der lige de situationer – ofte der, hvor man er tvunget til at opholde sig i nærheden af personen i længere tid – ved middagsselskaber, kurser osv. – at personen sidder tavst med et forsigtigt smil og overlader det til mig at hale uendeligt ligegyldige svar ud af ham/hende:»

HVAD LAVER DU SÅ? Ekspedient, javel. I en tøjbutik? En skobutik, interessant? Er det så en kæde eller noget? Nej, bare en lille en. Hvad laver du så, når du ikke arbejder? Ikke noget? Nå, du går til fransk på aftenskole. Rejser du meget i Frankrig da? Du har aldrig været der. Nå. Er det så fordi du kender nogle franskmænd? Nej, du synes bare, det var spændende. Jamen, det er det da også… Er du gift? Nej. En kæreste? Nej. Det kommer helt bag på mig … Har du Børn? Nej. Dyr? En kat. Hvad hedder den så? Mis, javel ja … Gider du lige række mig rødvinen?«

PÅ INTET TIDSPUNKT gør personen noget for at hjælpe samtalen på gled ved for eksempel selv at stille spørgsmål eller bringe et emne, man kan tale om, på bane.Og jeg er fortabt. Fordi jeg ikke kender opskriften til effektiv chit chat. Hvad er de magiske emner, når man ikke naturligt falder ind i en spørge-lytte-grine-rytme? Politik, børneopdragelse og kulturelle præferencer er jo no go – der er for stor fare for voldsom uenighed. Selvfølgelig kan man bare tale om vejret, men det er for mig den største samtale-falliterklæring, og så vil jeg næsten hellere sige ligeud til personen: »Du er så dybt uinteressant, at jeg i stedet for at påpege, at det er dejligt med solskin, nu vil gå min vej og aldrig henvende mig til dig igen.«

I DE SITUATIONER er der kun to muligheder for mig: Enten kigger jeg dybt i posen med spørgsmål for at finde nogle, jeg ikke har stillet. Eller også kigger jeg dybt i vinglasset. Som oftest falder valget på en kombination af de to.Så ender jeg endnu engang som den pinligt berusede borddame, der fortæller kiksede og alt for intime historier fra sit eget liv. I situationen virker det som et glimrende alternativ til stilhed, men ikke meget senere sidder man med en opskræmt bordherre m/k, der med garanti vil være endnu vanskeligere for den næste at smalltalke med.

Så sjovt er tortur heller ikke

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG SAD OG SÅ åbningsceremonien fra OL med et par bekendte, da en af de utroligt mange dansende kinesere kommer en smule ud af sync i den stramme koreografi. Jeg ler og siger:»Uhh, så bliver han nok skudt bagefter.«Den ene af mine bekendte griner, men den anden kigger chokeret på mig: »Det er da ikke sjovt,« siger hun forarget og piller et løst hennafarvet hår af sin biodynamiske, fair trade-poncho: »Kinas overtrædelser af menneskerettighederne er dybt alvorlig.«

NETOP. IT’S funny ’cause it’s true, som Homer Simpson ville formulere det. Humor er fedest, når den er allermest sand. Og satire om fanger i orange kedeldragter med strømførende kabler på de ædlere dele er bare sjovt. Desværre er der efterhånden en tendens til, at den politiske korrekthed overtager retten til at bestemme, hvad der må være sjovt. Negere, homo’er og spassere har længe været fredede. Nu går det hellige humorpoliti efter ironien og satiren. Problemet er bare. at det, der er sjovt, sjældent er det, der er pænt. I USA har de en hel del komikere, der laver såkaldt clean material. Altså jokes, der ikke kan fornærme nogle amerikanere – og har man hørt fuck-bibbet i amerikansk tv, ved man, at der ikke skal meget til at fornærme amerikanere. Men pudsigt nok er disse komikere også larmende ukendte udenfor de religiøse, midtvestlige stater. For hvis den eneste form for komik, man kan få, er en gut, der laver kristen, næstekærlig stand-up, så ville de fleste nok vælge at tage ind på en skole og skyde på folk i stedet.

DANSKERNE ER HELDIGVIS en nation af galgenhumorister, der kan klare grove jokes. Og det skal vi værne om. Vi må ikke lade de politisk korrekte veganer-moralister få overtaget. For deres løsning på problemet er tilsyneladende, at alle skal melde sig ind i Amnesty og sende mail på mail rundt med ulyksaligheder, som vi andre så skal forholde os til midt i frokostpausen, og hvis vi vælger at gå ud og spise frokost, så står der nok en anden Amnesty-hellig midt på Strøget parat til at genere alle med sine budskaber og sit clipboard… Pointen er, at når man joker med tortur, krig, racisme og andre former for had, så er det ikke, fordi man ikke tager det seriøst. Tværtimod. Nogle gange er man bare nødt til at gøre grin med de alvorlige ting, for ellers er det ikke til at holde ud. Alternativet er at sætte sig ned og tude.

Frygten for at festfejle

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INVITATIONEN HÆNGER PÅ OPSLAGSTAVLEN: Fest på lørdag. Kom glad klokken 19 og medbring selv drikkevarer. Jeg tager vodka med. Og et reb, jeg kan hænge mig i, når resten af festen opdager, at jeg er ude af stand til at deltage i en fest.Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men jeg kan aldrig ramme den stemning, alle andre festdeltagere er i. Det starter allerede derhjemme ved garderoben. Skal det være kjole eller jeans? Uanset hvad jeg vælger, vil det helt sikkert være forkert i forhold til de andre gæster (ja, de mænd, jeg kender, går tit til fest i kjoler. Jeg kan ikke gøre for, at der ikke er andet end skotter og bøsser i min omgangskreds.)

SÅ STÅR JEG DER TIL FESTEN, overdressed eller underdressed, og forsøger at kamuflere mit idiotiske tøjvalg ved at spilde rødvin på det, hvilket typisk har den modsatte effekt. Så nu er jeg forkert påklædt med en violet plamage på maven, mens værtinden ligger på knæ foran mig og desperat forsøger at redde sit ubehandlede trægulv fra resterne af den vin, jeg ikke nåede at få på mit tøj.Herefter går det virkelig galt: Navneleg! Alle skal rejse sig og sige, hvem de er, og hvorfra de kender værtsparret. Jeg kaster mig ud i en længere udredning og laver en indforstået joke med værtinden om, at vi en gang har haft et stormfuldt lesbisk forhold. Værtinden griner. Som den eneste. Alle andre ser chokeret på hende, og en eller anden hoster højt.

SÅ BEGYNDER TANKERNE at melde sig: Fylder jeg for meget i selskabet? Griner jeg for længe? Taler jeg for meget og for højt? Er de anstrengte smil et udtryk for det?Har jeg sagt noget forkert? Er pædofili-jokes ikke god stil blandt disse mennesker? En kvinde, der tidligere har præsenteret sig som pædagog, piller ved sit tørklæde og møder ikke mit blik. Jeg flygter ud på toilettet. Her sidder jeg så ude med bar røv og har glemt at låse døren.

TILBAGE VED FESTEN fortæller jeg højlydt (og begyndende beruset) om værtens forsøg på at snige sig ind på mig på toilettet. Han griner. Som den eneste. Jeg hælder mere op i glasset og fortæller flere pinlige toilethistorier, som jeg er den eneste, der griner af. Jeg slår for meget ud med armene og vælter noget – det plejer at være noget, værtsparret holder meget af som en arvevase eller et fladskærms-tv.Ikke længe efter tager jeg min afsked. Jeg siger »tak for i aften,« og værterne siger »i lige måde,« men jeg har dem mistænkt for at slette mig fra listen over venner i det sekund, jeg har vendt mig om og er faldet ned af trappen.

Tour de pedal er ingen kunst

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SÅ RASER DEN GULE TRØJE-FEBER IGEN. For nogen betyder det frivillig indespærring i den tid, man savner resten af året, hvor man er tvunget til at opholde sig indendørs. Fred med det. Jeg forstår godt fascinationen af en sport som cykelløb. Jeg nyder selv at se spurterne til sidst. (Men misser jeg dem en dag (eller et år), så går Jorden nok ikke under af den grund. Det er, hvad, jeg kalder en sund indstilling til sport, og andre kalder kvindeævl/djævlens værk.)Spurterne er nemlig actionmættede – ligesom en fodbold-, håndbold- eller femkamp, når der er noget på spil. Der skal scores nogle mål, en målstreg skal krydses: Der skal kort sagt kåres en vinder. Pissefedt.

DET, JEG TIL GENGÆLD IKKE har det mindste forståelse for, er de mennesker (dvs. sportskommentatorer og lignende tosser), der udråber sportspræstationer til kunst. Det er det ikke. Sport er ikke kunst, sport er konkurrence! Sport handler om at finde én vinder og en masse tabere, som vi bare kalder tabere, for hvorfor skulle vi ulejlige os med at huske deres navne?Der er ikke noget musisk, virtuost eller ekvilibristisk over sport. Jovist kan det se godt ud, når der bliver af leveret en-to hen mod mål, eller når kameraet zoomer ind på pumpende muskler, der træder hårdt i pedalerne op ad bjergsiden. Men hvis der intet konkurrenceelement var, så sad ingen af os og gloede på det! For så ville vi også alle sidde ude ved vejsiden i campingstole og juble, når Tour de pedal-pensionisterne kom hjulende med otte km. i timen.

DET ER FULDSTÆNDIGT MODSAT med kunst, der har et publikum – dog nogle gange et smalt publikum – som dybest set ser på kunst, fordi det er der. Kunst skal ikke levere en vinder. Kunst leverer et budskab; det er smukt, bjergtagende eller andre gange ligefrem frastødende, men det sætter nogle tanker i gang. Sport sætter ingen tanker i gang. Altså bortset fra dem, som bannersponsorerne gerne vil have os til at få: ’Hvorfor købte jeg ikke flere øl? Måske skal jeg have et Panasonic næste gang? Hvad fanden er Silence-Lotto? En form for tys-tys pyramidespil? ’

GRUNDEN TIL, AT SAMMENBLANDINGEN af de to ulige størrelser – sport og kunst – overhovedet er opstået, er, fordi sportskommentatorer ikke ved, hvad de ellers skal sige, når de i timevis skal forsøge at holde en dialog kørende henover sportsbegivenheder. Det fucker helt op i Tour de France, hvor balletanmelder-flosklerne flyder i en lind strøm (inden de tyr til den sidste udvej: landskabskommentering!). Men det bliver det stadig ikke mere kunst af. Cykelløb er en sport! Grundlæggende det samme som spydkast og boksning. Man bruger bare længere tid på at kåre en vinder.

Luder light

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

SCENARIET ER DESVÆRRE VELKENDT – selv i 2008: Man er på bar/diskotek/morgenværtshus, en tilsyneladende venligsindet fyr spørger, hvad man drikker. Man svarer ’cosmopolitan/øl/fernet branca’ (alt efter, hvor i Nyhavn man befinder sig). Mens man drikker, gør fyren, hvad han kan for at spilde sin drink ned i ens kavalergang samtidig med, at hans øjne konstant flakker mellem mængden af tilbagebleven væske i ens glas og foromtalte kavalergang. Efter denne charmeudladning venter han nøjagtig tre sekunder efter, at det tomme glas er stillet på bardisken, før han spørger: »Nå, skal du så med hjem?«Hvilket svar forventer han i den situation? I hvert fald ikke det ’nej’, han vil få i ti ud af ti tilfælde. For det medfører bare et surt blik og et vrissen-mumlet ord, der kunne være ’narrefisse’. Måske havde han seriøst forstillet sig, at man ville svare noget i stil med: »Jamen, naturligvis skal jeg da tage din pik i munden for to Smirnoff Ice. Hvor er det uhøfligt af mig ikke selv at have foreslået det. Lad os straks lokalisere en baggård, så vi kan få rettet op på den fejl!«

EN HURTIG UDDYBNING: Jeg kender masser af mænd, der aldrig kunne drømme om at opføre sig sådan. Oftest når jeg er i byen med mænd, så henter de drinks konstant – fordi det er den måde, fyre går i byen på: De skiftes til at give omgange, og som pige kan man – uanset hvor godt man forsøger at følge med – aldrig nå at give mere end en enkelt eller to øl, fordi fyrene drikker ud betydeligt hurtigere og allerede er i baren, inden man får sagt: »hey, det er min tur til at gi’.« Til gengæld har jeg aldrig oplevet disse mænd brokke sig over det. De gi’r, gi’r og gi’r – og de holder ikke regnskab. Det er også derfor, jeg ikke lurer det med det samme, når fyren så faktisk forventer, at en drink er forspil til doggystyle.

HVIS DET ALLIGEVEL er hans hensigt at købe sig til sex, hvorfor så ikke bare stæse ned i Istedgade og spare mellemleddet væk? Hvorfor ulejlige sig med at bruge uanede mængder af tid på at få øjenkontakt med en pige, derefter dobbelt så længe på at få øjenkontakt med bartenderen, spendere en fjortendedel af sin månedsløn på at veksle til drinkvaluta og så forsøge at få førnævnte pige til at tage imod denne valuta og omsætte den til et one night stand? Jeg opfordrer bestemt ikke nogen til at gå på bordel – jeg synes, det er forkert at købe sig til sex! Og det er præcis derfor, jeg heller ikke vil behandles som en luder- light, når jeg er i byen.

Janteloven tror, den er noget

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JANTELOVEN BLIVER 75 ÅR i denne uge. Hurra, hurra, hurra og så det lange. Det er ret imponerende, at en pensionist stadig fylder så meget i vores bevidsthed, som Jante gør. Jeg kan ikke komme i tanke om andre på den alder, der gør det – måske bortset fra Mogens Camre og Ulf Pilgaard (uden sammenligning i øvrigt!)I 1933 udgav Aksel Sandemose den bog, ’En flytning krydser sit spor’, hvor Janteloven blev introduceret, og siden har den været en fast bestanddel af vores kultur. Lige så umulig at slippe af med, som det er at komme forbi gamle mennesker på fortovet.

MAN KAN IKKE SE et portræt af et menneske, der har opnået noget, i dette lands medier uden at journalisten med ufravigelig sikkerhed på et eller andet tidspunkt ytrer ordene: »Har du været udsat for Janteloven?«Og kæmpeoverraskelse svarer folk typisk, at det har de i nogen grad, men de klarede sig på trods. Selvfølgelig, ellers sad de jo ikke stylet foran et kamera, men boede et eller andet sted i Thy, hvor styling, succes og selvsikkerhed og andre af den slags storbybegreber stadig er forholdsvis ukendte på linje med internet og rapmusik.

POLITIKEN LAVEDE en spørgeundersøgelse, hvor de fandt frem til, at én procent af befolkningen i Danmark aldrig har hørt om janteloven. Den ene procent må enten være døve eller psykopater eller så skæve, at de heller ikke ved, hvad jul er. Vi snakker alt for meget om Janteloven til, at man kan undgå at høre om den.Alle vil uden at tænke sig om kunne citere Jantelovens første bud: ’Du skal ikke tro, du er noget’. Vi har hørt den regel så mange gange i vores liv. Ikke fordi vi skal efterleve den, men fordi vi ikke skal.

VI FORTÆLLER DESPERAT HINANDEN konstant, at vi ikke skal ligge under for Janteloven. Vi skal tro, vi er noget. Vi skal vide, at vi er det. Okay, men hvorfor tillægger vi så stadig Jante så meget betydning?

FOR VI SNIGER ALTID Janteloven ind – især i tilbageblikkene. Vi ser tilbage – til skolegården, til første arbejdsdag, til familiefesterne – for at komme i tanke om en situation, vi har stået i, hvor vi blev udsat for noget, der ligner Jantelov.På den måde giver vi kunstigt åndedræt og hjertemassage til en levende død hver eneste gang. Måske ville Jante forsvinde af sig selv, hvis vi ikke konstant hev den frem i lyset!? Janteloven får kun magt, fordi vi taler så meget om den. Hvordan skal den egentlig kunne andet end at tro, at den er noget?Vi burde gøre, som vi gør ved alle andre belastende pensionister – ignorere den ihjel!

Sådan var det ikke i 90′erne

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I SIDSTE WEEKEND var der 90’er-fest i København. 5.000 mennesker med knæklys hoppede rundt i buffalos og falsetsang ’Call him mister vain, call him mister raid, call him mister wrong, call him insane.’ Og de havde fat i noget der: ’Wrong’ og ’insane’! Det er ikke bare forkert, det er larmende sindssygt at gå i 90’er-modus! Jeg troede, vi var blevet enige om at begrave de grimme minder side om side med Kurt Cobain.

SÅ HVEM ER DET, der savner Harley Davidson-gamacher og skovmandsskjorter så meget? Hvad er det for nogle mennesker, der har enormt travlt med at trække os tilbage i tiden i stedet for at se frem? Sikkert de samme mennesker, der vil genindspille Beverly Hills 902010, og som tænder på at gå i bodystockings! Mens alle vi andre hadede bodystockings allerede dengang, for der skulle ikke mange brandbiler indenbords, før den ”snedige” manøvre med at trække knappe-delen til side, når man tissede, gik galt, og man endte med at urinere ud over hele den nederste del af den forhadte trusse-bluse-kombi.Jeg forstår ikke nostalgiflippet. Vi er stadig unge: os, der var unge i 90’erne. De ældste kan vel ikke være mere end 40-45. Er det ikke kun gamle mennesker, der går i barndom og idealiserer deres tidligere ungdom? Vi har stadig 90’erne i helt frisk erindring. Vi har cd’erne. Og faktisk vil jeg vædde på, at de fleste endnu har noget af tøjet liggende – duftende af date-deo og en svag antydning af tis.

VI ER SIMPELTHEN HVERKEN gamle nok eller langt nok væk fra det årti til at begynde at romantisere det. Vi burde stadig være kåde og glæde os over den tid, vi lever i, og den tid, der kommer.Skyldes virkelighedsflugten, at den tid vi lever i nu, er usikker med trusler om terror og døde isbjørne? Eller er vi bare kede af at blive voksne og få børn og rentetilpasningslån? Så vi drømmer os tilbage til en tid, hvor vi ikke tænkte på den slags. Ikke fordi der ikke fandtes huller i ozonlaget og rente-svingninger i 90’erne, men fordi vi var for unge til at bekymre os om det.

PERSONLIGT VILLE JEG HADE at blive den slags forælder/bedsteforælder, der prædiker, at ’sådan var det ikke i 90’erne’. (Og ja, meget rammende er der en sang, som handler om præcist det: At alting ikke var bedre i 90’erne – i 1890’erne!)Selvfølgelig er vi usikre på fremtiden. Sådan er det. Sådan var det også i 90’erne. Vi kan bare ikke huske det, fordi vi havde travlt med at blive studenter, være fulde og få sex, uden fyren opdagede den egentlige årsag til den fugtige bodystocking.

Snav din mor i gulvet

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVAD ER DER GALT MED DE FAMILIER, hvor det er skik, at man kysser hinanden – på munden? Mor kysser søn, som kysser søster, som kysser far, som kysser hunden. Og bagefter smiler de for at illustrere, at de bare er heeeelt hippieagtigt afslappede, og det er åbenbart mig, der er bims, fordi familie-mundkysserier giver mig gåsehud og associationer til østrigske kældre. Jeg husker tydeligt første gang, jeg besøgte min første kæreste (og med ’første’ mener jeg ’eneste’), som jeg for længst er ovre (og med ’ovre’ mener jeg, at jeg håber, han er mere single, end jeg er). Dengang boede han stadig hjemme (vi var 17, det var ikke fordi, han var en trist 30-årig hjemmeboende (som de fyre, jeg dater i dag, er…) (det her parenteshelvede er kørt lidt af sporet, synes jeg…))). Jeg møder hans forældre for første gang, og min kæreste, som jeg selv kun har kysset måske max 10 gange, planter et vådt smækkys midt på munden af sin mor. Mens hans far sender mig et, hvad jeg kun kan tolke som liderligt, blik. Antiromantik, antierotik, anti-alt!

EFTERHÅNDEN VÆNNEDE JEG MIG til deres sære skikke (de havde også en mærkelig idé med først at pynte juletræ juleaftensdag. Freaks!) Mundkysseriet blev jeg aldrig tryg ved. Men selvom jeg forsøgte at tale med min kæreste om det, blev han ved med at insistere på, at det havde de altid gjort, og at det jo svarede til et knus. Nej, for det er et kys jo!Måske er det fordi, jeg kommer fra en utrolig jysk familie, hvor man kan nøjes med at sige ’dav’ ved at udveksle nik i stedet for savl. Vi krammer og knuser heller ikke hele tiden. Faktisk aldrig. Så efter jeg er flyttet til storbyen og har tillagt mig ekstravagante kramme-vaner, er min far begyndt at blive siddende i sofaen ved afskedssituationer, så jeg ikke kan komme til at snige et knus ind, men må benytte det mere accepterede håndtryk. Jamen, er det kun mig, der er sart her? Jeg mener bare; selv den allermest fransk indstillede person i vennekredsen ville da aldrig forsøge sig med andet end et halvtørt kindkys. Og jeg skal da være mere end almindeligt beruset, eller misteltenen skal hænge helt utroligt lavt, før jeg begynder at dele kys ud til kolleger og tilfældige. For mig er mundkys bare lig med noget romantisk (læs: sex). Og det skal min far altså ikke involveres i (det er rigeligt med den gang, han vadede ind på mit værelse uden at banke på, og den første/eneste kæreste lige var i gang med en ret avanceret manøvre, som…. (nej, nu må det simpelthen stoppe med de her parenteser!))